Dagbog december 2023

1. december 2023

Efter mødet med de mange efterkommere af danske indvandrere og sommerfesten i Club Dannevirke blev vi enige om, at vi også ville deltage i Sommerfesten i La Dulce næste weekend. La Dulce er en lille by midt i danskertrekanten. Der var endnu et par dage, så vi bestemte os til at tage til Balneario Orense, som kun ligger to timers kørsel fra La Dulce. Campingpladsen lå skønt lige ned til stranden.

Da indehaveren hørte, at vi var fra Danmark, fortalte han, at hans kæreste var af dansk afstamning, men ikke talte dansk. Han ringede til hende med det samme, for han syntes bestemt, at Ranveg skulle tale med hende. Da vi havde fået camperen stillet an, kom en håndfuld mænd på motorcykler. De kørte lige rundt om camperen og standsede ved døren. Den forreste tog hjelmen af og sagde: ”Er det rigtigt, at I er danskere?” Han var nemlig selv af dansk afstamning, men talte kun spansk.

2. december 2023

Der var brug for at lave nogle ting på computeren, så det blev til en stille arbejdsdag. Vejret var også blevet træls med blæst og kulde

3. december 2023

Sommerfesten fandt sted på en estancia, der hedder La Primavera. Vi havde fået en kortskitse, som ikke var så præcis. Landskabet er jo fladt med dyrkede marker og adskillige kilometer mellem gårdene. Vi gik ind på en tankstation og spurgte om vej. En kunde sagde, at vi bare kunne følge efter ham, for han sad i festudvalget.

Der var endnu et stykke tid til frokost, da vi ankom, og nogle præsenterede os for den tidligere præst i Necochea, som velvilligt fortalte os om danskerkoloniens forhold både før og nu. Han havde været præst der i 45 år og var nu pensioneret i en høj alder. Han gjorde blandt andet opmærksom på, at alle de oprindelige udvandrere rejste ud på grund af fattigdom hjemme i Danmark. Vi har læst nogle biografier, og nogle kan fortælle om en fattigdom så grusom, som man ikke kan forestille sig, når man kun kender velfærdssamfundets overflødighedshorn. Folk så simpelt hen ikke andre udveje end udvandring. Når de ankom, gav den argentinske stat dem en hotelovernatning i Buenos Aires og en togbillet til Tandil. Herefter måtte de klare sig selv. Man kan sige, at det ikke var meget staten gav dem, men de var velkomne, for man ville gerne have landet befolket. På daværende tidspunkt var befolkningstallet kun på 5 millioner.

Det var vigtigt for kolonien at holde fast i dansk kultur, sprog og traditioner. Det gjorde man efter samme opskrift som hjemme: gennem et udviklet foreningsliv, skoler og kirker. Man kan sige, det var Højskoledanmark, der udvandrede. Det var den ånd, der prægede kolonien. Man forsøgte også at bygge højskoler. Der var flere forsøg, men de var alle sammen kortvarige – sikkert af økonomiske grunde. En uge på højskole var det initiativ, der levede længst, menlig 100 år. I de første år var det 8 dage på højskole. Senere blev det kortet ned til nogle få dage. Det var dels et faldende deltagertal, der gjorde, at man lukkede, og dels det forhold, at den danske stat ikke længere ville betale for udsendelse af og løn til foredragsholdere fra Danmark. Der har ellers været mange kendte personer derovre for eksempel Bertel Hårder, Carsten Jensen.

Ved frokosten var vi lidt over 200 personer. Vores venner fra sidste weekend fandt et godt sted til os at sidde, nemlig hos en familie, som var meget hyggelige at være sammen med. Ranveg sad ved siden af moderen på 84, mens jeg sad sammen med sønnen og svigerdatteren. Han havde arbejdet i Danmark i en årrække, hvor han havde lært at lave tanke til mejerier. Den viden tog han med sig hjem til Argentina og startede en virksomhed inden for det område. Nu lavede han og broderen maskiner til landbruget. Broderen talte næsten ikke dansk, men en tredje bror boede permanent i Danmark. Vi fik også en snak om politik. Argentinas nye præsident Javier Milei skulle indsættes ugen efter. Han udtrykte ligesom andre, vi har talt med, håb om, at der kommer til at ske noget nyt, selvom Milei ikke var hans kandidat. For eksempel fortalte han, at der findes flere forskellige dollarkurser for forskellige varegrupper som for eksempel sojabønner. Det er en stor gene for erhvervslivet, og der er brug for en oprydning.

Menuen til frokost var i øvrigt efter argentinsk skik en solid grillet kødret. I Argentina får man inden måltidet altid en lille forret. Det kan være et lille stykke brød med et eller andet til. Her fik vi også et lille stykke brød – med leverpostej.

Om eftermiddagen var der forskellige former for underholdning som folkedans og en stor konkurrence om at blive årets fuglekonge. Det vil sige, at der blev skudt efter nogle målskiver. Den nye fuglekonge fik overdraget værdigheden ved en lille ceremoni. Medaljen hang i to bånd med henholdsvis de danske og de argentinske farver.

Ved aftensmaden kom jeg til at sidde ved siden af en, som jeg allerede havde truffet ugen før i Club Dannevirke. Han fortalte mange historier om kolonien som de officielle besøg fra Danmark, blandt andet af dronningen, og om En uge på højskole, hvor han havde lært Anker Jørgensen at kende, og om hvordan det udviklede sig til et venskab, som varede til Anker Jørgensen var på plejehjem og forsvandt i en tåge af demens.

4. december 2023

Da vi havde overnattet der, hvor sommerfesten fandt sted, bestemte vi os til at se på den lille by La Dulce, som er præget af danskerne, men også af andre indvandrere. Et monument på byens hovedgade havde en teksttavle med følgende tekst: ”A Memoria de Nuestros Inmigrantes. 2008.” (Til minde om vore indvandrere.) Omkring tavlen var der anbragt en række flag fra 11 forskellige lande herunder Danmark, Norge og Baskerlandet. I en slagterbutik fortalte vi indehaveren om sommerfesten. Han fortalte så, at han selv var af tysk og italiensk afstamning.

En havde givet os en liste med nogle institutioner i Necochea med relation til det danske. Vi kørte rundt og så nogle af dem udefra. Det er en ret stor by, som ligger smukt ved kysten.

Hermed sagde vi til hinanden: ”Så, nu er vi færdige med det danske i denne omgang.”

Inden vi forlod Necochea, skulle vi lige have benzin. Jeg talte med tankpasseren på mit vakkelvorne spansk, som dog er tilstrækkeligt i den situation. Da han begyndte at tanke, kom en anden tankpasser og spurgte, om jeg talte engelsk. Da han hørte, at vi var fra Danmark, fortalte han, at ejeren af tankstationen var dansk og hed Jensen. Med ét forsvandt han og kom et øjeblik efter tilbage med ejeren. Han inviterede os straks på en kop kaffe, og vi fik en hyggelig snak. Han havde i øvrigt også deltaget i sommerfesten, og jeg kunne genkende hans ansigt.

Overnatning igen i Balneario Orense.

5. december 2023

Vi blev en dag i Balneario Orense for at lave noget på computeren. Forhåbningen var også at gå en tur med kameraet i det skønne landskab, som minder lidt om området ved Rubjerg Knude, men det satte vejret en stopper for.

6. december 2023

Næste mål: Patagonien. Det betyder nogle lange køredage. Vi ville overnatte i Bahía Blanca samme sted som sidst. Undervejs er der en strækning med nogle små butikker, der sælger oliven og andre gode sager. Der måtte vi selvfølgelig ind og forsyne os.

Da vi var ankommet til Bahía Blanca, begyndte en lampe at lyse, som fortalte, at bilen mangler bremsevæske. Vi havde jo lige fået nye bremseklodser monteret, så alt burde jo være i orden.

7. december 2023

Vi var heldige, at det netop skete i Bahía Blanca og ikke noget andet sted. Vi skulle således kun køre ganske få kilometer med den lave bremsevæskestand. Henne på lastbilværkstedet var der masser af gensynsglæde. De ringede straks efter den mand, der havde særligt forstand på bremser. Der var noget ventetid, inden han kom, men de lavede det uden beregning. De havde tydeligvis en faglig stolthed, som de værnede om.

Da det meste af dagen gik med det, fik vi ikke kørt så langt. Overnatning på en tankstation i Médanos. Stille og roligt og med en udmærket købmandsbutik lige ved siden af.

8. december 2023

Vi kørte ind i Patagonien. Det blev rent formelt markeret ved en kontrol af medbragt mad: kød, frugt og grønt. Det kom bag på os, men vi fik at vide, at der ikke ville komme flere af den slags kontroller.  

Overgangen til Patagonien blev synligt markeret ved en ændring i landskabet. Der var et brat ophør af planteavl. I stedet for dyrkede marker var der nu en lav buskvegetation og stort set ingen træer. Landbrug bestod af køer og får på græs – eller hvad man nu skal kalde det. Ellers var landskabet fladt, som det har været siden Buenos Aires.

Vi begyndte også at se guanuacoer langs vejen – efterhånden i stort tal. Landskabet var øde uden nogen form for bebyggelse mellem byerne. Overnatning på en tankstation.

9. december 2023

Kørsel i det kæmpemæssige øde og flade landskab. Sidst på dagen kunne vi i horisonten ane nogle lave bjerge. De lå ved en mindre by, der bar det stolte navn Sierra Grande, De store Bjerge. De var måske højst 500 meter høje, men i det flade landskab forekom de kæmpe store. Det var de første bjerge, vi har set siden højderne ved Tandil.

Der var varmt og godt og stille i byen bortset fra trafikken. Overnatning på en tankstation, hvor vi ikke bare kunne få benzin, men også vand til camperen.

10. december 2023

Til Peninsula Valdés var der ikke så langt. Denne halvø er kendt for sit dyreliv: søløver, sæler og pingviner. Vi så frem til et afbræk i de lange køreture. Noget egentligt afbræk blev der nu ikke noget af, for der var meget store afstande på halvøen på elendige grusveje.

Da vi nærmede os halvøen, måtte vi betale entré og fik at vide, at vi ville komme til et besøgscenter efter 24 kilometer. Det fortæller noget om afstandene. Mellem de to punkter var der ikke andet end det til dels flade til dels let bølgende landskab. Efter at have set udstillingen i besøgscenteret tog vi ud til nordspidsen af Valdéshalvøen. Her lå søløver og sæler på stranden og solede sig. De lå næsten helt stille og dovnede og lignede kæmpemæssige kødklumper. De første europæere, som kom hertil omkring år 1900, så dem som jagtbytte. Skindet blev brugt til seletøj. Midt i 1950’erne blev slagtningen af søløver stoppet, men da var der også slagtet omkring 270.000.

Det var forbudt at overnatte i nationalparken, så der var et par timers kørsel til Puerta Pirámides, den eneste by på halvøen. Her fandt vi en skøn plads ved stranden, hvor der holdt flere andre turister.

11. december 2023

Der var et par andre steder på Peninsula Valdés, hvor man også kunne se havdyrelivet. Først skulle vi dog lige have benzin på. Over tankstationen var der et tag, som var for lavt til vores bil. Min første tanke var, at det var skidt, for jeg vidste, at det var den eneste tankstation. Men tankpasseren vidste råd for det. Jeg skulle bare bakke ind og holde på tværs, så kunne slangen nå. Mens vi stod der, kom en mand hen til os. Han kendte camperen, troede han. Det viste sig, at han kendte Marc og Herlinde, der kører i en camper magen til vores.

Et sted kunne man komme ganske tæt på pingviner, det vil sige under en meter. De havde en koloni på en skrænt ned mod havet. Det var arten magellanpingviner.

Det næste sted, vi gjorde holdt, kunne man igen se søløver og sæler i stort tal ligesom i går. De kæmpemæssige kroppe er meget imponerende, og der er en slående kontrast mellem deres tunge bevægelser på land og deres gesvindte bevægelser i vand. En søløve gabte, så man kunne se dens tænder og tunge og dybt ned i halsen. Senere fik vi at vide, at søløven er det eneste dyr, der kan åbne sine kæber i en vinkel på 90 grader.

Her var der også et spisested med mad af skuffende kvalitet. Udsigten kunne man derimod ikke kritisere.

Afstandene er som sagt store, og inden vi var tilbage i Puerta Pirámides, havde vi kørt næsten 200 kilometer – stadig på grusvej. Undervejs så vi massevis af guanacoer, men også andre dyr, som jeg ikke kender navnet på. Vi overnattede samme sted som sidste nat og hyggede os med nogle af de andre turister.

12. december 2023

Opholdet på Peninsula Valdés gav som sagt ikke det afbræk i køredagene, vi havde regnet med. Nu måtte vi videre sydpå ad de lange lige veje gennem det øde landskab, som nu var blevet en smule mere kuperet. Der var mange guanacoer langs vejene. De virker til at være nogenlunde fornuftige dyr i modsætning høns. En bil får en høne til at tro, at hun bor på den anden side af vejen. Guanacoerne blev som regel stående i vejkanten. Ikke desto mindre talte jeg hele 16 kadavere i vejsiden i løbet af dagens køretur.

Overnatning på en tankstation.

13. december 2023

Kørsel ligesom i går med overnatning på en tankstation, der lå helt ensomt langs vejen.

14. december 2023

I Puerto San Julián var der en kommunal campingplads og et vaskeri i byen. Vi fik indleveret noget af vasketøjet om aftenen til afhentning næste dag og lavet en aftale om at indlevere sengetøjet næste morgen til afhentning om aftenen. Vi har jo kun det ene sæt. Vaskeriet blev passet af en yngre mand, som talte voldsomt utydeligt. Men hver gang vi var inde i butikken, gav han os to flødekarameller.

Campingpladsen var meget nedslidt, men renholdelsen var i top, og det er det vigtigste.

15. december 2023

Udover turene til vaskeriet fik vi set på byens to seværdigheder. Det ene var en kopi af det skib, som den portugisiske opdagelsesrejsende Megallanes rejste med. Det er ham, der har givet navn til Magellanstrædet, som går mellem det sydamerikanske fastland og Ildlandet. Han gav for resten også navn til pingvinerne.

Det andet var en fransk Miragejager, som var udstillet på et torv til minde om Falklandskrigen i 1982. Det minde holder argentinerne aktivt i live. Danskargentinerne grinede overbærende af det, men der er klart politiske kræfter, der ser en fordel i at holde det i gang. Under krigen blev der etableret en flybase i Puerto San Julián, idet der kun er 500 kilometer og 45 minutters flyvetid til Falklandsøerne. Krigen havde for argentinerne det uheldige udfald, at det foruden nederlaget kostede dem mange menneskeliv. Men den havde også et for Argentina heldigt udfald: Militærstyret faldt.

16. december 2023

Nogle kilometer syd for San Julián er der langs vejen et udsigtspunkt, hvorfra man kan se ud over landskabet. Det særlige er en forsænkning, som ligger 107 meter under havets overflade, og som er det laveste punkt på de to amerikanske kontinenter.

Når vi kører, sidder Ranveg med en lydbog, og en gang imellem får jeg referater af, hvad hun har hørt.

Efter endnu en dag på den måde standsede vi ved en lille privat campingplads nogle kilometer før Rio Gallegos. Den lå smukt ved floden af samme navn. Der var en høj skråning, og en trappe gik op på toppen, hvor der lå et kapel med en Mariafigur i en glasmontre og massevis af votivgaver. Dertil et stiliseret juletræ. Heroppe fra var der en formidabel udsigt.

Campingpladsen var lidt snæver, og der var mange, der var kommet for at holde fest. Det var en lørdag aften. Det har vi mødt på adskillige campingpladser, og der er kun én ting at gøre: at finde sig i det. Det foregik nu på en pæn måde. Det var tydeligt at se, hvordan folk hyggede sig med hinanden.

17. december 2023

En times kørsel syd for Rio Gallegos kom vi til grænseovergangen til Chile. Vi vidste fra sidste år, at chilenerne ikke ville tillade frugt, grønt, kød og flere andre ting. Efter at have fået passene stemplet og bilens papirer ordnet kom turen til madkontrollen. Vi skulle udfylde en erklæring og læste reglerne omhyggeligt. Det var forbudt at medbringe alt plantebaseret selv juledekorationer. Vi var forberedte og havde tømt køleskabet, så det eneste, vi fik konfiskeret var en lille pølseende.

Eftersom vi ikke havde vores egen mad, besluttede vi at spise på en restaurant. Her havde Ranveg glemt sine solbriller, og da vi kom tilbage et par timer senere for at hente dem, sagde de, at de ikke havde set dem. Det var en speciel slags med gule glas, som er lavet specielt til synshandicappede, så det var noget af et tab. Der var to damer, der havde betjent os. Den ene var hjælpsom, da vi kom igen, mens den anden var påfaldende uinteresseret i at hjælpe, så det kunne minde om dårlig samvittighed. Vi kan naturligvis ikke vide, om det er tyveri, men det er den eneste forklaring der giver mening. Øv.

Vi kørte hen til en strand ved Magellanstrædet, hvor der ligger to forliste skibe. I gammel tid skete der mange forlis langs Ildlandet, fordi det var dårligt eller slet ikke kortlagt, men også på grund af det hårde vejrlig.

Herfra var der ikke så langt til færgen over strædet. Der var en overfartstid på en halv time. Billetterne skulle købes ombord på skibet.

Skulle vi overnatte, når vi var kommet i land, eller skulle vi fortsætte til næste grænseovergang, hvor man igen kører ind i Argentina? Vi valgte det sidste, selvom det var en lang køretur, men også fordi der ikke var nogle ordentlige overnatningssteder undervejs. Måske fordi det var sent, virkede vejen længere end ellers. Aftenerne er lange og lyse som i Danmark om sommeren, så hvad det angår, gjorde det ikke noget, at det var sent. Landskabet var anderledes. Det var bakket moræneland, men meget bart og ingen vegetation over ankelhøjde. Det kunne minde lidt om Island.

Vi fortsatte til grænsen, men orkede ikke flere grænseovergange i dag. Der var en kæmpemæssig parkeringsplads, hvor lastbilerne holdt parkeret, mens chaufførerne gik ind og fik ordnet deres papirer. Dér parkerede vi for natten.

18. december 2023

Grænseovergangen ved San Sebastian gik let, og vi var nu i Argentina igen. Herfra var der godt et par hundrede kilometer til Ushuaia. Vi passerede to større byer: Rio Grande og Tolhuin, ellers var landskabet stadig øde og fladt. Efter et stykke tid kunne vi ane nogle høje bjerge i horisonten. Langsomt kom vi nærmere. Landskabet blev mere kuperet, og til vores store forbløffelse var der nu skov.

Bakkerne blev til bjerge, og det sidste lange stykke inden Ushuaia var det reel bjergkørsel. En skøn afveksling fra det flade landskab, vi havde kørt i så længe. Længst mod syd slår Andeskæden et knæk og går øst-vest. Det var således det aller østligste af Andesbjergene, vi kørte ind i.

Ushuaia er en langstrakt by – en 12-13 kilometer fra øst til vest. Den ligger ned til kysten – det vil sige Beagle kanalen mod syd og bjergene mod nord.

Der er mange campingpladser i byen, men kun få kan tage biler i vores størrelse, og kun en har dump – adgang til kloakafløb. Så der tog vi hen. Det er et sted, som har heste, og som tilbyder ture på hesteryg til turister. Konen, som tog imod os, fortalte, at hendes mand ville komme hjem næste dag efter en ti dages fjeldtur med turister. Mest er det dog ture af 2 eller 4 timers varighed for krydstogtpassagerer.

Vi fik en hyggelig snak med et norsk-colombiansk par, som skulle på krydstogt til Antarktis i morgen. De var lidt bekymrede for sejlturen, som er kendt for at gå gennem hård sø. De anbefalede os at tage ud til Estancia Harberton.

19. december 2023

Vi fejrede min fødselsdag med at skype med vores børn. Skype er en af de ting, der har gjort det så meget nemmere at rejse end i gamle dage for 25 år siden, da man skulle have fat i en fastnettelefon til en vanvittig minutpris. Astrid, vores barnebarn, blev 4 samme dag. Det var et mysterium for hende, at vi bor i vores bil. Da jeg gik ud med telefonen for at vise hende bilen, stod Ranveg i døren, og Astrid udbrød: ”Farmor kommer ud af bagagerummet!”

20. december 2023

Bortset fra nogle indkøb blev det en dag ved computeren. Om aftenen blæste det op til hård vind. Den kom ind på siden af camperen, så den gyngede hele tiden. Blæsten er noget, alle, der har rejst på Ildlandet, taler om. Jeg gik ud for at se, om jeg kunne finde et andet sted at holde, mens Ranveg blev i camperen. Tilfældigvis kom jeg ind i opholdsstuen, hvor der sad et ungt brasiliansk par. Manden syntes, det var helt fantastisk, at jeg var fra Danmark, og han skulle med det samme have en selfie med ham og mig på. Så spurgte han om min alder, og da jeg fortalte, at jeg blev 71 i går, fik jeg et kæmpe knus. De var meget fornøjelige at tale med. Det foregik via oversættelsesprogrammer på vores telefoner. Nogle gange kommer der noget mærkeligt noget ud af det. Han sagde, at de havde nogle krav til toilet og bad, når de overnattede. Det blev oversat til ”sovestrukturen”. – Jeg fandt for resten et sted med læ, og i nattens løb blev det vindstille.

21. december 2023

Ushuaia er verdens sydligste by, og næsten alt her er verdens sydligste eller verdens ende, fin del mundo. I 1930 boede der kun 800 mennesker, men nu bor der mange 10.000. Den argentinske stat vil gerne have folk til at flytte til Ildlandet. Derfor giver de skattelettelser til virksomheder, der flytter hertil. Men inden man flytter, bør man lige overveje klimaet. Om vinteren bliver det sjældent under 15 graders frost, og maksimumtemperaturerne om sommeren er 20 grader – og kun en gang imellem og kun kortvarigt. Det, vi har oplevet, er dog mest 10-12 grader om dagen. Til gengæld er dagene lange og lyse her i december som i Danmark ved Skt. Hans.

Vi gik en tur i skoven og senere på havnen, hvor vi blandt andet så de store krydstogtskibe. Det var næsten lige som at være hjemme, for om sommeren kan vi fra vores vindue se krydstogtskibene, når de sejler forbi til og fra Aalborg. Et af dem havde en overbygning på seks etager. Så er det man tænker, at der er virkelig noget, vinden kan få fat i. Sejlturen over Drakestrædet til Antarktis er kendt for hård søgang og hård vind.

På havnen står også det berømte skilt med teksten Fin del mundo.

22. december 2023

Igen arbejde ved computeren om formiddagen. Om eftermiddagen besøgte vi museet ved navn Fin del Mundo. Det har to afdelinger, hvoraf den ene indeholder en naturhistorisk samling, mens den anden er byhistorisk og er indrettet i byens gamle guvernørhus. I 1930 boede der kun 800 mennesker i byen. Det var i turismens barndom. Samme år forliste et krydstogtskib med 1400 passagerer, hvoraf alle blev reddet undtagen kaptajnen, og de blev indlogeret i byen. Det var også en fortælling om, hvordan folk i byen hjalp med varmt tøj, mad og husly til de mange reddede mennesker.

23. december 2023

Nogle, vi talte med for nogle dage siden, anbefalede os som nævnt ovenfor at besøge Estancia Haberton. Efter at have undersøgt det nærmere, besluttede vi, at vi ville fejre jul der. Det er ensomt beliggende ved Beagle strædet 90 kilometer øst for Ushuaia. Vi kørte derud og fik en interessant rundvisning.

Estanciaen er den første permanente bosættelse af europæere på Ildlandet. Det var i 1886. Dens første ejer var Thomas Bridges, som egentlig kom til Ildlandet for at være missionær for den anglikanske kirke. For at kunne tale med ildlænderne, var han nødt til at lære deres sprog. Hans studier førte til en ordbog med 30.000 opslagsord. Efter en kortere årrække var ildlænderne imidlertid blevet udryddet dels på grund af sygdomme, europæerne kom med, og dels på grund af sammenstød med europæerne. Dermed forsvandt grundlaget for missionen. Thomas Bridges gik derfor over til landbrug. På grund af sit arbejde med ildlænderne tildelte staten ham jord – også på nogle øer, som han forpligtede sig til at anvende til fåreavl. Det sidste var med den bagtanke, at hvis Argentina anvendte øerne, kunne Chile ikke gøre krav på dem.

Det er stadig den samme familie, der ejer estanciaen, men man har stort set opgivet landbruget og satser i stedet fuldt ud på turisme.

Estancia Haberton har nogle såkaldte campingpladser. Det er nogle områder, hvor man har lov til at campere, men som ellers er helt uden faciliteter. Vi valgte en af dem til den første nat.

24. december 2023

Vi kørte tilbage til Estancia Haberton og spiste en udmærket middag på deres restaurant. Der var wifi, så vi kunne udveksle julehilsner med børnene.

Derefter kørte vi ud på en anden af deres campingpladser, som lå meget smukt ved Beagle Strædet. Her var der også andre, der havde søgt ud. Vi fik en fornemmelse af, at juledagene bliver brugt til udflugter i det grønne som påskedagene hjemme.

25. december 2023

Om formiddagen gik vi en skøn tur i området. Vejret er meget omvekslende, men indimellem kom der solstrejf, og det regnede ikke så meget. Her lavede vi vores egen julemiddag.

Hen på eftermiddagen kørte vi tilbage til Ushuaia. Undervejs blæste det op med kraftige vindstød.

26. december 2023

Museumsbesøg. Bortset fra natur og beliggenhed er Ushuaias største seværdighed byens fængselsmuseum. En grænsetraktat fra 1881 fastlagde grænsen mellem Argentina og Chile. På den baggrund fandt Argentina det vigtigt at skabe en permanent beboelse. Da der stort set ikke boede nogle på Ildlandet, besluttede man allerede året efter at sikre en fast beboelse ved at opføre et fængsel. England havde gjort noget tilsvarende i Australien og Frankrig i Algeriet. Fængslet var i drift indtil 1943 (tjek). Det adskilte sig fra andre fængsler ved, at det ikke var omgivet af en mur. Forklaringen er den enkle, at de, der måtte forsøge at flygte, enten ville dø af sult eller kulde eller begge dele. Der var kun nogle få eksempler på vellykkede flugtforsøg, og det skyldtes, at fangerne havde fået hjælp af den fastboende befolkning.

I fængslet sad alle slags fanger: gemene forbrydere, røvere og mordere. Der var en historie om en psykopat, der havde gjort så forfærdelige ting, at det gjorde ondt i en at læse om det. En anden type fanger var dem, som ellers var ordentlige og pæne mennesker, men som havde foretaget et mord i affekt. En havde skrevet på væggen: ”Et øjebliks svaghed eller forblindelse. Med sine egne hænder har man ødelagt alt på et øjeblik og på et øjeblik er kun angerens tragedie tilbage.”

Nu er det jo Argentina, der har haft sine diktaturer, så der havde også siddet politiske fanger i fængslet – herunder også meget pominente personer.

Museet er ikke kun et fængselsmuseum, men har flere andre afdelinger. Det var heldigvis lavet sådan, at adgangsbilletten var gyldig i to dage.

27. december 2023

Der var altså dømt endnu et museumsbesøg. Denne gang koncentrerede vi os om opdagelsesrejserne og ildlænderne.

Ferdinand Magellans historie viser, hvor farefuld opdagelsesrejserne var, og hvor meget mod og søkundskab der skulle til for at gennemføre dem. Han opdagede i 1520 det stræde, der ligger mellem det sydamerianske fastland og Ildlandet, som langt senere fik navn efter ham. Han sejlede ud fra Europa med 5 skibe og 266 mand og vendte tilbage med 1 skib og 17 mand. Skibet hed Victoria, og i Puerto San Julián ligger der en model af det i størrelsesforholdet 1:1. Se ovenfor under 15. december 2023.

Magellan gav Ildlandet sit navn, Tierra del Fuego, fordi han inde på land så mange bål. Ildlænderne – eller yamana-folket, som de kaldte sig selv, - varmede sig ved bålene. De gik stort set uden tøj året rundt i det kolde klima. Det var praktisk for dem på grund af meget regn, og fordi de levede ved havet og af, hvad havet kan give. Har man ikke tøj på, bliver kroppen hurtigere tør. For at holde varmen spiste de meget fedt, som de hovedsagelig fik fra søløver. Om aftenen sad de ved bålet.

Mødet med europæerne blev skæbnesvangert, idet det førte til deres udryddelse, selvom det ikke var europæernes hensigt. Bortset fra missionærerne kom europæerne for at fange søløver og udnytte de naturressourcer, som ildlænderne levede af. Europæerne anså naturresourcerne for uudtømmelige. Det var de ikke. Dertil opstod der stridigheder om land. En særlig strid opstod, fordi europæerne tog tre ildlændere med til Europa for at give dem en europæisk uddannelse. Da kun en af dem vendte tilbage, skabte det megen bitterhed. Men det farligste af alt var de sygdomme, som ildlænderne ikke havde noget immunforsvar imod: mæslinger, lungebetændelse og tuberkulose. I 1925 var der kun 45 personer tilbage. Den sidste person, der kunne tale yamana-sproget, døde i 1957 og ligger begravet på den lille kirkegård ved Estancia Haberton.

28. december 2023

Det var meget koldt om natten, og regnen blev til slud. Næste morgen var det klaret op, og fjeldene omkring byen var dækket af nysne, der i solen skinnede som sølv.

Nu var tiden inde til at køre videre. Som det sydligste sted, man kan køre til i bil i hele verden, er Ushuaia også et vendepunkt. Herfra kan det kun gå nordpå igen. I San Sebastian kørte vi over grænsen til Chile og overnattede på parkeringspladsen ved den chilenske grænsestation.

29. december 2023

Videre gennem det øde landskab op til færgen over Magellansstrædet og ind i Argentina igen. Her overnattede vi på en tankstation med en masse liv i Rio Gallegos.

30. december 2023

Efter at have fyldt køleskabet godt op og med en god flaske rødvin til nytårsaften var det ud på landevejen igen. Det blev en lang køretur – ikke i kilometer, men i tid. Målet var Cabo Virgenes, som er Fastlandssydamerikas sydøstligste punkt. Det ligger på hjørnet mellem Atlanterhavet og Magellansstrædet. Her er der en stor pingvinkoloni, og her ville vi fejre nytår. Der var omkring 130 kilometer, men på grund af vejens beskaffenhed tog køreturen 5 timer. Jeg havde læst om pingvinerne og vejen på internettet, hvor folk samstemmende sagde, at det var køreturen værd. Det er vi enige i.

Det var aften, da vi nåede frem, og vi kørte direkte ud til pingvinerne, fordi der skulle være flest om aftenen. Det var der også. Det myldrede med dem. De var overalt: på stien, vi skulle gå på, imellem buskene, på trappen op til platformen med udsigt, og på stranden. Man kunne høre deres dybe stemme og lugte dem. Det lugtede lidt ligesom i et hønsehus. Om dagen er de på havet efter føde, men om aftenen er de alle hjemme hos partneren og ungerne. De er ikke sky. Nogle er nysgerrige, og tit skal man passe på ikke at træde på nogen.

Vi overnattede ved rangerhuset, hvor tre motorcykelmænd havde slået telt op i læ for vinden.

31. december 2023

På parkeringspladsen ved pingvinerne kom tre mænd hen imod os. De var fra Colombia, og vi fik en hyggelig snak med dem. På ægte colombiansk vis spurgte de, om de måtte se camperen inden i. Det måtte de selvfølgelig gerne.

En række plancher fortalte om pingvinernes liv. Parrene holder sammen hele livet. Om efteråret vender de tilbage til den rede, de havde det foregående år. I slutningen af oktober lægger de to æg med fire dage imellem. Nogle gange kunne vi faktisk godt se, at ungerne ikke var lige store. Ungerne klækkes efter 40 dage. De første dage har de ikke øjne og kræver mad hele tiden. Forældrefuglene tager på havet og kommer ind med små fisk og blæksprutter. Efter to en halv måned er de lige så store som forældrene og har skiftet fjerdragten. Så er de store nok til at følge forældrene og lære selv at søge føde. Det er livsfarligt for dem at komme i vandet, inden fjerdragten er skiftet. Men først året efter er fjerdragten helt udviklet, så den danner et sekret, der isolerer mod kulden i vandet.

Det var betagende at se, hvordan de stoltserer rundt klædt i kjole og hvidt.

Ved rangerhuset, der ligger 4-5 kilometer fra pingvinerne, var der stille. En gang imellem kom en bil forbi. Vi lavede nogle praktiske ting, inden vi gik i gang med at forberede aftensmaden til nytårsaften. Mod forventning var der wifi ved rangerhuset, så vi fik hørt dronningens nytårstale med den store nyhed om abdikation.