Sneglefart

Marts 2018

1.-2. marts 2018

Mere af det samme. Mens jeg har passet mit helbred, har Ranveg været inde i byen, ligesom hun har ordnet forskellige praktiske ting. Hver formiddag er der kommet en dame, der sælger frugt og grønt, som hun har pakket i plasticposer. Der har været skrællede kartofler, bønner omhyggeligt skåret ud i stykker på en centimeter, tomater, løg, nopales (kaktusblade til salat) udskåret i nydelige tern, skrællede og udskårne gulerødder lige til at putte i salaten, avocadoer og frugter, vi aldrig før har set. Høj kvalitet til rørende lav pris.

Vejret er som en rigtig god sommerdag i Danmark i maj eller juni. Vi er jo i højlandet. På billedet ovenover nyder Ranveg solen med en flaske iskold hisbiscuste.

3. marts 2018

Vi kom her til San Cristobal for en lille uges tid siden med et fyldt køleskab. Det er det ikke længere. Indkøbsmulighederne heromkring er ikke så gode, men der ligger et indkøbscenter i den anden ende af byen. Ranvegs spansk er så godt, at hun kan ringe og bestille en taxa. I danske øren lyder det vanvittigt at tage en taxa for at købe ind, men når turen koster under 15 kr., hvorfor så ikke?

Bortset fra den første aften var det første gang for mit vedkommende, at jeg var ude i byen. Vi benyttede lejligheden til at spise frokost på en restaurant. Chiapas er Mexicos fattigste delstat, og det afspejles i priserne. På restauranten havde vi en fornemmelse af at være kommet til en helt anden egn, ja, for den sags skyld kunne det være et helt andet land. Der var meget på menukortet, vi ikke kendte, og sammensætningen af retterne kom helt bag på os. Maden var velsmagende, og vi har allerede nu en favoritrestaurant, selvom den bærer det tvivlsomme navn ”El Titanic”.

I Mexico er der en forbavsende flok af hjælpere. Da indkøbsvognen endelig var fyldt til randen, og vi skulle betale, stod der som i alle andre supermarkeder her i landet, en person, som lagde varerne ned i indkøbsposer. Lige udenfor supermarkedet holdt en taxa, og chaufføren lagde alle poserne ind i bagagerummet. Da jeg ville gå hen med indkøbsvognen, kom der en medarbejder fra supermarkedet og tog sig af det. Tilbage ved campingpladsen bar chaufføren alle poserne hen til indgangsdøren. Den er låst, og vi har fået udleveret en nøgle, men i samme øjeblik jeg skulle til at finde den frem, kom indehaveren af campingpladsen og bar alle varerne hen til camperen. Nogle af hjælperne gør det selvfølgelig i forventning om en skilling, og de blev heller ikke skuffede. Men alligevel, det er en service, vi ikke er vant til hjemmefra.

Efter mørkets frembrud skulle vi hente noget vasketøj lidt nede ad gaden. Tilbage ved campingpladsen kom vi i snak med et par unge damer, der muligvis var fra Argentina. Den ene fortalte, at hun havde været i Danmark så sent som for tre måneder siden for at besøge sin bror, der bor i Danmark og arbejder med at brygge øl.

4. marts 2018

Nu er det Ranvegs tur til at være syg. Det er maven, det er galt med. Hun måtte ligge i sengen hele dagen, mens jeg fik lavet nogle opdateringer til hjemmesiden og forskelligt andet, der ventede på at blive ordnet.

5. marts 2018

Ranveg må også holde sengen i dag. Jeg fik en snak med et par cirka på vores alder fra Quebec. De kom fra en mineby midt inde i provinsen et sted, hvor vintertemperaturer på minus 40 forekommer hver vinter. De havde et familiefirma, der yder service til mineindustrien. Sønnerne havde overtaget firmaet, men der var altid travlt, så de havde tit brug for fars arbejdskraft. Men om vinteren tog de på rejse og nød det.

Jeg gik en tur ind til byen. Den er mærkbart mindre end Oaxaca og flere af de andre byer, vi har været i. Den er charmerende og stemningsfuld på en god mexicansk måde. Man har forstået at satse på turismen, og turister er da også ret synlige i bykernen. Der er måske i virkeligheden flere, end vi har set i andre byer. Her er der gågader med cafeer, restauranter, ekslusive butikker og selvfølgelig masser af liv. På gaden sidder der mange indianere og sælger deres fine håndarbejde. Det er især tøj. Kvinderne er klædt i nederdele, der er bundet om livet med et bredt bælte, og i fint dekorerede bluser. De udgør et farverigt indslag i gadebilledet.

På vejen tilbage kunne jeg ikke lade være med at tænke på de mange Folkevogne, der er i trafikbilledet altså den gammeldags Folkevogn med de mange kælenavne som nedgroet negl, hitlercykel eller trillebør. Folkevognsfabrikkerne i Mexico fortsatte produktionen mange år efter, at den stoppede på fabrikkerne i Tyskland. Jeg har mødt en mexicaner, der selv havde en, og som hævdede, at den har mange fordele: den er billig, den er enkel at reparere, og ikke mindst er der ingen, der ønsker at stjæle den!

En sjov ting er, at et sted på en hylde inde i bevidstheden ligger der en lydfil med lyden af en Folkevogn, der starter. Det er ikke, fordi den aktiverer nogle bestemte erindringer, men det var en gang en så almindelig lyd, at selv i dag er der noget fortroligt ved den, og når man hører den, føler man sig sat mange år tilbage i tiden.

Tilbage på campingpladsen fik jeg en hyggelig snak med et yngre par fra Alaska. Han var erhvervsfisker et sted på Alaskas sydkyst og fangede udelukkende laks. Men da det er et sommerarbejde, havde han god tid til at rejse om vinteren. Han tjente åbenbart så godt, at han ikke behøvede at arbejde hele året. Han havde i øvrigt også haft maveproblemer. Det havde været så alvorligt, at han var indlagt på et sygehus i to dage.

Ranveg havde talt med nabokonen, der havde givet hende et par flasker indeholdende de mineraler, man kommer til at mangle, når man har et maveonde. Det havde en næsten øjeblikkelig effekt.

Et maveonde kaldes også Moctezumas hævn efter den aztekerhøvding, der tog så vel imod de første spanske erobrerer i 1519, men som blev så frygteligt narret.

6. marts 2018

Ved at spørge os for havde vi fundet en dame, der reparerer tøj. Hun boede i nærheden, og vi fik repareret et forklæde, syet et par knapper i både et par bukser og dynebetrækket. Når man rejser så længe, som vi gør, kan den slags ikke bare vente til, vi kommer hjem.

Vi tog dernæst hen for at se Casa Na Bolóm, som dels er et kulturcenter for Lacandon-mayaerne, der hører hjemme i et afsidesliggende jungleområde i Chiapas, og dels er det et museum, men fungerer også som hotel. Casa betyder hus på spansk, Na betyder hus på lacandonmaya, og Bolom betyder jaguar, men er også et forholdsvist almindeligt mayaefternavn. Samtidig er det et ordspil på Frans Bloms efternavn, ham, der grundlagde huset.

Frans Blom var født i København i 1893. Lige efter 1. verdenskrig kom han til Mexico, hvor han stiftede bekendtskab med mayakulturen, som fascinerede ham dybt. Fra Danmark havde han ingen uddannelse udover filosofikum, men han var en lysende begavelse. Fra Mexico kom han til USA, hvor han studerede arkæologi. Han fik en forskerstilling ved universitetet i New Orleans og var blandt andet med til at udgrave Palenque, nogle berømte mayaruiner i nærheden af San Cristóbal de las Casas. Han havde kort sagt en lovende forskerkarriere foran sig. Men et forlist ægteskab førte i 1938 til, at han slog sig på flasken og blev senere tvunget til at sige sin stilling op.

Herefter tog han til Chiapas, og i de første år klarede han sig igennem blandt andet som rejsefører. I 1943 mødte han den svejtsiske fotograf og konservator Gertrude Duby, som han senere blev gift med. De kastede sig over udforskning af lacondonmayaernes kultur og tog på talrige ekspeditioner.

En arv efter Frans Bloms mor gjorde det muligt at købe et nedlagt kloster i San Cristóbal de las Casas, som de indrettede dels som deres hjem og dels som et forskningscenter. For at sikre sig en løbende indtægt blev noget af det også indrettet til hotel. Det var hovedsageligt arkæologer og etnografer, der kom, men også mange andre.

Efter Frans Bloms død i 1963 førte Gertrude huset videre. Med årene skiftede hun dog fokus i retning af naturbevarelse, da hun kunne se, hvordan regnskoven forsvandt i stor hast. I 1980’erne sørgede hun for at det blev en selvejende institution, som kunne fortsætte efter hendes død. Hun døde i 1993.

Museet var måske ikke det mest interessante, fordi der manglede forklaringer på, hvad man så. Men Gertrudes billeder var glimrende. Der var heller intet om parrets spændende historie, selvom mange af deres ting var udstillet. Men miljøet var meget charmerende. Vi var også inde i biblioteket, hvor der var en stor pejs i den ene ende. I haven var stierne kantet med flasker, der stak bunden op. Det skulle efter Gertrudes udsagn være indholdet af dem, der havde kostet Frans Blom livet.


Casa Na Bolom by Niels Clemmensen on Exposure

Så det var en solstrålehistorie om en stor dansker, men med et element af tragedie.

Senere på dagen gik vi gennem markedet og købte den skønneste solmodne mango til næsten ingen penge. Bagefter fortrød vi, at vi ikke havde købt nogle flere.

7. marts 2018

Vi ville have haft en taxa ind til byen, men fik at vide, at vi ikke kunne få nogen før efter klokken 1. Vi udnyttede så tiden til noget andet, og ganske rigtigt efter klokken 1 kunne vi godt få en taxa. Forklaringen viste sig at være, at alle taxachaufførerne havde lavet en demonstration imod pirattaxaer om formiddagen. Pirattaxaerne stjæler ikke blot kunderne, de bestjæler dem også.

Målet i dag var et museum i tilknytning til Santo Domingo kirken. Uheldigvis var det ikke tilladt at tage fototasken med ind, så jeg blev udenfor og læste historier på min telefon om Putins seneste nederdrægtigheder og Trumps kaotiske uforudsigelighed. Kirken, der skulle være den mest seværdige af San Cristóbals kirker, var desværre lukket på grund af renovering.


San Cristóbal de las Casas by Niels Clemmensen on Exposure

Men den store oplevelse var folkelivet i forbindelse med de mange boder, der omgav kirken. Der var tøj og tekstiler i de skønneste farver. Især kvinderne er klædt i traditionelle dragter. Det blev til mange billeder. Skud fra hoften, som er den mest diskrete måde. Der var en, der opdagede det. Det er første gang, det er sket. Hun ville sælge noget til Ranveg, og jeg stod højst en meter fra hende, da jeg tog billedet. Hun blev ved med at snakke om foto. Så fandt jeg en 5 pesos mønt til hende, og vi skiltes med et håndtryk og store smil.

8. marts 2018

I den modsatte ende af byen ligger et ydmygt, men interessant museum om mayakulturens medicin. Det handlede selvfølgelig meget om lægeurter, men også om magi. Noget, der gjorde stort indtryk, var en video om jordemoderens arbejde. Den viste en fødsel. Faderen sidder på en stol, mens den fødende kvinde sidder på knæ vendt mod faderen, der støtter hende. Under hele fødslen har hun det traditionelle skørt på, og jordemoderen tager imod barnet oppe under tøjet. Magien bestod blandt andet i, at jordemoderen på et tidspunkt tager et æg og fører det hen over hele den fødendes krop. Moderkagen begraves i et hul inde i huset, og den skal vende på en bestemt måde alt efter, om det er en dreng eller en pige. Hvis det er en dreng, må moderen ikke spise avocado de første tre måneder efter fødslen, for at drengen ikke skal få alt for store testikler.

9.-11. marts 2018

Moctezuma er sørme hævntørstig. Nu blev det min tur til at få noget med maven. Heldigvis havde vi købt nogle flasker electrolit indeholdende diverse mineraler. Én flaske af det havde god virkning, men så blev det Ranvegs tur en gang til. Vi bor et godt sted, så når nu det skal være, så er det godt, at det er her. Indimellem har der dog været kræfter til at lave hjemmeside og tjekke årsopgørelsen fra skattevæsnet.

12. marts 2018

Jeg gik ind til byen for at købe noget mere electrolit. Undervejs kom der en camper imod. Det viste sig at være Fiona og Ken, som vi kender fra campingpladsen i Oaxaca. Hun er brite, han er amerikaner, og de har mange års rejseerfaringer. Vi kom rigtig godt ud af det med hinanden, så det var hyggeligt at se dem igen.

Ranveg var nødt til at holde sengen, og om eftermiddagen arbejdede jeg med indholdet til hjemmesiden.

9077sancristobal
Domkirken

13. marts 2018

Fiona og Ken var så søde, at de kom om morgenen og spurgte til, hvordan det gik med Ranveg. Hvis vi skulle få brug for hjælp, skulle vi bare sige til, for dels taler hun flydende spansk, og dels har hun selv erfaringer med maveonde. ”Jeg kan alle ordene på spansk på det område,” sagde hun. Vi mente, det blot var et spørgsmål om tid, inden det ville blive bedre.

Hele dagen kæmpede jeg med vores hjemmeside. Der var kommet en større opgradering af det tekniske system bag siden, og det betød, at der skulle rettes nogle ting i flere programfiler. De stillede nogle hjælpemidler til rådighed, alligevel var det noget af en udfordring. Det endte med, at jeg måtte søge hjælp hos deres support. Jeg har tidligere fået god hjælp hos supporten, så jeg har tillid til, at vi får hjemmesiden til at se rigtig ud igen ved fælles hjælp.

Sidst på eftermiddagen gik jeg en tur op til en kirke, der ligger højt oppe og med en fantastisk udsigt over byen. På vej tilbage mødte jeg en mand, som jeg allerede har mødt et par gange tidligere. Han er let at kende, fordi han går med en blå strikket hue. Som en af de få hernede taler han engelsk. Det skyldes, at han har boet i Tijuana på grænsen til Californien, men han fortalte, at han er flyttet herned på grund af kriminaliteten i Tijuana.

Til aften havde Ranveg ikke fået det bedre. Fiona og Ken lovede, at de ville gå med hen på et apotek i morgen, så vi kunne få noget, der virker.

14. marts 2018

I løbet af natten havde Ranveg fået det dårligere. Selv den mindste mundfuld vand kunne hun ikke holde i sig, og der var ingen udsigt til bedring. Vi diskuterede med Fiona og Ken, hvordan vi skulle finde en læge. Det unge par i receptionen foreslog en, der bor godt 10 minutters gang herfra. En læge og en sygeplejerske fulgte med tilbage til camperen, og lægen ordinerede en indsprøjtning med antibiotika dagligt i fem dage. Vi gik hen til lægen for at købe medicinen og tilbage igen. Ranveg var blevet voldsomt dehydreret, og de kæmpede længe med at få fat i en blodåre, så de kunne lægget et drop ind, men måtte opgive. Beskeden var så, at når medicinen begynder at virke, vil hun være i stand til at holde væske i sig. Det viste sig heldigvis at holde stik.

I starten var vi dog lidt foruroliget over, at det ikke lykkedes at give hende drop, fordi hun så åbenlyst havde brug for det. Men hen på eftermiddagen var hun kommet så meget til kræfter, at hun kunne gå over med affaldsposen.

Jeg gik en tur hen i byen, og undervejs mødte jeg manden med den blå hue. Det første, han sagde, var: ”Hvordan går det med din kone?”

15. marts 2018

Langsomt begyndte Ranveg at få det bedre. Jeg gik en tur ind til byen og kom hjem med elektrolit og bananer, hun kunne mose. Undervejs blev jeg overrasket af en voldsom regnbyge, men fandt ly for regnen et sted, hvor man kunne købe en kop kaffe. Det lykkedes at komme tørskoet hjem, selvom jeg havde sandaler på.

16. marts 2018

I morgen er det Ranvegs fødselsdag. Vi satser på, at hun er frisk nok, så vi kan have gæster. Om morgenen gik jeg til slagteren og købte en kylling, som han beredvilligt parterede for mig. Kødet ligger ikke på køl, så det gode råd er at købe ind om morgenen, inden det har ligget for længe. På en bakke på disken lå hønsefødderne nydeligt arrangeret. Så vidt jeg kan forstå, bliver de brugt til at give smag på samme måde som et suppeben. Hele vejen tilbage kunne jeg ikke lade være med at gå og nynne på børnesangen Hønsefødder og gulerødder og halsen af en svane og blev enig med mig selv om, at den linje må afspejle en tid, hvor hønsefødderne også indgik i kosten, fordi intet måtte gå til spilde.

Det var nærmere en lille høne end en kylling, og den havde levet et godt liv, kunne vi se, for der var en del fedt, der skulle fjernes. Den blev kogt og gjort klar til at servere sammen med kogte grønsager.

17. marts 2018

Traditionen tro – ja, vi har allerede udviklet traditioner på vores rejse – lavede vi en gruppeskype med børnene om formiddagen. Klokken ti formiddag svarer til klokken fem eftermiddag derhjemme. Det var stadig lyst udenfor derhjemme, kunne vi se, og det er sjovt at tænke på, at den samme sol skinner på os samtidig, selvom vi er så langt væk fra hinanden.

Vi hyggede os i det gode vejr om eftermiddagen, og til aften kom Fiona og Ken, og vi havde en rigtig hyggelig aften. Det er en god erfaring ved at rejse, at man godt kan have et socialt liv, selvom man hele tiden møder nye mennesker. De gav udtryk for, at de havde gjort den samme opdagelse. Der er selvfølgelig meget goddag og farvel over det, fordi det er sjældent, man møder de samme mennesker igen, selvom det også forekommer.

17marts

Bagefter kunne jeg ikke lade være med at tænke på den gamle Fanøsang, som nu – velfortjent – har fundet vej til Højskolesangbogen. Her er det første af tre vers:

At samles, skilles ad,
velkommen og farvel
at blive kendt og glemt,
ja, det er livets spil.
/: At nyde vennelag
og savne det igen,
og frem at finde sig på ny
en trofast ven. :/

18. marts 2018

Menuen i går aftes var tilberedt uden krydderier med henblik på en dårlig mave. Det gik fint, så i dag tog vi for første gang i lang tid på udflugt. Vi tog til Chamula, en mindre by ikke så langt fra San Cristóbal. Det er en mayaby, hvor man lige fra starten i 1500-tallet har gjort oprør mod de spanske erobrere. Traditionen med oprør er fortsat ned igennem historien, og det betyder, at man har bevaret flere gamle mayatraditioner end andre steder. Det betyder også, at der er en tydelig reserverethed overfor fremmede, hvad vi også mærkede.

9211chamula

I kirken er det mere synligt end noget andet sted. Her kan man være vidne til en bemærkelsesværdig synkretisme, altså reglionsblanderi. Byens skytshelgen, San Juan, indtager pladsen over alteret. Langs væggene står den ene helgenfigur efter den anden, mens det ikke lykkedes os at få øje på Kristus på korset inde i kirken. Han var henvist til pladsen foran kirken. Indenfor døren stod en meget stor døbefont, idet dåben er den eneste kirkelige handling, der foretages i kirken. Der er ingen gudstjeneste, ingen bryllupper og så videre. Det egentlige foregår på gulvet i kirken. Det er bestrøet med et tykt lag nåle fra pinjetræer. Folk, mayaer, sætter sig på gulvet og rydder et felt for nåle, hvor de anbringer en mængde stearinlys i rækker. De fleste er tynde som blyanter. Lysene er enten hvide eller farvede eller har flere farver. Farverne og farvekombinationerne har en særlig betydning for det budskab, den bedende vil sende. Når man går rundt, kan man høre de lavmælte bønner på mayasprog.

Et sted så vi en række sodavandsflasker af forskellige velkendte mærker stillet op på række med lige store mellemrum. Drikker man meget af det, kommer man som bekendt til at bøvse, og det er netop meningen med det. For ifølge mayatroen forlader de onde ånder kroppen i et bøvs.
Desværre var det ikke tilladt at fotografere inde i kirken.

19. marts 2018

Det er den første dag, hvor Ranveg ikke har fået indsprøjtning, og det betød, at trætheden meldte sig. Vi gik dog en lille tur i den nærmeste omegn. Nu er både Ken og Fiona blevet syge. Da de ikke har toilet i deres camper, er de flyttet ind i en hytte på campingpladsen. Hele den tid, vi har været her, har vi talt med mange andre, som også har været syge. Det er lidt mærkeligt, at det er særlig slemt her.

20. marts 2018

Ranveg er stadig træt, men fik det langsomt bedre i løbet af dagen.

21. marts 2018

”Nu har jeg fået min gamle energi tilbage,” udbrød Ranveg om morgenen. Om formiddagen ordnede vi noget med vores forsikringer, og efter frokost gik vi ind til byen og tog en colectivo til den mindre by Zinacantán. Det er en mayalandsby, hvor de laver en masse tøj og andre tekstiler med deres traditionelle blomstermønstre. Da vi stod af bussen, kom der et par børn og spurgte, om vi ville med hen at se noget tøj. Vi gik med og fik lov at fotografere derinde. Det var fine ting, men vi havde desværre ikke brug for noget af det. Midt i lokalet stod en ung kvinde og vævede en løber. For at stramme stoffet ud havde hun et bælte om livet. I et hjørne var et lille alter med stearinlys, og på gulvet i hjørnet var der strøet fyrrenåle på samme måde, som vi har set det i Chamula for nogle dage siden.

9215zinacantan

Da vi gik videre, blev vi næsten trukket ind i en anden forretning. Her var tingene næsten lige så fine som i den første forretning, men heller ikke her købte vi noget.

Inde i kirken var der kun bænke langs væggene. Midt på gulvet stod et bord med stole omkring. På alteret, der var overdådigt pyntet med blomster, var Kristus på korset i midten flankeret af helgenfigurer. De var alle overhængt med små spejle, nogle få med hjerteform. Spejlene skulle forbedre kommunikationen med helgenerne.

Herefter tog vi tilbage til byen og købte ind i et supermarked, så vi er klar til at køre videre i morgen.

Tilbage på campingpladsen introducerede Fiona og Ken os til et amerikansk/panamansk par, som de kendte, og som var ankommet i løbet af dagen. Det var hyggeligt at være sammen med dem, men det blev desværre snart for koldt at sidde ude, så vi gik hver til sit.

22. marts 2018

Om morgenen kom Ken og Fiona for at sige farvel. Det var vemodigt at skilles, for vi havde haft meget fornøjelse af at være sammen med dem. Da de var kørt, kom vi til at tale med deres venner, Sharon og Roque, som vi blev introduceret til i går. Det var mest ham, vi talte med, og han viste sig at være et rigtig godt bekendtskab.

Allerede i går havde vi talt med dem om vores rejseplaner. Når vi kommer til USA om en måneds tid, vil vi køre rundt i sydstaterne for at få et indblik i slaveriet, borgerkrigen og borgerrettighedsbevægelsen. Da Ken er fra South Carolina, var han meget optaget af det, og lavede for nogle dage siden en lang liste over steder, det er værd at besøge i den sammenhæng. Det talte vi videre om i går aftes, og Roque kom med nogle flere gode ideer.

Det førte til, at han i dag uddybede temaet, og fortalte, at han selv er efterkommer af slaver på de britisk vestindiske øer. Takket være den anglikanske kirke, som omhyggeligt havde registreret alle barnefødsler, dåb, vielser og så videre, havde han kunnet spore sin slægt helt tilbage til den gang, de ankom fra Afrika. Det står i modsætning til forholdene i USA, hvor slaverne blev behandlet som kvæg. Derfor er det næsten umuligt for sorte amerikanere at føre deres slægt langt tilbage. Det var med en tydelig tristhed i stemmen, han konstaterede, at racediskriminering er taget voldsomt til de senere år især efter Trump.

Vi kunne selvfølgelig heller ikke undgå at berøre et aktuelt emne som den amerikanske våbenlovgivning. Her havde Roque en vigtig pointe: Ikke bare på dette område, men på mange andre, går individuelle personlige rettigheder forud for hensynet til fællesskabet. Det er min ret at bære våben, eller min ret at gøre dette eller hint. Derfor vil et forbud være i modstrid med forfatningens frihedsrettigheder. Det var en pointe, som faktisk var noget af en øjenåbner.

Det giver sig selv, at der gik en masse tid med den samtale. Egentlig ville vi gerne være blevet for at tale noget mere med dem, men nu har vi været her længe nok. Klokken blev 12, inden vi kom af sted.

9167sancristobal
Domkirken i San Cristóbal er afspærret, mens den er under restaurering.

Vi kørte en bagvej ud fra campingpladsen til en ringvej. Undervejs var vi nødt til at vende, og jeg kom desværre til at bakke op i en sten. Det viste sig, at det ene støtteben beslagene, der holder det fast, blev vredet. Det fungerer heldigvis endnu.

Det tog et par timer at komme ud af byen. ned ad bjergene og til sidst gennem storbyen Tuxtla Gutiérrez, inden vi kunne køre ud ad landevejen. Vi havde fået anbefalet et overnatningssted på et hotel, som vi fandt lige omkring solnedgang. Inden det blev mørkt, gik vi en tur i landsbyen, som havde et fattigt præg.

23. marts 2018

Hm… Det var ikke rigtig vores dag i dag. I hvert fald ikke hele dagen. Om morgenen fik vi ordnet noget emailkorrespondance. En camperforsikring faldt på plads, og vi havde fået den idé at spørge Calvin i Oaxaca, om han kunne ordne støttebenet. Som det er nu, er vi ikke i stand til at tage camperen af bilen. Det er ikke noget, vi gør særlig tit, men man ved aldrig, hvornår det bliver nødvendigt. De svarede heldigvis med det samme, og vi fik lavet en aftale om at komme onsdag i næste uge. Det passer så fint, at vi også kan opleve påskeprocessionerne i Oaxaca, som skulle været særligt farverige. Vi bliver der med andre ord påsken over. Vi benyttede også lejligheden til at planlægge, hvad vi skal lave indtil da. I stedet for at køre direkte til Oaxaca, ville vi køre ned til Stillehavskysten blandt andet for at opleve havskildpadderne. Vi fandt et sted, hvor det skulle være muligt.

Så langt gik det godt, men så kom udfordringerne. Jeg har vist før skrevet, at man skal bruge en gps kritisk. Det gjorde jeg desværre ikke. I stedet for at føre os til den gennemgående vej førte den os ind igennem storbyen Juchitan og videre til Tehuantepec. Broen over floden var blokeret af en demonstration, så vi måtte vende om. En mand var venlig at forklare os, hvordan vi skulle komme til omfartsvejen, men det lykkedes ikke at finde den. Selvom vi har købt en kortbog, er den ikke detaljeret nok, og gps’en kunne slet ikke finde den. Vi kørte så de næsten 40 kilometer tilbage til Juchitan. Der skulle vi køre mod en by, der hed Ixtepec, hvor det var muligt at komme på omfartsvejen. På kortet var der tegnet en direkte og gennemgående vej, men virkeligheden var anderledes. Vi skulle igennem flere byer, men der var en total mangel på skilte, og mange steder havde vi ingen anelse om, om vi skulle den ene, den anden eller den tredje vej. Vi måtte spørge om vej adskillige gange, men folk var heldigvis meget hjælpsomme.

Byen Juchitan var meget fremme i pressen umiddelbart efter jordskælvet i september måned sidste år, da den var den hårdest ramte by. En kirke i Mexico By sendte blandt andet en gruppe unge mennesker af sted med akut nødhjælp. De blev undervejs beskudt af røvere, der stak af med bil og nødhjælp. De unge mennesker slap med forskrækkelsen. Derefter frarådede det amerikanske udenrigsministeriums rejsevejledning al unødvendig rejse til Juchitan. Mens vi kørte rundt i området – og vi kørte virkelig meget rundt, inden vi fandt den rigtige vej – kunne vi se, at at genopbygningsarbejdet stadig var i fuld gang. Mange huse var faldet mere eller mindre sammen, mens andre var sluppet med revner.

Var vi kommet på omfartsvejen med det samme, kunne vi have sparet en to-tre timer. Men nu gik det endelig fremad med god fart. Hovedvej 200 langs kysten var dog en noget anden sag. Det er en bjergvej med masser af sving. Sidst på eftermiddagen nåede vi endelig frem til den landsby, hvor ”vores” campingplads lå. Her startede nye udfordringer. Vejen var smal og sandet, og også her var det nødvendigt at spørge om vej. Vi spurte en ældre mand, og da han endelig forstod vores spørgsmål, gav han nogle upræcise forklaringer, men sagde dog, at der kører mange gringos derud i store biler.

Ud over vejen var der alt for mange lavthængende grene, og det er ikke godt for et køretøj, der er så højt som vores. Camperen har efterhånden fået en del mærker. Et sted lå der en træstamme over vejen, og den var kilet godt fast mellem to stammer. Vi prøvede at fjerne den, om ikke andet for at udnytte muligheden for at vende et lille stykke længere fremme. Men den var for tung. Altså måtte vi til at bakke. Og det var langt. Mens vi koncentrerede os om at bakke, var der kommet en rytter. Han stod af hesten og huggede træstammen i stykker med sin machete, og han kunne forklare, at vi var på rette vej.

Det er typisk Mexico, at der ligger en campingplads, men ingen skilte viser derhen. Til sidst forgrenede vejen sig. Her viste et skilt dog, at nu var der kun en halv kilometer tilbage. Et stykke nede ad vejen stod en kvinde. Vi blev enige om at spørge hende for en ordens skyld. Det viste sig, at hun og hendes mand driver campingpladsen, og hun fik et lift med os det sidste stykke vej. Hun var flink og imødekommende, men virkede psykisk ustabil. Hun fortalte blandt andet, at hun var utryg, fordi hendes mand havde kørt et ærinde ind til byen.

Fra deres hus, hvor man også kunne købe mad, var der kun et lille stykke ned til stranden, og fra camperen kunne vi høre den kraftige stillehavsbrænding.
Da det var blevet mørkt, kom manden og spurgte, om vi havde lyst til at komme med ud og se havskildpadder. Han skulle først finde dem, for det er ikke sæson lige nu. Så ville han komme tilbage. En times tid efter kom han igen, og jeg gik med og var heldig at se en enkelt havskilpadde, der var oppe på stranden for at lægge æg.

Se også historien Havskildpadder

24. marts 2018

9252flor-del-pacifico

Egentlig kunne vi godt have tænkt os at blive her lidt længere, men da vi manglede vand, var vi nødt til at køre videre. Vi havde dog kun planlagt at køre en meget kort strækning, så vi gav os god tid. Ranveg gik en dejlig tur på stranden, men blev forfærdeligt solskoldet på især på skuldrene.

Efter en sen frokost var vi klar til at køre. Men så skete der det, som ikke er sket for os før. Vi sad uhjælpeligt fast i det løse sand. Indehaveren af campingpladsen, Isak hed han, kom med en skovl. Da det ikke var nok, forsvandt han og kom et øjeblik efter tilbage med en stor pumpe på skulderen. Så pumpede vi vand i hullerne ved hjulene for at gøre sandet fastere. Da det ikke var helt nok, fandt han nogle sten og brædder, som han lagde ned foran hjulene. Efter en times hårdt arbejde kom vi endelig fri.
Næste opgave var at finde tilbage. Han havde tegnet en kortskitse, for det var bedre at køre en anden vej, end vi var kommet. Alligevel drejede vi forkert et sted. Det ville have været så meget nemmere, hvis de havde sat nogle skilte op.

Da vi nåede frem til det næste overnatningssted, opdagede vi ødelæggelsens vederstyggelighed: en gren havde revet dækslet over ventilatoren i toiletrummet af. Heldigvis var teknikken ikke ødelagt.

Vi var begget to meget begejstrede over den strand med dens øde beliggenhed, så det er ærgerligt, hvis vi fremover er nødt til at afstå fra at køre sådan nogle steder hen for ikke at få noget ødelagt. Det med træer og grene er umuligt at vide på forhånd.

25. marts 2018

Dagens strækning var også kort cirka 70 kilometer. Alligevel tog det næsten to timer dels på grund af de mange sving, og dels fordi vi i meget lang tid kørte bagved en stor langsomtkørende lastbil. Traileren, der var i fuld størrelse, var tungt læsset, og trækkeren var en Peterbuilt, en af de største lastbiler, der kører på vejene. På bagsmækken stod der: ”Gud er kærlighed”. Det virkede, som om chaufføren mente, at kærligheden er Guds sag alene, for det faldt ham ikke ind at holde ind i siden og lade alle vi andre køre forbi.

9256zipolite

Vi fandt en udmærket campingplads i en ferieby og gik en tur på stranden, hvor der var masser af mennesker og surfere, der prøvede kræfter med den voldsomme brænding. På campingpladsen, som egentlig også var et hotel, var der mange mangotræer, som var fulde af frugter. Det var ikke de sædvanlige mango, men de mindre gule (billedet). Vi samlede nogle op fra jorden, og de smagte fantastisk.

26. marts 2018

Det var bjergkørsel i dag. Vi kørte 150 kilometer, og det tog 7 timer inklusive et par korte pauser. På intet tidspunkt kørte vi mere end 40 kilometer i timen. Der var sving efter sving efter sving, og der var dramatiske udsigter ned i kløfter. Kortet herunder siger mere end mange ord.

Vi passerede adskillige landsbyer. Fattigdommen var synlig. Et par steder var vejen spærret af en snor, og vi blev bedt om at give et bidrag til forskellige sociale foranstaltninger.

Vi overnattede i gården ved et motel udenfor den større by Miahuatlán. Det lignede noget fra Folk og røvere i Kardemommeby. Der var dog helt stille og hverken folk eller røvere, men kun det ældre værtspar, som tog pænt imod os.

9261miahuatlan

Efter at have siddet så mange timer i bilen var det rart at komme ud at gå en tur. Landevejen var for trafikeret, så vi gik ned ad en jordvej forbi nogle huse. Da der kom en flok hunde galpende imod os, kom der en kone ud fra et hus. Hun forklarede, hvor vi kunne gå, og fortalte, at folk, der bor her, avler majs og bønner, som de sælger på markedet, eller går på arbejde inde i byen. Det så meget fattigt ud. Vi havde passeret et skur og diskuteret, om det var menneskebeboelse. Det havde et ganske vist nyt bliktag, men skruer til at fæstne det med var åbenbart sparet væk, for taget blev holdt fast af en række sten. Men hun kunne bekræfte, at det var beboet. At have et arbejde er i sig selv ikke nogen garanti for velstand, når man tænker på, at den officielle mindsteløn er 88 pesos om ugen – altså lige knap 30 kroner.

27. marts 2018

På den sidste strækning til Oaxaca var vejen væsentlig bedre.

Vi kom ind igennem centrum (det var ikke meningen), men her er vejene så brede, at det er muligt at komme forbi, selvom der er parkerede biler i den ene side. Vi blev enige om at køre direkte ud til Calvin og Leanne, selvom vi først havde aftalt, at vi skulle være der i morgen. Vi var heldige, at de havde plads til os.

28. marts 2018

Arbejde med hjemmesiden om formiddagen. Ærinder i byen over middag. Det er så meget lettere, når man kender en by, og vi har jo været temmelig længe i Oaxaca her i vinter.

Da vi kom tilbage til campingpladsen, faldt vi i snak med et svejtsisk par. De havde været på udflugt til Mitla i dagens løb og var kommet til at købe en flaske fremragende mezcal, som de bød af. Vi havde et par hyggelige timer sammen med dem.

29. marts 2018

Om formiddagen tog svejtserne af sted. Det gjorde et ungt par fra Mellemamerika også. Dem fik vi desværre slet ikke talt med. Nu er vi de eneste på campingpladsen.

Calvin lavede støttebenet. Det var heldigvis kun beslagene, der skulle rettes. Dernæst gik han i gang med dækslet over ventilatoren i badeværelset. Det viste sig, at det var mørnet af solen. Han lavede et nyt dæksel af aluminium, så det skal der nogle hårde grene til at ødelægge det. Der er også gået nogle dæksler over nogle udluftninger. Her har han også en idé til en løsning.

Da vi var her sidst, lavede han en fiffig løsning, så vi kan tage batterierne ud og tjekke vandstanden. Se dagbogen under den 21. februar 2018. Der er noget Storm P.-agtigt over hans løsning, og i mellemtiden havde jeg spurgt vores børn og svigerdatter, som alle tre er gode til engelsk, om de kunne finde et udtryk, der svarer til Storm P. Et af deres forslag var to do a McGyver on something. McGyver er en filmfigur, der kan løse de utroligste opgaver ved hjælp af en elastik og et par tandstikkere og andre simple ting. Da jeg fortalte Calvin det, skraldgrinede han og fortalte, at han i mange år er blevet kaldt McGyver.

30. marts 2018

Langfredag afholdes der overalt i Mexico processioner. Kirkerne i centrum i Oaxaca gik sammen om en fælles procession. Der var kvinder i sort, der bar stearinlys, og mænd, der bar de tunge processionskors. En kvinde bar et skilt med bogstaverne INRI (Jesus fra Nazaret, jødernes konge), den indskrift, Pilatus satte på korset, og en anden bar tornekronen. Der blev også frembåret figurer af jomfru Maria, som fremstillede hendes smerte, en mors smerte over at miste en søn. På en af dem var der anbragt et hjerte med en pil igennem på hendes bryst. En del af det katolske langfredagstema er nemlig kondolence til Maria. En af kirkerne havde en gruppe på måske 15 unge mænd, der i bar overkrop og med en blå hætte over hovedet slæbte af sted med hver sit kors. En af de unge mænd havde endda tatoveret et krucifix på ryggen.

9372oaxaca

En præst holdt en tale, inden processionen satte i gang. Det var en stilhedens procession, og der var virkelig stille, selvom tusindvis af mennesker var forsamlet. Det var præget af både alvor og værdighed. Først til sidst efter de sidste i processionen havde passeret, kom to politibiler, og først da gik snakken i gang.

Se hele billedserien Langfredagsprocession

31. marts 2018

Det meste af dagen sad vi i camperen og planlagde turen i de kommende måneder. Hen på eftermiddagen gik vi en tur rundt i Tule. Vi har ikke før set så mange turister i byen.

tlayuda

På vores favoritrestaurant var alle borde optaget, men vi fik da en plads og bestilte tlayuda, en oaxacansk specialitet. Vi fik det en gang på markedet, men det var en skuffelse, men her var det som forventet velsmagende. Det består af en bund af en hård tortilla med bønnemos og smeltet ost. Dertil røget svinekød i tern, løg, tomater, avocado, en radise kunstfærdigt udskåret som en blomst og nogle ”græstrå”, som er en vidunderlig krydderurt.

Forrige side Februar 2018
Næste side April 2018