Februar 2017

Februar 2017

1. februar 2017

Datapakken, vi havde købt til telefonen, virkede ikke her nord for grænsen, så vi ikke selv kunne komme på internettet. Vi måtte derfor ind til det fine bibliotek i Yuma, hvor vi var flere gange sidste år. Det var nødvendigt at lave noget research, så vi kan få bilen meldt udført igen af Mexico. Uden det vil ikke bare vores depositum gå tabt, men vi vil ikke kunne få lov at tage en bil med ind i landet en anden gang. Derfor skal vi have fundet en Banjército, den myndighed, der varetager ind- og udførsel af biler.

Grænseovergangen i San Luis syd for Yuma har en Banjército lige ved grænsen. Det er perfekt, for vores mexikanske bilforsikring er udløbet. Men det kan vel gå an at køre de 100 meter ind over grænsen og tilbage igen. Da der kun er åbent til klokken 12, kunne vi ikke nå det i dag.

Vi kørte ned til San Luis for at se på forholdene. Vi gik en tur i byen, der ikke var særlig spændende, og fik tilladelse til at overnatte på Walmart.

Nu er det i øvrigt Ranvegs tur til at være voldsomt forkølet.

2. februar 2017

Det er Hjørdis’ fødselsdag i dag. Hun bliver 30. Vi skypede længe med hende for nogle dage siden og aftalte en kort skype om aftenen, når hun skulle ud at spise med Kevin, så vi kunne gratulere hende. I weekenden skal hun samle nogle af sine venner og de unge i familien i en hytte i bjergene ved Lviv, Vestukraine. Det lykkedes også at komme igennem på en skype til deres restaurant. Klokken var otte om aftenen i Ukraine, men elleve om formiddagen her i Arizona. Det betød, at besøget hos Banjército på den anden side af grænsen måtte udsættes.

Om eftermiddagen var vi en tur i Yuma. Det er en temmelig stor by, som svulmer op i vintermånederne på grund af de mange snowbirds, der strømmer til på grund af det gode vejr. Mange af de fastboende arbejder for militæret, der har nogle meget store øvelsesområder både nord og øst for byen.

3. februar 2017

I dag skal formaliteterne ordnes med de mexikanske myndigheder. Vi havde overvejet at lade bilen stå nord for grænsen, men det var godt, at vi havde besluttede at tage den med over grænsen, for de skulle se den, fotografere stelnummer og selv fjerne mærkaten i forruden, som vi klistrede på ved indrejsen.

Vi havde troet, at vi bare kunne køre de 100 meter tilbage over grænsen, men der var så lang en kø, at vi måtte et stykke gennem byen for at komme ind i køen. Vi løb jo en risiko, fordi bilforsikringen udløb for et par dage siden. Men der skete nu ikke noget. Der gik det meste af to timer i køen. De sædvanlige handlende gik frem og tilbage mellem de to rækker holdende biler. De var heldigvis ikke aggressive som i Mexicali. Når vi kørte lidt frem, gjaldt det om at være forsigtig for ikke at ramme dem i hovedet med sidespejlet. Der var nogle enkelte tiggere imellem. En af dem så særlig medtaget ud og var beskidt, som om han havde sovet ude i meget lang tid. Han fik alle mine mexikanske mønter. Til gengæld fik jeg et stort smil og en knytnæve, som jeg så skulle trykke min egen knytnæve imod. Derimod fik de næste tiggere ikke noget.

Landskabet her er fladt. Da det ligger tæt på Coloradofloden er der gode muligheder for kunstvanding, så det er landbrugsland, hvor der avles alle tænkelige afgrøder. Der er mange mennesker ansat i landbruget. Et karakteristisk syn i trafikken er hvide busser, der kører arbejderne ud i marken. De kører alle sammen med en trailer med tre toiletskure af den slags, der minder om en gammeldags telefonboks. De står så ude i marken i dagens løb.

4. februar 2017

Tilbage i Yuma ordnede vi praktiske ting og brugte blandt andet bibliotekets wifi for at finde en agent for det forsikringsselskab, vi købte vores mexikanske bilforsikring hos, for vi er nødt til at finde på nye måder for at få de penge tilbage, vi lagde ud, da vi blev bugseret i Zacatecas i november måned. På grund af weekenden må besøget dog vente til mandag.

5. februar 2017

Statsgrænsen mellem Arizona og Californien går lige udenfor Yuma. Ved grænsen skifter tidszonen også. Arizona er en time foran Californien. Nogle få kilometer inde på den californiske side ligger et stort naturområde, der hedder Imperial Sand Dunes. Det er et stykke sandørken uden nogen som helst form for vegetation. Området er 65 kilometer langt og 8 kilometer bredt. Vi så resterne af en plankevej, der for 100 år siden var den eneste vej gennem området, og gik en dejlig tur i ”klitterne”.

Mange amerikanere er nogle store legebørn selv højt op i alderen. De kører rundt i sandet og også andre steder i ødemarken i deres små OHV’er. Det betyder Off Highway Vehicles – køretøjer, der er beregnet til at køre med på andre steder end landevejen. De larmer og støver, men der er helt klart nogle, der nyder det.

Vi kunne godt tænke os at overnatte i området, men ville lige undersøge, om der var nogle formaliteter, der skulle overholdes. Det var der: en afgift på $50. I stedet fik vi et kort og en forklaring på, hvor vi kunne overnatte gratis. Det viste sig at være en god idé, for det var lige ved en forladt mineby. Selvom der ikke var ret meget at se, var der alligevel lidt bygningsrester og mineskakter, og man kunne gå og forestille sig, hvordan det var, da der boede 500 mennesker med skole, kirke, barer og så videre. For 100 år siden var det et meget afsides sted.

Spøgelsesbyen Tumco, hvor kun spredte teglsten og nogle fundamenter vidner om den menneskelige aktivitet, der en gang var her.

6. februar 2017

Vi opsøgte en agent for forsikringsfirmaet og beklagede vores nød. Hun var meget imødekommende og kunne godt forstå vores frustration over at have kæmpet så længe for at få vores tilgodehavende. Det er en slags kinesisk æske. Agenten forhandler forsikringer for et amerikansk firma, der forhandler mexikanske bilforsikringer. Det mexikanske selskab har så indgået en kontrakt med et mexikansk firma, der hedder AUSA, som står for al bugsering i den nordlige halvdel af Mexico. Det er AUSA, vi har problemer med. Det kinesisk-æske-system betyder, at alle lægger ansvaret fra sig. ”I skal ringe til det mexikanske forsikringsselskab,” fik vi at vide. ”Det har vi gjort for længe siden, men de sagde, vi skulle ringe til AUSA.” AUSA har vi ringet og skrevet til et utal af gange. ”Vi arbejder på det,” svarer de, men der sker ingenting. Nå, men hun var meget imødekommende og kontaktede sin supervisor, men fik at vide, at det var begrænset, hvor meget de kunne hjælpe os, fordi vi ikke havde købt forsikringen hos dem. Vi blev enige om at droppe det og i stedet køre de 400 kilometer til Tucson til den mægler, vi købte forsikringen hos. Vi havde alligevel besluttet at udforske et område, der ligger sydøst for Tuscon.

Igen i dag skal kloakvandet tømmes af. Vi har fundet en benzinstation, hvor vi kan gøre det gratis, men det foregår på den måde, at de skal have et kørekort som pant for nøglen til kloakken og vandet. Da vi var der for nogle dage siden, studerede den unge dame, der stod ved kassen, mit kørekort meget omhyggeligt og sagde så: ”Danmark, hvor ligger det?” ”I Europa nord for Tyskland og syd for Norge,” forklarede jeg, men jeg kunne se på hendes øjne, at hun var helt blank. Vi snakkede lidt om det, og jeg forklarede hende så, at det er ligesom wienerbrød, der hedder danish på amerikansk.

I dag var det så den samme kassedame. Da der ikke var andre kunder i butikken, spurgte jeg hende, om hun havde fundet Danmark på kortet. Det havde hun nu ikke, men tog fluks en brun papirpose og bad mig skrive det på den. Da jeg gik, kunne jeg høre, hun spurgte en anden ansat: ”Har du nogensinde hørt om Danmark?”

Det er forhåbentlig ikke repræsentativt for unge menneskers kendskab til Europa.

7. februar 2017

En god lang køredag. Der er fladt mellem bjergene, der ligger som muldvarpeskud på en græsplæne. For det meste var det helt øde områder, vi kørte igennem, selvom der var nogle få bebyggelser omgivet af landbrugsland. Efter et par timers kørsel kom der flere og flere af den store saguarokaktus, der er så karakteristisk for Arizona og den nordlige Mexico.

I Tucson kørte vi hen til det casino, hvor vi overnattede, da vi var her sidst i oktober, inden vi kørte ind i Mexico. Den gang var der kun et par andre campere foruden os. Nu er der næsten helt fyldt op. Vi gik en tur på parkeringspladsen, inden det blev mørkt og faldt i snak med et hyggeligt canadisk par, som havde mange rejseerfaringer.

I Amerika er alting stort, siger man. Det passer også. I hvert fald når det gælder campere. Denne camper med flagstang og flag på Casino del Sols parkeringsplads er en såkaldt fifthwheeler med tre slide-outs på den ene side og én på den anden. En slide-out er en sektion, der kan trækkes ud, så der bliver mere plads.

8. februar 2017

Vi blev taget godt imod hos forsikringsmægleren. Hun tog sig af vores sag og vidste, hvem hun skulle kontakte i HDI Seguros, det mexikanske forsikringsselskab. De sagde, at det var helt forkert og imod deres regler, at vi skulle lægge penge ud for bugseringen, og nu vil de selv tage kontakt med AUSA, det firma, der træffer aftaler med lokale bugseringsfirmaer, og som er dem, vi slås med. De støttede os med andre ord, så vi nu kan se frem til at få vores tilgodehavende.

Da vi senere på dagen gik i et supermarked, blev vi enige om, at det skulle fejres med en øl til aftensmaden. Ranveg spurgte en midaldrende mand, der var kunde, om hvilket ølmærke han kunne anbefale. Hun ville gerne have en mørk øl. Men da han aldrig drak mørk øl, vidste han det ikke. ”Jeg går lige hen og spørger lederen af afdelingen. Det er en, jeg kender godt,” sagde han og kom tilbage med svar et øjeblik efter. Vi snakkede kort med ham om vores rejse. Han havde lagt mærke til camperen ude på parkeringspladsen. Lidt senere mødte vi ham igen ude ved bilen, hvor han takkede for samtalen. Nogle gange kan man glæde andre uden selv at vide det.

Det forekommer mig i øvrigt, at jeg har set det samme ølmærke i Brugsen i Vrå.

9. februar 2017

Tucson er en meget stor by. På nettet havde vi fundet en forretning, der skulle sælge noget godt kød. Supermarkedernes kvalitet er vi nemlig ikke imponerede over. Der viste sig at være 38 kilometer tværs gennem byen. Selv med firsporede veje hele vejen og effektiv afvikling af trafikken tog det alligevel en time.

Vi fandt en campingplads i et vidunderlig skønt område lige vest for byen. Her er, hvad man kan kalde en frodig ørken, hvis sådan noget findes. Der er i hvert fald en frodig bevoksning af mange forskellige slags ørkenplanter, altså kaktus og andre hårdføre planter. Lige i nærheden ligger Saguaro National Park.

10. februar 2017

I dag er det nationalparken, der står på programmet. Vejret er blevet ualmindelig godt. Temperaturen er op mod 30 grader, og det er usædvanlig varmt for årstiden. Nationalparken er typisk for amerikanske nationalparker. Infrastrukturen er i top med veje, parkeringspladser, picnicområder og information om naturen. Der er tydeligvis afsat store beløb til formidling. Vi gik tre ture, hvor der var sat skilte op med oplysning om dyre- og planteliv. Noget var nyt for os, noget kunne vi huske fra sidste år, og noget trængte vi til at få genopfrisket. Interessant var det at få et indblik i, hvordan de forskellige arter og kaktus har forskellige strategier for at klare sig i disse ekstremt tørre og varme områder.

Den ene af de tre stier førte til et sted med helleristninger, som anses for at være omkring tusind år gamle. Der var dyremotiver, sol og geometriske motiver.

På en bænk på vej op til helleristningerne sad en gammel mand. ”Jeg blev opereret for 6 uger siden, så jeg kan ikke holde ud at gå længere,” forklarede han. Da han hørte, vi var fra Danmark, fortalte han, at han er af finsk afstamning. Bedsteforældrene udvandrede, og begge hans forældre var finner. ”Jeg er den sidste rene finne i familien. Resten er blandede,” forklarede han. Sproget kunne han endnu, og vi fik en prøve på det. Da vi havde sagt farvel til ham og skulle til at gå hver til sit, vendte han sig om og sagde helt uden sammenhæng med det, vi havde talt om: ”Lige en ting til: I skal ikke være bekymret for vores nye præsident. Vi skal nok tage os af ham!”

Se også billedserien fra Saguaro National Park

11. februar 2017

Fra campingpladsen går en sti ud i terrænet. Vi fik gået en dejlig lang tur og nød stilheden.

Om eftermiddagen så vi The Sonoran Desert Museum, som viser alt, hvad der har med ørkenen at gøre og mere til. Nogle af ørkenens vilde dyr var holdt i fangenskab og vi så blandt andet den sjældne mexikanske ulv (billedet). Man mener, at der kun lever 50 individer frit i naturen. Der var også en puma. Den er ikke så sjælden, men da den lever skjult, ses den sjældent. Det store kattedyr kan være meget farligt. Der var en spændende kaktushave, hvor man også kunne se kaktus fra andre dele af verden. Selvom de så anderledes ud, var det så tydeligt, at de havde alle grundlæggende træk til fælles, fordi de er tilpasset samme levevilkår. I en udstilling om jordens tilblivelse var der udstillet en meteorsten bag en plexiglasplade. I glaspladen var der et hul, der lige passede til en finger, og gæsterne blev opfordret til at røre ved stenen. ”Det er sandsynligvis den ældste genstand, du kommer til at røre ved i hele dit liv,” stod der på et skilt ved siden af med en forklaring om, at denne meteorsten er meget ældre end jorden og sandsynligvis også ældre end solen.

En sjov ting ved at bo på campingpladsen er, at vi hver aften kan høre coyotierne hyle eller synge. Det er en hund. De lever i flok og meddeler sig til hinanden med deres sang. De har mange forskellige toner, og deres hyl har forskellig længde. I musiksproget ville man sige hele, halve, kvarte og ottendedels noder. Koncerten varer højst et par minutter.

12. februar 2017

Vi gik en skøn tur op på toppen af et fjeld. Her var stenene røde. Det var overskyet, men en gang imellem brød solen alligevel igennem skyerne.

Vi kom til at tale med en mand, der var meget optaget af, at vi var fra Danmark, for han havde været amerikansk soldat udstationeret i Berlin og insisterede på at tale tysk med os, hvilket han var fremragende dygtig til. Det var ligesom vi havde noget til fælles med Europa.

Han er langtfra den eneste amerikaner, vi har mødt, som har været udstationeret på en base i Tyskland, og hver gang har der været den fornemmelse af fællesskab. Det slog mig, at det har stor betydning, at så mange amerikanere kender Europa på den måde – især nu, hvor den nye chef i Det hvide Hus stiller spørgsmål ved, hvad USA vil med Europa.

Vi var desværre nødt til at forlade området, for køleskabet trængte til at blive fyldt op.

14. februar 2017

En meget indholdsrig dag med to interessante og vidt forskellige seværdigheder. Først kørte vi ud til Mission San Xavier del Bac lidt syd for Tucson. Det er en missionsstation grundlagt af spanske missionærer. Padro Kino kom hertil i 1692 som den første europæer og opførte et kapel i 1700. Den nuværende kirke er opført i 1783 og anses for at være et af de fineste eksempler på spansk kolonitidsarkitektur i USA. Den hvidkalkede kirke har to tårne, hvoraf det ene ikke er fuldført. Det meste af inventaret, der er lidt ældre end kirken, er indkøbt i Mexico. I dag fungerer den som kirke for indianermenigheden, og vi lagde mærke til, at de ærer en indianerhelgen.

Billedserie San Xavier del Bac

Da jeg var elev på Askov Højskole i 1972-73, var Finn Slumstrup lærer på skolen. Hver lørdag formiddag havde han en time, som han kaldte udenrigspolitisk orientering. Jeg husker tydeligt, at han fortalte os om våbenkapløbet i den kolde krig og det vanvittige i, at USA og det daværende Sovjetunionen var i stand til at udslette hinanden med atomvåben ikke én gang, men mange gange. Han fortalte, at begge lande havde atommissiler anbragt i underjordiske siloer, og at de kunne fyres af med et varsel på ganske få minutter. En del år senere kom så nedrustningsforhandlingerne, og langdistanceraketterne blev destrueret.

Sådan en silo med et atommissil så vi i dag. Det er det eneste missil og den eneste silo, som ikke blev destrueret efter nedrustningstraktaten. Det blev bevaret som museum, Titan Missile Museum. Langt nede under jorden gik vi gennem tonstunge døre, der kunne beskytte mandskabet mod alt andet end en fuldtræffer. I kommandocenteret så vi, hvor den kode skulle tastes ind, som udløser affyringen. Mandskabet i kommandocenteret stod kun for affyringen. Andre havde indstillet målet. I kommandocenteret var der kun tre knapper med teksten: Mål 1, Mål 2 og Mål 3. Som guiden sagde: ”Det dur ikke, hvis du skal affyre et missil mod f.eks. Ukraine, hvis din bedstemor stammer derfra.” Det var godt at høre om alle de sikkerhedsforanstaltninger, der var for at forhindre et missil i at blive fyret af ved et uheld. Men for at det skulle virke afskrækkende, var det som Finn Slumstrup i sin tid påpegede, muligt at affyre et missil i løbet af et par minutter fra præsidenten havde givet ordre til det.

Det kunne naturligvis ikke undgå at gøre indtryk at stå ansigt til ansigt med et stykke historie, som ikke er fjernere, end at vi selv husker den tid. Ja, heldigvis er det historie, men i dag står vi overfor et aggressivt og uberegneligt Rusland, der slet ikke kender til mådehold, og samtidig er der en ny og usikker ledelse i Det hvide Hus med en præsident, som ikke er tilbøjelig til at lytte til andre. Risikoen for at der kan ske et alvorligt uheld, der udløser en krise, som eskalerer og ikke kan stoppes, er stor.

15. februar 2017

Vi har overnattet ved Walmart i Nogales, der ligger lige på grænsen. Det gjorde vi også, da vi krydsede grænsen i efteråret.

I Mexico havde vi købt en datapakke til mobiltelefonen, som også skulle virke i USA. Men hende, der skulle installere den, kunne ikke finde ud af det og installerede i stedet for en anden pakke, som ikke virker i USA. Men tæt på grænsen virker den.

Der var forskellige ting, der skulle ordnes på computeren. Vi fandt et sted, vi kunne parkere kun lidt over hundrede meter fra grænsen, og nettet virkede perfekt. Vi holdt der det meste af dagen. Eneste ulempe var, at et parkometer hele tiden skulle fodres med mønter.

Når Donald Trump taler om at bygge en mur mod Mexico, så er det ikke noget nyt. Der blev faktisk bygget en mur langs dele af grænsen under præsident Bush for at bremse illegal indvandring og smugleri. Den går lige igennem tvillingbyen Nogales.

Lige ved siden af det sted, vi parkerede, gik jernbanen, som passerer grænsen. Når vi puttede mønter i parkometeret, lugtede det kraftigt af tjære fra svellerne. En stor port i muren kunne åbnes, når et tog skulle igennem. Der kom kun ét tog, mens vi var der. Det havde til gengæld 5-6 lokomotiver foran og måske hundrede vogne. På et tidspunkt holdt toget stille i meget lang tid og spærrede en eller flere jernbaneoverskæringer i byen. Bilisterne måtte bare vente tålmodigt.

Om aftenen var vi på indkøb i Walmart og blev forundret over, så mange varer de har. Selv akvariefisk kan man få. Butikken er så stor, at det ikke er til at beskrive, men brugserne i Løkken og Vrå virker som nogle små snasker i sammenligning.

16. februar 2017

Inden vi skulle køre, måtte jeg lige ind efter et par ting, vi havde glemt at købe i går aftes blandt andet tortillas. Butikken er som sagt kæmpe stor, og det betyder, at man kan bruge meget lang tid på at lede efter en bestemt ting. I grønsagsafdelingen spurgte jeg en mand, der sikkert var mexikaner. Han var tydeligvis glædeligt forundret over, at jeg, der ikke ser spor mexikansk ud, ville have tortillas. Han fulgte mig helt hen til den rigtige reol, og inden han gik, gav han mig hånd.

Ikke så langt fra Nogales ligger en lille statspark, der hedder Patagonia Lake State Park. Statsparkerne hører under delstaterne, mens nationalparkerne administreres af de føderale myndigheder. Vi havde egentlig valgt den, fordi vi skulle have tømt vores spildevandstanke, og fordi der ikke er mulighed for det i Nogales, og så tænkte vi, at vi altid kunne gå en tur. Det viste sig at være et positivt bekendtskab. Vi gik en tur langs vandet og nød den kraftige fuglesang i rørskoven. Lidt forbløffet blev vi over skilte, der advarede mod pumaer, og af et opslag fremgik det, at der ville være en fugletur næste morgen.

17. februar 2017

Der var mødt mange mennesker op til fugleturen. Heldigvis var der flere ledere, og vi kom i en gruppe for absolutte begyndere. Spætte, gærdesmutte, sangfugl, spurv, fluesnapper og så videre er det ikke så svært at genkende, men de har andre fjerdragter her, ligesom der er fuglefamilier her, som vi ikke kender derhjemme. Der var strålende farver som postkasserød, blå, gul og de flotteste farvesammensætninger. De mange nye fuglenavne kan jeg dog ikke huske. Det fine ved at være på en organiseret tur er, at man ser meget mere, end når man går alene.

Og indimellem fuglene blev det til en hyggelig snak med nogle af de andre deltagere. Jeg lagde mærke til, at en mand havde et teleobjektiv ligesom mit. Det har jeg aldrig set før, så det fik vi selvfølgelig en snak om. Det viste sig i øvrigt, at han var af dansk afstamning. Bedsteforældrene var udvandret fra København. De havde været meget velhavende og havde boet i et palæ. Det er lidt usædvanligt, at folk med den baggrund udvandrer, men desværre vidste han ikke, hvorfor de var udvandret.

Billedserie Patagonia Lake State Park

Da vi skulle være ude af campingpladsen inden klokken 12, måtte vi desværre gå, inden fugleturen var færdig.

I Sierra Vista brugte vi internettet på biblioteket blandt andet for at finde ud af, hvor vi nu skulle køre hen. Vi følger lige nu en turistrute sydøst for Tucson, men der er ikke så mange muligheder for gratis overnatning. Vi valgte at køre til Bisbee, en tidligere mineby, hvor der er flere ting at se, og fandt en campingplads i gåafstand fra byen.

Her er landskabet bjergrigt. Bisbee ligger i 1750 meters højde. Der er vintergråt. Græsset er dødt, og træerne står uden blade – kort sagt som hjemme i februar og marts. Vejret er koldt. Ifølge indehaveren af campingpladsen er vejrforholdene dog unormale. Der er tale om en koldfront, der skal passere.

18. februar 2017

Det er ikke vejr til at være ude. Heldigvis har vi god varme i camperen, og det meste af dagen gik med at lave en billedserie til hjemmesiden om San Miguel de Allende.

Om eftermiddagen vovede vi os alligevel ud og gik en tur i byen, der ligger i kort gåafstand fra campingpladsen. Mens vi nød en kop kaffe på en cafe, kom der en voldsom regnbyge, så caféen på kort tid blev fyldt med mennesker. Denne vejrtype med regn og blæst kender vi alt for godt hjemmefra.

19. februar 2017

Efter vejrmeldingen skulle det være den sidste dag med dårligt vejr. Det er derfor ideelt vejr til at arbejde med hjemmesiden og få de sidste billedserier fra Mexico gjort færdige. Denne gang blev det en serie fra Todos Santos.

Om eftermiddagen gik vi på museum og blev bekendt med historien om kobberminen, der er grunden til, at der ligger en by her. Udover kobber er undergrunden her usædvanlig rig på mineralforekomster af mange forskellige slags. Der var udstillet nogle eksempler på mineraler, som havde de utroligste farver.

Senere var vi på tur inde i minen og fik en instruktion i arbejdsprocesserne og forholdene for minearbejderne. Vi havde på forhånd fået at vide, at vi skulle tage godt med tøj på, for der er koldt inde i minen, men luften udenfor var faktisk koldere.

20. februar 2017

Vejrmeldingen holdt, hvad den lovede. Vejret er væsentligt bedre i dag. Det er solskin, og der er varmt i solen, men luften er stadig kølig. Efter mere arbejde med hjemmesiden, gik vi en tur i den historiske bydel med en folder i hånden, som fortalte om byens historie. De første kom hertil i 1880’erne, men det meste af byen er opført i årene 1900-1920. Bygningerne er tegnet af veluddannede arkitekter. Det var en periode i arkitekturhistorien, som ikke havde sin egen byggestil, men lånte stilelementer fra andre perioder. Tendensen kendes også fra kirkebyggeriet – og sikkert også andre former for byggeri – i Danmark.

Turen i dag gik gennem den gade, hvor saloonerne lå. Der ligger stadig en saloon, der har været i drift lige siden 1902. Byrådet havde forbudt female entertainment i saloonerne, så pigerne var henvist til et område længere oppe ad gaden, hvor man stadig kan se de støbte trapper op til de boder, hvor de har leveret deres ydelser.

21. februar 2017

Nu er vejret perfekt. Alligevel ville jeg gerne gøre den sidste billedserie færdig med billeder fra Baja California. Det blev dog først til aften. Ranveg havde fundet nogle udenfor, som hun stod og talte med, men kom så ind og sagde: ”Niels, kom lige herud, for der en mand, der så gerne vil snakke tysk.” Han fortalte mig, at han var udvandret til Canada for 50 år siden og har levet et godt liv. Det særlige ved det var, at han nød for en gangs skyld at tale sit modersmål. Der var også nogle andre til stede, og det var en rigtig fornøjelig formiddag.

Om eftermiddagen gik vi den sidste af de historiske ture gennem byen. Denne gang gik vi gennem et kvarter med skoler og kirker. En metodistkirke opført af træ var særlig nydelig, og det var sjovt at tænke sig, at den var opført af frivillig arbejdskraft hovedsagelig minearbejdere, som har arbejdet på byggeriet efter fyraften i lyset fra de lygter, de også brugte i minen. En KFUM-bygning (billedet herunder) var meget statelig og opført i italiensk stil.

22. februar 2017

I dag blev den sidste billedserie fra Mexico uploadet. Det er en længere serie fra Baja California.
På vej til et supermarked holdt vi ind på en parkeringsplads, hvorfra der var udsigt over den kæmpestore åbne kobbermine. Arbejdet standsede i 1975, men kæmpehullet er der endnu. Her oplevede vi noget, der er meget amerikansk, og som vi har oplevet flere gange. Der kom en hen og kommenterede vores camper, og et øjeblik efter var vi inde i en god og spændende diskussion om Amerika og især om Donald Trump. De to var meget berørte af situationen. Han kunne ikke blive afsat hurtigt nok. Vi kunne kun være enige.

Billedet herunder viser den åbne mine set fra campingpladsen.

Om eftermiddagen sad vi og hyggede os med de to par, vi var sammen med i går. Solen gik ned bag fjeldet, og det blev køligere. Senere gik den rigtig ned, og det blev koldt. Et par gange måtte vi hen i camperen efter mere varmt tøj, men hyggeligt var det at møde nogle, der lever på samme måde som os, men også at høre om, hvordan det er at leve i henholdsvis Canada og USA.

Da det var mørkt, kom en flagermus baskende forbi. Det er første gang, jeg har set en flyvende flagermus.

23. februar 2017

Op ad en stejl bakke i byen ligger et hus, der er opført af en svejtsisk indvandrer i 1902. Det er blevet restaureret og møbleret med møbler og andre genstande fra samtiden og indrettet som museum. Efter rigtig amerikansk tradition drives det af frivillige med et tilskud fra kommunen, som blandt andet består i at holde haven. Det var en gammel mand, der viste rundt i det charmerende hus. Udsigten ned over byen var simpelt hen fantastisk. Vi har tidligere set museer drevet af frivillige, og så får vi næsten altid også en historie om deres arbejde og indsats og kan fornemme den energi, der er i konceptet.

Efter rundvisningen fortalte han lidt om byen. Miraklet er, at den har formået at overleve efter minelukningen. Det attraktive bymiljø tiltrækker mange pensionister, men mange byhuse er også solgt som feriehuse og er følgelig kun beboet en del af året. Det kendes også fra Løkken og i mindre grad fra Børglum, Vittrup, Vrensted osv. Det er ikke den bedste løsning for en by, der er plaget af fraflytning, men klart den næstbedste. Den gamle mand fortalte videre, at der også bor en del, som arbejder på nærliggende militærbaser, eller som er ansat i grænseværnet. Der er kun en halv times kørsel til grænsen. Dertil kommer, at byen er en slags mini San Fransisco, som han udtrykte det, fordi der er en stor gruppe af skæve eksistenser lige fra hippietyper til krigsveteraner, der har fået sår på sjælen, og unge mennesker, der lever af fars og mors penge.

24. februar 2017

Først bestilte vi to overnatninger på campingpladsen. Så forlængede vi det med to mere, og til sidst forlængede vi det til en uge. Det har været et dejligt sted at være, men nu er det tiden at komme videre. Inden vi kørte, kom vores nye canadiske venner over og sagde farvel. Når man rejser, som vi gør, er det meget med at sige goddag og farvel. De fleste møder man kun en enkelt gang, og så er det rart at have nogle aftaler med nogle om at ses igen, skulle vejen falde forbi.

Næste mål er Douglas, som kun ligger 40 kilometer væk. Den er opført samtidig med Bisbee. Anledningen var behovet for et smelteværk til behandling af kobbermalmen, og forholdene var bedre her. I centrum gik vi en tur og så de gamle bygninger, som var fine og arkitekttegnede, men bymiljøet som sådan kunne ikke måle sig med Bisbee. Det gør selvfølgelig også noget, at Bisbee er klemt inde i nogle snævre dale, mens Douglas ligger på en flad mark. Som et kuriosum er der en blok, altså bebyggelse omkranset af fire gader vinkelret på hinanden, hvor der ligger en kirke på hvert hjørne. Det skulle efter sigende være det eneste sted i verden, det forekommer. På billedet herunder ses tre af kirkerne.

Sightseeingen tog ikke så lang tid, så vi brugte resten af eftermiddagen på et møntvaskeri, som var rigtig udmærket. Der er stor forskel på dem. Vi starter altid med at inspicere vaskeriet for at se, hvilke type maskiner de har, og om de er nye eller nedslidte osv.

Her er der ikke så gode muligheder for at campere gratis, så vi fandt en simpel og billig campingplads ved en golfklub. Der er også det ved det, at det er så spændende i øjeblikket, at følge med i, hvad der sker i Det Hvide Hus med de galninge, der nu er flyttet ind. Putins forbrydelser skal vi også helst følge med i.

25. februar 2017

Gps’er er nyttige, men skal bruges kritisk. Gps’en kendte koordinaterne på Slaughter Ranch, som vi ville besøge, men ledte os en helt forkert vej, som ville indebære nogle markveje med adskillige led og skilte med adgang forbudt. Det betød 50 spildte kilometer. Tilbage i Douglas fik vi en forklaring på den rigtige vej forklaret på turistkontoret. På vej derud så vi en flok muledeer, en art hjortedyr, der sprang over vejen.

Slaughter Ranch er en kvægfarm etableret af den farverige person John Slaughter i 1884, men er nu indrettet som museum. Da han og hans familie kom dertil, var der stadig kampe med indianerne. Uroen under den mexikanske revolution bidrog også til dramatikken, da Pancho Villas og hans folk kom op mod grænsen sydfra. Fra stuehuset er der kun et par hundrede meter til landegrænsen. Den amerikanske hær havde i de år etableret en udpost ved ranchen. Museet gav et glimrende indblik i hverdagslivet på en afsides beliggende ranch, og gennem tekster og fotos blev der tegnet et levende billede af de mennesker, der boede der.

Se historien om John Slaughter: Lov og orden i det lovløse Vilde Vesten

26. februar 2017

Vi blev enige om at forlænge vores ophold på campingpladsen med en ekstra nat og gik ind i golfklubbens bar for at få det ordnet. Ved indgangen sad et opslag, der bekendtgjorde, at det er forbudt at tage skydevåben med ind i baren. Det giver et gib i én, og man bliver lige mindet om, at her er det lovligt at bære skydevåben. Der var fornylig en, der fortalte, at i USA bliver der dræbt flere ved private skydevåben end der er dødsfald i trafikken. En anden fortalte, at en af Donald Trumps første embedshandlinger var at ophæve et præsidentielt dekret, Obama havde udstedt, som forbød folk, der var erklæret uarbejdsdygtige på grund af sindslidelser, at eje skydevåben. Man kan sige, det er et lille forkølet dekret, men det var, hvad Obama kunne komme igennem med.

I går var vejret flot med solskin fra en blå himmel. I dag er det koldere og overskyet. Vi har fundet en rundtur, vi kan køre, som passerer et sted, der hedder Rucker Canyon. På kortet så det ikke så langt ud, men rundturen var alligevel på 150 kilometer. Det meste var grusvej. Nogle strækninger var endda primitiv vej, hvor det foregik i de laveste gear. Turen gav et spændende indtryk af landskabet. Det første lange stræk var over sletteland, hvor der var spredt bebyggelse, og jorden, der ikke kan dyrkes uden kunstvanding, blev i stedet anvendt til kreaturafgræsning – altså ranchdrift.

Oppe i bjergene er græs den dominerende plante. Her lå der også rancher. Arealerne er så store, at der er flere kilometer fra den ene nabo til den næste.

Rucker Canyon ligger højt, og der var meget koldt. I højderne er der tillige skov, så det var begrænset, hvad vi så, men køreturen var dejlig.

27. februar 2017

Nu er tiden inde til at komme videre. Næste mål er nationalparken i Chiricahuabjergene. Først gik turen gennem det flade ranchland, mens vi kunne se bjergene længere væk. Det er altid fascinerende at iagttage, hvordan landskabet forandrer sig, når man kører. På det flade land er der spredt bevoksning af lav tørketålende buskvækst, men der er også enorme arealer, hvor græsvæksten dominerer. Langs vejene er der hegn af hensyn til kreaturerne. Højere oppe i bjergene tager skoven over, og landbruget hører op.

Den eneste campingplads i Chiricahua National Monument var fuldt belagt, men på Visitor centeret anbefalede de os at køre ud ad en lille vej til vi kommer til skovvæsnets område. Dér er det tilladt at campere hvor som helst.

Med den besked kørte vi ind i nationalparken – det vil sige op på toppen i næsten 2100 meters højde. Der var der koldt, og det blæste hårdt. Men hvilket syn. Området er fuldt af naturligt dannede søjler, som består af en hård stenart, ryolit, der står tilbage, mens de omgivende blødere stenarter er eroderet væk over en periode på op til 27 millioner år. Så er det, man tænker: Hvad er en million år? Set herfra – fra et menneskes perspektiv – er det så lang tid, at man ikke kan forestille sig det. Men i forhold til 27 millioner år er det jo kun en mindre del. Svimmel, ja, det kan man godt blive af at tænke på det.

Det blev til mange billeder på trods af vejret og på trods af de lidt kedelige lysforhold. Måske lysforboldene er bedre i morgen?

Efter nogle kilometer på en vej, der var som et vaskebrædt – det vil sige kørsel i første gear, fandt vi et sted at parkere for natten, inden det blev helt mørkt.

28. februar 2017

Der var musestille hele natten. Fordi vi ankom lige før mørkets frembrud i går aftes, tog vi bare det første det bedste sted, vi kunne holde væk fra vejen. Der kom ikke en eneste bil forbi før en gang op ad formiddagen.

På vej tilbage gjorde vi holdt i vejkanten for at tage et par billeder af græslandet. Kameraet stod på stativ, og jeg ventede på, at skyerne skulle glide væk, så der kunne komme en solstråle hen over landskabet. Mens jeg stod der, kom en stor fin bil og gjorde holdt. Du rullede vinduerne ned og spurgte, hvad jeg fotograferede. Det var et ældre ægtepar, og de kunne fortælle mig, at jeg var den første dansker, de nogensinde har mødt, selvom de havde deres rødder i Tyskland og Tjekkiet. De var ranchfolk i Texas og derudover avlede de en særlig slags nødder. De var kørt her til Arizona for at købe jord til at udvide deres nøddeproduktion. Den lette måde at få kontakt på gør USA til et godt land at rejse i.

Vi kørte tilbage til nationalparken Chiricahua Mountains i håb om få et bedre fotolys end i går. Det kom også. En gang imellem. I den slags vejr bliver landskabsfoto til en form for actionfoto, fordi det flotte lys, der falder over landskabet, er væk igen om måske 15 sekunder.

I Willcox fandt vi en billig campingplads i tilknytning til en saloon en kilometer udenfor byen. Afregningen foregik inde i baren, hvor en håndfuld mænd sad og hyggede sig. Willcox er wild west.

Forrige side Januar 2017

Næste side Marts 2017