December 2017

Billedet herover: Marked i Tlacolula.

1. december 2017

En stille dag, hvor jeg arbejdede med hjemmesiden, og Ranveg foretog en masse indkøb.

Sidst på eftermiddagen fik vi en hyggelig snak med en ung mand fra Schweiz, som rejser rundt i en varevogn, han har købt i British Columbia. Han er lærer og har været ansat på en tre års kontrakt på en skole i Schweiz som lærer i en klasse med 30 børn, hvoraf kun de fem kunne betragtes som normale. Resten var børn med voldsomme problemer af mange forskellige slags samt indvandrerbørn, som han ikke havde noget fælles sprog med. I et værkstedsfag havde et af børnene taget en hammer og slået en anden elev i hovedet. Nu et år efter ligger denne elev stadig i coma. På grund af de hårde vilkår havde han betinget sig, at efter de tre år skulle han have et års ferie med løn. Det er det år, han rejser i nu. Han er en af den slags, man tager hatten af for, for selvom arbejdet var hårdt, kunne han lide sit arbejde.

2. december 2017

Ejeren af campingpladsen kørte os ud til pyramiderne i sin egen bil. De ligger lige uden for byen og er ikke bare områdets, men en af Mexico Bys største seværdigheder. Vi skulle bare ringe efter hende, når vi ville hentes, men det ville vi nu ikke ulejlige hende med. Undervejs fortalte hun lidt om sit forhold til politiet, og at en højtstående person indenfor politiet var hendes ven. Det viser i et glimt, at det mexicanske samfund ikke er et retssamfund på samme måde som det danske – og de europæiske for den sags skyld også. Her gælder det om at have de rigtige forbindelser.

Udsigt over anlægget fra Månepyramiden med Solpyramiden i baggrunden til venstre.

Vi ankom tidligt før de store folkemængder. I Teotihuacan er der ikke kun tale om to meget store og imponerende pyramider, men om en hel by med kloakering og en gennemtænkt og strengt symmetrisk byplanlægning. Byen var stort set samtidig med det antikke Rom, og i sin storhedstid havde den omkring 150.000 indbyggere. Det er hverken en mayakultur eller en aztekerkultur, men en helt egen kultur, som kaldes teotihuacankulturen. Udover et citadel, der rummede byens verdslige administration, var der ingen andre fæstningsværker eller bymur. Man har levet af handel over hele det nuværende Mexicos område og helt ned i Honduras.

Gennem byen gik en 40 meter bred og over 2 kilometer lang gade, der over nogle strækninger måske nærmere var at betragte som en række pladser end en egentlig gade. For den ene ende lå citadellet, og for den anden ende lå månepyramiden. Lidt længere henne ad gaden lå solpyramiden, som var den største med et grundareal, som var lige så stort som Keopspyramiden i Ægypten. Den var dog ikke lige så høj som den i Ægypten, fordi den ikke var helt så stejl. Alligevel kunne den nok tage pusten fra os, da vi gik op på den. Når vi kiggede på den strøm af mennesker, der gik op og ned ad pyramiden, kunne den ligne en myretue.

På toppen af begge pyramider har der været et tempel. Arkæologiske fund tyder dog på, at den pyramide, man kalder solpyramiden, ikke har været anvendt til tilbedelse af solen, men af en guddom for vand.

På vej mod pyramidens top.

Der var også palæer for de fornemme med gårde, der mindede om en romersk atriumgård, og som man i øvrigt også finder i alle de gamle mexicanske byer.

Det begyndte midt i det 1. årtusinde før Kristus, da der fandt et vulkanudbrud sted i den sydlige del af Mexicobassinet. Her blev nogle byer gjort ubeboelige, og man måtte finde et nyt sted at bosætte sig. Det blev Teotihuacan. Men omkring 750 e.Kr. var det slut. Byen blev opgivet. Man ved ikke rigtig hvorfor. Senere blev aztekerne den dominerende kultur frem til spaniernes ankomst.

Det blev en dag, hvor vi gik meget, og der var to, der var trætte, da de kom tilbage til deres camper.

3. december 2017

Om morgenen kom schweizeren og sagde farvel, og mens vi skypede med en af børnene, kom det tyske par og sagde farvel, og så var vi pludselig de eneste campister. Resten af dagen gik med praktiske gøremål, og det mest spændende var skypesamtalen.

4. december 2017

Nu var det vores tur til at komme videre. Vi fik pakket sammen og gik over til værtinden for at betale og sige farvel. Hun fortalte, at hun var født her i byen for mange år siden – mere end 60. Hun ville vise os noget, men Ranveg forklarede hende, at hun ikke kunne se det, fordi hendes syn er dårligt. Det fik hende først til at sige til Ranveg: ”Du har sådan nogle smukke øjne, og så kan du ikke se. Jeg har sådan nogle grimme øjne, men jeg kan godt se.”

Dernæst fik det hende til at fortælle en historie: Et ungt par kom ind på en restaurant og sad og studerede menukortet. ”Hvad vil du have, kære? Vil du have det eller det, min søde?” På et tidspunkt undskyldte hun sig, for hun skulle lige ud og rette på sin makeup. Tjeneren, der havde overhørt deres samtale, sagde så til manden, at han syntes det var så flot, at han talte til hende på den måde. ”Åh,” svarede manden, ”jeg kan såmænd ikke huske, hvad hun hedder.”

Nå, vi fik sagt farvel, og værtinden sagde, at hun håbede, at vi snart kom igen.

Lige udenfor byen fik vi benzin på. Det var to unge piger, der var tankpassere. De havde begge nissehuer på. Og det var første gang, jeg så en tankpasser med rød læbestift. Som andre tankpassere ville hun også vaske forruden. Det gjorde hun også, men hun var ikke højere, end at hun lige akkurat kunne se over kølerhjælmen, når hun stod på tæer.

Vores mål var byen Puebla, som skulle være en særlig skøn by et par timers kørsel herfra. Det var en nem køretur på betalingsvej, og det vil sige rimelig god vejbelægning og ikke særlig meget trafik. Det var en smuk vej gennem højlandet. I 2500 meters højde passerede vi et område på en højslette med intensivt dyrket landskab, som næsten lignede noget, vi kender hjemmefra.

Puebla er Mexicos 5. største by, og det siger ikke så lidt. Men vi fandt campingpladsen inde i byen uden besvær. Efter mange overvejelser over, om vi skulle tage den ene eller den anden plads, og over hvordan solen står om morgenen og om eftermiddagen og så videre, var vi klar til at stille det hele an. Det første er altid at få camperen til at stå plant.

Her var det, vi opdagede, at de to gule trekantede klodser, vi bruger til at nivellere den med, var væk. De kunne kun være ét sted: på campingpladsen i Teotihuacan. Øv. Vi blev hurtigt enige om, at det nok ville blive meget svært at finde sådan nogle andre i Mexico, og at den nemmeste løsning ville være at køre tilbage til Teotihuacan. Undvære dem kan vi ikke. Og da klokken kun var to, kunne vi nok nå det inden mørkets frembrud.

Klokken fire var vi tilbage igen. Værtinden sagde: ”I morges sagde jeg, at jeg håbede snart at se jer igen, men jeg havde nu ikke regnet med at se jer så hurtigt!”

Jeg tog for sjov og viste hende kvitteringerne for de forgæves betalte vejafgifter. Da jeg lige skulle til at krølle dem sammen, sagde hun: ”Nej, du skal ikke krosse dem. Jeg kan bruge dem i mit skatteregnskab!”

Og klodserne? Dem havde hun set, så snart vi var kørt, og lagt dem til side, så alt var godt.

5. december 2017

Om morgenen blev der fyret masser af kononslag af, så vi troede, at det var myndighedernes sidste og afgørende slag mod de kriminelle bander. Men blomsterhandleren beroligede med, at det bare var en helgen, der blev fejret.

Det var samme køretur som i går, så der var tid og ro til at fundere over forskellen på målt tid og oplevet tid. Når man måler tiden med et ur, er en time altid en time - hverken mere eller mindre. Men nogle gange oplever man tiden som enten kort eller lang. Der er ingen tvivl om, at den længste time på døgnet er den mellem klokken 11 og 12, mens man venter på frokost.

Nå, men det var kun en to timers køretur, så vi var fremme godt middag. Der blev tid til at tage en tur ind til byen. Det er en meget lang bustur, og derefter en lang gåtur. Vi havde to ærinder nemlig at finde en café, hvor vi kunne købe nogle kaffebønner. Det lykkedes uden besvær. Det andet ærinde var at forny vores telefonabonnement, så vi kan komme på nettet igen. Campingpladsens wifi når ikke ud til, hvor vi holder.

I telefonselskabets kundeservice skal man først melde sig i en reception og forelægge sit ærinde. Derefter kom der en dame, der førte os hen en af 26 ekspedienter. Her forelagde vi vores ærinde igen og blev sendt hen til en kassedame for at betale. Dernæst tilbage til ekspedienten, som så skulle aktivere abonnementet.

I Danmark ville man gå lige hen til en ledig ekspedient, som også ville ordne det hele i én arbejdsgang. I Ukraine har man automater, hvor man taster sit telefonnummer og betaler med sit betalingskort ind, og så er det i orden.

Vores var ikke i orden, viste det sig, da vi kom tilbage. Så vi må derind endnu en gang. Den store fejl var selvfølgelig, at vi ikke tjekkede det, mens vi var der.

På vejen tilbage var udfordringen at finde det rigtige sted at stå af i mørket, men et reklameskilt var det signal, der fortalte os, hvor vi var.

6. december 2017

Jeg har fået en ordentlig forkølelse, som gjorde mig ukampdygtig. Ranveg købte ind i et nærliggende indkøbscenter, og om eftermiddagen gik hun til Cholula, der er en forstad til Puebla, men tidligere en selvstændig by.

7. december 2017

Mere af det samme. Mens jeg blev i sengen, tog Ranveg en tur til byen og fandt forskellige lækkerier.

8. december 2017

Nu går det meget bedre. Vi tog begge to en tur ind til byen. Det er en tur på op mod tre kvarter alt efter, hvilken rute bussen kører. Undervejs lagde jeg mærke til en moderne treetagers kontorbygning i stål og glas midt mellem traditionelle erhvervsbygnnger. På et skilt højt oppe stod der: ”Vejen til himlen.” Man skal som bekendt også læse det, der står med småt. Med små bogstaver kom forklaringen: begravelsesfirma.
Telefonfirmaet kunne ikke finde nogen forklaring på, at vores datapakke på mobiltelefonen ikke var blevet registreret. I har nok allerede brugt det, antydede de. Men de sendte en forespørgsel til et højere sted i systemet, og så kunne vi få svar indenfor 24 timer.

I byen så vi et kapel i en kirke, som er berømt for sin overdådige udsmykning med bladguld. Derefter gik vi ind for at se domkirken. Det er en treskibet basilika. Hovedalteret står selvfølgelig i midterskibet. Det er en imponerende barok opbygning, som man kan gå rundt om. Midt i midterskibet var der anbragt korstole i et indelukke, som kun var åbent mod alteret. Derover var der et stort orgel.

Mens vi gik rundt og kiggede, begyndte der at ankomme festklædte mennesker. Det viste sig, at der skulle være bryllup, og vi bestemte os til at overvære den første del af det. Der ankom også en organist, så vi fik orglet at høre. Det havde en ganske vidunderlig klang. Egentlig orgelmusik fik vi dog ikke at høre, da der kun var musik til de liturgiske led, og salmesang bruger man slet ikke på samme måde som i folkekirken.

Tilbage på campingpladsen fik vi en hyggelig snak med et par fra Quebec, som talte udmærket engelsk dog med tydelig accent.

9. december 2017

Det viste sig, at forkølelsen ikke var ovre. Det var rykket over i den anden side af hovedet så endnu en dag i sengen.

Ranveg tog på markedet inde i byen og kom hjem med noget dejlig mad.

10. december 2017

Fra middagstid gik det markant bedre med forkølelsen, og om eftermiddagen gik vi en tur i den søndagsstille by i det gode vejr.

Ved siden af os på campingpladsen holdt en camper, som tydeligvis var opmagasineret. Men om formiddagen var der kommet en familie, som gik i gang med at gøre den ren. Vi kom til at tale med dem, og de inviterede os ind i deres camper. Bagefter var de inde i vores, og vi kom faktisk rigtig godt ud af det med hinanden. Familien bestod af en voksen søn samt en dreng på 15-16 og en yngre dreng. Den store dreng havde haft engelsk i skolen og ville gerne bruge det. Desværre havde han et meget begrænset ordforråd, så han ikke kunne fungere som tolk. Ranveg fik derimod brug for alle sine spanskkundskaber. De fortalte, at de bor ti minutters kørsel herfra, og at camperen nu skulle gøres klar til deres juletur til Acapulco, en berømt ferieby på Stillehavskysten. Det var rigtig fornøjeligt at være sammen med dem. Det må de også have syntes, for de endte med at invitere os til middag i deres camper på tirsdag. Inden de gik, fik vi et par store knus af den store dreng.

11. december 2017

Puebla er betagende smuk og charmerende med fornemme bygninger, der nu er hoteller, banker og så videre, som oprindelig er opført som palæer. Der er den ene smukke facade efter den anden – i den ene gade efter den anden. Vi har brugt lang tid på bare at gå rundt i byen og nyde den.

I dag så vi Museo Amparo, som vel egentlig er et kunstmuseum, men hovedbestanddelen af samlingen består af kunst fra oldtiden. Derudover var der en stor udstilling af moderne tekstilkunst udført af en enkelt kunstner. Der var også en omfattende samling af fotografier. Det, vi lagde mest mærke til, var en chilensk fotograf, Paz Errázuriz, der blandt andet havde fået lov at følge nogle boksere, men hun havde skildret dem ikke primært som boksere, men som mennesker. Det gjaldt alle hendes billeder, at hun viste mennesket i dets sårbarhed. Fotografi og menneskekundskab gik op i en højere enhed.

Vi overkom desværre ikke at se alle afdelinger. Dertil var museet for stort. Men så har vi endnu en god grund til at vende tilbage til Puebla en anden gang.

Ude i byen fandt vi en lille café, hvor vi nød en kop kaffe og betragtede livet, som det udfoldede sig rundt omkring os. En mand med et handicap ville sælge roser, og han lirede hele sin historie af i forrygende fart. Det endte med, at jeg gav ham en mønt uden at købe nogle af hans blomster. Ranveg indkasserede til gengæld et kys.

Et sted stod jeg og ventede foran en butiksrude, mens Ranveg var inde på et offentligt toilet. En mand gik og studerede vinduet, så jeg flyttede mig, så han kunne komme til. Og i løbet af et øjeblik havde jeg næsten fået en ny ven. Da mange mexikanere kun har tågede forestillinger om, hvor de skal finde Danmark på Europakortet, har jeg fundet ud af, at det er en god idé at vise et kort på mobiltelefonen.

12. december 2017

Nu er det minsandten Ranvegs tur til at være syg. Hun har fået et maveonde. Vi tog alligevel en tur ind til byen og gik rundt og nød den. Vi gik rundt for at finde nogle bestemte forretninger. Inde på turistkontoret havde de sat krydser i vores kort, men vi kunne ikke finde dem, og når vi spurgte folk på gaden, blev vi vist helt andre veje – og kunne heller ikke finde det. Men byen er fin, så det var godt for noget.

Tilbage i camperen sidst på eftermiddagen faldt Ranveg om på sengen. Det var lidt ærgerligt, fordi vi var inviteret i byen, og fordi hun er den eneste, der taler spansk. Som aftalt stod den mexicanske familie her klokken seks, og jeg gik med dem alene udstyret med en ordbog og min mobiltelefon. Den store dreng og den voksne søn kunne en lille smule engelsk, men ikke nok til at føre en fri og ubesværet samtale. Men ordbogen og googletranslate hjalp med til, at vi fik både et hyggeligt og et meningsfuldt samvær. Det var en fornøjelse at se, hvordan de strålede, når jeg ved hjælp af ordbogen fik brygget noget sammen, der med lidt god vilje lignede en sætning. Vi udvekslede kontaktoplysninger og fik at vide, at vi var velkommen til at kontakte dem næste gang vejen falder forbi. Da jeg skulle til at gå, fik jeg stukket en madpakke i hånden til Ranveg med en besked om, at hun ikke måtte spise den før i morgen.

13. december 2017

Det har slået mig, at nu hvor vi har været her i landet så længe, så virker det, der i starten var fremmedartet og eksotisk, efterhånden som normalt.

I en stor by som Puebla er det lidt besværligt at køre rundt og ordne ærinder. Men vores gasflasker er tomme, og vi er nødt til at få fat på noget. På vejen hen til bussen standsede vi en lille lastbil med en gastank på ladet. Den kørte rundt og solgte gas. De ville gerne komme hen på campingpladsen. Det var nemt, da det var lige rundt om hjørnet. Da de stod og monterede slangerne, sagde de: ”Det her er imod loven.” Hvorfor det? ville vi gerne vide. ”Fordi det er farligt.” Hmm… Problemet var, at de havde ikke en adapter, så deres studs kunne passe til vores amerikanske gasflasker. Men de fik lidt fyldt på, og vi har gas til et par dage. Bagefter havde Ranveg lagt mærke til en mexikaner, der rystede på hovedet og sagde til en anden: ”Gringos!”

Nogle større campingpladser har aftaler med gasleverandører, som kommer for eksempel en gang om ugen. De har til gengæld det rigtige og lovmedholdelige udstyr.

Der er 15 km mellem Puebla og Cholula. Campingpladsen ligger nærmest Cholula, og den var målet for turen i dag. Der er to gode grunde til at aflægge Cholula et besøg. For det første er det en charmerende by, og for det andet er der en pyramide og andre oldtidsbygninger. Spanierne havde bygget en kirke på toppen af pyramiden, men den var desværre lukket på grund af jordskælvet i september måned.

Som sædvanligt er skiltningen i Mexico mangelfuld, og det er tit nødvendigt at spørge om vej. En ung pige i bussen tilbød at gå med og vise os vejen. Undervejs havde Ranveg en lang snak med hende blandt andet om hendes drøm om at komme til USA og arbejde som au pair pige. Ranveg gav hende en masse peptalk for at opmuntre hende til at gå efter sin drøm.

14. december 2017

Puebla og Cholula var et positivt bekendtskab. Vi kørte videre. Puebla er en meget stor by, og det tog næsten en time at komme gennem byen. Turen gik fint, og midt på eftermiddagen ankom vi til Tehuacan, hvor vi overnattede i en Æventyrpark. Det var et badeland, hvor det unge par, der ejer det eller driver det, hver eftermiddag laver noget underholdning for helt unge mennesker, hvad de havde et godt tag på. De forberedte os på, at der ville være høj musik til sidst på eftermiddagen. Imens gik vi en tur i anlægget og bagefter ind mod byen.

15. december 2017

Videre igen mod Oaxaca. Det er både en by og en delstat. Vi glæder os til at stifte bekendtskab med det, for staten adskiller sig på mange måder fra resten af Mexico. Eftersom der ikke findes mineraler, og eftersom staten er bjergrig og dermed ikke oplagt til landbrug, interesserede kolonisatorerne sig ikke så meget for Oaxaca. Derfor har livet især i landområderne fået lov at fortsætte som før spanierne. Den indianske befolkning udgør 50 % af befolkningen, og over 300.000 af dem taler kun et indiansk sprog – og ikke spansk. Der tales 18 forskellige sprog, og mange af dem er indbyrdes uforståelige. Alt det betyder, at der er et væld af skikke, traditioner og klædedragter.

Allerede da vi passerede statsgrænsen, kunne vi fornemme, at vi kom til noget helt andet. Det blev bjergrigt og øde og var meget smukt. Gennem byen var der tæt trafik. Det var dog ikke svært at finde vej. Inden vi nåede campingpladsen, svingede vi ind et sted for at få fyldt vores gasflasker op. Det var smart at få det gjort, inden vi stiller camperen an med vand og strøm osv. Men han kunne ikke få studsen til at passe i vores gasflasker, så han endte med at opgive det. Normalt har vi ikke problemer med det.

Vi fandt campingpladsen, der lå i nærheden. Den er ganske lille med plads til højst fem campere. Da vi bestilte plads i sin tid, bad de os om målene på camperen. Det giver god mening, nu da vi har set pladsen. Da to campere skulle køre videre næste morgen, skulle vi holde lige inden for porten den første nat, inden vi så skulle have den plads, de havde tiltænkt os.

Campingpladsen er noget helt særligt, fordi værtsparret, Leanne og Calvin, gør en stor indsats for at lave et miljø ud af det. De er tilflyttere fra Canada og har haft den i en årrække. Calvin har en baggrund som mekaniker, og han havde et væld af forslag til, hvordan vores gasflasker kunne blive fyldt. Det burde ikke være noget problem. Det skyldtes sikkert bare, at den mand, der betjente os, ikke trykkede påfyldningsstudsen hårdt nok ind. Hvis I tager derhen i morgen, sagde han, er der nok en anden mand, der betjener jer med et andet tag på det.

16. december 2017

Om morgenen rejste de to campere, så foruden os er der kun et yngre britisk-amerikansk par tilbage.

Vi kørte hen til gasstationen igen. Det var den samme mand som i går, men denne gang fyldte han begge flasker op uden problemer. Nu har vi gas til et stykke ind i det nye år.

Campingpladsen ligger i den lille by Santa María Del Tule en halv times buskørsel fra Oaxaca. Her kan man købe – næsten - alt. Køleskabet var tomt, og vi gik på indkøb på markedet og i butikkerne. Ved middagstid gik vi ind på en restaurant og fik en overdådig ret bestående af tre forskellige slags kød, der var grillet. En grill med glødende trækul kom ind på bordet. Nogle store tortilla blev lagt hen over kødet for at holde på varmen. Svinekoteletterne alene var et måltid i sig selv og særdeles velsmagende. Dertil blev der serveret forskellige salsaer. Der var meget mere, end vi med rimelighed kunne spise, men vi fik lov at tage resterne med hjem. Der var til mindst et måltid mere.

Et par ting kunne vi ikke få i Tule, så om eftermiddagen tog vi bilen ind mod byen for at købe ind i Walmart. Det var nemt nok at finde, men det var umuligt at finde en parkeringsplads. Der var en stor parkeringskælder, men vores bil er for høj til at komme derned. Almindeligvis har Walmart en kæmpemæssig parkeringsplads, men her lå forretningen i et større moderne indkøbscenter.

Inden vi tog tilbage med bussen, fik vi camperen bakket ind i hjørnet under et træ. Her skal den blive stående indtil nytår.

17. december 2017

Værtsparret fortalte, at om søndagen (i dag) er der et stort marked i Tlacolula. De anbefalede os at tage derhen i dag, hvis vi ville opleve det, fremfor at vente til næste søndag, som er juleaftensdag. Vi havde fået at vide, at der kører colectivos derud, men vi kunne ikke se nogen. Vi kiggede efter de små minivans, men her er det taxa, altså personbiler, der kører på den måde. Vi blev godt pakket sammen med flere andre passagerer og fandt let derhen.

Det var et stort og farverigt marked. En mand solgte mezcal ved en bod. Den er ligesom tequila brygget på agave, men det er en særlig variant her fra egnen. Vi fik mange smagsprøver, men da vi kom til prisen, gik vi videre. Længere henne ad gaden var der en butik, hvor der også blev solgt mezcal. Her var både kvalitet og pris i orden. Da vi havde bestemt os, bad Ranveg mig om at vende ryggen til. Så fik hun flasken pakket ind og havde en fødselsdagsgave til mig. Bagefter måtte jeg godt vende mig om igen – og betale.

Indehaveren spurgte som så mange andre har gjort, hvor vi kommer fra. Så kunne han fortælle, at han havde været på et krydstogt i Østersøen og været i København og havde set både Den lille Havfrue og Tivoli. Det viste sig i øvrigt, at han ikke bare solgte mezcal. Han producerede det også. Det forklarer, hvorfor han havde råd til et europæisk krydstogt.

I en bod købte Ranveg en vævet nederdel. Vi går ud fra, at de selv har vævet den.

Om aftenen var vi til Edwards 33 års fødselsdag. Han er den engelske part i det engelsk-amerikanske par. Vi havde en hyggelig aften sammen med dem og værtsparret. Calvin, værten, er en mageløs god fortæller, som gerne øser ud af sine egne oplevelser. Han delte nogle forrygende historier med os. Det er så tydeligt at mærke på dem, at de godt kan lide det menneskelige samvær med turisterne. Er der noget i vejen med en camper eller en bil, kan han enten selv lave det eller henvise til et værksted, der kan lave det. Og det er vel at mærke værksteder, han står inde for.

18. december 2017

En meget vigtig opgave skulle løses i dag. Om morgenen havde vi drukket det sidste af vores kaffe, så vi skulle have skaffet noget nyt. Leanne forklarede, hvor der lå en kafé, der solgte kaffebønner. Det var noget af en dagsrejse at komme derhen, men vi fandt det. I nærheden lå et supermarked, som er det bedste, vi har oplevet i Mexico.

Om eftermiddagen var vi på indkøb i Tule. På vej tilbage holdt en politibil og spærrede hovedvejen. Forklaringen var et optog, hvor der stod en masse mennesker i pænt tøj og med masser af blomster. Et hornorkester spillede så rent, som det vist nok var muligt. Vi stod lidt og kiggede og lyttede, men bestemte os så til at gå videre. Først da var det, at vi opdagede, at det var et ligtog.

19. december 2017

Min fødselsdag begyndte med, at Ranveg tidligt om morgenen gik hen til slagteren for at få det helt rigtige kød til aftenens hovedret.

Om eftermiddagen gik vi på sightseeing i Tule. Der kommer mange turister hertil for at se et træ, der regnes for Mexicos ældste. Det er 1500 år gammelt og måske endnu ældre. Det er underligt at stå ved siden af det og tænke, at det var et ganske ungt træ, før vikingetiden begyndte, og da man byggede de mange romanske kirker i Danmark, var det allerede et gammelt træ. Men det står der endnu med grønne blade på kirkegården i Tule. På kirkegården var der nogle sjove figurklippede buske. Ved siden af kirkegården var et nydeligt parkanlæg med flere moderne skulpturer. Alt i alt et hyggeligt og tiltalende miljø.

Leanne og Calvin og 65 lys i kagen

Om aftenen samledes vi inde hos værtsparret Leanne og Calvin til fødselsdagsmiddag – de samme seks personer som i forgårs. Det blev en rigtig hyggelig aften med mange gode historier. Leanne havde bagt en fødselsdagskage med to lys, der tilsammen betød 65.

20. december 2017

Vi har oplevet så meget i løbet af de to en halv måned, vi har været af sted, at det er rart med en stilfærdig dag. Der blev indhentet nogle ting, som skulle ordnes på computeren.

21. december 2017

Også en stille dag. Vi gik en tur hen i byen og kiggede på boderne, hvor de sælger kunsthåndværk. Det er næsten udelukkende tøj. Det forbavsende ved det er den meget høje kvalitet. Desværre havde vi ikke brug for noget af det.

22. december 2017

Den første del af dagen gik med arbejde ved computeren. Om eftermiddagen tog vi for første gang en tur ind til centrum. Det er en lang bustur. Men bussen kører ikke ind i centrum. Den følger en ringvej, og derfra er der en lang gåtur. Det lykkedes os at komme af et fornuftigt sted, selvom det ikke var der, vi havde planlagt. Der er to store pladser inde i centrum. Ved den ene ligger domkirken, og på den anden er der som i så mange andre byer en musiktribune midt på pladsen og nogle store trækroner, der giver skygge på næsten hele pladsen. Der er et mylder af liv. Vi slentrede egentlig bare lidt rundt og forsøgte at orientere os. Da sulten meldte sig, satte vi os på en bænk med mobiltelefonen og søgte efter gode og billige restauranter. Vi fandt et sted med gode omtaler, og vi fik en fremragende tre retters menu inklusive et glas vand med honning i, en lokal specialitet, for 50 kroner i alt for to personer.

Tilbage på torvet satte vi os på en bænk egentlig for at finde ud af, hvor vi skulle få vores kaffe. I det samme kom en dame og spurgte, om vi ville svare på nogle spørgsmål. Det var en undersøgelse, hvor de gerne vil vide mere om de turister, der kommer til byen. Mens jeg sad og udfyldte alle tre sider i skemaet, sad Ranveg og fik en hyggelig snak med damen, som fortalte, at ude i bjergene ligger der mange landsbyer, som ikke har vejforbindelse til omverdenen. Der er ingen strøm, ingen telefon, intet internet, men heller ingen skoler, og beboerne taler ikke spansk, men deres eget indianske sprog.

Kaffen måtte vi springe over for at nå bussen, inden det blev mørkt. Så længe vi ikke kender byen endnu, er det rart at kunne orientere sig i dagslys.

23. december 2017

Om formiddagen gik Ranveg på indkøb, mens jeg arbejdede ved computeren. Om eftermiddagen tog vi ind til byen for at opleve Radisenatten, Noches de Rábanos. Først købte vi et måltid mad på et marked. Det kostede næsten det samme som i går, men var ikke nær så spændende – eller godt. Ude i byen var der mange flere mennesker end i går. Der var kommet mange tusinde for at se radiser.

I omegnen avles der nogle store radisser på op til tre kilo, og en gang om året afholdes der en festival, hvor man laver figurer og hele scener af radisserne. Der var alt lige fra julekrybber over fænomener fra hverdagen til nattens dæmoner. I andre kategorier var der anvendt majs og evighedsblomster. Det er en gammel tradition, som nu har kørt i 120 år.

Der var som sagt mange i byen for at se det, og vi stod i kø i henved to timer, men det var ventetiden værd. Vinderen af førsteprisen i kategorien radisser havde lavet en julekrybbe med både hyrderne, dyrene og de hellige tre konger. En af kongerne red på en elefant. Alt lavet af radiser.

Ovre på den anden plads på musiktribunen spillede et symfoniorkester julemusik. Det var efterhånden blevet hen på aftenen, og vi var så heldige, at en politibetjent skaffede os en taxa, så vi blev kørt lige til døren.

Se også billedserien fra

Radisenatten - Noche de Rábanos

24. december 2017

Den 24. december, den dag, der for altid står i et bestemt lys. Der er noget uvirkeligt over det i de her fremmede omgivelser og i det gode vejr, vi har her med 10-11 timers solskin hver eneste dag. Godt nok er der pyntet op til jul overalt. Det kan man ikke undgå at se. Men det er altså juleaftensdag. I modsætning til den angelsaksiske verden er juleaften i Mexico den store aften, hvor familierne samles ligesom hjemme. I dagens løb var der mere stille i byen, end der plejer at være. Vi gik ud og spiste middag. Det var desværre ikke julemad, men mad, som man kan få hver dag.

Til aften gik vi med Leanne, værtinden, ud for at opleve en posada, et optog. Fra den 15. til den 24. december holdes der posada hver aften forskellige steder i byen – 9 aftener svarende til de 9 måneder Maria var frugtsommelig. Forsamlingen mødes foran et nyt hus hver aften og synger en sang, der handler om, at de er Josef og Maria, der søger et sted at overnatte. Værten åbner så døren og erklærer, at de godt kan gå igen, for det her er ikke noget herberg. Til sidst siger Josef, at Maria venter at føde Guds Søn, hvorpå døren åbnes, og forsamlingen inviteres ind på en bid brød og noget at drikke.

Den del af det gik vi desværre glip af, fordi posadaen begyndte klokken fem og ikke klokken syv som de andre aftener. Forsamlingen var gået videre, men vi fandt dem i en gade, hvor der var stillet borde op. Da vi ankom, blev der holdt en andagt. Derefter blev der delt mad og drikkevarer ud. Det var tamales, der består af brød og kød, der er pakket ind i et blad fra en majsplante. Drikken var atole, som også er lavet af majs og serveret varm. Lidt senere blev der serveret et glas mezcal, Oaxacas svar på tequila. Senere fortsatte det i kirken med midnatsmesse. Hele aftenen blev der fyret masser af knaldfyrværkeri af nogle gange med nogle ordentlige drøn lige i nærheden.

Messen sprang vi dog over og gik tilbage til camperen, hvor vi holdt vores egen lille juleaften ved at læse juleevangeliet først og dernæst hygge os med at læse julebreve fra familie og venner.

25. december 2017

Juledag. Vi er inviteret ind til værtsparret, Leanne og Calvin, til traditionel canadisk julemiddag. ”Det her er ikke Mexico. Det er Canada,” erklærede Calvin om middagen, som først skulle være midt på eftermiddagen. De tilberedte en kalkun, mens vi andre var opfordret til at komme med noget karakteristisk julemad fra hvert vores land. Vi snakkede om at lave brunede kartofler eller rødkål, men droppede det, fordi vi mangler en pande til kartoflerne, og rødkål har vi ikke set længe. Det blev derfor til en skål salat. Om formiddagen gik vi gennem den julestille by til markedet, hvor kun nogle få boder var åbne, og købte ingredienserne til salaten.

Det blev en fornøjelig eftermiddag og aften. Ud over værtsparret og os var der en veninde til værtinden, en englænder, som bor her i Oaxaca og er lærer på en skole. Hun holdt meget af børnene, men syntes, de bliver noget anstrengende som gruppe, når de blive teenagere. Når hun kommer ind i klassen, kan de finde på at sige: ”Hi Teach!” – ”Hov, hvad er det nu mit navn er?” - ”Det ved vi godt, men vi foretrækker at kalde dig Teach!”

Julemiddag. Foto: Calvin

Resten af selskabet var os campister, som udover os består af en mand cirka på vores alder, som kommer fra Mexico By, og som rejser alene. Han har i mange år rejst som sælger, men rejser nu for sin fornøjelses skyld. Derudover var der en fransk familie med fire børn i alderen 4-9 år. Den yngste fyldte fire år juleaftensdag. Det var et meget positivt bekendtskab med nogle søde, harmoniske børn. De rejser næsten et helt år i deres egen camper og er nu på vej nord på igen efter at have været i Guatemala.

26. december 2017

Vi tog ind til byen for at gøre noget sightseeing. Domkirken har en imponerende facade, men det indre var hurtigt overskuet.

Næste mål det hus, Benito Juarez, Mexicos nok mest visionære præsident, boede i, fra han var 12 til han var 22. Han var født i 1806 i en zapotekerfamilie i en landsby i delstaten Oaxaca. I en alder af tre mistede han begge sine forældre, og var derefter hos noget familie, indtil han blev ansat af en munk og bogbinder og derefter adopteret af ham. Først her lærte han at tale spansk og fik senere en uddannelse som jurist på et institut i byen, som var præget af liberale ideer. Her blev grundlaget lagt for hans senere imponerende politiske karriere. Som præsident i flere perioder gennemførte han nogle tiltrængte reformer, som endegyldigt gjorde op med mange forhold fra kolonitiden. Han er den eneste indianer, der nogensinde har været præsident i Mexico.

Benito Juarez er en fascinerende person, fordi han så klart så, hvad landet havde brug for og gennemførte det. Han er en ener og en undtagelse i mexicansk politik og historie, fordi det normale er, at politikere bruger deres embeder til at berige sig selv med dertil hørende korruption.

Museet øvede ham dog ikke retfærdighed. Det viste, hvordan et hjem så ud i begyndelsen af 1800-tallet, men gav ikke noget overblik over hans politiske virke.

Efter en sen frokost så vi kirken Santo Domingo, som med rette anses for at være Oaxacas største seværdighed. Den er overdådigt udsmykket med billeder og udskæringer, og alt er belagt med bladguld. 60.000 ark bladguld skal der have været anvendt.

Billedserie: Santo Domingo kirken, Oaxaca

På campingpladsen var der kommet to mænd, far og søn. Faderen var fra Hamborg, men havde boet i Mexico i 40 år. Dem fik vi en hyggelig snak med.

27. december 2017

Ved siden af Santo Domingo kirken ligger Museo de las Culturas de Oaxaca. Det er indrettet i det tidligere dominikanerkloster, der ophørte som kloster allerede i 1812. Under revolutionen blev det anvendt af det mexicanske militær. Men i 1990’erne blev klosteret restaureret på fornemste vis og indrettet til det fine museum, man kan se i dag. Det fortæller hele Mexicos historie fra oldtid til nutid med Oaxaca som omdrejningspunkt. Det vil for oldtidens vedkommende sige med tyngdepunkt på zapotecer- og mixtecerkulturerne. Der var udstillet en rig smykkesamling fra Monte Alban, der ligger lidt udenfor Oaxaca, og som først er udgravet i de senere år. Det er sensationelt, fordi spanierne har smeltet det meste indianerguld om, så der ikke er ret meget bevaret. Salene fra erobringen og fremefter gik vi lidt hurtigere igennem, ikke så meget fordi vi har stiftet bekendtskab med det før, som fordi teksterne var lidt anstrengende at læse, da de alle sammen var på spansk. Selvom jeg ikke taler det, kan jeg forstå meget, og Ranveg kan supplere med sit meget større ordforråd. Men da hun kun kan se teksterne med stort besvær, er det mig, der læser.

Et så stort museumsbesøg udløste naturligvis en frokost på en restaurant. Her kom tjeneren og stillede noget på gulvet, som vi troede var et stativ til at stille en bakke på, men han tog den med sig igen, da han gik. Da der senere kom nogle og satte sig ved bordet ved siden af, kunne vi se, at det var en stumtjener. Inden maden blev serveret, kom tjeneren med en stor bakke, som han satte på en buk ved siden af bordet. Der var en masse små skåle og en morter. Så skulle vi selv vælge, hvilke ingredienser der skulle i salsaen. Det har vi ikke prøvet før. Og da maden kom, var den fortrinlig.

Mange steder kan man købe ristede græshopper, chapulinas. De kan spises som snacks, drysses over en salat, men man kan også finde dem i fyldt chokolade.

28. december 2017

Kirken Basílica Menor de Nuestra Señora de la Soledad er en betydningsfuld helligdom i Oaxaca, da La Virgen de la Soledad blev udnævnt til staten Oaxacas skytshelgen i 1909. Ifølge legenden blev der i 1620 på mystisk vis fundet en statue i bagagen på et muldyr, der var på vej til Guatemala. Efter en anden version af legenden skulle Jomfru Maria også have vist sig på stedet. Og stedet – det er en klippe, som er blotlagt inde i kirken og omgærdet af et gitterværk. Det er dog i så mørkt et hjørne, at fotografering ikke var muligt. Kirkens indre er rigt udsmykket, og en figur af jomfruen med krone på hovedet indtager hæderspladsen i altertavlen over højalteret. Kronen, som er smykket med diamanter og ædelstene, blev stjålet i 1980’erne, men er siden erstattet af en kopi.

Se den lille billedserie med seks billeder:

Senere tog vi hen på et af byens største markeder, Mercado de Abastos, først og fremmest for at få et indtryk af hverdagslivet. Det var virkelig stort som en kæmpemæssig labyrint, hvor man let kunne blive væk. Her kunne man købe alt lige fra frugt til brudekjoler. Det så ud til at være varer i god kvalitet. Men da vi ikke skulle købe noget, gik vi igen, fordi der var så overfyldt af mennesker.

Tilbage på campingpladsen var der kommet et nyt par, et ungt par fra Ohio. De havde åbenbart hørt, at vi var fra Danmark. Det var meget interessant for den unge mand, der hed Aksel, og hvis bedsteforældre var fra Odense. Han havde også selv været der. De var startet fra Ohio for 14 dage siden og skulle bare væk fra vinteren i en fart. De planlagde at tage til Costa Rica, da de havde et halvt år at rejse i alt efter, hvor langt deres penge vil række. Han hedder Aksel og har et par bedsteforældre i Odense.

29. december 2017

Billedserien Monarksommerfugle - insektverdenens trækfugle blev færdig. Derefter gik vi en tur på markedet. Det er en længere gåtur, men markedet er overskueligt, fordi det ikke er så stort, og der er gode varer. Det fine ved at købe ind på markedet er, at hvis en bod har gode tomater, men overmodne bananer, køber man bare tomaterne og finder bananerne et andet sted.

På vej tilbage mødte vi et optog med et temmelig stort blæseorkester forrest efterfulgt af en mindre gruppe mennesker klædt i deres bedste tøj. Til sidst kom en mand, som med mellemrum affyrede en raket, som gav et kæmpe brag højt oppe i luften. Hvad det egentlig var, der foregik, fandt vi dog ikke ud af.

Tilbage på campingpladsen fik vi en hyggelig snak med de unge amerikanere. Han viste os sin drone og nogle af de billeder, han har taget med den, og fortalte om, hvordan den virker. Det var droneflyvning og ikke fotografi, der var hans interesse, men dronerne tager fotografi bogstavelig talt til et nyt niveau. Udviklingen på det område er gået meget hurtigt de senere år. Jeg så for første gang en drone hos en fotohandler i Brønderslev sidste sommer. Men hans var meget mindre. Den kunne med lethed være i en rygsæk, og der ville stadig være plads til andre ting.

30. december 2017

En bænk er ikke bare et sted, man sidder og hviler sig. En bænk kan også være et sted, man sidder, mens man venter, fordi man har en aftale – et stævnemøde for eksempel. I Oaxaca så vi en bænk med den finurlige tekst: ”Hvis du ikke lader vente alt for længe på dig nu, er jeg parat til at vente på dig hele livet.”

På Rufino Tamayo museet så vi en forrygende udstilling af mexicansk oldtidskunst. Det var ikke et arkæologisk eller et historisk museum, men et kunstmuseum. Teksterne gav kun oplysning om genstandenes oprindelsessted og tidsperiode. De fleste var fra den førklassiske periode 1250 f.Kr. til 200 e.Kr. Ellers fik de lov at tale for sig selv. De talte til beskueren med deres livfuldhed og fabulering. Personerne havde nogle vidunderlige ansigtsudtryk og kunne samtidig være helt groteske. Dette menneskelige element var umiddelbart appellerende.

Se den lille billedserie af genstande fra museet:

Bussen tilbage var overfyldt, og chaufføren kørte temmelig hårdt. Ved rødt lys var han få centimeter fra at påkøre en motorcyklist, hvorpå han åbnede døren og skældte ud. Senere kunne vi se, at manden faktisk var træt. Da vi kom længere ud af byen, og trafikken ikke var så massiv mere, slappede han mere af.

31. december 2017

Klokken 11 om formiddagen hørte vi dronningens nytårstale. Hun havde sædvanen tro også en nytårshilsen til danskere i udlandet. Det er nok først og fremmest danskere, der er udstationeret i forskellige sammenhænge, hun har tænkt på, men på den anden side var hendes formulering så tilpas åben, at det også kunne gælde sådan nogle som os, der bare rejser rundt for vores fornøjelses skyld. Vi repræsenterer jo på en måde også Danmark.

Efter nytårstalen tog vi til markedet i Tlacolula for at opleve folkelivet endnu en gang. Det fylder adskillige gader, og der er et mylder af mennesker. Der er mange indianere. Især ældre kvinder er klædt i farverigt tøj. Mange af dem kommer ind for at sælge, hvad de nu har dyrket. Der er også slagterboder, men vil man have virkelig frisk kød, kan man også købe levende kalkuner. De lå på fortovet bundne på fødderne.

Mad var der selvfølgelig alle steder. Vi købte et varmt måltid i en restaurant. Der var ikke noget menukort, men retterne var stillet frem i gryderne. Værtinden tog en tallerken og to teskeer og lagde en lille smule sovs fra fire forskellige retter op på tallerkenen, så vi kunne smage, inden vi bestilte. Vi bestilte oksetunge, som blev serveret med radiser og en krydderurt som salat. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at når vi en sjælden gang fik tunge i min barndom, sagde min far som regel: ”Denne tunge den er mør, den har været i munden før.”

Der kom en billedserie ud af besøget på markedet i Tlacolula, som kan ses her:

Tlacolula

Vi havde aftalt med det unge amerikanske par, som er de eneste campister her foruden os, at vi ville skåle nytår ind sammen. Vi mødtes lidt før klokken 12. Da de ikke har mulighed for at sidde inde i deres bil, havde Calvin hjulpet dem med at stille en bålplads an. De havde købt en flaske champagne, og han skød proppen af flasken præcis klokken 12, hvorefter vi skålede og ønskede hinanden godt nytår. Inde fra grunden kunne vi nyde fyrværkeriet i byen, mens hunden løb gøende rundt og var meget frustreret over de mange kanonslag. Vi havde også en flaske og nogle kager med, og vi stod og hyggede os til det faktisk var langt ud på natten.

Hjemme fejrer man jul og nytår på nøjagtig samme måde år efter år. Er der varianter, er det kun i detaljen. Men på rejse er det forskelligt fra år til år, og man fejrer det med nogle, man ikke kendte for en uge siden.

Forrige side November 2017

Næste side Januar 2018