Dagbog januar 2024

1. januar 2024

Vejen tilbage fra Cabo Virgenes var lige så lang som vejen derud. For passageren er det ingen sag. Hun sidder med sin lydbog. Chaufføren er også godt beskæftiget. Han må holde blikket stift rettet mod vejen for at undgå de værste huller, hvilket kræver ustandselige justeringer af rat og fart. Men det langsomme tempo gør det også lettere at standse op, hvis der nu er noget, man er nødt til at fotografere. Vejret var heller ikke så spændende, og der kom også en del regn.

Vi havde bestemt at køre til Laguna Azul, som er en sø i et vulkankrater. Da det var en længere afstikker, var vi lidt i tvivl om, om vi skulle gøre det på grund af regnen. Vi gjorde det og fortrød det ikke. Fem minutter efter vi var ankommet, holdt regnen op, og det blev en meget smuk tur både på kraterkanten og nede i krateret. Mange andre havde fundet vej dertil og fejrede årets første dag på denne måde.

Køleskab med mere trængte til at blive fyldt op, så vi kørte til Rio Gallegos, hvor vi overnattede på den tankstation, hvor vi tidligere havde overnattet. Det var der mange rejsende som os og lastbiler, der også gjorde.

2. januar 2024

Hverdag igen i Argentina og hverdag for os. Vi fik fyldt gasflaskerne op og vasket tøj. Først var vi på et vaskeri, som ikke ville vaske undertøj. Så fandt vi et andet sted, men tøjet blev dog ikke mere rent af den grund, selvom det kostede en ordentlig stak pengesedler. Vi fik middag på en restaurant og købt ind, og så var dagen også gået. Samme overnatningssted som i går.

3. januar 2024

Egentlig starter rute 40 ved Cabo Virgenes. Den blev oprindelig anlagt af militære grunde, så man let kunne flytte militært udstyr og personel langs grænsen til Chile og op til Bolivia. Det er en strækning på over 5000 kilometer. Der ligger stadig militærforlægninger langs vejen, men vejen har gennem årene også fået stor betydning for turismen.

De første mange kilometer fra Rio Gallegos gik fint på god asfalt og gennem et øde, brunt og næsten fladt landskab med højdedrag i det fjerne. Småregn bidrog også til det farveløse indtryk. Det fremgik af kortet, at asfalten ville få en ende. Det holdt også stik, så det blev 95 kilometer på elendig grusvej gennem den mest øde del af strækningen kun med meget spredte estanciaer og stort set ingen trafik. Den lille by El Turbio lignede en udkant af en udkant. De fleste huse var forladte og delvist ødelagt, men nogle var dog beboede. Her begyndte asfalten igen. I den lille by 28 de Noviembre fik vi lov at overnatte på tankstationen. Nu var det klaret op, og vi gik den tur i byen i det dejlige aftenlys. Det var i øvrigt en nydelig lille by. Her er det flade eller næsten flade land hørt op, og vi er i de aller yderste forløbere for Andesbjergene.

4. januar 2024

Fra 28 de Noviembre kørte vi den korte strækning til Rio Turbio, som er en kulmineby. Derfra var der kun en kort tur til grænsen. Vi ville til nationalparken Torres del Paine, som ligger i Chile. Målet var at køre til Puerto Natales og videre næste dag til nationalparken.

Midt i byen skulle der være en campingplads med de fleste af de faciliteter, vi har brug for – dog ikke dump. Men indkørslen var for snæver til vores bil, og campingpladsen virkede overfyldt, så efter at have købt ind i centrum tog vi til endnu en tankstation med flere lastbiler. En lastbil på brasilianske nummerplader havde i hele forrudens bredde en række tøjbamser liggende.

5. januar 2024

Ranveg vågnede med et maveonde, som sikkert skyldes de vindruer, vi spiste i går aftes. Normalt vasker vi frugt af med håndsæbe – et råd fra en læge i Costa Rica, hvor vi også havde problemet. Men hvordan vasker man lige vindruer af i håndsæbe? Det blev til en dag i camperen. Udenfor var det koldt og blæsende. Indenfor lå den ene i sengen, mens den anden skrev dagbog med hue og jakke og et tæppe om benene.

6. januar 2024

Så var vi klar til Torres del Paine. Det var en lang køretur – ikke i kilometer, men i tid på grund af vejens beskaffenhed. Det var en skøn tur, og efterhånden som vi nærmede os, blev ”tårnene”, der kendetegner nationalparken større og større.

Vi havde fået den opfattelse, at man kun kunne betale entreen med kontanter, og da prisen er temmelig høj, havde vi hævet mange penge. Men det viste sig, at de slet ikke ville modtage konanter. Forklaringen var, at personalet stjal pengene. Man kunne kun betale via en hjemmeside, men da der ikke findes nogen samarbedsaftale med danske MitID, blev mit kort afvist. Løsningen var, at vi skulle skrive navn og pasnummer på en liste, og så kom vi gratis ind.

Vi fik anbefalet at køre til et sted, hvor man kunne gå en tur over en naturlig sanddæmning og videre til en udsigt over nationalparken. Så langt nåede vi dog ikke. Men i den anden ende af sanddæmningen lå et lille isbjerg, som var et afbræk fra en bræ. Det var fin blå is, som tog sig ud på mange forskellige måder alt efter, hvilken vinkel man så den i. Vinden var hård og isnende kold, så det satte også sit præg på turen.

På vej tilbage efter ”dæmningen” satte vi os på en bænk, hvor der var læ. Et par unge mennesker ville også gerne sidde, så vi faldt i snak. De var fra London og rejste rundt til de største seværdigheder i Sydamerika. To dage før havde de været på Macchu Pichu, hvor de var blevet forlovet. På en trappe med storslået udsigt. Hun var egentlig fra Polen, og vi fik en engageret snak om polsk politik og forholdene i Argentina. Han arbejdede med filmproduktion og skulle snart af sted til Mexico med et filmhold. For at det kunne lade sig gøre, skulle holdet have en forsikring, der dækker kidnapning. Mexico er altså ikke blevet bedre, siden vi var der. Tværtimod.

Vi havde fået anvist en parkeringsplads, hvor vi måtte overnatte. Vinden var hård, men vi var heldige at holde i læ bag en meget stor camper. Senere kom en lidt mindre camper og holdt i læ af os.

7. januar 2024

Vejrmeldingen var ikke ideel med mere og hårdere vind. Vi kørte dog til et andet sted i parken, hvor vi først så et kraftigt vandfald og senere gik en vidunderlig skøn tur, hvor vi kom tættere på de imponerende tårne, der har givet parken navn. For at komme helt hen til dem skal man være rigtige vandrere, og det er vi desværre ikke længere.

Vi måtte blive i parken en nat mere, men besluttede at køre tilbage til Puerto Natales på grund af vinden. Overnatning på samme tankstation som tidligere, men denne gang i læ af tankstationens servicebygning. Stedet lå højt og åbent og var i den grad udsat for vinden.

8. januar 2024

Efter en masse snak frem og tilbage blev vi enige om at køre ind i byen og veksle de chilenske penge, vi havde for meget. Vi parkerede lidt væk fra centrum og på vej hen til banken passerede vi en restaurant, men blev enige om, at det var for tidligt til frokost. Vi gik ind i banken og stod i kø for at få at vide, at banken ikke befatter sig med pengeveksling. Vi skulle til et vekselbureau og fik at vide, hvor vi kunne finde sådan et. I et fodgængerfelt lige udenfor banken var der nogen, der sagde Heej! Det var Paul og Tanya fra New Zealand, som vi var sammen med på en flerdages tur i Ecuador i 2019. Det endte med, at vi fik en hyggelig eftermiddag på den restaurant, vi netop havde valgt at gå forbi.

Fra Puerto Natales var der ikke særlig langt til grænsen og derfra endnu kortere til 28. november, hvor vi overnattede samme sted som for nogle dage siden.

9. januar 2024

Næste mål var El Calafate. Turen gik gennem det øde patagoniske landskab i hård vind. Når vinden bliver for hård, lukker myndighederne vejen af sikkerhedsgrunde. Ind imellem regnede det også, så Patagonien viste sig ikke fra sin pæneste side.

Det gjorde El Calafate derimod. Det er en stor turistby med masser af trængsel af mennesker og biler på hovedgaden. Men byen ligger smukt ved en bugt af den store sø Lago Argentino. I udkanten af byen er der endda en parkeringsplads, hvor motorhomes kan overnatte. Det ligger lige ned til vandet. Langs kysten er der et stort vådområde med et meget rigt fugleliv: bynær natur. Med deres lyserøde farve lyser flamingoerne op mellem hvide svaner med rødt næb, sorthalsede svaner og mange andre.

10. januar 2024

Udenfor byen lå en campingplads, hvor vi tog to nætter, fordi vi trængte til at få ordnet nogle praktiske ting. Det var en velorganiseret campingplads med båse til hver camper og vandhane ved siden af. Desuden var der kloakafløb for vores spildevand. Hjemme tænker vi aldrig over, hvor meget et velfungerende kloaksystem betyder, men på rejse bliver det nærværende, ja, påtrængende næsten hver dag.

Ved siden af os holdt et brasiliansk par, vi havde mødt for en måneds tid siden, da vi kørte sydpå. Vi fik en lang og hyggelig snak. Han vidste en del om forholdene i Argentina.

11. januar 2024

Vi fik det praktiske gjort færdigt og lavet noget på computeren. Brasilianerne rejste. Det gjorde også et andet par, vi havde talt med. Vores nye nabo var en ældre argentiner (på min alder). Han havde boet på Ildlandet i 35 år og fortalte, at han holdt af at tage ud i naturen: ”Der er kun 1000 kilomter hertil, så det er let for mig at tage herhen.”

12. januar 2024

De fleste, der kommer til El Calafate, kommer for at se den kæmpemæssige bræ Glaciar Perito Moreno. Den ligger 80 kilometer vest for byen. Det er masseturisme i stor stil, og det forstår man godt, når man har set bræen. Området er dog så stort, at der kun er trængsel enkelte steder. Isfronten er 5 kilometer lang og 70 meter høj over vandet. Den er så stor, at større bræer kun findes i Antarktis, Grønland og Island. En gang imellem kunne man høre det buldre og brage i isen, og var man heldig kunne man se et stykke brække af. Det lykkedes os faktisk. Stykkerne gled videre i vandet som isbjerge. Glaciar Perito Moreno er en brætunge fra den meget store iskappe, som hedder Los Glaciares, og som strækker sig over 100 kilometer nordpå.

Det var ikke tilladt at overnatte i nationalparken, men lige udenfor kunne man. Egentlig var der en campingplads, men den lå 30 kilometer ud ad en ujævn grusvej. Det ville vi ikke. Vi var heldige at finde en gruppe træer i dette ellers træløse landskab. Det viste sig, at andre også havde fundet dette meget smukke sted med udsigt over en åben dal, der var flad i bunden. Det var et par unge hollændere, som rejste så længe, de havde lyst. De skulle dog være hjemme senest til september, for så skulle de giftes.

13. januar 2024

Det var svært at løsrive sig fra dette smukke sted, men af sted kom vi da. Næste mål var is-museet, som ligger lidt uden for byen på et smukt, men forblæst sted. Her kunne man få alt at vide om is lige fra snekrystaller over bræisens udviklingsfaser til is på andre planeter.

Vi overnattede på parkeringspladsen nede ved søen, hvor vi overnattede den første nat i El Calafate. Især om aftenen var der mange fugle så tæt på, at det gav nogle rigtig gode fotomuligheder.

Jeg havde taget to løse harddiske med hjemmefra. Den ene til billeder og andre dokumenter, den anden til backup. Den til dokumenter gik i stykker i begyndelsen af rejsen. Derfor flyttede jeg billederne over på computeren. Men det gik ikke i det lange løb. Computerens harddisk blev fyldt op. Heldigvis lykkedes det at finde en ny harddisk, så der er plads til alle fuglebillederne og de andre billeder.

14. januar 2024

Det blev til lidt af en hyggedag med telefonsamtaler med nogle af dem derhjemme. Dagen startede dog med tronskiftet, som faktisk var gennemført, da det blev morgen her. Men vi så videoer af de vigtigste øjeblikke. Det var en højtidelig dag.

Vejret var ikke så godt som i går, så der kom ikke flere fuglebilleder. Men på parkeringspladsen, hvor mange overnattede, var der kommet en Northern Lite camper, samme mærke som vores. Den sad på en stor Ford med dobbelte baghjul. Jeg gik hen og talte med manden, som var fra Chile. Det var begrænset, hvad jeg forstod, men jeg fik så meget ud af det, at han tidligere havde haft en amerikansk truckcamper, men havde kasseret den allerede efter et år og fået Northern Lite camperen, som han var meget tilfreds med. På et tidspunkt slap mit ordforråd op, så jeg kaldte på Ranveg, så hun kunne overtage. Han spurgte blandt andet om, om vi var interesserede i at sælge. Der må med andre ord være et marked i Chile.

15. januar 2024

Nu var tiden kommet til at tage videre. Det var blæst op, og der var ikke så rart at være. Men blæsten fulgte os. Vinden kommer fra vestlige retninger. Først kørte vi mod øst. Det gik let. Så kørte vi mod nord. Sidevinden var hård, men uden problemer. De sidste tredive kilometer mod El Chalten var i modvind. For ikke at brænde mere benzin af end nødvendigt, kørte jeg ikke over 60. El Calafate er den eneste større by i det sydøstlige Patagonien, mens El Chalten er en lille by med 3000 fastboende. Om sommeren – lige nu – svulmer den op til det 7 dobbelte. Det er en by, hvis eneste indtægt er turismen.

Det er naturen, der bærer turismen med den utrolige fjeldverden med Fitz Roy-tinderne, der er spidse og hakkede og utilnærmelige. Den højeste tinde går op i 3402 meter. De er dækket af sne og is året rundt. Byen ligger 400 meter over havet. Den er helt ny, idet den er grundlagt i 1985.

Vi overnattede på en parkeringsplads lige uden for byen, hvor der holdt mange andre campere.

16. januar 2024

Vi havde læst, at på byens eneste bezinstation kan man af og til ikke betale med kort, fordi internetforbindelsen til området er for dårlig. I El Calafate kunne vi desværre ikke hæve flere penge i går, da vi tog derfra. Derfor besluttede vi, at tage chancen og fylde op allerede i dag, hvis det var muligt at betale med kort. Det var det. Der holdt vi i kø i en hel time, inden det blev vores tur. Vi havde også læst, at benzinstationen nogle gange løb tør for benzin. Det var heller ikke tilfældet i dag.

Ved rutebilstationen kunne vi komme af vores spildevand. Let. Men vi havde noget besvær med at finde et sted at få nyt vand. Det lykkedes heldigvis. Desværre gik en stor del af dagen med den slags.

Om eftermiddagen fik vi købt billetter til Andreas Madsens hus, Casa Madsen.

17. januar 2024

Vi gik en skøn tur op i fjeldet og nød udsigten mod tinderne. Vindpresset oppe på fjeldkanten var som ventet meget hårdt. Der var mange, der havde fået samme idé, og der var en voldsom trafik op og ned.

Om eftermiddagen kørte vi ud til Casa Madsen, som ligger et par kilometer udenfor byen på den anden side af floden. Her blev vi modtaget af en ung guide, som viste rundt og fortalte hans historie. Vi havde læst de første kapitler af hans erindringer, så vi var forberedte.

Han var født i 1881 i klitten, jeg ved ikke hvor, men Aalborg var den nærmeste store by. Som 9 årig kom han ud at tjene, og hele hans opvækst var præget af en rædselsfuld fattigdom, som han beskriver levende i sine erindringer. Som 14 årig havde han fået nok og snød sig til Aalborg, hvor han fik hyre på et skib. Her lærte han at sejle, og som 18 årig tog han på langfart til Argentina og afmønstrede i Buenos Aires. Gode mennesker tog sig af ham og fik udvirket, at han fik ansættelse i den internationale grænsekommission, der skulle fastlægge grænsen mellem Argentina og Chile i Patagonien. De havde brug for en person, der kendte til søfart, og som kunne være hjemmefra i meget lang tid. Andreas Madsen opfyldte begge kriterier. Da opgaven var slut, blev han i Patagonien og boede sammen med en kammerat. På et tidspunkt blev de enige om, at kammeraten skulle tage til byen og købe forsyninger. Det var en rejse på tre måneder, men der gik seks måneder, inden han kom tilbage igen. I mellemtiden var Andreas faldet af en hest og havde brækket kravebenet. Da der ikke var andre mennesker, var der ingen hjælp at få. Han måtte håbe på, at kravebenet voksede rigtigt sammen igen. Det gjorde det. Som 28 årig rejste han tilbage til Danmark for at finde sig en kone. Det lykkedes. Stephanie tog med til Patagonien, og de bosatte sig i det lille hus, som vi så, og fik en familie. Da Andreas slog sig ned i Patagonien, var han den første europæiske bosætter. Senere kom der andre til, men de nærmeste naboer boede 10, 20 eller flere kilometer væk. Han var et socialt menneske, og mange kom på besøg, hvor de altid var velkomne. Derfor, fortalte guiden, havde hans efterkommere, som ejer huset i dag, bestemt, at hver rundvisning skulle slutte med kaffe og kage som udtryk for den gæstfrihed, der altid havde hersket i huset.

I den ældste del af huset var der klistret avispapir på væggene under tapetet. Et sted stak lidt af en avis igennem, og guiden forklarede, at det var en dansk avis. Det var det ikke, kunne jeg konstatere. Den var norsk. Det er måske ikke så mærkeligt, for en af hans bedste venner var en nordmand, der hed Halvor Halvorsen. De har begge to lagt navn til gader i El Chalten.

I haven og den lille kirkegård, som i virkeligheden var et meget stort familiegravsted, var der blomster indført fra Danmark, og som guiden betegnede som eksotiske her. Det var blandt andet caprifol, forglemmigej og akeleje.

Stephanie døde i 1950, mens han levede til 1965. Efter hendes død skrev han sine erindringer Patagonia Vieja, Det gamle Patagonien. Bogen er oversat til dansk, og kan findes på udvandrerarkivets hjemmeside.

18. januar 2024

Vejret var så fint i går, men i dag var vinden hårdere end de andre dage, og sidst på dagen begyndte det at regne. Der var dermed lagt op til en dag, som der ikke er så meget at fortælle om.

19. januar 2024

Guiden ved Andreas Madsens hus fortalte, at hun ligesom mange andre sæsonarbejdere i El Chalten boede i en camper, og at de alle var bundet fast med stropper for ikke at vælte i vinden. Også i dag var vinden så hård, at det ikke var nogen fornøjelse at være ude. Derfor bestemte vi os til at køre. På trods af blæsten. De første 90 kilometer gik det nemt med vinden i ryggen. Da vi kom ud på Ruta 40, kom sidevinden, så det gjaldt om at køre forsigtigt.

Det enorme og øde landskab gør et dybt indtryk. Lago Gardiel er et natur- og udflugtsområde. Bajo Caracoles er en lille landsby med en benzintank, en butik og nogle hoteller. Der bor skønsmæssigt 100 personer i landsbyen. Næste by er Perito Moreno.

De mange guanacoer gør også indtryk. Mange gange har jeg set dem springe let og elegant over et hegn, men der var også eksempler på, at det er gået galt.

Overnatning i Gobernador Gregores.

20. januar 2024

Vi gav os tid til at gå en tur gennem byen, som var nydelig i det smukke vejr. I midterrabatten på hovedgaderne var der opstillet nogle maskiner, som har haft betydning for byens udvikling: en skraber til at jævne grusveje med og en kæmpe traktor årgang 1917. Der var en rytterstatue af en af byens store sønner.

I en nydelig park i centrum stod en bænk med følgende tekst: ”Til minde om alle de kvinder, der er dræbt af nogen, som sagde, at de ville elske dem.” Drab på kvinder begået af familiemedlemmer er et stort problem i Argentina.

Således både opbygget og rystet tog vi ud på landevejen igen.

Efter en strækning med god asfalt måtte vi gå over til slalomkørsel udenom hullerne. Er der flest huller i højre vejside, kører man bare i venstre side. Det betyder ikke noget, fordi der er så lidt trafik.

Sidst på dagen kom vi til Bajo Caracoles, som kun er en samling huse. Afstand 226 kilometer med ingenting imellem bortset fra et ensomt beliggende hotel. Ifølge mine oplysninger bor der kun 100 mennesker i Bajo Caracoles. Der er ingen mobildækning, og på den lille tankstation, som også var købmandsbutik og hotel, kunne man kun betale med kontanter. Det var lidt kritisk, for vores kontantbeholdning var ved at slippe op. Men ved at supplere med en dollarseddel, lykkedes det at få tanken fyldt op. Sidst vi ville hæve penge, var Western Union løbet tør for kontanter.

21. januar 2024

Fra Bajo Caracoles lavede vi en afstikker til Cuevas de las Manos, Hulen med hænderne. Det er en klippehule med forhistoriske hulemalerier, som hovedsagelig består af hænder. Vejen derud var 46 kilometer på de sædvanlige jammerlige grusveje med vaskebrætriller eller sten på størrelse med en knytnæve. Det tog med andre ord sin gode tid. På vejen derud kom en cyklist i modsatte retning. Landskabet var smukt og øde på den særlige patagoniske måde, og det blev endnu smukkere efterhånden, som vi nåede frem.

Cuevas de las Manos ligger særdels smukt i en canyon, som hedder Cañadón del Rio Pinturas, der har en længde på 90 kilometer. Her levede der et jæger-samler folk i perioden 7300 f.Kr. til 700 e.Kr. De levede hovedsagelig af at jage guanacoer, som de fulgte i løbet af guanocoernes årlige vandringer omkring Cañadón del Rio Pinturas.

Som navnet antyder, består malerierne hovedsagelig af hænder. Maleren har holdt sin hånd på klippevæggen, mens han sprøjtede maling på. Malingen havde han i munden og pustede den gennem et hult ben, så hånden fremstod som et negativ. Der er fundet mange eksempler på ben brugt til sprøjtemaling. Der er registreret 829 venstrehænder og kun 31 højrehænder. Det antyder, at det er malerens egen hånd, og at han har holdt sprøjten i højre hånd.

Forskellige mineraler blev anvendt til forskellige farver. Det blev rørt sammen til en blød massse, som blev gjort tilpas flydende med tilsætning af spyt, vand, urin eller fedt.

Der findes dog også andre motiver især jagtscener. Flere jægere omringede en guanaco og angreb den med en kugle, som sad fast i en 5 meter lang snor. Der var også billeder af drægtige guanacoer og guanacoer med unger.

Derudover er der menneskeskikkelser og geometriske figurer. De sidste har det ikke været muligt at tyde.

Endelig er den en enkelt hånd med seks fingre. Det er blev tolket som en deformation som følge af indavl, da gruppen menes at have bestået af højst 30 personer.

Tilbage i Bajo Caracoles var vi trætte og ville egentlig gerne bare have noget at spise og komme i seng. Men der kom en chilener, som gerne ville snakke. Han var cyklist, og det var formentlig ham, vi havde mødt tidligere på dagen. Da han hørte, at vi var fra Danmark, fortalte han, at han havde været i Jelling. Han var træskærer og cyklede rundt med alt sit værktøj, så hans bagage vejede i alt 80 kilo. I Jelling havde han lavet et projekt med børnene på skolen, hvor han havde lært dem at bruge værktøjet og anvende forskellige teknikker. De havde lavet noget, som ikke var en totempæl, men lignede. Det var tilbage i 1990’erne, men han var sikker på, at den står der endnu. Sådan havde han cyklet rundt i Europa, Afrika og Sydamerika i 30 år. Nu var han 71, og lavede ikke så mange projekter længere, men havde planer om at lave et, når han kom til Ildlandet. Jeg så to bind med billeder foruden en scrapbog med avisudklip fra estiske, rumænske, tyrkiske, irske, franske, svenske og så videre aviser foruden et udklip fra Aarhus Stiftstidende. Ud fra min snak med ham kunne jeg fornemme, at han nok har et godt tag på børn og holder af at være sammen med dem.

22. januar 2024

Fra Bajo Caracoles til Perito Moreno er der 130 kilometer med absolut ingenting imellem. Heller ikke mobildækning. Omkring halvvejs holdt der en bil med åben motorhjælm på en rasteplads. Nogle mennesker vinkede og vinkede. De så ud, som om de havde brug for hjælp. Det var en familie, der var på udflugt, men nu kunne bilen ikke mere. To mænd ville gerne have et lift til Perito Moreno, men vi har kun plads til en. Det endte med, at vi tog den ene med. Han fik plads på midtersædet mellem Ranveg og mig. Han fortalte, at de boede på et hotel i Lago Antiguos, og at de havde kørt i onklens bil, mens han lod sin bil blive på hotellet. Onklens bil var fra 2001 og ikke ordentligt vedligeholdt, lod han forstå. Han viste sig at være hyggelig at være sammen med, men da han kun talte spansk, var det Ranveg, der talte med ham. Han var lærer og havde en god forståelse for at tale langsomt og tydeligt, sagde Ranveg bagefter. Da vi kom til Perito Moreno blev vi enige om, at vi lige så godt kunne køre ham til Lago Antigous. Vi tænkte også på hans familie, der måtte sidde i den brændende sol og vente. Da vi nåede frem, bad han os om at vente et øjeblik. Kort efter kom han tilbage med en pose med to kilo nyplukkede kirsebær. Det er en specialitet i Lago Antiguos. Det var en meget glad mand, vi sagde farvel til.

I Lago Antiguos lykkedes det endelig at finde et sted, hvor vi kunne få flere kontanter – igen en stor stak pengesedler. I november fik vi 120.000 pesos for 1000 kr. I dag fik vi 161.000. Det er længe siden, pungen ikke var stor nok til alle de sedler. Nu er lommerne snart heller ikke store nok. Nogle gange oplever vi, at køen i supermarkeder går i stå. Det sker typisk, fordi folk betaler med kontanter, fordi det tager lang tid at tælle de mange sedler.

Sidst på dagen kørte vi tilbage til Perito Moreno og overnattede – som sædvanlig – på en tankstation.

23. januar 2024

I Perito Moreno var der et museum, som fortalte om fundene i Hulen med Hænderne. Her fik vi en repetition af, hvad den udmærkede guide havde fortalt os, da vi var i hulen.

Billederne var selvfølgelig det største tema, men der var også andre ting som en rekonstruktion af en snor med kugle i, som blev brugt til jagt, og en række fund, som til forveksling lignede fund fra vores egen stenalder såsom pilespidser og skrabere. Det skyldes formentlig, at de har haft det samme materiale at lave værktøjet af, og at det begge steder skulle bruges til samme formål. Noget af udstillingen var endvidere helliget arkæologen Carlos J. Gradin, der har udforsket hulen i 30 år begyndende i 1964.

Herfra gik turen videre til Rio Mayo, hvor vi overnattede. Det er en lille ensomt beliggende by, som ikke har nogle store historier at fortælle.

24. januar 2024

Dagens mål var den forstenede skov ved Sarmiento. Den offiecielle navn er José de Ormachea. For 65 millioner år siden væltede uvejr en frodig skov og førte stammer, grene og blade med floden. De strandede her og blev begravet af lag af sedimenter, som sluttede så tæt omkring dem, at der hverken kom ilt eller bakterier til. Derfor blev det organiske materiale bevaret. Den fugt, der var i træet og andet organisk materiale, blev efterhånden fortrængt af mineraler. Træet beholdt sin struktur og sit udseende, da det blev til sten. Siden har vind og erosion afdækket ”træerne”. Nogle få træstammer stikker ud af klippen. Det var en stor oplevelse at gå rundt og se alle de træstammer spredt i området.

Guiden ville hellere snakke om fotografering, så det fik vi en hyggelig snak om, indtil Ranveg syntes, det var nok.

Overnatning i Sarmiento.

25. januar 2024

Sarmiento var en temmelig lang afstikker fra Ruta 40. Tilbage på Ruta 40 stiftede vi igen bekendtskab med med hullerne i de argentinske veje. Hvis ikke det var muligt at køre udenom, måtte de passeres med ekstrem lav hastighed.

Vi valgte at standse lidt tidligere end sædvanligt i Gobernador Costa. Vi havde brug for at få nyt vand på. Imod forventning kunne det ikke lade sig gøre på den første bezinstation. De forklarede, at de fik deres vand leveret i en tank på grund af det tørre klima. På byens anden tankstation kunne vi heller ikke få vand, men vi fik forklaret, at vi kunne få det på den kommunale campingplads. Det kunne det også, og det var egentlig rart at overnatte på en stille campingplads i stedet for de larmende tankstationer. Tankstationerne er til gengæld effektive og gratis, mens campingpladser er ekstremt billige i forhold til danske, og på de kommunale campingpladser har vi enkelte steder overnattet for noget, der svarer til højst 15 kroner.

Gobernador Costa er i øvrigt en meget lille by, som ikke har ret meget andet at byde på end serviceydelser til rejsende og en smuk beliggenhed.

26. januar 2024

Inden vi kunne køre videre, skulle vi lige have købt noget mad ind og have benzin på. Ved bageren var der meget mørkt i butikken, fordi der var strømafbrydelse. På tankstationen gik pumpen i stå efter nogle få liter. Strømmen var lige gået, men kommer snart igen, fik jeg at vide. Det gjorde den også. Imens havde Ranveg hygget sig med en ung mand på den anden side af bilen. Han havde henvendt sig, fordi han gerne ville have et lift. Da hun havde fået et godt indtryk af ham, mens jeg tankede, besluttede vi at tage ham med. Det blev til nogle timer med hyggeligt samvær, inden vi kom til Esquel.

Han var fra Altona, men var udvekslingsstudent i Santiago de Chile. Hans fag var computervidenskab, men det, der interesserer mig allermest, er den matematik, der ligger bag. Han fortalte også medrivende om sin store lidenskab for fjeldklatring. Han havde klatret i Torres del Paine i denne omgang, men havde også tidligere klatret i Iran.

I et vejkryds lige udenfor Esquel tog vi afsked. Vi ville ind til byen, fordi vi havde et ærinde.

I udkanten af byen var der et sted, campere kunne parkere om natten. Det gjorde vi så, mens vi så på røgen fra en skovbrand, der farvede solen unaturligt rød. Senere kunne vi læse i medierne, at det var en skovbrand i nationalparken Los Alerces, som ligger i nærheden af byen. Mere end 2000 hektar skov var i flammer, og 100 brandmænd kæmpede for at holde branden væk fra byen.

27. januar 2024

Næste stop var den lille hyggelige by Cholila, som var en afstikker fra ruta 40. Den ligger i en frodig dal, som er flad i bunden og derfor velegnet til landbrug. Efter så lang tid i det sydlige Patagonien var det helt uvant at se grønne og frodige landskaber. De sidste kilometer inden byen fulgte vejen en sø. Langs vejen lå der huse, som enten var fritidshuse, eller huse, hvor der boede velhavere.

Byen selv var dog ikke særligt velhavende. Centrum udgøres af en meget stor rund plads, hvor mange mødre med børn sad og nød det gode vejr. De havde alle en kuffert med. Kufferterne stod åbne, så vi kunne se, de indeholdt børnetøj og legetøj, som givetvis var til salg. Der var også en, der solgte hjemmebagte kager. Altså alt sammen indsats for at komme gennem den økonomiske krise med de stadigt stigende priser.

Der var en privat campingplads i udkanten af byen med mange træer og blomster herunder stokroser. Værtsparret var særdeles imødekommende, og manden var oppe på en stige for at flytte strømkablerne, så vi kunne komme under.

Om aftenen gik vi ind i byen og spiste på en restaurant, der hedder Parilla Butch Cassidy. Parilla betyder grill, ikke i betydningen grillbar, men kødstykker stegt på en grill, Argentinas nationalret. Butch Cassidy skulle vi ”hilse” på i morgen.

28. januar 2024

Butch Cassidy hed egentlig Robert LeRoy Parker. Han var amerikaner og havde begået bankrøverier og togrøverier i USA sammen med en større gruppe kriminelle. Myndighederne og især detektiver jagtede dem, og i 1901 flygtede han sammen med Sundance Kid, der hed Harry Longabaugh og dennes kæreste Etta Place med et skib fra New York til Buenos Aires. De slog sig ned ved Cholila, hvor de byggede et bjælkehus i amerikansk stil og forsøgte sig med en ærlig tilværelse på deres estancia. I et brev til familien skriver en af dem, at de ejede 300 kreaturer, 1500 får og 28 heste. Hvorfra pengene kom til at købe alt det, forlyder der ikke noget om. Ifølge historikerne lykkedes det dem at falde godt ind i lokalsamfundet. Men detektiverne gav ikke op. De fandt dem, og de tre måtte på flugt igen. Etta Place ville ikke være med mere og tog til San Fransisco. De to andre fortsatte til Bolivia, hvor de genoptog deres gamle metier. Nye tyverier kostede dem livet i et skyderi.

På en café i nærheden af bjælkehuset skulle man kunne få mange historier om de to, men da der var flere timer, til de åbnede, fik vi den ikke at se.

Da vi i 2016 rejste i USA, besøgte vi byen Cody i Wyoming, hvor de to herrer havde holdt til i en periode, se 14. september 2016.

Fra Cholila var der kun en kort køretur til El Bolsón, hvor vi havde besluttet at se en bestemt campingplads an. Hvis den levede op til forventningerne, ville vi blive der og holde en lille ferie efter de mange indtryk, vi har fået de seneste uger.

29. januar 2024

Campingpladsen levede i høj grad op til forventningerne. Her var der endelig en campingpladsejer, der havde sat sig grundigt ind i, hvad der er de rejsendes behov. Her kan vi få vand ligesom de fleste andre steder, men der var også dump, så vi kunne komme af med vores spildevand. Vi skulle også finde et vaskeri. Det viste sig at være unødvendigt, for campingpladsen havde en helt ny og velfungerende vaskemaskine, som vi kunne bruge for 13 kroner.

30. januar 2024

Ren afslapning og feriestemning. Stedet ligger smukt nedenfor en høj klippevæg, som bruges til paragliding. Der er mange turister, men vi er stort set de eneste europæere.

31. januar 2024

Mere feriestemning. Eneste opgave var at få fyldt en gasflaske op. Det har ikke været muligt siden Rio Gallegos. Det gik let og ubesværet. Vi måtte vente lidt. Imens kom en lokal mand, der også skulle have gas. Han var ovenud begejstret på vore vegne for alle vores rejser og syntes, det var helt fantastisk.