Dagbog september 2016
1. september 2016
Vi tillod os den luksus at køre tilbage og købe endnu en is på det sted, vi var i går. Det er nemlig en særlig dag, for i dag forlader vi Canada efter at have kørt 15.000 kilometer på ca. 4 måneder. Canada har været et meget positivt bekendtskab. Vi har fået indtryk af et velfungerende samfund, der tager sig af sine borgere, når de har behov for det. Det er også et meget velreguleret samfund langt ned i detaljen. Canada er i det hele taget et land, der minder om et nordeuropæisk velfærdssamfund. Vi vil glæde os til at vende tilbage til Canada på et senere tidspunkt.
På vej mod grænsen gjorde vi holdt ved en af de mange frugtboder langs vejen. Vi kunne desværre kun købe, hvad vi kan spise i løbet af dagen, for vi ved fra tidligere, at frugt bliver konfiskeret ved indrejse til USA.
Grænsebyen hedder Osoyoos. Vi var der midt i maj, og den gang så vi en usædvanlig sø ved byen. Den ville vi gerne se igen, fordi der sker noget særligt med den i løbet af sommeren. Vandet indeholder adskillige mineraler. I sommerens varme fordamper vandet og mineralerne krystalliserer og danner nogle runde pøle. Det så meget ejendommeligt ud. Da vi stod og beundrede det, kom en ældre indianer, som åbenbart havde en form for tilsyn med søen, der er hegnet ind. Han fortalte, at det er så specielt, at man skal helt til Afrika for at finde noget lignende. ”Hvor kommer I fra?” ville han vide, og da vi havde svaret, sagde han: ”Jeg er lokal. Jeg bor i et hus lige ovre på den anden side af bakken.”
På turistkontoret fik vi tjekket mail, og ude i camperen lavede vi et måltid af vores madrester, så der ikke var noget, der kunne konfiskeres. Måltiderne var blevet noget forrykket på grund af kæmpeisen i formiddags.
Grænsepassagen forløb let. Grænsepersonalet kan somme tider være lidt ubehageligt, men denne mand var yderst venlig og serviceorienteret.
Selvom landskabet var det samme og hed Okanagan ligesom nord for grænsen, fornemmede vi med det samme, at vi var kommet til et andet land. Det første tegn var benzinpriserne. Vi havde med vilje undladt at fylde op nord fra grænsen. Der koster en liter benzin 5,75 kr., men syd for grænsen koster den 4,70 kr. Begge dele er billigt i forhold til Danmark, men når man køber 100 liter ad gangen, betyder prisen altså noget. Det næste tegn på, at vi var kommet til et nyt land, fik vi i supermarkedet, hvor varerne nu er nogle andre og hedder noget andet.
Vi fandt et stille sted at sove ved en lille sø, hvor der var talrige kongelys – de fleste visne, mens andre lige var begyndt at blomstre. En fugl, der lignede en meget lille spætte, var ivrigt optaget af at samle frø i de høje frøstande.
2. september 2016
Vi havde besluttet at tage en lang køredag og satte kursen mod øst gennem et smukt bjergrigt område og kom gennem nogle småbyer, hvoraf nogle havde et umiskendeligt westernpræg. Her var der ikke tale om museumsbyer, men om byer, hvor folk bor og arbejder. Her åbnede landskabet sig i en bred dal, hvor der var landbrug. I Arden holdt vi frokostpause og fortsatte til Spokane, som viste sig at være en meget stor by.
Her kørte vi ind på motorvejen I-90 og var snart inde i Idaho. Idaho har et langt smalt stykke, der går helt op til Canada. Efter den form, det har, når man ser på et kort, kaldes det Idahos ”Panhandle”. Vi holdt en lille pause ved et skisportsted, og da vi forlod det igen, var vi pludselig i Montana. Det betød, at klokken skulle stilles en time frem. Fra tidligere har vi gode erfaringer med at overnatte ved kasinoer. Ved motorvejen lå der et lille kasino, et motel, en tankstation og en campingplads. Vi blev enige om at prøve lykken. Det viste sig, at campingpladsen var gratis og havde tilmed gratis strøm. Ikke at vi har brug for strøm, for vi har vores eget.
I tilknytning til kasinoet var der en butik med et stort udvalg i tingeltangel. På en væg hang adskillige krucifikser vistnok af plastic, og ved siden af hang der nogle glitrende bh’er i stærke farver.
Jeg kunne ikke stå for navnet på denne øl: Moose savl. Moosen er i slægt med elgen. Den holder af at spise søgræs, og når den løfter hovedet op af vandet, kan det se ud, som om den savler. Den var i øvrigt velsmagende, men alt for dyr. Alligevel købte vi to. Men så blev de også pakket ind hver for sig.
3. september 2016
Ved morgenmaden gik der en pige på en 10-12 år med noget, der lignede en hund, udenfor. Den gik og snusede i græsset i vejkanten. Men det viste sig at være en gris – komplet med snor og halsbånd og krølle på halen. I størrelse var den mindre end en gris, der sendes på slagteriet. Senere fortalte faderen, at det var pigens store ønske, for hendes første erfaring med dyr var en lille gris, hun havde holdt i armene. Vi havde talt om, hvad de ville gøre, når den blev stor, men faderen sagde, at den var tre år, og det var en særlig race, som ikke bliver større.
Det var igen en lang køredag. Vi kørte gennem smukke bjerglandskaber, og lige efter Missoula kørte vi over et højt pas og dermed det kontinentale vandskel. Herefter blev landskabet tørt. Der er solafsvedet græs overalt og kun lidt landbrug, hvor der kan vandes.
Og benzinpriserne bliver bedre og bedre. Her kostede benzinen kun 4,10 kr. literen. Det svarer til 2,35 $ pr. gallon. I radioen blev det sagt, at Trump lover at sætte benzinprisen ned til 2 $. Alle kneb gælder i en valgkamp.
I Bozeman fandt vi en Walmart, hvor vi kunne overnatte.
4. september 2016
Det er blevet koldt og regnvejr og gråt – en vejrtype, vi kender alt for godt hjemmefra. Vi kørte stadig mod øst på I-90 og passerede Montanas største by Billings, men fortsatte videre til Little Bighorn, hvor der stod et afgørende slag mellem amerikanske soldater og indianere i 1876. Det er et slag, der spiller en stor rolle i koloniseringen af Vesten.
Til frokost var jeg så heldig at brække et stort hjørne af en tand.
Men først skulle vi finde et sted af overnatte. Der var ikke nogle oplagte steder. På turistkontoret i byen Hardin foreslog de, at vi tog til Gerryowen, hvor der er et lille museum. Der kunne vi helt sikkert parkere for natten. Men da vi kom derhen, fik vi at vide, at det var strengt forbudt. Resultatet blev et kasino i nærheden, og det var også udmærket. Små kasinoer er der mange af her, men det er også et indianerreservat.
På turistkontoret fik vi også varmt anbefalet en bestemt tandlæge i byen.
Ved kasinoet kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at i Danmark gør man meget ud af, at der ikke må være noget skæmmende ved kirkernes omgivelser.
5. september 2016
Det var rigtigt tandlægevejr. Men tandlægen holdt lukket, fordi det var en national helligdag.
Men man kunne også sige, det var museumsvejr. Regnen var holdt op, men det var stadig koldt. Museet i Hardin var en meget positiv oplevelse. Udstillingen handlede selvfølgelig om slaget ved Little Bighorn, men der var også mange fine ting om lokalhistorien. Især var der nogle ualmindeligt fine oliemalerier af en kunstmaler, der hed Sharp. Han var blevet ansat til at dokumentere crowindianernes hverdag i reservatet og havde boet der i otte år i årene før første verdenskrig. I de følgende år helt frem til midten af 1920’erne vendte han tilbage adskillige gange. Det var et kæmpe dokumentationsarbejde, han havde lavet, som samtidig havde en høj kunstnerisk kvalitet.
Der var mange ting fra pionertiden. Blandt var der en prærievogn, så man kunne få den tanke, at prærievognen er en forløber for camperen.
Et stort areal hørte til museet, hvor der var genopført temmelig mange historiske bygninger. Der var især to, der var interessante, fordi de var udtryk for noget af det bedste i den amerikanske mentalitet. Det ene var historien om et familieejet bedemandsfirma, der nu drives af fjerde generation i en sprudlende iværksætterånd. Især indehaverens bedstefar, der lever endnu, havde været usædvanlig initiativrig. Han havde haft både en købmandsforretning og en møbelforretning ved siden af, men det, der blev det bærende var bedemandsforretningen kombineret med ambulancekørsel. Det var byens eneste ambulance, og mand og kone skiftedes til at køre den dag og nat.
Det andet var også en historie om en iværksætter, men på et langt større plan. En ung mand havde fået den idé at dyrke hvede i stor stil for at afhjælpe manglen på korn ude i verden. Det var i årene efter 1. verdenskrig. Han gik til selveste USA's præsident med sin plan og fik at vide, at det var en god idé, men han måtte selv skaffe penge. På et møde med en af de største banker i New York fik han finacieringen på plads i løbet af mindre end en time. Han lejede jord i indianerreservaterne i Montana og opførte fem såkaldte lejre til sine medarbejdere. Der boede 100 mand i hver lejr. Men han havde altså også 4.500 ha under plov. En af lejrene var genopført på museet, ligesom der var billeder af arbejdet i marken gennem flere årtier. Den historie er et sindbillede på Amerika som mulighedernes land.
Mens vi var i byen, fik vi ordnet nogle praktiske ting.
Sidst på eftermiddagen kørte vi ud til museet i Gerryowen og så deres film om slaget ved Little Bighorn.
6. september 2016
Det var ikke tandlægevejr længere, men tanden skulle ordnes, selvom jeg ikke havde smerter i den. Jeg kunne komme til med det samme. Han viste sig at være meget omhyggelig og omsorgsfuld og overlod ikke noget til tilfældighederne.
Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på Niels Hausgaards sang om et tandlægebesøg. En mand sidder i venteværelset, mens en anden er inde ved tandlægen. Pludselig hører han et voldsomt udbrud, og et øjeblik efter kommer den anden ud helt rød i hovedet. ”Jor e undt?” spuer a. ”Næj,” svåre haj, ”men det røttj da nue i pångi.” (Som en service kommer det her på rigsdansk: ”Gjorde det ondt?” spurgte jeg. ”Nej,” svarede han, ”men det rykkede da noget i pungen.”)
Imens havde Ranveg sørget for, at camperen var skinnende ren og pæn.
Vejret var blevet rigtig godt, og vi tog ud til Little Bighorn og hørte et foredrag om slaget den 25. juni 1876, hvor den amerikanske hær under ledelse af George A. Custer led et ydmygende nederlag til en overtallig indianerhær ledet af Crazy Horse. På typisk amerikansk maner var stedet organiseret med kørevej ud i slagmarken med stop, hvor vigtige begivenheder havde fundet sted. Udstyret med en folder i hånden kan man få et levende indtryk af begivenhederne den varme sommerdag i 1876.
På billedet herover ses monumentet for slaget øverst på Last Stand Hill.
Vi nåede dog ikke at blive færdige, så vi bestemte os til at komme igen.
7. september 2016
Ude på Little Bighorn studerede vi slagets anatomi. Det var tydeligt, at nederlaget skyldtes en række dårlige beslutninger og fejlvurderinger hos hæren. 260 soldater omkom. På indianerside er antallet af ofre uklart. Vurderingerne svinger mellem 20 og 200, mens et kvalificeret gæt ligger et sted midt imellem på 80-100 mand. Til sammenligning kostede slaget ved Ilovaisk i Østukraine i 2014 op mod 1000 ukrainere livet. Selvom indianerne vandt slaget, vandt de som bekendt ikke krigen.
Crazy Horse var en af indianernes dygtigste militærledere nogensinde. Sitting Bull var en ældre mand på 45, som ikke deltog i slaget, men var en stærk leder, der ligesom Crazy Horse ikke ville lade indianerne tvinge ind i reservaterne og derfor gik ind for at gøre modstand.
Plenty Coups, der var høvding for crowindianerne, havde derimod det modsatte standpunkt. Han kunne se, at fortsat modstand var udsigtsløs og gik derfor ind for at få mest muligt ud af at samarbejde med de hvide. Personligt klarede han sig godt og skaffede crowindianerne flere fordele. Men spørgsmålet er alligevel, om han reelt var klarsynet, eller bare en lykkerider? Svaret blæser stadig i vinden.
Gennem årene – især gennem de sidste år er der sket en ændring i holdningen til slaget og til indianerkrigene i det hele taget. Rundt omkring i terrænet står der hvide marmorsten, hvor hver enkelt soldat faldt. De blev rejst i 1890 og erstattede nogle stænger, man havde markeret stederne med. Men i 1999 rejste man røde marmorsten, hvor indianerne faldt med navne i den udstrækning, det har været muligt at identificere dem.
I 2003 blev der oprettet et indianermonument til ære for de indianere, der faldt i slaget.
Således beriget af ny indsigt i USA's historie kørte vi til Billings og overnattede hos Walmart.
8. september 2016
Mod forventning var der fremragende internetforbindelse på Walmarts parkeringsplads, da vi fandt ud af, hvor det var bedst at parkere. Det betyder, at der ikke er noget at fortælle fra i dag, for vi arbejdede med nettet hele dagen.
Og så dog. Jeg kan fortælle, hvorfor vi har brug for nettet.
Det er på nettet, vi hører nyt hjemmefra. Tiden med poste restante er heldigvis forbi.
Når der skal lægges nyt ind på sneglefart.dk, skal der bruges net. De mange billeder for slet ikke at tale om videoerne kræver en god og stabil forbindelse. Nogle gange forbereder vi materiale, når vi ikke har net, så det ligger klar til offentliggørelse, når mulighed byder sig.
Nettet er naturligvis også uundværligt, når vi skal researche på de næste steder, vi vil besøge. Hvor kan vi sove? Hvor kan vi dumpe? Nettet har næsten altid svaret.
Vi vil også gerne følge med i, hvad der sker ude i verden – både derhjemme og andre steder. Siden efteråret 2013 har vi dagligt fulgt levende med i udviklingen i Ukraine. I de senere år er det blevet mere og mere klart, at der ikke kommer til at ske nogen afgørende vending i den anspændte situation, før der kommer et regimeskifte i Rusland. Det ser desværre ikke ud til at blive foreløbigt, selvom Rusland mere og mere ligner en kolos på lerfødder. Derfor er vi også begyndt at interessere os for udviklingen derovre. Vi følger en lang række gode medier med meget vidende skribenter. Jeg kopierer artiklerne over på computeren, så jeg kan læse dem højt, når vi ingen net har. Når de er læst, bliver de slettet.
Højtlæsningen skyldes Ranvegs dårlige syn. Hun overanstrenger let sine øjne, når hun skal læse, så det er en fordel for hende ikke at læse selv. Og så har vi også fundet ud af, at det er hyggeligt med en historie i forbindelse med morgenmaden og aftensmaden.
9. september 2016
Vi blev i byen et stykke tid endnu. Walmart overraskede ved at have nogle ualmindeligt gode tomater. I USA køber vi helst økologisk grønt og frugt, fordi de bruger så meget sprøjtemiddel, at det kan smages. Vi fandt også en boghandel for at få en rejseguide, der ikke findes som e-bog. De havde den dog ikke, men bestilte den til en forretning i deres kæde i en by, vi kommer til i næste måned. Service!
Hen på eftermiddagen forlod vi Billings og overnattede ude i bjergene syd for Red Lodge i over 2.000 meters højde. Det var meget koldt, og i løbet af natten måtte have fat i alt disponibelt uldtøj.
10. september 2016
Foran os lå en meget spændende køretur på Beartooth Highway og derefter på Chief Joseph Scenic Highway. Det er en spektakulær turistvej, som en af USA’s præsidenter har kaldt USA's smukkeste vej. Den går op over et pas i 3.300 meters højde. Det er højt over trægrænsen og det højeste, vi nogensinde har været. Vi kunne faktisk godt mærke det i hovedet og blev forpustede for det mindste. Der er noget med forebyggelse af højdesyge, som vi skal have læst op på ved lejlighed. På den anden side af bjergene var det ligesom at komme til en anden verden. Vi fik en klar fornemmelse af, at vi er kommet længere syd på. Det var en form for halvørken, og bjergene så helt anderledes ud. Det er næsten ikke til at beskrive. Det skal ses. På billederne.
Historien bag turistvejen er, at byen Red Lodge oprindelig levede af minedrift. Men da minedriften var ved at dø ud i 1920’erne, måtte man finde på noget andet, fordi man var bange for, at byen skulle ende som en af de talløse spøgelsesbyer. En lokal ildsjæl fik ideen med vejen. Det lykkedes ham at skaffe opbakning til den, selvom den var vanvittig dyr, og i 1930’erne gik arbejdet i gang.
Med talrige fotostop varede de 170 kilometer, vi kørte, hele dagen. I Cody i Wyoming i det vilde vesten var temperaturen oppe på 28 grader mod de 5, vi havde i morges. Vi fandt et godt overnatningssted oppe ad en lille bjergvej, som krævede firhjulstræk og en hastighed i gåtempo, men så var der også panoramaudsigt over Cody, der er på størrelse med Brønderslev.
11. september 2016
I anledning af 11. september var flagene på halv i hele byen. Dagen blev også markeret ved det westernmusik show vi var til. Der blev blandt meget andet sunget en patriotisk sang, der blandt andet handlede om stoltheden over at være amerikaner. Undervejs sad jeg og tænkte på, at jeg ikke kunne komme i tanker om nogen anden nation i hvert fald ikke i Vest- og Nordeuropa, hvor man på den utilslørede måde fremhæver stoltheden over sit land. I Danmark er det i visse kredse lige modsat. Det politisk korrekte segment skammer sig offentligt over at være dansker.
Nå, men det var et forrygende show. Der var spisning inden showet, og ham, der bød velkommen og introducerede aftenen, sagde, at nu havde han hørt det her show hver aften tre måneder i træk og vidste derfor, at musikerne havde brug for publikums opbakning. Og så viste det sig senere, at han selv var den bærende kraft i showet, den filur. Han var en forrygende dygtig guitarist, der tre år i træk var kåret som årets instrumentalist. Udover ham var der en violin/banjo og bas. De spillede med en voldsom energi og stor professionalisme. Det blev en god – og meget amerikansk aften.
12. september 2016
Det er blevet rigtigt museumsvejr. I går var der varmt med 28 grader om eftermiddagen, men der var hårde vindstød og meget diset. Det tydede på omslag i vejret. Om natten begyndte det at regne, og det regnede det meste af dagen. Dagtemperaturen var faldet til 2 (to) grader.
Vi var ikke de eneste, der ville ind på Buffalo Bill Centeret i det kolde vejr. At det er et center skal forstås helt bogstaveligt. Det er fem museer i ét foruden et forskningsbibliotek. Foruden Buffalo Bill udstillingen er der et kunstmuseum, et naturhistorisk museum, et museum for prærieindianerne og en våbensamling. Det er så stort, at hver afdeling kunne være et selvstændigt museum for sig. Heldigvis var billetten gyldig i to dage.
Billedet herunder viser indianerkrigene, nedslagtningen af bisonerne og den moderne udvikling i form af en by og en jernbane i baggrunden, som desværre er vanskelige at se på fotoet.
Vi valgte at koncentrere os om Buffalo Bill udstillingen og satte os ind i den forrygende historie om den 11-årige William F. Cody, der mistede sin far og måtte klare sig ved forefaldende arbejde. Han tilegnede sig alle en cowboys færdigheder og etablerede sidenhen sit Wild West Show, som han turnerede med i Nordamerika og Europa i 30 år indtil 1913. Dermed skabte han ikke bare sin egen berømmelse, men også en interesse for vesten, som levede videre i westernfilmene.
Inde på udstillingen mødte vi en dansk familie med tre børn, som var på en tre måneders rejse i USA og Canada. Det blev til en lang hyggelig snak med udveksling af rejseerfaringer.
13. september 2016
Det er stadigvæk koldt dog ikke to grader, men seks, og det er holdt op med at regne. Vi tog ind på museet igen denne gang for at se kunstudstilingen, som indeholdt værker fra guldalderen til i dag. Temaet for samlingen var det vilde vesten og den nærliggende nationalpark Yellowstone. Billederne skildrede både naturen og livet i vesten. Nogle var lettere idylliserende, mens andre kunstnere søgte at fange dramatikken i kampscener. Det var tydeligt, at også kunstnerne havde et intimt kendskab til heste, hestens krop og hestens bevægelser.
Midt på dagen var der et foredrag om Anni Oakley, der er kendt fra musicalen Anni get your gun. Hun havde haft en opvækst så grusom, at det ville have ødelagt tilværelsen for de fleste, men hun klarede sig igennem og fandt ud af, at hun kunne udnytte sit særlige talent for at skyde. Nogle foreslog hende at deltage i en skarpskydningskonkurrence, og der udkonkurrerede hun den berømte skarpskytte Frank Butler. Han tog det med et smil, og året efter var de gift. Senere rejste de rundt med Buffalo Bills Wild West Show, hvor hun blev den mest populære stjerne næst efter Buffalo Bill.
Herefter kaldte pligterne. Vi fandt et usædvanlig godt møntvaskeri. Der var rent og pænt og velfungerende maskiner, og der var godt wifi for kunderne i ventetiden. Kodeordet var dirtysock.
Dagens dyr: mule deer, som vi så midt inde i byen, og som gik fra have til have.
14. september 2016
Et nyt museum igen i dag, nemlig frilandsmuseet Old Trail Town, hvor man har samlet en lang bygade med bygninger fra pionertiden. De stammer fra et større område og er flyttet hertil. Der var mange bjælkehytter. Der var et par husmandssteder, som nybyggere har haft, og der var en bjælkehytte, som en af Custers spejdere fra Little Bighorn havde boet i. Han var så heldig, at han ikke opholdt sig på Last Stand Hill, så han overlevede og var den første, der fortalte omverdenen om nederlaget. En hytte havde nogle berømtheder – eller rettere berygtetheder som Sundance Kid og Butch Cassidy og flere andre havde boet i. De havde begået en mængde bank- og togrøverier, så der var udsat en stor dusør for dem – død eller levende. Til sidst blev det for hedt for dem. De flygtede til Bolivia, hvor de fortsatte deres karriere og vist nok døde en unaturlig død. Vi så også en saloon med skudhuller i døren, et sted, hvor de yndede at komme.
Efter at have ordnet praktiske ting kørte vi til Yellowstone. Det var en flot køretur, og solen, som ikke havde vist sig særlig meget i dagens løb, gav landskabet en særlig karakter med sine varme eftermiddagsstråler. Men i bjergene var der gråt, og da vi nåede frem, regnede det også. Ved indkørslen til parken fik vi at vide, at der er 80 kilometer til den nærmeste campingplads inde i parken, men lige uden for parken var der en mulighed. Den valgte vi. I nationalparkerne er det forbudt at overnatte udenfor campingpladserne.
Dagens dyr: to bisoner.
15. september 2016
I vores guidebog, der er skrevet af en amerikaner, hedder det om Yellowstone: ”Den indtager sit eget hjørne i vores nationale selvforståelse, klassificeret et sted mellem amerikansk vildmark og familieferier; den fremtryller tågede, men stærke erindringer.”
Den nationale selvforståelse har noget med wild west at gøre, men også billedet af amerikansk natur i sin oprindelige uberørthed. Her har naturen fået lov at leve. Her er der stadig store bisonflokke og alle de andre store pattedyr. Hvorfor det er et yndet mål for familieferie, forstår man, når man har været her.
Vi kørte næsten 150 kilometer i parken fra den østlige indgang til den nordlige i forrygende flotte landskaber. Et stykke inde i parken bekendtgjorde et vejskilt, at der er vilde dyr på vejen, og at man skulle regne med betydelige forsinkelser. Men det er jo netop den slags forsinkelser, vi er kommet for.
Et sted så vi en elk (en art kronhjort også kaldet wapitihjort) ligge på græsset med sit vældige gevir. Nogle mente, at den havde været oppe at slås og var blevet såret.
Ved et udsigtspunkt standsede vi for at se en flok bisoner græsse nede i en bred åben dal. En af tilskuerne fortalte mig, at de havde set en ulv svømme over en flod. Hun sagde, at hun stadig kunne se den som en lille prik, der bevægede sig, men jeg kunne desværre ikke få øje på den.
Et sted var der totalt trafikkaos. I sådanne områder er det altid et godt tegn, for så er der dyr at se på. Det lykkedes heldigvis at få et sted at parkere. På den ene side af vejen gik to bighornsheep og græssede. Som navnet antyder, er det en fåreart, og de bræger også ligesom får. Men de er større og har nogle overdimensionerede kraftige og buede horn, som næsten udgør en cirkel.
På den anden side af vejen gik hunnerne. En ranger fortalte, at der gik nogle ungdyr længere nede ad vejen. Han havde ellers travlt med at holde mennesker og dyr adskilt. Dyrene græssede roligt, og da de langsomt bevægede sig hen mod os, flyttede rangeren en kegle for at markere, hvor tæt vi måtte komme for at overholde en sikkerhedsafstand.
Yellowstone har sin egen Grand Canyon. Den er majestætisk med et imponerende vandfald i den ene ende og stejle forrevne skråninger. Som vi kunne se på kunstmuseet i Buffalo Bill Centeret, har den tiltrukket massevis af kunstnere gennem tiden. Og nu kunne vi se, at det ikke var uden grund.
Dagens dyr: Elk, bison, bighorn sheep og et hjortedyr, jeg ikke kan bestemme nærmere.
16. september 2016
Yellowstone nationalpark med tilgrænsende områder anses for at være et af de største stykker uberørte natur i den temperede klimazone. Men nationalparken har mere at byde på. Her er enorme områder med geotermisk aktivitet med varme kilder, mudder i kog og geysire.
Under Yellowstone ligger en af verdens største vulkaner. Det er en såkaldt supervulkan. Ikke hvis, men når den kommer i udbrud, vil det få katastrofale følger. Den har været i udbrud tre gange: for 2,3 millioner år siden, for 1,2 millioner år siden og for 640.000 år siden. Ifølge eksperterne vil det stadig vare meget længe inden næste udbrud.
Mens vi venter på det, kan vi passende nyde dette fantastiske naturfænomen. Vi brugte i hvert fald lang tid på at beundre den spektakulære varme kilde Mammoth Hot Spring. Den danner terasser, og når mineralerne krystalliserer, dannes der mange interessante former.
Det bedste indtryk får man ved at se billederne.
Det viste sig at være umuligt at finde et sted at overnatte inde i parken, så vi måtte køre en meget lang tur udenfor, hvor vi fandt en campingplads i en skov. Det tog især lang tid, fordi trafikken gik i stå, som når der er sket et uheld i Limfjordstunnelen. Der var dog ikke tale om noget uheld, men hele to steder gik der elkflokke på en eng op mod vejen, og det skulle vi alle sammen selvfølgelig se og nyde.
Dagens dyr: pronghorn antilope, elk.
17. september 2016
Vi vidste på forhånd, at Yellowstone er meget søgt, men det kom alligevel bag på os, at det er så overrendt her midt i september. Det nævnte jeg for værten på campingpladsen. Hun svarede, at når skolerne begynder igen til september, så kommer alle de gamle – ”de ældre,” rettede hun sig selv og fortsatte: ”Jeg hører selv til de ældre.”
Vi gik en lang tur i en dal, hvor der var lagt bræddegangbroer ud, så man kan komme tæt på de boblende og dampende vandhuller. Der er fyldt med advarsler mod at gå udenfor gangbroerne, fordi jorden er skrøbelig. Man kan træde igennem og få skoldet sine fødder, hvis ikke der sker det, der er værre.
De geotermiske forhold ændrer sig hele tiden næsten fra dag til dag. Vegetationen herunder også træerne bliver så ofre.
Det er underligt, når man tænker på, at Nordamerika er så stort, og at Yellowstone er så overrendt, at vi så lige der skulle møde et par, som vi var sammen med i Inuvik i sommer, og som rejser på samme måde som os. Det blev til en lang hyggelig snak om rejseoplevelser og rejseplaner og meget andet, mens folk myldrede forbi på gangbroen.
Vi havde bestemt at overnatte samme sted som i går. Elkene havde også valgt de samme steder som i går, og der var lige så lange bilkøer.
18. september 2016
Ifølge vores udmærkede guidebog kan man bruge hele sin levetid på at nå ud i alle hjørner og kroge af Yellowstone. Men hvis man har nogle få timer til rådighed, så bør man se geysiren Old Faithful, Gamle Trofaste.
Geysire er det mest sjældne naturfænomen, der findes. De forekommer kun i Island, på New Zealand og her i Yellowstone. Ordet geysir er islandsk og bruges også på engelsk. I Yellowstone findes den største koncentration. Hver geysir har sit eget liv. Nogle springer med uregelmæssige intervaller. Der kan gå timer, dage, måneder, år eller endda årtier imellem. De største, der springer op mod 100 meter, kan have mindre udbrud ind imellem. Varigheden af udbrudene kan gå fra mindre end et minut til mange minutter og endda timer eller mere. Man ved det bare ikke på forhånd.
Old Faithful er derimod regelmæssig. Man har gennem mange år registreret dens udbrud og har fundet ud af, at der er et mønster i det. På den måde kan dens udbrud forudsiges med en sikkerhedsmargin på +/- 10 minutter. Der går højst to timer mellem hvert udbrud, og den springer 30-50 meter og indeholder 14.000-32.000 liter vand.
Der var bænke med plads til hundredevis af mennesker. Mens vi sad og ventede, fik jeg en hyggelig snak med en englænder. Han og hans kone rejste i en gruppe med 20 campere. Alt var planlagt og bestilt hjemmefra, så de skulle ikke bekymre sig om andet end at finde vej.
Pludselig begyndte det at syde og sprøjte. Old Faithful sprang og aftvang beundring og forundring over naturens luner. Der kom en video ud af det.
Herefter kørte vi sydpå og fandt en campingplads i den næste nationalpark, Grand Teton. Da vi ankom, regnede det, og vi sad i bilen og ventede, mens vi iagttog to mænd, der var ved at sætte telt op, og sagde til hinanden: Godt, det ikke er os. – Lidt senere kom vi til at tale med dem. De var far og søn og kom oprindelig fra Puerto Rico. Sønnen virkede meget vågen og vaks, mens faderen næsten ikke talte engelsk. Da vi fortalte, at Ranveg sidder og øver spansk, mens vi kører, og at vi nu er kommet til domingo, lunes… (søndag, mandag…), slog de begge en høj latter op.
Dagens dyr: elk, bison.
19. september 2016
I Teton er der flere løvtræer end i Yellowstone. De stod i de flotteste efterårsfarver og indbød til mange fotostop. Det blev ikke mindre flot af, at baggrunden var de høje takkede og spidse bjerge. At fotografere dem var næsten en form for action fotografi. Det gjaldt om at vente på, at solen kom frem, og når det så skete, varede det kun et kort øjeblik. Men flot var det.
I Jackson brugte vi et par timer på biblioteket, som var ganske imponerende byens størrelse taget i betragtning. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan man i Danmark dels har nedlagt biblioteker og dels givet dem så mange andre opgaver, at bøgerne ikke længere har det centrale fokus.
Omegnen af Jackson er utrolig smuk med bjerge til alle sider. Derfor kaldes det også for Jackson Hole. Vi fandt en sidevej i en dal et godt stykke syd for byen, hvor vi kunne holde for natten.
20. september 2016
Længere sydpå. Efter ganske få kilometer forandrede landskabet sig endnu en gang. Det gik over i en højslette omkring 2100 meter over havet. Her var der lidt bebyggelse nogle få og meget små landsbyer og spredte gårde – det vil sige ranches, altså kvægfarme. Hver ranch har et navn, som står på en portal over indkørslen til gården. Nogle vittige hoveder havde fundet på nogle af navnene. En hed ”Home on the range”. Det spiller på sangen ”Home on the ranch”. Ordet range betyder grundlæggende noget med rækkevidde, men kan i landbrugssammenhæng betyde et græsningsareal. En anden ranch hed simpelt hen ”The Last dollar Ranch”. Det er et navn, der kan give fantasien noget at arbejde med.
I byen Rock Springs, der med sine 23.000 indbyggere en stor by i Wyoming, USA's tyndest befolkede stat, gjorde vi nogle nødvendige indkøb. Blandt andet lykkedes det os at finde det rigtige wc-papir. Det kan lyde lidt mærkeligt, for det fås da alle steder. Men i en camper – og i lystbåde – skal man helst bruge noget specielt papir, som opløses totalt i vand for at undgå tilstoppelse. Så vi købte et stort lager.
Vi overnattede i et øde område med en pragtfuld udsigt over en dal med røde klippesider.
Dagens dyr: mule deer og pronghorn.
21. september 2016
”Det store Vejkryds” er et underligt bynavn, men er ikke desto mindre navnet på en temmelig stor by i det nordvestlige Colorado, Grand Junction. Navnet kommer af, at to floder mødes her. Så er der dog lidt mere historie over nynavne, der er afledt af personnavne: Cody (Buffalo Bill), Jackson (opdagelsesrejsende) og Jensen (jeg ved ikke noget om ham, men byen var meget ydmyg).
Vi kørte gennem lange øde, men smukke strækninger. Mange steder er klipperne røde, og det giver landskabet en særlig karakter. Dagen startede flot med en høj blå himmel, men hele eftermiddagen regnede det.
Overnatning på en parkeringsplads i Grand Junction.
22. september 2016
God køredag. Syd for Grand Junction kørte vi gennem et landskab med få spredte kvægfarme og installationer til olieudvinding. Det var halvørken, og det meste jord var ikke udnyttet. I det fjerne kunne vi se den lyseblå silhuet af de fjerne bjerge med deres spidse tinder.
I den lille by Ridgway nåede vi frem til dem. Området kaldes USA's Schweiz. Herfra gik det op ad. Men det første, vi lagde mærke til, var de gule og gyldne efterårsfarver, som nogle steder dækkede hele bjergsider. I vejkanten holdt flere biler parkeret, mens føreren stod udenfor med et kamera. Vi måtte selvfølgelig også holde fotopauser.
Vejen gik over to høje pas, det ene på 3350 meter og det andet lidt lavere. Da vi for et par uger siden var lige så højt oppe på Beartoothvejen i Montana og Wyoming, kørte vi i et udpræget højfjeldslandskab lidt over trægrænsen. Her kunne vi mærke, at vi er kommet længere sydpå. Selv fra det højeste punkt lå trægrænsen betydeligt højere. Men efteråret er længere fremme heroppe. Bladene falder af, og vinden fejer rundt med dem som snefnug. Turen var lang og med talrige hårnålesving. Folk kører normalt forsigtigt på den slags veje, men her var det, som om man kørte ekstra forsigtigt. Det var nok, fordi der ingen autoværn var.
I Durango fik vi forskellige forsyninger og fandt et sted at overnatte i skoven udenfor byen.
23. september 2016
I går var der omkring 25 grader nede i byen, der ligger i 1900 meters højde, og 15 grader ved solnedgang i skoven, hvor vi overnattede. Det ligger i 2660 meters højde. I løbet af natten kom et massivt regnvejr forbi, og næste dag var der kun 2 graders varme. Regnen fortsatte hele formiddagen, så vi besluttede at tilpasse vores planer til vejret. I stedet for som planlagt køre ud og se Mesa Verde, kørte vi ind til byen, fandt wifi ved biblioteket og arbejdede med hjemmesiden.
På bibliotekets parkeringsplads så vi skiltet nedenfor. Skulle vi være i tvivl om, at vi befinder os i USA, så er skiltet et vink med en vognstang.
Til aften kørte vi tilbage til skoven. Det sted, vi overnattede i går, var en lille primitiv, men gratis campingplads. Grunden var meget ujævn, og det var meget besværligt at få camperen til at være plan. Vi har vist aldrig haft så meget besvær med det. Derfor besluttede vi at finde et andet sted. Det blev en anden campingplads af samme type. Og her stod camperen, som den skulle uden, at det var nødvendigt at gøre noget.
Nede i byen havde vi også haft regn, men heroppe i skoven var det faldet som sne.
Der var flere andre på campingpladsen. Først kom der en mand hen til os med et barn ved hånden, og lidt efter kom konen med endnu et barn. De var tvillinger, og faderen præsenterede dem som ”Sommerregn” og ”Vinterstorm”. Om de virkelig hed sådan, blev vi ikke klar over. De lå i telt, og vi fik en lille hyggelig snak om at være teltligger i snevejr.
Senere kom vi til at snakke med to mænd. Den ene var på motorcykel og kunne de ikke køre videre på grund af vejret, men var nødt til blive. Han var ved at børste sne af sit telt med en kost. I jakkelommen havde han en flaske et eller andet, som de havde drukket af, så de var blevet snakkesalige på den hyggelige måde. Han fortalte i øvrigt, at der var kommet et tykt lag sne i Yellowstone, hvor vi var for en uge siden. De var hyggelige at tale med, og de fortalte om, hvordan det er at leve i Midtvesten, hvor de kom fra.
24. september 2016
Om morgenen lå der sne overalt – på hvert eneste af de gule efterårsblade. Men temperaturen krøb langsomt over frysepunktet, og efterhånden faldt det ned, og skoven blev igen til efterårsskov.
Vi blev i camperen og arbejdede på hjemmesiden til et stykke over middag. Om eftermiddagen var vi på indkøb i byen. Tilbage på lejrpladsen var manden med motorcyklen kørt, men vi fik en snak med den anden mand og hans kone. Han viste mig, at han havde fundet nogle sten med guld i lidt oppe i fjeldet. Han fortalte om en, der havde fundet små guldstykker i noget sand et sted i nærheden. I løbet af en halv time havde han fundet guld til en værdi af 1700 dollars. Men han havde ikke villet røbe, hvor det var. Parret her virkede lidt forhutlede. Han fortalte, at han var arbejdsløs, og spurgte, om jeg ville købe en af stenene med guld i. Vi havde en fornemmelse af, at de ikke bare var på tur, men levede i deres bil og telt, og kom til at tænke på, at vi nogle dage forinden havde set en yngre mand i en by stå med et papskilt, hvor han tilbød sin arbejdskraft. Sådan er USA også.
25. september 2016
Vi forlod vores lille lejrplads i det flotteste efterårsvejr og kørte ind til biblioteket, hvor vi havde fundet ud af, at de lader deres wifi stå tændt også, når der er lukket, og det er så kraftigt, at vi kan nå det inde fra camperen. Vi havde nemlig en skypeaftale med en børnene, der havde fødselsdag.
Vi ville fejre fødselsdagen med en flaske vin til aftensmaden. Det viste sig, at i modsætning til resten af USA må supermarkederne ikke sælge vin og spiritus. Det sælges som i Canada – og Norge, Sverige og Finland – i særlige Liquor Stores. Og ikke nok med det, så skal alle kunder – også folk i vores fremskredne alder – vise legitimation. Da ekspedienten så mit kørekort, udbrød hun: ”Wow, I er fra Danmark. Velkommen!”
Men selvom reglerne for salg af vin og spiritus er så skrappe, så er det lovligt at sælge marihuana. Det kan fås i en lang række butikker i byen. Nogle få stater tillader det. Men på føderalt niveau er det ikke tilladt.
Vi kørte ud til nationalparken Mesa Verde og fandt et dejligt og øde sted for natten med udsigt til parkens bjergformationer.
26. september 2016
Mesa Verde er spansk og betyder egentlig ”et grønt bord”. Men mesa er også betegnelse for en bjergformation med stejle sider og flad top. Den type er almindeligt forekommende i det sydvestlige USA. Siderne på Mesa Verde er skovklædte. Det forklarer, hvorfor det også kaldes grønt. Området er gennemskåret af nogle dybe canyons, der med de stejle vægge virker utilgængelige.
Det, der gør Mesa Verde interessant, er, at der rundt omkring i området findes velbevarede ruiner af huse, der var beboet fra år 550 til 1300. De er bygget på afsatser, såkaldte alkover, på canyonernes stejle sider. For at komme til og fra husene har beboerne måttet klatre op ad fjeldvæggene, hvor der var hugget små huller ind med plads til hænder og fødder. Nogle af de største boligkomplekser har op mod 120 værelser. Kulturen kaldes pueblo efter det spanske ord for en mindre by eller landsby, og den er udbredt over et større område i Colorado, Utah, Arizona og New Mexico.
Som alle andre amerikanske nationalparker er også Mesa Verde utroligt velorganiseret. Der er et museum og en introducerende video, og med et kort i hånden kan man køre rundt og se bygningerne.
På en parkeringsplads stod vi og læste en planche om en pueblo, der lå i en alkove nedenunder, så den ikke kunne ses herfra. En mand kom hen og fortalte, at han havde været dernede på en guidet tur. Det havde været meget stejlt, og de måtte kravle op ad en stige med en dyb afgrund til den ene side. Det havde tydeligvis gjort indtryk på ham. ”Har du højdeskræk?” ville Ranveg vide. Det benægtede han og forklarede så, at han var arkitekt og påpegede det paradoks, at indenfor hans område er der detaljerede regler for rækværk og afskærmninger, men ikke her. – Jeg er næsten sikker på, at han havde sit eget arkitektfirma, for han kørte derfra i en bil, der lignede en million med læderbetræk og kaleche, som han først slog ned.
27. september 2016
Dagen stod i Mesa Verdes tegn. Vi kørte ud til et hjørne af parken, hvor det var muligt at komme ind i en pueblo uden at være på en guidet tur. Den lå i en alkove, og der var både pit houses - det vil sige huse, der er gravet halvt ned i jorden, og murede huse. Det repræsenterede til sammen hele den periode på omkring 800 år, hvor området har været beboet. Ruinerne, der var velbevarede, var i sig selv betagende. Men lige så betagende var beliggenheden: den svært tilgængelige alkove og den ufremkommelige dalbund med buske og store sten.
Derefter kørte vi en rundtur, hvor vi fra vejen og med mange stop kunne se adskillige pueblos. Nogle var store, nogle var små, men alle var utilgængelige. Den største bygning, vi så, var et firkantet tårn på fire etager. Det er svært at forestille sig, hvordan de i hverdagen har klaret de krævende vilkår. Et sted havde arkæologerne afsløret et vejsystem mellem puebloerne. Det særlige ved det var, at de gik lige op over fjeldene og aldrig rundt om eller i zigzag, som man ellers ville gøre. Man kan også forestille sig, at der har været mange faldulykker.
De største og flotteste bygninger er fra 1200-tallet og dermed næsten samtidige med vore landsbykirker. Men omkring år 1300 blev de alle forladt. Det gælder ikke bare Mesa Verde, men også de andre steder i Arizona og New Mexico, hvor kulturen levede. Forskerne har ingen forklaring på, hvorfor det skete.
Således fyldte med indtryk vendte vi tilbage til vores stille overnatningssted udenfor parken. Jeg løb en lille tur hen ad jordvejen, inden solen gik ned. Der var nogle få andre, der også overnattede her. Henne ad vejen kom en sort hund gøende hen imod mig fra en camper, der holdt lidt længere væk skjult bag nogle træer. Lidt efter kom der en lille arrig foxterrier. Jeg tænkte, det var bedre at blive stående og vente, til de blev færdige med at gø. Så kom der en mand frem bag træerne. Han kaldte den sorte hund til orden, men foxterrieren kunne han selvfølgelig ikke kalde til sig. (Jeg har dårlige erfaringer med foxterrier fra den gang, jeg gik med aviser som 14-årig.) Så kom han hen, og det endte med, at vi fik en lang og hyggelig snak. Han kunne – meget usædvanligt – kende min accent, for som han fortalte havde han en nabo, der hed Egon og var fra Danmark. Han fortalte, at han lever af en lille pension, og om sommeren kører han rundt og camperer, hvor det er muligt at gøre det gratis. Han bor fast et sted i Arizona, hvor der bliver over fyrre grader hver dag hele sommeren, så det gælder om at slippe væk. ”Men i morgen kører jeg hjem,” sagde han.
28. september 2016
Vi kørte også, men ikke hjem. Efter et stop i byen Cortez, der ikke var helt så lille, som vi havde forestillet os, kørte vil til ”Four Corners”. Der er egentlig ikke noget at se. Det er et sted ude i ørkenen, hvor der er et lille kryds. Det er nemlig det eneste sted i USA, hvor fire stater mødes i ét punkt. Det er staterne Colorado, New Mexico, Arizona og Utah. Der er opført et flot monument på stedet. Det er navajoterritorium, og de har en solid entréindtægt fra de mange besøgende.
De to personer midt i billedet står lige der, hvor de fire linjer mødes. "Kun 3 fotos" formaner skiltet.
Derfra gik turen nogle få kilometer gennem et lille hjørne af Arizona, inden vi ad en mindre befærdet vej kørte ind i New Mexico gennem nogle betagende landskaber. Fra byen Shiprock gik turen sydpå gennem Navajoreservatet i et næsten helt øde og tørt landskab. Enkelte steder var der meget markante klippeformationer, der var synlige på lang afstand. Undervejs blev det gode vejr afløst af regn, som sikkert var godt for det tørre landskab. Under regnen faldt temperaturen i løbet af kort tid fra 28 til 14 grader.
I byen Gallup fandt vi et sted at overnatte.
29. september 2016
Tit er det en udfordring at få dumpet spildevand og få frisk vand. Det var det også her, men det lykkedes. Vi satte kursen østpå ad motorvejen mod Albuquerque. Der kom nogle kraftige byger undervejs, og mens vi holdt frokostpause, blev det til et voldsomt, men kortvarigt tordenvejr. Men vi kørte fra det dårlige vejr, og i Albuquerque var det fremragende. Indtil om aftenen. Så blev vi indhentet af uvejret. Vi havde fundet en parkeringsplads, hvor vi kunne holde for natten.
30. september 2016
Vi er nu gået i træning med at stå tidligt op, for i morgen skal vi meget tidligt op. Efter solopgang så vi ti balloner i strålende farver sejle hen over byen. Det må være en slags forprang, for i morgen tidlig begynder Albuquerques årlige ballonfestival. Den gode lange morgen og formiddag brugte vi til at arbejde på vores computere.
Om eftermiddagen tog vi til festivalpladsen for at købe billetter. Ved den anledning fik vi set ballonmuseet, der fortalte alt om ballonflyvning i fortid og nutid. De første balloner med mennesker ombord blev sendt op i Frankrig i 1780’erne, så det er den del af flyvningen, der har den længste historie. I princippet er der to forskellige ballontyper: gas- og varmluftsballoner. I Albuquerque handler det udelukkende om varmluftsballoner.
Vi lærte også, hvorfor ballonerne er så store, som de er. 1 kubifod opvarmet luft kan kun løfte 7 gram. Derfor rummer en ballon mellem 70.000 og 90.000 kubikfod varm luft. Det svarer til 2.000-2.500 kubikmeter.
Tilbage på parkeringspladsen var der en stor gruppe af både voksne og børn, der var ”flyttet ind”. De var kommet tidligere på dagen og var der stadig, da vi kom tilbage om aftenen. Der var ustandselig en råben og skrigen af utilpassede børn, som de voksne åbenbart ikke tog sig ordentlig af. Vi besluttede derfor at flytte over til den anden ende af parkeringspladsen for at få ro. Vi skulle meget tidligt i seng. Det er første gang i vores efterhånden lange ”karriere” med overnatning på parkeringspladser, at vi har været nødt til at flytte på grund af uro.