Kom, kom til Klondike – op og grave guld…
Dawson City
Der er tre ting, der forbinder det gamle Dawson City (også kaldet Dawson) og Dawson City i dag: Her har altid boet mennesker, det har altid været en afsides beliggende bebyggelse og det har altid tiltrukket de mest foretagsomme og kreative mennesker.
Igennem tusinder af år var området beboet af Tr’ondëk Hwëch’in stammen og deres forfædre. I Tr'ochëk (senere Klondike), hvor floderne Klondike River (øst-vest) og Yukon River (syd-nord) løber sammen, havde stammen en fiskelejr, hvor de fangede laks, samlede forråd og jagede moose (en slags elg) i Klondike Valley.
De to floder løber sammen ved Dawson.
Men den 16. august 1896 skete der noget, som for altid ændrede stedet: To af stammens medlemmer og en hvid, som var gift ind i stammen, fandt guld i den senere Bonanza Creek - en sidedal til Klondike River. Samme dag sejlede én af dem de ca. 100 km mod nord ad Yukonfloden til Alaska, for at gøre krav på lodder i denne sidedal.
Skookum Jim (t.v.) og George Carmack, som var de første, der fandt guld i Bonanza Creek.
Se også billedgalleri fra Dawson og omegn.
Rygtet om fundet spredtes hurtigt til de guldgravere, der var i området i forvejen. De forlod de lodder, de havde og hastede til Klondike, hvor de gjorde krav på de resterende lodder i Bonanza Creek med tilhørende sidedale samt flere andre dale i området. Allerede i 1897 var der givet 40 koncessioner til minedrift i stor skala. Derudover var der mange, der forsøgte sig på egen hånd. I løbet af 1897 blev der således lagt beslag på en stor del af området syd for Klondike River.
Placer mining
Minedriften i Klondike er placer mining. Ordet ”placer” kommer af det spanske ord ”playa”, der betyder ”strand”. Guldet i Klondike ligger gemt i bunden af dalene i et lag af grus og sand. Den simpleste måde at få skilt guldet fra på er at bruge vand og et fad. Man fylder massen af grus og sand i fadet og ryster massen fra side til side under vand. Da guld er tungere end grus og lyst sand, vil guldet synke til bunds og resten flyde væk. Dette kaldes at ”pande guld”.
Turister konkurrerer i disciplinen at pande guld.
Teknikken og kapaciteten i minedriften forbedredes meget hurtigt og allerede i 1906 byggede man det, der i dag er verdens største flydende gravemaskine af træ. Men princippet i processen forblev den samme.
Da der er permafrost i det nordlige Yukon, måtte jorden først tøs op, så man kunne grave i det lag af grus og sand, hvor guldet lå gemt. Man gravede om vinteren og sorterede guldet fra om sommeren, når der var rindende vand.
Ovnen blev brugt til optøning af permafrost.
Starten på ”The Gold Rush”
Verden udenfor hørte først om guldeventyret i sommeren 1897, da den første vinters guldfund kunne udskibes. Guldgravere sejlede med deres last ad Yukonfloden og gik i Alaska om bord på to oceangående dampskibe, der sejlede mod syd. Da det første skib ankom til San Francisco med en last til en værdi af en halv million dollars i guld, vakte det opsigt. Da det andet skib lagde til kaj i Seattle tre dage senere, stod pressen parat og overskriften i Seattle Post-Intelligencer forkyndte eventyret om ”Et halvt ton guld” Dette var imidlertid en underdrivelse, for skibet medbragte mere end et ton guld til en værdi af en million dollars. Dette var startskuddet til ”The gold rush”.
Efterår og vinter 1897 kom mange tusinde guldgravere til Klondike. De kom fuldstændig uforberedte til det kolde og næsten ubeboede område og mange af dem døde af sult og kulde undervejs på den godt 800 km lange rejse fra Alaskas Stillehavskyst til Dawson. Derfor blev det allerede i februar 1898 besluttet, at hver guldgraver skulle medbringe 500 kg. fødevarer samt tøj, telt og et fad til at pande guld i. Den mest direkte – men også den mest anstrengende – rute til Klondike var ”Chilkoot Trail” fra Skagway, Alaska, til Lake Bennett, Yukon. Guldgraverne måtte bære disse mange hundrede kilo på ryggen op ad den isbelagte bjergside til det 1000 m høje ”Chilkootpas” og ned på den anden side. Fra Lake Bennett måtte de rejse med hundeslæde de 800 km. nordpå ad den frosne Yukonflod til Dawson.
Historisk foto af menneskemængden på vej over Chilkoot Pass.
Senere blev der bygget en jernbane fra Skagway over White Pass til Whitehorse, 530 km syd for Dawson. Men banen var først færdig år 1900. Fra Whitehorse kunne man komme videre med hjuldamper til Dawson.
Dawson City og ”The gold rush”
Dawson blev grundlagt allerede i september 1896 af Joe Ladue. Han havde tidligere arbejdet med minedrift, men han vidste af erfaring, at handelsfolk i mineområder tjente meget mere end guldgraverne, så mens andre gjorde krav på lodder i flodlejerne, gjorde han krav på et stykke land til en by. Han opkaldte byen efter den canadiske geolog George M. Dawson, som havde kortlagt Canadas Nord-Vest Territorier. Byen blev anlagt i nærheden af den lokale stammes fiskelejr. Beliggenheden ved de to floder var ideel, så byen blev meget hurtigt et knudepunkt for handel og service i det, der fra 1898 kom til at hedde Yukon Territorium.
Joe Ladue byggede selv det første hus i byen. Mindre end et halvt år efter var der 500 bygninger: Butikker, et savværk, et operahus, hoteller, restauranter, saloons og boliger. Senere blev der bygget kirker, som etablerede byens to hospitaler, der blev etableret avistrykkerier og småhandlende som slagtere, bagere, skræddere, tobaksforretninger, grovsmede og bordeller kom til. Der blev åbnet et teater, bygget spillehaller, 5 nye savværker og antallet af saloons var nu oppe på 22.
Én af grundende til den store omsætning i disse saloons var, at de benyttede sig af ” percentage women”. Det var kvinder, der viste deres hals, arne og skuldre og deres ben op til knæene. Iført denne dristige påklædning opfordrede de mændene til at købe drikkevarer til overpris. Disse drikkevarer kunne så indtages i små, intime aflukker. Som modydelse fik kvinderne en procentdel af omsætningen.
Da isen brød i maj 1898, ankom ansatte i Bank of British North America og begyndte at lave bankforretninger i et telt. En måned senere ankom ansatte fra The Bank of Commerce med en million dollars i sedler. De slap dog hurtigt op, da banken efter to uger kunne udskibe for 750.000 dollars i guld.
I begyndelsen af juni ankom i hundredvis af små hjemmelavede både og tømmerflåder tungt lastet med fornødenheder. De var sejlet de 800 km fra Lake Bennett op ad Yukonfloden til Dawson. De følgende uger steg antallet til adskillige tusinde. Bådene lå 3 kilometer langs flodbredden ud for Dawson. Telte dækkede flodbredden og spredte sig op ad bjegsiden bag byen. Nyankomne mente, byens navn var misvisende: Dawson City lignede ikke en by, men snarere en teltlejr.
Området ved floden var sumpet og der var ingen grøfter til dræn. Snart vadede fodgængere i en knædyb masse af mudder og al slags affald. Der var heller intet rent drikkevand. I juli udbrød der en epidemi af tyfus og den rasede hele sommeren. Byens to hospitaler kunne slet ikke rumme alle de syge.
Der var en enorm kontrast mellem rig og fattig i Klondike. Et mindretal tjente enorme formuer på guld og levede et ekstravagant liv, men for endnu flere var det et spørgsmål om at overleve. De guldholdige dale i området syd for Klondike River var for længst beslaglagt. De nyankomne var henvist til lodder oppe på bjergsiderne, hvor ingen vidste, om der var guld.
Priserne på lodder til byggegrunde var på godt et år steget fra nogle få hundrede dollars for de bedste lodder til mellem 20.000 og 40.000 dollars pr. lod. Bankerne tilbød lån til 24%, selvom det ikke var lovligt at forlange mere end 7%. Maden var også dyr. Et måltid, der kostede 15 cents i Seattle, kostede 2.50 dollars i Dawson, og det var af en meget ringere kvalitet.
Mens efterspørgslen på logi, mad og tøj havde sendt priserne på himmelflugt, havde overskuddet af arbejdskraft presset lønningerne ned. Intet under at hundredevis af de nyankomne skyndte sig at sætte alt, hvad de havde medbragt, til salg på en bazar langs flodbredden for at få penge til hjemrejsen.
Dawson var dog ikke en fuldstændig lovløs by. Ifølge canadisk lov var det forbudt at besidde skydevåben og The North-West Mounted Police var til stede for at opretholde lov og orden. I sommeren 1898 blev der udpeget en kommissær til det nyoprettede Yukon Territorium og han fik ansvaret for Dawson, som nu fik status som Yukons hovedstad.
Kommissærerens arbejdsværelse.
Kommissæren tog en række initiativer til at løse problemerne i Dawson. Blandt andet blev der ansat en ingeniør til at konstruere grøfter til dræn og der blev lavet regler for drikkevand og opbevaring af affald. Affaldet skulle også skaffes af vejen, så i foråret 1899 fik byens befolkning påbud om at lægge alt affaldet ud på den tilfrosne Yukonflod. Når så isen brød, ville affaldet forsvinde i floden og affaldsproblemet ville være løst.
De nyankomne blev ikke længe i Dawson. Allerede i vinteren 1898 var rygtet om det store guldfund i Nome, Alaska, nået til Dawson. I hundredvis af guldgravere begav sig ud på den frosne Yukonflod med kurs mod Nome. Mange flere ventede dog til foråret og den første hjuldamper, der forlod Dawson var fyldt til bristepunktet. Da den sidste hjuldamper forlod Dawson i efteråret 1999, var indbyggertallet i Klondike faldet fra ca. 30.000 til ca. 6.000.
”The gold rush” var lige så hektisk, som det var kort. I de følgende årtier sygnede Dawson hen og indbyggertallet faldt til omkring 800. I 1953 blev Whitehorse, som ligger 530 km syd for Dawson, hovedstad i Yukon Territorium.
Dawson i dag
Der er stadig minedrift i Klondike i dag. Mineområdet udgør 2600 kvadratkilometer, og der er ca. 300 aktive miner, hvoraf ca. 100 er privatejede og har været i familien i flere generationer. Hver mine giver arbejde til mellem 1 og 13 personer.
Men efterhånden som minerne tømmes, vil turistindustrien blive det nye guldæg. Trods den afsides beliggenhed kommer der ca. 60.000 turister til Dawson hvert år. I 1960’erne begyndte Parks Canada at restaurere og rekonstruere The National Historic Sites of Canada i Klondike. Disse indbefatter blandt andet Dawsons oprindelige, bevaringsværdige bygninger. Der er dog også mange oprindelige træbygninger, der ikke er restaurerede. De er i årenes løb blevet skæve, fordi de er bygget direkte på jord med permafrost.
Intet under at turisterne flokkes i Dawson. Parks Canadas guider formidler viden om Dawsons historie på en sjælden intelligent og kreativ måde.
Den lokale afdeling af Yukon Turistforening sætter hvert år en meget professionel cabaret op med tre forestillinger hver aften i perioden maj til september. Forestillingen er en moderne version af den forestilling, der blev spillet på Palace Grand Theatre omkring år 1899. Forestillingerne er henlagt til Diamond Tooth Gerties Gambling Casino, som turistforeningen også driver.
Pionerånd og entusiasme
Sommerhalvåret er travlt i Dawson. Dagene er lange og lyse men sommeren er kort. Om vinteren lukker mineindustrien og turistindustrien. Vinteren er lang, kold og mørk og der er halvanden måned hver vinter, hvor solen ikke når op over bjergkammen. Så er det tid til sammenkomster og forskellige aktiviteter.
I dag bor der ca. 1300 mennesker i Dawson. Der er 6 timers kørsel ad Klondike Highway til Whitehorse. På trods af byens lidenhed og afsides beliggenhed er byen vært for flere internationale konkurrencer hvert år, blandt andet en international sejlerkonkurrence om sommeren og en international konkurrence i kørsel med hundeslæde om vinteren.
Klondike Institute of Art and Culture er en kulturel hjørnesten i Dawson. Det tilbyder undervisning inden for kunst og kultur på et niveau, der svarer til 1. år på en universitetsuddannelse. Herfra kan man fortsætte sin uddannelse på fire af Canadas bedste universiteter. Instituttet arrangerer også en overflødighed af foredrag og koncerter m.m.
Klondike Institute of Art and Culture
Den lokale stamme har deres eget kulturcenter i Dawson og om vinteren arrangerer de kurser i traditionelle indianske håndværk.
Derudover er der enkeltpersoner, der deler ud af deres færdigheder. Forfatterforeningen benytter forfatteren Pierre Bertons barndomshjem i Dawson som et refugium, hvor forfattere i en periode kan opholde sig for at skrive. Til gengæld forpligter de sig ti at holde oplæsningsaftener. Borgere med talenter bidrager også til fællesskabet, eksempelvis en lokal smykkekunstner, der om vinteren også underviser i klaver.
I Dawson har man altid skelnet mellem ”cheechako” og ”sourdough”. ”Cheechako” er man, hvis man kun tilbringer sommeren i Dawson. For at gøre sig fortjent til betegnelsen ”sourdough”, skal man have stået en vinter igennem i byen. Betegnelsen henviser til Downtown Hotels specialitet Sourtoe Cocktail, som indeholder en mumificeret tå. Det kostede 500 dollars at sluge tåen, men det afholdt ikke guldgravere fra at lægge de 500 dollars på bordet og derefter sluge tåen.
Først i 2011 fik Dawson rensningsanlæg til spildevand. Indtil da lukkede man spildevandet direkte ud i floden. 300 af byens indbyggere har hverken elektricitet eller rindende vand. Af dem er der en lille gruppe på halvanden hundrede mennesker, der bor vest for Yukonfloden. De er forbundet med resten af Dawson via en lille færge. Hvert efterår og hvert forår er der imidlertid en periode på 2-3 uger, hvor de er afskåret fra byen, fordi færgen ikke sejler og isen endnu ikke er farbar. Så må de enten flytte ind hos nogle venner i byen eller på forhånd sikre sig de nødvendige forsyninger. Ét år var forsyningerne i Vest Dawson sluppet op. Så var der ikke andet at gøre, end at rekvirere en lokal helikopter til at kaste forsyninger ned.
Færgen, der forbinder Dawson med Vestdawson.
Hver vinter er der væddemål om, hvornår isen bryder op. Man vædder på dato, timer og minutter. Den der kommer tættest på det rigtige minuttal, vinder puljen. Alle mand møder op selv midt om natten, når tårnet på isen vælter og uret går i stå. Et lod koster 2 dollars og årets pulje var på 8600 dollars. Vinderen fik halvdelen af puljen og resten gik til en forening i byen.
De har det sjovt i Dawson. Så der er ingen fare for, at byen – som utallige andre guldgraverbyer – ender som en spøgelsesby.
Se også billedgalleri fra Dawson og omegn.