August 2016

1. august 2016

Billedet ovenfor er fra i går og viser høvdingen, der holder tale.

Powwow er slut, men vi blev på festivalens campingplads til i dag, mandag. Ranveg fik en snak med en af de frivillige medarbejdere, der fortalte hende om sit syn på powwow. Hun havde fortalt, at hun var katolik og betragtede powwow som en kirke, hvor folk kommer for at blive bedre mennesker. Og det er der behov for, pointerede hun. Hun havde også fortalt om familiemønstrene, hvor de fleste bliver mødre som 19-20 årige.

Der er altid indkøb, der skal ordnes. Således også i dag. Mens Ranveg var på indkøb, arbejdede jeg med mine videoptagelser fra powwow og fortsatte med det resten af dagen også efter, at vi flyttede hen til turistkontoret.

Der talte jeg med en mand på 82. Jeg fik lidt at vide om hans liv. Han stammede fra Holland og var kommet til Canada med sine forældre i 1951. Da jeg sagde, at vi havde været til powwow hele weekenden, fortalte han, at hans nu afdøde kone var indianer, og at han selv havde deltaget i talrige powwows og havde også danset.

Vi overnattede i en skov udenfor byen, hvor der gik kreaturer og græssede mellem træerne.
Dagens dyr: ingen vilde dyr, men mange køer, der gik rundt om camperen.

2. august 2016

Arbejde med hjemmesiden. Der er mange optagelser fra weekendens powwow, som skal bearbejdes.

Vi fandt et nyt sted at overnatte i skoven i en lysning og ikke helt så langt fra byen.

Dagens dyr: chipmunk (et lille egern), 4 mule deer.

3. august 2016

Mere arbejde med hjemmesiden. Vi kørte ind til byen og parkerede foran turistkontoret, hvor der både er wifi, vand og kloak.

Vi kørte tilbage til samme overnatningssted som i går, men vi havde fundet ud af, at det er muligt at køre op på et sted med god udsigt mod nord. Vejen op var ganske vist noget knokkelværk at køre på, men med firhjulstrækket i lav kravlede vi lige så stille op. Det er en af fordelene ved den type camper, vi har. Ingen andre campertyper er i stand til at køre her.

4. august 2016

Det meste af formiddagen gik med at vaske bil oppe på vores udsigtspunkt. Der sidder store mængder sand i dørfalsene, der har mange hjørner og kanter. Det stammer fra Dempster Highway. Det sidder nogle steder, hvor det ikke går an at bruge højtryksrenser. Men bilvasken varede kun til vandet slap op. Om eftermiddagen fortsatte vi arbejdet med hjemmesiden nede ved turistkontoret.

Overnatning samme sted som i går.

5. august 2016

God lang arbejdsdag med hjemmesiden. Vi blev på vores top 1130 meter over havet hele dagen. Til aften kørte vi dog et lille stykke ned, fordi der i vejrmeldingen i radioen blev meldt om tordenvejr. Det blev dog ikke til noget.

6. august 2016

Igen en god lang dag med hjemmesiden. Der er rart at være heroppe. Nede i byen er der ulidelig varmt. Vi kørte dog en tur derned sidst på eftermiddagen for at tømme tanke. Også denne gang sad jeg inde på turistkontoret og var på nettet. Hver gang har det glædet mig at høre de unge mennesker, der ekspederer derinde. De er simpelt hen så venlige og imødekommende overfor alle, der kommer ind og stiller de samme spørgsmål. Det er en fornøjelse at høre. Men jeg må tilføje, at vi faktisk har oplevet det de fleste steder, vi har været.

Udenfor talte vi med nogle, der havde en truckcamper, som de havde monteret på en meget lang trailer. Under camperens næse stod der to motorcykler, og på taget af bilen var der en kano og en kajak. Konen fortalte, hvordan de havde lagt hovedet i blød og brugt al deres fantasi for at regne ud, hvordan de kunne få plads til alle deres ting. Det så meget hjemmelavet ud, men det opfyldte deres behov.

7. august 2016

Når man rejser så længe, som vi gør det, er der ting, der skal gøres ligesom derhjemme. Det blev en dag med rengøring og andre praktiske ting.

Om aftenen blev det tordenvejr – dog ikke lige over os.

8. august 2016

Vi blev på vores overnatningssted hele dagen og arbejdede igen med hjemmesiden. Om eftermiddagen var der et voldsomt skyderi ikke langt væk, og det varede temmelig længe.

Sidst på dagen kom der en mand hen og præsenterede sig. Han havde lagt mærke til, at vi har camperet det samme sted gennem længere tid, og han ville lige orientere os om, at han og nogle andre var i færd med at forberede en musikfestival, der skal løbe af stabelen i den kommende weekend. De ventede 500 deltagere, og de vil komme og parkere her på den plads, hvor vi holder. – Dermed faldt der nogle brikker på plads. Så kunne vi bedre forstå, hvad det er for en aktivitet på den anden side af bakken, hvorfor der er en lille teltlejr deroppe, og hvorfor der er trafik forbi, hvor vi holder.

Han kunne også fortælle, at skyderiet stammede fra nogle, der skyder lerduer. Ikke så skønt at høre på, men trods alt harmløst.

9. august 2016

Så længe vi er her, er der ikke så meget at fortælle. Ranveg blev færdig med et blogindlæg om Dawsons fantastiske og fascinerende historie. Det blev lagt på hjemmesiden sammen med de tilhørende billeder i et større billedgalleri. Andre ting er også færdige til senere offentliggørelse.

10. august 2016

Nu er vi ved at være klar til at komme videre. Først ind til byen. Vi skal til Calgary og have planlagt, hvor vi skal overnatte. Ved sådan en stor by kan vi ikke regne med, at vi bare kan køre ud i en skov.

Næste opgave var at vaske tøj. Det gik der nogle timer med, inden sengen var redt igen, og det rene tøj lagt på plads.

Men så var det også med at komme ud på landevejen. Vi kørte i det dejligste eftermiddagslys i et smukt landskab. I modsætning til alle andre steder i British Columbia er der næsten ingen træer her. Bjergene er bevokset med græs og andre planter, der kan tåle at tørre ud.

I en forstad til Kamloops, der hedder Dallas, hvor vi har været for nogle dage siden, kørte vi igen ind og købte nogle flere af ”Eriks pølser”.

Vi kørte ind ad en sidevej og fandt et sted at overnatte i en skov.

11. august 2016

Vejen blev flottere og flottere. Dalen snævrede sig ind, og fjeldene blev højere og mere dramatiske, end vi er vant til, med bratte fjeldsider og himmelstræbende tinder.

Vi kører på hovedvej 1, den transcanadiske hovedvej, der går 7800 kilometer fra kyst til kyst.

Overnatning på en lille gratis campingplads ved en flod i det smukkeste vejr. Vi er kommet ind i en anden tidszone, og det betyder, at solnedgang er en time senere, end vi var blevet vant til. Om aftenen skinnede månen ind til os med sit ene kyklopøje fra en skyfri himmel.

12. august 2016

De sidste godt 300 kilometer til Calgary var en umådelig smuk køretur gennem vilde nøgne bjerge i det smukkeste vejr. Pashøjden var 1600 meter, men det var stadig under trægrænsen. Vi lavede en rundtur i Banff, som er en stor turistby med masser af mennesker og biler.

Efter at have passeret bjergene forventede jeg, at der ville komme en lang og brat nedkørsel. Men det gjorde der ikke. Calgary ligger på en højslette mellem 1000 og 1100 meter over havet. Det forklarer, hvorfor vi tidligere har hørt flere tale om den iskolde vinter. Sidste vinter mødte vi adskillige herfra i Arizona, som flygtede fra vinteren. Der blev jo også holdt vinterolympiade i byen i 1988.

Vi havde på forhånd fundet et kasino, hvor vi – mod betaling – kunne overnatte. Men uden gps havde vi aldrig fundet rundt i byen.

13. august 2016

Det er lørdag, og der er som sædvanlig noget, der skal købes ind til køleskabet. Ikke fordi det er lørdag, men fordi køleskabet har sin egen personlig og kræver at blive fyldt op mere end en gang om ugen. Det kan man som bekendt ikke bare ignorere.

Vi skal have besøg af en kær ven hjemmefra, som er på ferie her, på mandag, og vi kørte rundt i byen for at finde en park gerne ved en flod, så vi ikke er henvist til vores kasinoparkeringsplads. Der er ikke mange parker, hvor man også kan parkere tæt på med en bil som vores. Men vi fandt dog en – selvfølgelig i den modsatte ende af byen. Da vi kom tilbage om aftenen, havde vi kørt lidt over 100 kilometer. Calgary er en stor by, og gps’en er en nyttig ting. Uden gps havde vi sikkert kørt dobbelt så langt.

14. august 2016

Om formiddagen var vi til gudstjeneste i den danske kirke. Det var noget helt specielt at sidde her i Canada og synge efter Den Danske Salmebog. Vi fik talt lidt med nogle af de andre kirkegængere, som kunne fortælle, at de var kommet til Canada for at prøve nogle ideer af og for at se, om det kunne bære. Det kunne det, og nu er der gået 50 år!

Vi var inviteret til frokost hos nogle bekendte og nød deres selskab og overstrømmende gæstfrihed. Det var hyggeligt at sidde og tale om fælles berøringsflader, interesser osv. Vi har ikke været inde i et almindeligt privat hus, siden vi tog hjemmefra.

Om eftermiddagen var det påtrængende nødvendigt at dumpe. Vi havde kun fundet ét sted, en campingplads mod vest helt udenfor byen. Calgary er helt klart ikke nogen turistby. Det er en moderne storby med en spinkel infrastruktur for turister. Vi kørte for eksempel igennem centrum. Jeg ville gerne have gået en tur og taget nogle billeder af skyskraberne i myreperspektiv nede fra gaden, men det var umuligt at finde en parkeringsplads. Selvom vores camper er meget lille som camper, så er den trods alt noget større end en personbil og kræver lidt plads for at komme rundt og vende osv.

15. august 2016

Om formiddagen forberedte vi blandet andet en kold kartoffelsalat med Eriks pølser.

Vores gode ven, som vi har kendt i mange år, samlede vi op inden middag og kørte ud til parken. Vejret var det skønneste sommervejr, man kan tænke sig. Vi spiste i camperen og gik tur ved floden, hvor folk badede. Det var lidt ligesom at være ved stranden derhjemme bortset fra, at det altså var en flod med meget stærk strøm. Vi stod og iagttog et ungt par, der smed en bold langt ud i vandet, som deres hund så skulle hente. Bolden havde kolossal fart på, og vi var en overgang nervøse for, om hunden skulle blive taget af strømmen, men parret virkede helt ubekymret. Det lykkedes den at indhente bolden. Næste overvejelse var så, om den kunne klare svømmeturen tilbage mod strømmen. Men hunden var mere intelligent end som så. Den svømmede vinkelret ind på land og løb tilbage og smed bolden for fødderne af det unge par, hvorefter den rystede pelsen, så der stod en sky af vand omkring den.

Mens vi spiste, sad vi og faldt i forundring over de usædvanligt lange godstog, der passerede lige forbi. Først hører man larmen fra de to forreste lokomotiver, men når de første 30 vogne har passeret, hører man kun den støj, hjulene og skinnerne giver. Så kommer der moterlarm igen. Det er det midterste lokomotiv. Så igen efter cirka 30 vogne er der kun hjul- og skinnestøj. Til sidst kommer der motorlarm igen fra det bageste lokomotiv. Udover de fire lokomotiver var der 170 godsvogne.

Leif Davidsen skriver i sin bog om en rundrejse i USA i John Steinbecks fodspor om sin fascination af disse enorme godstog. Den fascination er han ikke alene om.

Det var utrolig hyggeligt at sidde og snakke om forholdene derhjemme, fælles bekendte og så videre. Normalt er de mennesker, vi taler med, jo nogle, vi ser for første gang. Det kan også være ekstremt hyggeligt, men det er noget andet.

Igen: Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan vi klarede det i gamle dage uden gps, når vi skulle finde rundt i en fremmed storby.

Indrømmet: Det var virvarret af motorveje omkring Amsterdam, der for nogle år siden fik os til at købe vores første gps.

16. august 2016

Mens Ranveg bagte rugbrød, opdaterede jeg hjemmesiden med et par billedserier, en, der samler op på rejsen fra Dawson til Kamloops, og en om bisonokser, som jeg også havde fundet noget information om. Dagbogen blev opdateret, og vi fik udsendt vores nyhedsbrev.

Det var en større omgang, men vejret var så varmt, at det var skønnere at sidde inde i camperen med åbne vinduer og gennemtræk end at være ude. Det betød, at vi først kom af sted sidst på eftermiddagen. Vi skulle heller ikke så langt. Vi skal tilbage til The Rocky Mountains, og vi havde fundet et casino, hvor vi kunne være, ved foden af bjergene.

Landskabet omkring Calgary er ikke så spændende, men der er udsigten til bjergene, som langsomt rykker nærmere, når man kører vestpå. Der var den flotteste solnedgang, men det var også lidt betænkeligt med de mange skyer, der trak op i vest.

Vi fandt casinoet. Ifølge oplysningerne skulle der også være mulighed for at komme af med spildevand. Det viste sig, at det var der ikke alligevel, men der stod, at otte kilometer ud ad vejen mod syd er der en mulighed. Vi kørte ud i mørket og var heldige at finde stedet. Vi så på hinanden og sagde: ”Kan man ønske sig mere end at komme af med sit spildevand og vide, hvor man skal sove?” Ja, man kan sikkert godt ønske sig mere, men det er to basale ting med stor betydning. Også hjemme. Men der tænker man ikke på det, fordi det er givet på forhånd. Når man rejser, er man nødt til at forholde sig til det hele tiden.

17. august 2016

Vi tog ind på turistkontoreet i Canmore for at få nogle ideer til, hvor man kan lave ture i disse imponerende omgivelser med de vildeste tinder, vi endnu har set i Canada. En ung imødekommende dame gav os nogle gode ideer. Som så mange andre gange spurgte hun: ”Hvor kommer I fra?” Jeg nåede lige at fortælle, at i vores land er der absolut ingen bjerge, hvorpå hun slog over i klingende københavnsk og svarede: ”Det ved jeg godt!” Hun fortalte så, at hendes mor var dansker og hendes far canadier, og at hun havde levet hele sit liv i Canada undtagen de tre første år. Men det kunne ikke høres på hendes sprog – hverken det ene eller det andet.

Vi gik så en af de ture, hun havde foreslået. Der var en stejl stigning, og den endte ved et par smaragdgrønne søer med det utroligste farvespil. På en fjeldvæg var et par klatrere i gang med bare arme, bare ben og ingen hjelm. Holdningen syntes at være, at man falder ikke ned. En stor fornøjelse ved gåturen var at iagttage flere børnefamilier med børn helt ned til omkring fire år, som klarede den anstrengende tur uden at kny, når bare far sprang rundt og lavede lidt sjov, og mor smilede overbærende. Det mindede om ture, vi selv har gået, da vores egne børn var små.

18. august 2016

Den dansktalende dame på turistkontoret havde foreslået en rundtur i bil. Det lød spændende, så den måtte vi prøve. Desværre var omslaget i vejret slået igennem for alvor. Det var overskyet og køligt. Skyerne hang over de højeste fjeldtoppe. Men vi var optimister og enige om, at der nok ville komme opklaring. Det gjorde der også, men ikke før hen på eftermiddagen. Det blev til regn og derefter til kraftig regn. Alligevel blev det en udbytterig tur. Først holdt vi stille på vejen på grund af en flok bighorn sheep, som vi ikke har set før. Dernæst så vi en grizzlybjørn (var det sikkert), som luntede ind i skoven. Næste dyr var en moose, der græssede i vejkanten, og endelig så jeg – ganske vist kun i bakspejlet, men alligevel – en sort bjørn.

Hen på eftermiddagen kom der som sagt opklaring, og vi gik en lille tur i Goat Creek uden dog at se geder. Det var mestendels i skov, og det var også en af grundene til, at vi gjorde turen kort. Der er skov overalt, og skoven så tæt, at man ikke kan se noget af landskabet. Men det ser ikke ud til at genere canadierne. Men de steder, hvor der var udsyn, var der lodrette klippevægge, som så ud til at gå helt op i himlen.

Dagens dyr: grizzly bjørn, sort bjørn, bighorn sheep, moose.

19. august 2016

En stille dag. Vi skypede med en af børnene om formiddagen, mens det er aften derhjemme. Ranveg skulle have hentet nogle nye lydbøger, og det kræver et ordentligt net. Sådan et var der i Canmores medborgerhus, hvor hun kunne hente nogle store filer uden besvær og på kort tid.

Det var et meget fint medborgerhus med bibliotek og mulighed for mange aktiviteter. Blandt andet stod vi og beundrede eller rettere gøs over nogle unge mennesker, der klatrede op ad en klatrevæg. Sådan en var der også på endevæggen i idrætshallen på Vittrup Efterskole, men den her var højere og havde en hældning udad. Gys!

20. august 2016

Det blev den dag, hvor vi – endelig – anskaffede os en bjørnespray. Det er en peberspray beregnet til at bruge, hvis man skulle komme så tæt på en bjørn, at det bliver farligt. Det er en alvorlig sag at købe en bjørnespray, for den betragtes af loven som et våben. Den står ikke på hylderne. Man skal hen til disken og udfylde en erklæring med navn og adresse og have instruktion i, hvordan den virker. Man kan få en med en rækkevidde på fem meter og en på ti meter. Som de kyllinger, vi er, valgte vi ti meter. Den kan spraye i fem sekunder, men man skal kun gøre det i halvandet sekund. Hvordan mon man finder ud af, hvad halvandet sekund er, når man står overfor en truende bjørn?

Vi er på vej mod Banff Nationalpark. Målet er at køre på Icefields Parkway, der går fra Lake Louise til Jaspers, en strækning på 230 km. Et sted holdt der flere biler i begge sider af vejen. Det er som regel et godt tegn, for det betyder, at der er dyr at se. Det var der også. En grizzly. Den gik lige så roligt inde i mellem træerne i venstre side af vejen og spiste blade. Med den ene forpote tog den grenene på de mindre buske og førte dem hen til munden og spiste løs og lod sig ikke forstyrre af biler og tilskuere. Selvom der blev trafikprop, og selvom bilerne i modsatte side af vejen nogle gange spærrede for udsigten, var det et fantastisk syn at se det store dyr gå fredeligt og tage for sig af retterne. Når man ser den bevæge sig, fornemmer man, at den må være uhyggelig stærk. Jeg tænkte på sangen om ”bamsefar, der er så sød og rar,” for den så så godmodig og tilforladelig ud. Men der er forskel på Bamses fødselsdag og fritlevende bjørne i naturen. Nogle havde den frimodighed at stå ud bilerne, så de kunne få nogle bedre billeder med deres telefoner. Der advares mange steder mod at gøre det, for sikkerhedsafstanden til en bjørn er 100 meter. Der skete heldigvis ikke noget. Til sidst blev en bilist bagved utålmodig og tilkendegav med et dyt, at han ville videre.

Overnatning på en billig og primitiv campingplads i nationalparken.

Dagens dyr: grizzly bjørn.

21. august 2016

Icefields Parkway er ikke nogen tilfældig vej. Den regnes for en af verdens landskabeligt skønneste veje, og parken er opført på UNESCOS liste over verdensarv. Her er virkelig ualmindelig flot. Vilde tinder i alle verdenshjørner stryger direkte til himmels over trægrænsen. De står rå og nøgne uden nogen form for bevoksning og ser utilnærmelige ud. Højt oppe hænger der adskillige steder brætunger ned ad fjeldet og får det til at virke endnu mere utilnærmeligt og ugæstmildt. Øverst oppe ligger den mægtige Columbia Icefield, som ikke kan ses nede fra dalen. Det er den, der sender brætungerne ned. Den er en af verdens største bræer syd for polarcirklen. Smeltevand fra bræens vestside løber gennem Columbiafloden ud i Stillehavet. Fra østsiden løber det gennem Athabascafloden i det arktiske ocean og gennem North Saskatchewanfloden når det helt ud i Atlanterhavet mange tusind kilometer væk. Det kan man kalde et vandskel. En af brætungerne, Athabascabræen, kan man komme helt hen til og stå for enden af isen og mærke kulden, der strømmer én i møde, og fornemme de enorme dimensioner. Stort set alle bræer i hele verden er blevet mindre gennem de sidste mange år på grund af den globale opvarmning. Skilte med årstal viser, hvor bræens grænser har været. Det omgivende landskab er gråt, brunt og goldt. Først på længere afstand af isen forekommer der sparsom vegetation.

Udover bræerne er der mange andre naturherligheder. Et sted så vi en canyon, hvor vandet havde gravet sig dybt ned i en klippegrund af limsten, og det brusede og brølede nede i dybet og gravede sig endnu længere ned. Der er udsigter og panoramaer i massevis. Og oven i alt det voldsomme og spektakulære er der masser af små idyller. Vil man rundt og se det hele, skal man bruge meget lang tid. Det er ikke underligt, at parken er så populær, at man nærmest på kalde den overrendt.

Dagens dyr: chipmunk.

22. august 2016

En rigtig øv-dag. Billedet er fra i går. Da vi parkerede i går aftes, skinnede solen. Da vi gik i seng, regnede det. Og det fortsatte hele natten. Om morgenen var der et tykt skylag, og det så ikke ud til, at regnen ville høre op foreløbig. Det var også blevet koldt. Kun tre grader. Vi besluttede at køre ind til Jasper for at købe ind og gå på nettet. Efter halvanden times kørsel var vi der. Men der var så mange andre, der havde fået samme ide. Byen var overfyldt, og det var næsten umuligt at finde en parkeringsplads. Turistkontoret havde vi også besvær med at finde, for der manglede et skilt ude ved vejen. Da vi så endelig fandt det, var det overfyldt med mennesker, og deres internet var overbelastet.

Og så var det alligevel sådan, at det slet ikke var nogen rigtig øv-dag. Det var kun vejret, der var træls. På turistkontoret foreslog de, at vi gik hen til Tim Hortons, en fastfoodkæde, hvor de har gratis internet. Der var selvfølgelig også overfyldt. Jeg stillede mig op i den lange kø, mens Ranveg fik lov at sidde ved et bord, hvor der i forvejen sad en dame. Mens jeg stod i køen fik jeg tjekket min email, facebook og set, om der var vigtige nyheder hjemmefra på min telefon. Det var egentlig det, vi var kommet for. Da jeg kom tilbage til bordet med kaffe og kage, var damens mand også kommet. Og det endte med, at vi sad og hyggede os med dem hele eftermiddagen. Vi fik lært noget mere om Canada. Han var oprindelig fra Quebec og kunne fortælle en masse om det franske sprogs stilling i Canada. Landet er officielt tosproget, mens store dele af befolkningen kun taler et sprog. De fransktalende er nervøse for, at deres sprog skal forsvinde på bekostning af engelsk. Det er der vist ingen fare for. De er 8-9 millioner, og mange kan slet ikke sige noget på engelsk. Om selvstændighedsbevægelsen sagde han, at den stod stærkt for en del år siden, men at det er med den som med et stearinlys: det brænder længere og længere ned. Vi talte om mange andre ting så som kristendom, gulvbelægning og arbejdsskader. Gulvbelægning var hans fag, og han skulle på pension om to måneder. Han fortalte, at de fleste i den branche får arbejdsskader, når de er over 50. Selv havde han kun mindre slidskader, men jeg er heller ikke som andre, sagde han og mente dermed, at i hans familie bliver de meget gamle. Som 65 årig havde han stadig begge sine forældre og en bedstemor blev 107. De fleste i Quebec er normalt katolikker. Det var han også og vidste næsten ingenting om den protestantiske kirke og spurgte interesseret ind til, hvordan vores kirke adskiller sig fra den katolske.

Det endte kort sagt med at blive en rigtig hyggelig eftermiddag. Og regnen? Den holdt op til aften.

23. august 2016

I vejrmeldingen hed det 60 % chance for regn. I praksis betød det enkelte mindre byger. Det er blevet markant lunere igen. Nu da skyerne var væk, kunne vi se, at regnen var faldet som sne oppe på fjeldtoppene. Det blev de ikke mindre pæne af. Men det virker, som om efteråret banker på døren heroppe. Mange steder er der træer og buske med gule blade.

Vi vender om i Jasper og kører tilbage ad Icefields Parkway. Vi gik en dejlig tur op til en brætunge, der hang højt oppe på en næsten lodret fjeldvæg. Det var ufatteligt, at isen deroppe havde en tykkelse på 40 meter ifølge en oplysningstavle. Det fortæller noget om afstandene.

Dagens dyr: chipmunk, fjeldrype.

24. august 2016

Vi brugte lang tid på beundre Athabasca Falls, et imponerende vandfald med en voldsom kraft. Dette vand løber gennem Athabascafloden sammen med Mackenziefloden og efter mere end 6000 kilometer løber det ud i det arktiske ocean ved Inuvik.

Her mødte vi en ung dansker, der arbejder i landbruget et sted i Alberta. Det blev til en meget lang og meget hyggelig snak om mulighederne i Canada, landbrugets vilkår, kødproduktion, kødkvalitet og selvfølgelig også om at rejse.

Ved den store brætunge fra Columbia Icefield ved Icefieldscenteret gjorde vi holdt igen og beundrede bræen – nu i solskin.

Centeret har en stor og sikkert god forretning med at køre turister op på bræen i busser. De tager sig i hvert fald godt betalt. De har jævnet en vej ind over bræen, og kører i nogle busser enorme dæk. I kikkerten talte jeg seks busser.

25. august 2016

Det blev til en god lang køredag – dog med et par fotostop. Vi forlod parken og fortsatte til Vernon i Okanagandalen. 450 kilometer.

26. august 2016

Vi overnattede på en parkeringsplads ved et supermarked, hvor vi også kan komme af med spildevand og få frisk drikkevand på tanken. Gratis.

Vi blev der hele dagen. Ranveg gjorde forskellige indkøb. Der var sommerudsalg af dametøj, og det var imponerende, hvad hun kunne få for 45 kr.

Jeg sad i camperen og arbejdede hele dagen med en video om Barkerville, hvor vi var for omkring en måned siden. Den kommer på hjemmesiden, så snart den er færdig.

27. august 2016

En god lang arbejdsdag med videoen, som blev færdig.

28. august 2016

Videoen om Barkerville blev offentliggjort. Den kan ses her: Barkerville. - Ellers var det afslapning det meste af dagen uden, at der skete noget særligt.

29. august 2016

Det var igen vaskedag, og igen gik der mange timer med det. Det er ikke som hjemme, hvor man bare sætter vaskemaskinen i gang og hænger tøjet til tørre, når man trænger til en pause. Det er nye maskiner hver gang, og man må holde øje med dem for at se, om de arbejder som forventet. Senere på dagen var vi på indkøb.

Om aftenen gik jeg en tur i byen, hvor jeg blandt andet passerede en forretning, der sælger gulvtæpper billigt fra et restlager. Butikken havde det meget beskrivende navn: ”The end of the roll”.

Vejret har været ualmindelig smukt og varmt hele dagen.

30. august 2016

Nu skal vi sydpå. Ja, det kunne jeg også have skrevet, da vi vendte om i Inuvik sidst i juni måned, for længere mod nord kan man ikke komme ad landevejen. Men nu er det ved at være slut med Canada i denne omgang. Planen er at køre sydpå resten af året.

Vi skal til Kelowna og have lavet noget service på camperen der, hvor vi har købt den. Der er kun en times kørsel fra Vernon, så vi kørte ind i en naturpark ved Kalamalka Søen. Det viste sig at være en positiv overraskelse. Der var strande, hvor folk sad og nød det. Stemningen mindede om at være på stranden derhjemme en god sommerdag.

Der var et fint forgrenet net af stier, som førte til nogle udsigtspunkter over søen. Vi er vant til, at alt er skjult af tæt skov, men her var skoven meget tyndere, så der var frit udsyn over landskabet. Et sted stod der et skilt med en advarsel mod at springe ud i vandet fra klippen. På vej op til et udsigtspunkt kunne vi længere nede se to unge mænd, der stod, som om de var ved at tage mod til sig for at springe. Men der skete ingenting, så vi blev enige om, at de nok bare nød udsigten. Vi nød i hvert fald de smukke omgivelser fra det høje udsigtspunkt. Da vi på tilbagevejen havde passeret de unge mennesker, som måske eller måske ikke tog mod til sig, hørte vi jubelskrig fra hele flokken og et øjeblik efter et ordentlig plask i vandet. Så en af dem havde altså vovet det.

Okanagandalen er meget smuk. Den er bred og i dalen er der en række store søer. Klimaet er varmt og tørt om sommeren. Landskabet var i farverne brunt og gråt, fordi det var svedet af solen. Undtagelsen er de grønne pletter, hvor der kunstvandes og dyrkes frugt og vin. Okanagandalen forsyner en stor del af Canada med frugt. Langs vejene er der talrige frugtboder.

31. august 2016

I dag fik vi udleveret spisebilletter. Det fortæller heldigvis ikke noget om vores sociale status, men noget om, at vi var heldige at komme den rigtige dag. Det var camperfirmaet, der gav os spisebilletter. Vi skulle have lavet noget på camperen, og de forklarede, at vi var heldige, for netop i dag ville der komme en bil i frokostpausen, hvorfra der blev serveret tacos. Mens vi ventede, fik vi lov at sidde at arbejde med vores computere i et ledigt kontor. Da det blev frokost, var der stillet borde og stole op udenfor, og alle medarbejderne var ude at spise. Vi kom til at sidde sammen med et ægtepar, der begge arbejdede der. De fortalte, at der kom sådan en madbil hver anden onsdag hele sommeren. Det var normalt forskellige, men tacosbilen havde de ønsket flere gange. Det var en fin form for medarbejderpleje.

Med værkføreren drøftede vi et problem, vi har med vores batterier. Der er to 6 volts blybatterier, og de skal jo være dækket med vand. Men der er så trangt, at det er umuligt at kontrollere dem uden at skrue ledningerne af, og hvordan får dem lige monteret rigtigt igen på to batterier, der er serieforbundet? Vi snakkede om forskellige løsninger, men da vi hentede den igen, sagde han, at det ikke var muligt at lave, men at batterierne fungerer perfekt. Derimod foreslog han, at vi skulle køre hen på fabrikken og høre, om de havde en løsning. Vi skulle spørge efter en navngiven person.

Vi fandt ham også. Han sagde, at der ikke er nogen løsning på grund af pladsen. Men tilføjede, at ladeanordningen er lavet sådan, at batterierne ikke kan overoplades, så de ikke bliver ødelagt, selvom der skulle mangle vand. Efter hans mening vil det være nok at kontrollere vandstanden en gang om året.
Så selvom vi ikke fik den løsning, vi havde håbet på, blev vi befriet for at bekymre os om batterierne.

Efter et hurtigt indkøb kørte vi sydpå og nød frugtbarheden og den landskabelige skønhed. I Okanagan Falls kørte vi ind til en isbod, hvor vi også var i maj måned for igen at smage deres legendariske is. Det blev nu til et kapløb med tiden, for i den stærke varme smeltede isen hurtigere, end vi kunne nå at spise den. Mens vi sad der udenfor og kæmpede for, at det ikke skulle se alt for uciviliseret ud, kunne vi more os med at se på en tegning, der fyldte hele husets gavl. Det var et bamseunivers. Bamserne var i tivoli, som vi kender fra markedsdage med gynger og karusseller. Midt i det hele stod en stor bamse og lavede popcorn, som sprang lystigt op af den sorte gryde, og i det ene hjørne var der et skilt med teksten: ”Det er forbudt at fodre menneskene.”

Vi havde fundet koordinater til en gratis campingplads ved en sø langt ude i en skov. Koordinaterne førte os dog ikke lige til søen, men til et højdedrag i nærheden. Et sted hang grenene så langt ud over vejen, at vi var nødt til at vende. Der skulle bakkes rundt i et sving, der var så skarpt, at rattet måtte helt ud i sin yderste stilling. Først efter et par forsøg lykkedes det at komme sikkert rundt. Samtidig skrånede det så meget, at bilen hældede faretruende. Nå, men det lykkedes at finde det rigtige sted nede ved vandet. Der holdt en bil der i forvejen. Det var et ægtepar og deres unge voksne søn og en fjerde person. Den unge mand havde en bokserhund i snor. Den var stærk som en bjørn, og han døjede med at holde den: ”Det er en meget venlig hund,” sagde han. – Faderen fortalte, at for en uge siden havde de holdt datterens bryllup her på dette sted og havde fået en giftefoged til at komme herud. 60 mennesker havde de været. Ranvegs tanke, fortalte hun bagefter, havde været, hvordan de havde klaret sig med det ene lokum, der var. Men faderen sagde, at de havde haft en dejlig weekend, selvom han flere gange betonede, at det var hans datter, der havde ønsket, at det skulle være sådan.

Da de var kørt, løb vi lidt rundt, fordi vi havde siddet stille det meste af dagen. Da det var blevet mørkt, og vi ved at gøre klar til at gå i seng, kom der en bil mere. Vi syntes, det var lidt skummelt nu, hvor det var både sent og mørkt. Det viste sig dog at være en børnefamilie, som begyndte at sætte telt op i lyset fra billygterne.

Det var vores sidste overnatning i Canada i denne omgang.

Dagens dyr: blishøns.

Næste side: September 2016

Forrige side: Juli 2016