Sneglefart

Januar 2018


Champagne til salg lige før nytårsaften

1. januar 2018

En stille dag, hvor der blev produceret en del til hjemmesiden. Senere på dagen ordnede Calvin et problem for os, idet ventilatoren på toilettet ikke har virket gennem et stykke tid. Han afmonterede den, og fik den til at køre igen, og jeg fik gjort den ren. Han er utrolig hjælpsom. For nogle dage siden ordnede han en brænder på komfuret. Da den ikke kunne sidde rigtigt, fordi der var brændt noget af, sagde han: ”Jeg har noget, der kan bruges.” Efter ventilatoren gik han i gang med at løse et problem, de unge campister havde med styretøjet på deres bil. Vi har aldrig før været på en campingplads, hvor vi har mødt noget lignende.

2. januar 2018

Vi tog en kollektivtaxi ind til byen. Der sad tre damer på bagsædet, så vi måtte sidde ved siden af hinanden på forsædet, og det er jo en almindelig personbil. Mellem forsæderne, hvor der almindeligvis sidder en håndbremse, var der lagt en pude, hvor jeg sad. Chaufføren kunne lige akkurat sætte bilen i andet gear, men fjerde gear var umuligt, så han måtte springe det over. Mange af chaufførerne har en vane med at folde pengesedler sammen nogle gange og sætte dem omkring en finger på venstre hånd. Ellers ruller de dem sammen en ekstra gang og sætter dem fast i en sprække i instrumentbordet. Undervejs kørte han ind på en tankstation. Jeg kunne se, at benzinmåleren var helt i bund. Så tog han sedlerne i instrumentbordet og købte benzin for dem, men da der ikke var ret mange, kom benzinnålen kun halvvejs op mellem tom og kvart fuld. Det gav ligesom et lille indblik i deres økonomi. Men en tur ind til byen, som er på omkring ti kilometer, koster kun 11 pesos for én person. Det svarer til knap fire kroner.

Inde i byen fandt vi en organisation, der hedder Fundacion En Via. Her bestilte vi en tur, som vi skal på på torsdag.

Dagens museumsbesøg var et tekstilmuseum, som dels havde en udstilling om en særlig tradition, der findes i Panama, og dels om de forskellige klædedragter, der findes i Oaxaca. Med et areal dobbelt så stort som Danmarks har det verdens kulturelt mest sammensatte befolkning bestående af 17 etniske grupper, der taler hver sit eget sprog fordelt på 6 sprogfamilier.

3. januar 2018

Hovedsageligt arbejde med hjemmesiden. En billedserie fra Radisenatten den 23. december blev færdig og offentliggjort.

Vi er kommet ind i en periode med koldt vejr. Det er blevet for koldt til at gå med bare arme, men for varmt til at have en langærmet trøje til. Temperaturerne minder med andre ord om det danske sommervejr anno 2017.

Frokost gik vi hen og fik på markedet. Ved siden af os sad en gruppe damer og hyggede sig. Da vi manglede nogle servietter på vores bord, tilbød den ene af dem på flydende engelsk at oversætte for os. Hun fortalte, at hun var her på familiebesøg, men ellers bor i Alaska.

Om aftenen holdt Calvin og Leanne et lille burgerparty, fordi det var det unge amerikanske pars sidste aften.

4. januar 2018

I forgårs købte vi en udflugt med en organisation, der hedder Fundación En Vía, Stiftelsen På Vej. Det er en organisation, som arbejder med at støtte små erhvervsinitiativer med såkaldte mikrolån, og det er kun kvinder, der kan få støtte. De kan få et lån på 5.-7.000 pesos, som f.eks. afdrages med beskedne 20 pesos om ugen. Beløbene skal deles med 3 for at omregne til danske kroner. Lånene er rentefrie. Så det er i virkeligheden ganske små beløb, men de kan gøre en stor forskel. Der er nogle betingelser for at få et lån. Kvinderne skal gå sammen i grupper på tre, som hæfter for hinanden. De skal deltage i undervisning i at drive en forretning, og de skal være villige til at tage imod gæster som os. Derudover tilbydes de spanskundervisning, da en del af dem kun taler zapotekisk. Der tilbydes også undervisning i engelsk og i brug af computer. En af kvinderne fortalte, at hun havde været meget betænkelig over at optage et lån, for det havde hun og hendes familie aldrig gjort før.

Det første sted, vi besøgte, var en restaurant, hvor vi fik frokost. Det var i den lille landsby Guelacé. Lige i nærheden besøgte vi en meget ung pige, der havde åbnet en frisør- og skønhedssalon. Med fem kunder om dagen og langt flere lørdag og søndag og op til højtiderne blev det betragtet som en succes. En Vía havde stillet frivillige hjælpere til rådighed, så hendes salon var nymalet indvendigt og udvendigt og tog sig indbydende ud.

Hun boede stadigvæk hos forældrene. Moderen havde også fået hjælp fra En Vía til sin forretning, som bestod i at slagte og partere kyllinger, som hun købte levende et sted i nærheden. Hun havde et sandt forretningstalent, for hun havde en højttaler, som hun brugte, når hun havde kyllinger til overs. Arbejdet var nemlig mest på bestilling. Men hun lejede også højttaleren ud til andre sælgere.

Derfra kørte vi til den lidt større by Teotitlan, hvor vi først så kirken. Dernæst besøgte vi tre forskellige, som vævede tæpper af garn, som de først havde kartet og spundet og farvet. Det er en tradition, at de forskellige landsbyer er specialiserede. I Teotihuan laver man tæpper, og det foregår typisk i små familievirksomheder. En af kvinderne kom derimod fra en landsby, hvor de flettede kurve, men hun havde ladet sig omskole til tæpperne, hvilket havde taget hende mange år. Arbejdet foregår i familierne, hvor både mænd og kvinder arbejder med det, og børnene lærer det, fra de er helt små.

Det var en indholdsrig tur fyldt med indtryk.

Se billedserien Små lån, stor virkning

5. januar 2018

De mindre byer omkring Oaxaca har en ugentlig markedsdag, som er fordelt på alle ugens dage. Om fredagen er det Ocotlan. Vi tog bussen ind til byen og fandt uden for meget besvær en colectivo-taxi til Ocotlan. Jeg fik ligesom forleden igen pladsen på puden over håndbremsen. Sikkerhedsseler er der normalt ikke noget, der hedder, selvom det også er et lovkrav her i Mexico. Det var en tur på godt 30 kilometer.

Markedet er kendt for at have stande med kunsthåndværk i form af tekstiler, og Ranveg fandt en bluse lige i den farve, hun gerne ville have. Hun var ikke helt utilfreds med, at hun fik prisen ned med en tredjedel. Markedet var stillet an i gaderne i bykernen. Der var temmelig trangt og et mylder af mennesker. En del larm var der også ikke mindst, fordi en højttalerstemme kunne høres hele tiden. Det var bogstavelig talt ”oplysning til borgerne om samfundet”, idet der blev oplyst om prostatakræft. Ellers mindede folkelivet om det, vi har oplevet i Tlacolula.

Vi så den fint restaurerede kirke. I det nedlagte kloster i samme kompleks som kirken var der en udstilling af billeder af Ocotlans store søn er kunstneren Rudolfo Morales (1925-2001). Det var en ganske lille udstilling, men meget indholdsrig. Der var nogle tegninger af menneskekroppe, som han gengav med stor akkuratesse. På nogle malerier så man et ansigt en face, men næse og mund i profil. Er det påvirkning fra fransk kunst?

Det mest spændende var dog en serie på 15 collager, som var underfundigt finurlige i et naivistisk billedsprog. En mand og tre hunde, to sorte og en gylden, gik igen på dem alle sammen. På det første billede sås mandens ansigt midt foran kirken, mens hundene lå i forgrunden og nærmest sov vendt mod beskueren og ryggen mod kirken. Ellers var der helt mennesketomt. I de følgende billeder legede den samme mand med en drage af den slags, drenge laver af snore, papir og lister og sætter op i vinden. Så kom der efterhånden mere liv i hundene. På flere billeder bliver andre mennesker engageret, idet de rækker op efter dragerne, mens andre bare cykler forbi. Nogle af dragerne slipper løs og flyver selv. Hverken manden selv eller andre har fat i snoren. Godt halvvejs henne i serien bliver det aften, og stjernerne lyser på himlen Legen har i dagens løb ført til noget forunderligt. Nu er det stjernerne, der holder fast i snoren. På et billede ligger han og sover sammen med sine hunde under stjernehimlen efter en dejlig dag. På det næste vågner han en vidunderlig morgenstund til en ny dag. På det sidste billede er vi tilbage på pladsen foran kirken. Nu er der et mylder af glade mennesker, der rækker ud efter dragerne, som fylder luften. Stjernerne holder fast i alle dragesnorene.

Fortolkning? Det overlader kunstneren til beskueren.

Desværre var det ikke tilladt at fotografere.

6. januar 2018

Da vi kom tilbage til campingpladsen i går aftes, var der kommet et hold schweizere. Det viste sig, at dem havde vi mødt sidste år i juledagene i San Miguel de Allende. Manden havde hjulpet os med et problem med vores vandpumpe.

Om eftermiddagen inviterede værtsparret os på kaffe i anledning af, at det er helligtrekongers dag. Vi fik en traditionel mexikansk helligtrekongerskage, hvori der var indbagt nogle små plasticfigurer af Jesusbarnet.

7. januar 2018

Vi så det fotografiske museum i Oaxaca. Museet, der er indrettet i et gammelt charmerende palæ, er ikke så stort. To fotografer dominerede udstillingen. Den ene havde nogle underlige billeder, som ikke rigtig fængede. Et par stykker havde dog gode miljøskildringer, men det var så det. Den anden fotograf havde derimod fulgt en basketball turnering og det dertil hørende folkeliv i nogle landsbyer i dalene, der omgiver Oaxaca. Især ét billede var helt vidunderligt. Det var strengt symmetrisk opbygget og optaget på basketballbanen. I baggrunden stod de store drenge, som var klar til at gå på banen lige inden kampen. I forgrunden stod en ældre dame i sin traditionelle indianske kjole. Hun stod med en bold ved skulderen parat til at skyde den op i nettet. Hun havde et levende ansigt og lysende øjne. Ansigtsudtrykket fortalte ikke bare om koncentrationen, men også om liv. Ifølge billedteksten var det landsbyens borgmester, der skulle spille bolden op i nettet som start på turneringen.

Efter museumsbesøget fandt vi en forretning, der sælger mezcal, det oaxacanske modsvar til tequila, for at købe en flaske, vi kan tage med hjem. Det var et sted, hvor man kan få smagsprøver. Vi købte et par flasker med en larve i bunden. ”Con gusano” hedder det. Det betyder egentlig orm, men det er i virkeligheden en larve, som oprindelig var et tegn på kvalitet. Den skal fortælle, at mezcalen er lavet af rigtig agave. Larverne lever nemlig på agaven. I dag er de dog opdrættet separat og tilsat flasken efterfølgende.

På campingpladsen var der kommet et ungt par fra Slovakiet. De har rejst i Sydamerika i halvandet år, solgt bilen i Chile og efter en tur hjem fløj de til USA og købte en anden bil i Oregon. Det glæder mig altid at møde rejsende fra Østeuropa, for det fortæller om den kolossale udvikling der er sket. Før 1991 havde de stort set ikke mulighed for at rejse ud af deres land.

8. januar 2018

Det meste af dagen gik med at vaske bil. Bortset fra, at det er længe siden, den er vasket sidst, og snavset sad godt fast, har den nu i et par uger stået lige under et træ, og det er ensbetydende med fugleklatter. Og Ranveg sagde lige nøjagtig de ord, jeg håbet, hun ville sige: ”Hvor er den blevet flot!”

9. januar 2018

I dag var vi ude at køre i den nyvaskede bil. Vi kørte til Teotitlán del Valle. Der var vi også for nogle dage siden, da vi var på udflugt til de kvinder, der blev hjulpet i gang med mikrolån. Byen er zapotekisk, og det fremgår også af sproget på nogle af vejskiltene. Der ligger den ene lille butik ved siden af den anden, som sælger de flotteste tæpper og tasker – og bluser. Ranveg købte en fin bluse vævet af bomuld og silke.

Vi købte et måltid varmt mad på restauranten Tlamanalli. Det er også en zapotekerfamilie, der ejer og driver den. Ifølge en artikel i New York Times for et par år siden regnes den for en af verdens 10 bedste restauranter. Maden var da også ekstraordinær god. Først fik vi serveret et lille glas mezcal af et bæger på størrelse med et lille snapseglas. Bægeret var drejet i ler og havde samme form som en middelalderlig dansk døbefont med rund fod, som der også er eksempler på i Aalborg Stift. På det ene bæger var kummen kugleformet. På det andet havde den lodrette sider. De former genfindes også i døbefontene. Men ligheden var uden tvivl tilfældig. Mezcalen var også det bedste, vi indtil videre har smagt. Den var i øvrigt hjemmelavet efter ældgammel zapotekisk tradition. Den blev serveret sammen med let saltede græskarkerner, knust chili blandet med salt og små appelsinstykker med skal på. Man skulle tage lidt chilipulver mellem fingrene og drysse det på appelsinen og suge på det og derefter tage en lille smule af mezcalen. Foruden mezcalen fik vi nogle sprøde stykker majstortilla af blå majs, som skulle dyppes i en mild guacamole. Guacamole er mosede avocadoer tilsat krydderier som chili eller hvidløg. Variationsmulighederne er enorme.

Dernæst fik vi en grønsagssuppe. En af ingredienserne var en gul blomst, som vi også har fået andre steder. På kanten af tallerkenen lå der en quesedillo, en tortilla med ost også lavet af blå majs. Mexico er jo majsens fædreland, da det er en oprindelig indiansk afgrøde. Traditionelt har man spist majs i et utal af variationer. Siden er majsen gået ind i det mexikanske køkken som en fundamental bestanddel. Det betyder, at mange forretninger kun fører majsmel, så det kan være vanskeligt at finde hvedemel. Rugmel findes slet ikke. Smagen af majs synes vi ikke så godt om, og når vi har valget, vælger vi tortilla lavet af hvedemel i stedet for. Men den blå majs er helt anderledes og har en dejlig smag.

Hovedretten var kylling i majsmole tilsmagt med tomat og chili. Det lyder voldsomt med alt det chili, men det var fint afbalanceret. I Mexico findes det stærke chili generelt kun i tilbehøret, så man bestemmer selv, hvor stærk maden skal være.

10. januar 2018

Ny udflugt – denne gang til Hierve el agua, som er en klippeformation lidt over en times kørsel fra vores campingplads. På en klippekant er der nogle kildespring med mineralholdigt vand, som forstener - eller fryser, når det løber ned ad klipperne. Det var et spektakulært syn og kunne godt minde om istapper. Der var nogle basiner, man kunne bade i, og der var den samme stemning, som man finder på stranden derhjemme en god sommerdag.

Se billedserien: Hierve el Agua

Aftensmaden indtog vi på en restaurant i Tule, hvor vi har spist flere gange. Ranveg bestilte husets egen salat, som blev serveret i en gryde. To store radiser var skåret ud som blomster, og i salaten på min tallerken var en stor radise skåret ud, så den grangiveligt lignede en fluesvamp. Det må være en tradition, som ligger i forlængelse af det store arrangement radisenatten. For resten er radiserne ikke så stærke som danske radiser.

11. januar 2018

En tur ind til byen. Det vigtigste formål var at købe kaffe, da det ikke kan fås hos købmændene. Det er egentlig mærkeligt, fordi Mexico er et kaffeproducerende land. Vi købte det på en kafe med det gode navn Café Café. Udover andre indkøb købte vi også billetter til en danseforestilling i morgen aften.

12. januar 2018

Camperens to 6 volts batterier trænger til udskiftning. Vi har stort set haft solskin fra en skyfri himmel siden vi startede på denne tur i begyndelsen af oktober. Men batterierne vil ikke kunne klare bare et par dage med overskyet vejr som den gang, da de var nye. Vi har rådført os med Calvin om det, og han viste os hen til et specialværksted, hvor de kun arbejder med batterier. Her bestilte vi to batterier. De ville kunne skaffe dem i løbet af en time. Det havde vi desværre ikke tid til at vente på, da vi skulle tilbage til Tule med bilen og ind til byen igen med bus for at se en danseforestilling.

Kort efter vi var kommet tilbage, stod Calvin og talte med en mand. Da manden var gået, kom han hen og sagde, at det var en nabo, og at han havde sagt, at jeg havde kørt alt for stærkt på den smalle vej. Calvin rystede på hovedet af det og sagde, at den mand var ikke særlig vellidt i nabolaget, fordi han lagde sig ud med folk og blev betragtet som en tværing. Lidt efter kom naboen tilbage og påstod, at jeg havde påkørt hans tag. Det var nogle bløde blikplader over et hønsehus. Jeg er dog temmelig sikker på, at jeg ikke har gjort det. Sagen var, at der holdt en bil parkeret i venstre side, så det var svært at komme forbi. Vi måtte hen at se på det, og Calvin rettede de to plader ud og skruede dem fast.

Vi havde købt billetter til en danseforestilling på et hotel inde i byen. Det begyndte med spisning, og vi kom til at sidde sammen med et amerikansk par, som vi hyggede os med. Manden fortalte med det samme, at hans bedstemor var fra Danmark, men at hans forældre var norske. Han kunne dog ingen af sprogene, men norsk var det sprog, hans forældre brugte, når de talte om hemmeligheder.

Dansere fra forskellige byer omkring Oaxaca optrådte i deres traditionelle klædedragter. Det var et farverigt skue, og det udtrykte en overvældende og smittende livsglæde. En dans bestod af, at en mand dansede omkring en kvinde som for at gøre kur til hende. I andre danse skubbede kvinderne til mændene, så de trimlede om på gulvet. I en tredje dans deltog der fem mænd og ingen kvinder. Det var et historisk optrin, hvor to mænd repræsenterede zapotekerne, to mixtekerne og den femte var aztekernes høvding Moctezuma.

Se billedserien Dans i Oaxaca

13. januar 2018

Vi kørte ind til byen og fik installeret de to batterier, vi havde bestilt, og som stod og ventede på os. Det tog ikke særlig lang tid, og alt var godt. Troede vi.

Da vi nu alligevel var ude at køre fortsatte vi til Mitla, hvor der ligger nogle mixtekiske ruiner. Området består af fem bygninger, som har været templer og palæer. Den mest imponerende af dem har bevaret fem kraftige søjler med glatte skafter. Bygningerne er dekoreret med geometriske mønstre, som man kan genfinde i moderne tekstilarbejder. Nogle steder var der bevaret indskrifter. Skriften minder om de ægyptiske hieroglyffer.


Mitla by Niels Clemmensen on Exposure

Det viste sig, at batterierne ikke fungerede. Tilbage på campingpladsen kiggede Calvin på dem og kunne med det samme se, at ledningerne var forbundet forkert. Heldigvis var der ikke ødelagt noget. Vi er meget heldige med, at vi har sådan en teknisk ekspert. Vi har aldrig før været på en campingplads, hvor der har stået sådan en ekspertise til rådighed – for slet ikke at tale om beredvillighed og hjælpsomhed.

14. januar 2018

Man kan ikke undgå at blive dyttet af, hvis man står stille i kanten af den gennemgående vej. Det er kollektivtaxierne, der dytter, hvis de har ledig plads. Tit stikker chaufføren armen ud af vinduet og viser med en eller to fingre, hvor mange ledige pladser han har.

Vi tog en kollektivtaxi ind til centrum. Det vil sige, de kører kun på ringvejen, så man må gå ind til centrum. Der fandt vi en bus til Monte Alban.

Monte Alban ligger, som navnet antyder, på et bjerg højt over Oaxacadalen og med en forrygende udsigt over byen og dalsystemet. Her opførte zapotekerne omkring 500 f.Kr. en by, der nærmest fungerede som en hovedstad, hvor de omliggende byer nede i dalene måtte betale skat. Monte Alban ligger ubekvemt, fordi der ikke er vand deroppe. Det måtte transporteres derop i den tørre årstid, der varer næsten et halvt år. Det er et imponerende arbejde, der ligger bag. Bjergtoppen er blevet jævnet. Der er flyttet millioner af tons jord – uden brug af hjul eller trækdyr. Centrum udgøres af en plads, der måler 750 gange 250 meter. Der er et væld af templer og fornemme boliger, ligesom der er astronomiske ”instrumenter”, der har gjort det muligt at lave en præcis kalender. I et af husene er der nogle markante relieffer, der forestiller dansende mænd. Måske er det personer, der skulle ofres til guderne. Måske er det fanger. Betydningen er uvis.


Monte Alban by Niels Clemmensen on Exposure

Vejret er blevet koldt. Om eftermiddagen er der dejlig varmt i solen, men så snart solen er væk, bliver det koldt. I morges var der kun 3 graders varme.

15. januar 2018

Tidlig morgen flyttede vi camperen, så dem, der holdt bagved, kunne komme ud. Efter frokost kørte vi til den lille by Santa Ana, som ifølge guidebogen skulle have noget kunsthåndværk. Der var et ganske lille marked, men da det ikke var muligt at parkere et ordentligt sted, kørte vi igen. I stedet tog vi til Teotitlan og fandt et sted, hvor vi kunne købe et par gaver. Da vi på vej dertil havde tanket benzin, var der kontantbeholdningen svundet ind. Men indehaveren af forretningen tilbød at køre med til en hæveautomat. Det var en længere køretur. Imens gik Ranveg en tur. Det interessante ved det var, at det lykkedes at holde noget i gang, der kunne minde om en samtale med de få gloser, jeg kan. Udsagnsordene i alle mine såkaldte sætninger var bøjet i at-formen (infinitiv). Det tjente det samme formål, som når man taler om vejret: Man holder en kontakt i gang. Jeg fik blandt andet at vide, at han talte zapotekisk hjemme, men at der ikke findes undervisning hverken i eller på zapotekisk i skolen.

Da vi kom tilbage, fandt jeg på nettet ud af, at der er over 450.000, der taler zapotekisk. Det er underligt, at et sprog, der tales af så mange, har så lav status. Det ville svare til, at den grønlandske skole kun havde dansk som undervisningssprog.

16. januar 2018

Hjemmeside om formiddagen. Byærinder om eftermiddagen. Det sidste mest for gåturens skyld.

17. januar 2018

I morgen skal vi hjem. Træværket indvendigt i camperen blev smurt godt ind i citronolie. Et par låger, der er særligt udsat for solen, var blevet bleget, men fik helt nyt liv efter masser af olie.

Næste opgave var at pakke kuffert. Det varme tøj skal med hjem, men vi har ikke ret meget varmt tøj her. Nogle få ting, vi ikke bruger mere, skal også med hjem. Det gælder om ikke at køre rundt med andet end det nødvendige.

Om aftenen havde Calvin tændt op i pejsen, og vi havde en hyggelig aften. Der var kommet nogle nye rejsende, et par fra British Columbia og en australier på motorcykel, som boede i et lille telt. Canadierne var på vej mod Sydamerika, mens australierne var på vej i modsat retning.

18. januar 2018

Jeg havde regnet med, at der i dagbogen i dag kun skullle stå, at vi pakkede kufferterne færdig og tog af sted. Men mens vi pakkede, kom australieren og ville gerne se vores camper. Vi havde heldigvis god tid og fik en hyggelig snak med ham. Han var 54 og havde solgt sin virksomhed indenfor byggebranchen og sendt sin motorcykel sendt til Chile. I de første mange måneder havde hans kone også været med. De havde begge to sovet i det lille bitte telt. Men hun var begyndt at længes hjem. Det trak også i hende, at hun havde børn af et tidligere ægteskab, og nu skulle hun for første gang til at være oldemor. Men om en uge skulle han hente hende og sin gamle far i lufthavnen i Mexico By.

Over middag sagde vi farvel og tak og kørte ud til den anden campingplads, hvor camperen skal stå. Vi var der i god tid og havde tid til at få en snak med indehaveren. Vi talte blandt andet om korruptionen i Mexico, og han fortalte en historie om en, der ville lave en uddannelse af mezcalbønderne, så de kan få deres produkt afsat på et internationalt marked. Han havde lavet en uddannelsesplan og fået lavet alle nødvendig aftaler med det statslige landbrugsministeriums uddannelsesafdeling. Da alt var på plads, spurgte folkene fra landbrugsministeriet: ”Hvad med os? Hvad får vi ud af det?” – ”I hjælper jeres bønder´til at få en bedre indtægt, og selv får I en masse prestige, fordi I har sat det i værk.” – Men det var slet ikke det, det handlede om. De ville have penge i deres egen lomme, og da de ikke fik det, faldt det hele til jorden.

Den mand, der skulle køre os til lufthavnen, kom til den aftalte tid. Vi havde beregnet mere end meget god tid, for trafikken i byen kan være rædsom. Det var den. Da vi sad fast i en kø, kiggede han uroligt på klokken, men vi kunne fortælle ham, at han bare kunne tage det roligt.

Turen hjem skete uden noget bemærkelsesværdigt. Der var en forsinkelse, men heldigvis har KLM flere daglige forbindelser mellem Amsterdam og Aalborg, så vi kom bare med et senere fly. Den største ulempe ved det var, at vi gik glip af en velkomstmiddag derhjemme.

Hermed ligger dagbogen stille, til vi er på farten igen.

Forrige side December 2017

Næste side Februar 2018