7. november 2023

Rejse fra Hals til Amsterdam.

Vi blev kørt til lufthavnen i Aalborg og ankom i god tid. Flyet til Amsterdam var forsinket, så vi ikke nåede næste fly til Paris, hvor vi skulle have overnattet. KLM gav et hotelværelse og ombookede os til et fly næste morgen til Paris, så vi kunne nå flyet til Buenos Aires. Det gav selvfølgelig noget ulejlighed, men rejsen blev ikke ødelagt, og KLM nøjedes ikke med at betale udgifterne, men udbetalte også en pæn kompensation.

8. november 2023

Det var en 14 timers flyvetur. Vi kom ikke til at sidde ved siden af hinanden. Jeg sad ved siden af en hollandsk dame, som skulle til en konference i Buenos Aires og kun være væk nogle få dage. Hun var leder af et hollandsk museum med kunst fra romertiden, middelalderen og moderne tid som hovedområder. Mens vi sad og talte, lagde jeg mærke til, at hun bar en doktorring på højre hånds pegefinger. Da det var ved at blive mørkt, fløj vi igennem eller forbi et tordenvejr, og man kunne se lynene inde i en stor sky, som vi passerede i samme højde.

I lufthavnen tog det oceaner af tid at komme igennem immigrationen. Ikke fordi der var problemer. Det var bare tidskrævende, fordi der var mange mennesker. Vi skulle hentes af datteren af ejeren af hotellet. Men pigen var kørt, da vi ikke dukkede op. Argentinske pesos skulle vi også skaffe. Der var kun én automat, og den tillod kun at hæve 10.000 pesos (200 kr.). Dertil skulle der betales en afgift på 4.700 pesos. Jeg hævede kun så mange, at vi kunne betale en taxa til hotellet, som egentlig var en privat ferielejlighed. Vi var trætte efter den lange rejse og havde slet ikke brug for at skulle lede efter pigen og have besvær med at veksle penge. Men vi var dog fremme inden midnat.

9. november 2023

Flere besværligheder, som vi dog har lært af til næste gang. Da jeg havde regnet med at hæve argentinsk valuta i lufthavnen, havde jeg ikke noget at betale værtinden med. Nogle dollars kunne have løst det problem. Hun tog os med ud i byen først for at købe et simkort. Efter at have trukket et nummer og ventet, fik vi installeret et argentinsk simkort i min telefon. Da vi skulle betale, fik vi at vide, at det kunne man ikke i forretningen, men vi skulle ud i byen og betale en kiosk. Pagofácil står der ved de kiosker, hvor man kan foretage mange slags betalinger. Der var en meget lang kø, hvor vi hyggede os med vores værtinde. Endelig blev det vores tur blot for at få at vide, at der var noget i vejen med simkortet. Det skulle først aktiveres.

Tilbage til Claro, telefonselskabet. Der fik vi at vide, at simkortet var i orden og aktiveret. Så tog vi hen til en anden Pagofácil blot for at få samme besked. Kortet skal aktiveres.

Tilbage til Claro. Her blev Ranveg vred og krævede at få et andet simkort, hvad medarbejderen modstræbende gik med til. Så af sted til Pagofäcil for tredje gang. Det er som bekendt lykkens gang. Det virkede i hvert fald.

Siden vi var her sidst, har de gjort datapakkerne større, så den største pakke nu er på 40 gb og ikke de 4 gb, som vi har været vant til tidligere. Det vil sige, at nu kan vi bruge nettet på samme måde som hjemme uden at tænke noget videre på databrug.

Simkortet skulle i første omgang bruges for at hæve penge i Western Union. Det fik vi ikke noget ud af. Men det skyldtes – desværre – vores egen uvidenhed. Så for at betale værtinden var vi inde i et par banker, men ingen steder kunne vi hæve mere end de 10.000 pesos ad gangen med den høje afgift for hver hævning. Der var ikke andet at gøre end at bide i det sure æble og hæve så mange som nødvendigt, så værtinden kunne få sin betaling. Hun var så flink, at hun kørte rundt med os, selvom hun til sidst så ud som om, at nu kunne det snart være nok. Men hun sagde ikke noget. Hendes hjælp var uvurderlig. Uden havde det været endnu mere besværligt.

Vi havde bestilt et hotelværelse inde i centrum, og vi bad hende bestille en taxa. Det blev en Uber, og det inspirerede os til at installere Uberappen på telefonen. Det skulle vise sig at være en god idé.

10. november 2023

Første opgave var at bestille en Uber til færgeterminalen for at få billetter til den kombinerede sejl- og bustur til Montevideo, Uruguay. Som sædvanligt var der kø med ventetid, men vi fik vores billetter til dagen efter. Vi betalte med betalingskort, men foran os stod et ældre ægtepar, som betalte med en kæmpe stak pengesedler.

En café i færgeterminalen serverede fortrinlig kaffe. Det er bemærkelsesværdigt i et land som Argentina, der ikke i særlig grad er kaffedrikkende.

Meningen med hotelopholdet var, at vi ville se lidt på byen. Det skulle vi også have gjort i går, hvis ikke det var fordi vi måtte løbe fra Herodes til Pilatus. Men det blev øsregnvejr og ikke spor attraktivt at se på nogen by. Så derfor bestemte vi os til at være fornuftige på hotelværelset. Her fandt jeg ud af, hvordan Western Union systemete fungerer.

I sin tid brugte jeg Western Union til at betale for opmagasinering af bilen i Lima, så jeg havde en konto. Når man skal udbetale penge til sig selv, skriver man bare Mig selv, Argentina. Mindre end et par minutter efter får man en email og et nummer. Det tager man med hen på nærmeste Western Union sammen med sit pas og får pengene udbetalt. Det helt vidunderlige ved Western Union er, at de ikke bruger den officielle vekselkurs, som er temmelig oppustet, men den reelle. Det betyder, at hvis man hæver 1000 kr. til sig selv, får man ikke udbetalt 52.600 pesos, som det er efter den officielle kurs, men 129.000. Altså væsentigt mere end det dobbelte. Så bliver Argentina pludselig et interessant rejseland også i økonomisk henseende.

11. november 2023

Vi fik som sagt lavet vigtige forberedelser til rejsen, men byen så vi ikke noget til. Nu skulle vi videre til Uruguay. I færgeterminalen var der paskontrol både for Argentina og Uruguay. Sejlturen tog kun lidt over en time. På havnen i Colonia gik vi ombord i busser, der kørte helt til Montevideo. Her indlogerede vi os på et hotel i centrum.

12. november 2023

Dagen var afsat til at være turist i Montevideo. Hotellet lå i nærheden af byens Plaza de Independencia, hvor der var et stort monumet med mausolæum over José Artiga. Han førte an i krigen mod Spanien 1810-1815. Efter at portugiserne havde erobret, og gik han i 1820 i eksil i Paraguay, hvor han blev til sin død i 1850. Senere blev hans jordiske rester overført til Montevideo, og mausolæet blev opført.

Byen har ikke så mange seværdigheder, men vi bed mærke i flere markante bygninger. En interessant seværdighed var dog museet for byens karneval. Her blev der vist dragter, som man har brugt tidligere. De senere år er der gjort meget ud af dragterne, som var ganske imponerende og opstillet i fornemme tableauer. Der var endvidere videoskærme, hvor man kunne se den komplicerede dans. Optogene begynder sidst i januar og slutter i begyndelsen af marts.

Middagsmaden indtog vi på en restaurant, hvor menuen bestod af pølse og et stort stykke kød. Der blev serveret rissalat til – med små stykker skinke i.

Om eftermiddagen gik vi rundt i de hyggelige gader, der alle har skyggefulde træer. Tilfældigt fandt vi nationalmuseet, som er noget andet end Danmarks Nationalmuseum. Det fremviste genstande fra de mange krige, landet har været involveret i siden frihedskrigen mod Spanien, samt patriotiske malerier med fremstillinger af afgørende begivenheder i landets historie. Dette museum stod i skærende kontrast til karnevalsmuseet, idet der ikke var gjort bare det mindste forsøg på formidling. Man kunne kun få noget ud af det, hvis man i forvejen kendte historien. Det mindede om museer, jeg har set i henholdsvis Ukraine og Rusland, som ligeledes bestod af en ophobning af genstande uden noget forsøg på formidling.

På vej tilbage til hotellet overværede vi tangodans på en plads. Det var ikke opvisning, men forbipasserende, der dansede, og nogle var rigtig dygtige til det.

13. november 2023

Vores lille håndholdte støvsuger, som vi købte i starten for små penge i Walmart i USA, kunne ikke mere. Ved busterminalen vidste vi, at der var et stort indkøbscenter, men en håndholdt støvsuger havde de ikke. På hotellet anbefalede de et andet indkøbscenter. Heller ikke noget resultat. Ja, tænk, det var nærmest det eneste, vi oplevede den dag.

14. november 2023

Midt på formiddagen blev vi hentet af en taxa, som kørte os ud til UY Storage, hvor camperen stod. Det er en køretur på halvanden time. Taxamanden var en mand omkring 70 og kørte vist kun disse ture til UY Storage for at tjene lidt til pensionen. Han var uruguyaner, men hans far havde havde sat ham i en tysk skole, og han beherskede både tysk og engelsk. Usædvanligt på disse kanter. Hvad han havde fået ud af den tyske skole? Jeg har lært disciplin. Vi havde en klar fornemmelse af, at han havde haft en god stilling. Han fortalte, at før Argentinas store økonomiske krise i 2001, havde Uruguay haft næsten 100 % af sin udenrigshandel med Argentina. Det betød, at Argentina tog Uruguay med i faldet. Derefter besluttede politikerne, at udenrigshandlen skulle spredes på flere lande. Nu er det kun en tredjedel af udenrigshandlen, der sker med Argentina. Han gav endvidere udtryk for, at uruguyanere ser ned på Argentina. De gider ikke at arbejde, og de har nogle elendige politikere, der har bevirket, at landet i årtier er gået fra krise til krise. Dertil kommer korruptionen. De samme synspunkter hørte vi senere fra andre uruguyanere, og vi er ikke i tvivl om, at det er en opfattelse med nogen sandhed i, og som vi også har fået bekræftet i Argentina. Uruguay fremstår som et helt anderledes velorganiseret og velfungerende land, hvor der er styr på tingene.

Fremme ved UY Storage var camperen kørt frem til os, og den lignede sig selv. Spøjst var det at opdage, at vi måtte grave i hukommelsen for at komme i tanker om alle de rutiner, vi har udviklet. Det dukkede dog op efterhånden. I dag gjaldt det om at få fyldt vand på, parkere og flytte ind.

15. november 2023

Dagen gik med praktiske opgaver. Sengelinned, håndklæder og så videre, som havde ligget i camperen nu i næsten et år, skulle vaskes. Selvom camperen har stået under tag, mens vi var væk, skulle der en større rengøring til. Det har vi erfaret hver gang, vi har haft den opmagasineret. Faciliteterne på stedet er gode, så det var let at gøre.

UY Storage ejes og drives af tre tyske brødre. På et tidspunkt kom en meget stor camper af den slags, som er opbygget på en lastbil. På afstand så den tysk ud. Det var den også. Det var brødrenes forældre. De fortalte, at de var i Tyskland om sommeren og i Sydamerika om vinteren hvert år. De havde også fem børnebørn her. På et tidspunkt spurgte konen, om jeg taler tysk. Da jeg bekræftede det, sagde hun: ”Det gør det hele så meget nemmere.”

Udover camping og opbevaring har brødrene også et værksted. De havde lavet forskelligt arbejde på camperen, mens vi var væk, men derudover var der nogle småting, vi fik rettet. Sådan blev vi efterhånden klar til at rejse ud i den store verden.

16. november 2023

Vi sagde farvel og kørte først til en landsby en halv snes kilometer væk. Den kendte vi fra sidste år. Der er nogle gode forretninger med varer af høj kvalitet, men der er også specialforretninger af flere slags. Der kørte vi ind for at proviantere til de næste dage.

Mens vi holdt der, fik jeg den tanke, at jeg måske lige skulle tjekke lyset bag på camperen. Det viste sig, at der var en fejl. Bremselys og blinklys virkede, som det skulle, men der var ingen lys bagpå, når bilens lys var tændt. Så var der ikke andet at gøre, end at vende tilbage til UY Storage. En af brødrene er mekaniker af uddannelse. Han undersøgte fejlen grundigt. ”Du bliver nødt til at tage camperen af,” sagde han. Det er noget, vi helst ikke gør, fordi den er meget besværlig at montere igen. Men der var ikke andet for. Det hjalp bare ikke. Til sidst var hans konklusion:

”Det er så kompliceret, at der skal en autoelektriker til.”

”Hmmm.”

”Vil du have adressesn på en dygtig autoelektriker?”

”Ja tak, det vil jeg meget gerne.”

Der var 30 kilometer. Elektrikeren ringede til UY Storage for at få at vide, hvad de kunne sige om det. Så kastede han sig over opgaven og en halv times tid efter lyste de røde lygter bagpå, som de skulle. Det viste sig at være et relæ, der var gået i stykker. Han viste mig det gamle relæ og gjorde opmærksom på, at det var lavet i USA. Så viste han mig det nye, hvorpå der stod, at det var lavet i Argentina. ”Du skal ikke regne med, at det holder ret længe.” – Der havde vi den igen: skepis overfor, hvad argentinerne kan. Men vi må nok hellere holde øje med det.

Tilbage på campingpladsen var der en anden rejsende, som hjalp med at dirigere, da jeg skulle sætte camperen på. Det betød, at det gik usædvanlig let.

Efter at vi var gået i seng, kunne vi høre, at der ankom en ny camper.

17. november 2023

Det viste sig at være et dansk par, som lige havde hentet bilen i havnen i Montevideo efter at have fået den sejlet over fra Hamborg.

Nu har vi rejst i så mange år, og det er første gang, vi har mødt andre danskere. I starten havde jeg kontakt med to par på nettet, men aldrig mødt nogen. De var meget interessante at tale med. Efter en time var begge parter nødt til at bryde op. Forhåbentlig mødes vi igen. Det aftalte vi i hvert fald.

For anden gang tog vi afsked med UY Storage og kørte den lange vej til Fray Bentos, som er grænseby med en bro over floden og det sydligste sted, man kan krydse grænsen ind i Argentina.

Vi overnattede i Fray Bentos for et år siden ved en kombineret campingplads og lokalt udflugtsmål. Campingpladsen var lukket, men vi fik lov at holde der natten over. Som udflugtsmål fungerede det endnu, selvom cafeteriet var lukket. ”Servicen er dårlig,” som en mand sagde, der opholdt sig der. Nede ved floden  sad to drenge med fiskestænger og hyggede sig, som kun drenge kan.

Natten var stille og rolig.

18. november 2023

Der var kun et par kilometer til grænseovergangen. Formaliteterne gik let, men tog selvfølgelig tid.

Efter man har passeret broen, kører man sydpå gennem et vådområde med mange fugle. Det er så stort og øde, at der ikke var mobildækning. Nord for Zarate fandt vi en lille privat campingplads, hvor værtsparret var særdeles hjælpsome og imødekommende og prisbevidste. Jeg blev facebookven med indehaveren.

19. november 2023

Det lykkedes at finde en rute udenom Buenos Aires, som sikkert sparede os for adskillige timer i tæt bytrafik. Målet var at finde frem til Samborombón. Det er navnet på en flod, en bugt, en mindre by og en meget lille by, som kun er en samling huse. Det var den lille samling huse, vi skulle finde. Det lykkedes også.

Evert Taube udvandrede nemlig til Argentina og boede her i flere år, men vendte hjem til Sverige, da 2. verdenskrig begyndte. Han har skrevet nogle forrygende sange fra Argentina. En af dem er lagt i munden på den fiktive person Fridtjof Andersson, som kom ridende til Samborombón, fordi han ville danse tango. Der lød musik inde fra kroen. Han gik med det samme ind i salen og fik øje på den vidunderligt skønne lille Carmencita. Han bød hende op til dans, og inden dansen var slut, tilbød han hende ægteskab: Vi skal få nogle dejige unger, som blive gode til at danse tango. – Men nej. Carmencita fortalte at samme dag havde hendes fat talt om en mand, der ville fri til hende. Han havde en estancia med 20.000 køer og mange præmietyre. ”Vogt dig for rige mænd,” sagde Fridtjof og bad hende finde et job til ham i en butik. Hun lod forstå, at han ikke kunne konkurrere med den rige mand. Der var nemlig også det ved det, at han ikke bare er rig, men også danser vidunderligt tango.

Overnatning i den større by General Belgrano på en kommunal campingplads af den slags, som findes i mange argentinske byer. Pladsen var fin, vejret var godt, og der var mange mennesker.

20. november 2023

Næste stop Tandil. Der var hertil de første danske udvandrere til Argentina slog sig ned fra midten i 1800-tallet. Inden vi kunne begynde at opsøge deres efterkommere, måtte vi finde en campingplads. Den var stor og havde en masse træer. Det tog meget lang tid at finde et sted, hvor der både var plads til os, og hvor strømkablet kunne nå. Men det var et dejligt sted.

21. november 2023

Vi tænkte, at den danske kirke måtte være et godt sted at begynde. Kirken lå i centrum, men så ud som et sted, hvor der ikke kommer nogen hver dag. Senere fandt vi ud af, at der ikke har været nogen dansk præst i byen i flere år, og der kommer måske heller ikke nogen igen. En politibetjent fortalte, at rundt om hjørnet ligger Salon Danes. Der var åbent og danseundervisning i en sal. Det lille sekretariat ville være åbent næste dag, fik vi at vide.

Nå, vi gik ud og så på byen og fik ordnet nogle ærinder.

22. november 2023

Det viste sig, at sekretariatet alligevel ikke var åbent, som vi havde fået at vide.

I stedet kørte vi hen til Ford. Der skal laves noget rutinemæssigt vedholdelsesarbejde på bilen. Men de havde ikke tid til at tage os før om 14 dage. I stedet anbefalede de os at tage til den mindre by Olevarría, som kun ligger hundrede kilometer væk. Det er et lille værksted, og de har ikke så travlt. Mente de.

23. november 2023

I Olevarría sagde de: ”Kom igen om 14 dage.” De foreslog os at tage til Bahía Blanca, hvor der er et stort værksted. Det lød som en god idé. Weekenden nærmede sig, så på vejen ville vi besøge en af de andre byer, der er centrum for den danske indvandring, Tres Arroyos.

Så langt kunne vi dog ikke nå i dag, så vi overnattede i den lille by Colonia San Miguel. Der stod et monument med to flagstænger, der bar det argentinske og det tyske flag. Det viste sig at være et monument for volgatyskerne, som kom hertil i 1880’erne. Den russiske zarinde Katarina stammede fra Tyskland. I 1762 og 1763 inviterede hun tyskere til at bosætte sig i Rusland, hvor de fik landbrugsjord stillet til rådighed og fik blandt andet det privilegium at være fritaget for militærtjeneste. Midt i 1800-tallet blev det privilegium imidlertid inddraget, og da et stort flertal af dem var mennoniter, som er imod alt militært, valgte de at udvandre. Nogle af dem kom således til Argentina. Vi gik en tur gennem landsbyen, der havde nydelige huse, som var velplejede på en måde, som ikke ser argentinsk ud.

24. november 2023

Køredag. I Tres Arroyos var der kun en campingplads. Den havde desværre en meget snæver indkørsel med træer og grene. Selvom værten løftede grenene med en stage, undgik vi ikke adskillige ridser på camperen. Det er nu ikke de første, men alligevel.

25. november 2023

Værten havde sagt, at vi kunne køre ud en anden vej. Inden vi kørte, undersøgte jeg udkørslen. Den var fin nok undtagen helt ude ved vejen, hvor nogle grene hang ned. Jeg ville have fat i værten for at få ham til at save dem af, men kunne ikke finde ham. Der var fest i går aftes, og han sov sikkert længe. Heldigvis fandt jeg en høj wienerstige på græsplænen, og heldigvis var grenene tørre og visne, så jeg kunne brække dem af.

Vi havde hørt, at den eneste rent danske kirkegård udenfor kongeriget findes i Tres Arroyos. Den ville vi se. Kirken lå også på kirkegården. Gitterlågen var åben, og indenfor gik to hunde, som godt nok gøede, som de skulle, men som også lod os komme ind. Kirken var selvfølgelig aflåst. Men lige inden for indgangen til kirkegården lå et lille hus. Vi bankede på, og sandelig om ikke der blev lukket op. Det var kirketjeneren, der boede der. En ældre dame, som talte dansk. Hun tog os med rundt på kirkegården, og vi standsede ved flere gravsten, hvor hun fortalte om folks skæbne. Bagefter var vi inde i kirken. Ved hver siddeplads lå der et hæfte med salmer på spansk og gudstjenesteordningen. Så vidt jeg hurtigt kunne se, var den identisk med den danske højmesseordning. Korsvarene var også skrevet med noder, og det er de samme, som anvendes ved en dansk gudstjeneste. Desværre var der ikke anført forfatternavne ved salmerne, så jeg kunne ikke afgøre, hvilke salmer der var oversat fra dansk, og hvilke der var af spansksproget oprindelse.

Kirketjeneren fortalte, at selvom hun var af dansk afstamning, var der ikke blevet talt dansk i hendes barndomshjem. Men som helt ung havde hun passet forstanderens børn på den danske skole udenfor byen, og i samværet med børnene havde hun lært sig dansk. Hun talte det med lidt besvær og måtte somme tider lede efter ordene, men udtalen var helt perfekt.

På et tidspunkt sagde hun: ”I skal møde min kusine.” Og uden at spørge tog sin sin telefon og ringede til kusinen.

Kusinen tog imod os med åbne arme, og vi tilbragte hele eftermiddagen sammen med hende. Hun fortalte om udvandringens historie og om de vilkår, udvandrerne kom til at leve under. Næsten alle kom fra stor fattigdom på landet i Danmark, men her lå et kæmpe stort land næsten uden indbyggere. Der var landbrugsjord nok at få. Den første udvandrer var Hans Fugl fra Lolland. Han var læreruddannet og skilte sig således ud fra de fleste andre udvandrere. Han slog sig ned i Tandil i 1844. Flere gange var han hjemme i Danmark og inspirerede mange til at udvandre. Han stod også bag oprettelsen af flere danske institutioner, som blev grundlaget for de skoler, højskoler og kirker, der blev oprettet i de følgende generationer.

Udvandrerne kom som sagt fra landet. Nogle blev daglejere – og blev ved med at være det. Andre kunne spare op, så de blev forpagtere eller selvejere. Der var både succeshistorier og tragedier, hvor folk skuffede måtte rejse hjem igen. Havde de ikke mulighed for det, måtte de hutle sig igennem i Argentina. Vi hørte om en, som dog havde mulighed for at rejse hjem til Danmark, og som fortalte om, hvor godt det gik i Argentina, og at de boede i sådan et hyggeligt hus. Det hyggelige viste sig dog at være en tarvelig skurvogn, som han skammede sig over at beskrive.

Vi gik en tur hen i byen, hvor der på et torv står en ”runesten”, som blev rejst i 2013. Der er hugget tre skriftbånd på stenens forside med citater af henholdsvis Kirkegaard, Grundtvig og H.C. Andersen. Bogstaverne er kantede og skal simulere runer. På bagsiden var der hugget et kort over Danmark. En planche forklarede om teksterne på både dansk og spansk.

Teksterne lyder:

Søren Kierkegaard: Det at elske menneskene er dog det eneste det er værd at leve for.

Grundtvig: Menneske først og kristen så.

H.C. Andersen: Livet er det dejligste eventyr.

Det var lørdag, og vi blev kraftigt opfordret til at deltage i sommerfesten i Club Dannevirke dagen efter. Det besluttede vi så at gøre.

26. november 2023

Der var godt et par timers kørsel til Club Dannevirke, som ligger ved en lokalitet, der hedder Lumb. Der var samlet omkring 100 mennesker, som alle havde en eller anden tilknytning til den danske koloni. Vi blev utrolig godt modtaget og fik talt rigtig meget med dem, der kunne dansk. Der var nogle få unge, der kunne dansk, men ellers var det hovedsageligt den ældre generation. Der var alligevel forbløffende mange, der havde været i Danmark. De havde typisk været elever på idrætshøjskolen i Viborg. Nogle havde arbejdet længere eller kort tid i Danmark. Mange kunne også fortælle, at de havde en bror, en søster eller et voksent barn, som havde slået sig permanent ned i Danmark. Vi hørte, at der også sker en udvandring den modsatte vej fra Argentina til Danmark på grund af den økonomiske krise i Argentina.

Bygningerne, som Club Dannevirke holder til i, var oprindeligt opført som en skole i 1924. Stedet har sikkert ligget centralt i forhold til de børnenes hjem. Men afstandene er enorme. De sidste 25 kilometer passerede vi kun få gårde. Da skolen holdt op efter en kort årrække, valgte man at anvende det som et samlingssted for danske. Man mødtes i weekenderne – nok ikke hver weekend – til samvær og boldspil for de unge. Vi talte med flere ældre og gamle, som med levende øjne fortalte, hvor skøn en tid det havde været at komme her.

Til middagen blev der på ægte argentinsk vis serveret store stykker kød. Der blev holdt en tale på spansk, som handlede om, at stedet nu i år har eksisteret i 99 år og om jubilæet til næste år. Pludselig brød forsamlingen ud i sang: Og gid at det må gå den vel…, Og den skal leve… og Brav bravo bravissimo.

Da middagen var slut, kom en mand hen og talte med os. Jeg vil hente noget til ham ude i camperen. Men på vej kom den ene, den anden, den tredje og ville tale med mig. Da jeg endelig kom tilbage, var manden blevet træt af at vente og var taget hjem.

En af deltagerne anbefalede os at deltage i næste weekends Sommerfest i La Dulce. ”Ja, men vi skal jo sydpå,” sagde vi. Et landmandspar, Birthe og Erik, indbød os til at besøge dem i morgen. Så ville de vise os den – tidligere – danske skole i Cascallares. Vi kunne overnatte i bilen på deres gårdsplads.

Der var så mange, der gerne ville snakke, så det var sidst på eftermiddagen, inden vi kom af sted. Og inden vi nåede frem til gården, var det mørkt. Man har ikke husnumre på landet som hos os, men angiver et kilometertal. Det var dog lettere at kende deres gård på en lang allé, men det var alligevel lidt svært at skelne i mørket. Vi valgte at overnatte nede ved vejen på det sted, vi mente, var det rigtige.

27. november 2023

Det var det rigtige. På et tidspunkt kom Erik og bankede på. Vi kørte alle fire hen til skolen, hvor de begge havde gået som børn, og hvor Birthe havde været lærer i over 30 år. I dag er der ikke meget dansk tilbage ved skolen. Den er et argentinsk gymnasium med en særlig linje for landbrug. Men da den blev opført, skete det i den danske højskoleånd. Ja, den var oprindeligt tænkt som en højskole. Det første hus blev opført i 1917 og var en gymnastiksal. Den består endnu. Med ribber på væggene og med en scene i den ene ende af salen. Højskolen måtte dog lukke efter få år, og skolen blev derefter anvendt som børneskole. Forstandere og lærere kom hovedsagelig fra Danmark. Vi gik rundt og så hovedbygningen, værelsesfløjen og forstanderboligen – den sidste dog kun udefra. Der var en foredragssal med klaver og dannebrogsflag. Alt dette bliver dog ikke brugt nu og var forladt, hvad det selvfølgelig bar præg af. Birthe fortalte, at hun havde lavet adskillige rejser til Danmark med unge mennesker. I kartoffelferien kunne de bo på en efterskole, når eleverne var rejst hjem, og ellers var det privat indkvartering. En sådan tur varede tre uger og blev en rejse, eleverne aldrig ville glemme. Det gjaldt – og gælder stadig om at bevare en tilknytning til Danmark og dansk kultur. Også selvom sprogfærdighederne tager af.

På vej tilbage i bilen pegede Erik på nabogårdene og fortalte, at naboerne hed Sørensen, Larsen, Hansen og så videre. Efter rundvisningen på skolen bød Birthe og Erik på middagsmad, hvor samtalen kredsede om det at være dansker eller argentiner eller begge dele på én gang. Vi fik også noget at vide om landbruget. Selv er de holdt op med at arbejde, og to sønner driver gården videre. En vigtig ting for en argentinsk landmand – i modsætning til en dansk – er, at han sørger for at være gældfri. Kornet, han avler, bliver ikke solgt på én gang efter høst. Det er bedre at have det liggende i siloerne og sælge lidt ad gangen. Korn i siloen er bedre end penge i banken, fordi inflationen i 2023 er på omkring 140 % med stigende tendens. Noget andet, som er anderledes end i Danmark, er, at man ikke pløjer marken – med deraf følgende større forbrug af sprøjtemidler. Området ligger på samme breddegrad som Sicilien, men altså sydlig bredde. Klimaet er dermed anderledes end hjemme. På marker med byg kan der sås sojabønner, men kun hvis der kommer regn lige efter høst. Hvis der ikke falder regn, lader man være med at så soja. Hveden er derimod 2-3 uger længere om at modne, og så kan sojabønnerne ikke nå at blive modne til høst inden vinter. Byggen bliver sået i juni og høstes omkring 1. december.

Efter de mange indtryk og samvær med vores gæstfrie værter drog vi af sted mod Bahía Blanca for at få bilen lavet. Vi blev selvfølgelig også her opfordret til at deltage i sommerfesten i La Dulce. Det måtte dog afhænge af, hvordan det gik med bilen.

Sidst på dagen kørte vi ind på en campingplads i Bahía Blanca.

28. november 2023

Ranveg fik et problem med maven, og jeg arbejdede ved computeren hele dagen, så værkstedsbesøget måtte vente.

29. november 2023

Ford ville slet ikke lave vores bil med den begrundelse, at den er for tung. I stedet henviste de til et lastbilværksted. Vi fik en adresse og kørte derhen og talte med dem og fik at vide, at vi kunne komme næste dag klokken 8.

Derefter kunne vi ordne et andet presserende ærinde, idet vores sengetøj er blevet slidt. Dynebetrækket havde fået en lang flænge. Det lykkedes også at finde et sted, hvor vi kunne få det. Et dynebetræk med to pudevår kostede under 300 kr. Alligevel blev vi spurgt, om vi ville betale det i tre rater – uden renter. – Når jeg fortæller om vores sengetøj, så er det, fordi det siger noget om, hvor længe vi har rejst. Og når jeg nævner det med raterne, er det, fordi det fortæller noget om Argentinas økonomiske krise.

30. november 2023

Klokken 8 holdt vi ved værkstedet igen. Ved hjælp af oversættelse på telefonen lykkedes det at få dem gjort klart, hvad vi ønskede at få lavet. Det havde vi godt nok også forklaret i går, men der blev sat nogle ting på plads i dag. I 2019 fik lavet et stort arbejde på bilen på et værksted i Xalapa i Mexico. Her købte vi også nogle ekstra reservedele såsom luftfiltre, oliefiltre og to sæt bremseklodser. Alt det fik vi brug for i dag. Værkstedet havde en mand, som var specialist i bremser. De syntes, det var lidt sjovt med nogle kunder som os. Vi satte os i vores campingstole i skyggen. Over middag var bilen færdig. Jeg tog med en af mekanikerne på en prøvetur. Han var ovenud fornøjet over at køre sådan en fin bil med automatgear. Og bremserne var han tilfreds med. Vi betalte og sagde farvel og tak og fik mange gode ønsker med på rejsen.