Sneglefart

August 2018

1. august 2018

Nu hvor camperen var taget af bilen, fik vi den gjort ren udvendig på steder, den ellers ikke bliver vasket, når den er monteret på ladet. Ejeren af campingpladsen lånte os en trappestige, så vinduerne blev pudset – igen. Med et særligt middel til rengøring af plasticvinduer lykkedes det at få fjernet de fleste ridser. Det ser faktisk godt ud.

Nede hos Ford var de ikke kommet længere med bilen. Den advarselslampe, der fortalte, at noget er galt, og den anden, der viste, vi skulle opsøge et værksted hurtigst mulig, lyste ikke længere. Mekanikeren kunne ikke få dem til at lyse under prøvekørsel. De havde renset en sensor, og det så ud, som om det var nok til at rette fejlen. Vi var nødt til at tage bilen, som den var, for vi skal flyve i morgen formiddag. Den viste sig at køre normalt. Så måske var det med sensoren rigtigt. Vi bestemte os i hvert fald til, at der ikke skulle gøres mere nu. Så må vi se, om der er problemer, når vi kører sydpå til efteråret.

Tilbage på campingpladsen pakkede vi kufferter. Den plads, vi holdt på, var ikke lejet ud, sagde ejeren, så det var i orden at blive indtil aften. Det var som sædvanligt noget af en udfordring at bakke lige ind under camperen. Der er kun et par centimeter i hver side.

Meningen var at opmagasinere bilen om aftenen, men da klokken var over otte, kunne vi ikke komme ind.

2. august 2018

Tidligt op og aflevere bilen efter morgenmaden. Dernæst en taxa til lufthavnen, som ligger mindre end fem kilomter derfra. En tur på 24 timer var begyndt.
Den første flyvning var på fire timer til Toronto. Vejret var usædvanlig smukt, og BC’s bjerge set fra luften er et betagende syn. På de højeste toppe var nogle få bræer synlige. Det var karakteristisk, at de kun fandtes på fjeldenes nordside. Lidt senere fløj vi ind over Alberta. Her er landskabet fladt og landbrugsland. Det var som at se ned på et kæmpestort skakbrædt. Felterne var ganske vist ikke lige store, men alle linjer var rette kun brudt af en flod, der løb diagonalt gennem landskabet. Til forskel fra Danmark lå der ingen gårde og huse spredt ud over landskabet. Vi fik en hyggelig snak med en mand, der rejste med sin kone og to børn. De skulle på familiebesøg i Toronto. Drengen, der var højst ti år og en rigtig fars dreng, var fordybet i et computerspil. ”Han nyder disse flyveture, hvor han kan sidde uforstyrret i så mange timer med computerspil, for hjemme afbryder vi ham, hvis han sidder for længe med det.”

Toronto er en meget stor lufthavn, og heldigvis var der adskillige timer inden næste afgang til Amsterdam. Det var et meget stort fly i to etager. Vi sad på forreste række på monkeyclass og havde god benplads, fordi det var lige ved nødudgangen. Mens folk gik ombord, fik vi en lille snak med en stewardesse. Det viste sig, at der blev en temmelig lang forsinkelse, inden vi kom af sted, og den skulle simpelt hen indhentes. Vi fløj med 1100 kilomter i timen, hvor farten på de lange ruter normalt ligger omkring 900. Maskinen rystede, så der blev bølgegang i vinglasset, og vi landede i Amsterdam til aftalt tid.

0802flyvetur

Da vi holdt nede på jorden igen, kom stewardessen hen og gav os to små poser og sagde, at det var en gave, og at vi ikke måtte åbne dem, før vi var ude af flyveren. Da vi gik ud, stod hun ved udgangen og sagde: ”Det er fordi I har været så hyggelige at tale med, og fordi I har været hjemmefra så længe.” I hver pose var der der en lille ”flaske” genever – flaske i gåseøjne, fordi de havde form som et typisk hollandsk hus.

I Amsterdam var der selvfølgelig også lidt ventetid inden turen til Aalborg uden at der skete noget særligt på resten af turen. Da vi trådte ud af flyveren i Aalborg og mærkede den friske vind fra vest, sagde vi til hinanden: ”Nu er vi hjemme igen.”

Hermed holder dagbogen pause, til vi er på landevejen igen.

Forrige side Juli 2018
Næste side September 2018