Sneglefart

April 2018

1. april 2018

Dagens vigtigste begivenhed var at skype med børnene. Ellers gjorde vi klar til at køre videre i morgen. Nu skal vi nemlig til at begive os nordpå i retning mod USA.

2. april 2018

Første mål var en botanisk have i nærheden af Tehuacan. Navnet er egentlig misvisende, for der er snarere tale om en naturpark i et område, der er meget tørt, og derfor gror der kaktus, så man føler sig hensat til Arizona. Nogle stod i blomst, ligesom agaverne er begyndt at blomstre. De skyder en stængel på op mod ti meter i vejret, og deres gule blomster lyser op i landskabet. Der var opført nogle hytter, man kunne leje, men vi var de eneste. Et vidunderligt sted med en dejlig stilhed.


Jardin de Botanico by Niels Clemmensen on Exposure

3. april 2018

Vi havde planlagt at besøge en kaffeplantage, som er ejet af en dansker. Vi havde kontaktet ham før påske, men havde ikke hørt fra ham. Alligevel bestemte vi os for at prøve at finde stedet, der ligger mellem byerne Cordoba og Orizaba. Det lykkedes desværre ikke at finde det. Men det var en på flere måder imponerende køretur. De 17 kilometer ind til Tehuacan foregik på en snoet bjergvej. Vejen var god, men det tog tid på grund af de mange sving. Efter kortet skulle vi bare fortsætte på den samme hovedvej med det samme nummer ind gennem Tehuacan. Men på typisk mexikansk maner er der ikke et eneste skilt, der viser vej gennem byen. Vi er blevet lidt tilbageholdende med at bruge gps’en, fordi den somme tider snyder os. Da vi blev enige om, at nu var nødt til at bruge den alligevel, snød den os - igen. Den ville have os til at køre den forkerte retning i en ensrettet gade. Der var ingen skilte, der fortalte, at vejen var ensrettet, men en modkørende bilist blinkede voldsomt med lyset, så der var ingen tvivl om, at den var gal. Da vi bakkede ud af gaden, stod der en mand på hjørnet og vinkede os frem. Det sidste – hjælpsomheden – er også typisk mexikansk.

Udenfor byen kom der en fjeldovergang, hvor vi kom op i stor højde. Især på den anden side med nedkørslen var der så mange skarpe sving, som vi sjældent har oplevet før. Af en eller anden grund skulle man i de skarpeste sving køre over i venstre side af vejen. Vel nede lå der en stribe byer langs vejen, og det betød tope efter tope i en uendelighed. Hver gang skal man helt ned i fart og kravle over dem i 1. gear. Efter tre timer havde vi kun kørt 30 kilometer.

Derefter kørte vi mod Puebla ad hovedvejen fra Veracruz til Mexico By. Det er en firsporet motorvej, og den går over de samme bjerge. Vejbyggeriet må have været en stor ingeniørbedrift, og vejens to retninger fulgtes ikke ad. Det var en stigning på over 1000 meter. Adskillige steder holdt der biler i vejsiden med opslået motorhjelm. I lang tid kørte vi bag en folkevogn af den gammeldags type med motoren bagi. Her havde chaufføren valgt at lade motorhjælmen stå åben under kørslen for at få mere afkøling.

Efter at have passeret pashøjden gik det kun lidt ned, og landskabet blev en højslette. Puebla er en millionby, og at finde campingpladsen var som at finde en nål i en høstak. Efter en masse besvær lykkedes det dog. Og efter en meget lang køredag havde vi kun tilbagelagt 260 kilometer.

9439puebla

Billedet herover er fra campingpladsen i Puebla. De blå blomstrende trækroner ses overalt i denne tid.

4. april 2018

En kort tur på omkring tre timer til Teotihuacan. Vi fandt let ud af Puebla, og så var det ellers ud ad landevejen. I Teotihuacan genkendte værtinden os med det samme fra vores ophold i begyndelsen af december. Som sidst fik hun kvitteringerne fra betalingsvejene. Jeg gav hende dem uden at sige noget, og hun tog imod dem uden at sige noget, men vi forstod begge to. Hun var netop gået i gang med et byggeri af nogle værelser til udlejning. Mens fire mand arbejdede på fundamentet, sad hun hele dagen foran dem og holdt øje med, at de bestilte noget. Hun veg kun nødtvungent fra sin plads.

Da det var en kort tur, ankom vi tidligt på dagen. Ranveg fik tid til at finde en frisør. En dame på gaden anbefalede en meget dygtig frisør. Imens tjekkede jeg for første gang batterierne for vand. Der er stadig noget arbejde med det, men det er ikke længere helt umuligt. Godt for batteriernes ydeevne og levetid.

5. april 2018

De næste par dage skal vi køre nordpå ad hovedvej 57 helt til Saltillo. Vi har i forvejen fundet nogle overnatningssteder, fordi der ikke er så mange at vælge imellem. Dagens mål er den lille by Mineral de los Pozos, som også hedder San Pedro de los Pozos.

Det centrale Mexico ligger på en højslette, der i højde veksler mellem 1800 og 2200 meter over havet. På en strækning lige nord for Mexico By skulle det med slette forstås helt bogstaveligt. Der var så fladt, så man følte sig hensat til en tur gennem Vildmosen dog med den forskel, at der var bjerge i horisonten. Det er, som om det mexikanske landskab ikke formår at være kedeligt ret længe ad gangen.

Mineral de los Pozos viste sig at være et meget positivt bekendtskab. Vi overnattede på et hotel, som egentlig var nogle huse, som lå i en dejlig have, hvor vi kunne parkere for et beskedent beløb. Efter den lange køretur var det rart med en gåtur ned til byen. Mens vi stod og læste en plakat med nogle oplysninger om byen, kom en mand hen til os. Han talte engelsk og forklarede, at han var turguide og ikke kriminel. Han tilbød at tage os med rundt til nogle seværdigheder. Det var nu for sent på dagen at tage på nogle udflugter, men han vidste faktisk meget om byens historie, og fortalte, at området er eller rettere var rigt på mineraler. Hele ti forskellige mineraler har man udvundet herunder guld og kviksølv. Byens storhedstid var det 19. århundrede. Tilbagegangen kom med revolutionen 1910 forstærket af faldende priser på de vigtigste mineraler i kombination med det simple forhold, at minerne blev udtømt. Når man gik rundt i byen, kunne man tydeligt fornemme fordums storhed. Men når man kom ud i sidegaderne, lå der masser af ruiner, som vidnede om fraflytningen.

9469san-pedro-de-los-pozos

Landsbyen ligger en god times kørsel fra San Miguel de Allende, hvor der er en meget stor gruppe af expats fra mange forskellige lande. Nogle synes, de præger byen for meget, og det har man her i Pozos set muligheder i. Der er opført nogle moderne luksuriøse boliger, som bliver solgt til velhavere. Vi hørte fra forskellig side, at Yoko Ono havde købt en af boligerne. Der er også blevet åbnet nogle turistforretninger, hvoraf de fleste dog kun holder åbent i weekenden – indtil videre. Nogle havde også etableret en kunstskole, som havde fået god vind i sejlene.

På spørgsmålet om, hvor vores guide havde lært at tale engelsk, fortalte han, at han havde arbejdet i restaurationsbrancen blandt andet på Manhattan. Han tjente meget bedre der, end han nogensinde vil få mulighed for i Mexico. Men en dag kom myndighederne på kontrolbesøg i arbejdstiden. Alle strømmede ud ad en bagdør og løb væk, men vores ven havde i det øjeblik opholdt sig nede i kælderen, så det lykkedes ham ikke at slippe væk. Han endte med at blive udvist, fordi han opholdt sig ulovligt i landet.

Efter dette møde gik vi op til kunstskolen. En ung dame, de sad ved et skrivebord, var meget imødekommende og fortalte om kurserne i de forskellige kunstarter: maleri, skulptur, fotografi. Hun var selv gift med en lærer i maleri. Hendes historie var på en måde modsat guidemanden. Hun havde sit hjem i Barcelona, men på grund af den arbejdsløshed, der ramte især unge spaniere for nogle år siden, søgte hun til Mexico og fik job og kom siden hertil. Nu var hun så glad for at være her, at hun vidste, at hun aldrig ville komme tilbage til Spanien. Men hun gav også udtryk for den smerte, mange udvandrere oplever: savnet af familie og venner.

6. april 2018

Da vi ankom i går, blev vi taget imod af en ældre dame. I dag kom der en mand hen og præsenterede sig og fortalte, at de to var søskende og drev deres hotelvirksomhed i fællesskab. Han tog os med rundt, for vi skulle se hans projekter. Han havde bygget nogle små huse med værelser, som var særdeles smagfuldt indrettede. Han var også i gang med noget, der ikke var kommet så langt endnu. Et sted stod der en halv snes nyindkøbte døre og ventede. Dertil kom den charmerende have. Der var ikke bare lagt arbejdstid i det, men også mange tanker og idéer. Der var noget kunstnerisk over ham.

Til sidst skulle vi også se søsterens værksted. Det viste sig, at hun var keramiker, og at det var hendes egentlige beskæftigelse. Det foregik i en stor hal. Hun lavede nogle finurlige ting som en maske i en maske i en maske.

Alt det i går eftermiddags og i dag til formiddag oplevede vi, bare fordi vi skulle have et sted at overnatte. Det uventede – i den bedste forstand af ordet – er noget af det, der rejser så spændende.

9480san-pedro-de-los-pozos
Motiv fra Pozos

Næste stop var Matehuatla. Undervejs funderede vi over trafikpropagandaen, som findes langs alle mexicanske hovedveje. Der er god fornuft i dem som opfordringen til at holde afstand eller at sætte farten ned. Men nogle er mere hårdtslående: ”Kør ikke, når du er søvnig. Din familie venter på dig.” Opfordringen til at holde afstand kan få et ekstra svirp med denne begrundelse: ”Dit liv er noget værd.” Endelig står der skilte med tekster som ”Adlyd skiltene” og ”Ødelæg ikke skiltene”.

I Matehuatla var der en rigtig campingplads i tilknytning til et hotel. Det var et dyrt sted, og det var den dyreste campingplads i Mexico, vi har været på. Til gengæld var kloakken stoppet, så da vi tømte indholdet af wc-tanken ud, løb det over og efterlod en stor stinkende sø, så vi måtte finde et andet sted at holde. Og det opreklamerede wifi var kun sporadisk eksisterende.

7. april 2018

Det nordlige Mexico er ørkenland, men grøn ørken. Her vokser der kaktus, som lige nu står fulde af gule blomster, og joshuatræer – også kendt fra nationalparken Joshua Tree National Park i Californien. På strækningen – 250 kilometer – til Saltillo var der ikke en eneste by.

I en kurve havde en lastbil tabt en hel del høballer, som lå spredt over et større stykke. I vejsiden var en mand i færd med at stoppe en balle ned i bagagerummet. Adskillige kilometer længere henne holdt en truck med en lang anhænger i vejsiden. Det var den, der havde tabt hele den bageste del af læsset. Ved siden af gik chaufføren og så ud, som om han var i færd med at vurdere skadens omfang.

9481el-portreo-chico

Vi nærmede os Monterrey, men havde fundet en campingplads for foden af bjergene nord for byen. For det første var det et dejligt sted, og for det andet undgik vi byen, som er meget stor med sin fire millioner indbyggere. Bjergene var himmelstræbende med lodrette klippevægge. Man forstår godt, at det er et centrum for fjeldklatrere. Da det var lørdag, var der mange weekendbesøgende. Vi gik en dejlig aftentur, og stemningen var meget mexikansk. Der var familier, der var på udflugt med madpakker, som de sad og hyggede sig med. Der var unge mænd med bagagerummet fyldt med dåseøl. Og der var musik, der spillede højt fra bilernes højttalere. Det er en selvfølge, at musikken også kommer alle andre tilstedeværende ved.

8. april 2018

Den sidste strækning inden grænsen. Så snart vi havde forladt Monterrey, var landskabet fladt og øde over en strækning på omkring 200 kilometer. Grænseovergangen ligger over 40 kilometer øst for byen Nuevo Laredo, som er voldsomt kriminaliseret med blodige sammenstød mellem politi og bander. Ved Banjercito, hvor vi skulle afmelde vores midlertidige importtilladelse på bilen, blev vi betjent af en ung mand, som var i særlig grad uvenlig, men heldigvis korrekt, så det blev ordnet på et øjeblik.

På den amerikanske side var der lang kø, men vi kom over uden vanskeligheder og fik vores tre måneder, som vi kunne forvente, men som vi ikke har krav på. Vinduerne ved bagsædet i bilen er tonede. Grænsebetjenten bad mig rulle vinduet ned, så han kunne se ind. Dernæst ville han ind i camperen. Det eneste, han gjorde her, var at åbne døren til toiletrummet. Det var helt klart for at kontrollere, at vi ikke er menneskesmuglere.

Nu er vi i Texas.

Inden vi havde kørt en kilometer, kunne vi mærke, at vi er kommet til et andet land. Kort efter grænsestationen blev vejbanen indsnævret, og et skilt forkyndte: ”Højre kørebane slutter. Flet til venstre.” I Mexico skal man selv finde ud af sådan noget.

Byen hedder Laredo på begge sider af grænsen, dog Nuevo Laredo eller Ny Laredo, på den mexikanske side. I udkanten af byen ligger en statspark, hvor vi bestilte to nætter.

9. april 2018

Det blev en travl dag med indkøb og tøjvask. Men det vigtigste af det hele var, at vi fik købt et amerikansk sim-kort, så vi nu har et amerikansk telefonnummer. Det var lidt af en udfordring, fordi vi hverken har en amerikansk adresse eller et nummer i det amerikanske sundhedssystem. Men den unge mand, der ekspederede os, havde masser af ideer og energi, så han fandt en vej udenom, så systemet accepterede det. Vores adresse er nu statsparken i Laredo, Lake Casa Blanca State Park. Samtidig fandt han en tilbud, hvor vi har ubegrænset data. Da vi undersøgte markedet i både USA og Canada for 2½ år siden, kostede det en masse penge, hvis man kunne nøjes med 2 gigabyte. Vi købte den gang et sim-kort i Canada, og jeg husker, at den unge mand, der solgte os det, var dybt imponeret over, at jeg havde et dansk sim-kort med 20 gb data for kun 120 kr. Men her har markedet altså ændret sig meget hurtigt. Herligt.

Det betyder, at vi nu kan gå på nettet og finde oplysninger også, når vi er på farten. Vi er med andre ord ikke længere nødt til at finde et bibliotek, en café eller en burgerbar for at tiltuske os wifi. En stor lettelse.

10. april 2018

På farten igen. Nogle mennesker, vi mødte i San Cristóbal, gjorde os opmærksom på statsparkerne, der alle har gode campingfaciliteter til en lav pris. Det har allerede vist sig at være en god idé. De mange parkeringspladser, vi har overnattet på, er ganske vist gratis, men ikke særligt charmerende.

Målet i dag var en statspark ved den lille by Goliad. Her var der en blomsterrigdom uden lige. Hen omkring ved solnedgang, lagde vinden sig, så det tilmed blev muligt at tage nogle billeder.


Blomster i Texas by Niels Clemmensen on Exposure

11. april 2018

Efterhånden som vi kom nærmere Houston, blev landskabet stadig mindre øde. Da vi forlod Laredo i går, lå der langs vejen spredte indkørsler til rancher, og der var 160 kilometer til den første landsby. Men i dag har vi set mere og mere landbrug og dermed tættere bebyggelse.

Vi havde fundet en statspark sydvest for Houston. Også den viste sig at være et positivt bekendtskab. Jeg gik en aftentur og så to hjorte, der stod stille og holdt øje med mig, da jeg gik forbi, hvorefter de stille vendte tilbage til det, de var i gang med.

12. april 2018

Om formiddagen gik vi en dejlig tur i parken og så en mængde andefugle og hejrer, men også en alligator, der lå i vandoverfladen og ventede på, at det skulle blive varmt. Det blev selvfølgelig til en masse billeder.


Brazos Bend State Park, Texas by Niels Clemmensen on Exposure

Om eftermiddagen kørte vi ind til Houston og overnattede på en parkeringsplads. Houston er en by med 6 millioner, og parkeringspladsen var udvalgt stratetisk i nærheden af Rumfartscenteret, Space Center.

Vi troede, at Texas kun er landbrug og olie, men vi fandt ud af, at det er en af USA’s mest avancerede stater, som konkurrerer med Californien på mange parametre indenfor teknologi, it, industri og økonomi. Texas’ svar på Silicon Valley er Silicon Hill, og det er computerfirmaet Dell’s hjemstat.

13. april 2018

Når man er så gamle som os og kan huske de bemandede månefærder, var det særligt spændende at se det sted, hvor det faktisk skete. Det største indtryk var NASAs kontrolcenter, som der blev vist talrige mediebilleder fra den gang. Det var opført i begyndelsen af 1960’erne og må have været vildt avanceret. Men det, der sprang i øjnene i dag, var de ganske små computerskærme. Ovenpå en af dem stod en lille højttaler. Gennem den hørte kontrolcenteret, hvad astronauterne på månen sagde. Der stod også et amerikansk flag, som en astronaut havde taget med tilbage fra månen.

9602houston

En anden stor ting – bogstavelig talt – var den kæmpemæssige Saturn V raket. Det var en engangsraket, som har kostet en afsindig formue. Den nederste sektion, som var den største, havde fem motorer, der løftede raketten op fra jorden til en højde på 65 km og med en fart på 9.500 kilometer i timen. Efter 2½ minut var brændstoffet brugt op. Sektionen blev smidt i havet, og næste sektion tog over.

Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at da man byggede de første jernbaner i 1840’erne, var man alvorligt bekymret for fartens indvirkning på det menneskelige legeme. Farten var trods alt 40 kilometer i timen. Så stærkt havde intet menneske bevæget sig før.

Der var også en rumstation, man kunne komme ind i. Der blev vist videoer, der viste de mange sære udfordringer, personalet udsættes for i vægtløs tilstand, hvor tingene bare svæver rundt selv maden, man spiser.

Endelig var der et almindeligt Boeingfly, der havde fået anbragt et rumfartøj på ryggen. Det blev konstrueret for at mindske transportomkostningerne internt i USA. En lille video viste, hvordan opfinderen havde lavet en lille radiostyret model. Man så, hvordan den styrtede til jorden adskillige gange, indtil han havde fået det til at virke. Det fascinerende var den energi og målrettethed, hvor tilsynelade vanvittige ideer bliver udviklet til noget, der kan bruges.

Selve ideen om at sende mennesker til månen og videre ud i rummet er jo i sig selv en vanvittig idé. Efter at Sovjetunionen i 1961 havde sendt Jurij Gagarin i kredsløb om jorden, holdt præsident Kennedy en tale, hvor han erklærede, at USA ville sende det første menneske til månen inden årtiets udgang. Det skete den 21. juli 1969.

9621houston

Det var rigtig spændende at se de mange ting, men museet var desværre ikke særlig godt til at fortælle de mange spændende historier. Noget var alt for kortfattet, nogle gange blev vi bare overladt til os selv på rundturen uden nogen ordentlig forklaring på, hvad vi så, og en opreklameret film om mennesket og rummet var så overfladisk, at de ikke kunne være det bekendt.

14. april 2018

Om natten skete det endelig. Så kom regn og torden. Det har vi set frem til. De seneste dage har det været overskyet med 26-28 grader og en relativ luftfugtighed på 100%. Det var næsten uudholdeligt. Men med vejrskiftet kom også koldt vejr med maksimumstemperaturer på under 20 grader, som kun blev nået i solen. Det kolde vejr hænger helt sikkert sammen med kulde, der kommer ned nordfra. I en af de nordligste stater var der varslet snevejr, hvad der er usædvanligt på denne årstid. Når det kan blive så koldt så langt sydpå som her, der ligger ligger på samme breddegrad som Cairo, er en af forklaringerne, at Nordamerika ikke har øst-vest-gående bjergkæder som Europa, der udgør en effektiv barriere mod kulden fra nord.

Vi havde fundet en statspark i Louisiana i nærheden af byen Lafayette. Det viste sig at være temmelig langt, men vi fandt den da.

15. april 2018

Herfra gik det videre mod New Orleans. Vi fandt en lille såkaldt campingplads. Såkaldt fordi der kun var én plads til turister. Resten er optaget af fastboende, som ser ud til at have boet der i årevis. Det er nærmere en trailerpark end en campingplads. Først var der ikke et menneske at se, men ved en camper fik vi øje på en gammel mand. Han havde været i gang med at male, og han var meget imødekommende – i modsætning til de fleste andre, skulle det vise sig. De ser ud til, at de helst undgår kontakt. Da vi fortalte ham, at vi er fra Danmark, fortalte han, at han havde været i Grønland på den amerikanske base. ”Men jeg brød mig ikke om at være i militæret. Jeg kan ikke lide, når andre vil bestemme, hvad jeg skal lave.”

Vejret er stadig koldt, men solen skinner fra en skyfri himmel, og vejrmeldingen lover bedring.

16. april 2018

Vi skulle først finde et værksted, der kan lave noget vedligeholdelse på bilen. Derefter ville vi tage ind og se på byen. Lige da vi skulle til at køre, kom den gamle mand og inviterede os indenfor i sin camper. Han viste stolt alle sine figurer frem, som han havde skåret i træ: prærievogne og kareter med forspand. Mange andre ting havde han selv lavet. Det er måske ikke de smukkeste ting, vi har set, men hans øjne lyste af skaberglæde, når han fortalte om det. Med sine 85 år er han den ældste i trailerparken.

New Orleans deles af Mississippifloden. Den gamle historiske by ligger på nordsiden, mens vi bor på sydsiden. Egentlig kalder de vores side for vestbredden, men her ved New Orleans slår floden en knæk og løber mod øst, inden den forsvinder ud i den Mexicanske Golf.

Fordværkstedet kunne ikke tage os, så vi må finde et andet i morgen.

Den historiske by er på mange måder usædvanlig: dens arkitektur, dens byliv og den europæiske byplan, hvor byen er samlet om et torv, et centrum. Det sidste betød, at parkeringsforholdene ikke er optimale. Men vi fandt dog et sted, hvor vi kunne holde i to timer for en masse penge. Vi gik ind i byen for at finde et turistkontor, og dernæst gik vi ned ad en af de gamle gader for at opleve stemningen. Og vi blev ikke skuffede. Adskillige steder var der musik. Alle har åbenbart lov at spille i gaderne. Både dem, der kan, og dem, der bare gerne vil. Vi gjorde holdt og lyttede længe til et fremragende jazzband, som samlede et stort publikum. I en kasse kunne man lægge en skilling, og man kan bogstaveligt sige, at de scorede kassen. Det var velfortjent.

Videoklippet herover er det sidste tuttistykke af et længere nummer, hvor der både var sang, og hvor hvert instrument havde sin egen lange solo.

17. april 2018

Om formiddagen kom den gamle mand, Jay hedder han, over og forærede os en flaske vin, han selv havde lavet. På etiketten havde han skrevet: Jeg er så glad for, at I er her.

Vi fandt et bilværksted, hvor de kunne løfte den på liften uden, at vi behøver at tage camperen af. Nu er den så god som ny igen.

På nettet havde Ranveg fundet en købmandsbutik, der skulle have særligt gode varer, men den imponerede os nu ikke. Til gengæld fik vi set nogle andre kvarterer af byen. Udover det historiske franske kvarter er The Garden District også attraktivt, men anderledes. Her ligger der store villaer med haver omkring og gamle træer. Derudover er der et forretningskvarter og en kerne af skyskrabere, og alt, hvad der ligger udenfor disse områder, ligner enhver anden amerikansk by til forveksling.

18. april 2018

Om formiddagen fik vi en lang snak med Jay. Han er temmelig svær at forstå, og det skyldes ikke kun de manglende tænder, men det særlige sydstatssprog. Men med fælles hjælp og god vilje går det. Han fortalte, at han først havde lært at tale engelsk som voksen, da han er cajun. Det er efterkommerne af de franske indvandrere, så i hans hjem havde de talt fransk. Louisiana er i øvrigt den eneste amerikanske stat med to officielle sprog. Vi har lært ham at kende som et hjerteligt menneske med et lyst syn på tilværelsen: ”Jeg bryder mig ikke om at slås. Jeg vil hellere overgive mig til latterren.”

9640neworleans

Det franske kvarter er særdeles charmerende, men man fornemmer en desparation under overfladen. Der er mange tiggere og plattenslagere, der lever et liv på randen. Vi har ikke oplevet noget ubehageligt, men kan mærke en tilbageholdt vrede. Der er mange sorte overalt i byen. Anderledes kan det ikke være i en stat, hvor 47 % af befolkningen var slaver for 150 år siden.

Jazz hører man overalt. Band, der spiller på gaden. Et sted sad en dreng på højst ti år og slog på tromme på en tom spand. Han havde et bemærkelsesværdigt talent, men blev aggressiv, da jeg ville tage et billede af ham. I Frenchmen Street ligger jazzhusene dør om dør med den skønneste musik. Af de opslåede programmer fremgår det, at musikerne skifter fra dag til dag.

Om aftenen gik Ranveg over og forærede Jay et stykke hjemmelavet kødpostej og nogle skiver brød. ”Det skal være min aftensmad,” sagde han og blev meget glad.

19. april 2018

New Orleans’ største attraktion er det franske kvarter med alt det miljø og alle de aktiviteter, der foregår der. Vi gik rundt i hele kvarteret for at finde et sted, hvor de både servere cajunmad og har levende musik. Det lykkedes ikke. Måske vi ville have haft bedre held ved at vente til aften. Et sted hørte vi en spille jazz på et klaver. Vi gik hen for at undersøge det nærmere. Det viste sig at være både en bar og en restaurant. Men pigen i baren sagde, at køkkenmanden er ikke mødt på arbejde i dag, og hun vidste ikke, hvor han var, så hun kunne ikke servere noget. Hvis ikke det var fordi vi var så sultne, var vi blevet for at lytte til musikken, for han spillede forrygende godt.

Vi endte på en cajunrestaurant uden musik. Hovedingredienserne i cajunmad er rejer, hummer og andet godt fra havet måske tilsat nogle stykker røget pølse.

9653neworleans

Vi kastede et blik ind i St. Louis katedralen, der er opført i 1789 og er dermed den ældst fungerende kirke i USA.

På pladsen foran kirken er der et myldrende liv af alt lige fra bands, der spiller, til adskillige tilbud om at blive spået ved at læse i hånden. Der er tilbud om at læse tarotkort. De siges at indeholde hele universets visdom, og hvis man kan tyde dem, får man vejledning til, hvordan man skal leve sit liv. Et andet sted var der noget, jeg først troede var en café. Den hed The bottom of the cup, men det viste sig, at de tilbød at spå i kaffegrums. Den slags randfænomener er også en del af New Orleans.

Der er også mennesker, der lever en randeksistens. Nogle ser bare aparte ud med deres hår, tatoveringer, piercinger og påklædning. Andre lever på livets rand som hjemløse tiggere. De findes overalt i bybilledet, hvor de sidder passivt på fortovene med en kop, som de sjældent rækker frem aktivt. De udtrykker ikke andet end apati og opgivelse. Der ser ud til at være lige så mange sorte som hvide i den gruppe. De samme personer ser ud til at sidde på samme sted dag efter dag.

Nogle motorveje skærer gennem den moderne del af byen. Under motorvejsbroerne står der det ene lille telt efter det andet. Her sover de hjemløse.

20. april 2018

Hvert år holdes der et optog i New Orleans tirsdag før skærtorsdag, Mardi Gras. Det er fransk og betyder fed tirsdag. Optogene begynder dog allerede 14 dage før. I Mardi Gras World fik vi en rundvisning i en hal, hvor der var ansat et stort antal kunsthåndværkere indenfor forskellige fag, som konstruerer og laver pynt til vognene, der bliver trukket gennem byen af en traktor. Bystyret havde bestemt, at der kun er plads til 32 vogntog, men da der ikke var nogen bestemmelse om, hvor mange vogne, der måtte være bag en traktor, har der været eksempler på traktorer med helt op til 9 vogne.

9677neworleans

Man genbruger ikke noget fra sidste år. Al pynt og udsmykning bliver ændret og får nye temaer fra år til år.

21. april 2018

Vejret var lidt trist. Om formiddagen lavede vi lidt planlægning for de kommende dage og hyggede os med Jay. Om eftermiddagen kørte vi en til et vaskeri i den modsatte ende af byen. Det lå i et lidt nedslidt forretningskompleks, men ellers var det i et kvarter med større villaer, der signalerede øvre middelklasse. Det interessante var, at alle de mennesker, vi så ved husene, var sorte. Det fortæller to ting. Der findes en sort middelklasse, og sorte og hvide bor i forskellige bydele.

9683neworleans

Tilbage på trailerparken kunne vi høre en kvinde, der råbte og skreg. Husspektakler, sagde vi til hinanden. Nogle minutter senere kom der hele tre biler, hvor der stod Sheriff på siden. Ti minutter efter var de væk igen. Lidt senere kom Jay (billedet) over og fortalte, at fyren i camperen, hvor der var uro, er narkohandler, og at det regelmæssigt giver anledning til uro.

22. april 2018

Jay havde virkelig kastet sin kærlighed på os. Allerede for flere dage siden erklærede han, at jeg hader den dag, I skal rejse. Det skal vi i dag. Da vi var køreklar, gik vi over for at sige farvel. Det blev hjertegribende, men på sin vis også lidt akavet, fordi han ville holde på os. Vi fik begge et varmt knus, og han lod tårerne få frit løb. Men det var en fornøjelse at lære ham at kende ikke mindst på grund af hans fine humor, og fordi han ikke skulle fremstille sig selv i et bedre lys, end der er dækning for. Han har fortalt os om sine gode handlinger såvel om sine nederlag og sorger.

Der var dømt museumsbesøg i dag. Statsmuseet er blevet renoveret og åbnede i går for første gang i lang tid. Men inden vi kom af sted, fandt vi ud af, at det er lukket i dag på grund af et særarrangement. Vi blev dog enige om at tage ind til byen alligevel. Ranveg havde lavet en liste over Cajunrestauranter, og vi fandt en med det gode navn Mother’s. Jeg fik Jambalaya, som er en risret med kyllingekød og røgede pølser og tilbehør i form af kål og kartoffelmos. Ranveg fik Gumbo, som er en sovs med rejer, østers og krabbe tilsat ris. Det er usædvanligt for USA at finde egnsretter.

Byen havde en helt anden karakter i dag. Der var mange flere mennesker, og den virkede meget mere kommerciel, og charmen, vi kendte fra de andre dage, var der ikke rigtig. Det virkede, som om de gode musikere holdt fri. Der var masser af musik i gaderne, men kvaliteten var middelmådig.

Vi overnattede i en statspark. At køre derind efter at have tilbragt en uge i trailerparken, var som at køre ind i et stille villakvarter, hvor alt er sirligt, pænt og nydeligt. Og enhver passer sit.

Se også billedserien New Orleans

23. april 2018

I omegnen af New Orelans ligger der en håndfuld plantager, som i dag er lavet til museer. Her har man typisk dyrket sukkerrør med slaver som arbejdskraft. Vi besøgte en af dem, Whitney Plantation, hvor man ser historien fra slavernes perspektiv. Her er der for eksempel bevaret nogle af de huse, slaverne boede i. Vi havde en meget dygtig guide, der selv var efterkommer af slaver. Hun fortalte på en sober måde om deres barske tilværelse uden udsigt til nogen forbedring, så mange så døden som den eneste og bedste udfrielse. Alligevel kunne hun fortælle, at der jævnt hen er folk i de grupper, hun viser rundt, der hævder, at de levede et bedre liv som slaver end de gjorde i Afrika. Hun fortalte, at hun hele tiden møder folk, der på den ene eller anden måde tager slaveriet i forsvar. Og omvendt lever der i den sorte befolkning et had og en voldsom vrede lige under overfladen. Som guiden sagde, er alle, der er kommet til Amerika, er kommet frivilligt – undtagen de sorte.

9697whitney-plantation
Hytter, som slaverne har boet i, med sukkerrør i forgrunden.

I 1808 blev det forbudt at importere slaver fra Afrika. Det fik omgående følger for slaveriet, da der blev mangel på slaver især i sydstaterne, der brugte flest. Nordpå var der mere industrialisering, og der havde man overskud af slaver. Det betød, at slaverne i nord blev solgt og transporteret ad lange veje til syden. Det skete under så barske forhold, at hver transport kostede adskillige menneskeliv. Et andet udslag af slavemanglen var, at man satte et avlsarbejde i gang, som var der tale om husdyr. Men det var netop sådan, slaveejerne så på slaverne – som husdyr og ikke andet.

Da slaverne blev givet fri i 1865, fortsatte slaveriet under andre navne. Da plantageejerne havde en udtalt modvilje mod at betale løn, gav de dem nogle goder som f.eks. et sted at bo, men satte en skyjhøj pris for det, så de tidligere slaver hurtigt sad med en gæld, de ikke havde nogen jordisk chance for at komme ud af. Hvor de før var slaver, var de nu gældsslaver.

Således fyldt af indtryk og ikke mindst alvor kørte vi videre. For at komme videre måtte vi tilbage til New Orleans, hvorfra vi kørte på broen over søen Lake Pontchartrain. Broen er 38 kilometer lang, og man kan ikke se over til den anden side. På vores venstre side var solen ved at gå ned. Det mindede om en solnedgang over havet, som vi kender det hjemmefra.

24. april 2018

Herfra gik det videre østpå. Et kort stykke vej og så forlod vi Louisiana og kørte ind i Mississippi. En time eller to efter var det så Alabama. I byen Mobile gjorde vi indkøb, og det betød, at vi fik set noget af byen, som gjorde et meget tiltalende indtryk med nydelige huse og alléer bestående af gamle træer med kæmpemæssige kroner, så man nærmest kørte i en tunnel. Overnatning på en parkeringsplads.

25. april 2018

En lang køredag. Men inden vi kom ud på landevejen, studerede vi kort og planer og blev enige om at se tingene i en lidt anden rækkefølge end først bestemt. Derfor satte vi kursen mod Memphis. Landskabet så vi ikke meget til på grund af de mange træer. Det var fladt, men det var også dejligt med alle de forårsgrønne træer og tæpper af blomster i rabatterne. Næsten 600 kilometer blev det til. Så meget plejer vi ikke at nå på en dag.

26. april 2018

Der var ikke så langt til Memphis, så det blev en kort køredag. Vi holdt ind ved byens turistkontor. Den slags ligger ved indfaldsvejene til byerne og ikke som hjemme i de historiske bykerner, hvor der er håbløse parkeringsforhold. Her talte vi med en interssant medarbejder. Han anbefalede os at se et museum for Clearence Saunders, som er den person, der har opfundet selvbetjeningsbutikker. Det skete allerede i 1916. Desværre viste det sig, at museet er lukket på grund af ombygning. Da vi fortalte, at vi er interesserede i slaveriets historie og borgerrettighedsbevægelsen, fortalte han, at han med sine 69 år og som sort selv har oplevet raceadskillesen i hverdagen og for eksempel blev sendt ned bagerst i bussen. Det førte til en snak om politik og den siddende præsident, som han ikke mente ville have nogen chance for genvalg. Vi håber, der er dækning for den optimisme.

Vi fandt en statspark med dejlige nyudsprungne træer lige udenfor byen.

27. april 2018

Vi har været meget på farten på det sidste og er kommet bagud med hjemmesiden, så vi blev enige om, at det nok var bedst at gøre noget ved det, inden vi dynger nye indtryk ovenpå.

28. april 2018

Museumsdag. I Memphis er der et museum, der hedder Slave Haven Underground Rail Road. Det var et ganske almindeligt borgerhus opført af en tysker i 1854. Det særlige ved ham var, at han var imod slaveriet og hjalp aktivt bortløbne slaver med at komme i sikkerhed. Det var et ganske risikabelt foretagende. Han risikerede både ildspåsættelse på sit hus og lynchning, så udadtil gav han det udseende af, at han selv holdt slaver.

9713memphis
Huset, hvor slaver på flugt kunne søge tilflugt i al hemmelighed. Magnolietræet (se nedenfor) ses til venstre.

I haven stod der et magnolietræ, som slaverne skulle orientere sig efter for at finde det rigtige hus og hullet i soklen, der førte ind i kælderen. Hullet var nord for træet. Var det nu så mørkt, at det var umuligt at orientere sig, skulle de føle på træet og ville så vide, at nordsiden er den side, der er bevokset med mos.

Inde i kælderen måtte de være musestille, så ikke nogen udenfor hørte, at der var mange mennesker samlet. Når det så var sikkert, blev de i nattens mulm og mørke ført ned til Mississippifloden og videre på en båd. Målet var de nordligste amerikanske stater, der ikke havde slaveri, og det daværende Britisk Nordamerika, det nuværende Canada, hvor mange fandt sikkerhed i Ontario.

Under omvisningen fik vi mange historier om slaveriet, så det var til at få kvalme af. Ikke fordi det blev udpenslet i alle grusomme detaljer, men fordi det er så umenneskeligt, at det vender sig i én.

Det næste museum var i en helt anden boldgade. Det var et museum for Elvis Presley. Det var dog ikke hans hus, Graceland, der ligger lige i nærheden, men et museum, der fortalte lidt om hans karriere. Det var mægtig stort, men reelt fortalte det kun lidt. Det mest interessante var det, der handlede om den helt unge Elvis fra han var 18, til karrieren tog fart og eksploderede, da han var omkring 22. Han fik kontakt til en dygtig manager, der førte ham frem. Men manageren var også grådig. Han sendte ham på koncertturneer med op til fire optrædender om dagen. Når man læste om, hvad han havde lavet, fik man hurtigt det indtryk, at han har brændt sit lys i begge ender. Hans succes blev også hans tragedie. Allerede da han var i første halvdel af trediverne begyndte han at tage stoffer, og det kostede ham livet som 42 årig.

9714memphis

Men den del af historien fortalte museet ikke om. Det viste glitteret som det tøj, han optrådte i, de udmærkelser, han havde fået for at sælge mange plader og de biler, han havde ejet. Eller rettere nogle af dem. Der var blandt andet to Rolls Roycer, men en tekst oplyste, at han havde ejet mange flere.

En folder fortalte, at på museet kan man dykke ned i alt, hvad der har med Elvis at gøre. Det passer også, men vi var lidt skuffede over, at der ikke var flere informationer, og at der slet ingen eksempler var på hans musik.

I museumsbutikken bad vi en ung dame vejlede os med hensyn til at vælge en cd. Hun henviste til en anden ung dame, som så kom hen til os, og så udviklede det sig til et skænderi mellem de to, som endte med, at den første dame forlod butikken og smækkede med døren. Men vi fik en cd med noget af Elvis’ første musik, som var optaget i årene 1956-58. Det er den første Elvis-plade, vi nogensinde har ejet.

På omslaget af pladen står der, at hans musik henrev en generation af teenagere og forargede deres forældre. Det sidste gjaldt også både mine og Ranvegs forældre.

Tilbage på campingpladsen fik vi en hyggelig snak med en canadier, der kørte i en camper ligesom vores. Først snakkede vi selvfølgelig camper, men senere fortalte han meget levende om, hvordan de havde haft besøg af hans kones familie fra Brasilien i julen og især deres reaktioner på at se sne for første gang.

29. april 2018

Museumsdag igen. Memphis er byen, hvor den sorte baptistpræst og borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King blev dræbt ved et attentat den 4. april 1968. Han var kommet til byen samme dag for at støtte de sorte renovationsarbejdere, der strejkede for bedre arbejdsforhold og løn og havde lejet sig ind på et motelværelse. Her mødtes han med nogle af sine medarbejdere. Da de stod ude på balkonen, blev han ramt af en kugle affyret fra den anden side af gaden. Det er stadig et mysterium, hvem der stod bag attentatet.

9721memphis
Motellet, hvor Martin Luther King blev myrdet

Motellet er bevaret, og i det tilstødende bygningskompleks er der indrettet et fornemt museum for den borgerrettighedsbevægelse, Martin Luther King var et fremtrædende talerør for. Det var meget omfattende og meget informativt. Først var der en stor afdeling om slaveriets historie lige fra indfangningen i Afrika over transporten over Atlanterhavet til handel med slaver og deres daglige vilkår. Det er for eksempel tankevækkende, at europæerne holdt meget hurtigt op med selv at rejse ind i det indre af Afrika for at tage dem til fange. Der var nogle lokale imperier, der tog sig af den del. Det var altså afrikanere, der tog afrikanere til fange og solgte dem til de hvide slavehandlere.

Importen af slaver til USA startede i 1619, og sluttede i 1808, da kongressen havde nedlagt forbud. Det betød, at i de 20 år, der gik fra forbudet blev vedtaget til det trådte i kraft i 1808, blev der indført rekordmange slaver. Derefter tog den indenlandske slavehandel fart.

Efter at slaveriet var ophørt i 1865, fik de frigivne slaver faktisk fulde borgerrettigheder med valgret som det sidste, der blev indført i 1875. Men der var stadig stor modstand mod slaveriets ophævelse i sydstaterne, og løbet af 1880’erne indførte man forskellige klausuler, der gjorde det umuligt for dem at nyde deres rettigheder. Oven i det kom raceadskillelseslovene, som først blev ophævet i 1955.

Nu havde man frie borgerrettigheder på papiret, men ville selvfølgelig også have det i praksis. I busser skulle sorte og hvide være adskilt, ligesom de havde separate venteværelser, men det gjaldt alle områder af samfundslivet. Skolevæsnet var totalt adskilt. På de videregående uddannelser var der kun ganske få sorte. Men de få sorte advokater, der var, fik enorm indflydelse, fordi de talte de sortes sag. Der var mange fronter at kæmpe på. Og kampen er ikke slut endnu. Bevægelsen Black lives matter opstod i 2013, fordi der har været alt for mange tragiske tilfælde, hvor politiet har dræbt uskyldige unge sorte.

Modstanden mod de sortes borgerrettigheder har fået et nyt opsving under præsident Trump. Flere har sagt, at det er, som om at tiden er skruet tilbage til 1960’erne.

30. april 2018

Praktiske opgaver: afrimning af køleskabet, hjemmeside og indkøb.

Sidst på eftermiddagen gik vi en tur i Beale Street, Memphis’ berømte gade med musik, barer og restauranter. Men den virkede ucharmerende og den såkaldte musik var bare støjende. Nede ved floden var der en platform med en fin udsigt. Undervejs passerede vi en gruppe danskere, men de var hurtigt væk i mylderet igen. Det er første gang, vi har hørt dansk, siden vi mødte en håndfuld ungersvende i San Cristóbal de las Casas.

Forrige side Marts 2018
Næste side Maj 2018