November 2017
1. november 2017
Nu er vi ved at være klar til at tage til Mexico. Det eneste indkøb, vi manglede, var en anordning til at sætte ind mellem et strømstik på en campingplads og vores eget strømkabel. I Mexico kan spændingen variere, og det kan ødelægge køleskabet og de andre elektriske installationer. Det skulle være forebygget nu.
Nu skal vi sydpå. Nord for Phoenix så vi de første store saguarokaktus med deres karakteristiske arme, de rækker i vejret. Phoenix, der med sine over 4 millioner indbyggere er en af USA's største byer, kom vi let igennem uden trafikpropper og uden at køre forkert. Planen var at køre helt til grænsebyen Nogales, men i Tucson var der kun kort tid til solnedgang, så vi overnattede ved et casino, hvor vi har været før.
Om aftenen modtog vi en email fra nogle, vi kender, med en historie om, at truckcampere er blevet nægtet indrejse i Mexico. Vi har hørt om problemet før, men ifølge vores tidligere oplysninger og oplysninger i den medsendte artikel, var det kun ved tre bestemte grænseovergange – og ikke Nogales.
For at forberede os på bureaukratiet genlæste vi et afsnit i en rejsehåndbog, hvor der stod, at man skal aflevere sit turistvisum ved udrejse af landet. Det gjorde vi ikke sidste år. Der var intet personale på den mexicanske side, og pludselig var vi i USA. Nu kender vi dog lidt til Mexico og ved, at én ting er regler, noget andet er praksis.
Herover: En hjemmelavet camper ikke helt uden charme set på en parkeringsplads.
2. november 2017
Vi stod tidligt op, for vi skal som minimum nå frem til storbyen Hermosillo. De hundrede kilometer til Nogales forløb uden begivenheder. Belært af erfaringer fra sidste år standsede vi op for at aflevere et lille grønt kort til de amerikanske myndigheder, som de klipsede ind i vores pas ved indrejsen.
På den mexicanske side var der nogen forvirring om, hvilke baner vi skulle køre i, så vi måtte vende om et par gange. Skiltning manglede simpelt hen eller stod nogle steder, hvor det ikke var muligt at skifte bane. Med til at skabe forvirring er også, at paskontrollen ikke finder sted ved grænsen, men 20-30 kilometer inde i landet. På den strækning er der flere muligheder for at dreje fra og dermed komme ind i landet udenom paskontrollen.
Ved paskontrollen fik vi vores 180 dage, og der blev ikke stillet spørgsmål til det turistvisum, vi ikke afleverede ved udrejsen sidste vinter. Det virker lidt oldnordisk, at man først udfylder papirerne. Dernæst går man i banken, betaler og vender tilbage med en kvittering, før man får det sidste stempel og er færdig. Men det virker, og vi var der stort set alene, så det gik hurtigt.
Det gik også hurtigt med importformaliteterne vedrørende bilen. Bag glasruden diskuterede de, hvordan de skulle håndtere vores bil. Heldigvis havde jeg taget et billede på min telefon, så de kunne se, hvad det drejede sig om. De lagde beslag på 7000 kr. på mit hævekort. Dem får jeg tilbage, når vi udfører bilen igen. Dernæst fik vi vores papirer og kunne begynde at køre.
Det er samme rute som sidste år. Vi kunne godt mærke, at vi har prøvet det før og kender procedurerne. Det gjorde det noget lettere. Der er ingen overnatningsmuligheder før Hermosillo efter 300 kilometer. Vi havde vel optimistisk talt om, at nu ville de nok være færdige med det vejarbejde, de var i gang med sidste år. Men så hurtigt går det ikke i Mexico. Hovedvejen Mex 15, der går fra Nogales til Mexico By, er de ved at lave firesporet. Over lange strækninger er vejen stadig tosporet med en fartbegrænsning på 60 og overhaling forbudt, som er markeret både med fuldt optrukne dobbeltlinjer og skilte. Lovlydigt holdt jeg farten på de 60, men følte mig efterhånden mere og mere som en lokomotivfører, der har en lang række vogne bagefter sig. Men modsat lokomotivføreren blev jeg ikke chockeret, når en eller flere af vognene overhalede med fuld fart.
Havde det ikke været for korruptionen, kriminaliteten, skatteunddragelsen og almindelig inkompetence, ville Mexicos infrastruktur, sociale forhold og så videre have været på et meget højere niveau, for det er i bund og grund et velstående land. En helt ny rapport viser, at aktiviteter forbundet med narkohandel og skattesnyd andrager 58,5 milliarder US dollars, et beløb, der er genstand for hvidvaskning, og som svarer til 6,6 % af Mexicos økonomi. En beregning viser, at omkostningerne ved genopbygning efter de to katastrofale jordskælv i september måned i år kunne dækkes af det beløb, tidligere guvernører har stjålet fra de offentlige kasser. Regeringen har erklæret, at den er beskæmmet over, at det ikke er lykkedes at gøre noget ved korruptionen, men hvordan skulle man gøre det effektivt, når præsidenten har den holdning, at der er tale om et kulturelt fænomen?
Så længe de forhold ikke er ændret, må vi turister køre på hullede veje og mexikanerne leve med et samfund, der kunne have fungeret meget bedre.
Vi nåede frem til Hermosillo inden mørkets frembrud og fik lov at overnatte på en parkeringsplads ved et supermarked, hvor der var vagt på døgnet rundt. Vi havde fået det anbefalet af nogle på et forum, som har stor erfaring med rejser i Mexico. Sidste år overnattede vi på en bevogtet parkeringsplads for lastbiler. Selvom det lå lige i nærheden, var supermarkedet meget bedre alene, fordi der hverken lugtede af diesel eller tis.
3. november 2017
Inden vi kørte videre, fik vi købt et sim-kort, så vi nu har et mexikansk telefonnummer og fremfor alt kan komme på nettet uafhængigt af wifi.
Vi kørte til San Carlos, der ligger ved havet. Det er en turistby, som trods sin naturskønne beliggenhed mangler meget af den charme, andre mexikanske byer har. Vi var her et par dage sidste år, så vi vil kun have én nat.
4. november 2017
Inden vi kørte, fik vi en lang snak med en frisk canadisk dame på 71, som rejser alene. Hun havde altid rejst meget, men var især begejstret for Mexico og kunne give flere gode tips. Hun havde et gevaldigt mod og både humor og selvironi, så det var et fornøjeligt møde.
Vi kørte de 270 kilometer til Álamos. Der var det samme evindelige vejarbejde, så det tog sin gode tid. Ellers skete der ikke noget særligt på turen. Vi var her sidste år og kørte til den campingplads, vi kendte. Det er et kombineret hotel, bed & breakfast og campingplads. Værtinden forklarede, at det hele var lejet ud til et bryllup (det var lørdag), og at de havde lejet det helt til mandag. Men hvis vi var indforstået med larmen, var vi velkommen til at være her.
De var i gang med de sidste forberedelser til at tage imod 200 gæster. Brylluppet skulle begynde i kirken klokken 18. Vi gik en tur ind i byen. Kvart over syv var brylluppet stadig i gang inde i kirken. Men lidt efter kom de ud, og vi fik et glimt af brudepar, gæster og hele stemningen. Vi stod lige overfor trappen og så, hvordan fotografen kæmpede for at få et gruppebillede.
Der er flere, der har sagt, at der er så mange andre byer, der er mere interessante end Álamos. Det er rigtig nok, men vi kan godt lide byen, fordi der er en stilfærdig, hyggelig og afslappet atmosfære især sådan en lørdag aften, hvor mange mennesker er i byen. Man kan tydeligt mærke, at folk hygger sig.
Vi fejrede vores ankomst til Mexico ved at spise på en restaurant, vi kendte i forvejen, og den skuffede bestemt ikke.
Da vi kom tilbage til campingpladsen, var bryllupsfesten i fuld gang. Alle gæsterne stod op og råbte taktfast: ”Kys, kys!” Brudeparret kunne vi ikke se, men de må have fulgt opfordringen, for pludselig blev der fyret en raket af.
Se billedgalleriet Álamos - en magisk by fra vores besøg i 2016.
5. november 2017
Vi har bestemt os til at være her nogle dage for at arbejde med hjemmesiden og planlægge den videre tur. Så det gik det meste af dagen med. Sidst på eftermiddagen gik vi ind til byen for at gøre nogle indkøb og mødte en engelsktalende mexikaner i en butik, som vi fik en lang god snak med. Det var en mand på 70. Han var arkitekt, men i Álamos var der ikke noget at lave for ham, så nu var han gået i gang med at uddanne sig til ingeniør. Det var så hyggeligt at snakke med ham, at vi blev enige om at mødes igen i overmorgen på en café. I morgen kunne det ikke blive, for så skulle han til eksamen.
6. november 2017
Vi arbejdede videre med planlægningen frem til nytår. I Mexico kan man ikke improvisere med overnatninger som i USA. Der er ikke så mange muligheder at vælge imellem, så det der bedst at planlægge det omhyggeligt. Det blev vi færdige med i dag.
7. november 2017
En god dags arbejde med hjemmesiden.
Om eftermiddagen gik vi ind i byen for at møde Rosario. Hans eksamen var gået godt. Han havde arrangeret, at vi skulle møde et amerikansk par, der var hans bedste venner.
Undervejs gennem byen fik jeg lov at tage et billede af en ung pige i sit fineste tøj. Rosario forklarede, at det er en tradition at holde en fest, når en pige fylder 15 år. Både Ranveg og jeg fik et knus af pigens mor.
Det amerikanske par tog imod os i deres nydelige hus, som de selv havde bygget. Udenfor var der mindst 35 grader, men inde i deres stue var der et behageligt indeklima. De store vinduer stod åbne og var kun dækket med fluenet, og en vifte i loftet kørte rundt. De fortalte, at de på en rejse i Mexico var kommet hertil og var blevet så begejstret for stedet, at de havde købt en byggegrund. Det var ikke resultat af nogen plan. Det skete bare, som de udtrykte det. Manden var amerikaner med norske rødder, mens konen var indvandret fra Belgien. De var begge meget kritiske overfor USA og USA's optræden i verden og så NATO som et redskab i USA's hænder til at opnå verdensherredømme. Heroverfor måtte vi fremhæve vores syn på NATO som en absolut nødvendig organisation i en verden med et stadig mere aggressivt Rusland, der besætter områder i nabolandene. De mente også, at CIA stod bag Ukraines Maidanoprør. Et lidt spøjst synspunkt, som det normalt kun er Kreml, der er talsmand for. Bortset fra at vi ikke var på bølgelængde indenfor politik, var det et hyggeligt samvær.
I forlængelse af den politiske diskussion fortalte Rosario, hvordan amerikansk kultur trænger sig mere og mere på. Allehelgen – eller mere præcist alle sjæles dag - er en meget stor højtid, hvor man samles på kirkegårdene og har en form for samvær med de døde. Dagen hedder da også de dødes dag. Det er en dag, som har en stærk position i den mexikanske bevidsthed. Men de amerikanske traditioner omkring halloween bliver stadigt mere fremtrædende, og han luftede sin bekymring for, at de med tiden skal fortrænge de dødes dag.
Da vi brød op efter et par hyggelige timer, fulgtes vi ad ind til byen. Rosario syntes, vi havde alt for langt at gå. På et tidspunkt standsede han en forbikørende og kaldte os lidt efter hen og sagde, at vi skulle sætte os ind. Han forklarede, at det var hans læge og gode ven, og han kørte os hjem.
8. november 2017
Arbejdet med hjemmesiden er uforeneligt med rejsedagene. Det er også rart med nogle dage på det samme sted. I dag blev artiklen om Operahuset i ørkenen færdigt.
I det meget varme vejr går vi ind til byen og henter 8 liter drikkevand hver dag, og det er slet ikke for meget.
9. november 2017
Om aftenen mødtes vi igen med Rosario denne gang på en cafe. Vi lavede det som et interview om Mexico. Han er et meget vidende og engageret menneske og vil gerne dele sin viden og synspunkter med os. Vi fik lov at optage samtalen, og Ranveg vil skrive en artikel på det grundlag.
Vi var rundt om mange ting som mexikanernes dobbelte arv: den spansk/europæiske og den aztekisk/indianske, som indgår i en symbiose. Det gælder ikke kun landets historiske bevidsthed, men også helt ned på det personlige plan, fordi mange eller måske ligefrem de fleste mexikanere er af blandet herkomst.
Den dobbelte arv er tydelig på det religiøse område. Der findes en betydelig synkretisme. Ifølge aztekisk tro foregår livet i cykler på 52 år. For hver cyklus skal guddommen tilfredsstilles ved menneskeofringer. Men med kristendommen er dette overflødiggjort, fordi Kristus har ofret sig selv. Til gengæld synes aztekerne, at ifølge kristendommen mangler Gud en kvindelig modpart. Selvom katolicismen i forvejen ærer Jomfru Maria, har denne tilbedelse fået et særligt eftertryk i dyrkelsen af La Virgen de Guadelupe. I begyndelsen af 1500-tallet havde en indianer set Jomfru Maria i et syn. Det skete i Guadelupe lige udenfor Mexico By. Denne version af Jomfru Maria fejres med processioner og fest over hele Mexico, hvor den indianske kultur bliver særligt fremhævet.
Rosario fortalte også om sit eget liv blandt andet om studenteroprøret, som han havde oplevet det i Mexico By i 1968 som ung arkitektstuderende. Det var en blodig affære i forhold til Vesteuropa. Myndighederne foranstaltede en massakre, som kostede et stort antal studerende livet. Hvor mange, der reelt er tale om, er uklart. Tallene svinger fra 40 til 4000. På grund af en bus, der brød sammen, fortalte Rosario, var han netop ikke til stede på den plads, hvor massakren fandt sted.
Rosario fortalte også en historie om sine forældre, som var en rigtig kærlighedshistorie. I hans barndom var brændekomfuret blevet skiftet ud med et gaskomfur, som moderen var meget utryg ved. Første gang hun skulle bage brød i det nye komfur, må hun have glemt det, for brødet var brændt. Hun var så ulykkelig, at hun brød grædende sammen. ”Hvad er der i vejen?” ville faderen vide, og sagde: ”Nåh, ikke andet. Jeg har altid syntes bedst om brød, der er lidt brændt, men jeg har aldrig rigtig vidst, hvordan jeg skulle sige det.” Fra den dag lavede hun altid et brød, der var ekstra bagt til faderen, og børnene, der gerne ville være ligesom deres far, spiste også af det. – På forældrenes guldbryllupsdag holdt faderen en tale og sagde: ”I dag synes jeg, sandheden skal frem. Helt ærlig brød jeg mig ikke om brændt brød, men gennem årene er jeg faktisk kommet til at holde af det.”
10. november 2017
Om aftenen var vi igen sammen med Rosario. Det er, som om vi gennem ham er kommet ind bag overfladen af Mexico. Han har givet os indblik i mange ting, som ikke er umiddelbart synlige.
11. november 2017
Mere arbejde med hjemmesiden. Jeg sad ude i skyggen af nogle træer. Der er også en række meget høje palmetræer. Pludselig lød der en knagen og bragen, og noget falt til jorden. Det fik mig til at tænke på noget af den mest skræmmende del i den danske sangskat, nemlig linjen i Johs. V. Jensens En sømand har sin enegang ”…og kokospalmen slipper frugt, som slår en mand ihjel…” Det var dog ikke en kokosnød, men en vissen palmegren, der faldt ned.
Når man sidder ude, kan man somme tider høre en brummen som af en meget dyb humlebi. Det er en colibri, verdens mindste fugl, der opfører sig nærmest, som om den var et insekt ved at suge nektar af blomsterne.
12. november 2017
Så blev arbejdet med hjemmesiden færdig:
Vaske guld – video
Vi har været her helt alene undtagen et par dage, hvor der var en enlig amerikansk dame, som vi ikke havde kontakt med.
Men til aften kom der hele to nye campere. Først kom en camper med belgiske nummerplader. Manden var kørestolsbruger, og konen fortalte, at det satte nogle begrænsninger på, hvor de kunne komme. Ikke desto mindre havde de rejst i Sydamerika i fire år og rejste nu på andet år i Canada, USA og Mexico. De var på vej til Cancún, hvorfra de skulle med fly til Argentina for at holde jul med deres datter og svigersøn og et vennepar. De to unge mænd var løbere. De havde startet deres rejse i Prudhoe Bay, Alaskas nordkyst, i juni 2016. Mændene skiftedes til at løbe, så de begge to løb tre gange om ugen – en maraton hver gang. Nu var de lige kommet ind i Argentina.
Lidt senere ankom et par fra Vancouver Island. De havde to ting, de kørte efter: strand og dans. Byer, som vi ikke synes, er noget særligt, syntes de var rigtig spændende, fordi der mange gode dansesteder. Af og til holdt de også kursus i for eksempel tango.
13. november 2017
Begge par var hyggelige at tale med, og vi kunne sikkert have fået glæde af det, hvis vi skulle blive, men nu skal vi altså videre.
Og så skete det i dag for første gang, at vi stiftede bekendtskab med korruptionen i politiet. Vi havde bestemt, at vi ville købe stort ind i et supermarked i Navojoa. Lige så snart vi havde parkeret foran supermarkedet, stod der en betjent, som ville se mine papirer. Han sagde, at jeg ikke havde overholdt min vigepligt i et kryds. Jeg husker det godt. Det var temmelig forvirret. Mens han stod og bladrede i sin bødeblok, forsøgte Ranveg at distrahere ham ved at spørge, om der var vagter på parkeringspladsen foran supermarkedet. ”Der har en gang været en nattevagt, men han blev myrdet,” lød svaret. Afledningsmanøvren virkede dog ikke. Jeg skulle betale en bøde på 100 pesos (35 kr.). Nu var det en situation, vi havde forberedt os på, og standardrådet er, at man aldrig skal betale en bøde på stedet, men insistere på at gøre det på politistationen. Så det gjorde vi. ”Men så koster det 1000 pesos og ikke 100,” sagde han. Dermed var det klart, hvad det handlede om. Vi holdt fast på vores, og pludselig spurgte han, om vi havde en flaske vand, han kunne få. Og det havde vi. Jeg sprang ud af bilen og ind i camperen og fandt en helt ny flaske vand til ham. Da han modtog den, gav han mig oven i købet hånden.
Heldigvis var han ikke på nogen måde ubehagelig. Jeg kom til at tænke på en historie, vi hørte sidste år. En amerikaner var blevet standset af en betjent, der forklarede, at hans ”forseelse” var så alvorlig, at hans bil ville blive konfiskeret. Men han endte med at forære betjenten fire solmodne og nyplukkede avocadoer, der lå på bagsædet.
Og her viste det sig, at der faktisk var tre vagter, der holdt øje med bilerne på parkeringspladsen.
Vi overnattede i en lille ferieby, der hedder Las Glorias, som ligger ved stranden. Turismen er gået i stå i Mexico, så den så meget lukket og forhenværende ud, men vi fik lov at parkere ved en restaurant, der lå lige ned til stranden, og i mørkningen gik vi en tur langs vandet, hvor bølgerne er noget kraftigere end ved Vesterhavet.
14. november 2017
Las Glorias ligger 50 kilometer fra hovedvejen, så det er en temmelig lang afstikker for at finde et sted at overnatte, men alternativet var en tankstation inde i byen midt imellem lastbiler. Og så var afstikkeren god, fordi det var et helt andet Mexico, vi så her, nemlig frodigt landbrugsland med kort afstand mellem landsbyerne. På en måde var der noget velkendt ved det.
Vi kom tidligt af sted, for vi havde en tur på 375 kilometer i storbyen Mazatlan. 375 kilometer er en lang dagsmarch, fordi vejkvaliteten er så svingende. Vi nåede dog frem halvanden time før solnedgang. Fra campingpladsen kan man gå lige ned på stranden. Her ligger en række hoteller med op til tyve etager. Det meste byggeri er nyt. Her holder mexicanere ferie, og amerikanere og canadiere bor her i deres campere i vintermånederne.
Sidste år var vi på en campingplads lige i nærheden, men ejeren var så grådig, at vi fandt et andet sted i år. Her talte vi med et canadisk par, der havde nøjagtig samme oplevelse af den anden campingplads.
15. november 2017
Ligesom i Las Glorias er der meget varmt her med over 35 grader, og luften er meget fugtig, så det var direkte ubehageligt. Men det var behageligt at sætte sig ind i bilen med aircondition og køre videre.
Et sted måtte vi tanke benzin. Alle tankstationer er med betjening. Jeg fortalte tankpasseren, at vi komme fra Danmark – i Europa. Han stod og tænkte sig lidt om og sagde så: ”Bikingo.” Sådan lød det, fordi spansk har noget med, at b og v lyder næsten ens. Så der gik et øjeblik, inden det gik op for mig, at han selvfølgelig mente vikinger. Det har vi mødt adskillige gange før. Selvom vikingerne aldrig nåede til Mexico, må man sige, at de er slået godt igennem alligevel.
Dagens etape var 100 kilometer kortere end i går. Nu har vi forladt ørkenstaterne og kommet ind i det tropiske område. Her er der grønt som i juni derhjemme, og der er langt imellem, at vi ser en kaktus. Det er vist mest som prydplanter, de anvendes.
Dagens mål er Tepic, hovedstad i delstaten Nayarit. Her var vi også sidste år. Det er en stor by. Selvom vores campingplads ligger et par kilometer fra centrum, er der masser af små gode forretninger i sidegaderne. Vi gik en tur blandt andet for at finde et vaskeri til i morgen. Her kom vi til at tale med en ualmindeligt tiltalende ung mand, som var amerikansk statsborger, men hele hans mors familie bor her i byen. Vi fik en lang hyggelig snak, og han fik underholdning, mens han måtte vente på, at vaskemaskinen blev færdig. Da vi gik, sagde han: ”Nu har I en ven her i byen.”
Senere fik vi en hyggelig snak med en dame i en fastfoodforretning. Det var dog på spansk, så det var Ranveg, der stod for den samtale. Vi fik gode informationer, og hun fik underholdning, mens hun ventede på kunder.
16. november 2017
Vi startede med at indlevere vasketøjet på et vaskeri. Det var dog et andet end det, vi så i går, og det viste sig at være et udmærket valg. Dernæst stod den på indkøb. Der er ikke noget supermarked her i nærheden, men derimod en mængde små forrretninger, hvoraf mange er rigtig gode. Men det tager lidt længere tid at finde ud af, hvor man kan få hvad.
Om eftermiddagen fandt vi en café, vi havde fået anbefalet, lige i nærheden af universitetet, hvor de solgte prima kaffe. Desværre havde de ikke flere kaffebønner til salg. Det er sådan her i landet, at gode kaffebønner kan man ikke få hos købmændene eller supermarkederne, men derimod på caféer og i nogle tilfælde i særligt gode bagerforretninger. På caféen fik vi også en kage, som blandt andet indeholdt lidt roquefortost.
17. november 2017
Lidt af en afslapningsdag. Varmen her er ikke så brutal som nogle af de andre steder, vi har været, fordi Tepic ligger i over 900 meters højde. De andre steder lærte vi for første gang at sætte rigtig pris på camperens aircondition.
Herover: Campingpladsen med kun én camper.
Om aftenen fløj flagermusene rundt med lydløse sorte vinger.
18. november 2017
Inden vi begyndte at køre videre, skulle vi lige have hævet kontanter. Begge hævekort blev afvist i den første bank. I den næste bank blev de også afvist. Her gik hæveautomaten i stå og beholdt det ene kort. Vi ventede for at se, hvad der ville ske, og efter ti minutter gav den kortet tilbage igen. Maskinen genstartede, og vi kunne se, at den kører på Windows 7.
Der var en lang gåtur til de to banker, og vi var lidt ærgerlige over at have så meget tid uden at have fået noget ud af det. På køredagene gælder det om at komme tidligt af sted, for man ved aldrig, hvad man kommer ud for undervejs. Vi havde heldigvis benzin nok til hele turen og kontanterne kunne også række til betalingsvejene. Det er ikke helt billigt at køre på dem, men det betaler sig, for det tager mindst dobbelt så lang tid at køre på de andre veje.
I Guadalajara, som har flere millioner indbyggere, var der tæt trafik. Det var nemt nok at finde vej. Vi kørte ikke forkert en eneste gang, men det tog et par timer at komme gennem byen. Årsagen var formentlig, at det er lørdag, og Mexico har en lang weekend, fordi det er revolutionsdag på mandag.
Da vi nåede frem til Jocotepec, hvor der er en campingplads, var det næsten mørkt. Campingpladsen kunne vi ikke finde, mens vi kørte rundt i et nydeligt villakvarter. Et sted var der noget græs og en lygtepæl, som så velegnet ud. Vi bankede på i et hus lige ved siden af, og de havde ingen indvendinger mod, at vi parkerede der. Det blev en fredelig nat.
19. november 2017
I en anden by, Chapala, skulle der være en Walmart. Sidst vi hævede kontanter, var også i en Walmart, og det gik let og smertefrit. Så vi ville lige smutte derhen og få det ordnet og så køre videre. Men de 25 kilometer var en lang tur, som tog mindst en time. Først et langt stykke ad en ujævn jordvej, dernæst gennem Jocotepecs smalle gader og til sidst gennem en lang række småbyer med utallige forhindringer. Men vi fandt Walmart. Her blev det ene kort også afvist, og det andet beholdt automaten. Den eneste hjælp, forretningen kunne give, var en seddel med et telefonnummer. En kunde, der også skulle hæve penge, var så venlig at ringe til nummeret for os, men det var bare en maskine, han talte med, så det fik vi ikke noget ud af. Senere fik vi at vide af en butiksleder, at man ikke kan få banken til at komme for at åbne automaten. De kommer kun et par gange om året for at tømme den for kort. Folk kan jo bare få et nyt kort, var deres holdning. Kunder, vi talte med, fortalte, at det sker igen og igen.
En canadisk dame, som var fastboende i området halvdelen af året, forklarede, hvor vi kunne finde en bank med en ordentlig hæveautomat. Vi fik en lang hyggelig snak med hende og hele historien om, hvordan hendes mand var blevet dødssyg og overført til et canadisk hospital med ambulancefly. Han overlevede. Hendes morale var: I skal rejse, mens tid er, man ved aldrig…
Vi fandt banken, og Ranvegs kort virkede. Det er kun i de største forretninger, man kan betale med kort, og mange gange er det ikke en gang muligt på benzinstationer, så vi skal sørge for hele tiden at have nok kontanter.
Nu var der gået så meget af dagen, at vi var nødt til at køre tilbage og finde den campingplads, vi ikke kunne finde i går aftes. Det lykkedes. Hemmeligheden var, at vi ikke skulle følge gps’en. Det er en nærliggende fælde. Man tror, gps’en er en autoritet, men i virkeligheden skal man altid bruge sin kritiske sans.
Campingpladsen, der ligger ved Chapalasøen, havde nogle svømmebassiner og boldbaner og var et yndet udflugtsmål på en lang weekend som denne. Vi nåede at gå en tur, inden det blev mørkt, og nyde omgivelserne og udsigten over Laguna de Chapala, som er Mexicos største sø.
20. november 2017
Videre. Vi var tidligt oppe. De første 25 kilometer til krydset i Chapala, hvor vi hævede penge i går, tog selvfølgelig også en time i dag. Men der gik det helt galt. Det var Mexicos revolutionsdag, og i den anledning var der en procession, så al trafik var spærret. Allerede i Jocotepec var vi stødt ind i en procession, så gaden var spærret. Vi undslap ved at bakke ud på en trafikeret vej. Men i Chapala sad vi helt fast. ”Hvor længe varer det?” spurgte vi en mand på gaden. ”Højst 10 minutter,” svarede han. En halv time senere spurgte vi en anden: ”Højst 5 minutter!” Efter halvanden time kom der endelig gang i trafikken igen.
Med kontanter i lommen og benzin i tanken gik det ud ad landevejen. Men vi kunne godt se, at vi ikke ville være i stand til at nå vores mål. Vi gik på nettet og fandt en anden og nærmere campingplads. Det var nemt nok at finde landsbyen, som var noget det fattigste, vi har set indtil nu. Vi havde nogle koordinater at følge, men da gps’en ikke kendte den videre vej, kunne den ikke hjælpe. Det kunne nogle damer i byen derimod. Efter deres udseende at dømme, må de bestemt have været indianere. En af dem, en ældre dame, havde en blok under armen. Hun rev et papir ud og tegnede et kort for os.
Godt en kilometer ude ad jordvejen kom vi til en port, som svarede nøjagtig til den beskrivelse, vi havde. Jeg steg ud af bilen og erfarede, at porten var lukket med en hængelås. Det var nu næsten mørkt. Men henne ad vejen kunne jeg se, nogen komme hen imod mig. Det viste sig at være en tyr, så jeg tænkte, at det nok var bedst at gå ind i bilen igen. Det var et flot dyr med et par lange spidse horn og et rigtigt muskelbundt. Den gik lige så fredeligt forbi og bagefter kom en flok køer og til allersidst hyrden til hest. Han havde et par krykker, som lå på tværs foran ham. Vi spurgte ham, om det var vejen op til campingpladsen. Det var det, og så tilbød han at ringe til Arturo, indehaveren. Han prøvede adskillige gange, men fik ikke forbindelse. ”Er porten låst?” ville han vide. Så steg han ned af hesten med begge krykker og gik hen og låste op for os. Det var en hængelås af den slags, hvor man skal bruge en talkode og ikke en nøgle. Sådan fandt vi frem til campingpladsen i bulder mørke. En time efter kom indehaveren og bød os velkommen. Han havde været på tur med nogle af de andre campister.
21. november 2017
Det lykkedes os desværre ikke at få snakket så meget med indehaveren. Vi havde ellers fået indtryk af, at han faktisk havde en del at byde på. Men vi nød i stedet de landlige omgivelser og den dejlige udsigt over en stor sø, hvor der lå et par byer på den anden side.
Vi valgte at gå den lange tur ned til landsbyen med det stolte navn San Juan Benito Juarez - stolt fordi Benito Juarez er en af Mexicos mest markante præsidenter. Mens vi stod i en forretning og købte grønsager, kom den dame fra i går aftes, der tegnede et kort til os, og tog Ranveg i armen og hilste hende med et stort varmt smil. På en trappesten sad to ældre mænd med en colaflaske. Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget andet end cola i flasken. Det viste sig også at være tilfældet. På tilbagevejen ville den ene af dem ikke lade os passere. Han stillede sig op midt på den smalle vej med udstrakte arme og var meget snakkesalig.
22. november 2017
Mens vi gik rundt og ledte efter indehaveren, mødte vi et britisk par, som havde købt en campingbus i USA, og som nu havde rejst rundt i næsten to år. De havde været her i længere tid og kunne fortælle, at området faktisk havde en del at byde på. Men vi havde bestemt at køre videre til Pátzcuaro. Det var en tur på 80 kilometer på gode veje. Udfordringen kom, at da vi skulle finde campingpladsen, der ligger i udkanten af byen. Turen gik ad nogle små gader, som ikke en gang var brolagte, men jordveje med store huller. Gps’en ville finde den korteste vej. Et sted førte den os fra en befærdet vej hen ad en sidegade, men vi kunne se, at vi ikke kunne komme igennem på grund af lavthængende grene. Der var ikke andet at gøre end at bakke ud på den befærdede vej. Et andet sted havde den ført os op ad en stejl gade og ned igen mod en større gade. Men elledningerne hang så lavt, at det ikke var muligt at komme forbi. Igen måtte vi bakke op ad den stejle jordvej med store huller. Til sidst fandt vi dog campingpladsen. Den ligger højt med en fantastisk panoramaudsigt over Pátzcuaro og søen af samme navn.
Det hører nærmest med til rutinen, at campingpladserne er svære at finde.
Vi gik en tur ned i byen og fik et første indtryk den meget charmerende historiske bykerne. På en café spurgte vi om, hvad det var for nogle eksplosioner, vi hele tiden kunne høre. En af dem var så tæt på, at vi så lysglimtet. Forklaringen var, at det var Skt. Cecilies dag, helgeninde for musikken. I kirken skulle der være et arrangement hele aftenen. Vi gik derhen, og en præst var i gang med en prædiken/tale, hvor vi kun kunne opfange ord som Cecilie, Jesus og musica. Jeg tror, han var en meget dygtig taler ud fra den måde, han betonede ordene på: nogle gange indtrængende med lav stemmeføring, nogle gange appellerende og nogle gange med et dramatisk udtryk i et højere toneleje og med stor fart.
På caféen havde vi fået at vide, hvilken type taxa, det var sikkert at køre med. Turen tilbage gik ad de samme bumpede jordveje gennem byen. Det var en tur til 17 kroner. En gang i sommer kørte vi en taxatur lokalt i Brønderslev. Her var startgebyret 90 kroner.
23. november 2017
Pátzcuaro er grundlagt i 1540 og er dermed en af Mexicos – mange – gamle byer. Vi har fundet ud af at tage bussen ned i byen. Busserne er ganske små med plads til 8-10 passagerer og flere, hvis man rykker tæt sammen. Større biler kan simpelt hen ikke komme rundt i gaderne. Det er effektivt og billigt. Collectivo kaldes de. Det minder om de ukrainske marsjrutki. Hvis man sidder nede bag i bussen, giver man pengene til en medpassager, der giver dem videre, til de når frem til chaufføren. Byttepenge går samme vej tilbage.
Vi nød endnu en gang byen med dens myldrende liv, og vi fandt nogle varer, som vi ikke kunne få i de små butikker i nærheden af campingpladsen. Blandt andet fandt vi det helt rigtige mel på markedet. Det er en tommelfingerregel, at man kan spise godt og billigt på markeder. Det har vi gjort adskillige gange. Men man skal bruge sin næse godt, for det er ikke alle madboder, der lugter lige appetitligt.
24. november 2017
Vi har haft stor fornøjelse af at tale med vores nabo, som hedder Nielsen til efternavn, er fra USA og har et hold danske bedsteforældre. Han har bygget sin egen campingvogn, der stort set kun rummer en soveplads. I bagenden er der et velindrettet køkken. Bedsteforældrene var fra Jylland, fortalte han og syntes, det var meget interessant, at vi også er fra Jylland, for han troede, det var en by. I går havde han fundet en slægtsbog frem, hvoraf det fremgik, at de var fra henholdsvis Jelling og Sæby. Det er meget fornøjeligt at tale med ham, og det er blevet til mange gode og sjove historier.
Vores beholdning af drikkevand slap op, og vi skulle have skaffet noget nyt. Vi plejer at få fyldt op i forretninger, der kun sælger vand, men her skal vi helt ind til byen for at finde sådan en forretning, og det er ikke lige sagen at køre ind i de snævre gader med camperen. Løsningen blev, at vi fandt en købmand i nærheden, der har 20 liters dunke og så køre derhen og få vandet hældt over på vores egen dunk.
Nede i byen så vi biblioteket, som er indrettet i en kirke fra 1500-tallet. Det var dog kun i det ydre, man kunne se, det var en kirke. Indvendigt var tøndehvælvet bevaret, og endevæggen var udsmykket af et murmaleri fra gulv til loft, som skildrede delstaten Michoacans historie. Her var vægten lagt på de indfødtes lidelser som følge af koloniseringen.
På en café fik vi en – syntes vi selv – velfortjent kop kaffe. Det var et ungdommeligt miljø, og da vi skulle til at gå, faldt vi i snak med en ung dame, der var aktiv i caféen, hvor de lavede en masse arrangementer gerne med musik. Men der var også en kunstudstilling og et lille bibliotek. Hun var også stærkt optaget af samfundsforhold, og vi kom ind på kriminalitet, korruption og fattigdom, som nok er de største, men ikke de eneste samfundsproblemer. Vi snakkede om alvoren i det, men pludselig sagde hun med et strålende smil: ”Alligevel er vi glade og lever vi et godt liv.” Hun fortalte, at hun aktivt støtter en indianerkvinde, der stiller op til præsidentvalget næste år. Hun regner ikke med at blive valgt, men ønsker at sætte fokus på den diskrimination, der sker af kvinder og indianere. ”Jeg kan fornemme, at der sker noget i det mexicanske samfund, fordi den nye unge generation vil have forandringer.”
Vi håber, hun har ret.
Hun havde i øvrigt også været i Europa nærmere bestemt Kroatien. Hvorfor lige Kroatien? ville vi vide, hvortil hun svarede med et smil, der strålede om kap med solen: ”Det var på bryllupsrejse!”
Mens vi snakkede, var det blevet mørkt, og det var svært at få fat i en taxa. Ti minutter efter at vi var kommet tilbage til campingpladsen, blev portene låst.
25. november 2017
Vi opsøgte byens fine lille museum for traditionel kunsthåndværk og erhverv. Hver landsby i omegnen har sine egne specialer og traditioner, som går tilbage til længe før spaniernes ankomst. Der var lakarbejder, keramik, tekstil og skulpturer lavet af majsplantens rør. Det sidste var en gammel indiansk teknik, som nu anvendes til religiøse figurer, der anvendes til processioner. Der var blandt andet et krucifix i fuld størrelse. Det så ud, som om det var skåret i træ. Fordelen ved det materiale er, at det vejer ikke ret meget. En interessant ting ved udstillingen var, at nogle genstande var gamle og endda meget gamle, mens andre var nye. En meget vidende dame viste rundt og fortalte om de forskellige ting.
Vi manglede noget mælk og appelsinjuice, som vi ikke kunne få i de små butikker i nærheden af campingpladsen, men vi fandt et apotek, hvor vi kunne få det.
26. november 2017
Efter at have skypet med en af børnene – når det er morgen her, er det aften i Europa – tog vi afsked med Dale, vores nabo. Han var så flink, at han tilbød os at køre foran, så vi kom rigtigt ud af byen. Det var faktisk en stor hjælp.
”Hvor skal I hen i dag?” ville han vide.
”Morelia.”
”Nå, der kan I være inden frokost,” sagde han.
Det var vi også. Vi havde adresser ¬¬- det vil sige koordinater - på hele to campingpladser, men de var umulige at finde. Det er en temmelig stor by med ti kilometer fra udkanten af byen ind til centrum, så det tog lang tid. Og det var forgæves.
I stedet besluttede vi at droppe Morelia og køre ud i bjergene, hvor vi skal se monarksommerfugle. Der var kun 150 kilometer, men 150 kilometer her er ikke det samme som 150 kilometer hjemme. Selvom vejen var god, gik det langsomt, fordi det var bjergkørsel. Vi kunne ikke nå frem inden mørkets frembrud og fandt i stedet en campingplads, som også er hotel og har nogle svømmebassiner med vand fra varme kilder. Det var et rigtig charmerende sted.
27. november 2017
Vi skal ikke køre så langt i dag, så vi gik først rundt og beundrede det vandland, vi boede midt i. Da solen stod op, dampede det fra de varme bassiner. Hele anlægget var meget charmerende anlagt.
I Zitácuaro forsøgte vi at finde et supermarked, men det lykkedes ikke. I stedet fandt vi en udmærket slagter, og nogle af de andre ting fik vi i de små butikker. I en forretning spurgte vi efter avocadoer. Det havde de ikke, men købmandskonen gik ind og fandt tre i sit eget køkken.
Zitácuaro havde de nydeligste lysreguleringer – det vil sige sådan, som vi kender dem hjemme fra. Tit kommer lyskryds som en overraskelse, fordi lyset ikke er til at få øje på. Det mest mexicanske ved de fine lyskryds var, at fodgængerne bar gik over for rødt.
Vi fandt landsbyen Machero, som ligger ude i bjergene. Det er herfra, man kan komme på tur ud at se monarksommerfugle. Som sædvanlig var det en kamp at finde campingpladsen. Vi havde kørt forbi indkørslen, men der var ingen skilte eller andet, der afslørede, at her er der en campingplads. Vi holdt ved det, der viste sig at være en bagindgang. Mens vi sad og snakkede om, hvad vi nu skulle gøre, kom der en mand løbende. Han havde noget med campingpladsen at gøre og ville vise os vej. Han sprang ind i bilen og dirigerede. Først skulle vi hente en nøgle. På vej tilbage til byen kom der en procession gående imod. Det var en lokal helgeninde, der blev fejret. Forrest var der en blomstersmykket vogn med et billede, dernæst nogle messingblæsere og til sidst en flok mennesker. Som sædvanlig, når helgener bliver fejret, blev der affyret kanonslag, og det er store skrald.
Manden fik hentet nøglen og satte sig ind i bilen igen. Men på hjørnet med købmanden og kirken var der i dagens anledning trukket guirlander over vejen, som hang så lavt, at vi ikke kunne komme under. Der var så nogle, der sprang op på taget af købmandsbutikken og løftede guirlanderne, og sådan kom vi igennem. Næste udfordring var et skarpt sving, som blev vanskeliggjort af, at der var høje kanter på begge sider. Også her lykkedes det med noget besvær og hjælp fra flere at komme rundt, og endelig kom vi frem til campingpladsen, hvor vi var de eneste campister. Sæsonen starter først i december. Desværre er der ikke mulighed for at spænde vores kloakslange og vandslange til nogen steder. Men vi fik lavet en aftale om en guide til turen næste dag, og at guiden skal komme med to heste til os.
En af mændene, vi lavede aftalerne med, spurgte en husmoder på den anden side af vejen, om hun kunne lave aftensmad til os. Det kunne hun dog ikke, men det var heller ikke nødvendigt, for vi havde jo lige købt ind hos en slagter.
28. november 2017
Det særlige ved monarksommerfuglene er, at de trækker fra deres levesteder ved de store søer i USA og Canada ned til bjergene her i Michoacan, hvor de overvintrer i milliontal. Det er en strækning på 4.400 kilometer. I 3000 meters højde findes de ideelle betingelser for deres overvintring.
Klokken 9 stod den unge guide, Mauricio, parat med to heste. Mauricio gik imellem hestene. Han gik hele turen. Min hest gik forrest. Det var, som om den kendte vejen. Det gik opad hele vejen. En strækning var temmelig stejl, og hestene pustede, så der rejste sig en støvsky, når de pustede ud, og de var våde af sved. For os der sad på ryggen af dem, var det stille og roligt og fredeligt. Jeg tænkte med taknemmelighed tilbage på min barndom, når jeg var heldig at komme ind til en nabo, en ældre husmand, sådan lige ved arbejdstids ophør. Så fik jeg lov at sidde på hesten, mens han trak den hjem.
Det sidste stykke var så stejlt, at her skulle vi gå selv. ”En halv time,” sagde Mauricio, men så hurtigt gik det nu ikke. Undervejs var der udsigt til Nevado Toluca, et af Mexicos højeste bjerge. Stien endte et sted, hvor vi kunne se ind i skoven. Sommerfuglene sad i tætte kager på grenene, og luften var fuld af dem. Det var noget helt særligt at stå der i stilheden og kun høre sommerfuglevinger og se, hvordan de ustandselig fløj rundt. Der må have været mange tusinde bare på det sted.
I begyndelsen var vi de eneste turister. Udover vores guide var der to mexicanere mere. Ligesom os nød de det i stilhed.
Senere kom et engelsk par, som vi fik en lang og hyggelig snak med. De havde haft et travlt arbejdsliv. Hun havde været selvstændig, og han havde haft et krævende job. Han havde sagt sit abejde op for tre år siden, da han var 55, fordi de havde planer om at rejse. Inden de kom af sted, var han ude for en motorcykelulykke, og havde brækket begge ben og fået smadret adskillige organer i underlivet. Højre ben havde han fået sat af lige under knæet. Alligevel havde han selv gået den samme vej op som os. ”Det er et spørgsmål om, hvad man vil have ud af sit liv med de muligheder, man nu en gang har,” sagde han og gav indtryk af enorm viljestyrke. De fortalte begge to, at det var så voldsom en begivenhed, så det, der betød mest for dem på længere sigt, var bevidstheden om at være i live og at tage en dag ad gangen.
Turen ned til hestene var brat. Mauricio tog Ranveg under armen og hendes rygsæk på ryggen. Da han kun talte spansk, og Ranveg er den eneste af os, der taler spansk, fik de en hyggelig snak undervejs. Han er 21 år og fortalte, at han havde en it-uddannelse, men at han ikke kunne anvende den i landsbyen Machero, da der ikke er mobildækning og heller ikke adgang til internettet. Skulle han bruge sin uddannelse, ville han være nødt til at flytte, og det ville han ikke, da han også godt kunne lide tilværelsen som guide. Det spillede nok også ind, hvilket han fortalte med et stort smil, at han havde en kæreste. Hun var 18 og ved at uddanne sig til lærer. Han var et meget sympatisk menneske og havde en dejlig rolig og stilfærdig måde at omgås dyrene på.
Tilbage ved hestene satte vi os op på hver sin, og så gik det nedad. Det var lidt mere anstrengende end opturen. Da vi var næsten nede, lød det bagfra: ”Niels, jeg har tabt min trøje.” Ranveg havde bundet den om livet, men den var faldet af undervejs. Da vi var helt fremme ved campingpladsen, talte hun med Mauricio om det, og han indvilgede i at ride op igen og prøve at finde den for 300 pesos. Han skulle lige have hestene hjem og hente en anden hest. En god times tid efter kom han med trøjen, og alle var glade.
Billedserie:
29. november 2017
Det var et nydeligt sted, vi holdt, men man kunne ikke kalde det en rigtig campingplads, fordi der ikke var tilslutning til vand, strøm og kloak. Vi tømte noget spildevand af i en spand og tømte den af i toilethuset. Belært af erfaringerne tog vi tidligt af sted for at være sikre på at nå frem til vores mål inden mørkets frembrud. Man ved aldrig, hvad der sker undervejs.
Vores næste mål, Teotihuacan, der er kendt for sine pyramider, ligger nordøst for Mexico By, og da vi kom vestfra, skulle vi enten gennem byen eller en længere tur udenom. Vi valgte det sidste, men det endte med det første. Der var massiv trafik, men den var heldigvis hele tiden flydende. Trafik er som vand, der strømmer: hvert eneste lille tomrum bliver øjeblikkeligt udfyldt. Der er en lidt mere aggressiv kørestil her, end vi har oplevet andre steder i landet. Køreturen gik ellers fint.
Mexico By ligger i en gryde i 2200 meters højde. Når man som vi gjorde, kommer fra vest, kører man over et pas i 3100 meters højde, hvorefter man ser ned over byen. Eller rettere: dele af byen. Der er by, så langt øjet rækker. Op ad bjergskråningerne til alle sider ligger boliger som legoklodseer tæt ved siden af hinanden. Det mest skræmmende var den den tætte tåge – eller smog, der ligger som en dyne over byen.
Mexico By er en af verdens største byer og den største by udenfor Asien. Forskellige kilder giver forskellige bud på indbyggertallet, men tal omkring 21 millioner dukker op flere gange. Dertil kommer indbyggertallet i de omliggende byer, som samlet set er endnu større end de 21 millioner.
Det var en lille navigationsfejl (= en frakørsel, vi overså), der gjorde, at vi kom til at køre gennem byen. Men det var faktisk en oplevelse at få et indtryk af byens størrelse.
Modsat hvad vi ellers er blevet vant til, var det ganske let at finde campingpladsen.
Indehaveren, en engelsktalende kvinde, forberedte os på, at der nok ville være lidt uro på pladsen indtil i morgen tidlig, fordi der er pilgrimsvandring. Der boede en del pilgrimsvandrere på campingpladsen, men ellers boede de fleste ude i byen og overnattede på parkeringspladser under presenninger. Det er den største pilgrimsvandring i Mexico, og den finder sted som forberedelse til Virgen de Guadelupes helgendag, som er den 12. december. I alt deltager omkring 4 millioner mennesker.
Da vi ikke havde mere drikkevand, var vi meget optaget af at få fat i noget. Ind på campingpladsen kom i det samme en truck med et skilt med teksten Agua, vand, og vi tænkte, at det nok var nogle, der kørte rundt og solgte drikkevand. Der var ikke noget i vejen for, at vi kunne få vores dunke fyldt op. Da vi så kom til at snakke lidt mere med dem, viste det sig, at vandet var til pilgrimsvandrerne. En af mændene forklarede det med tegnsprog. Først pegede han op mod himlen, og dernæst holdt han hænderne i bedestilling. Lidt efter kom indehaveren og forklarede, at vandet stammede fra hendes brønd, og at de havde drukket af det i årevis. Så besluttede vi, at så kunne vi også gøre det. Det smagte i øvrigt udmærket.
Inden det blev mørkt, gik vi en tur i byen, og en af pilgrimmene tog et billede af os.
30. november 2017
Fra campingpladsen er der kun få minutters gang til centrum med masser af indkøbsmuligheder herunder et stort marked. Inde på markedet tilbød en dame os smagsprøver på mandariner. De var ganske vidunderlige, og vi købte en pose og noget andet frugt. 65 pesos. ”Er det turistpris eller er det den normale pris?” spurgte Ranveg på en måde, som kun hun kan sige det. Damen bedyrede, at det var normalpris og slog korsets tegn et par gange. Dernæst dementerede hun øjeblikkeligt sit udsagn ved at fylde vores pose op med mindst lige så mange mandariner, som vi allerede havde fået, og et par appelsiner. Til sidst måtte vi stoppe hende. Jeg gav hende så 70 pesos og ville ikke have penge tilbage. Så skulle vi absolut også have en pose jordnødder med.
Tilbage på campingpladsen fik vi en lang snak med et svejtsisk par. De havde kørt fra Schweiz til Nordkap ned gennem Finland og Estland til Riga, hvorfra de havde søgt visum til Rusland. Fordi de ikke søgte fra deres hjemlands ambassade, kunne de kun få en måned, så de havde travlt med at køre til Vladivostok, men de nåede frem 11 dage før tid og tog en færge til Sydkorea. Efter at have kørt rundt der sendte de bilen med fragtskib til Vancouver, og nu var de altså på vej sydpå. De var begge to lastbilchauffører. I Rusland, hvor der hverken er campingpladser eller infrastruktur for campister, havde de overnattet sammen med lastbiler og følte sig på en måde hjemme.
Da de var kørt, fik vi en lang og hyggelig snak med et tysk par, der kører i en ombygget lastbil med firhjulstræk. De har rejst i årevis. De sidste syv år på den måde, at de har tilbragt sommerhalvåret hjemme. De var lige kommet tilbage for et par dage siden. De har bunker af rejseerfaringer og er et par hyggelige mennesker.
Forrige side Oktober 2017
Næste side December 2017