Sneglefart

Juni 2016

1. juni 2016

Vi kørte tilbage til Duncan, hvor vi havde været for en uges tid siden og gået rundt i byen og beundret dens mange totempæle. Indianermuseet, som vi gerne ville se, var lukket. Det åbnede først for sæsonen i dag. Noget, der gjorde indianermuseet til noget særligt, var den tilhørende cafe, hvor der blev serveret indiansk mad. Det er meget få steder, man kan få det, så det ville vi gerne prøve.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at da vi for snart 10 år siden var i USA for første gang, ville vi også prøve indiansk mad. Vi var så heldige, at vi ret hurtigt fandt en restaurant med et lysende skilt: ”Indian Restaurant”. Men vi blev klogere. Det var en indisk restaurant. Maden var i øvrigt fortrinlig.

Det var den også på den indianske cafe. Vi fik laks, som er en væsentlig ingrediens i den traditionelle indianske madplan, og den fanges stadig med spyd. De to indianske piger, der serverede, var rigtig søde. Den ene af dem fortalte, at hendes onkel havde skåret en af de mange totempæle i byen. Hun forklarede, at hun ikke kunne tale det indianske sprog, men at hun gik til undervisning og kunne nogle basale ord – som virkelig var meget basale.

På museet fortalte en guide levende og indfølende om museets samling af totempæle. Det har jeg skrevet om i blogindlægget Indianske skikke. Han var en god fortæller, og vi blev meget optaget af det.

Således mættede af både laks og indtryk tog vi færgen fra Nanaimo over til fastlandet midt på aftenen. Heldigvis kunne vi lige være der. Det blev en længere køretur i mørke og regnvejr til WalMart i Abbotsford. Vi kørte ind på parkeringspladsen præcis klokken 12.

2. juni 2016

Praktiske opgaver stod på programmet. Først skulle vi en tur til Langley og hente en madras, vi havde bestilt. Den skal ligge under den rigtige madras, så vi bliver fri for kondens, når det er koldt udenfor. Da vi var i butikken første gang for at bestille den, blev vi ekspederet af en mand, som så tydeligt gik rundt i sin helt egen verden dybt koncentreret om at pakke ordrer fra forretningens internetafdeling. Han undgik øjenkontakt, og det var tydeligt, at han ikke brød sig om kundekontakten.

Denne gang blev vi ekspederet af en mand midt i 60’erne. ”Det er min anden dag på job,” forklarede han. Han havde arbejdet som ingeniør og var blevet pensioneret, men kedede sig, så derfor havde han taget dette job. Efter lange diskussioner og udregninger og brug af mange lapper papir lykkedes det at finde en udskæring af rullen, så der ikke blev spild. Det betød noget, for det var nemlig et relativt dyrt materiale. Han var hjælpsom og hyggelig at snakke med. Pludselig spurgte han uden videre: ”Er I fra Danmark?” De fleste spørger, om vi er fra Tyskland. Men han kunne kende vores accent, for som ung han havde opholdt sig i Århus og havde lært at sætte pris på rugbrød.

Dagens opgave nummer to var at vaske tøj, men alle møntvaskerier i Abbotsford var lukket om torsdagen, så det måtte desværre udsættes.

3. juni 2016

Nu var det blevet fredag, og vi fik vasket alt tøj og sengetøj. Dermed kan rejsens næste etape begynde. Vores plan er at køre til Inuvik i Yukon, hvor vi skal mødes med nogle andre europæiske langtidsrejsende til sankt hans. Det ser vi meget frem til. Men der er langt. 3500 km.

I nærheden af byen Hope fandt vi en gratis campingplads hos BC Hydro, som er et selskab, der producerer vandelektricitet. Den havde en usædvanlig smuk beliggenhed ved en sø, grønne skovklædte lier, hvide tinder dækket af is og en blå, skyfri himmel. Flottere fås det ikke. Stedet lå 9 kilometer fra asfaltvejen, men vejen op var meget stejl og stenet, og det tog lang tid at køre den i skridttempo.

Under hver dagbogsoptegnelse herfra til Inuvik, vil jeg anføre, hvilken breddegrad, vi befinder os på, ved at anføre byer på samme breddegrad i Frankrig, Tyskland, Danmark og Norge:

Breddegrad som Paris og Nürnberg.

4. juni 2016

Fra Hope fulgte vi på den første strækning hovedvej 1 nordpå. Det er Den transkanadiske hovedvej, der går tværs over Canada fra øst til vest. I Cache Creek drejer den øspå, og vi fortsatte på Hwy (highway) 97 til Prince George. Så langt nåede vi dog ikke i første omgang. Undervejs passerede vi byer med navne som Boston Bar, Clinton, Chasm og 100 Mile House.

Det var en meget smuk vej op ad Fraser River dalen. De første timer lignede landskabet det, vi var blevet fortrolige med: høje afrunde bjerge beklædt med skov. Senere blev skoven tyndere, selvom vi stadig var i temmelig lav højde, og grundfjeldet blev synligt. Her var der tydeligvis et langt mere tørt klima, ja, nærmest halvørken. Når man har levet det meste af sit liv i det danske landbrugsland, kan der være noget knugende med al den skov, så det var en hel befrielse at se landskabet åbne sig.

Senere ændrede det sig igen. Nu begyndte vejen for første gang at gå opad, og vi befandt os i et bølgende landskab omkring 700 meter over havet.

Vi fandt overnatning ved en sø i en provinspark. Ikke så flot som dagen før, men fredfyldt og med lyde fra skovens fugle. Ligesom os holder myggene meget af sommervarmen.

Breddegrad: på højde med Harzen og Bielefeld.

5. juni 2016

Her oppe på højsletten var landskabet ikke helt så spændende som i går. Der er skov, lidt landbrug og spredt bebyggelse.

Vi skal have benzin på hver dag, og det tager en rum tid at hælde 100 liter på. På en tankstation kom en ung og særdeles veltalende dame og spurgte, om hun skulle pudse ruderne på bilen. Hun begyndte med den bageste siderude, som vi stort set aldrig ser igennem, og forklarede om de fantastiske egenskaber, det vidundermiddel havde, som hun brugte. ”Det kan også bruges på lakken,” sagde hun og gik i gang med forskærmen. ”Og det er helt fantastisk til fælge.” Så blev 10 centimeter på den ene fælg skinnende blank. Nu var jeg ved at være færdig med at tanke. Så viste hun mig spraydåsen og forklarede, at den kostede 39 $, men i dag havde de et tilbud, hvor jeg kunne købe en, der var dobbelt så stor til samme pris. Da jeg pænt takkede nej, svansede hun videre til den næste bilist. Og forruden? Den nåede hun aldrig til.

Vi overnattede et sted, der hed Cinema Cafe, som har navn efter byen Cinema. Cafeen tilbød gratis camping godt nok lige op ad hovedvejen.

Det kan være lidt af et puslespil at finde de gratis steder, men det lønner sig – ikke kun på pengepungen, men også fordi det som regel er nogle dejlige steder. Her er der ikke noget, der svarer til allemansrätten som i Sverige, der giver enhver ret til at færdes frit og overnatte i naturen. Derfor skal der laves research på internettet og findes gps-koordinater.

Breddegrad: Hamborg.

6. juni 2016

I Prince George brugte vi en del timer på at ordne forskellige praktiske ting. Her forlod vi Hwy 97 og satte kursen mod vest ad Hwy 16, der er over 700 kilometer lang. Vi skal dog ikke helt til enden af den. Lige udenfor byen var der en sidevej, der hed Jutland Road, Jyllandsgade, og lidt længere henne en, der hed Sweden Road.

Igen havde vi fundet et overnatningssted ude i skoven ved en søbred. Lige inden vi kom til stedet, så vi en bjørn gå over vejen. Efter køreturen trængte vi til at gå en tur, så vi snakkede, fløjtede, sang og klappede. Det gængse råd er at lave støj, når man færdes i bjørneterræn. Det vigtige er nemlig at undgå at overraske bjørnen, så den føler sig truet og må forsvare sig.

Dagens dyr: bjørn, lappedykker, sortmejse, ørn.

Breddegrad: Kursen er vest, så derfor ændrer breddegraden sig ikke.

7. juni 2016

Vi fortsatte på Hwy 16, der er kendt som ”tårernes vej”. Det skyldes en række drab og voldtægter, der har fundet sted langs vejen gennem årene siden 1969. Det meget ubehagelige ved det er, at ingen af dem er blevet opklaret.

I Smithers gik vi ind på turistkontoret. Efter at have talt med damen derinde et stykke tid, spørger hun: ”Er I fra Danmark?” Igen har vores accent afsløret os. Hun fortalte, at hendes forældre er fra henholdsvis Skive og Randersegnen. De var udvandret som unge, men har ikke lært deres børn dansk.

I den lille by Kitwanga drejede vi fra og fortsatte ad Hwy 37. Nu er kursen nord. Det er også en meget lang vej på over 700 kilometer. Der ligger kun nogle ganske få bebyggelser over den lange strækning, så vejen er ganske lidt trafikeret. Når man kører, får man en fornemmelse af, at det må være søndag. Så stille er der på vejen.

Vi overnattede på en Provincial Park campingplads ved vejkrydset Meziadin Junction.

Breddegrad: På højde med Århus.

8. juni 2016

Da vi har en aftale med nogle andre rejsende om at mødes i Inuvik til sankt hans, lavede vi nogle beregninger over, hvor langt vi skal køre om dagen for at nå det. Det viste sig, at der er god tid, så vi besluttede at lave en afstikker til byen Stewart 65 kilometer mod vest. Den ligger i nogle skønne omgivelser i bunden af en Portlandfjorden, der er verdens fjerde længste fjord. Og så ligger den på grænsen til Alaska. Grænsen er åben. Man kan passere den uden formaliteter ind i Alaska, men vi måtte dog vise pas på tilbagevejen. På Alaska-siden ligger der en lille by, Hyder, med 90 indbyggere og mange lukkede forretninger. Der ligger også en tidligere russisk ortodoks kirke, da Alaska jo var russisk indtil slutningen af 1800-tallet.

Lige uden for Hyder kan man på nært hold se bjørne fange laks i elven. Det finde dog først sted i juli-august. Vi fortsatte ud af en godt 20 kilometer lang grusvej til en forrygende stor gletscher, Salmon Glacier. På en parkeringsplads 1100 meter over havet var der panoramaudsigt over gletscheren, der skød en lang tunge ned i dalen. Man havde en tydelig fornemmelse af isen som en sejt flydende masse. Her valgte vi at blive natten over. Om aftenen begyndte det at regne, og nattens løb slog regnen over i slud.

Se også billedgalleriet Laksebræ - Salmon Glaicer

9. juni 2016

På tilbagevejen gjorde vi holdt i Hyder og Stewart. Stewart blev grundlagt under guldfeberen, og der ligger en aktiv guldmine ude i bjergene. I dag bor der 500 i byen, og folk lever af skovhugst og minearbejde.

Tilbage på Hwy 37 gjorde vi holdt for natten i den lille indianerby Iskut. På et stort skilt ved byen stod der: ”Et venligt og progressivt lokalsamfund”. Jeg gik en lille aftentur gennem byen, da der kom et barn på et par år løbende ud fra en have lige hen til mig og tog mig om benene og knugede sig fast. Så sagde jeg på dansk: ”Jeg tror, du hellere skal gå hjem.” Det gjorde hun så. Det var lidt uhyggeligt, for det mindede mig om de familielejre, vi i sin tid havde i Kirkens Korshær, hvor børnene næsten var syge efter voksenkontakt.

Breddegrad: på højde med Skagen.

Dagens dyr: 5 bjørne (2 + 2 + 1).

10. juni 2016

Videre nordpå ad Hwy 37. Under en pause i Dease Lake kom vi til at tale med postbestyreren. Hun fortalte lidt om stedets isolerede beliggenhed. Der er ingen mobilnet. Man er henvist til fastnettelefoner ligesom i gamle dage. Der var en købmandsbutik, en rigtig landhandel, der ved første blik så velassorteret ud. Men hun fortalte, at den var meget dyr, og at der selvfølgelig er mange ting, man ikke kan få. Derfor tager hun og mange andre cirka en gang hver anden måned en tur til enten Smithers eller Whitehorse for at købe ind. Det er 8 timers kørsel til den ene by og lidt længere til den anden. Så sådan en tur indbefatter en overnatning. Er der brug for en ambulance, kommer der en helikopter, der flyver patienten til enten Whitehorse eller Prince George. Og så fortalte hun, at en ung dansk pige er aupair hos en familie i byen.

Beliggenheden er vist mere isoleret end den mest afsidesliggende danske ø.

Vi holdt frokostpause på en rasteplads og kom til at tale med et par fra Australien. De havde lejet en bil i Los Angeles, kørte til Alaska og var nu på vej tilbage igen. De var enormt energiske og bidt af at køre. De havde blandt andet også kørt fra Paris til Istanbul. Da de kom tilbage til Paris, var der tre dage, inden de skulle hjem, så de kunne lige nå at køre over Storebæltsbroen og Øresundsbroen. 20 minutter blev det til i København. Ja, der er mange måder at gøre det på.

Overnatning i Watson Lake, som er porten til Yukon og sidste mulighed for indkøb inden mange hundrede kilometer på øde landeveje.

Watson Lake er Yukons næststørste by med 1.500 indbyggere. Der bor i alt 37.000 mennesker på et område så stort som Sverige.

Breddegrad: på højde med Oslo

11. juni 2016

Vi valgte at blive en ekstra dag i Watson Lake. Det lykkedes mig at uploade store dele af dagbogen, men internetforbindelsen var overbelastet, så de billedserier, der ligger og venter, må stadig vente.

Watson Lake blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet af en fangstmand og pelshandler, der hed Watson. Under 2. verdenskrig fik byen betydning som et knudepunkt under bygningen af Alaska Highway. En arbejder fra Illinois led af hjemve og satte et skilt op med navnet på sin hjemby og afstanden dertil. Det var der flere andre, der syntes var en god idé, og der opstod hurtigt en skilteskov. Nu er der mange tusinde skilte, og skilteskoven er byens største seværdighed.

Om aftenen så vi film i Nordlyscenteret i 3D. De fleste billeder var optaget i Norge, og jeg bemærkede til min tilfredshed, at de var optaget med det samme kamera, som jeg selv har.

12. juni 2016

Vi havde besluttet, at vi ville tage Campbell Highway. Den går fra Watson Lake til Carmacks, der ligger på den hovedvej, der går videre nordpå. Der er 587 km, og der ligger to små byer undervejs. Så der skulle provianteres. Uden for købmandsbutikken mødte vi et østrigsk par, som var på vej mod Alaska. De havde holdt jul i Ushuaia, Sydamerikas sydspids, men de kørte også 10.000 km om måneden. Deres bil var en Toyota van, som de kunne sove i, når de flyttede bagagen om på forsæderne. Når de åbnede bagdøren, kunne de folde et lille bitte bord ud, hvor de kunne lave mad på en primus. Men det var i fri luft uanset vejret. De havde også lavet en udendørs bruser. Selv mente det, det var rimelig komfortabelt i betragtning af, at deres oprindelige plan var at køre på motorcykel. Sjovt så forskelligt folk indretter sig.

De første cirka 100 kilometer var der god asfaltvej, som så blev til god grusvej, hvor vi sagtens kunne køre 70 kilometer i timen. Et sted var der vejarbejde over en lang strækning. Som sædvanlig ved vejarbejder i Canada stod der en med et stopskilt og standsede trafikken. Men her var der næsten ingen trafik. Hun kom hen til os og forklarede, at vi skulle være forsigtige med de store lastbiler og entreprenørmaskiner og give dem god plads. ”Et sted er der meget mudret,” fortsatte hun, ”men hvis I kommer til at sidde fast, kommer de og trækker jer fri.”

Det var stort set ødemark, vi kørte igennem med skov, skov og atter skov. Et sted kørte vi gennem et kæmpeareal, hvor der har været skovbrand. Ved det eneste vejkryds på en strækning på 370 kilometer, mødte vi et par fra Victoria, der rejste rundt i Canada og Alaska hele sommeren. ”Vi mødes nok på vejene igen,” sagde de som afskedshilsen.

Vi fandt et overnatningssted, hvor floderne Hoole og Pelly løber sammen.

Breddegrad: på højde med Jotunheimen og Otta i Gudbrandsdalen.

Dagens dyr: 2 bjørne og tre mindre dyr, jeg ikke kender navnene på.

13. juni 2016

Da vi skulle til at køre, kom der en bil og parkerede ved siden af. Det var det par, vi havde talt med i går.

Efter Faro var der en lidt spredt beboelse. Vi kørte ned til en sø, men vendte om, fordi det så privat ud. Ude ved vejen standsede vi for at hente noget inde i camperen. Så kom en mand nede fra huset og spurgte, om der var noget i vejen. ”Nej,” svarede jeg, ”vi ville bare holde et pænt sted og drikke vores eftermiddagskaffe.” Nå, men vi var velkommen til at køre hen til søen. ”Det er mit det hele!” Han gik, og lidt efter kom konen. Hun kunne rigtig godt tænke sig at rejse rundt som os, og fortalte, at de lige var gået på pension og havde sat huset til salg og var i færd med at sælge deres indbo, men de var slet ikke afklaret på, hvad de ville. Det korte af det lange var, at vi fik et levende indblik i, hvordan deres ægteskab fungerede.

Vi fandt et godt sted at overnatte ved Yukonfloden et par kilometer fra Carmacks. Dagen sluttede på fornemste vis med to bævere, der var meget samarbejdsvillige med hensyn til fotografering.

Breddegrad: Kursen har været mere vest end nord. Vi er på højde med Dombås, og aftenerne er lange og natten lys.

Dagens dyr: bævere.

14. juni 2016

På en campingplads i Carmacks, hvor vi fik lov at dumpe, fik Ranveg en lang samtale med en ung ester, der havde haft et godt job i Estland, men havde sagt op og var taget til Canada for at få en tænkepause og finde ud af, hvad han vil med sit liv. Samtalen var også kommet ind på esternes nervøsitet overfor Putins Rusland, men han havde tillid til, at der ikke vil komme nogen trussel fra det store russiske mindretal i Estland, da de var helt på det rene med, hvor meget bedre forholdene er i Estland end i Rusland.

Der var en lang køretur til Dawson City, og vi fik en snak med andre, der også holdt på rastepladserne og nød udsigterne.

Dawson City er med 2000 indbyggere Yukons næststørste by. Med en færge kom vi over floden og fandt et sted at holde for natten inde mellem træerne.

Breddegrad: Steinkjer, der ligger cirka 100 kilometer nord for Trondheim.

Dagens dyr: myg.

15. juni 2016

Dawson City ser vi på på tilbagevejen. Lige nu handler det om at komme nordpå. Der var dog forskellige praktiske ting, der skulle ordnes, men det tog en værre masse tid. Det sidste var at fylde op med benzin. Da der er langt til næste tankstation, tænkte jeg, at det bedste ville være at fylde op ved tankstationen i krydset, hvor vejen til Inuvik drejer fra. Det er en ubemandet station, og automaten ville ikke acceptere mine betalingskort. Der var ikke et menneske, der kunne hjælpe, udover nogle andre kunder, der var så venlige, at de ville købe benzin til mig, men vi havde ikke kontanter nok. Eneste løsning var så at køre de 40 km tilbage til Dawson og tanke der. Så det blev noget sent, inden vi kørte ud ad vejen.

Vi skal køre på Dempster Highway, der er noget af en oplevelse i sig selv. Den er 740 km lang, og den eneste bebyggelse er et hotel med tankstation og bilværksted, som ligger halvvejs. Det var en fantastisk flot køretur med den ene storslåede udsigt efter den anden. Vejen går gennem Tombstone naturpark, som er overvældende naturskøn. Det hele blev understreget af den lavtstående sol, der gav landskabet karakter.

Vi fandt et sted at overnatte, hvor vi kunne køre lidt væk fra vejen.

Breddegrad: På højde med Namsskogan og Børgefjell i Nordland, Norge.

Dagens dyr: caribou, grævling.

Dagens største dumhed: At vi ikke gjorde nogle flere fotostop i det gode vejr og fotolys.

16. juni 2016

Efter lidt fotografering i de særprægede omgivelser, hvor de rundede klipper alle havde en tynd skovbevoksning på sydsiden, men var helt uden vegetation på de andre sider og højere oppe.

Senere på dagen blev det mere overskyet. Landskabet oppe på den udstrakte Eagle Plains var jævnt bølgende og ikke helt så spændende som det, vi kørte igennem i går.

Nøjagtig halvvejs til Inuvik ligger Eagle Plains hotel og bilværksted. De to virksomheder holder åbent hele året, fordi vejen er en helårsvej, og det er den eneste service, der findes på hele strækningen.

Fra det gode sommervejr i morges med 18 grader, var temperaturen nu faldet til 6 grader. ”Det er godt vejr alle andre steder end her,” sagde den unge mand, der fyldte benzintanken op med turens hidtil dyreste benzin. Vi tilbragte nogle timer inde i restauranten med at downloade en lydbog til Ranveg, som hun kan høre, mens vi kører. Det var fjerde gang, vi prøvede at hente den. Det lykkedes – med stor tålmodighed.

Da vi om aftenen nåede frem til polarcirkelen, var temperaturen udenfor faldet næsten helt til frysepunket. Men inde i camperen var der dejlig varmt. Da vi ikke havde champagne at fejre det med, spiste vi noget is serveret i de glas, vi kunne have drukket champagne af.

Da vi nu havde brugt flere timer på restauranten, besluttede vi at køre til sent om aftenen. Det bliver jo ikke mørkt. Et sted så vi turens første grizzlybjørn. Den gyngede af sted på vejen i samme retning som os. Vi nærmede os forsigtigt, men den løb ind i bevoksningen. Et stykke inde standsede den, vendte sig om og kiggede på os med sit kuglerunde hoved og små øjne. Den var helt lys i pelsen. Det er et særkende for grizzlybjørnene her oppe. Den ser så nuttet ud, men den er både stor og farlig. - Intet foto desværre.

Breddegrad: på højde med Bodø og Fauske.

Dagens dyr: grizzlybjørn.

17. juni 2016

Vi havde fundet et sted at parkere for natten tæt på vejen. Om morgenen holdt en camper oppe på vejen og dyttede. Det var Marc og Herlinde, vores belgiske venner, som vi skal være sammen med i Inuvik.

Det var blevet rigtig godt sommervejr igen. Vi kørte i timevis gennem et landskab, der hovedsagelig var bevokset med sortgran. Dens grene er ganske korte. Træerne står slanke og minder om piberensere.

Efter en kort tur med kabelfærge over Peele River kørte vi ind i Fort McPherson, den første by siden Dawson. Den anglikanske kirke er fra 1860, og det er meget gammelt på de kanter. Gravstederne var indhegnet med hvide stakitter og mindede om, hvad man kan se på Furreby kirkegård og andre steder på vestkysten. Men det var slående, så mange unge mennesker, der var døde.
Her var det ikke så let at finde et sted at holde for natten, men vi fandt et godt sted ved en lille sø, hvor man kunne køre lidt bagom. Der holdt Marc og Herlinde, som vi hyggede os med om aftenen.

Breddegrad: midt imellem Bodø og Narvik.

Dagens dyr: harer, som er mindre end danske harer.

18. juni 2016

Herfra var der ikke så langt til Inuvik, der var rejsens mål. Vejen ender indtil videre her, og man skal samme vej tilbage. I 2018 åbner en vej til Tuktoyaktuk, der ligger helt oppe ved havet. Først skulle vi dog over Mackenziefloden med færge. Det var en lidt længere sejltur end i går, og vi måtte bakke i land.

Mackenzie er med sine 4600 km Canadas længste flod, og Inuvik ligger på østsiden ved deltaet.

På turistkontoret var der en fornem udstilling om naturforholdene og både den indianske og eskimoiske kultur. Vi er nu i det sydarktiske område og det sydligste af det eskimoiske bosættelsesområde.

Jeg kan ikke grønlandsk, men jeg kunne se, at skriftsproget ligner ligesom mange kulturelle træk. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Knud Rasmussens bog ”Den store slæderejse”, hvor han skriver om sin rejse fra Grønland over Nordamerikas nordkyst til Alaska. Formålet var at bekræfte en antagelse om, at der dybest set er tale om en og samme kultur.

I løbet af dagen kom de forskellige, vi skulle være sammen med. Et hollandsk par, der var ankommet dagen før, havde fundet ud af, at vi kunne holde ved bådlandingspladsen nede ved floden. Der holdt masser af biler og bådtrailere, men der var ingen andre mennesker end os. Folk udnyttede weekenden og det fantastiske vejr til at tage ud i deltaet.

Jeg fik en fornemmelse af at være på ferie. Vi skulle ingenting, slappe af, nyde vejret og slå myg ihjel. En lidt sjov fornemmelse, for selvfølgelig er vores rejse som en meget lang ferie. Men det er også vores hverdag.

Om aftenen blev der fortalt rejseoplevelser og delt rejseerfaringer i gemytligt selskab. De fleste havde rejst i flere år og har været i alle verdensdele. Vi var dem, der havde rejst i kortest tid.

Breddegrad: samme højde som Narvik.

19. juni 2016

Det er søndag og strålende sommervejr med 28 graders varme. Inuviks eneste seværdighed er den romersk-katolske kirke, som er opført med en igloo som model. Vi besluttede at gå til gudstjeneste. Kirkens præst, der er af dansk afstamning, var desværre bortrejst. I stedet var det andenpræsten, en mand fra Nigeria, der forestod messen. Det var en lidt besynderlig oplevelse. Efter klokkeringningen skete der ingenting i noget, der føltes som 5-10 minutter. De skulle lige have arrangeret indgangsprocessionen. Den katolske gudstjeneste har en rigdom af menighedssvar. Da vi var kommet i gang, afbrød præsten flere gange og beklagede sig over, at han ikke kunne høre menighedssvarene, for i hans land synger de meget kraftigere. Hvad prædikenen angår, vil jeg nøjes med diplomatisk at fastslå, at han ikke kan have haft en uddannelse, der svarer til en dansk cand.teol. Det var hovedsagelig en genfortælling af evangeliet med referencer til andre centrale evangelietekster. Og salmerne! Man følte sig hensat til den lette ende af Hjemlandstoner. Musikledsagelse var der ikke, men en i menigheden kunne spille guitar, og når han var i kirke, spillede han.

Efter gudstjenesten var der omvisning ved en ældre og livsklog dame. På en pæn måde fik hun sagt, at de holdt meget af pastor Hansen. Det betød meget, at han selv havde valgt at komme til Inuvik.

Da vi var færdige, spurgte hun, om vi havde lyst til at se drivhuset. Det er en forening, der står bag, og folk kan få et eller flere bede og dyrke deres egne grønsager og blomster. Det er noget særligt på et sted, hvor man ikke kan dyrke noget udendørs, og hvor grønsager i butikkerne koster en formue. Hun havde ikke selv noget med det at gøre, men fik det arrangeret sådan, at vi kunne komme om eftermiddagen.

Der var de nydeligste bede, og mens vi var der, kom der nogle enkelte for at vande og tilse deres planter, så vi fik en fornemmelse af den entusiasme, der bærer foretagendet. Der var også en kalender med mange sociale aktiviteter. I gangen hang et spejl på væggen og ovenover stod der: ”This commuty greenhouse belongs to:” – underforstået spejlbilledet.

Men det mest spændende ved besøget i drivhuset var dog samtalen med den ældre dame om forholdene i Inuvik. Hun havde arbejdet med socialt udstødte på gaden og tidligere indsatte. Mange af eskimoerne og indianerne har store problemer. Det er ikke alkohol og misbrug som sådan, der er problemet, pointerede hun. Det er derimod et tegn på de underliggende problemer. Det helt store problem er, at staten gennem tre generationer tvangsfjernede børn fra disse familier og satte dem i kostskoler for at gøre dem til canadiere, det såkaldte ”residential school program”. De voksede således op uden kontakt med deres forældre og øvrige familie og uden at lære deres eget sprog og kultur at kende. Søskende på det samme skolehjem blev holdt isoleret fra hinanden. Der var heller ingen kontakt mellem skolen og familierne. Hun kendte eksempler på børn, der af den ene eller anden grund var døde i løbet af skoleåret, men forældrene havde ikke fået besked om det. Når børnene kom med båden hjem på sommerferie, manglede de simpelt hen, når forældrene mødte op for at hente deres børn. Resten kan man forestille sig. Denne praksis holdt op i 1960’erne, men eftervirkningerne er stadig mærkbare og ses blandt andet på antallet af hjemløse. I Inuvik var der et herberg for hjemløse, som ikke er misbrugere. Nu har man lavet et nyt herberg, så misbrugerne ikke skal ligge ude i den brutale vinterkulde. Hun nævnte et eksempel på en mand, der havde fået sit ene ben sat af på grund af forfrysninger, fordi han havde sovet ude.

Under samtalen kunne vi ikke lade være med at tænke på, at Danmark har gjort noget lignende med grønlændere. Selvom det er i mindre målestok, har det været lige så katastrofalt for den enkelte familie.

20. juni 2016

Vejret er slået om. Mens der var 28 grader i går, er det nu så koldt, at man uvilkårligt tænker på vanter. Vi søgte ly på biblioteket for at arbejde på vores computere. Senere vaskede vi bil. Det er noget anderledes end hjemme, for her foregår det med højtryksrenser: 1 dollar for 1 minut, så det var temmelig dyrt. Mudderet sætter sig fast under bilen som cement.

Om aftenen spiste hele gruppen rensdyrburger på en lille restaurant, hvor køkkenet er indrettet i en gammel skolebus, og hvor værtsparret har et humoristisk glimt i øjet. I går, søndag, var der lukket, og på en tavle, der oplyste om det, havde de skrevet, at det bedste, en far kan gøre for sine børn, er at vise dem, at han elsker deres mor! I dag stod der: En gammel fisker bor her med sit livs fangst! Det blev igen en særdeles hyggelig aften med gode historier.

21. juni 2016

Der er aboriginal festival. Udtrykket aboriginal forbinder de fleste nok med Australiens oprindelige indbyggere, men det anvendes også i Canada om de indfødte folkeslag. Her var det således en fælles festival for de lokale indianere og eskimoer. ”Lokal” betyder i denne sammenhæng oplandet inden for en radius af flere hundrede kilometer. Der var optræden på en scene med noget, der mest af alt mindede om grønlandsk trommedans, med mange forskellige dansere. Det gode vejr kom tilbage om eftermiddagen, og der var mødt mange mennesker op. Som ved enhver ordentlig fest var der både sjov og alvor. Alvoren bestod i en tale, der var en formaning om at tage afstand fra misbrug – det vil sige misbrug af ældre.

Om aftenen slog vejret om igen, og det blev blæsende, koldt og regnfuldt. Jeg havde fundet en krydsfinerplade på flodbredden. Nogle af mændene hjalp mig med at save den til og skrue stykkerne sammen til en passende tykkelse, så den kunne sidde i ladet bag førerhuset og holde camperen på plads, så den undgår at knuse baglygterne. En af de andre havde både en fuchssvans og en bøtte med skruer i alle størrelser. Han var ingeniør af fag og noget af en perfektionist. Han ville lige gøre mig opmærksom på, at skruerne ikke var ens, selom de sidder et usynligt sted.

Ranveg ville bage en kage til hele gruppen, og mens hun bagte, sad resten ude i kulden og blev dyngvåde. Ingen af os har en camper, hvor man kan have mere end to gæster. Vi blev så enige om, at vente med kagen til næste morgen.

22. juni 2016

Da jeg efter morgenmaden stod og skar kagen ud, kom hele flokken hen foran vores camper og råbte taktfast i kor: ”Vi vil have kage, vi vil have kage!” Det var vores afskedsmåltid. Efter kagen stillede vi op til fotografering med vores rene camper som baggrund. Derpå skiltes vore veje. Det havde været dejligt at være sammen med dem, fordi vi på mange måder er i samme båd og har samme udfordringer.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på et vers fra en gammel traditionel sang fra Fanø:

At samles, skilles ad, velkommen og farvel
at blive kendt og glemt,
ja, det er livets spil.
/: At nyde vennelag og savne det igen,
og frem at finde sig på ny
en trofast ven. :/

Da alle var kørt, satte vi os ind på en café og arbejdede med computer og internet de næste mange timer. Først sidst på eftermiddagen tog vi af sted, så vi nåede kun at køre nogle få timer. Det var koldt og regnvejr, og vejen var modbydeligt mudret, fedtet og glat. Den fine rene camper var slet ikke ren længere.

23. juni 2016

I Fort McPherson, havde vi fået at vide, var benzinen en krone billigere. Det holdt også stik. Men det var slående, så mudret der var. Det sad under skoene i store kager og kom selvfølgelig med ind i bilen. Normalt bruger jeg bakspejlet, men der kom intet lys gennem vinduet i bagdøren længere. Da vi kom noget længere sydpå i løbet af dagen, begyndte regnen at holde op, og der kom tilmed opklaring og højere temperaturer. Det var jo samme vej som turen op, men det var også spændende at se landskabet fra den anden side. Vi fandt et sted ved siden af vejen, hvor vi kunne overnatte.

Det er samme camper som på billedet ovenfor - her ved grænsen mellem North West Territories og Yukon.

24. juni 2016

Vi nød den sidste del af turen i langsomt tempo med mange fotostop og i et vejr, der blev bedre og bedre. Om aftenen kom vi frem til Dawson City. Inden vi havde været der i en halv time, var der allerede tre, der havde spurgt om, hvorfor vores camper var blevet så snavset.

Vi fandt en bilvask med højtryksrenser og fik den gjort præsentabel. Mens jeg spulede, lavede Ranveg aftensmad. Der var noget varmt inde i camperen, for hun turde ikke åbne vinduerne imens.

Vi kørte op på et udsigtspunkt, The Dome, der ligger næsten 900 meter over havet og over 500 meter over byen. Der mødte vi de to tyske par, vi netop havde været sammen med i Inuvik. Det er ikke så mærkeligt, at vi mødte dem igen, for Dawson er eneste mulighed for indkøb af forsyninger.

Dagens dyr: grævling.

25. juni 2016

Det vigtigste lige nu var at få vasket tøj, sengetøj, håndklæder osv. Når man skal vaske på et møntvaskeri, kan man jo ikke bare gå fra det og lave noget andet imens, så det tager normalt nogle timer. Det var nogle fine nye maskiner, men tøjet var desværre ikke rigtig rent. Der var stadig blodpletter på sengetøjet fra alle de myg, vi har smækket, og fra vores myggestik. Støvet fra vejene – mens det var tørvejr – satte sig i alle kanter og falser ved døren. Det og flere andre praktiske ting blev ordnet, så nu bor vi igen pænt.

Vi er stadig højt mod nord. Solen går ned lidt før midnat, og mørkt bliver det ikke. Når vi er gået i seng, har jeg flere gange tænkt på den gang, jeg var barn og var blevet lagt i seng en sommeraften. Solen skinnede stadig på trætoppene, og fuglene sang så vemodigt.

26. juni 2016

Vi gik rundt i byen, som er både charmerende og særpræget. Navnet Klondike stammer herfra. Der blev fundet guld her i 1896, og de følgende to år strømmede det til med lykkeriddere, og en kort overgang boede der 40.000 mennesker her. Det er en utrolig historie om, hvordan folk forlod hus og hjem, job og familie for at grave guld. I 1899 opstod der rygter om store guldfund i Nome på Alaskas vestkyst, og hele sværmen strømmede derover. Dawsons ”guldalder” var kort, men den satte sit præg på byen.

Om eftermiddagen var vi med på en interessant guidet bytur. Guiden fortalte blandt andet, at nye huse skal bygges i gammel stil, og gaderne må ikke blive asfalteret. Der graves stadig guld. Der er 300 aktive grubelodder i dag.

Ranveg arbejder pt. på et blogindlæg om Dawsons og Klondykes særprægede historie.

27. juni 2016

Vi var på en ny guidet byrundtur. Denne gang var guiden en ung mand, der havde boet i Dawson, siden han var 8 år, så han kunne fortælle om hverdagslivet indefra. Han blev suppleret af en anden guide, der havde boet der i 40 år. De fortalte om stilheden og vinterens kulde og skønhed, om solen, der ikke viser sig i december måned, fordi den ikke når op over bjergkammen. Den ældre guide fortalte, at nogle gange spurgte hun sig selv om, hvorfor hun bor her, men så går der en moose (en stor nordamerikans elg) over vejen, og nordlyset flammer på himlen, så siger hun til sig selv: Derfor!

På den anden side af Yukonfloden bor der 100 mennesker i det, de kalder Dawson West. En gratis færge sejler efter behov, og om vinteren kører man over isen. Men om efteråret, mens floden fryser til, og om foråret i tøperioden, er de afskåret fra omverdenen. Nogle flytter over til byen til venner og familie, men de, der kan, bliver der. De køber mad og forsyninger til tre uger og betragter det som en lille ferie med en ganske særlig stemning. Et år varede tøbruddet mere end tre uger, og madbeholdningerne var ved at slippe op. Så gik beboerne sammen om at betale en helikopter til at komme med nye forsyninger.

Om aftenen var vi til cabaret på byens casino. Det er en tradition, man har genoptaget fra byens glade Klondiketid, hvor der var en stor underholdningsindustri. Nutidens casino er drevet af turistforeningen og er et non-profit foretagende. Overskuddet geninvesteres i lokalsamfundet. Der var tre forestillinger i løbet af aftenen, hvoraf vi så de to. Der var en sangerinde, en sanger, fire dansepiger, et to mands orkester og en lysmand. Alle var yderst professionelle og gjorde det rigtig flot. Sangerinden, der var leder af forestillingen, forstod af skabe en god stemning og få hele salen med. Det var rendyrket underholdning på højt niveau.

28. juni 2016

Ranveg bagte brød, som hun gør hver anden dag. Men camperen hældede til den ene side, så den ene ende af brødet kom til at se ud som et hus fra Læsø med tangtag.

Vi fik en omvisning i ”The Commissioners Residence”. Da guldet blev fundet, voksede Dawson til Yukons største by, og man så den som Yukons hovedstad. The Commissioner er statens repræsentant. Hans opgave svarer sådan cirka til stiftsamtmandens opgaver i Danmark. Det meget præsentable hus var velbevaret med det oprindelige møblement.

I de dage, vi har været her i Dawson, har vi overnattet på The Dome. Vejret var godt, lunt og vindstille selv deroppe på toppen 900 meter over havet med udsigt horisonten rundt. Lige en aften til solnedgangsbilleder. Solen var meget længe om at gå ned. Først klokken halv et gik den under horisonten, og ventetiden blev belønnet med de flotteste farver på himlen. Først var jeg der alene. Så kom der to unge mænd, den ene med telefon på en selfiestang, den anden med et spejlreflekskamera. De gik lige så stille rundt og fotograferede og nød det. Der kom flere andre blandt andet en gammel mand alene med to krykker, og til sidst kom et ungt par, der bad mig tage et billede af dem med deres telefon. Fælles for dem var, at de alle talte dæmpet næsten som i en kirke.

29. juni 2016

Vi er blevet meget optaget af Dawson med dens særpræg og virkelyst. Vi besøgte bymuseet, der selvfølgelig gjorde meget ud af Klondike guldfeberen. Der blev vist en film med mange billeder fra 1898, og vi fik et indtryk af de voldsomme strabadser, guldgraverne stod overfor bare med at komme hertil. Hver guldgraver skulle således selv transportere et ton forsyninger til sig selv, og det skulle bæres op over et pas. En fra datiden skulle have kaldt den fjeldovergang for det værste sted udenfor Helvede. Mange fortsatte rejsen de 700 kilometer fra Whitehorse på tømmerflåde.

Vi fik også en demonstration af, hvordan man vasker guld. Endelig var der et optrin, hvor man genopførte en retssag. En mand fra forsamlingen blev bedt om at være statist for den anklagede. Han var lynhurtig og god til at finde på svar, men det sjoveste var dog at iagttage spændingen og begejstringen i børnenes og konens ansigter.

30. juni 2016

I dag kørte vi op i Bonanza Creek og så nogle af de steder, hvor der graves guld. Det var her, Skookum Jim og Georges Carmack i august 1896 fandt det første guld, som satte Klondike guldfeberen i gang. Vi så stedet, hvor de gjorde fundet. De var på jagt, og Skookum var egentlig bare gået ned til åen for at hente noget vand, da han opdagede guldklumpen.

I begyndelsen vaskede man guldet med håndkraft. Guld er 9 gange så tungt som vand, mens sten og grus kun er 6 gange tungere. Guldet vil derfor altid falde til bunds, mens sten og grus kan skylles væk.

Ret hurtigt gik man dog over til at mekanisere processen. Vi fik en rundvisning på en gravemaskine, som er verdens største af sin art, Dredge No. 4. Den er bygget af træ i 1906 og har kørt til 1966. Vegetationen og de øverst liggende jordlag skal først fjernes. Dernæst skal permafrosten tøs op. Så kan gravemaskinen arbejde sig igennem de guldbærende gruslag.

Den unge dame, der viste rundt, var dybt fascineret af teknikken. På et tidspunkt sagde hun: ”Det virkeligt smukke ved det er, at det på én gang er både rørende enkelt og genialt.”

Næste side: Juli 2016

Forrige side: Maj 2016