Samtale med Rosario Rosas Martínez

Samtale med Rosario Rosas Martínez

Rosario er 70 år gammel. I det ydre er han en lille, spinkel mand. Men i løbet af samtalen  afslører han stadig nye og overraskende indsigter.

Rosario har lært sig selv 3 sprog udover spansk. Han har kun fået 3-4 måneders formel undervisning i engelsk og fransk. Resten har han lært ved at benytte enhver lejlighed til at praktisere sprogene både i Mexico og på sine tre rejser til Europa. For – som han siger: ”Jeg holder meget af sprog, for at lære et nyt sprog at kende giver mig mulighed for at udvide min viden.”

Rosario er uddannet arkitekt på universitetet i Mexico Cty og efter at have arbejdet som arkitekt i tyve år vendte han tilbage til universitet for at videreuddanne sig i ”urban design”. I den forbindelse fik han mulighed for – gratis - at lære endnu et sprog og det blev italiensk. Det satte ham i stand til at læse mange af de moderne italienske forfattere.

Nu er du tilbage på universitetet for at tage endnu en uddannelse. Er der fordi du har lyst til det eller er det fordi du er nødt til det?

”Fordi jeg har lyst til det. Her i Álamos har jeg arbejdet som ingeniør med at bygge faciliteter til mineundustrien. Folk her i Álamos har ikke lyst til at hyre en arkitekt. De er ikke interesserede i nyt design indenfor arktektur. De vil hellere bygge huse, der er mage til de huse, de har. Så jeg kunne ikke finde arbejde som arkitekt her. Derfor vil jeg begynde en ny karriere som ingeniør.”

Rosario får ingen pension. For i Mexico skal man have været ansat i mindst 10 år for at få pension og Rosario har været selvstændig hele sit liv. Han lever af den lille indtægt, han får ved at udleje det hus, han har arvet efter sine forældre.

Kan du sige noget om Mexicos resourcer?

”Mexicos største ressource er den blandede befolkning og de forskellige traditioner. F.eks. de religiøse optog, possadas, og Dia De Muertos, (De Dødes Dag, red.) og den måde, vi omgås hinanden på. Det er forskelligt fra de andre latinamerikanske lande. Vi har andre tanker om livet, som vi har arvet fra aztekerne. Da spanierne erobrede Mexico, opstod der en modsætning her…

Dengang delte man århundrederne op i perioder på 52 år og man mente, at verden kunne blive ødelagt hvert tooghalvtredsindstyvende år. Ved hvert århundredes afslutning håbede man på, at solen ville stå op igen. Når den stod op, var det et løfte om at verden ville bestå endnu et århundrede. For aztekerne var døden ikke enden på livet. Det var bare en anden måde at fortsætte livet på i underverdenen. Ved et nyt århundredes begyndelse ville de døde igen komme tilbage til jordens overflade. Der er stadig mennesker, der tror dette – også blandt kristne…

Ifølge aztekernes tro behøvede guderne menneskeblod og menneskehjerter som føde. Men det var frivilligt at lade sig ofre og det blev set som en måde at nå guderne på.

Da spanierne kom med kristendommen, havde de Kristus, som ofrede sig selv på korset. For mig at se var det grunden til, at indianerne accepterede kristendommen.

Men der var én anstødssten og det var at kristendommen kun havde én gud og at det var en mandlig gud. Indianerne følte, at de derved forrådte deres kvindelige gud, Cualique. Derfor tilbad indianerne hende i hemmelighed. Spanierne var nødt til at indgå et kompromis og sagde derfor, at Cualique var den samme som La Virgin de Guadalupe (en inkarnation af Jomfru Maria, red.).På nogle punkter fremtrådte Cualique og La Virgin de Guadalupe ens, dog ikke med hensyn til det miniskørt af slanger, som Cualique bar…

Dia De Muertos er de dødes dag. Derfor knyttede spanierne med denne dag an til aztekernes tro på de dødes tilbagekomst ved starten af et nyt århundrede…

De aztekiske legender omtalte én af deres guder, der var gået bort mod øst og som havde lovet at vende tilbage en dag. Spaniernes ankomst til Mexico faldt tilfældigvis sammen med at sådant århundrede-skift, hvor aztekerne ventede på den gud, der var gået bort mod øst.

Da aztekerkongen Montezuma hørte, at en fremmed nærmede sig fra øst, troede han derfor, det var den ventede gud, der kom. Derfor blev spanierne mødt med rige gaver af guld. Spanierne derimod opfattede det som et løfte om mere guld”.

Ankomsten af Hernan Cortez i 1519 blev begyndelsen til Spaniens erobring og kolonisering af Mexico.

Rosario er bekymret for, at det i dag er den amerikanske kultur, der ekspanderer, på bekostning af Mexicos kultur. Han nævner De Dødes Dag som et eksempel.

Denne dag kan sammenlignes med vores Alle Helgens Dag. Her i Mexico har denne dag dog langt større betydning. Mexicanerne mener, de døde vender tilbage til vores verden denne dag. De laver deres afdøde familiemedlemmers livretter og tager maden med hen på kirkegården. På det fint pyntede gravsted fester de sammen med de døde med mad, drikke og musik. (Dette gælder dog kun de voksne afdødes dag. De afdøde børns dag, som finder sted dagen før, forløber mere stilfærdigt).

Tidsmæssigt falder de dødes dag imidlertid sammen med den amerikanske Halloween og fejringen af Halloween er nu blevet meget populær i Mexico. Samtidig viser en ny meningsmåling, at kun 52% af befolkningen markerede De Dødes Dag her i 2017.

Rosario oplyser, at Mexico har store ressourcer af guld, sølv og kobber og at landets mangel på restriktioner inden for minedrift er en stor fordel for lande som Canada og USA. Det gør minedrift her meget profitabelt.

Her i Mexico er det tilladt at udvinde metallet ved at pulverisere klippestykkerne og derefter lægge stenene i blød i et kæmpe bassin med en syreholdig væske. Dette bevirker, at metallet kan udvindes af stenene. Denne metode er imidlertid ikke tilladt i USA og Canada.

Rosario fortæller, at der for fem år siden var der en økologisk katastrofe i Sonora, fordi det mexicanske mineselskab ikke havde sørget for at bunden i bassinet var tæt. Det havde heller ikke overholdt kravet om en afstand på 2,5 kilometer mellem bassinet og Sonoras største flod. Dette bevirkede, at ikke kun floden men også grundvandet blev forurenet, hvilket imidlertid ikke fik nogen konsekvenser for mineselskabet.

Rosario fortæller også, at der i det sydøstlige Mexico er mere skov, end der er i Norge. Der er hårde træsorter som mahogni, men mexicanerne har ikke selv kapaciteten til at udnytte det.

Denne samtale med Rosario er således en samtale om Mexicos menneskelige og naturskabte ressourcer. Men det er i lige så høj grad en samtale om landets enorme udfordringer med at forvalte disse ressourcer.