Januar 2017

1. januar 2017

En stille dag med dejligt solskin og varmt vejr. Vi gik en lang tur på stranden. Lyden af bølgerne, glade stemmer og unge mænd i bil med nedrullede vinduer og høj musik – det mindede på mange måder om en sommerdag på stranden i Løkken.

2. januar 2017

Vi skal videre i dag med færge til La Paz på Baja California. I eftermiddag skal vi være på havnen.

Sidst vi var i Mazatlan fik vi vores tøj vasket et sted, hvor der også var en dame, der tog sig af at reparere tøj. Hende opsøgte vi, og hun reparerede en syning på Ranvegs nye nederdel, mens vi ventede.

Inden vi tog til Mexico, havde vi på nettet læst adskillige historier om folk, der er blevet afkrævet bestikkelse af mexikanske færdselsbetjente for opdigtede færdselsforseelser. Senere har vi også mødt nogle, der har været udsat for det, men det er trods alt ikke så udbredt, som man skulle tro ud fra de mange historier.

På en parkeringsplads ved et supermarked faldt vi i snak med en amerikaner, en ældre herre med et fuldskæg som en julemand og en god humor. Han havde mange års erfaring med Mexico og kunne også nogle historier om politiet. Han fik dem til at fremstå, som om de hverken kunne læse eller skrive. På hans kørekort stod der, at han er organdonor. En gang var han blevet standset af en mexikansk betjent og skulle vise sit kørekort, hvorpå betjenten titulerede ham Mister Donor. Han kunne også en selvoplevet historie om en korrupt betjent, der havde stillet sig brysk an og truet med at konfiskere bilen for en opdigtet forseelse, men som endte med at være mere end tilfreds med to dejlige nyplukkede og fuldmodne avocadoer, der lå på bagsædet.

Således fyldt med gode historier kørte vi ned på havnen. Vi skulle være der tre timer før afgang. Det meste fungerede anderledes end på en dansk færgehavn. Ved Molslinien skal man møde senest 15 minutter før afgang, ved andre færger en halv time før, men aldrig tre timer. Til gengæld kunne vi køre om bord næsten med det samme. Det betød, at der ikke var kø heller ikke ved uddeling af nøgler til kahytten. Vi skulle sejle 17,30, men der stod ikke noget om ankomsttidspunkt på billetten. De vi spurgte om det, fik vi et svævende svar: klokken 5 eller klokken 6 næste morgen.

I billetprisen indgik et aftensmåltid. Vi fik to stykker flæskesteg med ris og bønner. Kødet var så mørt, at det kunne spises med en plastikteske. Og det gjorde vi så, for der var ikke flere knive og gafler.

Det var mørkt under hele sejlturen. Vi gik meget tidligt i seng og tænkte på dem, der ikke havde kahyt og derfor lagde sig til rette for natten på gulvet forskellige steder på skibet.

3. januar 2017

Friske og udhvilede stod vi op klokken 5, men klokken var henad 7, inden vi kunne gå ned på bildækket.

Her gjorde vi en lille erfaring af, hvor anderledes Mexico er i forhold til for eksempel Danmark. En vagtmand stod og dirigerede køen ved døren til bildækket. Vi skulle vise ham billetterne, for det var kun chaufførerne, der måtte gå derned. Passagerer skulle gå i land til fods. Ranveg, der er den eneste i vores lille to-mands rejseselskab, der kan spansk, spurgte ham om det igen lidt senere og fik samme svar. Men hun stillede sig op ved siden af mig, og da han endelig åbnede døren, så vi kunne gå ned, sagde han ikke noget til, at hun var med.

Vi talte om, at her kan regler tit bøjes, hvis man insisterer, og hvis de ikke er alt for vigtige. Vi har oplevet det før i andre sammenhænge og ved derfor, at det ikke uden videre er et tilfælde, at han ikke sagde noget. Men ”julemanden”, vi talte med i går, fortalte et eksempel på, at regler også kan bøjes den anden vej rundt, så det bliver til ulempe. Hans truck har tvillingehjul. Ved indkørslen til en betalingsvej var han blevet opkrævet afgift per dæk, selvom der ved alle betalingsstationer er et skilt, hvoraf det tydeligt fremgår, at man betaler per aksel, hvis et køretøj har mere end to aksler. Det vidste han og holdt på sit, og det udviklede sig til en længere diskussion. Pludselig stod der en svært bevæbnet soldat foran ham og spurgte, om der var et problem. ”Nej, det er der ikke!” sagde ”julemanden” og skyndte sig at betalte for sine seks dæk.

Det var godt, at Ranveg kom med i bilen og ikke måtte gå i land for sig selv, for der blev brug for hendes sprogkundskaber. Vi blev tjekket flere gange. Først holdt vi i kø i lang tid for at betale havneafgift. I Danmark ville sådan en afgift være indregnet i billetprisen. Det helt store tjek var den militære kontrol, hvor en soldat kiggede ind i bilen og løftede vores madras og kiggede i skabene. Det var våben og narkotika, de var interesserede i. Ved samme checkpoint var der en person, der undersøgte, om vi havde frugt med, og vi måtte aflevere en pose dejlige æbler.

Det var næsten ligesom at rejse ind i et nyt land. Men kriminaliteten er den dystre baggrund for den strenge kontrol.

Da vi kom hen til det sted, hvor passagererne stod og ventede, var der gået en time og et kvarter med alle kontrollerne.

I La Paz fandt vi et sted, hvor vi kunne parkere og spise morgenmad og lave lidt research på, hvad vi nu skulle. Vi blev enige om at køre en rundtur ned til sydspidsen af Baja, Los Cabos. La Paz er hovedstad i delstaten Baja California Sur og en temmelig stor by. I udkanten af byen fik vi begge gasflasker fyldt op. Det er altid en rar fornemmelse.

Vejen, der ikke var særlig befærdet, gik gennem et meget smukt bjerglandskab og havde hundredevis af sving. Et sted, hvor vi havde fotopause på en rasteplads, kom en mand hen til os, fordi han ud fra vores nummerplader gik ud fra, at vi var canadiere. Det har vi oplevet adskillige gange.

Vi havde fundet en lille campingplads (billedet ovenfor) ejet og drevet af et yngre par, der også havde noget landbrug. Det var et meget charmerende sted med høje kaktus og træer ind imellem hinanden. Der var også et rigt fugleliv. ”I kan går tur, og I kan ikke blive væk, for hele området er hegnet ind,” sagde værtinden. Ranveg fik en lang samtale med hende på spansk om mexikansk madlavning. Der var to grunde til, at jeg ikke syntes, at jeg behøvede at stå og høre på det. For det første var det på spansk, og for det andet madlavning. Jeg tænkte, at jeg så kunne give mig til at tale med manden, der sad i en sofa. Men han talte ikke engelsk, så vores samtale blev kun meget kort. Men jeg fik forklaret ham, at det kun er Ranveg, der taler spansk. Jeg forstod også hans svar: ”Så er det hende, der er maestro!”

Ude i området, som var ret stort, lå der nogle hytter, der var lejet ud til amerikanere. Vi mødte flere af dem og fik en hyggelig snak. Da vi nåede frem til hegnet, kunne vi høre husdyrenes klokker, men ikke se dem. ”Det må bestemt være får eller geder, for når klokkerne har så spinkel en klang, passer det ikke til køer,” mente Ranveg. Men jeg er nu ikke sikker på, at det uden videre hænger sammen på den måde.

4. januar 2017

Turen fortsatte gennem det smukke landskab nogle gange med udsigt over havet i det fjerne. Vi talte om forskellen på Baja og fastlandet. Det umiddelbare indtryk er, at Baja virker mere velstående. Små huse, som almindelige mennesker bor i, er mere velholdte, end vi er vant til at se. Og ved lyskrydsene inde i dobbeltbyerne Los Cabos, som består af San José del Cabo og Cabo san Lucas, manglede den hær af sælgere og vinduesvaskere, der myldrer ind imellem bilerne, når de holder for rødt lys. Ved supermarkederne er der heller ikke de vagter, som man for en skilling kan bede om at holde øje med ens bil, mens man handler. Et godt tegn.

Los Cabos er turistbyer i den helt tunge ende med masser af hoteller, resorts osv. med smagfulde anlæg med blomster, palmer, stensætninger osv.

Vi kunne se Bajas sydspids fra vejen, men opgav at finde vejen derud af tidsnød.

Herfra går vejen nordpå, til vi kommer til Canada en gang til foråret. Første mål var Todos Santos, hvor vi fandt en lille noget nedslidt campingplads, men med de installationer, vi har har brug for og en overnatningspris på 50 kr. Først talte vi med et par fra Kelowna, som havde været her nogle uger og derfor havde mange informationer. Dernæst kom en ældre amerikansk dame, der bestyrer pladsen sammen med sin mand. Vi fortalte hende, at vi var fra Danmark.

”Ja, jeg kan høre det,” sagde hun.

Lidt efter sagde hun: ”Hvor var det, I sagde, I var fra? Sverige og Schweiz blander jeg altid sammen.”

5. januar 2017

Om formiddagen gik vi ind til byen for at gøre forskellige indkøb og for at lave en aftale med et vaskeri. Normalt afleverer man sit vasketøj den ene dag og henter det den næste. Men da vi kun har ét sæt sengetøj, skal vi helst hente og bringe det den samme dag. Det kan normalt lade sig gøre, hvis man aftaler det på forhånd og afleverer det tidligt om morgenen. Det kunne også lade sig gøre her.

Det er en lang gåtur ind til byen. Campingpladsen ligger i et boligområde med brede sandede gader. Om eftermiddagen gik vi til stranden. Det var en endnu længere gåtur. Da vi endelig nåede derned, viste det sig at være en rigtig dejlig strand, som var meget friskere end stranden ved Mazatlan, hvor luften var ubehagelig fugtig. Selvom vejret er stille, og der ikke er bølger på havet, er brændingen så voldsom, at der ikke kan være tale om at bade her. Men det er altså også Stillehavet.

6. januar 2017

Todos Santos er en dejlig by, som er vokset op omkring missionsstationen, der blev grundlagt i 1723 på et sted, hvor der i forvejen var en indianerbeboelse på grund af gode muligheder for landbrug. Der er ikke de store seværdigheder, men byen er hyggelig og bærer præg af de mange udlændinge, der også bor der: amerikanere og canadiere foruden tyskere og italienere. Vi gik en tur rundt i byen efter et forslag til en historisk rundtur.

En mand (billedet ovenover), som nok har været på vores alder, stod på gaden og solgte tamales dulce altså noget sødt, nærmest slik. Det var indkogt guayaba-bær, som er pakket ind i et af de blade, der sidder rundt om en majskolbe. Han fortalte, at han havde solgt dem og et par ting mere i over 40 år. Hans hjem lå på den anden side af vejen, og da han var barn gik han til skole ad den samme vej.

På Baja spiser man meget fisk. Det er ikke så mærkeligt, da der overalt er kort vej til havet. I Todos Santos fandt vi en fiskeforretning, som dog ikke solgte fisk, men udelukkende rejer. Inde i byen var der en mand, der forklarede, at der ikke er nogen anden fiskeforretning. Han forklarede, at vi skulle køre ned på stranden efter klokken to, når bådene begyndte at komme ind.

Fiskerne går på havet klokken fem om morgenen i nogle små åbne joller med en kraftig påhængsmotor. Der er to eller tre mand i en båd. Når de kommer ind, sejler de med fuld fart gennem brændingen og op på stranden. Så kommer der en mand i en gammel truck og trækker dem højere op. Deroppe står der nogle og sælger fiskene og filetterer dem. Vi købte først nogle, der var røde, men kom til at betale næsten dobbelt pris, fordi vi er turister. De tror, vi er gringos med masser af dollars. En ældre mand, der stod for sig selv på stranden, forklarede, hvad den rigtige pris er, og senere købte vi en masse filetter af en anden slags til den rigtige pris. Han havde endda en vægt. Det gode ved at have camperen med, er, at vi kunne skylle fiskene og lægge dem i køleskabet med det samme.

På stranden og især der, hvor de skar fiskene ud, var der masser af pelikaner, der kom så tæt på, at de nogle gange gik i vejen, så fiskerne måtte flytte dem. Vi fik en hyggelig snak med et ældre ægtepar fra Chicago, som havde købt et hus her, som de var i gang med at male. Det sidste sagde de ikke noget om, men det fremgik af malerpletterne på deres hænder. De pegede en hval ud. Skumsprøjtet fra den var tydelig at se selv på lang afstand og uden kikkert.

Vi gik en tur på stranden. Så snart vi kom lidt væk fra bådene, var der næsten ingen mennesker. Der var faktisk så få, at man uvilkårligt hilste på hinanden, når man mødtes.

Til aften fik vi selvfølgelig fisk. Den var kogt i kokosmælk og tilberedt med hvidløg, løg, tomater og grøn peber foruden ris kogt med chili. Dertil et glas hvidvin produceret på Baja.

Billedserie Todos Santos

7. januar 2017

Nu er det igen tid til at komme videre. Efter en times kørsel kom vi til La Paz. Det er den største by i det sydlige Baja. Efter at have fumlet lidt rundt inde i byen fandt vi hovedvejen igen. De næste mere end 200 kilometer var helt øde landskab stort set uden bebyggelse. Her er der fladt, og så langt øjet rækker vokser der høje kaktus blandet med buske. Vi rejser med andre ord gennem et ørkenlandskab.

I byen Ciudad Constitución fandt vi en campingplads, hvor vi var de eneste campister. Indehaveren var englænder, gift med en mexikaner og havde boet der i 20 år. Om det var fordi vi er nordeuropæere og han syntes, det var rart at tale med os, fordi vi på mange måder har en fælles baggrund, ved jeg ikke, men vi hyggede os i hvert fald i lang tid. Han havde en forrygende britisk humor og kunne fortælle de utroligste ting om, hvordan det mexikanske samfund fungerer på godt og ondt – mest det sidste, idet han beskrev korruptionen på højt niveau, så man skulle tro, det var Ukraine, han talte om. Det viste sig også, at han kunne de politiske og militære forhold på fingrene i forbindelse med Københavns belejring og røveriet af flåden i begyndelsen af 1800-tallet. Brexit, EU og dansk bacon var vi også rundt om.

Lige før nytår oplevede vi, at det nogle steder ikke var muligt at få benzin, fordi folk hamstrede inden prisstigningerne, der trådte i kraft til nytår. Senere har vi set demonstrationer foran tankstationer, som folk har blokeret med deres biler. I medierne har vi derudover læst, at der nogle steder har været voldsomme sammenstød med fire dræbte og 400 arresterede. Det ser dog heldigvis ud til at være faldet til ro igen. Prisstigningerne er på 20%. Det svarer til en stigning fra 4 til 5 kr. per liter. Det lyder ikke af meget for en dansker, men for en mexikaner er det en voldsom udhuling af økonomien, kunne vores britiske vært fortælle. Ifølge ham er det i forvejen en luksus for mange mexikanere at købe benzin.

Til aften fik vi fiskesuppe lavet af resterne fra i går, men tilsat nopales, som er nogle kraftige kaktusblade. Piggene er omhyggeligt skåret fra, når man køber dem. De har en frisk og lidt syrlig smag. De skal ligge i saltvand et stykke tid inden tilberedningen for ikke undgå en slimet konsistens. Dertil fik vi hvedetortilla foldet som en pirog og fyldt med sorte bønner, nopales, salatløg, æg med mantego-ost ovenpå og bagt i ovnen.

Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på ham sømanden, der har sin enegang, for ”han spiser af de frugter, bonden aldrig ser”. I hvert har vi spist mange frugter og grønsager, som et par bønder som os to aldrig før har set og ikke kender navnet på.

8. januar 2017

Ciudad Constitución har ikke noget særligt at byde turister på udover den britiske vært med den fine humor, som vi også fik en hyggelig snak med, inden vi kørte videre.

Undervejs til Loreto oplevede vi et landskab i alle varianter af spektret fra intetsigende til idyllisk. Den første time var der helt fladt som i Vildmosen, men uden læhegnene, der tager udsynet. Her var der den sædvanlige blanding af kaktusser og buske. Et sted var der store marker på den ene side af vejen og uopdyrket land på den anden. Efter en times tid med let kørsel på vejen, der var som trukket efter en lineal, undrede jeg mig over, at motoren arbejdede så hårdt, og automatgearet konstant var i 5. gear, indtil jeg kom til at se på højdemåleren, som viste, at vi nu var 300 meter højere, end da vi startede. Det var ikke synligt i landskabet, som stadig var fladt. Det varede dog ikke længe, inden det blev kuperet og bjergrigt. Vejen blev en rigtig slyngvej, og lidt senere kom vi til Bajas østkyst med den skønneste udsigt over havet og flere småøer.

I Loreto, der er en efter mexikanske forhold mindre by, fandt vi en fin campingplads inde i byen.

9. januar 2017

Arbejde med hjemmesiden. Senere på dagen indkøb i et udmærket lille supermarked med gode kvalitetsvarer. I Mexico spiser man ikke i samme grad brød med pålæg, som vi er vant til, så udbudet er begrænset. Skinke er nærmest det eneste kødpålæg, man kan få. Men det har svingende kvalitet. Det gælder især færdigpakket skiveskåret skinke, der nogle gange er en underlig substans, som består af en blanding af kalkun- og svinekød. Men her havde slagterafdelingen skinke af fornem kvalitet.

Dagens ret: Fisk kogt på et lag af karamaliserede løg og dampet i hvidvin. Dertil en salat af nopales, tomat, salatløg og frisk koriander. Risen var kogt i en blanding af grønsagsvand og kokosmælk pyntet med sorte bønner.

10. januar 2017

Arbejde med hjemmesiden. Senere gik vi en dejlig tur rundt om havnen, som er fornemt moderniseret. Der lå nogle fiskejoller. På en af de store sten yderst på molen var der et relief, der forestillede den kosmiske Maria, som står på månen. På havnefronten lå der adskillige hoteller. Anlægget var nydeligt, men sterilt og manglede liv.

På kirken ses teksten: Hoved og moder for missionsstationerne på Nedre og Øvre Californien. Det henviser til den missionsstation, der blev grundlagt i Loreto i 1697, og som var center for de øvrige missionsstationer. Nedre Californien er halvøen Baja California, mens Øvre Californien er den amerikanske delstat Californien, der var mexikansk frem til midt i 1800-tallet. Der blev anlagt en lang række missionsstationer langs kysten blandt andet i Solvang.

Loreto blev hovedstad for Californien, indtil en orkan ødelagde byen i 1829, hvorefter hovedstaden blev flyttet til La Paz.

Dagens ret: Det skulle have været hvid fisk i blommesalsa, men da det ikke var muligt at få blommer, blev de erstattet med pærer, dampet i vand og tilsat salatløg. Fisken blev lagt i en bageform og pæresalsaen hældt over. Det blev serveret med ris og med hjemmelavet guacamole som tilbehør. Guacamolen består af avocadofrugter, jalapeñopeber, tomat og lemonsaft. Det skulle egentlig have været seranochili, som er noget stærkere.

11. januar 2017

Vi skal videre. Men først er der et par ærinder. I nærheden af campingpladsen lå en vandforretning. Vi køber mange liter ad gangen, så det er bedst at holde lige foran døren. Det kunne vi også, selvom det var mod kørselsretningen i venstre side. Det var det eneste sted, det var muligt at parkere. Mens vi parkerede, sagde jeg til Ranveg, at det er forbudt at parkere på denne måde i Danmark. Inden vi steg ud, kom der en færdselsbetjent hen til os og sagde noget, vi ikke kunne forstå. Min første tanke var, at det måske også er forbudt her. Men så viste betjenten os, hvad han mente: Advarselsblinket skal være tændt ved sådan en manøvre. Det var bare det.

Vi fik næsten 40 liter dejligt drikkevand for 8,50 kr. og kørte videre rundt om havnen. Et godt stykke ude på vandet lå et krydstogtskib, der var mange etager højt. Der gik en lind strøm af mennesker op mod centrum. Havnen er kun til joller og småbåde, så passagererne blev fragtet i land i en slup. Så kunne vi bedre forstå, at der er så mange turistbutikker med dyrt kunsthåndværk, men forholdsvis få turister.

Vi havde glemt at købe nogle ting ind og måtte lige holde ved et supermarked. Der havde de udsalg af juleslik, så vi købte stort ind. Der var blandt andet mandler, der blev holdt sammen af karamel, og frugtslik med chili. Det er stærkt, men ikke urimelig stærkt. Dog skal der helst gå nogle minutter, inden man tager det næste stykke.

Vejen nordpå var utrolig smuk. Der var masser af bjergkørsel med slyngveje, men på intet tidspunkt kom vi over 250 meter over havets overflade. Der er høje kaktus overalt. Efter en time kørte vi langs bugten Bahía Concepción med de skønneste udsigter. Nogle steder var det muligt at campere på stranden. Der holdt camperne lige tæt som på en campingplads. Vi fortsatte dog til Mulegé og fandt en campingplads med nogle hyggelige naboer.

Dagens ret: Fisk og en grøn grønsag, vi ikke kender navnet på, i tomatsuppe. Dertil ostebrød.

12. januar 2017

Den bedste grund til at gøre ophold i Mulegé er at besøge nogle huler ude i bjergene med forhistoriske malerier, hvoraf de ældste er 8000 år gamle. Man skal have en guide med derud, og det er en tur på adskillige timer. Men da der kun var os to til at betale, syntes vi, det blev for dyrt. Nu har vi kontaktoplysningerne, så vi kan kontakte ham på forhånd, hvis vi skulle komme forbi en anden gang.

Mulegé ligger ved en flod, hvor den løber ud i Cortezhavet. Vi kørte ud til fyrtårnet og nød omgivelserne og det gode vejr. I kanten af vejen sad en flok gribbe, som det var muligt at komme tæt på.

Floden kommer oppe fra bjergene, og med mellemrum giver den anledning til ødelæggende oversvømmelser. Ejeren af campingpladsen viste, at vandet havde stået en meter op ad væggen, og fortalte, hvad det havde kostet ham af penge og ekstra arbejde.

13. januar 2017

Turen videre fra Mulegé var fortsat meget smuk. I Santa Rosalía skulle vi lige ind i byen og hæve penge i en bank. Overfor banken var der en parkeringsplads. Jeg drejede ind til venstre. Pludselig kom en betjent imod og bankede hånden ned i vores kølerhjelm. ”Venstresving forbudt,” forklarede han. Det var dog muligt at køre rundt og komme ind på parkeringspladsen fra den modsatte side. Jeg syntes ikke, jeg havde set noget skilt med venstresving forbudt. Senere gik jeg hen og undersøgte det, og der var da heller ikke noget skilt. Så det skal man som fremmed læse ud af trafikmønsteret.

Vi fortsatte til San Ignacio, en lille søvnig by, og videre ud til lagunen. I dagens løb var der trukket skyer ind fra vest, men i det øde landskab syd for byen og ud mod lagunen kunne vi nyde solnedgangen. Det er et naturreservat, og der lå nogle ganske få huse. En mand, der kom gående med en hund, sagde, at vi bare kunne overnatte, hvor vi ville. Vi holdt med udsigt over lagunen og så frem til i morgen, hvor vi skulle på hvalsafari.

14. januar 2017

Skyerne i går varslede vejrskifte. Det regnede, det blæste, og det var blevet koldt – omkring 12 grader. Vinteren er kommet til Mexico. Det var åbenlyst ikke nogen god idé at tage ud og se hvaler.

Turen derud var en afstikker fra hovedvejen på 60 kilometer hver vej gennem et øde landskab. Tilbage i San Ignacio gjorde vi holdt på torvet og så kirken, som anses for at være det bedste eksempel på kolonitidsarkitektur på hele Baja. Byggematerialet er lavablokke. En lokal dame viste rundt, og hun frøs meget. En mexikansk familie bosat i Los Angeles området var her på ferie, og det gav anledning til en hyggelig snak.

Næste mål var Guerrero Negro. Nu var landskabet ikke længere så indbydende. Det blev helt fladt, og vejen var som trukket efter en lineal kilometer efter kilometer. Guerrero Negro havde åbenbart fået mere vand end der, hvor vi kommer fra. Sidevejene, der ikke var asfalteret, var store søer i hele gadernes bredde. Store dele af campingpladsen var også ovesvømmet. Indehaveren kunne ikke se det morsomme i det, da jeg spurgte, om de havde en tør plet. Det havde de dog.

Om aftenen gik vi en tur i byen. De fleste forretninger har ingen vinduesfacade, men åbent ud mod vejen. Vi kunne se, hvordan personalet stod og frøs. Det er formentlig kun nogle få dage ad gangen, at det er så koldt, men det er hårdt for mexicanerne, mens det står på, for husene kan ikke varmes op.

15. januar 2017

Nu skal vi ud at se på hvaler ved Ojo de Liebre, en lagune eller måske rettere en fjord, lidt syd for Guerrero Negro. Men først skulle vi lige have købt noget mad. Det lykkedes med stort besvær at finde et supermarked. Foran købmandsbutikken holdt der flere militærkøretøjer, og der stod bevæbnede soldater. ”Er det trygt?” spurgte vi hinanden og tænkte begge på en historie, vi fik fortalt for nogle uger siden af en mand, der havde mødt et turistpar, der var blevet fanget i et skyderi mellem militær og gangstere. Soldaterne havde lænet sig over kølerhjelmen på turistparrets bil, mens de fyrede løs, og de måtte søge dækning bag en mur. Men her gik folk tilsyneladende uanfægtet forbi, og det viste sig, at soldaterne bare var inde for at købe cola og chips. Vi er da vist nogle kyllinger.

Vores ene gasflaske var tom, og vi havde brugt af den anden i nogle dage, så vi ville gerne have dem fyldt op, inden vi kørte ud til Ojo de Liebre. Også det lykkedes det at finde efter at have kørt gennem oversvømmede gader. Desværre var en af vanddunkene væltet inde i camperen, så nu havde vi også oversvømmelse indenfor. Hvad værre var, var at den var væltet med sådan en kraft, at den havde smadret et krydsfinerpanel for neden på køkkenbordet.

Vejen ud til hvalturene gik ad en 20 kilometer lang sandet vej, som visse steder også var oversvømmet. Det er i sådanne situationer, firehjulstrækket kommer til sin ret.

Vi orienterede os lidt om forholdene og så frem til sejlturen i morgen.

En ørn (sikkert en fiskeørn) sad på en antenne. I kloen havde den en fisk, den havde spist hovedet af. Et par gange så vi den flyve med den. Den holdt den sådan, at fisken gav mindst mulig vindmodstand. Så er det, man tænker: Er det noget, den har lært af erfaring? Eller er den genetisk programmeret til det?

16. januar 2017

Hvalturen foregik i en åben jolle med en kraftig påhængsmotor og med plads til ti personer. Vi var dog ikke mere end os to. Vi så en mængde hvaler og mange af dem tæt på. De kom op af vandet for at få luft og for at blåse. Sprøjtet kunne både ses og høres. Guiden fortalte, at de dyr, vi så, alle var unger, som var næsten nyfødte. I de første uger drikker de 150 liter modermælk om dagen. Gråhvalen har den længste trækrute af alle pattedyr. I fjorden ved Ojo de Liebre føder de deres unger og nyder godt af de mange rejer og andre fødeemner, som findes i rigelige mængder i fjorden. Men hen i april er der spist op, og hvalerne svømmer langs stillehavskysten op til Beringshavet mellem Alaska og Nordøstasien, inden de vender tilbage i december måned efter en tur på 12.000 kilometer. Hvalerne samles også i andre farvande langs Bajas kyst, men den største koncentration findes ved Ojo de Liebre.

Senere på dagen gik vi en dejlig tur langs stranden og talte med nogle af de andre naboer. Der var kun to hold foruden os. Når højsæsonen starter i februar er der angiveligt fyldt op.

Se også billedserien Gråhvaler

17. januar 2017

Lige før solopgang var der vindstille, og det var muligt at høre hvalerne blåse, når vi åbnede døren.

Vi kørte tilbage til campingpladsen i Guerrero Negro for at få vand og tømme tanke og for at gøre nogle indkøb i byen. Guidebogen anbefalede en bestemt restaurant, hvor vi fik et meget velsmagende måltid, der bestod af flere mexikanske retter på en og samme tallerken.

Vi har som tidligere nævnt haft et tilbagevendende problem med, at dunkene med drikkevand vælter, når vi kører på de bumpede veje. Løsningen viste sig at være en rem, som er beregnet til at spænde om kufferten, så den er nemmere at genkende på bagagebåndet i lufthavnene. Den kan holde 18 liters dunken fast. 11 liters dunken, som har været praktisk i visse situationer, solgte vi i en vandbutik.

18. januar 2017

Fra Guerrero Negro fortsætter det flade ørkenlandskab nordpå. Det er ørken med kaktus og hårdføre buske. I det fjerne kunne var Stillethavet en gang imellem synligt. Over en strækning var jorden mellem buskene forårsgrøn. Vegetationen har med andre ord nydt godt af regnen.
Senere kom der en militær kontrolpost. ”Hvor kommer I fra?” ville soldaten vide. ”Danmark,” sagde jeg, men kom så i tanker om, at jeg havde læst et sted, at spørgsmålet betyder, hvor vi kommer fra i dag. Da jeg havde sagt det, ville han vide, hvor vi skal hen. ”Bahia de los Ángeles.” Så fik vi lov at køre videre.

Herfra ændrede landskabet karakter og blev mere kuperet og senere blev der rigtig bjergkørsel uden, at vi på noget tidspunkt kom ret meget højere end 200 meter. Senere drejede vi fra mod Bahia de los Ángeles, der ligger på østkysten, og kørte gennem et smukt bjergrigt landskab med kaktus overalt.

Det er en lille fiskerby, hvor tiden har stået stille længe. Turismen, der trods alt er på et beskedent niveau, er nok det eneste, der har udviklet sig. Et par kilometer fra byen fandt vi en campingplads, hvor vi fik den absolut bedste placering med udsigt over bugten. Det er et ualmindelig smukt sted.

Bebyggelsen her omkring ligner mest feriehuse. Der er noget, der tyder på, at der er mange amerikanere, for nogle af sidevejene til vejen, der fører ned til campingpladsen fra hovedvejen, har fået uofficielle gadenavne som ”Margueritville” og ”Cerveza Road”. Marguerita er en drink lavet af tequila, og cerveza er spansk for øl.

Vi gik en dejlig aftentur på stranden. Solen var gået ned, og vadefuglene havde gjort sig klar til natten. De stod på ét ben, vendte hovedet bagud og gemte næbbet i fjerene mellem vingerne.

19. januar 2017

Her på campingpladsen kan vi ikke få fyldt frisk vand på, fordi alt drikkevand skal hentes i en tank. Men der er et kloakafløb til vores spildevand. Da vi havde ordnet det, kom vi til at tale med en mand, der var cyklist, og som var cirka på vores alder. Han var startet fra Alaskas ishavskyst sidste sommer og var nu allerede kommet hertil. Målet var sydspidsen af Sydamerika. ”Det er temmelig hårdt. Jeg skulle have gjort det for 15 år siden,” sagde han. På denne delstrækning havde han sluttet sig til en stor gruppe amerikanske cyklister, og nogle af dem havde netop været ude ved en nedlagt missionsstation i bjergene, som vi ville ud til i dag, så de kunne give os flere gode oplysninger. ”I skal bare køre der, hvor der er mange cykelspor,” sagde han.

Cykelsporene var nu visket ud, men da vi først havde fundet den rigtige vej, var det ikke svært at finde. Allerførst havde vi dog været ude af en forkert vej. Vi fulgte et hjulspor, men vegetationen var så tæt, at grenene skrabede hen ad bilen hvert andet øjeblik. Da først vi havde fået revet en pynteliste af, fået smadret et glas på et positionslys på camperen og en kaktus havde sat sig fast på det ene fordæk, så piggene måtte fjernes med en tang, blev vi enige om, at det nok var den forkerte vej. Den rigtige vej viste sig at være et andet sted end angivet i guidebogen.

Missionsstationen er et af de steder, hvor rejsen dertil er en væsentlig del af oplevelsen. Der var 36 kilometer ad en vej, hvor man kun kan køre i første og andet gear på grund af de mange sten. Vi har jo et tungt læs at tage hensyn til. Da vi spiste frokost kom en cyklist forbi. Det var den eneste trafikant, vi mødte i dag.

Det var det mest særprægede landskab, vi kørte i, ikke fordi det var bjergrigt, men på grund af vegetationen. Det er et ørkenlandskab, men en grøn ørken med masser af hårdfør vegetation, der kan klare de ekstreme temperaturer og tørke. Ja, det er fristende at sige, at ørkenen var frodig. Der var blandt andet den særprægede cereuskaktus, der har en rund stamme på op til 8 meter og med en blomst i toppen, og saguaroen, der bliver op til 15 meter høj, og som også er kendt fra Arizona.

Temperaturerne var også ekstreme, men i den nederste ende af temperaturskalaen: 12-13 grader og bygevejr. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på en mexikaner, der for et stykke tid siden sagde, at det egentlig var rart med en gråvejrsdag, når solen ellers skinner fra en skyfri himmel hver eneste dag, for så ser tingene anderledes ud end til daglig. Ak, ja, jeg tror heller ikke mexikanere vil bryde sig om en dansk vinter, hvor det i værste fald kan være overskyet i ugevis.

Vejen var fuld af sten, og med en gennemsnitsfart på 10 kilometer i timen er 36 kilometer en lang tur. Det gjorde egentlig ikke noget, for det gav god mulighed for at nyde den særprægede vegetation.

Gps’en giver blandt meget andet også oplysning om solens op- og nedgangstider, og den oplyste, at der var under en time til solnedgang. Efter at vi skiftede tidszone fra Syd- til Nordbaja, bliver det mørkt mellem fem og halvseks. Vi fandt et sted at parkere for natten lige ved siden af vejen. Normalt holder man, så man ikke kan ses fra vejen, men her i økemarken er det en anden sag.

20. januar 2017

Vejret var ikke bedre. Det var koldt, og en gang imellem regnede det. Uanset vejret skulle omgivelserne dog fotograferes.

Vi kørte de sidste syv kilometer til missionsstationen Misión San Francisco Borja. Så snart vi parkerede foran kirken, kom en mand hen til os og bød os velkommen. Han og hans familie bor på dette afsidesliggende sted. De er syvende generation, der har tilsyn med kirken og lever af indtægter fra turismen og landbrug. Stedet er en oase med naturlig forekomst af vand, så der voksede palmer.

Konen og svigerdatteren viste frem og fortalte om missionsstationen. Den er grundlagt af jesuitterne i 1762 og senere overtaget af fransciskanerne og endelig af dominikanerne. Sidstnævnte byggede kirken i 1802, men allerede i 1818 blev stationen nedlagt. Kirken er velbevaret og har mange fine arkitektoniske detaljer som for eksempel nogle fornemme portaler.

Bag kirken lå en kirkegård, der har været anvendt siden missionsstationens oprettelse, og som i dag anvendes som familiegravplads for familien, der bor der.

Vi var selvfølgelig optaget af, hvordan det er at leve et så isoleret sted. Konen, der nok var omkring 50, fortalte, at hun kun yderst sjældent var inde i byen. Hun viste os et billede fra 1999, da tre af hendes sønner gik i skole. Myndighederne ansatte simpelt hen en lærer derude til at undervise familiens tre drenge. De havde to drenge mere, som var yngre, men da de skulle i skole, var ordningen ophørt. Om de så slet ikke har gået i skole, blev vi desværre ikke klar over.

De to damer frøs noget så forfærdeligt, mens vi gik rundt. Der var kommet lidt opklaring siden i går, men temperaturerne ligger stadig omkring 12-14 grader. Det lyder måske ikke så slemt, men de bor i et hus, der er tækket med palmeblade. Der er ingen isolering og ingen mulighed for opvarmning udover måske et komfur. En af stuerne med sofa med mere er udenfor under et halvtag. Det meste af året svinger temperaturerne fra varmt til skrækkelig varmt, så vi ville synes, det var umenneskeligt, men de er vant til varmen. Når temperaturerne falder til 25 grader og derunder, synes de, det bliver køligt. Under 15 grader er det direkte koldt, og en af damerne havde da også vanter på.

Fyldt af indtryk påbegyndte vi tilbageturen. Efter et par kilometer mødte vi en bil, som standsede os. Det var tre unge mennesker fra New York, som var meget overraskede over, hvor langt der var, og som blev lettet over at høre, at de snart var der. Efter omvisning ville de ikke kunne nå tilbage inden mørkets frembrud.

Vi nåede tilbage til Bahía de los Ángeles lige omkring solnedgang og fandt et sted på stranden, hvor vi kunne holde for natten.

21. januar 2017

Når vi parkerer, gør vi det så vidt muligt sådan, at vi har udsigten fra vinduet ved spisepladsen. Her var der en dejlig udsigt over bugten til øerne længere ude i havet. Mens vi sad og nød det, svømmede der en håndfuld søløver forbi. En gang imellem kommer de lige op og får luft. De er eminente svømmere.

Efter to dage skal spildevandstankene tømmes. Vi blev enige om, at det nok kunne gå an at køre ind og tømme på den campingplads, hvor vi boede for to nætter siden, og at der nok ikke var nogen, der så det. Da vi holdt ved kloakafløbet, kom campingpladsens ejer ud af toiletbygningen, som han var ved at rengøre. ”Har I camperet her?” ville han vide. Da jeg sagde, at vi havde været her for to nætter siden, fik vi lov at bruge afløbet.

Inde i byen købte vi vand og fik en fornøjelig snak med et amerikansk par, der var der i samme ærinde. De boede i Bahía de los Ángeles i tre måneder.

Nu skal vi videre nordpå til San Felipe. Vores kontanter er ved at slippe op, og der er ingen bank i Bahía de L.A. Benzinen er også ved at slippe op, men på tankstationen kan man ikke betale med plastickort. Jeg var ikke helt sikker på, om vi havde nok til alle 300 kilometer, som mest går gennem øde områder. Jeg kunne ikke forestille mig andet end, at når vi kom tilbage til hovedvejen, ville der være en stor tankstation, der tager imod plastic.

Det var der ikke. Der var en ruin af en tankstation. Da vi havde kørt lidt rundt, fik vi øje på et hjemmelavet skilt, hvor der stod benzin. Det var en mand, der solgte benzin fra dunke. Det er ikke til at vide, hvor han havde det fra. Om vi har købt det af en kriminel, skal jeg lade være usagt. Men helt sikkert er det, at vi blev snydt ved at betale alt for høj pris. Det gav anledning til mange overvejelser i førerhuset, da vi kørte videre. Men sikkert er det, at det var en god fornemmelse at vide, at der var brændstof nok til de øde strækninger.

Landskabet var ualmindelig charmerende. Det var domineret af den sædvanlige kaktusvegetation, men nu i nogle omgivelser, der var domineret af store afrundede klippeblokke.

Tre kvarter senere skulle vi dreje fra mod San Felipe. Desværre var der ikke angivet nogen afstand på skiltet, og vejen viste sig at være meget stenet, så det ikke var muligt at køre mere end 10-15 kilometer i timen. Da vi ikke har haft adgang til internettet i flere dage, har vi heller ikke haft mulighed for at lave den form for research, vi plejer at lave. Vi var ikke de eneste på vejen, selvom der var langt mellem bilerne. Vi standsede en lastbil, og chaufføren kunne fortælle, at den dårlige vej ”kun” var de første 35 kilometer, og at der i alt er 200 til San Felipe. Nu vidste vi, hvad vi var gået ind til, og besluttede at fortsætte.

Landskabet var stadig meget smukt, men skæmmet af et ambitiøst vejbyggeri, der skulle have været færdigt i 2016. Mange steder var de slet ikke færdige med at sprænge klipperne væk, så der vil gå flere år, inden det er slut.

De 35 kilometer, som lastbilchaufføren havde sagt, holdt stik. Herfra susede vi af sted på helt ny asfalt. Det var bekvemt, men ikke helt så spændende som den bumpede vej.

Midt ude i ingenting lå der en splinterny tankstation. De tog heller ikke mod kortbetaling. ”Men du kan gå over til købmanden på den anden side af vejen,” sagde tankpasseren. Den mulighed kunne vi sikkert også have brugt i Bahía de L.A., men ingen af os havde tænkt på det. Det var skønt at få lidt mere benzin på, for al den kørsel i de laveste gear koster i benzin.

Vi kunne godt se, at vi ikke kunne nå frem til San Felipe, inden det blev mørkt. Det er en vigtig sikkerhedsregel ikke at køre i mørke. Efter nogle kilometer fandt vi heldigvis en campingplads på stranden i tilknytning til en lille restaurant. Vi var de eneste campister, og i restauranten var vi de eneste gæster. Det var en lille familievirksomhed. Bag døren til restauranten sad familien og hyggede sig ved fjernsynet. Vi bestilte aftensmad, og maden stod klar efter en gåtur på stranden. Det var god veltillavet hverdagsmad, som smagte fortrinligt. Øllen var en Tecate Light. Nå ja, når de ikke har andet end light-øl, og vi ikke kan få juice, måtte det være sådan. Den var da også noget tynd i smagen. Stor var min forundring, da jeg læste på dåsen, at den havde en alkoholprocent på 3,9 altså cirka som en dansk pilsner. Betegnelsen light henviste nemlig ikke til alkoholprocenten, men til kalorieindholdet. Man lærer altid noget nyt, når man er på rejse!

22. januar 2017

Efter en dejlig tur på stranden fortsatte vi på den fine nye asfalt gennem et område, der blev mere og mere goldt. Klipperne var rødbrune og havet blåt. Senere kom vi ind på gammel asfalt, så farten måtte sættes betydeligt ned. Vejprojektet, der financieres af den federale regering, forekommer at være et overambitiøst prestigeprojekt. De kunne helt sikkert få mere ud af pengene med et billigere projekt, så der også kunne blive penge til vedligeholdelse af de eksisterende veje. Det er der stort behov for. Efterhånden som vi nærmede os San Felipe kom der flere bebyggelser langs stranden. Vi fandt en campingplads, der ligger lige nord for byen og ud til vandet. Når det ikke blæser, hører vi bølgerne bryde som en langtrukken og beroligende puls.

23. januar 2017

Det blev til en afslapningsdag, hvor der ikke skete ret meget andet end, at vi fik købt ind i et supermarked.

24. januar 2017

Der går en forretningsgade langs stranden med masser af turistbutikker, men turister er der ingen af. Til gengæld er der adskillige amerikanske og canadiske expats, men de går ikke i turistbutikker. De handlende sidder udenfor og fryser og prøver at overtale folk til at komme ind, når der en gang imellem kommer nogen forbi. Vejret er i øjeblikket for utiltalende – blæsende og koldt.

25. januar 2017

Vinden og kulden tager til. Det gør forkølelse og hoste også, og det nedsætter aktivitetsniveauet mærkbart.

26. januar 2017

Camper og bil har fået den store rengøring. For en uges tid siden kørte vi på nogle våde grusveje, og det har været meget synligt. Ham, der vaskede, syntes, han havde gjort en stor indsats ude i blæsten, men det var skidt for hosten.

27. januar 2017

Vi har betalt for at være her på campingpladsen i en uge, inden vi kører over grænsen til USA. Vi er også stort set de eneste. Der har været enkelte andre. De fleste kommer nordfra og er på vej mod syd og bliver her kun en enkelt nat. Vi fik en hyggelig snak med et svejtsisk par. Svejtsere rejser generelt mere end danskere på denne måde, selvom befolkningen kun er lidt større end den danske.

I dag har det været den hårdeste blæst indtil nu. Ifølge vejrmeldingen skulle det kulminere i dag, men vare flere dage, inden det bliver stille vejr igen. Det rusker i camperen, og skraldespandene vælter, men vi holder varmen indendøre. Varmen er det bedste middel mod hosten.

Men trods vejret måtte vi have noget bevægelse og gik en tur på stranden, mens det var ebbe. Der er et ret kraftigt tidevand her. Vi blev godt blæst igennem, og det var rart at komme ind i varmen igen.

Vi skulle også have fornyet vores mexikanske telefonabonnement, inden vi rejser ud af landet, for det kan også anvendes nord for grænsen. Vi fandt en lille forretning, hvor der var dejlig varme, og hvor der lugtede af mad. Butikken var simpelthen familiens forstue. Vi kunne se, at manden nok var sløj, da han lå på sofaen med et tæppe over sig. På væggen hang et stort krucifix, og i køkkenet ude bagved stod et par damer og lavede mad. Bagefter talte vi om, at denne integrering af hjemmeliv og arbejdsliv gør det mexikanske system mere menneskeligt, når man tager den lange åbningstid i betragtning – til klokken syv hver aften.

Da vi kom tilbage til campingpladsen, var der kommet en sms med en besked om, at den pakke, vi havde købt til telefonen, ikke var aktiveret. Vi stod ellers derinde i meget lang tid, og hun ringede og fik vejledning og meget andet.

28. januar 2017

Vejrmeldingen havde ret. Vinden er ikke helt så hård i dag.

De senere dage har vi også brugt en del tid på forsikring af camperen – ikke bilen. Den canadiske forsikring løb ud i november, og da den ikke gælder i Mexico, valgte vi at vente med fornyelsen til nu, hvor vi skal til USA om et par dage. Forsikringsmægleren har dog i mellemtiden skiftet til et andet selskab, som skal have en mængde detaljerede oplysninger. Det får de så, men det har givet overraskende meget arbejde.

Vi har også brugt urimelig meget tid på et efterslæb fra den gang i november måned, da vi fik motorcomputeren stjålet. Nu her over to måneder efter har vi stadig penge til gode, vi har lagt ud. Det har fulgt os lige siden som noget, vi er nødt til at forholde os til igen og igen, og som vi gerne vil lægge bag os. Jeg skriver lidt mere om det, når vi får vores penge. Spændt på, hvornår det bliver.

Vi måtte ind til telefonforretningen igen for at få pakken aktiveret. Det var de fleste andre lignende forretninger også, men vi fandt da et apotek, der også solgte mobilabonnemter. Der sad en ung pige bag en computer ved en disk. Hun svarede ikke et ord, men dukkede helt ned og gemte hovedet, selvom Ranveg talte spansk til hende. ”Hun taler ikke engelsk,” sagde en ældre dame, der var kommet ind i butikken for at ekspedere. Hun var aldeles uvenlig og forlod os uden videre for at ekspedere en kunde, der skulle have noget creme. Sådan en uvenlighed har vi aldrig mødt før. I glasdøren hang der et skilt, hvorpå der stod ”åben”, og ind imod butikken stod der ”lukket”. Jeg havde sådan en lyst til at vende det om på vej ud af døren, men undlod det trods alt.

I supermarkedet, hvor vi har været faste kunder den sidste uges tid, har de ligesom i alle andre supermarkeder personale til at pakke varene i poser, som de så lægger ned i indkøbsvognen. Meget tit er det gamle mennesker, som formentlig har en beskeden indtægt af det. Ifølge guidebogen forventes det, at man giver beskedne drikkepenge. Det gjorde jeg en af de første dage i Mexico, men vedkommende virkede så forbløffet, at jeg holdt op med det. Forleden var der dog ingen tvivl. Det var en af de kolde dage, og en gammel mand stod med et tykt halstørklæde og hostede og frøs i træk fra døren. Han havde lagt nogle småmønter foran sig, så det var hinsides enhver tvivl, at han gerne så drikkepenge. Så han fik selvfølgelig nogle mønter. I dag var det ham igen. Han har sikkert kunnet kende os, for han kom hen og løftede varene op fra indkøbsvognen på båndet til kassen. Det plejer de ikke at gøre. Han fik selvfølgelig en skilling, der var lidt større end sidst, og vi fik et ønske om en god dag med os på vej ud af døren.

Sidst på dagen blæste det stadig, men temperaturen er gået lidt op.

29. januar 2017

Et andet svejtsisk par, der nu har været her et par dage, fortalte, at de har rejst i 3½ år, og at rejsen er slut om et par måneder. De skal i gang med at sælge bil og camper, når de kommer til USA om et par dage.

Værtsparret var her i dag, og vi gik ind for at forlænge vores ophold her med endnu to dage. Da vi havde ordnet det, gik jeg tilbage til bilen og hentede et nyt skaft, jeg havde købt til bilvaskebørsten, men ikke kunne bruge. Jeg forærede det til manden, som med det samme kunne se, hvad han kunne bruge det til. Samtidig havde konen foræret Ranveg et tørklæde. Det fine ved det var, at de to gange given gaver foregik helt uafhængigt af hinanden, så der ikke var tale om noget for noget.

30. januar 2017

Vejret er blevet meget bedre. Nu er der for første gang i lang tid kommet lidt varme i luften. Oprindelig havde vi bestemt at passere grænsen i dag, men har udsat det for at camperforsikringen kan falde på plads. Det lykkedes også.

Ellers er der ikke sket så meget. En billedserie om Jomfruen af Guadelupe blev færdig. Der er kommet nogle flere turister. Jeg fik en hyggelig snak med et par unge mennesker, som var helt vilde med at rejse. Indehaveren af campingpladsen var i gang med at gøre forårsklart og fortalte mig, at han allerede havde brugt kosteskaftet. Vi var også inde i telefonbutikken for at få telefonen til at virke. Den skulle også kunne bruges, når vi kommer nord for grænsen. Nu må vi se, om det holder stik.

31. januar 2017

Det er sidste dag i Mexico. Det talte vi selvfølgelig om og blev enige om, at vi har lært rigtig meget om at rejse i Mexico. Sidst på dagen viste det sig dog, at vi endnu langtfra er fuldbefarne.

Inden vi forlod San Felipe måtte vi lige ind på turistkontoret for at få dem til at printe forsikringsaftalen ud, så jeg kan underskrive den, tage et billede af underskriften og maile det til forsikringsmægleren i Canada. Men turistkontoret havde tekniske problemer med printeren, så de henviste til en internetcafe, der skulle ligge i nærheden. Vi gik frem og tilbage, men kunne ikke finde den. Det eneste, vi kunne finde, var en cafe med wifi, men det viste sig også at være en internetcafe, så vi fik tingene ordnet.

San Felipe lagde vi hurtigt bag os og kørte gennem et smukt og øde ørkenlandskab, som mindede om Arizona dog med den forskel, at det flere gange var muligt at se havet. Efter et par timers kørsel kom der lidt bebyggelse og snart fornemmede vi, at vi nærmede os storbyen Mexicali. Vi fulgte skiltene til grænsen, men pludselig forsvandt de – midt inde i byen. Vi spurgte om vej, men fandt det alligevel ikke og kom til at køre rundt i et fattigt boligområde. Pludselig holdt der en ung mand i en bil ved siden af. Han spurgte: ”Leder I efter noget?” og dernæst sagde han: ”Følg mig!” Det var en meget stor hjælp, for skiltningen til grænsestatioen var mildest talt mangelfuld.

Efter at have vinket farvel til vores hjælper holdt vi i en lang bilkø i halvanden time. Der var masser af sælgere, der gik langs rækken af ventende biler, og nogle af dem var temmelig aggressive. Da vi endelig kom til en grænsebetjent, var vi allerede på den amerikanske side. Vi var meget overrasket over ikke at have mødt en mexikansk grænsebetjent først. Sagen er nemlig, at ved indrejsen får man en midlertidig importtilladelse til bilen og betaler et depositum på over 3.000 kr. Hvis ikke myndighederne registrerer bilen som udført, når man forlader landet igen, kan man ikke få en bil med ind en anden gang, ligesom man heller ikke får sit depositum tilbage.

Vi forklarede amerikanerne situationen, og de var meget hjælpsomme. Først skulle de amerikanske indrejseformaliteter ordnes. Det gik let og smertefrit, og vi fik nye tre måneder. De hjalp os tilbage til den mexikanske side, og når vi kom tilbage, ville der stå en vagt og vente på os, så vi kunne komme ind igen.

Tilbage hos mexikanerne fik vi at vide, at Banjército, den myndighed, der registrerer ind- og udførsel af biler, lå meget langt væk. Heldigvis faldt mine øjne lige på det sted på papiret, hvor der stod, at den er gyldig til april. Og da amerikaneren havde sagt, at vi kunne passere grænsen lige så tit vi ville indenfor de tre måneder, vi havde fået, så bestemte vi os til at tage tilbage over grænsen en anden dag og få det ordnet.

Det var blevet mørkt, og der var en times kørsel til et casino i nærheden af Yuma, hvor vi havde bestemt at overnatte.

Billedet herover forestiller en palapa, som er et tag af palmeblade, der giver skygge for den stærke sol. Det et ikonisk motiv, der i ét billede sammenfatter Baja California.

Vi er kommet til at holde meget af Mexico på trods af tyveri og på trods af den åbenlys inkompentence, vi har mødt i flere sammenhænge. Den afslappede holdning, venlighed og imødekommenhed gør det til et charmerende land at rejse i. Dertil kommer farverige byer, storslåede landskaber, en formidabel madkultur, musikken og meget meget mere.

Mexico, vi kommer igen!

Forrige side December 2016

Næste side Februar 2017