Sneglefart

Rex Allen

Rex Allen, 1920-1999, var en folkekær sanger, sangskriver, westernskuespiller og lagde fortællerstemme til mere end 80 Walt Disney film.

Det stod ikke skrevet over Rex Allens vugge, at han skulle have en karriere i showbusiness. Forældrene havde en lille ejendom i nærheden af Willcox, Arizona. Det var et land domineret af store kvægbaroner, der lagde beslag på enorme arealer. Det betød, at familien havde langt til alting: 65 kilometer til den nærmeste by, Willcox, en tur på 6 timer med hestevogn, og 8 kilometer til det sted, hvor familien kunne hente sin daglige post.

Da Rex var 5 år, døde en ældre bror af et bid af en klapperslange. Moderen var skrækslagen ved tanken om, at samme skæbne kunne ramme de andre børn, og insisterede på at flytte nærmere byen. Moderen døde af blodforgiftning, da Rex var omkring 9 år, og bedstemoderen og en moster tog derefter hånd om hjemmet.

Han har senere fortalt, at han fra sin tidligste barndom havde lært, at man skal holde ud og aldrig give op.

Faderen var en dygtig violinspiller, der optrådte i mange sammenhænge. Som 12-årig begyndte Rex at komme med og akkompagnerede ham på guitar. Drengen havde talent, men på grund af skeløjethed anså han ikke en karierre i showbusiness for en realistisk mulighed.

Man kunne også se drengen stå foran biografen i Willcox med sin guitar for at tiltrække publikum ved at synge nogle af de sange, man kunne opleve på filmene inde i biografen.

Som 14-årig havde han optrådt så mange gange for den lokale Rotary Club, at de lavede en pengeindsamling, så han kunne få opereret sit øje hos en læge i Bisbee. Operationen lykkedes dog ikke. Det gjorde den næste operation heller ikke.

Situation fra et rodeoshow

Efter at have afsluttet sin skolegang rejste han rundt med et rodeoshow. ”Men jeg blev træt af at samle mig selv op fra jorden i arenaen og fandt ud af, at en guitar aldrig sparkede mig og aldrig sårede mig det mindste, og at jeg skulle holde fast ved den.”

På grund af øjet regnede han stadig ikke med, at han havde nogen chance indenfor showbusiness. Efter at have arbejdet et par år som ufaglært arbejdsmand begyndte han alligevel at synge og spille. Stemmen, der var blød og tiltalende, spændte over tre oktaver. Nogle folk fra underholdningsbranchen hørte ham og så et potentiale i ham. Det førte ham til New Jersey, hvor han fik sin debut i et radioprogram.

Men det egentlige gennembrud fik han, da han kom til en radiostation i Chicago, hvor han optrådte i det ugentlige program The National Barn Dance. I Chicago var der også en læge, der havde held med at operere hans øje. Sideløbende med radioarbejdet indspillede han grammofonplader. Det fortsatte han med til ind i 1970’erne.

I 1949 flyttede Rex Allen til Hollywood. Her blev han opdaget af filmselskabet Republic Pictures og indspillede frem til 1954 hele 19 westernfilm. Han var den sidste indenfor genren syngende cowboys - af den slags, der både kan ride og gribe en guitar og synge vemodige og længselsfulde sange i stjerneskæret ved lejrbålet.

På film var Rex Allen den gudfrygtige amerikanske helt med den hvide stetsonhat, som elskede sin hest KoKo og delte alle eventyr med en trofast ledsager og ven. Andre formulerer det på den måde, at han hovedsagelig spillede sig selv.

Midt i 1950’erne faldt westernfilmene i popularitet, ligesom konkurrencen fra tv blev for stor. Rex Allen forsøgte sig også med tv, og i 1958-59 spillede han lægen i serien Frontier Doctor.

I den senere del af karrieren lagde han fortællerstemme til en lang række film hovedsagelig for Walt Disney.

Eksempler på sange

Rex Allens sange spænder over et vidt repertoire lige fra cowboyens længsler på den endeløse prærie over religiøs pop til viser spændt til bristepunktet af handling.

Længsel er et fremtrædende tema i mange sange. Der er cowboyens længsel efter den elskede. Hans håb er, at der er én, der venter på ham om end flere hundrede mil borte. Og når han er andre steder, længes han efter vidderne og livet på prærien med sin flok af kreaturer. Sange af den type hælder ofte til det sentimentale, men ikke altid.

Out Where the West Winds Blow

Derude, hvor vestenvinden blæser handler om længslen efter livet derude i friheden. Her er der dog anslået en lettere tone.

“Lad mig sætte mig overskrævs på min pony og ride igen, så er jeg tilfreds,” for der, hvor vestenvinden blæser, hvor månen skinner og kreaturerne går stille rundt, det er der, jeg længes hen.” Jeg er glad, lykkelig og fri, ligesom vinden der blæser hen over the Great Divide” (vandskellet, der går ned gennem USA.)

 

Bad Brahma Bull

De bedste sange er viseprægede med en munter og levende melodi, en forrygende handling og et lunt glimt i øjet. Her står fortællingen i centrum. I hver eneste linje sker der noget, og lytteren suges med ind i fortællingen.

Disse viser står fuldt på højde med noget af det bedste i svensk visetradition. De kan for eksempel lede tankerne hen på Evert Taubes viser om den svenske sømand Fridtjof Andersson, hvor handlingen foregår i højt gear.

Et eksempel på en sådan vise er Bad Brahma Bull. En brahma tyr er verdens største tyr. Den anvendes i rodeoshow. Rex Allen har selv skullet ride på sådan en tyr, da han som ung optrådte i et omrejsende rodeo. Én gang var nok for ham. ”Den var et monster,” sagde han. Man skulle tro, at sangen bygger på selvoplevet materiale. Det gør den ikke. Den er skrevet af Curley Fletcher, der er forfatter til en lang række cowboysange, og som er en generation ældre end Rex Allen.

 

Who Shot the Hole in my Sombrero?

Hvem kunne gøre en skrækkelig ting som det? Var det Nita eller Lolita? Er de jaloux, fordi jeg fandt en ny señorita? Var det Pancho fra rancho? Gjorde han det, fordi jeg kyssede hans kone? Jeg må hellere gallopere væk. Den næste kugle kan ramme lidt længere nede (end hatten).

Jeg kan ikke finde ud af, hvem der trykkede på udløseren, men det var ikke noget tilfælde, tror jeg.

 

Don’t Go Near the Indians

Sangen handler om en fars råd til sin søn, men sønnen følger ikke rådet. Han bliver forelsket i en indianerpige. Først til sidst går sammenhængen op for ham, da faderen må forklare ham, hvad baggrunden for rådet er. Det er en af mange sange, der blev et hit.

 

Ovenstående er blot nogle få eksempler på Rex Allens sange. Man kan selv finde flere på internettet. Rex Allens søn, Rex Allen Jr., var også sanger, og i en søgning optræder de side om side.

Rex Allens arv

Rex Allen skænkede sin samling af filmplakater, fotos, cowboyudstyr, plader og musikinstrumenter fra hele sin karriere til et lille museum i Willcox, som åbnede i 1989. På den anden side af gaden står en statue af ham, og foran ligger hesten KoKo begravet.

Rex Allen, The Arizona Cowboy Museum Inc.

Siden 1951 er der blevet afholdt Rex Allen Days i Willcox hvert år den første weekend i oktober, hvor den gamle westernkultur genopleves med masser af underholdning.

Author image
Om Niels
Danmark Website
Udover blogindlæg skriver Niels også dagbog, fotograferer, kører og ...