Ajo – en oase i ørkenen

Ajo – en oase i ørkenen

Sonoraørkenen dækker det meste af det sydvestlige Arizona. Området er mere eller mindre mennesketomt. Midt ude i dette ingenting ligger den lille by Ajo (udtales Á-ho). Den er opstået i tilknytning til en kobbermine, der åbnede i 1917. Alt i byens liv var afhængig af minen. Da minen pludselig lukkede i 1985, var det en stor katastrofe for byen, der ikke havde andet at leve af. Havde det ikke været for en gruppe ildsjæle, kunne Ajos skæbne have været den samme som de mange spøgelsesbyer (ghost towns), Arizona er så rig på.

Se billedgalleri fra Ajo

Den eneste vej til og fra nationalparken Organ Pipe National Monument går gennem Ajo. Når man kommer ind i byen nordfra, syner det ikke af noget særligt: campingpladser, reklameskilte for mexicanske forsikringer og Olsens Supermarket. Men pludselig passerer man et torv, der består af en mægtig stor plaza, der på de tre sider er omgives af lave bygninger med en arkade, en grøn græsplæne og et parkanlæg omkranset af høje palmer. På den fjerde side ligger to kirker. Alt er i spansk kolonistil. Det er som at komme til en oase midt i ørkenen.

Her må man simpelt hen gøre et stop.

Navnet Ajo kommer måske af et ord på det lokale indianske sprog, som de første indvandrede spaniere ikke forstod, men som lignede et ord, de kendte, idet ajo betyder hvidløg på spansk.

I årene efter minelukningen var der nedgang på alle fronter i Ajo. Folk flyttede. Husene stod tomme og forfaldt. Men i 2008 kom den private organisation The International Sonoran Desert Alliance, ISDA, til og iværksatte en genopbygning af byen. Man gik i gang med plazaen, som blev restaureret, og forretningslokalerne blev lejet ud til lokale handlende på favorable vilkår. Der blev indrettet et bibliotek, som er populært blandt byens ældre, der kommer for at bruge gratis wifi, og skoleungdommen, der samles efter skoletid og hygger sig med forskellige former for spil.

Ikke så langt fra plazaen ligger en tidligere skole, som blev ISDA’s næste projekt. Ligesom plazaen var den en helstøbt arkitektonisk perle. Indvendig blev den indrettet til konferencecenter, hvor især kunstnere, men også andre er velkomne. Udvendigt blev den oprindelige arkitektur bevaret uden ændringer.

Kunstnernes arbejde kan også ses rundt omkring i byen, hvor de har udsmykket en lang række facader på tidligere minearbejderhuse.

En anden gruppe i ISDA’s regi er gået i gang med at uddanne især kvinder til at lave mad, som de kan sælge på plazaen dels til byens egne beboere og dels til de mange turister, der kører igennem til og fra nationalparken og til Mexico. Der er tale om indianere og spansktalende, som lever i stor fattigdom. Selvom de ikke kan leve af at sælge deres mad, så giver en ekstra årlig indkomst på $ 4.000 et værdifuldt tilskud, hvis ens årsindkomst kun er på $ 14.000.

Endelig satser man på turismen. Udover byen har Ajo også gode naturområder at byde på.