Tempereret regnskov

Det var den eneste dag i overskuelig fremtid, hvor det ikke var decideret museumsvejr med masser af regn. Altså måtte dagen udnyttes til en udendørs aktivitet. På Olympiahalvøen vest for Seattle, Washington, måtte det selvfølgelig blive en tur i en tempereret regnskov.

Træerne var usædvanligt høje og havde stammer så tykke, så der skulle flere mennesker til at nå om dem. Og regnvejr undgik vi selvfølgelig ikke. Vi var jo trods alt i en regnskov.

Det var en særegen oplevelse at gå inde i skoven. Det var som at gå i nogle høje haller med grønne hvælvinger. Stammer og grene var lodne, som om de havde lange uldne strømper på – eller skæg, der ikke var barberet i ugevis og hang i lange tjavser. Det dryppede og rislede overalt. Skoven forekom uvirkelig og troldsk som noget fra et eventyr.

Man skulle næsten tro, at H.C. Andersen har været her, når man tænker på, hvordan der så ud hos Fanden og hans oldemor, som Lille Inger kom ned til i eventyret om Pigen, der trådte på brødet.

”Hvis H.C. Andersen havde været her, hvad tror du så ikke, han kunne have fået ud af det?” spurgte jeg Ranveg.

”Jeg gik faktisk og tænkte på det samme!” svarede hun.

Ikke ret langt inde i skoven så vi et par hjortedyr ganske tæt på. Det mærkelige var, at de ikke var spor sky. Selvom vi bevægede os, og de højst var en 10-20 m væk, forholdt de sig fuldstændig i ro.

Skovens majestæter, elg (elk) og bjørn, så vi dog ikke. Ved indgangen var der en advarsel mod bjørne og en vejledning i, hvad man skal gøre, hvis man møder en. Vi blev dog enige om, at bamse er gået i hi for vinteren. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at nynne på ”Mors lille Ole i skoven gik” – børnesangen om Ole, der gav bjørnen blåbær, og ikke kunne forstå, at mor blev bange og skræmte den væk.

Se billedgalleriet, hvor jeg har samlet nogle fakta om regnskoven.