Dagbog februar 2024

1. februar 2024

Vi tager en lille ferie fra vores rejse her i El Bolsón. En stille dag med smukt vejr, høj blå himmel og strålende sol. Varmt om dagen, men koldt om morgenen.

2. februar 2024

Ligesom i går. Ranveg fik en lang og hyggelig snak med et ungt par fra Polen, som rejste med motorcykel og telt.

3. februar 2024

En fordel ved at være flere dage samme sted er, at man lærer butikkerne at kende – og restauranterne.

Byen skal have været et sted, hvor hippierne yndede at tage hen. Der var nogle få ting i centrum, der pegede tilbage på den tid. Se også billedet øverst på siden.

Et brasiliansk par, som vi havde mødt to gange tidligere, dukkede op på campingpladsen, og vi fik en hyggelig snak. Det er ikke så mærkeligt, at vi mødes igen, for de fleste kører den samme rute i Patagonien: sydpå ad Rn 3 og nordpå ad Rn 40.

4. februar 2024

Fra El Bolsón til Bariloche er der kun lidt over hundrede kilometer. Det var en smuk køretur gennem en grøn dal med skovklædte bjergsider og en langstrakt sø. Søen var et udflugtsmål, ligesom folk tager til stranden derhjemme. Der holdt parkerede biler langs vejen over en meget lang strækning.

Bariloche er en meget søgt turistby, som ligger smukt ved en sø i Andesbjergene og tæt på grænsen til Chile. Vi blev enige om at køre lige igennem. Dels har vi på turen set mange smukke steder (som om man kan få nok af det), og dels har vi læst rapporter om alt for mange indbrud i turisters biler. Så efter Bariloche drejede vi fra og begyndte at køre østpå mod Neuquén og Bahía Blanca.

I samme øjeblik vi satte kursen mod øst, skiftede landskabet karakter. Det blev lidt lavere og mere åbent, fordi skoven forsvandt. Men det var ikke mindre smukt, bare på en anden måde. Også her kunne vi se, at det med god grund var et yndet udflugtsmål.

Vi overnattede på en tankstation i den lille by Piedras de Águila.

5. februar 2024

Piedras de Águila betyder Ørnesten. Hvor stenene i navnet kommer fra, er åbenlyst, idet byen ligger ved nogle charmerende klipper. Hvor ørnen kommer fra er derimod lidt uklart for os. Inden vi kørte, gik vi en tur rundt i byen og beundrede den smukke beliggenhed. I parken var der en skulptur forestillende en ørn. To andre skulpturer omhandlede lystfiskeriet, som finder sted i en nærliggende flod.

I Chocon kørte vi ned til den mægtige store sø, som er opdæmmet. Også det var et lokalt udflugtsmål med mange mennesker, der nød solen, badede og hyggede sig under parasollerne.

Men den egentlige attraktion her var en række fodspor af dinosaurer. Det vil sige, at der faktisk var fodspor to steder, men det ene sted var oversvømmet. Det var nogle store dapper på størrelse med elefantfødder – eller måske større. Desværre var der ikke nogen information om, hvilken art det var eller alder på den. Men vi nød eftermiddagen i fulde drag, og sugede den fredfyldte stemning ind. Vi så frem til at overnatte et sted uden larm fra lastbiler, men opdagede så et skilt, hvoraf det tydeligt fremgik, at det ikke var tilladt. Så det blev alligevel til en tankstation lige ved hovedvejen.

6. februar 2024

Nogle kilometer fra fodsporene var der et museum, der viste nogle fund af dinosaurer og fortalte om deres historie. Som mennesker kan vi forholde os til tidsperioder, der er relateret til menneskers levetid. Men at dinosaurerne levede på jorden for ca. 220 millioner år siden til for 65 millioner år siden, er tidsperioder så lange, at det unddrager sig vores forestillingsverden. Det er også så lang tid, at da dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden, var adskillige arter uddøde for længst. Dinosaurer er ikke bare et dyr, men mange forskellige, som er tilpasset forskellige livsformer. En googlesøgning viste i øvrigt, at indenfor de sidste 25 år er der fundet adskillige dinosaurer på Bornholm.

Således oplyste kaldte atter de lange veje. Vi kørte gennem Neuquén, som med sine 340.000 indbyggere er den største by i Patagonien. Vest for byen var landskabet øde og præget af den typiske patagoniske vegetation, men øst for byen blev det frodigt. Langs vejen lå der frugtplantager som perler på en snor. Der fulgte en lang række byer. Vi valgte at overnatte i General Godoy.

7. februar 2024

General Godoy var en pæn lille by uden at være noget særligt. Vi gik en tur rundt i byen, inden vi satte os ind i bilen igen. Der var flere steder i byen, hvor vi kunne have parkeret for natten i stedet for den mere end almindeligt larmende tankstation. Det var i øvrigt blevet varmt med helt op til 39 grader.

Herfra blev landskabet patagonisk på den lidt mere kedelige måde: fladt og øde. Fra Rio Colorado blev det dog mere frugtbart med forskellige former for landbrug.

Vi overnattede i Médanos på en tankstation, hvor vi også havde overnattet på vej sydpå. Der var desværre mere larm end sidst. Der var blandt andet et Gomeria, som er et værksted, der kan alt med bilhjul og –dæk. Mange værksteder og butikker holder lukket i adskillige timer om eftermiddagen. Til gengæld arbejder de til sent om aftenen. Selv klokken ni kom der en lastbil, som skulle have repareret et hjul. Larmen kom fra den trykluftmaskine, der bruges til at skrue hjulmøtrikkerne på med.

8. februar 2024

Mens vi spiste morgenmad kunne vi se, at hjulmanden var i gang igen. Han skulle samtidig passe børn, mens han arbejdede. Børnene var i førskolealderen. Når faderen var optaget af arbejde, sad de og legede med hinanden. Men en gang imellem tog han sig tid til at lege og snakke med dem. Vi kunne høre på hans stemme, at han nød samværet med børnene, og børnestemmerne lød på samme måde, som man kender det fra stjernestunder sammen med børn. Det var en fornøjelse at iagttage.

Jeg skulle have lavet en lille midlertidig reparation øverst på et vindue, hvor der en utæthed. Vejrmeldingen bød nemlig på kraftig regn om et par dage. Derfor gik jeg over til ham og spurgte, om han havde en stige. Det havde han desværre ikke, men jeg var velkommen til at køre hen til hans hus, hvor der stod en stige, jeg kunne låne. Han lagde endda ruten ind på min telefon. Da vi skulle til at køre, kom han over til os og sagde, at han havde fået en anden idé. Jeg kunne køre hen ved siden af en lastbil, der holdt parkeret ved hans værksted, og så kravle op på den. Det var en meget bedre løsning. Han viste, hvor jeg kunne holde, og da jeg skulle bruge begge hænder til at kravle op på lastbilen, blev han stående og rakte tingene op til mig. Vi har tit både undret os og glædet os over, så mange hjælpsomme mennesker, vi har mødt på vores rejser. Det var i øvrigt en tilsvarende erfaring, der for snart mange år siden gav os mod på at rejse.

Der var kun en kort tur til Bahía Blanca, hvor vi skulle have ordnet forskellige ting. Om morgenen var den ene gasflaske blevet tom, så da der var mulighed for at få den fyldt i Bahía Blanca, var det med at få det ordnet med det samme. De var særdeles imødekommende, men da vi kom lige til lukketid inden den lange middagslukning, måtte vi efterlade flasken og komme om eftermiddagen efter den. I mellemtiden kørte vi til et indkøbscenter, Plazashopping, for at ordne nogle indkøb. Vi kendte stedet, for vi havde også været der på vej sydpå i december.

Ifølge Ioverlander, som er den app, vi bruger for at finde oplysninger om overnatningssteder og mange andre praktiske ting, skulle byens eneste campingplads være lukket lige inden nytår. Vi overnattede der nogle gange i december. Det var en stor kommunal campingplads, som virkede noget nedslidt. Men på vejen ind til Bahía Blanca og på vejen derfra igen, kunne vi lægge to og to sammen. Der lå utallige træer med rødderne rykket op efter en orkan sidst i december. Det ene efter det andet af de store reklameskilte, som står langs vejene, var ødelagt og krøllet sammen af stormen. På campingpladsen var der mange træer, og de er sikkert blæst om kuld. Vi havde faktisk læst om orkanen i medierne. Den havde kostet 20 mennesker livet.

Da vi ankom til en campingplads i Pehuen Co, der ligger ved stranden, fortalte en af medarbejderne, at alle på campingpladsen var gået i sikkerhed i et af husene. Her var ingen kommet til skade, men nogle biler og campingvogne havde fået større og mindre skader.

9.-12. februar 2024

Det var en meget stor campingplads, hvor vi vakte en del opsigt, fordi vi var de eneste udlændinge. Det var mest folk fra Bahía Blanca og andre steder, der ligger nogle timers kørsel herfra. De var meget imødekommende og ville gerne snakke, så længe sprogbarrieren kunne overvindes. For Ranvegs vedkommende er det ingen sag, men for mit vedkommende er det mere udfordrende. Folk kom for at være på stranden.

Vi gik selvfølgelig også en tur på stranden, hvor folk lå tæt og lod sig bage af solen i den forfærdelige varme. Ellers gik vi en tur ind til byen hver dag, som var ret charmerende. Det eneste, vi ikke kunne vænne os til, er de argentinske åbningstider og spisetider. Butikkerne er lukket næsten hele eftermiddagen, men selv når de er åbne, serverer restauranterne ikke aftensmad før ved otte-tiden.

13. februar 2024

Næste mål var at besøge Erik og Birthe udenfor Tres Arroyos. De bød os hjem til sig, da vi mødtes til festen i Club Dannevirke. Vi var velkommen til at komme indenom, nu hvor vi var på vej nordpå. De var lige kommet hjem nogle dage forinden fra en tur, hvor de havde kørt rundt med et par fra Danmark, som gerne ville have et indtryk af dansk-argentinernes tilværelse. Erik syntes, vi skulle besøge hans fætter, når vi kom til Uruguay, og formidlede kontakten.

14. februar 2024

Vi overnattede i camperen i deres have og nød den fantastiske stilhed. Herefter kørte vi nordpå. I byen Azul kørte vi ind for at hæve penge. Endelig fandt vi en Western Union lige i centrum, hvor folk på ægte argentinsk vis stod i kø og ventede i meget lang tid som den mest naturlige ting af verden.

Med lommen fyldt med pengesedler gik vi ind på en restaurant på hovedtorvet, som vi havde lagt mærke til. Den hed Hygge. Personalet, der udelukkende bestod af unge mennesker, kendte ikke til, at den skulle have haft en  dansk ejer. En tavle på væggen forklarede det undrende spansktalende publikum, hvad hygge betyder: ”Det danske ord hygge er en livsfilosofi, hvor det vigtigste er at nyde hverdagens enkelhed. Hygge er magelighed, varme og fornemmelse af lykke på et behageligt sted.” – Maden var for resten god. Vi lærte også personalet, hvordan ordet skal udtales.

15. februar 2024

Cañuelas er en by syd for Buenos Aires. Efter de mange tankstationer med al deres larm syntes vi, at vi ville forkæle os selv med stilheden på en campingplads. Netop i Cañuelas var der en med pæne omtaler. Især ejerens egen beskrivelse var rosende. Udover et sted at holde, var der egentlig ikke noget, vi havde brug for, og det var turens dyreste campingplads.

16. februar 2024

Herfra kørte vi ad Ruta 6, der næsten er at betragte som en kæmpe ringvej omkring Buenos Aires. Det gik nemt og ubesværet. Ved Zarate passerede vi en afdeling af Vestas. Øst for Gualechechu overnattede vi på en tankstation, der lå op ad den stikvej, der fører til grænsen til Uruguay. Der holdt en del lastbiler, men der var stille og roligt.

17. februar 2024

Normalt foregår grænsepassagerne let og ubesværet, men her ville toldmyndigheden på den uruguyanske side ikke umiddelbart acceptere registreringsattesten. ”Det er jo kun et forsikringsbevis,” indvendte medarbejderen. Men i British Columbia, hvor bilen er registreret, er det netop forsikringsbeviset, der også fungerer som registreringsattest. Efter en telefonopringning og et stykke tid fik vi dog lov at køre ind i landet, og bilen må være der i et helt år. Det er netop det, der er ideen med at tage til Uruguay.

I Nueva Palmyra skulle vi besøge en fætter til Erik, som vi besøgte ved Tres Arroyos. Han hed Hugo. De boede nydeligt i et hus med udsigt til Uruguay. Floden er på det sted lidt bredere end Limfjorden ved Hals, og der sejler lige så store skibe på den, så det virkede helt hjemligt.

Hugo viste sig at være et godt bekendtskab og en god fortæller. Han fortalte om sin families historie. Bedsteforældrene var kommet til Argentina, da der ikke længere var landbrugsjord til nye indvandrere. De havde derfor købt et meget stort areal på øerne i Uruguayflodens delta, som han udstykkede i mange parceller. Det betød, at der opstod en dansk koloni bestående af 50 familier. De levede af at avle appelsiner og citroner og lidt andet frugt. En gang om ugen kom en opkøber, som betalte kontant og sejlede videre til Buenos Aires, hvor frugten blev solgt. Med tilbage havde han varer fra byen. Da folk boede spredt på mange øer, og da der ikke var veje, kom der hver dag en skolebåd, som sejlede børnene til skole. Hugo fortalte, at han først lærte spansk, da han kom i skole.

Da værtsparret skulle i byen om aftenen, gik vi en tur langs vandet hen til havnen. De skulle besøge en vingård, hvor der var spisning selvfølgelig med vin til. Men festlighederne begyndte med, at gæsterne skulle plukke druer og derefter perse dem med bare fødder i et kar. De fortalte, at der var flere vingårde i omegnen, der lavede den type arrangementer, som meget praktisk aldrig lå på den samme dato.

Vi fik lov at parkere camperen på en græsplæne foran huset.

18. februar 2024

Efter mere samvær om formiddagen kørte vi videre. De boede i et villakvarter, og på vej ud af byen gjorde vi holdt ved en grønthandler. Nueva Palmyra er sted, hvor der aldrig kommer turister, så vi forstod, vi vakte opsigt, da grønthandlerkonen med en latter udbrød: ”I kører i sådan en stor bil. Når vi skal på ferie, så må vi cykle,” og så kørte hun rundt med hænderne som når man træder i pedalerne.

Vores næste mål var havnebyen Colonia del Sacramento. Der var to ting, vi skulle der. Vi skulle ind i havneterminalen og købe billetter til Buenos Aires. Det andet var, at vi gerne ville se byen, som har portugisiske rødder. Den historiske bydel står på UNESCOs verdensarvsliste. Uruguay lå på grænsen mellem det spanske og det portugisiske kolonirige. Frem til 1828, da Uruguay blev selvstændigt, skiftede byen hænder mellem Portugal og Spanien adskillige gange.

Det gamle bymiljø er bevaret og er hyggeligt og charmerende. De mange bemalede kakler er et typisk portugisisk træk. Byen er en turistmagnet. Mange turister kommer på en en-dags tur fra Buenos Aires. Men det er også en by i udvikling. I 2022 blev det vedtaget at lave en lokal udgave af Silicon Valley ved at tiltrække vidensarbejdere fra især Argentina, der er hårdt ramt af den økonomiske krise. Planen er ambitiøs, idet den går ud på at fordoble indbyggertallet til 60.000.

Langs stranden vest for byen søgte folk ud for at nyde det gode vejr. Det var søndag, så der var særligt mange. Vi fandt et sted næsten for enden af vejen, hvor vi overnattede, selvom det vist ikke var helt tilladt. Men vi havde en rolig nat.

19. februar 2024

Turens sidste køredag. Dagens mål var UY Storage, hvor vi hentede bilen for lidt over tre måneder siden, og hvor den skal stå til næste år.

Landskabet i Uruguay ligner pampaen i Argentina. Det er grønt og frodigt, men lidt mere kuperet, så det egentlig godt kan ligne et dansk landskab, hvis man altså ser bort fra palmerne. Øst for Montevideo kan man i det fjerne se de lave bjerge ved Punta del Este, som med sine fine strande er et feriemål for de velhavende. Men UY Storage ligger inden man kommer så langt.

Fra tidligere vidste vi, at der er forbavsende gode butikker i den lille by Solís de Mataojo 10 kilometer øst for campingpladsen, som ligger temmelig isoleret.

20.-23. februar 2024

Dagene på UY Storage gik med at gøre rejseklar: rengøring og vedligeholdelse af camperen samt pakning af kufferter. Der var en del andre turister, og flere af dem var hyggelige at snakke med.

En tyrker fra Istanbul havde rejst rundt med sin familie. Nu var familien taget hjem, og han skulle sende bilen med skib til Tyrkiet, mens han havde sit hyr med toldmyndighederne. Da jeg sagde til ham, at han var den første tyrker, vi havde mødt, svarede han, at den bemærkning havde han hørt rigtig mange gange. Jeg fortalte så, at de eneste danskere, vi har mødt i alle de år, vi har rejst, var et par, der kom her på UY Storage, da vi hentede bilen i november. Da jeg så nævnte, at de kørte i en bil med bulgarske nummerplader, kunne han fortælle, at han havde holdt nytår sammen med dem i Chile.

En tysker kunne fortælle mange spændende ting om tyskere i Sydamerika – også om nazister, der havde skjult sig her i årevis. Han mente, der var en sammenhæng mellem de nazister, som flygtede til Paraguay, og det forhold, at Paraguay siden krigen har haft et temmelig højreorienteret styre. En årrække var en tysker i øvrigt præsident i Paraguay.

Og så var der Eric, som var jævnaldrende med vores egne børn. Eric var amerikaner, men nu skulle han og hans veninde fortsætte rejsen i Europa, så han havde travlt med at klargøre bilen til udskibningen, mens veninden var taget hjem. Erik var amerikaner og var meget velorienteret om amerikansk politik og det vanvid, der foregår politisk i USA i disse år.

Et tysk par rejste med to hunde. Der er mange, der rejser med hunde, og Eric rejste med en kat. De fortalte, om alle de udfordringer, de har, hver gang de skal passere en grænse. For det meste kræves det, at de medbringer en attest fra en dyrlæge, der attesterer, at dyrene er sunde og raske. Nogle gange kræves et yderligere stempel som bevis på, at dyrlægens attest er behørigt autoriseret. Tyskernes to hunde var så store, at når de skulle med en taxa til lufthavnen, skulle de køre i to, fordi hundene skulle være i et transportbur. Det er alt sammen kostbart i både tid og penge, så man undrer sig over, at det skulle være sjovt at tage et dyr med.

24. februar 2024

Den taxa, vi havde bestilt, hentede os midt på formiddagen og kørte os til busterminalen i Montevideo. Det er en køretur på halvanden time. Herfra gik bussen til Colonia og derfra videre med skib til Buenos Aires. Turen tog hele dagen. Alt gik glat. Inden det blev mørkt, nåede vi frem til vores hotel, som faktisk var en lejlighed. Det var alt i alt et udmærket sted med en god beliggenhed.

25. februar 2024

Det var søndag, og der var gudstjeneste i den danske kirke. Gudstjenesterne foregår normalt på spansk, idet kirkens faste præst ikke taler dansk. Men i dag foregik den på begge sprog, idet der var en gæsteprædikant. Vi indledte med at synge Se, nu stiger solen og sluttede med Den signede dag. Indimellem blev der sunget en argentinsk salme og Nærmere Gud, til dig på spansk. Prædikenen var på dansk, men blev oversat til spansk.  

Efter gudstjenesten var der kaffe, hvor de lokale fik brug for deres danske, når de talte med os. En mand sagde: ”Jeg taler ikke dansk,” hvorefter samtalen fortsatte på engelsk. Der var to personer, som ikke var indbyrdes relateret, men som på hver sin måde havde fattet interesse for Danmark og dansk kultur. Den ene ville i gang med at lære dansk, mens den anden talte det flydende og i øvrigt var medlem af kirkens bestyrelse. Dertil kom nogle, som havde et livslangt forhold til kirken.

Til sommer fejrer kirken sit 100 års jubilæum.

26. februar 2024

Vi gik rundt og indsnusede byens stemning. Den er stor, og der er områder, man skal holde sig væk fra på grund af gadekriminalitet. San Telmo, hvor vi boede, er et pænt kvarter. Alligevel var der en venlig mand, der advarede mod tyverier.

På en plads var der nogle dygtige dansere, som dansede tango. Mere argentinsk bliver det ikke.

27. februar 2024

Vi gik en tur til Plaza Mayo, hvor vi beundrede de historiske bygninger, der omgiver den smukke plads. Det var blandt andet præsidentpaladset, domkirken, flere ministerier og nationalbanken. Her på denne plads har der også gennem tiden været store demonstrationer – senest i forbindelse med præsident Mileis reformer.

Vi gik også et lille stykke ned ad Paseo Colón, som i dag er en af byens hovedfærdselsårer, men for 100 år siden lå der det ene værtshus ved siden af den andet. Evert Taube har ladet nogle af sine intenst handlingsmættede viser foregå her. Karl Alfred og Fridthjof Andersson, som er kendt fra flere viser, er også hovedpersoner her, hvor de færdes blandt småforbrydere, svindlere og ludere.

28. februar 2024

Kvarteret La Boca er et sted, man må se i Buenos Aires. Det var oprindeligt et fattigt arbejderkvarter, hvor det flød med affald i gaderne. En lokal velhavende mand blev træt af at se på det. For at stoppe det fik han en kunstner til at lave nogle billeder/relieffer af livet i området, og han donerede maling til folk, så de kunne male facaderne på deres lejligheder. Det førte til det farverige bymiljø, man ser i dag. Det er dog blevet til en turistmagnet af de helt store. Der var et mylder af mennesker og påtrængende sælgere. Men det var værd at besøge.

29. februar 2024

Hjemrejsedag. Rejsen foregik helt som planlagt. Det er en flyvetur på næsten 13 timer.