Sneglefart

Juni 2018

1. juni 2018

Vejret var flot, og det var meget varmt, men vejrmeldingen lød på vejrskifte. Ved Visitor Centeret parkerede vi for at udnytte deres wifi. Om eftermiddagen blæste det op med voldsomme vindstød. Et vidstød tog fat i døren, så hængslet blev vredet skævt, og døren har svært ved at lukke. Hen under aften tog vinden langsomt af. I stedet for at køre den lange vej tilbage tog vi ind på en nærliggende campingplads. Med blæsten kom der koldt vejr. Vi gik en tur, og på tilbagevejen opdagede vi, at der var et arrangement, hvor en ranger fortalte om parken. Han havde været lærer i 43 år, fortalte han, og det var tydeligt at mærke, at han var en rutineret formidler. Det foregik udendørs, og da vi var klædt på til at gå og ikke til at sidde stille, blev det så koldt, at vi måtte gå, inden det var færdigt. I mellemtiden var det blevet helt mørkt, og vi var så uheldige at overse vejen hen til campingpladsen, så vi gik alt for langt. I det fjerne kunne vi se, at rangerprogrammet var færdigt, og vi standsede den første bil. De var så flinke at køre os tilbage til campingpladsen og forlod os ikke, før vi havde låst døren op.

2. juni 2018

Blæsten lagde sig om natten, men tog fat igen om formiddagen dog med mindre styrke, og i løbet af dagen tog den helt af. Vi kørte rundt og nød det særprægede landskab, standsede ved udsigtspunkterne og læste informative plancher. Et sted gik jeg en lang og vidunderlig tur i terrænet, mens Ranveg lavede noget andet. Næsten tilbage ved den primitive campingplads stod en håndfuld bisoner på vejen, og vi måtte vente til det behagede dem at lade os passere.

På campingpladsen kom en ung ranger og fortalte, at hun om lidt ville demonstrere, hvordan indianerne gennem årtusinder har jaget bisoner med spyd. Hun kunne kaste det med stor kraft og fart. Bagefter kunne alle få lov at prøve. Et barn på 8-9 år havde et særligt talent for det, mens voksne mænd lavede nogle akavede kast.

3. juni 2018

Vi kørte til en mere afsidesbeliggende del af nationalparken. På et udsigtspunkt fik vi en hyggelig snak med et par, der også nød udsigten. Senere mødte vi dem igen ude ad en vej, som kun kunne køres med firhjulstræk og høj frihøjde. Da vi havde fundet et dejligt sted at spise frokost, opdagede vi, at camperen havde forskubbet sig på ladet. Mens vi kiggede på det, kom parret tilbage og spurgte, om de skulle hjælpe med noget. Han viste sig at være mekaniker og havde et godt tag på værktøj, så vi løftede camperen op på støttebenene og satte den ned igen, så den sad rigtigt. Jeg lærte i øvrigt et par små fif af ham. Det er utroligt, så mange flinke og hjælpsomme mennesker, vi møder den ene gang efter den anden.

0065badlands

Da vi var nødt til at tømme tanke og få vand på, måtte vi tilbage til visitor centeret og derfra ud til campingpladsen. Det ser ikke ud af noget på kortet, men det var alligevel en køretur på i alt 175 kilometer. Men en meget flot køretur.

4. juni 2018

0085badlands

Det var noget helt specielt med bisonokserne, der græssede lige ved siden af campingpladsen og nogle gange inde mellem camperne og teltene, men nu måtte vi videre. I Rapid City opsøgte vi et camperværksted for at få døren lavet. Det er et klaverhængsel i hele dørens længde, der skal skiftes ud. Det havde de ikke, og det ville vare en uge at skaffe det. Så vi valgte at leve med det, som det er, indtil vi kommer til Canada. Døren kan trods alt både lukkes og låses.

Derefter tog vi ud til Mount Rushmore, de fire præsidenter, der er hugget ud i en klippe. Der var et sted lige i nærheden, hvor det var muligt at parkere for natten. Det var der også andre, der havde fundet ud af, og vi holdt meget tæt. Vi havde et par hyggelige naboer. Den ene var en ung mand, der havde to måneder til at køre tværs over USA. Den anden var nok omkring de 40. Han havde et arbejde, hvor han kørte rundt og lavede vedligeholdelse på nogle bygninger, der lå i 3-4 forskellige stater, så han boede nærmest i sin camper sammen med en stor hund. Vi fik en lang snak om hans baggrund, arbejde, livsform og så videre. Han var noget af en enspænder, der helst ville holde sig for sig selv.

5. juni 2018

Da vi var i Elk Horn hos efterkommerne af de danske udvandrere, havde vi en fornemmelse af, at Danmark er stort. Og her i Mount Rushmore fik vi en tydelig fornemmelse af, at Børglum er stort. I hvert fald har kunstneren, der har udført portrætterne, sine aner i Børglum, hvad der fremgår af hans navn, Gutzon Borglum. Vores nabo i Børglum, Gert Jensen, har fundet ud af Gutzon Borglums forbindelse til Børglum. I den nærliggende turistby Keystone forekom navnet i utallige forbindelser, ligesom vi også så det mange steder i Rapid City.

0107mount-rushmore

De fire præsidenter er George Washington, Thomas Jefferson, Theodore D. Roosevelt og Abraham Lincoln, altså fire store og markante skikkelser i USAs historie, som har ledet landet i skæbnesvangre perioder.

På god amerikansk vis var der et visitor center med en udførlig præsentation af værket, hvordan det blev udført, og Gutzon Borglums historie.

Se blogindlægget om Mount Rushmore

Da Mount Rushmore har tre millioner besøgende om året, var der selvfølgelig en meget stor parkeringsplads. Vi gik tilbage til camperen for at spise frokost. Mens vi sad derinde, kom der en mand og kommenterede vores camper. Ham fik vi en lang og hyggelig snak med. Han var fra Canada og mere eller mindre fuldtidsrejsende. Han havde ladet sig pensionere i en alder af 37 år. Sammen med sin bror havde de bygget en virksomhed op på Vancouver Island og tjent styrtende med penge. Så havde han solgt sin andel til broderen og levede af sine penge. Han var vildt optaget af at vaske guld, og det fik vi en lang snak om. Pludselig afbrød han sig selv og sagde: ”Det kan jeg tale om hele dagen.” Som mange andre sagde han, at det er ikke noget, man skal gøre for pengenes skyld. Det er derimod fascinationen, når man ser det glimter i sandet.

Turen gik videre vestpå. I Wyoming fandt vi en statspark. Da vi gik en aftentur, fik vi en hyggelig snak med en dame, der var ude at lufte sin kæmpestore hundehvalp. Lidt efter kom hendes mand til, og vi fik forskellige ting at vide om området.

6. juni 2018

Dagens mål er Devils Tower, en markant klippeformation, der rejser sig 262 meter over det omliggende landskab med sine riflede sider. Toppen, der er plan, er på størrelse med en fodboldbane. Alene med sin tilstedeværelse har den en stor tiltrækningskraft på turister og fjeldklatrere, og for indianerne har den været betragtet som hellig helt ind til denne dag. I respekt for indianerne er fjeldklatring forbudt i juni måned hvert år.

0154devils-tower

Vi gik en dejlig tur rundt om tårnet og beundrede det fra alle vinkler, og pinjeskoven duftede stærkt og frisk og dejligt.

Senere kørte vi til Gilette, hvor vi kunne overnatte hos Walmart. Et ældre amerikansk ægtepar overnattede der også. Manden stod og kiggede på vores canadiske nummerplader og sagde så: ”I er langt væk hjemmefra!”

7. juni 2018

Det blev en rigtig hjemmearbejdsdag, selvom vi holdt på en offentlig parkeringsplads. Men som de siger herovre: Home is where you park it. Vi sad faktisk inde med computeren til sidst på eftermiddagen, hvorefter vi gik en tur i et anlæg i nærheden og snakkede om, om vi kunne nå det, inden det begyndte at regne. Nogle store sorte skyer trak op, og vi så også nogle lyn, men regnen kom først hen på aftenen og var ganske kortvarig. Til gengæld blæste det op med nogle voldsomme vindstød. Vi var lidt spændt på, hvad det skulle ende med, for vi havde lige læst på nettet, at Gillette for mindre end en uge siden havde haft den voldsomste tornado i USA i 30 år. Fra vinduet i camperen holdt vi øje med de sorte skyer for at se, om der skulle danne sig en tragt. Det skete dog ikke. Uvejret drev over. Der kom opklaring, og så blev det mørkt. Men imponerende skyer var det.

0159gillette

8. juni 2018

Endnu en hjemmearbejdsdag. Sidst på eftermiddagen trak der store imponerende skyer op ligesom i går, men denne gang med et voldsomt tordenvejr.

9. juni 2018

Køreturen videre fra Gillette gik gennem et øde landskab med bølgende bakker uden ret mange tegn på menneskelig aktivitet. Ved udkørslen fra byen stod et skilt med teksten: ”Ingen service de næste 100 kilometer.” Der var ingen huse og ingen beboelse, kun græsklædte bakker. Der var masser af vildt at se så som pronghorn og andre forskellige arter af hjortedyr. Enkelte steder stod en pumpe, som nikkende hentede olie op fra undergrunden.

I Sheridan forlod vi motorvejen og fandt en af de gratis campingpladser, der sorterer under skovvæsnet, og som ikke har andre faciliteter end et sted at parkere. Den lå i en kløft med en brusende elv. Der var faktisk mange mennesker, men vi fandt et sted at holde. Da vi lige ville have et kig på elven, kom en dame og viste os vej derhen. Der sad der fire mennesker og hyggede sig ved to campere, og dem fik vi en lang og hyggelig snak med.

10. juni 2018

Dem, vi talte med i går, fortalte, at det var en flot gåtur i dalen. Så den bestemte vi os til at tage, inden vi kørte videre. Der var mange imponerende klippeformationer. Et sted mødte vi to mænd med fuld oppakning. De havde hver en hund, der også bar bagage i en sadeltaske. ”Hunden bærer sin egen bagage, dens mad,” forklarede den ene af mændene.

0164tongue-river-creek

Bortset fra at vi kørte over Apalacherne, har vi ikke set bjerge, siden vi var i Mexico. Det skulle blive anderledes i dag. Vejen snoede sig op i de helt store højder til næsten 2900 meter, hvor der stadig lå meget sne fra i vinter. Her var der højfjeldsnatur og imponerende udsigter på vejen op og ned, men øverst oppe lå tågen tæt.

0177wyoming

Herefter var det mere almindelig kørsel på landevej og senere motorvej. I Columbus, Montana, fandt vi endnu en primitiv gratis campingplads. Jeg tror, vi fik den sidste ledige plads. Ved siden af holdt en forfærdelig gammel skrammelkasse af en camper. Manden prøvede at få den i gang, og det lugtede forfærdeligt af uforbrændt benzin.

11. juni 2018

På vej videre holdt gps’en op med at virke. Vi skulle ordne nogle ærinder i Bozeman, men uden gps kan vi ikke finde rundt. Vi kørte derfor bare gennem byen og var heldige at finde et supermarked. Fejlen viste sig at være, at kortet var ødelagt. Et nyt kort hentet fra nettet løste problemet. Mens vi gik rundt og ordnede vores ærinder, kunne vi ikke lade være med at tænke på, hvor skønt det ville have været at have et par vanter. Vejret er skiftet. En ung mand i en af butikkerne fortalte, at det er almindeligt med de voldsomme temperaturskift på denne tid af året.

Vejen mod Ennis var meget smuk. Vi fandt endnu en gratis campingplads denne gang ved en sø. Der var kommet opklaring, men det var stadig koldt. Om natten kom temperaturen ned på 1 grad.

12. juni 2018

I Ennis besøgte vi skovtjenestens rangerkontor for at få noget at vide om, hvor man kan panne guld. Ranveg havde på forhånd fundet ud af, at der er muligheder for det i dette område. Vi fik nogle gode praktiske oplysninger af den unge dame, der passede kontoret. Hun havde sit barn med på arbejde. Barnet sad på et tæppe på gulvet med diverse rangler, men var overtræt og kunne ikke sove. Hun viste os de forskellige muligheder, men anbefalede os at tage til Sheridan, hvor der også er et rangerkontor. Det var en flot køretur på over 50 kilometer, hvor vi kom gennem et par rigtige wild west byer. Her har der været guldgravning i stor stil i 1800-tallet. På rangerkontoret i Sheridan fik vi et et detaljeret kort og en folder om, hvordan man skal forholde sig overfor bjørne.

Det var blevet godt frokosttid, da vi nåede ud i området, så vi parkerede det første sted, hvor der var mulighed for det. Det var lige ned til elven. Og minsandten om ikke vi kunne se et lag af guld helt inde ved bredden under få centimeter vand og glimtede i solen på den helt rigtige måde. Nu var det ikke kun sulten, men også guldet, der rev i os. Der kom noget konen med æggene over os, mens vi sad og spiste. At vaske guld er ikke noget, der kan strække pensionsopsparingen. Inde på rangerkontoret havde de givet os et stykke papir med reglerne for guldsøgning i området med den sigende overskrift Rekreativ guldsøgning.

0185mill-creek

Guldet i elven var næsten kun guldstøv. Det lå ovenpå et lag af ler. Vi gik i gang med den teknik, vi havde lært sidste efterår på et kursus i Arizona, men i Arizona var der ingen ler. Det viste sig næsten umuligt at skille guld og ler fra hinanden. Leret klumper sig sammen og nærmest klistrer guldet til sig. Når man skyller det ud, ryger der uvægerligt noget guld med.

Da solen var ved at gå ned bag grantræerne, måtte vi erkende, at vi ikke kan gøre det med de teknikker, vi har lært.

13. juni 2018

Da der ikke er mobildækning herude i fjeldet, kørte vi de 10 kilometer ind til byen, parkerede et sted og gik på nettet. Mens jeg besvarede emails, søgte Ranveg oplysninger om at skille guld fra ler. Hun fandt en opskrift på en blanding, der skulle bevirke, at man bare kan skylle leret væk. Der skulle bruges et kemikalie, som vi aldrig har hørt om før. Da vi ikke havde nogen idé om, hvor man kan købe det, spurgte vi på apoteket. De havde sådan en flaske, og den kostede kun halvanden dollar. Kemikaliet, som egentlig er et desinfektionsmiddel, skal blandes med vand, en halv tube tandpasta og noget opvaskemiddel. Ham, der skrev om det på nettet, havde fået opskriften af en geolog og havde god erfaring med det. Nu er vi spændte på, om det dur.

Mens vi var i byen, ordnede vi nogle ærinder. Det er en lille by, og det virkede meget hjemligt, fordi det var tydeligt at mærke, at alle kendte hinanden.

Vi skulle også dumpe. Hvis man kan køre lige hen og gøre det, tager det højst et kvarter. Men i dag gik der et par timer med det. Vi endte på en campingplads i nabobyen 16 kilometer væk. Det er tit, de bliver så sure på campingpladser, når man kører ind og vil dumpe, og så tager de en ublu pris for det. Sådan var det ikke her. De var meget imødekommende, og prisen var ok.

”Bare der nu ikke er nogen, der har taget vores plads, mens vi har været væk,” sagde vi næsten i munden på hinanden på vej tilbage. Det var der ikke.

Inden aftensmaden gik vi en tur på den lille grusvej. På vej tilbage stod der en moose, en slags elg, ved siden af vejen og drejede med sine store ører. Vi blev enige om, at det nok var bedst at gå en lille omvej, og sådan kom vi i snak med en mand, der sad og ristede pølser over bål ved siden af sit telt og sin motorcykel.

14. juni 2018

Hm…, ja, vi fik blandet den opløsning. Det havde ganske rigtig den virkning, at leret ikke klumpede sammen. Men det var helt umuligt at skille det fine guldstøv fra de næsten mikroskopiske sandskorn, som leret består af. Selv efter flere timers ihærdig indsats. Der var ellers meget guld. Kanten på rillerne i pannen var forgyldte. Og nede i elven helt inde ved kanten lå det ovenpå leret og skinnede, som var det en forgyldt altertavle. Så der er måske en naturlig forklaring på, hvorfor der ikke er ret mange private claims i dette område. Det er simpelt hen for svært at udvinde.

Senere på dagen kørte vi længere ind i området for at se på vandløbene, men det var det samme resultat. Det fine guldstøv fandt vi flere steder, men nu ved vi noget mere om, hvor svært det er at arbejde med.

Undervejs kom vi forbi en tidligere mineby, hvor der endnu stod en håndfuld huse. Forfaldet var ikke så fremskredet, som vi har set det andre steder. Og da vi nu alligevel var ude at køre, kørte vi op i højderne. Her var sneen lige smeltet, og buskene var ikke sprunget ud endnu. Derimod stod mange blomster i fuldt flor.

0199mill-creek

15. juni 2018

Næste mål var Grasshopper Creek, som ligger i et bjergområde ved nabobyen Dillon. Alligevel blev det en køretur på 150 kilometer. Vi overnattede på en af skovvæsnets campingpladser og fandt en plads få meter fra creeken, som er et lille men kraftfuldt vandløb. Ved siden af os var der et større familiekomsammen. Vi kunne følge dem fra vinduet. De havde, som amerikanerne ynder, tændt bål, men frøs tappert i det kolde vejr.

16. juni 2018

Det regnede hele natten, og ud på morgenen slog regnen over i sne, som bare blev kraftigere, så alt til sidst var dækket af et tykt lag sne. Naboerne havde taget en presenning med. Det var et større projekt at sætte den op, så de kunne stå i tørvejr. Mens en fem-seks stykker var beskæftiget med det, var en anden person kreativ og lavede en snemand af det sne, der lå på bordet og bænken.

Vi måtte have vintertøjet på. Da det blev opholdsvejr, gik vi i gang med med vaske guld. Der var masser af det, og det lå og skinnede i vandet. Men det viste sig at være af samme slags som det andet sted, selvom stykkerne var større. Det var umuligt at adskille fra sandet. Noget fik vi dog med os, men det er stadig blandet med sand.

Om eftermiddagen kørte vi videre ad en meget smuk bjergvej. Vi lavede en afstikker til en spøgelsesby, der hed Coolidge opkaldt efter den daværende præsident. Her havde der været en sølvmine, som var i drift i årene 1914-32, hvorefter minen måtte lukke med et enormt underskud. Da der var flest, havde der boet 350 mennesker i byen. Der var stadig mange huse tilbage, selvom forfaldet var langt fremskredet. Der er noget Pompeji og Tjernobyl over spøgelsesbyerne. Man kan gå og forestille sig det liv, der har udspillet sig. Nu var de eneste fastboende chipmunks, der pilede rundt mellem brædder og sten.

0237coolidge

Vejret var blevet godt, og det var en dejlig lang gåtur ind til spøgelsesbyen og en smuk køretur videre i den sene eftermiddagssol. Overnatning på et lastbilstop i nærheden af Butte, Montana.

17. juni 2018

Hjemmearbejdsdag, hvor vi fik meget fra hånden blandt andet en billedserie fra Elk Horn. Sidst på eftermiddagen kørte vi til Missoula. Motorvejen gik gennem et landskab, der blev smukkere og smukkere.

18. juni 2018

Endnu en hjemmearbejdsdag på parkeringspladsen ved Walmart. Denne gang var det dog ufrivilligt, fordi Ranveg havde fået et maveproblem. En billedsereie om Badlands blev lagt op.

Om eftermiddagen kørte vi til Libby i det nordvestligste hjørne af Montana. Der var en lille kommunal campingplads imellem nogle træer og mellem en kirkegård og et supermarked. Supermarkedets navn Rosauers har vi ikke stødt på før. Jeg spurgte en gammel dame, der var i følge med en ung mand på højst 20, hvordan man udtaler navnet. Hun svarede beredvilligt og spurgte, hvor vi var fra. Det fik hende til at fortælle, at hun var af norsk afstamning. Men hun havde aldrig lært at tale sproget. ”Det var det sprog, mine forældre talte, når der var noget, vi ikke måtte vide,” forklarede hun. Den unge mand var hendes oldebarn, men jeg vil ikke fortælle, hvor mange oldebørn jeg har.

19. juni 2018

På skovtjenestens kontor i Libby gav de os et udmærket kort, der viste vejen ud til Libby Creek, hvor offentligheden har lov til at vaske guld. Der var 17 kilometer skovvej gennem tæt skov. Vi forsøgte lykken i elven, men det var helt uden resultat. Måske skyldes det, at vandet er for dybt og strømmen for stærk til, at vi kan komme derud, hvor der er størst chance for at finde noget.

Sidst på eftermiddagen fandt vi et andet sted, som vi prøver i morgen. Her var der flere, der camperede, så det gjorde vi også.

20. juni 2018

Vi gravede noget grus i en skråning, hvor andre også havde gravet blandt andet en far med to små døtre, og de hyggede sig gevaldigt. En arm af elven fører forbi den uformelle campingplads, og her sidder man godt for at vaske guldet ud. Det var der flere andre, der også gjorde, og der var en rigtig hyggelig stemning. Vi fandt ikke ret meget, men det gode ved det er, at det opfører sig, som guld skal, og som vi kender fra vores kursus i efteråret. Efter at have vasket sand og grus væk, var der noget fint sort sand tilbage, og deri var der lige så fint guldstøv. Det var for fint til at få fat i, men det så flot ud.

0245libbycreek

En dreng på 11 år, som jeg havde vekslet et par ord med, kom hen til os, mens vi sad og vaskede, og vi fik en hyggelig snak. Efter at have snakket lidt afbrød han på typisk amerikansk vis og sagde: ”Jeg hedder John,” og rakte hånden frem. Det er en skik, jeg er kommet til at sætte pris på. Han fortalte, at han sammen med sin bedstefar havde fundet nogle lidt større stykker, og han ville gerne vise os, hvor det var. ”Sørg nu for, at de får noget grus med noget guld i,” hørte vi bedstefaderen sige.

Det var oppe i skrænten. Der var et sted, hvor grundfjeldet stak frem. Af gode grunde kan guldet ikke komme længere ned end ovenpå grundfjeldet. John gravede en spand grus til os, og det var så tydeligt, at han var meget trænet. Bagefter takkede jeg ham for det, hvortil han svarede som en voksen mand: ”It’s my pleasure!”

21. juni 2018

Der er en meget hyggelig stemning, når vi sidder flere og panner i vandløbet. Noget af det fine ved det er, at her er vi blandt ligesindede. Nogle gange har vi oplevet, at folk har set lidt underligt på os, når vi har sagt, at vi panner guld. Det sker ikke her. I dag var der en mand fra lokalområdet, som var godt kendt med området. Han fortalte om et par fra Florida, som han havde mødt herude. De ville gerne prøve at vaske guld og havde købt det nødvendige basisudstyr. Det var ikke en gang pakket ud fra forretningen. De fandt fire store stykker af den slags, som alle drømmer om at finde.

Han gav også nogle gode tips til, hvor det er godt at grave, og der var faktisk en del deri, om end det var små stykker.

Til aften var vi nødt til at køre ind til byen for at dumpe og få nyt vand. Her blev det et forfærdeligt tordenvejr. Overnatning i byen.

22. juni 2018

Efter arbejde på nettet og indkøb i byen vendte vi tilbage til Libby Creek. Her fik vi en snak med en mand, der rejste alene og ville forhøre sig lidt om stedet. Hans kone ville hellere fortsætte med at arbejde. ”Jeg har arbejdet nok i mit liv,” som han sagde. At hun foretrak at arbejde, var hendes sag. ”Hvad der er hendes, er hendes, og hvad der er mit, er også hendes.”

Det viste sig, at alle de andre, der var her, var rejst undtaget et canadisk par. Dem havde vi ikke talt med før, men vi fik en lang og hyggelig snak med dem. De inviterede os til at komme over til deres bål efter aftensmaden, men det blev der nu ikke noget af, for der kom torden og voldsom regn.

0249libbycreek

23. juni 2018

Øv, øv, og atter øv. Det, vi fandt for nogle dage siden på to andre lokaliteter – se under den 12., 14. og 16. juni – viste sig ikke at være guld, selvom det lignede. Det opførte sig heller ikke, som guld skulle opføre sig – det vil sige, det faldt ikke til bunds og blev liggende, men flød ovenpå, var alt for let og hvirvlede rundt sammen med sandet. Det var også umuligt at udskille fra sandet, og det er normalt ikke svært. Endelig bestod det af flager, hvad guld heller ikke gør. Så der burde have været nogle bimlende alarmklokker, men begejstringen over vores fund var så stor, at vi ikke hørte dem.

Om aftenen kom vi til at tale med en mand, der var en meget erfaren guldfinder. Samme dag havde han fundet nogle centimeterstore stykker med sin metaldetektor. Vi viste ham vores fund, og han kunne med det samme fortælle os, at det ikke er guld, men mica, et materiale, der findes sammen med granit, og som går under navnet fool’s gold. Det vil sige, det er noget, der narrer begyndere.

Man skal kravle, før man kan gå, som man siger. Vi lærer en masse, og det fine ved det her sted er, at der er mange, der beredvilligt lærer fra sig, og vi har faktisk efterhånden lært en del.

Den samme mand kendte området ud og ind og kunne en masse historier om guldfindere, om store flotte stykker, der forsvandt ned i bunken med sten og grus, og som aldrig blev fundet igen, og så videre.

Der er blevet fundet guld ved Libby Creek siden 1864. En af hans historier var fra den gang, da Montana endnu var et territorie og ikke en stat, men wild west. To mænd var taget ud til Libby Creek for at finde guld, og de gjorde også gode fund. Men så fik den ene lungebetændelse. Det blev så slemt, at den anden måtte tage den lange tur til Libby efter en læge. Det er en vandretur på 33 kilometer gennem skov og fjeld. Da han kom ned til byen blev han berøvet og dræbt, og imens døde den syge kammerat af sin lungebetændelse.

24. juni 2018

Vi har fundet guld. Altså rigtigt guld og ikke mica eller noget andet glimmer. Men det er nogle ganske små mængder. Guldkornene ligger som små nister og glimter i bunden af pannen. Nogle gange er der kun en enkelt i en panne, andre gange er der ingen og nogle gange nogle få stykker.

0255libbycreek

Det vigtigste aspekt ved at vaske guld er helt klart det rekreative.

Jeg har ikke kunnet lade være med at tænke på den jæger, der gang på gang går på jagt med sin bøsse, men som aldrig har noget vildt med hjem. Om han ikke kan ramme eller hvad, forlyder der ikke noget om, men han siger: ”Jeg holder meget af at bevæge mig i naturen.” Det har været både hyggeligt og dejligt at sidde på en sten ude i et vandløb med fødderne (i gummistøvler) i vand og vaske guldet ud. Og det er blevet mere hyggeligt af, at der har været andre til stede, der har hygget sig på samme måde.

Til aften forlod vi stedet og overnattede i Libby.

25. juni 2018

Det var vores tredje nat i Libby, men ind imellem de tre nætter har vi som omtalt haft to gange to nætter i Libby Creek. Da vi var på vej ud af campingpladsen, kom campingværten hen imod os og så ud, som om han ville sige noget. Jeg rullede vinduet ned, og så sagde han med et lurevornt grin: ”God tur til South Carolina!” Første gang vi var her, havde jeg en hyggelig snak med ham, og da jeg sagde, at vi er fra Danmark, sagde han, at han syntes, jeg lød som en fra South Carolina.

Videre på landevejen. Vi standsede og så et majestætisk vandfald på Kootenai River. Flot og frygtindgydende. Overnatning ved Priest Lake, Idaho, som viste sig at være en meget lang afstikker, men det er nogle gange svært at vide helt på forhånd.

26. juni 2018

De første mange kilometer gik gennem skov og fjeld, og her var vi heldige at se turens første bjørn, som løb tværs over vejen lidt længere fremme. Vi forlod Idaho, som vi kørte ind i i går, og var nu i Washington. Idaho har en lang smal strimmel, der går helt op til Canadas grænse. Den hedder Idaho’s Panhandle, fordi den på kortet ligner et håndtag som på en stegepande.

Overnatning et totalt øde sted nogle kilometer ude ad en skovvej. Eneste selskab var et whitetailed deer og jordegern, der rejste sig på bagbenene og iagttog verden.

27. juni 2018

I den nærliggende by Republic gik vi en tur på hovedgaden. Byen har et rigtigt westernpræg. Den blev grundlagt, da man fandt guld i 1896, og der er stadig en aktiv guldmine.

0261republic

Herfra var der kun 100 kilometer til grænsen til Canada, som vi passerede gnidningsfrit. Okanagandalen er en overdådig frodig dal med frugtplantager og vinmarker. Langs vejen er der talrige frugtboder. Her købte vi en pose velsmagende kirsebær. I Okanagan Falls skulle vi lige ind og have en is hos Tickleberry’s. Det er blevet en tradition.

0268okanaganfalls

I Kelowna blev det overnatning som så mange gange tidligere på Walmarts parkeringsplads, hvor der holdt flere andre campere.

28. juni 2018

Det blev sidste gang på Walmarts parkeringsplads i Kelowna. De har åbenbart ændret politik, for der sad et brev i vinduesviskeren, hvor det blev oplyst, at man kun må holde der én nat og kun til klokken syv om morgenen, og at vi havde holdt der længere.

Hos camperforhandleren hentede vi vores post. Al officiel post vedrørende bilens registrering og forsikring går hertil. Der var en dynge breve, det meste forældet. Det vigtigste var en check fra i efteråret med godtgørelse for forsikringspræmie for den periode, vi var i Mexico forrige vinter. Den har kontordamen hos camperforhandleren ikke kunnet indløse på vores vegne, så nu må vi bede dem sende os en ny og søge om godtgørelse for sidste vinter. Det fik vi ordnet og sendt af sted.

Da vi ikke længere kunne overnatte inde i byen, fandt vi et sted på en skovvej oppe på fjeldet. Det var ikke noget særligt, bare i kanten af vejen. Det gør ikke så meget. Vi skal bare holde der, mens vi sover, og der er stort set ingen trafik.

29. juni 2018

Vi er nede i byen om dagen for at ordne praktiske ting. Om aftenen kører vi tilbage til vores skovvej. Det er kun 20 kilometer, men 1000 højdemeter, så det er en helt anden verden – og noget koldere.

0276kelowna
Motiv fra Kelowna

30. juni 2018

Mere bilforsikring. Da vi påtænker at udskibe bilen til Sydamerika en gang til vinter, skal vi have fundet ud af, hvordan vi forholder os til den canadiske forsikring, så vi kan bevare nummerpladerne. Vi havde i forvejen fundet nogle oplysninger om en temmelig kompliceret procedure. ICBC, bilregistreringsmyndigheden i British Columbia, havde for længe siden oplyst oplyst os om, at vi skal have en særlig police, som kun kan fås på hovedkontoret i Vancouver. Hele formiddagen sad vi og studerede de oplysninger, vi havde. Vi blev enige om, at det nok var bedst at køre til Vancouver og tale med dem personligt, fordi det er vanskeligere i telefonen på et fremmed sprog. Vi besluttede dog først at tage ind til vores lokale forsikringsselskab, om ikke andet for en ordens skyld. Vi havde nemlig hørt, at de lokale forsikringsmæglere ikke kender til denne specielle police.

Vi har blandede oplevelser med personalet. Én medarbejder har vi en rigtig god forståelse med, men vi har oplevet en anden, som var iskold og ubehagelig, en ung kvinde med fuldt udviklet potentiale til at blive skrankepave. Ingen af de to var der. Vi kom til at tale med en ung mand, som var utrolig imødekommende og hjælpsom. Han ringede til en supervisor hos ICBC i Vancouver og fik alle de svar, vi havde brug for. Midt under det hele sagde han med et smil: ”Det er en spændende opgave at få.”

Det viste sig til vores forbløffelse, at reglerne er ændret, så det simpelt hen ikke kan blive nemmere. Når vi har passeret grænsen mellem USA og Mexico, skal vi bare lade forsikringen udløbe, og når vi en gang vender tilbage, skal vi ringe til ICBC, så mailer de et forsikringsbevis, så vi kan køre lovligt tilbage til Canada. Lettere kan det ikke være.

Vi har indtryk af ICBC som en gammeldags bureaukratisk kolos, men de er åbenbart – i hvert fald på det punkt – ved at ankomme til den moderne verden.

Forrige side Maj 2018
Næste side Juli 2018