Sneglefart

April 2017

1. april 2017

Stille og roligt kørte vi nu videre gennem den mægtige Fraserdal med byerne Surrey, Langley, Abbotsford, Chilliwack og Hope. De to første byer er vokset sammen med Vancouver og tilsammen udgør de det tættest befolkede område i British Columbia. Hope ligger mere for sig selv og er den sidste by, inden man kører op i bjergene. Her deler vejen sig, og vi valgte den sydligste mod Kelowna, dels fordi den er mindre trafikeret, og dels fordi den kun går op i 1300 meters højde mod den andens 1700 meter. Det er en vidunderlig skøn køretur. Efterhånden holdt regnen op, så landskabet rigtig kom til sin ret. I vejsiden gik der en bjørn. Den var gennemblødt af regnen og så kold og frysende ud. Jeg mente ikke, det var vejr for en bjørn, mens Ranveg mente, at det er dens natur at leve ude i sådan et vejr.

Vestsiden af bjergene får markant mest nedbør. Der har været meget nedbør i denne vinter, og det har været den koldeste i 35 år, har vi fået at vide. Det betød, at der lå sne inde mellem træerne allerede i 200 meters højde. Højere oppe var det rigtig vinterligt. På østsiden af bjergene var der kun sne i stor højde.

Når vi kører, er alt normalt nyt. Men her mellem Vancouver og Kelowna har vi efterhånden kørt en del gange, så det er lidt specielt at køre på en rute, vi kender. Vi kørte ind på en campingplads, hvor vi har været før, og som ligger mellem landevejen og floden.

2. april 2017

Ejeren er noget af et energibundt. Har har haft sin egen virksomhed gennem mange år, men solgte den for at gå på pension. Men det blev bare alt for stille. Så købte de campingpladsen, som han er i gang med at sætte flot i stand. Grunden skråner for eksempel stærkt ned mod floden, men alle holdepladserne er fuldstændig vandrette. Det er et særsyn at se det nivelleret så perfekt. De kunne genkende os med det samme og huske, hvad vi fortalte dem for over et år siden. Sidste år var deres første sæson. Den gang havde de haft 22 reservationer, mens der nu var over tusind til næste sommer.

Der er guld i floden, som kan vaskes ud. De har det nødvendige udstyr, som man kan låne og selv gå ned og vaske. Det var det nu for koldt til, men de fortalte, at de havde haft en gæst, der havde fundet guld for 35.000 kr. i løbet af halvanden time.

I Hedley gjorde vi holdt og gik en lille tur. Der er tre gode grunde til at standse op her: Det er en idyllisk by. Den ligger i imponerende omgivelser nedenfor nogle dramatiske fjeldvægge. Og The Hitching Post, som er en fremragende restaurant med folkelige priser.

Hedley kunne lige så godt have været en spøgelsesby, men det er nok beliggenheden ved landevejen, der trods alt har holdt liv i den. Den blev grundlagt på grund af en guldmine, der ligger svimlende højt på fjeldsiden. Se billedet øverst på siden. Minen er nu lukket, og befolkningen består hovedsagelig af pensionister og folk, der kører på arbejde i de nærliggende byer. ”Jeg kan godt lide at bo i en lille by,” sagde servitricen på The Hitching Post. ”Det er ligesom én stor familie.”

Det kan have konsekvenser, når man gør noget to gange eller mere. Det kan let blive en tradition. Det er også blevet en tradition, at vi skal have en is i Okanagan Falls hos Tickleberry’s. De laver deres egen is og har en butik, hvor man kan købe det fineste marmelade lavet af frugt fra egnens frugtplantager. Man kan også købe det mest utrolige kitsch som for eksempel en lille båd med en elg, der sidder og fisker med et net. I hver ende af båden er der plads til henholdsvis salt- og peberbøsse.

Der er en smuk køretur langs den sydligste del af Okanagansøen til Kelowna. Frugtplantager og vingårde ligger langs hele søen, der i alt er 170 kilometer lang. Her er foråret ikke slået rigtig igennem endnu. Græsset er endnu ikke grønt overalt. I Kelowna overnattede vi på en parkeringsplads.

3. april 2017

Efter at have rejst så længe trænger camperen også til et eftersyn. Noget skal efterses og kontrolleres for, at det ikke skal gå i stykker, og noget skal repareres, fordi det allerede er gået i stykker. Vi startede dagen med at lave en liste og kørte så hen til forhandleren, hvor vi købte den. De havde selvfølgelig ikke tid til at tage den i denne uge, så det må vente, til vi kommer tilbage. Et par lygteglas, der var smadret, havde de ikke i den rigtige størrelse, men foreslog, at vi kørte hen til fabrikken. Her fik vi dem uden beregning.

Vi fik også lavet en aftale om opbevaring af camperen. Vi kørte rundt til forskellige firmaer, men valgte at blive ved det firma, vi benyttede sidste år.

4. april 2017

Camperen havde en særskilt forsikring, som udløb kort efter, at vi var kommet til Mexico. Vi ventede med at forny den, til lige inden vi kørte ind i USA igen, fordi den ikke dækker i Mexico, så vi måtte tegne en mexikansk. I mellemtiden var vores forsikringsmægler gået over til forhandle forsikringer fra et andet selskab, og nu var forsikringen næsten tre gange så dyr. Fordi vi stadigvæk var i Mexico, skulle det ordnes pr. email, så vi havde ikke andet valg. Men i dag lykkedes det at finde en mægler, der kunne lave en forsikring fra det gamle og billigere selskab. Det var heldigvis ikke noget problem at få opsagt den dyre forsikring. Ved samme lejlighed fik vi også stillet bilforsikringen i bero, mens vi er hjemme.

5. april 2017

En bekendt derhjemme fra, som jeg var blevet facebookven med for nylig, havde tilbudt at formidle kontakt til et familiemedlem i Kelowna. På email havde vi aftalt at mødes ved vores camper på parkeringspladsen foran Walmart, og vi havde så hyggelig en formiddag, at Linda inviterede os til middag i morgen aften. Da Lindas afdøde mand var af dansk afstamning, havde de været i Danmark talrige gange i årenes løb, så der var mange fælles ting at tale om.

Om eftermiddagen var det mere kedelige ting, der stod på programmet, nemlig forberedelse af vores hjemrejse.

6. april 2017

Vi skal have fundet en campingplads. For det første har vi brug for kloakafløb til skylning og tømning af alle tanke. For det andet har det været overskyet i flere dage, og nu er det også begyndt at regne. Det er ikke et vejr, som er godt for solpanelerne. Batterierne et næsten flade, så vi har også brug for ”landstrøm” – i øvrigt for første gang nogensinde.

Derfor kørte vi hen til en campingplads, hvor vi har været flere gange tidligere. Alt var optaget i weekenden. Han havde dog en ekstra plads, som blev brugt, når der var fuldt. Den kunne vi få for én nat. Ejeren af campingpladsen kunne genkende os med det samme. Da jeg spurgte ham, hvad det kostede, svarede han: ”I kommer her jo hele tiden, så I skal ikke betale noget.”

Om aftenen var vi igen sammen med Linda, der bød på middag på en restaurant og derefter dessert hjemme hos sig selv. Dermed fik vi et dybere indblik i det spændende liv, hun har levet og stadig lever med talrige aktiviteter. Rejselysten har vi også til fælles, og hun har rejst mere end de fleste. Hun fortalte om nogle vidunderlige rejseoplevelser, som det kun er de mest eventyrlystne forundt at få. Det var et meget positivt bekendtskab.

7. april 2017

Vi fandt en anden campingplads. Den var ikke gratis. Her fik vi lov at betale. Men der var både strøm, vand og kloak, så det var fint. Batterierne har allerede fået det bedre, men det øser stadig ned. ”Det er vintervejr,” siger de lokale.

Nede i byen fandt vi blandt andet et sted, hvor vi kunne få printet alle vores flybilletter ud. Der er fire flyvninger på tre billetter.

8. april 2017

I camperen fik vi lavet hovedrengøring. Det er trods alt overkommeligt dens størrelse taget i betragtning. Med en ny dunk olie kom skabslåger med mere til at se ud som nyt. Et sted i Mexico havde vi holdt en ganske kort pause ved en mark med græssende kreaturer. Vi kunne dog ikke se dem, men lugte dem. Det betød, at vi fik en masse fluer ind, og der gik et par uger, inden den sidste var væk. De havde efterladt sig adskillige visitkort. Det en god fornemmelse at vide, at vi vender tilbage til en ren camper.

Når vi begge to går og laver noget samtidigt inde i camperen, hvor pladsen er trang, er vi nødt til at koordinere vores bevægelser, men efterhånden har vi en betydelig øvelse i det.

9. april 2017

Vandtankene i camperen blev tømt. Så skulle der pakkes, og derefter tjekkede vi ind på det hotel, hvor vi i forvejen havde bestilt et værelse. Om eftermiddagen parkerede vi camperen hos det firma, der skal opbevare den. Vi brugte dem også sidste år, og de er yderst professionelle.

10. april 2017

Vi vidste på forhånd, at hjemrejsen ville blive en lang dag. Vi har fire flyvninger foran os. Kørsel på motorvej er ikke rejse, men transport. Flyvning er transport i den mest rå, men effektive form. På den første flyvetur fra Kelowna til Edmonton var der nogle huller i skyerne, så man kunne se de karakteristiske fjeldformationer i og omkring Jasper nationalpark.

I Edmonton var der et par timers ventetid. Da vi skal sidde meget ned på sådan en rejsedag, ville vi gå en tur. Men hen ad den ene vej var det umuligt at komme som fodgænger og det samme den anden vej. Den kreative løsning blev at gå op på øverste etage på et parkeringshus, som ligger i fri luft. Det var ikke på nogen måde charmerende, men godt at få lidt bevægelse. Billedet herunder viser udsigten fra parkeringshuset. Edmonton venter stadig på foråret. Sneen var smeltet, men der var ikke et grønt græsstrå endnu.

En britisk skoleklasse, der bestod af ene store drenge, skulle med samme fly som os. De havde været på skitur i Jaspers, fortalte en af drengene. Nogle af dem havde det så sjovt med at gå modsat på et rullende fortov eller at sidde oppe på det rullende gelænder, så læreren måtte have fat i dem. Da vi skulle boarde, kunne en af drengene ikke finde sit boardingpass. Han ledte febrilsk alle tænkelige steder, mens den samme lærer sendte ham et meget træt blik. Han fandt det dog til sidst.

Flyveturen fra Edmonton til Reykjavik er den længste. Der var skyfrit over nogle områder, hvor et nedfrosset landskab kom til syne. Det blev mørkt, inden vi nåede den nordligste del af Hudson Bay. Nogle timer senere kunne vi i grålysningen se Grønlands kyst. Derefter blev det overskyet igen. Vi landede i Reykjavik før klokken syv om morgenen, men på grund af tidsforskellen svarede det til, at klokken for vores vedkommende var omkring midnat. Det betød, at vi ikke havde sovet undervejs.

Heldigvis var der så kort tid til, vi skulle ombord i det næste fly til København, at der ikke var nogen ventetid af betydning.

I København skulle vi have bagagen og tjekke ind igen til den sidste flyvetur til Aalborg. Vi kom derfor ind i ankomsthallen, hvor der altid er en særlig stemning. Der stod folk med firmaskilte, som skulle hente nogle, de ikke kendte. Andre skulle mødes med nogen, der kendte særdeles godt. En stod med en fødselsdagslagkage, og et ungt par genså hinanden med knus og glædesstrålende øjne.

Inden vi skulle videre, var der tid til at markere hjemkomsten til Danmark med en hotdog med det hele. Det var underligt at høre så meget dansk, når vi nu er vant til nærmest at have monopol på det.

I Aalborg blev vi hentet af min bror Peter. Han kørte os til Brønderslev, hvor vores bil, der har stået hos en af hans venner, ventede på os. Bilen er blevet mærkbart ældre, mens vi har været væk.

Mens vi er hjemme, ligger dagbogen stille. Men den bliver genoptaget, når vi tager af sted igen.

Forrige side Marts 2017