Sneglefart

Februar 2018


Hverdag i Tule lige udenfor Oaxaca.

19. februar 2018

Når man rejser vest på, er et rejsedøgn meget langt. Fra vi tog af sted fra Brønderslev, til vi ankom til Oaxaca gik der 24 timer, men på grund af tidsforskellen var det stadig indenfor det samme døgn. Rejsen foregik, som den skulle. Det eneste bemærkelsesværdige var, at ved indcheckning i Aalborg fik vi ikke tildelt siddepladser i flyet fra Amsterdam. Det viste sig, at de havde overbooket, og en overgang var vi bange for, at vi ikke kom med. Det gjorde vi, og vi kom endda til at sidde på economy comfort, som er et niveau over monkeyclass, som vi normalt rejser på. Der var god plads også til benene, da vi sad på den forreste række. Damen, der sad ved siden af os, knurrede lidt over, at hun havde betalt ekstra for den bedre plads.

Da vi ankom tæt på midnat, havde vi bestilt et hotelværelse i stedet for at tage direkte ud til camperen. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme til at sove.

20. februar 2018

Hotellet bød på en fremragende morgenbuffet i en smuk atriumgård. Det er en fordel at ankomme til en by, man kender. Vi vidste lige præcist, hvor der ligger en café, hvor man kan købe kaffebønner. Efter dette meget vigtige indkøb bestilte vi en taxa ud til campingpladsen i Lachigoló, hvor vi parkerede camperen for en måned siden. Den stod der, som den skulle, og vi var hurtigt parat til at køre.

I sidste uge, mens vi var hjemme, var der en belgier, der i en rejsegruppe på facebook havde nogle spørgsmål om opbevaring på lige netop den campingplads. Jeg fortalte hende om vores erfaringer med stedet, og lidt efter havde hun et spørgsmål til mig: ”Er du dansker?” Hun var nemlig helt sikker på, at vi havde mødtes på en campingplads i det nordlige Mexico i efteråret. Indehaveren af campingpladsen i Lachigoló kunne bekræfte, at det var dem. De var lette at genkende, fordi manden sidder i kørestol. Alligevel har de rejst i både Nord- og Sydamerika i årevis.

Efter et par indkøb ankom vi til campingpladsen i Tule. Det var som at komme hjem igen. Vi fik en hjertelig modtagelse af værtsparret, Leanne og Calvin. Der var selvfølgelig kommet nye campister, men kunstmaleren, der boede i casitaen, var der endnu. Han kommer to måneder hver vinter og arbejder intensivt med at male.

Imens vi har været væk, har Calvin bestilt noget ”maling” til at tætne forseglingerne rundt om lugerne på taget. Derfor skulle taget renses med både sæbevand og højtryksrenser. Og da jeg nu alligevel var i gang, blev hele køretøjet vasket.
Vi måtte også tage turen ind til et supermarked. Der var en temmelig lang gåtur fra colectivotaxiernes holdeplads til supermarkedet. Vi må have været temmelig trætte, for på tilbagevejen gik vi forkert. Ruten var så simpel, at det ikke burde være muligt at tage fejl, men det gjorde vi altså. En ung dame, der skulle samme vej, tilbød, at vi kunne følge med hende. Hendes sprogkundskaber var gode, for hun havde arbejdet på et ferieresort i Carmen del Playa, men var nu flyttet tilbage til fødebyen Oaxaca.

21. februar 2018

Mens Ranveg vaskede uldtøj, gjorde jeg bilen ren indvendig med ruder og dørfalse. Senere malede jeg taget første gang. Imens arbejdede Calvin på en løsning, så vi kan tage batterierne ud og kontrollere vandstanden. Han lavede en bakke, som de kan stå på, og satte længere ledninger i, så der ikke skal afmonteres noget. Fiffigt og charmerende enkelt. På billedet ses han efter veludført arbejde.

Det er et meget gammelt ønske, vi hermed har fået opfyldt.

22. februar 2018

Det handler om at blive køreklar, så vi kan komme videre på nye eventyr. Derfor tog vi ind til byen for at forny vores telefonabonnement. Sidste gang var det forfærdelig besværligt, men denne gang gik det let og smertefrit. Det var også en lang gåtur i varmen. Temperaturen ligger på 27-29 grader. På tilbagevejen gjorde vi holdt ved et supermarked, der ligger ved en holdeplads for de offentlige transportmidler.

Da Ranvegs syn er dårligt, og jeg har et problem med min ryg, har vi lavet en arbejdsfordeling: Jeg er hendes øjne i mange sammenhænge, og hun bærer de tunge ting i sin rygsæk. Når hun kommer slæbende med mange kilo indkøb, kommer jeg nogle gange – sådan helt tilfældigt, forstås - til at tænke på Evert Taubes Oxdragersång, hvor denne linje forekommer: Dra, dra min gamla oxe det bäste du förmår.

Denne gang var rygsækken dog for tung, så vi tog en rigtig taxa tilbage og blev kørt lige til døren.

Tilbage på campingpladsen havde Calvin ordnet et dæksel over et ventilatorrør oppe på taget. Også her var løsningen både enkel og fiffig. En dåse til kattemad passede perfekt. ”Det tog mig 30 sekunder at lave det,” sagde han.

Jeg fik malet taget anden gang, og der blev også tid til at hygge med de andre campister over et glas mezcal.

23. februar 2018

Det er over to måneder siden, vi sidst har haft en køredag. Vi ankom til Oaxaca midt i december, og vi har været hjemme en måned. Inden vi kunne komme af sted, var der dog stadig ting, der skulle ordnes. Vi var blandt andet inde at se kunstmalerens produktion. Han havde været meget flittig. De fleste billeder havde han malet efter fotos, men der var også et par fine stilleben, der forestillede et par blomster i krukker, som stod udenfor.

Efter at have sagt farvel skulle vi køre rundt og ordne nogle ærinder. Fordelen ved at være stedkendt er, at man ved hvor tingene er. Blandt vidste vi, at der var en hæveautomat op ad landevejen et sted med gode parkeringsforhold. Men der stod et par teknikere, som havde skilt den ad. Vi måtte derfor ind i Tlacolula. En politimand med gevær gav os lov til at parkere ved en tankstation, så vi var fri for at køre ind i centrum.

Endelig var vi klar til rigtig at køre. De første 40 kilometer gik let og hurtigt. Vi har kørt strækningen før, og det er lige ud ad landevejen. Men derefter var det bjergkørsel med hundredevis af sving. Asfalten var god, men svingene gjorde, at det gik meget langsomt. Men det var også en meget smuk tur, hvor man kunne se den ene række bjerge efter den anden, blåne efter blåne, som man siger i Norge.

Da der er ikke er så mange overnatningssteder at vælge imellem, er det vigtigt at nå frem. Og vi nåede frem, inden det blev mørkt og overnattede i et badeland i nærheden af byen Ixtepec.

24. februar 2018

Badelandet havde ingen faciliteter for camping udover parkeringspladsen. Men de viste os en kloak, hvor vi kunne tømme vores spildevand. Til gengæld havde de ikke en vandhane, som vi kunne spænde vores vandslange til. Der måtte være en vandforretning inde i Ixtepec, blev vi enige med os selv om. Det var der også. Vi kørte ind i byen på må og få. Til sidst blev vi enige om, at det nok var bedst at standse og spørge nogen. Mens Ranveg var ude for at spørge, kom en soldat og bankede på vinduet. Han viste sig at være meget hjælpsom. Vi skulle blot vende og et lille stykke tilbage. Han stillede sig op og standsede trafikken, og så fandt vi vandbutikken med det samme. Nogle steder har vi kunnet fylde vandtanken med det fine filtrerede vand, men her havde de ikke en hane. Derimod kunne vi få vand fra vandværket. Men så var slangen ikke lang nok. Det var der også råd for, da naboen havde en vandhane næsten ude ved fortovet. Men her var problemet, at vandtrykket var meget svagt. Vi tog vores frokost imens, men det var begrænset, hvor meget vand vi fik. I stedet for at spilde mere tid med det, besluttede vi at opgive det og køre videre.

Hvor vi i går havde kørt i bjergene, kørte vi nu for første gang i flere måneder i lavlandet, der ikke ligger højere over havet end Vendsyssel. Der var i øvrigt masser af vindmøller, som også kunne minde om Vendsyssel. Bjergene i det fjerne for slet ikke at tale om vegetationen, var dog meget mexikanske. Det er den landtange, der hedder Istmen, som er det smalleste sted i Mexico med kun 210 kilometer fra Den mexikanske Golf til Stillehavet. Ifølge guidebogen er der dampende varmt i området. Det kan vi bekræfte.

Stedet, vi overnattede, var et af de mest usædvanlige. Det var nemlig på børnehjemmet Hogar Infantil ved byen Ocozocoautla i nærheden af delstaten Chiapas’ hovedstad, Tuxtla Gutiérrez. Vi blev modtaget af en portner. Kort efter kom der tre drenge, som først afprøvede deres engelskkundskaber, som vi ikke var imponerede over. Resten foregik på spansk. Det overordnede indtryk var, at de var rolige og velafbalancerede og rigtig glade for at bo der. De betragtede det helt klart deres hjem. De tog os med på en rundvisning i køkkenhaven, hvor de viste os papayaplanterne, som vi aldrig har set før. Der var mangotræer med frugter, som endnu ikke var større end en valnød. Der var en stor mark med majs samt en masse frugter, vi ikke kendte. De havde stor viden om de forskellige afgrøder. Imens fortalte de også om deres skole, som foregår på den lokale offentlige skole, og om deres hverdag på børnehjemmet. Der var mange husdyr: høns, kyllinger, kalkuner, moseænder, geder og får. Vi skulle også se grisestalden. Det var som at komme ind i en stald i gamle dage. I den første sti lå der en so med smågrise. I de andre stier var der grise i forskellige aldre, og i en sti for sig selv, lå ornen og snorksov. ”Den er far til alle grisene,” forklarede børnene og uddybede: ”Kød får vi dog kun til højtiderne.”


De tre drenge i bedet med papayafrugter.

Da vi var ude igen, afbrød en af drengene sig selv for at gøre opmærksom på den ualmindeligt flotte aftenhimmel med glødende skyer.

Vi sluttede af med, at de kom med ind i camperen, så de kunne se, hvordan vi boede. Det var simpelthen så hyggeligt. De havde ingen anelse om, hvor Danmark ligger, men et kort kunne afhælpe den mangel. Specielt en af drengene var særlig vaks og videbegærlig. Han ville prøve at sige nogle ord på dansk.

Den eneste voksne, vi talte med, var portneren, og det var kun rent forretningsmæssigt. Det virkede som et bevidst pædagogisk princip, at børn, der har lyst til det, kan have kontakt med campisterne. Begge parter har lært noget af det. På den anden side er det sådan, at hvis en campist ikke har lyst til den kontakt, er man heller ikke forpligtet på det.

Af børnehjemmets læseværdige hjemmeside Hogar Infantil fremgår det, at det er en privat institution etableret af en amerikansk expat i 1963. Der er plads til 80 børn. De får kun begrænset offentlig støtte. Til gengæld får de tit henvendelser fra de mexicanske myndigheder vedrørende nye børn. Det drives udelukkende for indsamlede midler. Det er i den sammenhæng, man har indrettet fire pladser til campister.

Vi nænnede ikke at spørge børnene om deres egen baggrund for at være der. Men ifølge hjemmesiden er der tale om mange forskellige forhold, der gør et barneliv dårligt: fattigdom, misbrug, forældreløshed. Nogle har et særligt behov, fordi de ikke taler spansk. Nogle har været gadebørn, som selv har fundet vej til børnehjemmet. Institutionen sætter en ære i at hjælpe dem i gang med en uddannelse, for de vil gerne gøre dem til gode samfundsborgere, der vil være i stand til at bidrage til samfundet alt efter interesse og evne.

25. februar 2018

Da børnene var gået i går aftes, ville vi fylde tanken med vand. Først var trykket så lavt, at det ikke kunne presse vandet op fra vandhanen, der sad i lidt under knæhøjde, til camperens påfyldningsåbning, der sidder i øjenhøjde. Senere forsvandt det helt.

Det samme gentog sig om morgenen, indtil vi fik den geniale idé at spørge portneren. Det viste sig, at det bare var en pumpe, der skulle startes.
Vi er så vant til, at rindende vand er da bare noget, man har. Men når man ikke har det, forstår man, hvor afgørende vigtigt og uundværligt det er.

Der var kun kort vej til Tuxtla Gutiérrez, som er en by med over en halv million indbyggere. Det gik fint med at køre gennem byen, til hovedgaden var afspærret på grund af et arrangement. Eneste mulighed var at køre gennem de snævre gader.

Vi nåede frem til Chiapa de Corzo, hvor vi fik lov at overnatte på parkeringspladsen ved et af de selskaber, der tilbyder bådture til Sumidero kløften. Vi valgte dog at vente med turen til næste dag, og brugte eftermiddagen til at slappe af i og senere gå en tur. Varmen var forfærdelig med omkring 35 grader. Først langt hen på aftenen var indetemperaturen faldet til 27 grader. Det er en markant forskel, men ikke den ideelle nattemperatur.

26. februar 2018

Turen i flodbåden viste sig at være en rigtig god oplevelse. Det gik med høj fart, men vi havde ikke sejlet ret længe, inden skipper tog farten af og vi gled stille og roligt ind til bredden, hvor en krokodille lå og solede sig. Den lå med åben mund, så dens frygtindgydende tænder var synlige. Senere så vi flere andre krokodiller. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det er meget godt, at vi var udstyret med redningsveste, men hvad hjælper det at undslippe druknedøden, hvis man alligevel ender som krokodilleføde? Nå, det viste sig at være en unødig bekymring. Undervejs gjorde vi holdt ved flere arter af hejrer og andre fuglearter, der holder til ved flodbredden. Aber så vi også. Specielt en poserede særligt samarbejdsvillig. Vi er jo i den tropiske del af Mexico nu og har været det længe, men har ikke oplevet det rigtig før nu, da vi næsten udelukkende har opholdt os i højlandet.


Cañón del Sumidero by Niels Clemmensen on Exposure

Den landskabelige attraktion ved Cañón del Sumidero er de lodrette fjeldvægge, der visse steder er 1000 meter høje og det tilmed på steder, hvor canyoen er meget snæver.

Ved en dæmning måtte vi vende, men først holdt skipper en lille tale om, hvor vigtigt det var med drikkepenge. Han sendte sin kastet rundt og havde vist god grund til at være tilfreds. Dernæst sejlede vi hen til en båd, hvor der blev solgt forfriskninger som mangofrugter med eller uden tilsat chili. Herfra gik det tilbage med fuldt drøn.

Efter Sumidero kørte vi til San Cristóbal de las Casas. Det var op ad bakke hele vejen. Sumidero ligger godt 400 m.o.h., mens San Cristóbal ligger i 2200 meters højde. De 25 grader heroppe føltes kølige i forhold til det, vi kom fra.

Vi vidste i forvejen, at vi skulle gennem centrum for at komme til campingpladsen. Der var som forventeligt snævre gader, hvor vi somme tider måtte slå sidespejlene ind. Et sted kom en mindre lastbil imod, så jeg trak så langt ind til højre som muligt, men lastbilchaufføren gav mig tegn til, at jeg var i fare for at støde på et udhæng på et hus. Han dirigerede mig udenom det og listede forsigtigt forbi med højst 10 centimeter mellem os. Den slags situationer var så tydeligt hverdagskost for ham. For mit vedkommende er jeg blevet mere vant til det, men jeg synes endnu ikke, det er sjovt.

Campingpladsen fandt vi uden besvær og sad udenfor og nød eftermiddagssolen. Sidst på eftermiddagen gik vi en tur ind til byen for mit vedkommende uden helt at tage højde for, hvor koldt det bliver, når solen går ned.

På vej tilbage købte vi en flaske øl til aftensmaden. Vi havde en formodning om, at der var pant på flasken. Men for at få panten indløst igen, skulle jeg skrives ind i et hæfte, der lå under disken. Den unge mand, der ekspederede os, havde ingen anelse om, hvor Danmark ligger. Men på telefonen kunne jeg vise ham kortet over San Cristóbal, zoome ud og vise Mexico, Atlanterhavet, Europa og Danmark. Han var vildt imponeret over at stå overfor nogle, der kom så langt væk fra.

27.-28. februar 2018

Det viste sig at være en dårlig idé ikke at tage tøj nok på. Noget lidt ondt i halsen, der havde ligget og luret et stykke tid, brød ud i hoste og uoplagthed. Det var dog ikke værre, end at jeg kunne sidde og lave noget ved computeren, mens Ranveg gik ind i byen og købte tøj og gik på marked.

Forrige side Januar 2018

Næste side Marts 2018