Sneglefart

Operahuset i ørkenen

Death Valley ligger meget afsides med mange timers kørsel gennem ørkenen. Så meget desto mere spærrer man øjnene op, når man holder i krydset Death Valley Junction og ser lige over på et større bygningskompleks med ordene Amargosa Opera House.

Egentlig er det ikke et operahus, men et ballethus. Det er oprettet af balletdanseren og multikunstneren Marta Becket i 1967. Hun drev det frem til sin død som 92 årig i januar 2017. I dag drives det videre i Marta Beckets ånd med den unge solodanser Hilda Vasquez som kunstnerisk kraft.

Lige så overraskende som beliggenheden i ørkenen er den historie, der ligger bag.

Marta Becket

Marta Becket er født i New York i 1924. Allerede som 4-årig blev hun fascineret af dans og i en tidlig alder stod det hende klart, at dans skulle være hendes fremtid, fortæller hun i sin selvbiografi. Det var dog ikke så lige til, da forældrene var skilt, og moderen ikke havde penge til danseundervisning i længere tid ad gangen. Til gengæld kunne moderen se datterens talent og støttede hende blandt andet med at sy kostumer, da der begyndte at komme gang i karrieren.

Marta Becket var et menneske med mange talenter. Hun var en dygtig maler, og i perioder, hvor hun ikke havde danseopgaver, levede hun af at sælge sine billeder.

Som barn og ung gik hun til klaverundervisning, men syntes, det var et stort slid at få musikken til at lyde, som læreren ønskede. Hun fandt mere fornøjelse ved at komponere selv. Det var ikke noget klaverlæreren syntes om, men det viste sig senere, at hun også på dette område havde et uomtvisteligt talent.

I 40’ernes og 50’ernes New York var der stor efterspørgsel på dansere. Hun vandt næsten hver gang hun stillede op til konkurrencer og medvirkede blandt andet i kæmpesuccessen Showboat på Broadway. Når der ikke var opgaver at få, planlagde hun sine egne turneer ikke kun til teatre, men også til skoler og uddannelsesinstitutioner.

I 1963 havde hun planlagt sit store gennembrud med en soloforestilling. Den skulle uheldigvis løbe af stabelen den dag, præsident J.F. Kennedy blev dræbt, så forestillingen måtte aflyses.

I 1960’erne blev det sværere at arrangere turneer, fordi uddannelsesinstitutionerne hellere ville engagere rockorkestre.

Amargosa Opera House

På den sidste turne i 1967 var der adskillige dage mellem hver optræden, og Marta Becket og hendes mand tilbragte derfor nogle dage i Death Valley. Der punkterede deres bil, og mens manden opholdt sig hos mekanikeren i Death Valley Junction, gik Marta rundt og så på omgivelserne.

På den anden side af vejen lå et bygningskompleks, der en gang havde været administrationscenter for et mineselskab. Noget af det var indrettet som hotel, mens andet var i forfald. Marta gik rundt og kiggede ind i forsamlingshuset og blev vildt begejstret. Malingen skallede af, og der var hul i taget, så regnen havde ødelagt klaveret. I den ene ende af salen var der en scene. Men hun så ikke kun forfaldet. Hun så et væld af nye muligheder.

I sine erindringer fortæller hun: ”Da jeg kiggede ind gennem et lille hul, havde jeg en særlig følelse af, at jeg så på den anden halvdel af mig selv. Det var, som om bygningen sagde: Tag mig… Gør noget ved mig… Jeg giver dig liv.”

Manden støttede op om idéen, og allerede samme dag besluttede de at leje salen.

Det blev begyndelsen til et engagement, der kom til at vare i 50 år.

Marta Becket koreograferede sine egne forestillinger, syede selv dragterne og malede scenografien. Hun opførte en soloforestilling med dans og pantomime hver fredag, lørdag og mandag aften i perioden oktober til maj – om sommeren er der alt for varmt. I de første mange år kunne hun aften efter aften optræde for en tom eller næsten tom sal. ”Jeg må jo være parat, hvis døren pludselig går op, og der kommer nogen ind,” har hun forklaret.

På væggene i salen malede hun balkoner livfuldt befolket med personer i renæssancedragter. Så var der i det mindste et imaginært publikum at danse for.

Efterhånden gik der ry om stedet. Pressen begyndte at interessere sig for det, og det hændte oftere, at hun optrådte for en fuld sal, og det blev til en institution, folk gerne kom langvejs fra for at opleve.

Folk, der har oplevet hende, har fortalt, hun var sådan en person, der med sin måde at være på fyldte hele rummet.

Marta Becket havde sin sidste forestilling som 88-årig i 2012. Så sagde ben og hofter stop. I nogle år herefter havde hun engageret en yngre danser.

Hendes engagement varede til det allersidste. Hun dansede med den unge danser Hilda Vasquez på sandet foran operahuset den samme dag, hun døde.

Hilda Vasquez

Hilda Vasquez, der stammer fra Den dominikanske Republik og er uddannet på den nationale balletskole i Cuba, var i 2016 sammen med sin forlovede på rejse gennem USA. De besluttede sig for at aflægge Marta Becket et besøg. Det var tilfældigvis på hendes 92 års fødselsdag. Hvad de heller ikke vidste, var, at Marta ikke længere havde nogen danser. Den unge Hilda blev begejstret for Martas univers, og den gamle Marta blev begejstret for de muligheder, hun så i den unge danser.

Hilda Vasquez i samtale med en tilskuer efter forestillingen.

De etablerede et samarbejde og Marta udså sig Hilda Vasquez som den, der skal føre arven videre. Efter Martas udtrykkelige ønske skal der dog også være plads til Hilda Vasquez’ egen kunstneriske kreativitet.

Fremtiden kun lige begyndt

For bestyrelsen for operahuset er det en høj prioritet at videreføre Marta Beckets arv. Men der er også planlagt andre kunstneriske optrædender – i overensstemmelse med Marta Beckets klassiske kunstneriske vision. Derudover er der planer om at tilbyde kunstnere ophold for at give dem arbejdsro, ligesom der er planer om at arrangere workshops for kunstnere.

Fremtiden er kun lige begyndt. Udfordringerne er store, fordi operahuset i den grad er bygget op omkring én enkelt person. Kun fremtiden kan vise, om idéeerne er bæredygtige i det lange løb.

Author image
Om Niels
Danmark Website
Udover blogindlæg skriver Niels også dagbog, fotograferer, kører og ...