Sneglefart

Juli 2020

6. juli 2020

For første gang var vi ude i samfundet igen efter over 110 dages karantæne. Herligt. Men byen har forandret sig. Alle går med masker. Mange går også med visir. Alle holder afstand. Alle får sprittet hænder af. Alle får målt deres temperatur. Taxaerne har fået installeret en lovpligtig plexiglas rude mellem chauffør og passagerer. Og rundt om i gaderne var der opsat håndvaske til gavn for håndhygiejnen. Overalt er der opslag med reglerne og formaninger om at overholde dem. Det er kort sagt meget positivt at se, hvordan forsigtighedsreglerne bliver taget alvorligt.

Taxa, nu med beskyttelsesrude mellem chauffør og passagerer.

Det primære mål med turen var at få tegnet en ny forsikring på bilen. Det kunne vi godt, selvom vi endnu ikke har fået vores papirer fra migracion og aduana (indvandringsmyndighed og toldvæsen). Vi har kontaktet dem per email for at have en dokumentation i tilfælde af, at nogen skulle løfte pegefingeren. De har ikke svaret, og begge kontorer er stadig lukket.

Da vi nu alligevel var i byen, købte vi ind for første gang. Under hele karantænen har vi haft nogle til at gøre det for os. "Det er ligesom at bo i en beskyttet bolig," har Ranveg sagt flere gange. Impulskøb har derfor været udelukket. Hvor var det herligt at få et stykke brød med ost, da vi kom hjem igen. Brød har vi ikke fået i mere end tre måneder bortset fra hjemmelavet arepas, et colombiansk brød af majsmel. Det skyldes mest, at vi har fravalgt det, fordi kvaliteten som regel ikke er så spændende. Men brødet, vi købte i dag, var rigtig godt. Det var de peruvianske oste også. Vi kunne også have fået en dansk blåskimmelost, hvis vi ville.

Ja, hverdagslivet er ved at vende tilbage. Bilforsikringen betyder, at vi nu kan køre den på værksted i morgen og få lavet noget vedligeholdelse og reparationer. Derefter må vi se, hvordan det er at rejse nu.

7. juli 2020

Det lykkedes at finde en vej uden om byen til Fordværkstedet. Gps’en var dog ikke helt præcis. Der hvor Ford skulle være, lå der en Kia. Vi gik ind og spurgte. Inden vi nåede at sige noget, havde vi fået sprittet hænder. Nå, Ford var nem nok at finde. Mili fra campingpladsen havde ringet til dem i forvejen. I ventetiden fik vi ordnet nogle indkøb af den slags, hvor man skal bruge lidt tid på at finde det rigtige.

Vi havde håbet, at Ford ville skaffe et vindue til erstatning for det, vi fik smadret ved røveriet i Popayan, Colombia, i august 2019. Den gang fik vi sat en acrylrude i. Nu har jeg sidenhen fundet ud af, at de også havde ødelagt dørlåsen. Der er kun én dørlås i. Det er vigtigt, at den virker. Hvis batteriet skulle blive fladt, mens bilen står, kan man ikke komme ind. Men desværre kunne – eller måske snarere – ville de ikke skaffe de nødvendige reservedele. De havde i hvert fald en søgt forklaring på det. Men servicearbejdet fik vi da lavet.

8. juli 2020

Dagen gik med at gøre klar til at rejse videre.

9. juli 2020

Formiddagen gik med at skylle friskvandstanken igennem, da der åbenbart havde samlet sig noget snavs i den. Men da vi så endelig kom ud at køre, var det jo herligt at se landskabet igen. Fra højderne kunne vi se ned over Cusco by. Ved inkaanlægget Pukapukara gjorde vi holdt, men vi måtte desværre ikke komme ind. Alle arkæologiske steder er lukket indtil videre.

Pukapukara

Målet var byen Pisac. Turen var ikke så lang. Under 30 kilometer. Det er en by på størrelse med Brønderslev, men væsentlig mere kompakt. Vi kunne se den fra højderne, og langsomt arbejdede vi os ned i dalen, som ligger helt nede i 3.000 meter over havet. I forhold til de 3.600 meter i Cusco er det noget lavere. Vi bliver faktisk ikke helt så forpustede af at bukke os ned.

På forhånd havde vi fundet en plads med plads til store biler. Her i Latinamerika hører vores bil til de store, mens den hører til de mindste i Nordamerika. Pladsen ligger nogle kilometer fra Pisac, og indehaveren, Arcadio, der er født og opvokset i den nærliggende landsby, har bygget et anlæg med små huse, man kan leje og med plads til et par campere.

Her mødte vi nogle, der havde tilbragt alle karantænemånederne her. Et ungt par fra Ecuador fortalte, at de havde haft det fint, men at de glædede sig til at komme videre. De var livlige og sjove og imødekommende. Det viste sig, at han lavede elektronisk musik og var en berømthed indenfor feltet i Ecuador. Der var også en amerikaner, der rejste alene. Han havde brugt tiden på at gå op på alle de omkringliggende fjeldtoppe. Stedet ligger nemlig utrolig skønt. Der var også en ung franskmand, som havde boet på et hostel i Cusco under hele karantænen. Det havde ikke været så sjovt, for hun måtte kun gå ud for at købe ind. Nu var hun lige kommet her for at arbejde som volontør hos Arcadio. Og endelig er der en ung mand fra Canada.

Ecuadorianerne skulle tidligt af sted næste morgen, så vi fik deres plads, mens de holdt i indkørslen. Arcadio ville så i løbet af dagen rydde en plads, hvor vi kunne holde.

10. juli 2020

Vi kørte ned i byen. Ecuadorianerne havde anbefalet et sted, hvor man kunne købe håndlavede strikketrøjer af god kvalitet og til fornuftige priser. Vi fandt stedet. Det viste sig at være et ægtepar i bedsteforældrealderen. De fortalte, at de havde brugt karantænen til at strikke, så de havde et stort udvalg. Og kunderne er ikke kommet endnu. Pisac ligger mere eller mindre øde hen. På mange gadehjørner står en betjent og holder vagt. De hilser imødekommende, når man passerer dem. Og turistforretningerne er stadig lukkede. Det er en meget stille by.

Pisac og de lukkede forretninger

11. juli 2020

Et stykke længere ude ad vejen skulle der ligge en landsby, Amaru, som er kendt for sine tekstilarbejder. Vi kørte derop, men der var ikke åbent et eneste sted. Genoplukningen efter karantænen er ikke kommet fra den ene dag til den anden. Vi benyttede lejligheden til at køre længere ud ad vejen i det smukke landskab og passerede et par landsbyer mere. Her går livet sin stille gang. Man ser folk, der driver nogle få kreaturer – højst en håndfuld, og koner, der driver et par grise. Og i marken foregår alt arbejde med håndkraft. Det har sine gode grunde: en traktor kan umuligt køre på de stejle jorder.

Landsby i Pisac-området

12. juli 2020

Ud at køre igen. Vi kørte gennem Den hellige Dal, Valle Sagrado, til Urubamba. Dalen havde stor strategisk betydning for inkaerne, dels fordi det var en vigtig transportvej i kernen af deres rige fra Cusco til Machu Picchu, men også fordi den er frugtbar. Dalbunden er flad som en pandekage, og her har der været landbrug i tusinder af år. På grund af dens strategiske betydning ligger der en perlerække af citadeller og andre befæstninger fra inkatiden. Skiltene var der, men alt var lukket. I Urubamba nød vi udsigten over byen, og der oppe i højden kunne vi se de bagvedliggende fjeldtoppe, hvoraf flere er højere en 6.000 meter.

13. juli 2020

Vi satte os sammen med Arcadio, campingpladsens ejer, som fortalte om sin kultur. Se blogindlægget Arcadio og indianernes verden.

14.-20. juli

Det er lidt ligesom karantænen i Cusco. Vi kører dog ind til byen og ordner indkøb. Vi går ture i omegnen. Vi har vores bevægelsesfrihed. Men seværdighederne er stadig lukket. Det samme er interessante naturområder. Oprindelig havde vi bestemt, at vi ville køre mere rundt, men det ville bare betyde, at vi senere ville komme til at køre de samme steder, når de en gang lukker op. Så vi kan lige så godt blive her, hvor vi er.

Et kig ned på campingpladsen, som består af alle de små huse rundt i svinget.

Medvirkende til den konklusion er også, at det er et rart sted at være. Der er også nogle personer at snakke med, og det er meget interessant at høre deres historier og erfaringer. Da vi kom her, var der fire personer, der havde tilbragt alle 3½ måneds karantæne her. Det unge par fra Ecuador er rejst i et forsøg på at få lov at krydse grænsen. Han fortalte, at han har sit hjem ved stranden, og derfor er han slet ikke vant til kulden her. En ung mand fra Canada og en fra USA er her endnu, og de udgør et hyggeligt og interessant selskab.

På grund af kulden har vi varme på om natten. Det tærer på gassen, og en dag måtte vi til Cusco for at få fyldt op. Det var en dejlig og smuk køretur, men ellers skete der ikke noget bemærkelsesværdigt undervejs.

21. juli 2020

Peru er ikke det samme som Danmark. Campingpladsen, vi har været på i snart 14 dage, er ganske lille. Der er faktisk kun plads til tre biler, og det er kun, fordi ejeren, Arcadio, fjernede nogle sten og buske, da vi kom. Der er heller ikke mulighed for at tømme spildevand af. Løsningen var, at vi kunne køre hen til hans søster og svoger, der har en købmandsbutik i en landsby en halv kilometer herfra. Der kunne vi bare fjerne en flise og havde så direkte adgang til en kloakbrønd.

Spildevand i købmandens kloak

På billedet står Ranveg med en fod på enden af slangen for at holde den fast, for vandet kommer med stort pres, når man åbner. Desværre kan man ikke rigtig se slangen nederst i billedet. Derfor havde jeg bestemt, at jeg ville tage et nyt billede, når vi skulle tømme igen i dag.

Men i formiddags kom Arcadio og fortalte, at vi ikke længere kunne bruge den mulighed. Begrundelsen var, at kunderne klagede over lugten, og så var de bange for, at vores spildevand skulle smitte dem med corona!

Vi tror nu også, at det spiller ind, at vi af flere grunde foretrækker at handle i den anden købmandsbutik lidt længere oppe ad bakken.

Men Arcadio, der også dyrker økologiske lægeurter på sin grund, havde en ny løsning til os. Lidt nede ad vejen kunne vi hælde spildevandet ud i vejsiden. ”Det er godt for træerne,” sagde han. Da jeg fortalte ham, at man får bøder for sådan noget i Danmark, var han et stort smil.

Men som sagt: Danmark og Peru er ikke det samme.

22.-25. juli 2020

Der er ikke sket de store begivenheder i de forløbne dage. Men det er ikke ensbetydende med, at der slet ikke er sket noget. Vi har haft besøg af en, vi var i karantæne med på Quinta Lala, og vi har brugt en del tid på at tale med de andre, der er her. Det er kun tre personer, og nu siden i går to.

Alexis kommer fra USA og rejser alene i en varebil. Han er fotograf og tager på talrige fjeldvandringer med sit fotoudstyr. Så det er blevet til en del snak om fotografering og billeder. Han har også været meget hjælpsom med forskellige ting. Han tog af sted i går til morgen for at vandre rundt om det 6300 meter høje Asuangate. Det er en vandretur på 5 dage. Carl er fra Quebec, født i Libanon, men kom til Canada som lille. Han har blandt andet fortalt om, hvordan en hel befolkning er blevet mærket af de mange forfærdelige år med krig. Forældregenerationen har traumer fra krigsoplevelser. Det betyder, at mange unge og yngre er blevet forsømt under opvæksten, så den unge generation er helt utilpasset. Endelig er der Noémie fra Frankrig, som er volontør hos Arcadio, der ejer campingpladsen. Hun er uddannet som landbrugsingeniør og elsker at arbejde med jord og planter.

Der er også gået en del tid med at finde ud af, hvordan vi skal forholde os til situationen. Der er forlydender om, at sundhedsmyndighederne i Cusco ønsker en ny karantæne, fordi smittetallene stiger foruroligende. Den skal dog kun gælde byen med det nærmeste opland.

Vi ville gerne have set nogle af de store inkaseværdigheder, der ligger her i området. En af dem ligger i gåafstand herfra. Først hed det sig, at de ville åbne den 1. juli, så den 15., men de er ikke åbnet endnu og der er ikke meldt nogen dato ud. Så det kommer vi ikke til at se i denne omgang.

Terasseanlæg fra inkatiden

I begyndelsen af måneden fik vi en bekræftelse fra flyselskabet på, at de flyver den dag, vi har billet til, nemlig den 16. august. I begyndelsen af næste uge begynder vi at køre mod Lima. Der er næsten 1200 kilometer, men da de 700 er bjergvej, tager det sin gode tid. Tre dage skal vi som minimum regne med.

Med Alexis’ hjælp har vi fundet et sted lidt udenfor Lima, hvor vi kan få bilen opbevaret og få indehaveren af stedet til at lave papirarbejdet i forhold til toldmyndighederne. Der var gode anmeldelser af stedet på nettet, men de svarede ikke på emails. Men Alexis, der taler godt spansk, var så flink, at han ringede dertil, og vi fik besvaret alle vores spørgsmål. Han kendte i øvrigt stedet og talte meget rosende om det. Det er også et godt sted for bilen at stå, fordi klimaet i Lima er meget tørt.

Endelig har vi brugt tid på at forberede vores ophold derhjemme. Denne gang bliver det et længere ophold. Det skyldes ikke kun, at der er forskellige ting, vi skal, når vi kommer hjem. Men det skyldes også, at vi er nødt til at afvente udviklingen i coronasituationen. Vi skal ikke rejse, før det er sikkert igen.

26. juli 2020

Coronasituation forværres fra dag til dag. Allerede i går aftes var der forlydender om nye karantæner i nogle regioner og provinser. Det kan gøre det vanskeligt – eller umuligt – at køre til Lima som planlagt. Derfor traf vi en hurtig beslutning om at køre nu. Apurímac er en region, man skal igennem for at køre ad den sædvanlige landevej til Lima. Da den skal i karantæne igen, er den vej udelukket. Vi valgte derfor at køre gennem Cuscoregionen til Ayacucho og derfra ned til Lima. Begge veje er cirka 1200 kilometer. Der er dog den hage ved det, at der også vil blive indført karantæne i provinsen La Convencion, som ligger i den yderste ende af Cuscoregionen på vej mod Ayacucho, men der er ikke andre muligheder.

Et landbrug i 4200 meters højde

Vejen gennem den smukke Hellige Dal har vi kørt en gang. Men vi nød den også anden gang. Efter Ollantaytambo gik det opad. Meget højt. Pashøjden var lidt over 4300 meter. Her var der kun fire grader. Alligevel boede der mennesker. Dog ikke mange. De havde får og avlede en smule. Det så meget fattigt ud. Husene var af kampesten tækket med strå. Udover kulden var der også tåget på toppen. Efterhånden kom vi ned under tågen, og der kom mere bevoksning. De første landsbyer så meget fattige ud. Da vi kom længere ned, så byerne mere almindelige ud. Vi overnattede i en by i 1700 meters højde på en plads midt i byen, som politiet anviste os. Hernede var der 21 behagelige grader – ved solnedgang.

27. juli 2020

Vi var lidt spændte på, om der ville være vejspærringer ved Quillabamba på grund af den nye karantæne. Der stod politi både ved indkørslen til og ved udkørslen fra byen, men de lod os bare køre.

Vejen har et hovedvejsnummer – PE 28B, men den mindede mest af alt om en dansk sognevej. Helt specifikt kom jeg til at tænke på Vittrup Kirkevej – bare i dårligere stand. Det tog en hel dag at køre 165 kilometer. Vi er nu nede i godt 600 meter over havet. Her der 34 grader midt på dagen. Vi kører gennem jungle afvekslende med frugtplantager. Alle steder ses der bananer.

Bananer

Målet var at komme til Kiteni. Det nåede vi også, men sidst på dagen. Vi fik lov at overnatte på en tankstation.

Kiteni har ikke så meget at vise frem

Efter at have gået en tur i byen i skumringen, ville jeg lige tage et billede af vores overnatningssted. Så kom der to mænd hen til mig. Den ene talte amerikansk som en indfødt. De var missionærer fra baptiskkirken og ville vide, om vi havde brug for hjælp. Det havde vi nu ikke. Jeg fortalte dem, at det, der var vigtigst for os lige nu, var at vi kunne holde her for natten. De var meget imødekommende, og vi var velkommen til at kontakte dem, hvis vi fik brug for hjælp. De boede lige på den anden side af vejen.

28. juli 2020

På en rask tur med indkøb hen i byen mødte vi missionæren på tilbagevejen. Han var lidt betænkelig ved at  vi ville køre den vej, for den går gennem lovløst land, hvor narkobanderne råder, og hvor der hverken er politi eller militær. De havde aldrig gjort turen selv af samme grund. Han gav os nogle gode tips til, hvor vi kan overnatte, og hvor vi helst ikke skal gøre det. Det udsatte stykke er efter landsbyen Kepashiato. Selvom det ikke er så langt væk, ville han anbefale os at overnatte der for at kunne nå frem til næste sikre overnatningssted inden mørkets frembrud. Så selvom det kun var 28 kilometer og 1½ times kørsel, måtte det være sådan.

Landskabet var ligesom i går: jungle, frugtavl og fantastiske udsigter. Og vejen var gennemgående dårlig med korte stykker med god asfalt, ligesom der var talløse broer, der aldrig var gjort færdige.

Kepashaito

En portner på kommunekontoret i Kepashaito var så venlig at anvise os et sted, vi kunne holde. Det var faktisk på gaden overfor kommunekontoret. På grund af den korte køretur blev det til en lang eftermiddag i byen, som blev brugt til at skrive dagbog og gå en tur rundt i byen. Da byen ikke er så stor, gik vi turen en gang til.

29. juli 2020

Der var ingen bebyggelse før Kimbiri, som er en større by. Så rådet om at overnatte i Kepashaito var et godt råd. Det var et smukt og grønt landskab. Vejen indbød kun til lave hastigheder. Nogle gange kom farten helt op på 20 eller 30 km/t, men kun kortvarigt, for så skulle der bremses ned igen på grund af de mange huller i vejen. De kortere stykker med asfalt var næsten de værste. Huller i en asfalt vej har skarpere kanter end huller i en grusvej.

Mange steder kommer der vandløb ned fra bjergsiderne og løber lige over vejen. Det var ikke så meget vandet, der var problemet – det er tørtid, men de store ujævnheder og huller. Et par gange måtte jeg stå ud af bilen for at finde ud af, hvordan vi bedst passerede dem.

Sidst på eftermiddagen nåede vi til Kimbiri – efter 8½ times uafbrudt kørsel og 130 km. Og banderne så vi ikke noget til. Vi overnattede i centrum af byen på Avenida de Aeropuerto ved siden af en nydelig park. Natten var stille og rolig.

30. juli 2020

På vej ud af byen købte vi benzin og fik lov at fylde tanken med vand og hælde spildevand ud i deres kloak. Personalet var meget optaget af camperen og fik lov at se ind. I disse coronatider vil vi ikke have nogen indenfor.

Personalet på tanktstationen i Kimbiri

Amerikanerne, vi talte med for et par dage siden, sagde, at efterhånden som vi nærmer os Ayacucho, vil vejen blive bedre og bedre. Ud fra den melding må der stadig var meget langt til Ayacucho.

Da vi nåede frem til den lille by Tambo, var det ved at blive mørkt. På den gennemgående vej holdt en sikkerhedspatrulje til. De var meget imødekommende og fik flyttet nogle biler, så vi kunne holde lige foran deres bygning og lige under et overvågningskamera. Efter vi havde fået parkeret, bankede det på døren. De ville bare så gerne have lov at kigge ind. Det er første gang, vi har oplevet det i Peru – og så to gange på den samme dag. I Colombia oplevede vi det hele tiden.

31. juli 2020

Nu var der ikke så langt til Ayacucho. Vi var der faktisk allerede ved middagstid, men det tog noget tid at finde et sted at overnatte, da det er en temmelig stor by. Det blev ved Parque Infantil, en kombineret park og legeplads i et boligområde midt i byen.

Vi havde startet køreturen mandag ved middagstid og var fremme fredag ved middagstid. En af dagene var kun en kort køretur, mens de andre dage var lange og intense. På al den tid havde vi tilbagelagt 600 kilometer og var dermed halvvejs i Lima.

Tur med mototaxi i Ayacucho

Campingpladsen i Lima kræver, at vi blive testet for covid-19, og foreslog at vi fik det gjort i Ayacucho. På gaden foran et hospital var der opstillet et stort telt. De måtte da vide, hvor vi kunne få det gjort. Vi talte med en sygeplejerske, der nærmest var iklædt en rumdragt: ”Gå væk, gå væk, det er farligt at være her. Det er kun for meget syge mennesker.” Hun anbefalede en klinik, og så skyndte vi os væk. Men på klinikken var der også mange syge, og de krævede en konsultation hos en læge. Desuden var det meget dyrt. Vi blev enige om at finde et andet sted. Det måtte vente til i morgen, for vi skulle også have ordnet nogle indkøb.

Forrige side April-maj-juni 2020
Næste side August 2020