Sneglefart

April 2018

9427jardin-botanico

1. april 2018

Dagens vigtigste begivenhed var at skype med børnene. Ellers gjorde vi klar til at køre videre i morgen. Nu skal vi nemlig til at begive os nordpå i retning mod USA.

2. april 2018

Første mål var en botanisk have i nærheden af Tehuacan. Navnet er egentlig misvisende, for der er snarere tale om en naturpark i et område, der er meget tørt, og derfor gror der kaktus, så man føler sig hensat til Arizona. Nogle stod i blomst, ligesom agaverne er begyndt at blomstre. De skyder en stængel på op mod ti meter i vejret, og deres gule blomster lyser op i landskabet. Der var opført nogle hytter, man kunne leje, men vi var de eneste. Et vidunderligt sted med en dejlig stilhed.


Jardin de Botanico by Niels Clemmensen on Exposure

3. april 2018

Vi havde planlagt at besøge en kaffeplantage, som er ejet af en dansker. Vi havde kontaktet ham før påske, men havde ikke hørt fra ham. Alligevel bestemte vi os for at prøve at finde stedet, der ligger mellem byerne Cordoba og Orizaba. Det lykkedes desværre ikke at finde det. Men det var en på flere måder imponerende køretur. De 17 kilometer ind til Tehuacan foregik på en snoet bjergvej. Vejen var god, men det tog tid på grund af de mange sving. Efter kortet skulle vi bare fortsætte på den samme hovedvej med det samme nummer ind gennem Tehuacan. Men på typisk mexikansk maner er der ikke et eneste skilt, der viser vej gennem byen. Vi er blevet lidt tilbageholdende med at bruge gps’en, fordi den somme tider snyder os. Da vi blev enige om, at nu var nødt til at bruge den alligevel, snød den os - igen. Den ville have os til at køre den forkerte retning i en ensrettet gade. Der var ingen skilte, der fortalte, at vejen var ensrettet, men en modkørende bilist blinkede voldsomt med lyset, så der var ingen tvivl om, at den var gal. Da vi bakkede ud af gaden, stod der en mand på hjørnet og vinkede os frem. Det sidste – hjælpsomheden – er også typisk mexikansk.

Udenfor byen kom der en fjeldovergang, hvor vi kom op i stor højde. Især på den anden side med nedkørslen var der så mange skarpe sving, som vi sjældent har oplevet før. Af en eller anden grund skulle man i de skarpeste sving køre over i venstre side af vejen. Vel nede lå der en stribe byer langs vejen, og det betød tope efter tope i en uendelighed. Hver gang skal man helt ned i fart og kravle over dem i 1. gear. Efter tre timer havde vi kun kørt 30 kilometer.

Derefter kørte vi mod Puebla ad hovedvejen fra Veracruz til Mexico By. Det er en firsporet motorvej, og den går over de samme bjerge. Vejbyggeriet må have været en stor ingeniørbedrift, og vejens to retninger fulgtes ikke ad. Det var en stigning på over 1000 meter. Adskillige steder holdt der biler i vejsiden med opslået motorhjelm. I lang tid kørte vi bag en folkevogn af den gammeldags type med motoren bagi. Her havde chaufføren valgt at lade motorhjælmen stå åben under kørslen for at få mere afkøling.

Efter at have passeret pashøjden gik det kun lidt ned, og landskabet blev en højslette. Puebla er en millionby, og at finde campingpladsen var som at finde en nål i en høstak. Efter en masse besvær lykkedes det dog. Og efter en meget lang køredag havde vi kun tilbagelagt 260 kilometer.

9439puebla

Billedet herover er fra campingpladsen i Puebla. De blå blomstrende trækroner ses overalt i denne tid.

4. april 2018

En kort tur på omkring tre timer til Teotihuacan. Vi fandt let ud af Puebla, og så var det ellers ud ad landevejen. I Teotihuacan genkendte værtinden os med det samme fra vores ophold i begyndelsen af december. Som sidst fik hun kvitteringerne fra betalingsvejene. Jeg gav hende dem uden at sige noget, og hun tog imod dem uden at sige noget, men vi forstod begge to. Hun var netop gået i gang med et byggeri af nogle værelser til udlejning. Mens fire mand arbejdede på fundamentet, sad hun hele dagen foran dem og holdt øje med, at de bestilte noget. Hun veg kun nødtvungent fra sin plads.

Da det var en kort tur, ankom vi tidligt på dagen. Ranveg fik tid til at finde en frisør. En dame på gaden anbefalede en meget dygtig frisør. Imens tjekkede jeg for første gang batterierne for vand. Der er stadig noget arbejde med det, men det er ikke længere helt umuligt. Godt for batteriernes ydeevne og levetid.

5. april 2018

De næste par dage skal vi køre nordpå ad hovedvej 57 helt til Saltillo. Vi har i forvejen fundet nogle overnatningssteder, fordi der ikke er så mange at vælge imellem. Dagens mål er den lille by Mineral de los Pozos, som også hedder San Pedro de los Pozos.

Det centrale Mexico ligger på en højslette, der i højde veksler mellem 1800 og 2200 meter over havet. På en strækning lige nord for Mexico By skulle det med slette forstås helt bogstaveligt. Der var så fladt, så man følte sig hensat til en tur gennem Vildmosen dog med den forskel, at der var bjerge i horisonten. Det er, som om det mexikanske landskab ikke formår at være kedeligt ret længe ad gangen.

Mineral de los Pozos viste sig at være et meget positivt bekendtskab. Vi overnattede på et hotel, som egentlig var nogle huse, som lå i en dejlig have, hvor vi kunne parkere for et beskedent beløb. Efter den lange køretur var det rart med en gåtur ned til byen. Mens vi stod og læste en plakat med nogle oplysninger om byen, kom en mand hen til os. Han talte engelsk og forklarede, at han var turguide og ikke kriminel. Han tilbød at tage os med rundt til nogle seværdigheder. Det var nu for sent på dagen at tage på nogle udflugter, men han vidste faktisk meget om byens historie, og fortalte, at området er eller rettere var rigt på mineraler. Hele ti forskellige mineraler har man udvundet herunder guld og kviksølv. Byens storhedstid var det 19. århundrede. Tilbagegangen kom med revolutionen 1910 forstærket af faldende priser på de vigtigste mineraler i kombination med det simple forhold, at minerne blev udtømt. Når man gik rundt i byen, kunne man tydeligt fornemme fordums storhed. Men når man kom ud i sidegaderne, lå der masser af ruiner, som vidnede om fraflytningen.

9469san-pedro-de-los-pozos

Landsbyen ligger en god times kørsel fra San Miguel de Allende, hvor der er en meget stor gruppe af expats fra mange forskellige lande. Nogle synes, de præger byen for meget, og det har man her i Pozos set muligheder i. Der er opført nogle moderne luksuriøse boliger, som bliver solgt til velhavere. Vi hørte fra forskellig side, at Yoko Ono havde købt en af boligerne. Der er også blevet åbnet nogle turistforretninger, hvoraf de fleste dog kun holder åbent i weekenden – indtil videre. Nogle havde også etableret en kunstskole, som havde fået god vind i sejlene.

På spørgsmålet om, hvor vores guide havde lært at tale engelsk, fortalte han, at han havde arbejdet i restaurationsbrancen blandt andet på Manhattan. Han tjente meget bedre der, end han nogensinde vil få mulighed for i Mexico. Men en dag kom myndighederne på kontrolbesøg i arbejdstiden. Alle strømmede ud ad en bagdør og løb væk, men vores ven havde i det øjeblik opholdt sig nede i kælderen, så det lykkedes ham ikke at slippe væk. Han endte med at blive udvist, fordi han opholdt sig ulovligt i landet.

Efter dette møde gik vi op til kunstskolen. En ung dame, de sad ved et skrivebord, var meget imødekommende og fortalte om kurserne i de forskellige kunstarter: maleri, skulptur, fotografi. Hun var selv gift med en lærer i maleri. Hendes historie var på en måde modsat guidemanden. Hun havde sit hjem i Barcelona, men på grund af den arbejdsløshed, der ramte især unge spaniere for nogle år siden, søgte hun til Mexico og fik job og kom siden hertil. Nu var hun så glad for at være her, at hun vidste, at hun aldrig ville komme tilbage til Spanien. Men hun gav også udtryk for den smerte, mange udvandrere oplever: savnet af familie og venner.

6. april 2018

Da vi ankom i går, blev vi taget imod af en ældre dame. I dag kom der en mand hen og præsenterede sig og fortalte, at de to var søskende og drev deres hotelvirksomhed i fællesskab. Han tog os med rundt, for vi skulle se hans projekter. Han havde bygget nogle små huse med værelser, som var særdeles smagfuldt indrettede. Han var også i gang med noget, der ikke var kommet så langt endnu. Et sted stod der en halv snes nyindkøbte døre og ventede. Dertil kom den charmerende have. Der var ikke bare lagt arbejdstid i det, men også mange tanker og idéer. Der var noget kunstnerisk over ham.

Til sidst skulle vi også se søsterens værksted. Det viste sig, at hun var keramiker, og at det var hendes egentlige beskæftigelse. Det foregik i en stor hal. Hun lavede nogle finurlige ting som en maske i en maske i en maske.

Alt det i går eftermiddags og i dag til formiddag oplevede vi, bare fordi vi skulle have et sted at overnatte. Det uventede – i den bedste forstand af ordet – er noget af det, der rejser så spændende.

9480san-pedro-de-los-pozos
Motiv fra Pozos

Næste stop var Matehuatla. Undervejs funderede vi over trafikpropagandaen, som findes langs alle mexicanske hovedveje. Der er god fornuft i dem som opfordringen til at holde afstand eller at sætte farten ned. Men nogle er mere hårdtslående: ”Kør ikke, når du er søvnig. Din familie venter på dig.” Opfordringen til at holde afstand kan få et ekstra svirp med denne begrundelse: ”Dit liv er noget værd.” Endelig står der skilte med tekster som ”Adlyd skiltene” og ”Ødelæg ikke skiltene”.

I Matehuatla var der en rigtig campingplads i tilknytning til et hotel. Det var et dyrt sted, og det var den dyreste campingplads i Mexico, vi har været på. Til gengæld var kloakken stoppet, så da vi tømte indholdet af wc-tanken ud, løb det over og efterlod en stor stinkende sø, så vi måtte finde et andet sted at holde. Og det opreklamerede wifi var kun sporadisk eksisterende.

7. april 2018

Det nordlige Mexico er ørkenland, men grøn ørken. Her vokser der kaktus, som lige nu står fulde af gule blomster, og joshuatræer – også kendt fra nationalparken Joshua Tree National Park i Californien. På strækningen – 250 kilometer – til Saltillo var der ikke en eneste by.

I en kurve havde en lastbil tabt en hel del høballer, som lå spredt over et større stykke. I vejsiden var en mand i færd med at stoppe en balle ned i bagagerummet. Adskillige kilometer længere henne holdt en truck med en lang anhænger i vejsiden. Det var den, der havde tabt hele den bageste del af læsset. Ved siden af gik chaufføren og så ud, som om han var i færd med at vurdere skadens omfang.

9481el-portreo-chico

Vi nærmede os Monterrey, men havde fundet en campingplads for foden af bjergene nord for byen. For det første var det et dejligt sted, og for det andet undgik vi byen, som er meget stor med sin fire millioner indbyggere. Bjergene var himmelstræbende med lodrette klippevægge. Man forstår godt, at det er et centrum for fjeldklatrere. Da det var lørdag, var der mange weekendbesøgende. Vi gik en dejlig aftentur, og stemningen var meget mexikansk. Der var familier, der var på udflugt med madpakker, som de sad og hyggede sig med. Der var unge mænd med bagagerummet fyldt med dåseøl. Og der var musik, der spillede højt fra bilernes højttalere. Det er en selvfølge, at musikken også kommer alle andre tilstedeværende ved.

8. april 2018

Den sidste strækning inden grænsen. Så snart vi havde forladt Monterrey, var landskabet fladt og øde over en strækning på omkring 200 kilometer. Grænseovergangen ligger over 40 kilometer øst for byen Nuevo Laredo, som er voldsomt kriminaliseret med blodige sammenstød mellem politi og bander. Ved Banjercito, hvor vi skulle afmelde vores midlertidige importtilladelse på bilen, blev vi betjent af en ung mand, som var i særlig grad uvenlig, men heldigvis korrekt, så det blev ordnet på et øjeblik.

På den amerikanske side var der lang kø, men vi kom over uden vanskeligheder og fik vores tre måneder, som vi kunne forvente, men som vi ikke har krav på. Vinduerne ved bagsædet i bilen er tonede. Grænsebetjenten bad mig rulle vinduet ned, så han kunne se ind. Dernæst ville han ind i camperen. Det eneste, han gjorde her, var at åbne døren til toiletrummet. Det var helt klart for at kontrollere, at vi ikke er menneskesmuglere.

Nu er vi i Texas.

Inden vi havde kørt en kilometer, kunne vi mærke, at vi er kommet til et andet land. Kort efter grænsestationen blev vejbanen indsnævret, og et skilt forkyndte: ”Højre kørebane slutter. Flet til venstre.” I Mexico skal man selv finde ud af sådan noget.

Byen hedder Laredo på begge sider af grænsen, dog Nuevo Laredo eller Ny Laredo, på den mexikanske side. I udkanten af byen ligger en statspark, hvor vi bestilte to nætter.

9. april 2018

Det blev en travl dag med indkøb og tøjvask. Men det vigtigste af det hele var, at vi fik købt et amerikansk sim-kort, så vi nu har et amerikansk telefonnummer. Det var lidt af en udfordring, fordi vi hverken har en amerikansk adresse eller et nummer i det amerikanske sundhedssystem. Men den unge mand, der ekspederede os, havde masser af ideer og energi, så han fandt en vej udenom, så systemet accepterede det. Vores adresse er nu statsparken i Laredo, Lake Casa Blanca State Park. Samtidig fandt han en tilbud, hvor vi har ubegrænset data. Da vi undersøgte markedet i både USA og Canada for 2½ år siden, kostede det en masse penge, hvis man kunne nøjes med 2 gigabyte. Vi købte den gang et sim-kort i Canada, og jeg husker, at den unge mand, der solgte os det, var dybt imponeret over, at jeg havde et dansk sim-kort med 20 gb data for kun 120 kr. Men her har markedet altså ændret sig meget hurtigt. Herligt.

Det betyder, at vi nu kan gå på nettet og finde oplysninger også, når vi er på farten. Vi er med andre ord ikke længere nødt til at finde et bibliotek, en café eller en burgerbar for at tiltuske os wifi. En stor lettelse.

10. april 2018

På farten igen. Nogle mennesker, vi mødte i San Cristóbal, gjorde os opmærksom på statsparkerne, der alle har gode campingfaciliteter til en lav pris. Det har allerede vist sig at være en god idé. De mange parkeringspladser, vi har overnattet på, er ganske vist gratis, men ikke særligt charmerende.

Målet i dag var en statspark ved den lille by Goliad. Her var der en blomsterrigdom uden lige. Hen omkring ved solnedgang, lagde vinden sig, så det tilmed blev muligt at tage nogle billeder.


Blomster i Texas by Niels Clemmensen on Exposure

11. april 2018

Efterhånden som vi kom nærmere Houston, blev landskabet stadig mindre øde. Da vi forlod Laredo i går, lå der langs vejen spredte indkørsler til rancher, og der var 160 kilometer til den første landsby. Men i dag har vi set mere og mere landbrug og dermed tættere bebyggelse.

Vi havde fundet en statspark sydvest for Houston. Også den viste sig at være et positivt bekendtskab. Jeg gik en aftentur og så to hjorte, der stod stille og holdt øje med mig, da jeg gik forbi, hvorefter de stille vendte tilbage til det, de var i gang med.

12. april 2018

Om formiddagen gik vi en dejlig tur i parken og så en mængde andefugle og hejrer, men også en alligator, der lå i vandoverfladen og ventede på, at det skulle blive varmt. Det blev selvfølgelig til en masse billeder.

Om eftermiddagen kørte vi ind til Houston og overnattede på en parkeringsplads. Houston er en by med 6 millioner, og parkeringspladsen var udvalgt stratetisk i nærheden af Rumfartscenteret, Space Center.

Vi troede, at Texas kun er landbrug og olie, men vi fandt ud af, at det er en af USA’s mest avancerede stater, som konkurrerer med Californien på mange parametre indenfor teknologi, it, industri og økonomi. Texas’ svar på Silicon Valley er Silicon Hill, og det er computerfirmaet Dell’s hjemstat.

13. april 2018

Når man er så gamle som os og kan huske de bemandede månefærder, var det særligt spændende at se det sted, hvor det faktisk skete. Det største indtryk var NASAs kontrolcenter, som der blev vist talrige mediebilleder fra den gang. Det var opført i begyndelsen af 1960’erne og må have været vildt avanceret. Men det, der sprang i øjnene i dag, var de ganske små computerskærme. Ovenpå en af dem stod en lille højttaler. Gennem den hørte kontrolcenteret, hvad astronauterne på månen sagde. Der stod også et amerikansk flag, som en astronaut havde taget med tilbage fra månen.

9602houston

En anden stor ting – bogstavelig talt – var den kæmpemæssige Saturn V raket. Det var en engangsraket, som har kostet en afsindig formue. Den nederste sektion, som var den største, havde fem motorer, der løftede raketten op fra jorden til en højde på 65 km og med en fart på 9.500 kilometer i timen. Efter 2½ minut var brændstoffet brugt op. Sektionen blev smidt i havet, og næste sektion tog over.

Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at da man byggede de første jernbaner i 1840’erne, var man alvorligt bekymret for fartens indvirkning på det menneskelige legeme. Farten var trods alt 40 kilometer i timen. Så stærkt havde intet menneske bevæget sig før.

Der var også en rumstation, man kunne komme ind i. Der blev vist videoer, der viste de mange sære udfordringer, personalet udsættes for i vægtløs tilstand, hvor tingene bare svæver rundt selv maden, man spiser.

Endelig var der et almindeligt Boeingfly, der havde fået anbragt et rumfartøj på ryggen. Det blev konstrueret for at mindske transportomkostningerne internt i USA. En lille video viste, hvordan opfinderen havde lavet en lille radiostyret model. Man så, hvordan den styrtede til jorden adskillige gange, indtil han havde fået det til at virke. Det fascinerende var den energi og målrettethed, hvor tilsynelade vanvittige ideer bliver udviklet til noget, der kan bruges.

Selve ideen om at sende mennesker til månen og videre ud i rummet er jo i sig selv en vanvittig idé. Efter at Sovjetunionen i 1961 havde sendt Jurij Gagarin i kredsløb om jorden, holdt præsident Kennedy en tale, hvor han erklærede, at USA ville sende det første menneske til månen inden årtiets udgang. Det skete den 21. juli 1969.

9621houston

Det var rigtig spændende at se de mange ting, men museet var desværre ikke særlig godt til at fortælle de mange spændende historier. Noget var alt for kortfattet, nogle gange blev vi bare overladt til os selv på rundturen uden nogen ordentlig forklaring på, hvad vi så, og en opreklameret film om mennesket og rummet var så overfladisk, at de ikke kunne være det bekendt.