Sneglefart

Januar 2019

26. januar 2019

For første gang fløj vi om natten på vej vestpå. Vi forlod Amsterdam sent om aftenen. Det gav mange timer at sove i. For mit vedkommende sov jeg fra et sted mellem Island og Grønland til Texas’ Golfkyst. Ikke dårligt.

Det er mærkeligt, at selv sådan nogle lange flyrejser kan blive til rutine, når man tænker på, hvordan det krilrede i maven første gang. Til gengæld er det ikke rutine at bruge offentlige transportmidler i Danmark. Jeg skulle med rutebil fra Brønderslev til tandlægen i Løkken. På vej hen til stationen gik jeg og tænkte på, om de 100 kroner, jeg havde i kontanter, ville være nok til en returbillet. ”Er du pensionist?” ville buschaufføren vide. ”Ja.” ”Så er det 16 kroner.”

Mens vi var hjemme skete der et par ting, som lige skal nævnes. Jeg holdt rejseforedrag i Børglum med billeder og historier fra vores rejse. Og så havde vi lige efter nytår besøg af en journalist og en fotograf fra ugebladet Hjemmet. Der kommer en historie om os til februar. Vi vil gøre opmærksom på det, når vi kender udgivelsesdatoen.

27. januar 2019

Efter flyskift i Mexico By ankom vi til Mérida klokken 8 om morgenen, hvilket svarer til 3 om eftermiddagen dansk tid. Herefter tog vi en taxa til rutebilstationen. At chaufføren så satte os af ved en forkert rutebilstation, betød, at vi måtte have endnu en taxatur. Inden middag ankom vi til Izamal. Selvom rejsen var nem, og vi efter forholdene havde sovet godt, faldt vi alligevel om på sengen, da vi nåede frem til camperen. Lige da vi kom frem, begyndte det at øsregne. Det medførte strømafbrydelse, som igen betød, at vi ikke kunne få vand på camperen. Strømmen kom dog igen hen på aftenen, så tanken kunne blive fyldt op.

Rejsen gik som sagt let og ubesværet. Det mest bemærkelsesværdige, der skete, var, at vi talte med flere hyggelige mennesker undervejs. I flyet fra Amsterdam sad Ranveg ved siden af en ung mexicaner fra de højere samfundslag. Hendes far havde et stort bygge- og arkitektfirma, og hun var selv uddannet arkitekt. Hun var nu på vej hjem fra Irland, hvor hun havde været til søsterens forlovelsesgilde. Hun vidste, at vejret i Irland er koldt i januar, så hun havde forberedt sig ved at købe en jakke hjemmefra. ”Den er rigtig lun og god,” havde ekspedienten bedyret. Men da hun kom frem, måtte hun erkende, at der er forskel på mexickansk og irsk kulde, så hun måtte købe en rigtig vinterjakke. Hun talte engelsk som en indfødt antagelig, fordi forældrene havde sat hende i en international skole. Til gengæld kunne hun ikke tale det indianersprog, hendes bedsteforældre havde talt til daglig.

Hun havde også fortalt, at faderens firma for kort tid siden havde fået 3 pickup truks stjålet på en gang. På politistationen havde de sagt, at nu havde de fået anmeldelser om 134 stjålne pickup trucks på én dag, og at han ikke skulle regne med at få sine biler tilbage. Det er benzintyvene, los huicholeros, der stjæler dem og bruger dem til at transportere benzin på. Derefter stikker de ild til dem.
Da vi stod i kø for at købe billet til rutebilen, stod der et turistpar foran os, der fik hjælp af en mand i køen til at købe billet. Da vi havde fået vores billetter og kom ind i ventesalen, gjorde manden tegn til, at vi skulle sætte os ved siden af dem. Det viste sig, at de var fra Polen. Hans engelskkundskaber var meget mangelfulde, og hun kunne et noget uforståeligt tysk. Spansk kunne de slet ikke. Men de havde et enormt mod på udfordringerne alligevel. De skulle være en uge i Mérida og ville have mest muligt ud af det, inden de skulle videre på et familiebesøg i Belize.

Mens vi talte med dem, kom en dame sådan cirka i bedstemoralderen. Hun ville have mig til at læse destinationen på sin billet. Jeg tror ikke, hun selv kunne læse det. Hun var nemlig kineser, forklarede hun. Hun havde også et vældigt gåpåmod. Ude på perronen var der blandt de ventende en ung mor med et lille barn på armen. Den kinesiske dame begyndte at tale til barnet med lyde og fagter, og i løbet af mindre end to minutter fik hun lov at så med barnet på armen, og barnet så ikke det mindste utryg ud.

Fra rutebilstationen i Izamal skulle vi have en taxa til hotellet, hvor camperen stod. Det er en taxatur til 10 kr. Ranveg havde iagttaget et ordskifte. De var ikke klar over, at hun kan spansk, så de talte om os. Der var en, der sagde til en anden: ”Hvis du tager hendes kuffert, så får du drikkepengene.” Så sagde Ranveg på spansk: ”Der bliver ingen drikkepenge.” Herefter skiftede stemningen til stor imødekommenhed. Chaufføren var også yderst elskværdig, selvom han blev dyngvåd, da vi nåede frem – og fik selvfølgelig gode drikkepenge.

28. januar 2019

Dagen før vi rejste hjem i december gik vi helt ud for gas, og der var ikke tid til at få fat i mere. Så vi vidste, at vi kom frem til to tomme gasflasker. Altså var der hverken morgenkaffe eller morgenmad. Køleskabet kører jo også på gas. Morgenmaden fik vi derimod på en restaurant inde i byen. På torvet stod der to europæiske campere, som havde overnattet der. Vi så dem også i aftes.

155443izamal
Motiv fra Izamal

Hotellets ejer, Harald, er østriger. Han var i Europa, men havde fået sin tyske ven, Klaus, til at passe hotellet imens. Der var også en enlig tysktalende mand, som boede i en ældgammel camper, han var ved at reparere. Han havde et ganske særligt frisprog overfor Klaus, som smilede imødekommende. Han kunne for eksempel sige: ”Camping ist schön, aber Service ist scheisse!” På arealet gik der en 30-40 får og 8 hunde. De skulle tælles hver dag. Den tyske campist sagde, mens Klaus stod der: ”Klaus er tysker. Derfor kan han kun tælle til ti. Derfor gør han sådan her…” og så bøjede han sig ned og samlede en håndfuld småsten op og lagde dem en for en på rækværket: ”En, to, tre…” De hyggede sig rigtigt med hinanden.

Vi tog afsked med dem og kørte til Mérida. Undervejs fik vi fyldt begge gasflasker op, og et andet sted fik vi fyldt vores simkort op, så vi atter kan komme på internettet. Efterhånden begynder det hele at ligne sig selv igen.

29. januar 2018

I dag er der dømt museumsbesøg. 40 kilometer nord for Mérida ligger der et naturvidenskabeligt forskningscenter, som har en udstilling om livet på jorden set i forhold til påvirkinger fra vulkanudbrud og især meteornedslag. Det sidste er særligt aktuelt her, fordi et af verdens største meteornedslag skete faktisk lige her for 66 millioner år siden. Centrum for nedslaget var på det sted, hvor landsbyen Chicxulub ligger. Det havde vidtrækkende følger. Dinosaurerne blev udryddet i hele verden. Nogle mener, at det var en forudsætning for menneskeartens opståen. Lokalt på Yucatán havde det den konsekvens, at cenoterne opstod. De blev senere en forudsætning for menneskelig eksistens på Yucatán.

Det var mest en plancheudstilling med montre med dinosaurkranier og –knogler. Noget af det, der gjorde størst indtryk, var en tidslinje, der beskrev livets udvikling fra det første primitive encellede liv i havet til en særlig art rejste sig op, gik på bagbenene, brugte sine hænder og udviklede et sprog. Det tankevækkende var, at den del kun fyldte den sidste lille del af tidslinjen.

1482museo-de-crater

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på et epitafium, der hænger i Budolfi kirke, Aalborg, i nordre sideskib. Epitafiet er for Søren Sørensen Cortsen, der var født på Læsø i 1667 og død i Aalborg i 1707. Det er altså allerede over 300 år siden, han døde. Det er lang tid målt med et menneskelivs alen. Men der kommer et helt nyt tidsperspektiv ind over det, når man lægger mærke en lille aftegning af en fisk eller et skaldyr i stenpladen. Så er der pludselig tale om et blik tilbage i tiden på svimlende mange tusind år. Og det igen er formentlig ganske lidt i forhold til al den tid, der har været liv på jorden.

Billedet kan ses her: Budolfi kirke Vælg Epitafium: Søren Sørensen Cortsen. Der er to billeder i galleriet. Detaljen kan ses på det andet billede.

30. januar 2019

Mérida – og Yucatán ¬– har været et meget positivt bekendtskab, og vi har været glade for at være her. Vi kan kun anbefale et ophold her. Man kan sagtens selv arrangere en ferierejse hertil. Der er mange valgmuligheder med hensyn til hoteller, vandrehjem og airbnb. Brug en søgemaskine til flybilletter eller køb dem direkte hos KLM. Vi gør det sidste. Og vupti er den næste ferierejse planlagt.

Uanset hvad er tiden nu inde til at rejse videre. Vi skal til Xalapa, Veracruz. Med over 1100 kilometer burde det ikke være mere end to køredage, men takket være vejenes beskaffenhed er vi nødt til at beregne fire dage til det. Vejnettet på Yucatán ligger langt over mexicansk standard. Det havde vi lige glemt, fordi vi har været her så længe.

På vej ud af byen var der flere steder, vi måtte holde for rødt lys. I de fleste større lyskryds er der en hær af prangere, der sælger alt fra forfriskninger til bamser. I et kryds var der kun en ældre dame, der tiggede. Normalt ser tiggere mere eller mindre opgivende ud, men denne dame udstrålede rankhed og selvbevidsthed. Hun gik målbevidst fra bil til bil med sin omvendte kasket og var elskværdigheden selv.

På en rasteplads inden Campeche var der nogle boder, der solgte kunsthåndværk – det vil sige hatte. Mens En dame viste rundt og gav os den helt store tur, sikkert fordi en tjener fra restauranten bad hende om det, fordi han havde fået gode drikkepenge. Rosa Aurora, som hun hed, var en oplevelse i sig selv med sit livlige og venlige væsen.

1486cesar-y-silvia

Overnatning på stranden med havet til den ene side og hovedvejen til den anden. Se også det øverste billede på siden.

31. januar 2019

Videre sydpå forbi storbyen Villahermosa og til den lidt mindre by Cárdenas. Der skete ikke så meget undervejs. Der var tid til at tænke over det at rejse. Det er ligesom at have to liv: ét ude og ét hjemme. Vi skriver dagbog, laver hjemmeside og sender nyhedsbreve ud ikke kun for at fortælle om vores oplevelser, som vi gerne vil dele med andre, men også for at binde de to liv sammen. Bortset fra at vi er væk lang tid ad gangen, adskiller det sig ikke så meget fra en hverdag, hvor man har et arbejdsliv og et privatliv. For mange mennesker er der ikke nogen forbindelse mellem de to dele af deres liv.

I Cárdenas overnattede vi på en benzinstation, der også var overnatningsplads for lastbiler. Bortset fra larmen var det en rolig nat.

Forrige side December 2018