Sneglefart

Juli 2016

1. juli 2016

Fra et restaureret forlystelsesetablissement fra Klondike-tiden.

Vi rev en dag ud af kalenderen og blev oppe på vores bjergtop for at arbejde med hjemmesiden. Men da vi kom til at smadre kaffekanden, måtte vi ned i byen og købe en ny.

Om aftenen gik vi en tur langs floden og undrede os over, så mange mennesker der var samlet. Det viste sig at være en kapsejlads for kajakker og kanoer. Dawson var målet, og de første ventedes at ankomme nu. De skal sejle 715 kilometer, og starten gik i Whitehorse mere end 48 timer forinden. Næsten hundrede både var startet, og der var stadig 77 med i alt lige fra enmandskajakker til kanoer med op til 8 personer. Der var et tvunget hvil på 7 timer i Carmacks, som er halvvejs, og senere et tre timers hvil med mad. Da floden løber gennem meget øde områder, som er utilgængelige fra landevejen, var der angivet nogle punkter, hvor deltagerne skulle melde fra, hvis de ikke kunne klare det. Skete det mellem de punkter, måtte de betale en stor bøde. De ældste i sejladsen var 74 og 73, og de var begge blandt de første 8, der kom i mål.

Vi stod oppe på dæmningen, hvor vi mødte en dame, der fortalte alt dette. Hun var meget optaget af det, for hendes søn deltog.

Undervejs var der en lille episode, som jeg ikke kan forestille mig kunne finde sted derhjemme, men som er typisk for den åbne måde, amerikanere omgås hinanden på. På et tidspunkt spurgte en ældre dame mig: ”Kender du navnet på den mand i den røde trøje med kikkert nede ved vandet?” ”Det gør jeg,” sagde den dame, vi talte med. ”Han hedder Albert. Det er min mand.” Derpå satte den ældre dame hænderne for munden og råbte: ”Albert, kan du ikke råbe nummeret på bådene, når du kan se dem?”

2. juli 2016

Det meste af dagen gik med at arbejde på hjemmesiden. Men vi var dog en tur nede i byen, hvor vi så en konkurrence om at vaske guld. Deltagerne fik hver en spand med guldbærende sand, som de skulle vaske ud i nogle bassiner, der var stillet an. Udover sandet og en guldpande (vaskefad) havde de et lille glas til at samle guldet i. Og de fandt alle sammen noget. Det blev senere vejet og smeltet.

Imellem konkurrencerne var der konkurrencer for publikum. Her vandt Ranveg et gavekort på en vaffelis med én kugle. Det var guf. Sagde hun.

3. juli 2016

Nu er det tid at forlade Dawson. Vi har været her i en uge, og det har været spændende. Vi kørte ud ad Dempster Highway igen for at besøge naturparken Tombstone. Dempster går lige igennem, men da vi vendte tilbage fra Inuvik, var vi nødt til at fortsætte, fordi vi skulle tømme tanke og have vand. Vi fandt en god sti, som startede over trægrænsen og førte op i højderne gennem lave højalpine buske. Der var en formidabel udsigt over et nyt dalsystem på den anden side af fjeldet. Hele horisonten rundt var der høje fjeld og tinder, der stod med sine skarpe spidser, der rakte op i himlen. Til sidst blev det dog overskyet, så det gode fotolys var væk. Så var det tid at gå ned igen.

4. juli 2016

Ved Two Moose Lake skulle der være en sti rundt om søen. Man kan ikke bare gå gennem terrænet, for jordbunden er alt for blød og svampet på grund af permafrosten nedenunder. Mens jeg gik og ledte efter stien, opdagede jeg en moose, der kom ned til vandet. Det så ud, som om den var skulle ned og drikke, for den gik kort efter op igen. Lidt senere gik den ned i den lavvandede sø og gik i flere timer og græssede på søbunden. Moosen, der er beslægtet med elgen, er et stort og majestætisk dyr, men måske ikke det pæneste dyr, der findes.

Om natten havde det regnet temmelig meget, og vejen var våd og fedtet. Der satte sig igen et tykt lag på bilen, og da vi kom tilbage til Dawson, kørte vi direkte hen for at vaske den med højtryksrenseren. Den fik den helt store omgang med hjulkasser, vanger og undervogn.

Mens jeg gik rundt i gummistøvler og regntøj og ordnede det, kom en mand hen og sagde et eller andet. Jeg svarede ham kort, for man betaler på tid for vasken. Da min mønt løb ud, stod han der endnu, og vi kom i snak. Efter en lang omvej fortalte han, der var fra USA, at han i sit professionelle liv havde arbejdet med dømte med betingede domme. I USA sker der en målrettet indsats for resocialisering, og hans opgave var sikre, at den dømte overholdt betingelserne. Han fortalte blandt andet om en ung mand, der havde fået en narkodom. Han skulle nu på besøg i hjemmet for at tale med moderen. Faderen var en højt estimeret dommer i den pågældende by. Det første moderen havde sagt var, at han ikke ville finde nogle stoffer på børnenes værelser, for det ligger alt sammen på mit værelse, og der har du ikke ret til at komme. Dybt chokeret havde han efterfølgende spurgt sin overordnede om, hvad hun mente, dommeren ville gøre, og hvordan hun syntes, han skulle forholde sig til det. Hendes svar var: ”Jeg ved ikke, hvad dommeren vil gøre, men jeg vil råde dig til at tie stille med det. Han vil sikkert opfinde nogle beskyldninger imod dig, og du vil miste dit job. Han er meget magtfuld, og der skal langt mere håndfaste beviser til for at vinde den sag!” Manden antydede, at dommeren ikke bare var vidende om sønnens misbrug, men også involveret i narkohandelen. Han kunne flere historier om magtfulde personer, der importerede narkotika og tjente styrtende summer på det. – Og her gik man og troede, at USA er et retssamfund med høje standarder. Vi har efterhånden mødt flere amerikanere, der har punkteret den myte.

Det var hen på aftenen, men dagslys hele døgnet rundt. Efter den lange samtale var vaskeanlægget blevet lukket, så resten måtte vente.

Dagens dyr: moose og ræv.

Dagens største spild: Den 1-dollar mønt, jeg lagde i bilvaskeautomaten efter, at anlægget var lukket.

5. juli 2016

Vi var ved at gøre klar til at forlade Dawson. Vi gjorde de sidste indkøb, og ikke mindst fik vi bilen vasket færdig. Vi sad godt til rette og kørte ud ad landevejen. Men vi havde et hængeparti. Vi havde talt om, at vi også gerne ville have set de steder, hvor man leder efter guld i dag. Så nogle kilometer udenfor Dawson drejede vi ud ad Hunker Creek Road, der fører til de aktive guldfelter. En informationstavle oplyste om, at man kan køre en rundtur på 76 kilometer. Det gjorde vi så. Med grusvej og mange stop, gik der lang tid. Til aften kom vi til et sted på en højderyg med udsigt næsten hele horisonten rundt. Det var oplagt et sted at overnatte. Vi sad ved vinduet hele aftenen og fulgte med i, hvordan lyset forandrede sig over landskabet i takt med skyerne. Et meget fantastisk syn.

6. juli 2016

Fra et højdepunkt kunne vi i går se ind i en sidedal, hvor der var et stort minearbejde i gang. Vi kørte derind og beundrede de kæmpemæssige dimensioner på både udgravning og maskiner. Vi så også en maskine i arbejde, som vaskede guld.

Det var, som om Dawson ikke rigtig ville give slip på os, men vi har nu også været glade for at være der. Da vi kom ud til hovedvejen igen, blev vi enige om at køre tilbage til byen og få det nye mudder skyllet af bilen.

Men så skulle vi altså også videre. Vi fortsatte til Mayo, der er den nærmeste by næsten 300 kilometer borte og fandt et godt sted at overnatte lige udenfor byen ved floden. Det er en ganske lille by med 4-500 indbyggere.

Dagens dyr: harer og egern.

7. juli 2016

Det skulle vise sig at blive en god og begivenhedsrig dag, som startede fint med nogle egern, der pilede af sted hen over jorden og op og ned ad nogle træstammer.

Mayo ligger strategisk ved floden og har serviceret sølv- og guldminebyen Keno 60 kilometer længere inde. Vi tog ind på byens museum for at få den historie. Det var et ganske lille museum, og den del af udstillingen, der handlede om det, bestod mest af reproduktioner af gamle fotografier. Der var også gamle billeder af indianere, for en stor del af byens befolkning bestod af indianere. Blandt andet var der et gammelt foto af et indiansk ægtepar.

Det var lidt af en oplevelse at være der. Ikke mindst på grund af den gamle dame, der både skulle passe museet og være guide. Først var der kun os, så kom der et par til, og da der så var faldet ro over det igen, kom der igen nogle. Det var udfordrende for den gamle dame at styre alt det. Til sidst kom der en lokal dame, som vi også kom til at tale med. Hun pegede på billedet af det indianske ægtepar og fortalte, at det var hendes bedsteforældre. På den måde blev historien anderledes nærværende.

I museets anden afdeling var der blandt andet noget gammelt hospitalsudstyr fra byens minihospital. En af de andre gæster var en gammel dame, der var uddannet indenfor det felt. Hun fortalte, at hun fra kunne huske flere af tingene fra sin uddannelse. ”Når man kan det, så man er selv ved at være et museum,” sagde hun.

På vej ud af byen lå der en meget lille kirkegård for byens pionerer. Vi standsede for at tage et hurtigt kig. Der gik en mand rundt og kiggede på gravstederne og tog notater. Vi fik en lang snak med ham. Det viste sig, at han var offentligt ansat. Notaterne skulle bruges til en oplysende planche, der skulle sættes op på stedet. Han var selv vokset op i byen, men havde været borte i mange år og var nu vendt tilbage – og nød det. Stilheden og den nemme adgang til storslået natur var det, der holdt ham fast.

Keno ligner ikke nogen anden by, vi har set. Efter at man fandt sølv i området, boomede byen i 1920’er og 1930’erne. I dag er ingen af sølvminerne aktive, men de er ikke udtømt. Den dag, sølvpriserne gør det lønsomt, vil byen igen få et boom. Men der hentes stadig guld. Keno er en mellemting mellem en by og en spøgelsesby, for den er ikke helt uddød. Der bor 15-20 personer i byen hele året og en del flere om sommeren.

Vi fik byens historie på museet. I modsætning til guldet, der vaskes ud af sand og grus, er det noget mere besværligt med sølv, som skal hentes op fra underjordiske minegange. Om vinteren blev malmen transporteret på hestetrukne slæder til Mayo. Vi så et billede med et forspand på 22 heste. Fra Mayo blev den sejlet med hjuldamper til Whitehorse. Derfra blev den kørt med tog til Skagway, Alaska, og til sidst sejlet til San Francisco, hvor den kunne behandles.

Vi gik, da museet lukkede klokken seks, og ham, der passede det, gjorde os opmærksom på, at vi kunne få gratis burgere og hotdogs. Det viste sig at være en politiker på provinsniveau – eller territorie, som det hedder, når det er Yukon – der havde tyvstartet valgkampen. Valget var godt nok ikke udskrevet endnu, forklarede han, men det sker nok en gang i løbet af efteråret. Der blev dog ikke talt ret meget politik, men vi fik en historie om en grizzlybjørn, der var kommet ind på politikerens gårdsplads og havde gjort ham og konen meget bange. Det var endt med, at hunden havde skræmt den væk. Det var lige sket, og oplevelsen sad i ham endnu. Det var et fornøjeligt møde med de lokale beboere, som dog ikke var egentlig beboere, fordi de kun tilbragte en del af året i Keno. De fleste af dem boede i Whitehorse. En dame, der spurgte lidt til os, mente, at vi var ude på en meget lang rejse, for hun syntes at turen fra Whitehorse til Keno er meget lang. Det er den også. Der er næsten 500 kilometer.

Til sidst kørte vi op på Keno Hill næsten 1700 meter over havet. Her var der mange mennesker, der nød udsigten, det flotte vejr og de mange højfjeldsblomster, der stod i fuldt flor. Som aftenen skred frem, og skyerne trak sammen, kørte folk, og tilbage var der foruden os kun et par i en anden camper af samme mærke som vores. De var sjove og livlige, og vi havde meget fornøjelse af at tale med dem.

Desværre sluttede dagen med voldsom regn, og min plan om at fotografere gik bogstavelig talt i vasken. Men solnedgangen og nattehimlen var ualmindelig flot.

8. juli 2016

Næste morgen så jeg så jeg et murmeldyr fra vinduet i camperen. Det var lykkedes parret i den anden camper at tage et rigtig godt portræt af det.

Nede i Keno så vi det af museet, vi ikke nåede i går. På grund af fraflytningen var alt lukket ned. Det gjaldt også den lille anglikanske trækirke. Inventaret stod på museet, mens kirken blev anvendt som bibliotek. Der var en bogsamling, og man kunne bare gå ind. På døren sad et opslag med teksten: ”Dette bibliotek er til din fornøjelse. Venligst ingen overnatning.” Underskrevet Keno Beboerforening.

Resten af dagen gik med at køre den meget lange tur til Whitehorse.

Dagens dyr: murmeldyr.

9. juli 2016

Parkeringspladsen ved Walmart i Whitehorse er fyldt med campere. Nogle, vi kender, fortalte, at de havde talt 76, og det skal der nok også være nu. Beliggenheden er fin i udkanten af byen. På den anden side af vejen løber Yukonfloden. Der er flere småøer med en større mågekoloni.

Det regnede hele dagen. Vi blev i camperen og arbejdede på hjemmesiden, som vi er kommet langt bagefter med.

Først til aften kom der opklaring, og vi gik en tur langs floden ind til byen.

10. juli 2016

Vi havde en aftale om at skype med vores datter Hjørdis, som bor i Ukraine. Der er 10 timers tidsforskel. Så når klokken er 12 middag her, er den 10 aften der. Internettet, der virkede så godt i går, var helt umuligt i dag. Vi kørte rundt i byen og fandt til sidst et sted, der var nogenlunde, men samtalen blev alligevel afbrudt et utal af gange.

Resten af dagen gik igen med at arbejde på hjemmesiden.

Dagens dyr: murmeldyr.

11. juli 2016

Dagene ligner hinanden lige nu. Vi er stadig på Walmarts parkeringsplads sammen med masser af andre campere. Det fungerer fint. Der er 100 meter til en tankstation med gratis dump og frisk vand. Ellers er tiden gået med at producere materiale til hjemmesiden.

Et vartegn for Whitehorse er hjuldamperen "Klondike".

12. juli 2016

Mere af samme slags: en lang dag med arbejde på hjemmesiden. En video om en sejltur, vi var på for halvanden måned siden, blev færdig. Nu bliver det spændende, om det er til at finde en ordentlig internetforbindelse, så den kan blive uploadet til hjemmesiden.

Det er sjovt at se, hvor de forskellige campere på parkeringspladsen kommer fra. Samtlige canadiske provinser er repræsenteret. Der er campere fra alle hjørner af USA og også nogle med europæiske nummerplader. I dag så jeg dog noget, jeg ikke har set før: to ældgamle folkevognsrugbrød med iøjnefaldende farver og masser af klistermærker - med argentinske nummerplader.

Dagens største frustration: Jammerlig internetforbindelse.

13. juli 2016

Videoen om sejlturen blev uploadet efter, at det første forsøg gik i vasken. Derudover har jeg lavet nogle billedserier, som er klar til offentliggørelse. Det lykkedes at finde en internetforbindelse, der er ok.
Det var også dagen, hvor vi fik skiftet olie på bilen, og hvor den fik et lille sundhedstjek. Godt at vide, at den er i orden. Den har vist sig at være en solid arbejdshest.

Vi har efterhånden overnattet på mange Walmart-parkeringspladser. De fleste er ikke særlig spændende, men det fine ved stedet her er beliggenheden ned mod floden. Når man kommer over på den anden side af vejen, er der mågeskrig og en overvældende blomsterduft af gederams, røllike, rød- og hvidkløver og mange andre blomster, jeg ikke kender navnet på.

14. juli 2016

Som de forrige dage: arbejde på hjemmesiden. Men i morgen skal vi videre.

Dagens største frustration: Som den 12. juli.

15. juli 2016

Der var lige noget, der skulle ordnes på nettet, men derefter tog vi af sted mod syd mod Carcross, som var et vigtigt knudepunkt under guldfeberen i 1898. Inden Carcross standsede vi og beundrede Emerald Lake, hvor vandet er farvet grønt på grund af kridtbunden i søen. Vandet havde samme farve som Kridtgraven i Nørresundby i gamle dage.

Vi standsede også ved Carcross Desert, som egentlig ikke er en ørken, men en gigantisk vandreklit.

Den lille by Carcross bærer præg af guldfeberen med den karakteristiske byggestil, som findes mange steder. En hjuldamper, man var i fuld gang med at restaurere for mange år siden, brændte desværre, og nu er resterne af den udstillet.

Vi fortsatte videre og fandt et sted for natten ved Little Atlin Lake.

Dagens dyr: murmeldyr.

16. juli 2016

Der var gråvejr først på dagen, men det blev afløst af godt og varmt sommervejr. Vi gik en tur op ad en sti, der begyndte der, hvor vi havde parkeret, og gik hen til et sted med en storslået udsigt over sø og fjeld.

Derefter fortsatte vi til Atlin, der er en gammel guldgraverby. Her blev der fundet guld i et vandløb i 1898, og det satte en hel folkevandring i gang. Byen bærer stadig præg af det.

Vi fandt et sted for natten, som ligger ved en sø.

Dagens dyr: en hønsefugl, jeg ikke kender navnet på.

17. juli 2016

Det varme sommervejr fortsatte. Det måtte udnyttes til en vandretur. En sti i nærheden gik op i højderne, hvor der var udsigt over den store Atlinsø, der dækker et areal på næsten 800 kvadratkilometer, og i det fjerne kunne vi se den store Llewellyn Bræ langt inde i Atlin Provincial Park, som er utilgængelig, med mindre man har båd eller fly. Turen op var rigtig dejlig, men hård. Sjældent har en madpakke føltes så velfortjent.

På stien kom vi til at tale med nogle, vi mødte. De fortalte, at de var lokale. Det betød, at de kom fra en by 150 kilometer væk. Vi bliver ved med at undre os over dette gigantiske land, hvor man stadig er lokal, selvom man er så langt hjemmefra.

Resten af dagen gik med at køre først de 100 kilometer tilbage til Alaska Highway og derefter et godt stykke ud ad vejen til vi fandt en parkeringsplads ved en flod, hvor vi kunne overnatte.

Dagens dyr: Caribou.

18. juli 2016

Det blev en lang og god køredag.
På en restaurant i Nugget City fik vi bisonburger til frokost. Den bestod af et stort stykke velsmagende bisonkød og den sædvanlige bolle med lidt grønt. Det var en familiedrevet virksomhed, og på menukortet kunne man læse deres spændende historie. I øjeblikket arbejder de 3 generationer sammen. Vi fik også lige at vide, at oldeforældregenerationen var initiativrige folk, der blandt andet havde levet af at vaske guld.

På strækningen øst for Watson Lake så vi adskillige bisonokser. Først en, så en til og derefter en hel flok, der lå på begge sider af vejen, og derefter endnu flere. Det er et stort og majestætisk dyr. I gammel tid var de meget talrige, men blev udryddet helt i mange områder på grund af alt for hårdt jagttryk. Kødet er som sagt godt. For tyve år siden satte man en flok ud, og det er efterkommere af den bestand, der nu er på 100 dyr, vi har mødt.

Vi fandt et godt sted at overnatte ved Muncho Lake i British Columbia i de nordligste udløbere af The Rocky Mountains.

Dagens dyr: Bisonokser.

19. juli 2016

Det gode sommervejr er desværre slut. Fra vores parkeringsplads udgik en sti til nogle af stedets herligheder, men på grund af småregn droppede vi den. Det blev rigtig trist vejr, som var helt uegnet til landskabsfotografi. Og det var meget ærgerligt, for det var et ualmindelig smukt og varieret landskab. Her stod den nøgne klippe frem i modsætning til de fleste andre steder, hvor fjeldet er dækket af tæt skov.

Vi ville finde et sted at overnatte udenfor Fort Nelson. Da vi kørte rundt i et område med spredt bebyggelse i skoven, gik der en sortbjørn midt på vejen. Folk må med andre ord leve med den virkelighed, at der kan stå en bjørn ude på gårdspladsen, når de åbner døren for at gå ud. Det er ikke så længe siden, vi hørte en historie om en, der lige havde oplevet det, og var blevet temmelig forskrækket.

Dagens dyr: Bjørn.

20. juli 2016

Vi brugte en stor del af dagen i Fort Nelson på turistkontorets gode internetforbindelse og fik uploadet nogle billedserier til hjemmesiden. Om eftermiddagen var vi på det lokale museum, hvor de viste en film om bygningen af Alaska Highway. Det var en imponerende indsats. Alle 2200 kilometer blev anlagt i løbet af 8 måneder i årene 1942-43. Den var selvfølgelig ikke så fin som i dag, men det var den første vejforbindelse til Alaska, og den havde stor strategisk betydning, fordi man frygtede en invasion fra Japan.

Museet var en kolosssal rodebunke. Men det var også charmerende med ophobningen af ting. Man fornemmede glæden og begejstringen for de gamle sager hos dem, der har lavet udstillingen. Det er ikke for meget sagt, at der var alt muligt. I en hal udenfor stod veteranbiler så tæt, at man lige kunne klemme sig ind. Der var blandt andet en Ford fra 1932, som jeg husker fra min barndom og har nogle gode minder om. En anden bil var 100 år gammel og havde for et par år siden gjort turen fra Fort Nelson til Whitehorse. Noget af en køretur. (Det er bilen i forgrunden på billedet nedenunder. Bemærk, at den har nye nummerplader.) Bag et hegn stod der et utal af gamle biler, der ventede på at få en kærlig hånd. Museet var også et mini frilandsmuseum med historiske bygninger, der var flyttet til stedet.

Klokken seks blev vi enige om, at vi da godt lige kunne køre et par timer. Vi er på højde med Vendsyssel, så det bliver tidligt mørkt – i forhold til, hvad vi er vant til nordfra. Landskabet var ikke nær så spændende som i går: store bakker med skov på begge sider over 3-400 kilometer. Utallige sideveje førte ind i skoven. Det viste sig at være olie- og gasudvinding, der foregår der. Der var en kolossal aktivitet omme bag træerne.

Men det viste sig at være lidt svært at finde et sted at parkere for natten. Efter 200 kilometer var det på tide at finde et sted. Det ville nok ikke være en god idé at parkere ved siden af en olieboring. Det blev til 50 kilometer mere. Men da var solen også gået ned, og vi havde prøvet et par rastepladser, som alle hældede for meget. Det endte med en plan rasteplads. Det var ikke det mest charmerende sted, vi har overnattet, men vi havde da et sted at være.

21. juli 2016

Vejret er skiftet. Indtil nu er vi med enkelte undtagelser blevet forkælet med godt vejr både i syd og i nord. Nu er det gråt, køligt og regnfuldt, noget, der minder alt for meget om en dansk sommer.

I løbet af formiddagen ankom vi til Fort St. John og fandt med det samme et fremragende møntvaskeri. Tøjvask er altid en udfordring, for når man vasker et nyt sted hver gang, lærer man aldrig maskinerne og vandets hårdhed at kende, så sæbedoseringen er altid et skud i blinde.

Efter at have ordnet andre praktiske ting forlod vi byen igen. På turistkontoret rådede de os til at køre ad hovedvej 29, hvis vi ville køre en smuk vej. Dermed forlod vi også Alaska Highway, som vi har kørt på siden Whitehorse, og droppede Dawson Creek, som er vejens udgangspunkt i syd. Den har ikke andet at byde på end en milepæl med et stort nul.

Vejen gennem Peace River Valley var utrolig smuk med talrige sving og stejle stigninger. Der er også lidt landbrug, hvad vi ikke har set længe. Undervejs så vi et ”mule deer”. Jeg kender ikke det danske navn. Det er ikke et muldyr, men et hjortedyr, som er lidt større end et rådyr. Den kendes på den sorte halespids. Ved Hudson’s Hope drejede vi fra og kørte ud mod Bennett Dam og fandt et sted at parkere for natten.

Sidst på aftenen gik et mule deer stilfærdigt og græssede lidt udenfor, og det lykkedes mig at snige mig lidt tættere på det og få nogle billeder i skumringen.

Dagens dyr: mule deer.

22. juli 2016

Den nærliggende Bennett Dam er et imponerende bygningsanlæg. Den opstemmer en kunstig sø, der med sine mere end 1700 kvadratkilometer er British Columbias største. Tre dale er oversvømmet, og der gik fem år, inden reservoiret var fyldt op. Der var åbenbart planer om at opføre en ny dæmning, så den smukke Peace River Valley også bliver oversvømmet. På skilte langs vejen blev der protesteret mod dette.

Hudson’s Hope er en ganske lille by, som vi passerede uden at gøre holdt. Den er kendt for sine mange fodspor af dinosaurer.

Næste by var Chetwynd, der virkede som en stor by, selvom den kun har lidt under 3000 indbyggere. Typisk for mindre byer med en isoleret beliggenhed havde den gode indkøbsmuligheder.

Vejen fortsatte i sin kolossale langstrakthed. Landskabet var smukt men stort set mennesketomt. Et sted efter mange mange bakker og sving kom der en lige strækning, og bilerne bagved kunne overhale. Foran os kørte to biler, hvor den ene var ved at overhale den anden, da de begge pludselig bremsede op. Årsag: en bjørn på vej over vejen.
Vi kørte ind ad en sidevej og fandt et sted at parkere ved et stille vandløb.

Dagens dyr: 1 mule deer og 3 bjørne.

23. juli 2016

Det er lørdag, og det kan mærkes. Vi har parkeret ved en sti, der fører op på et lille bjerg ved navn Teapot Mountain. Allerede fra morgenstunden kommer de første turgåere, og det bliver ved hele formiddagen. Jeg gik ud for at tage nogle billeder. Der var åkander i massevis, og et sted var der hundredevis af små tudser kun en centimeter lang. Bagefter blev vi enige om at arbejde på computeren til middag.

Der var under en times kørsel til Prince George, hvor vi blandt andet fik tanket benzin. Nu er vi kommet så langt mod syd, at det også kan mærkes på benzinprisen. Her er den omkring 1,50 kr. billigere pr. liter end nordpå. Det betyder noget, når man køber 100 liter ad gangen! Også madpriserne er mærkbart lavere her.

Vi overnattede på WalMarts parkeringsplads sammen med en halv snes andre campere. Her er der ganske fortrinligt internet.

24. juli 2016

Det gode internet blev udnyttet til at skype med begge børn og til at uploade nye billedserier.

Til aften fik vi flæskesteg ikke bare uden sprød svær, men helt uden svær. Sværen smider man væk herovre, og den er ikke til at opdrive. Stegen blev stegt i en brødform i ovnen.

I anledning af søndagen nød vi et glas rødvin. Det er første gang, siden vi tog hjemmefra. For det første er vinen forholdsvis dyr, og for det andet kan man kun købe det i de såkaldte Liquor Stores, der svarer til det norske Vinmonopolet, finske Alko og svenske Systemet. Det virker, som om de har importeret noget af det dårligste fra Skandinavien, men tingene er ikke bare sort-hvide. Det viste sig, at personalet faktisk vidste noget om det, de solgte.

Vinen, der var canadisk, var faktisk god.

25. juli 2016

Inden vi forlod Prince George, skulle vi lige købe ind. Udenfor et supermarked skulle der en en-dollar-mønt til som pant for en indkøbsvogn. Jeg havde ikke nogen og stod og talte småmønterne i min pung, da en stemme bagved mig lød: ”Mangler du en lappedykker?” Hvis ikke jeg kendte udtrykket i forvejen, ville det være totalt uforståeligt. Men 1-dollar-mønterne har fået navnet på grund af motivet. På engelsk hedder det en loonie, og følgelig kaldes 2-dollar-mønten en ”toonie”. Sådan er det med sprog, og det er det, der gør sprog så fascinerende: Det er ikke altid nok at kende ordenes betydning for at forstå meningen.

Vi kørte sydpå og lavede en afstikker til Barkerville, som går for at være Nordamerikas største museumsby. Den blev grundlagt efter guldfeberen i 1862, og er nu et kæmpemæssigt frilandsmuseum.

Besøget måtte dog vente til næste dag. Vi fandt en rasteplads i nærheden, som ligger smukt ned til en sø.

26. juli 2016

Efter morgenmaden og efter alle morgentingene var færdige, gik vi og beundrede de fine vilde blomster og den gode udsigt. Vi blev enige om at løbe lidt, som vi plejer at gøre hver dag. Det varede ikke længe, inden vi løb og tossede rundt som et par forvoksede teenagere. Men da der kørte to biler ind på rastepladsen, var vi pludselig igen et par sindige seniorer!

Barkerville viste sig at være et positivt bekendtskab. Damen i kassen spurgte, hvor vi kom fra, og undrede sig over, at hun allerede havde taget imod fire danskere i dag. Vi kunne berolige hende med, at der ikke var tale om nogen sammensværgelse. Senere mødte vi de to af dem. Det er de første danskere, vi har mødt, siden vi kom tilbage til Canada i begyndelsen af maj.

Byen består af 107 originale bygninger og 62 restaurerede eller genopførte huse med alt lige fra en kirke over en smedje til salooner, en statsinstitution, der analyserer guldfundene til, to skoler, savværk – ja, alt, hvad der hører en guldgraverby til. Der er dygtige guider, der fortæller om Barkervilles historie og mange emner i forbindelse med guldminedrift. I gaderne var der musikalsk underholdning af meget høj kvalitet. Inde i husene er der udstillinger med en dybtgående behandling af historien. Og guiderne er klædt i tøj anno dazumal.

Denne gang bliver der ingen billedserie, men derimod en video, og det betyder brug af stativ. Når jeg har stillet kameraet op på stativ, har jeg så mange gange oplevet, at der kommer nogle hen for at snakke. Fotostativet er kontaktskabende. Det skete også her. En mand kom hen og troede, jeg var professionel fotograf, men jeg svarede ham, at jeg bare var en turist fra Danmark. Vi snakkede lidt videre og sagde så farvel til hinanden. Men så kom han tilbage og sagde: ”Du sagde Danmark. Danmark er jo verdens lykkeligste land,” og fortalte, at de i familien netop havde haft en diskussion om den undersøgelse, der viser det. – Jeg tænkte ved mig selv, at der måske er noget om det, når vi har mulighed for at rejse rundt på den her måde.

Indgangsbilletten til Barkerville er gyldig i to dage, så vi bestemte, at vi også går derind i morgen.

Dagens dyr: jordegern

27. juli 2016

Barkerville igen i dag. Ranveg fik en guidet rundtur i Barkervilles kinesiske bydel, mens jeg gik rundt og lavede optagelser til min lille video. Vi var også i teateret og så et underholdningsprogram med nogle fantastisk dygtige sangere og musikere. Det var så tydeligt, at de optrædende morede sig kosteligt, så det var ikke noget problem for dem at formidle det videre til publikum. Det var kort sagt vaskeægte underholdning af høj kvalitet.

Det blev også til nogle optagelser af jordegern, som er talrige her. En særlig fotografisk udfordring, som jeg ikke før har været ude for, var at de kom pilende hen og rejste sig på bagbenene lige nedenfor mine fødder, og så er de for tæt på til at fotografere. Det er vist et luksusproblem.

Efter aftensmaden kørte vi videre og overnattede på en bakketop, der hedder Mexican Hill. Under guldfeberen var der en mexikaner, der transporterede varer til Barkerville. En vinterdag væltede han med sin slæde belæsset med varer på vej ned ad den stejle bakke og var så uheldig at komme under slæden, hvorved han blev dræbt. Deraf navnet.

Dagens dyr: jordegern, cariboo.

28. juli 2016

Vi kom helskindet ned ad Mexican Hill uden, at vores slæde væltede. Ved Quenels gik vi en dejlig tur i det varme vejr og så nogle hoodooes. Det er søjler af vulkansk aske, som er blevet stående tilbage efter, at det omgivende basalt er eroderet væk. Det var ikke fordi der var så mange, men fænomenet er særegent, og turen var dejlig at gå.

Vi nød vores frokost udenfor, hvor vi stillede vores campingmøbler ud i skyggen under solsejlet, og fik en hyggelig sludder med andre, der havde været ude at gå den samme tur.

Udenfor byen 100 Mile House overnattede vi ved et bynært skiområde. Byen har sit mærkelige navn fra guldfeberens dage, da alle skulle til Barkerville. Ved 100 Mile House opførte man noget, der svarer til en landevejskro.

Dagens dyr: to hvidhovede ørne.

29. juli 2016

Der var kun et par timers kørsel til Kamloops. Det er en by lidt større end Aalborg. Vi fandt turistkontoret med det samme. Den turistmæssige infrastruktur i Canada er fremragende, og det er Kamloops et godt eksempel på. Generelt har turistkontorerne lange åbningstider ofte til klokken 7 eller 8 om aftenen. De har også wifi, så vi kan tjekke email, hente nyheder osv. Mange steder er internettet endda rigtig godt, så man kan uploade billeder og videoer relativt hurtigt. Camperne er der også tænkt på. Her var der dumpstation lige udenfor turistkontoret. Vandet var endda filtreret ekstra, så det kan drikkes lige fra hanen. Det er ikke almindeligt. Alt dette gør Canada til et nemt land at rejse i.

Ranveg bagte rugbrød. Det gør hun hver anden eller tredje dag. Vi lavede middagsmad og fik ordnet nogle ærinder.
Til aften tog vi til powwow. Vi var så heldige, at vi kunne campere på festivalområdet. På turistkontoret havde de foreslået en parkeringsplads ved en forretning i udkanten af byen.

Powwow er en indianerfestival, der er anlagt som en stor dansekonkurrence. Det er et stort arrangement, hvor man regner med 15.000 gæster i løbet af weekenden.
Arrangementet begyndte med høvdingens tale og bøn, som han messede. Derefter kom den store entré, the grand entry, hvor de deltagende dansere gik ind på arenaen. De gik ind en gruppe ad gangen, indtil alle var inde. Entréen blev ledsaget af trommer og sang.

Alle danserne var pyntet med fjer og festlige farver. Det var et spektakulært syn. Der var mange stilarter repræsenterede, da danserne kom fra hele Canada og USA. Det er en manifestation af deres kultur, enhed og sammenhold. Men vi andre er velkomne som gæster.

Man skal huske, at det ikke er karneval og ikke udklædning, men en dybt alvorlig identitetssøgning.

Dagens dyr: mus.

30. juli 2016

Her er propfyldt med mennesker, og det var tydeligt at mærke, at folk hyggede sig. I dag var der konkurrencer for børn i flere kategorier blandt andet en kategori for børn op til 6 år. Det var interessant at se, hvordan de koncentrerede sig, og var helt udmattede, når de var færdige. En af runderne blev vundet af et barn med en alvorlig sygdom, muligvis kræft, da hun ingen hår havde på hovedet. Dagen før havde hun ikke haft kræfter til at deltage og havde været dybt ulykkelig, fortalte impressarioen. Den ene af dommerne, en statelig ældre dame med en fjer i nakken, gav hende et varmt knus.

Drengenes dans havde noget med jagt at gøre, og muligvis skulle de efterligne dyrene. Nogle af dem havde store fjerprydelser på hovedet. Der er i øvrigt den regel, at hvis en danser taber en ørnefjer under dansen, bliver danseren diskvalificeret.

31. juli 2016

Dagens første konkurrence var en skønhedskonkurrence, hvor årets powwow prinsesse skulle vælges. Det handlede ikke kun om skønhed, men i lige så høj grad om kunnen. Deltagerne, der var mellem 13 og 17 år, skulle holde en tale om et selvvalgt emne, danse og vise et talent. Flere af dem talte om, hvad deres bedsteforældre havde betydet for dem, og hvad det betød for dem at få en uddannelse. Nogle af dem var også inde på det traume, at børn tidligere blev tvangsfjernet fra deres hjem for at blive opdraget som canadiere. Selvom det er mange år siden, er det alligevel ikke længere siden, end at bedsteforældrene har oplevet det. Så de unge har beretningerne fra første hånd. Nogle af de unge havde fremragende talenter med hensyn til musik. Der er ingen tvivl om, at den bagved liggende tanke med konkurrencen er at skabe nogle rollemodeller for andre unge.

Senere var der endnu en grand entry med efterfølgende dansekonkurrencer.

Næste side: August 2016

Forrige side: Juni 2016