Sneglefart

Oktober 2017

3. oktober

Så er vi på farten igen. Når man har prøvet de lange flyrejser nogle gange, kender man efterhånden rutinen, og det bedste ved det er, at der ikke er noget særligt at fortælle om dem. På den anden side er der også noget fascinerende ved flyrejser. Af gode grunde vil et fly følge den korteste rute mellem to punkter. Umiddelbart forestiller man sig ikke, at den korteste rute mellem Amsterdam og Calgary går over Grønland. Vi fløj op gennem Nordsøen øst om Færøerne og Island og ind over Grønland ved Scoresbysund og ud igen langt nord for Upernavik. Derefter gik turen gennem de mest øde områder af Canada, inden vi landede i et Calgary, der var badet i solskin.

På grund af jordens kugleform er den korteste afstand mellem to punkter, når man rejser fra øst til vest eller omvendt ikke kompasretningen, men den beskriver en bue. Fænomenet kaldes storcirkelnavigation. Det gælder kun nord for 40 grad nord og tilsvarende syd for 40 grader syd. Tættere på ækvator spiller det mindre eller ingen rolle for afstanden.

Desværre var det ikke muligt at se noget, da vi sad midt inde i flyet.

Tidligere har vi fløjet med Icelandair med tre flyskift i København, Reykjavik og Edmonton. Men denne gang fandt vi en rute med KLM direkte fra Aalborg med kun to flyskift: Amsterdam og Calgary. Tidsmæssigt passede det perfekt, og det kan ikke gøres hurtigere.

Vi er blevet erfarne rejsende, har vi nogle gange sagt til hinanden. Om morgenen havde vi smurt en dejlig madpakke blandt andet med slagterens bedste spegepølse, for Icelandair byder ikke på noget måltid. Men til vores store overraskelse serverede KLM varm mad hele to gange på den 8 timer lange flyvning. Og ikke bare det. Der var vin til maden, og en gewesen til kaffen med frit valg mellem Bailey og Cognac. Alt sammen uden ekstra betaling selvom vi sad på en af de bageste rækker på økonomiklasse. Somme tider er det skønt at blive klogere.

Men slagterens gode spegepølse blev konfiskeret i immigrationen i Calgary. Vi vidste godt, at det ikke er tilladt at kødvarer med ind i landet. Alt forløb glat, og vi blev mødt med venlighed og imødekommenhed.

Efter et par timers ventetid i Calgary gik vores sidste fly til Kelowna. Det er en tur på cirka en time. Her var der den smukkeste udsigt over Rocky Mountains, som vi kørte igennem for godt et år siden. Begge kufferter var med hele vejen til Kelowna. Det er nemlig ikke altid tilfældet.

Taxaen fra lufthavnen til hotellet blev kørt af en ældre dame, som viste sig at være noget af en personlighed. Vi talte først om det at kunne fremmedsprog, og hun fortalte, at det ikke er prioriteret i skolen. Senere i livet havde hun dog undervist i engelsk i Korea i otte år og havde vist også opholdt sig i Kina. I hvert fald talte hun kinesisk og kunne redegøre for forskellige udgaver af kinesisk. Da vi havde betalt og fået vores bagage, sagde hun, at det var rart, at vi havde hyggetalt med hende, selvom vi var trætte og søvnige efter den lange rejse. Til allersidst kiggede hun på Ranveg og sagde: ”Du er meget smuk!”

Klokken syv om aftenen – det svarer til klokken fire om morgenen derhjemme – slukkede vi lyset efter en lang og god rejsedag.

4. oktober

En lang nat med god søvn gør generne ved jetlag minimale. Det er altid lettere at rejse med tiden fra øst mod vest end omvendt.

Dagens første opgave var fornyelse af bilforsikringen. Det gik glat. Næste opgave var at hente bilen. Den stod, hvor vi havde parkeret den. Det var også ventet, for den står bag lås og slå med gitterport og hemmelig kode for at komme ind. Der måtte vi skrue den bageste nummerplade af og sætte de nye klistermærker på, der viser forsikringens udløbsdato.

I modsætning til Danmark skal man ikke aflevere nummerpladerne, hvis man lader forsikringen ophøre. Datomærkatet viser, om bilen er lovligt forsikret.

Efter at have afregnet med firmaet, der står for opbevaringen, kørte vi ud i byen og ordnede praktiske ting som at fylde noget i køleskabet.

5. oktober

Vi skal have lavet noget vedligholdelse på camperen. De har altid meget travlt på værkstedet, så vi lavede en aftale med dem for halvanden måned siden. Det var nogle småting, som ikke er nogen stor sag for værkstedet at lave, men som betyder meget i hverdagen. En kontakt skulle skiftes. Gasanlægget blev trykprøvet. En stor udfordring er at tjekke batterierne for vand, fordi der er så lidt plads, at man ikke kan se ned i dem. At tage dem ud tør vi ikke, for der er uhyggeligt mange ledninger, der også skal sidde rigtigt bagefter. Vi er nødt til at skal have fundet et lille spejl helst på en stang.

Mens vi har været her, har det været det flotteste vejr. Man kunne kalde det sent sensommervejr. Luften er kold om morgenen, men i løbet af dagen får solen magt, og om eftermiddagen har det været varmere, end vi på noget tidspunkt har oplevet i den danske sommer anno 2017. Vi er trods alt ikke længere sydpå end, hvad der svarer til et sted midt i Tyskland. Efter vejrmeldingen er det lune vejr dog snart slut.

Nogen har fortalt os, at sommeren ikke har været så god i British Columbia. Det begyndte med et tidligt og voldsomt tøbrud, der medførte oversvømmelser. Senere kom der skovbrande, som dels var ødelæggende og dels betød, at luften havde været fuld af røg i ugevis. En ubehagelig ting ved det var, at flere brande var påsatte.

6. oktober

Flere praktiske opgaver. Vi skulle sende et brev til bilforsikringsseslskabet for at få refusion for den tid, vi var i Mexico sidste vinter, for den canadiske forsikring dækker ikke udenfor Canada og USA. Når man rejser rundt er det lidt mere besværligt at ordne simple ting som at tage fotokopier, udskrive breve fra computeren, få fat i én konvolut (og ikke en pakke med 100) og til sidst et frimærke. Jeg havde set frem til at kunne fortælle, at vi havde været inde på et rigtigt posthus, men det var altså bare et hjørne, der var indrettet i en kosmetikforretning.

Forleden dag fandt vi et godt møntvaskeri og benyttede så lejligheden i dag til at vaske puder og dyner. Resten af dagen gik med indkøb. I morgen får vi besøg af Linda til frokost. Det meste af maden købte vi i én forretning og resten i en anden. Da vi stod i køen ved kassen i den anden forretning, sagde en dame, der stod foran os og kiggede ned i vores indkøbsvogn: ”I har købt de fundamentale ting: vand, vin og kaffe!”

De første to nætter i camperen tilbragte vi på en campingplads, men de havde ikke længere plads til os, så nu er det Walmarts parkeringsplads igen.

7. oktober

Grenene i buskadset ved parkeringspladsen bevægede sig om morgenen, og ud kravlede en hjemløs, som havde tilbragt natten derinde.

Vi havde en dejlig dag sammen med Linda, som vi lærte at kende, da vi var her i foråret. Vi har en fælles interesse i at rejse. Hun har rejst, siden hun var helt ung. I dag er hun 70 og rejser stadig. Først på sommeren havde hun rejst rundt i Uganda i forbindelse med et u-landsprojekt, som gik ud på at tage rundt fra skole til skole og dele menstruationsbind ud til unge piger og undervise i, hvordan kroppen fungerer. Det er en gruppe i Kelowna, der har sat projektet i gang, og som producerer en del til bindene. Den anden del skal syes og monteres, og det foregår i Uganda. Bindene kan vaskes og genbruges, og det er en meget vigtig ting under afrikanske forhold. – Der indgik også en del basal seksualundervisning. Blandt andet havde de ved hjælp af en flaske vist pigerne, hvordan man trækker et kondom på. Det er en vigtig viden at formidle, da 25 % af pigerne bliver gravide, inden de forlader skolen.

Vi talte selvfølgelig også om mange andre ting. Linda fortalte, at hun er begyndt på et spanskkursus, der skal slutte med en eksamen. Lige nu skulle hun lave en opgave, hvor hun skulle fortælle om sig selv på spansk. Det var en svær opgave – ikke af sproglige grunde, men fordi hun har levet et meget indholdsrigt liv.

Efter en hyggelig dag skiltes vi. Vi gik en tur på stranden i den dejlige eftermiddagssol og nød de gyldne efterårsfarver.

8. oktober

Selvom det er søndag, er forretningerne åbne. Det er fint, for vi skal have ordnet de sidste indkøb, inden vi begynder at køre. Blandt andet lykkedes det endelig at finde et såkaldt inspektionsspejl, som er et lille spejl på en en teleskopstang, så vi kan undersøge vandstanden i batterierne.

Vi skulle også undersøge nogle ting på nettet og fandt en parkeringsplads bag det hotel, vi boede på den første nat. Deres wifi gik helt ud på parkeringspladsen, og kendeordet havde vi jo i forvejen, så vi kunne arbejde inde fra camperen.

Om aftenen spiste vi på en restaurant. Det er thanksgiving, så der var mange mennesker i byen, og vi måtte vente, inden vi kunne få et bord. I dagens anledning serverede de kalkunbryst og græskartærte. Ranveg spurgte den unge servitrice om, hvilken øl der passede bedst til maden. Hun svarede: ”Jeg er ikke den rette at spørge, for jeg er kun 17 år, så jeg må ikke drikke. Men jeg kan fortælle jer, hvilke øl der er mest populære.”

9. oktober

I dag skal vi endelig ud at køre. Vi kørte stik syd på til den lille grænseovergang i Osoyoos, der fører ind i Washington. Grænsepassagen gik let og ubesværet. Skemaet, vi skulle udfylde ved indrejsen, var endda på dansk.

Det var interessant at se den store forskel fra det ene land til det næste. Landskabsmæssigt er det en fortsættelse af den samme dal. På den canadiske side er hver kvadratmeter, der kan dyrkes, udnyttet. Her er der traditionelt frugtavl, som efterhånden fortrænges mere og mere af vinavl, som der er flere penge i. På den amerikanske side er der derimod kun få frugtplantager, spredt bebyggelse og ingen vinmarker.

Da vi ikke måtte tage kød og frugt med over grænsen, havde vi tømt køleskabet forinden. Vi måtte derfor ind i et supermarked. Ved kassen foran os stod en gammel dame med et checkhæfte og var ved at fylde en check ud. Det var næsten som et flash back til gamle dage.

På vej gennem en by, hvor vi heldigvis ikke kørte så stærkt, måtte jeg lave en hård nødopbremsning, fordi en bil fra højre, som ikke overholdt vigepligten, kom susende tværs over hovedvejen. Flere andre bilister måtte også bremse hårdt op. Der skete ingenting, men det var tæt på. En meter mere og vi var kollideret. Nu har jeg haft kørekørt i næsten 45 år, men det er første gang, jeg har været så tæt på en kollision.

Vi havde fundet en særlig naturskøn rute, der førte gennem nogle bjerge i et indianerreservat. Det sluttede ved en gigantisk dæmning ved Colombiafloden. Herefter kom vi gennem en bred åben dal med karakteristiske taffelbjerge på begge sider.

På en tankstation i Coulee City fik vi lov at parkere for natten. Vi gik en tur ned ad en sidevej, hvor der lå nogle få huse og næsten ingen trafik. Chaufførerne i hele to biler, der kørte forbi, hilste på os. Det er et sikkert tegn på, at vi er langt ude på landet.

10. oktober

Den første time blev landskabet om muligt endnu smukkere. Derefter blev det mindre spændende. Det er meget tørre områder, vi kører igennem. Det er underligt at tænke sig, at vest for bjergkæden The Cascades falder der så meget regn, at der er regnskov, men østsiden ligger i regnlæ og er så tør, at den er næsten ørkenagtig. Bjergene er beklædt med græs og enkelte træer, men ikke skov.

Kunstvanding gør landbrug muligt, og selv nu kort tid før vinteren bliver markerne vandet måske fordi de sår vinterafgrøder ligesom hjemme. Der er også kvægavl. Ligesom vi har set det andre steder i USA, går kreaturerne rundt i noget forfærdeligt mudder, og gødningen kan man lugte langt væk. Men mejeriprodukter er billige.

Ved byen Pasco kørte vi på motorvej, og kort efter var vi i Oregon. I Baker City fik vi lov at sidde på biblioteket og bruge deres internet for at undersøge muligheder for overnatning. Vi fandt koordinaterne på et sted 40-50 km længere ude ad motorvejen ad en lille sidevej ude i bjergene. Her er der efterårsfarver og en bæk, der bruser af sted.

I øvrigt er det underligt at tænke på, at i dag er det en uge siden, vi tog hjemmefra. Det virker, som om der er gået mindst en måned.

11. oktober

Solen skinnede fra en skyfri himmel i vores dal. Det var godt for ”fotosyntesen” i solpanelerne. I den lille by Ontario gjorde vi holdt. Vores Mexicoforsikring er ikke faldet på plads endnu. Som sædvanlig har bibliotekerne wifi. Her var der endda et studierum, hvor vi kunne sidde alene og tale uden at forstyrre andre. De amerikanske biblioteker har en meget høj standard. Jeg har ikke nogen præcis føling med bibliotekerne hjemme, men jeg har på fornemmelsen, at de har spredt sig over for mange opgaver, så det med at formidle viden, der er samlet i bøger ikke har helt samme status som kerneydelse som tidligere.

I går kørte vi 500 km, hvilket vi var meget stolte over. Men i dag blev det kun til 100, og så svinder gennemsnittet ind til 300. Hmmm

Overnatning på en rasteplads.

12. oktober

Ontario ligger lige på grænsen til Idaho. Men fordi statsgrænserne er trukket efter rette linjer, giver det nogle særlige følger. Geografisk hører Ontario hjemme i Idaho, da byen er isoleret i forhold til resten af Oregon, men ligger tæt på andre byer i Idaho. Derfor har man valgt at lade den ligge i samme tidszone som Idaho.

Når vi bevæger os på kanten af tidszoner, giver det altid noget forvirring om, hvad klokken er, for vores telefoner og computere skifter automatisk, men ikke altid samtidigt. Uret på væggen kan indstilles til at skifte automatisk, mens uret i bilens instrumentbrædt ikke skifter. Når vi kun er kortvarigt i en anden tidszone, kan det være praktisk at opretholde den tid, vi kommer fra, men forvirringen om, hvad klokken er, gør det lidt svært i praksis.

Vi kørte sydpå ad hovedvej 95. Den slår et slag ind i Idaho. Det var et intensivt dyrket landbrugsland, vi kørte igennem. Staten er kendt for sin kartoffelavl. Kartofler er normalt det eneste amerikanere forbinder med Idaho, fordi de fås i alle supermarkeder i hele landet. Da vejen gik ind i Oregon igen, gik det opad op i højderne, og landskabet var meget tørt – og øde. Det mest imponerende var, at der også boede mennesker. Der var en del kvægavl, men fordi arealerne var så store, var der nogle steder adskillige kilometer mellem naboerne. Over en strækning på et par hundrede kilometer var der kun én landsby.

Efter at være komment ind i Nevada fandt vi en lille sidevej og overnattede ude i terrænet.

13. oktober

Lige ved siden af vores overnatningssted løb en lille bæk, og om morgenen kunne man brække små isflager af. Vejen gennem Nevada går gennem øde ørkenstrækninger. Nevada ligger egentlig for langt mod nord til, at der skulle være ørken. Men staten ligger i regnlæ af bjergkæderne i Californien. Det meste at staten ligger i The Great Basin, som udgør en af USA’s fire ørkener. Det er ligesom Jordanfloden og Det døde Hav. To floder løber ned i The Great Basin, men der er ikke noget afløb. Vandet fordamper simpelthen i sommerens hede.

Vi fortsatte uden stop til spillebyen Reno, hvor vi gik ind på et af USA’s fremragende biblioteker for at undersøge overnatningssteder og komme videre med den mexicanske forsikring osv.

Overnatningen skete på parkeringspladsen ved et casino – hvad ellers i Reno?