Maj 2016

7. maj 2016

Rejsen fra Brønderslev til København varede lige så længe som flyrejsen fra Reykjavik til Edmonton. Det sørgede DSB for. I Odense måtte vi skifte over i busser, og i Roskilde kunne vi igen gå over i toget. Som kompensation serverede DSB vand og chokolade. Turen over storebæltsbroen er altid noget særligt, og vejret var flot. Den oplevelse havde vi ikke fået, hvis toget havde kørt normalt.

8. maj 2016

Dagen tilbragte vi sammen med vores søn Asbjørn. Det var en rigtig hyggedag, hvor København viste sig fra sin bedste side. Eller også var det fordi Asbjørn tog os med til nogle af de pæneste steder i byen. En kanalrundfart blev det også til.

9. maj 2016

Rejsedag. Det var en lang dag. En meget lang dag, fordi vi rejste med tiden. Vi startede fra København kl. 14 og landede i Kelowna kl. 21,30 – stadig inden for det samme døgn, men på grund af tidsforskellen var det et døgn på 33 timer, så vi var godt trætte, da taxaen satte os af foran det forudbestilte hotel. Rejsen, der på næsten alle måder var en dejlig rejse, en behagelig overfart, har jeg skrevet om andetsteds.

10. maj 2016

Dagen startede med canadisk morgenmad bestående af æg, en lille pølse, et stykke bacon, en portion revne, brasede kartofler, pandekage, kaffe og juice. Det var noget mere fedt end det, vi plejer at få, så det lå tungt.

Dagens første opgave var at gå hen til forsikringsselskabet og købe bilforsikring. Den udmærkede medarbejder, der tidligere havde hjulpet os, havde desværre fri den dag, men vi fik alligevel en god betjening og tog derfra med to klistermærker, som vi så skulle sætte på den bagerste nummerplade som bevis på, at bilen er lovligt forsikret.

Det næste blev nu at tage hen til bilen. Den venlige dame på forsikringsselskabet skaffede os en taxa til opbevaringsfirmaet.

Og der stod den så og lignede sig selv.

Det var godt at se. Den var blevet lidt snavset, men det var så det.

Efter at have fundet en skruetrækker fik jeg nummerpladen afmonteret, sat klistermærkerne på ovenpå de gamle, og fik nummerpladen monteret igen. Nu var det spændende, om bilen ville starte. Det ville den. Alt var, som det skulle være.

Ved udkørslen indtastede jeg mine to koder, men gitterporten gik ikke op. Efter et par forgæves forsøg ringede jeg på telefonen til kontoret uden at få noget ud af det. En mand, der også havde en camper parkeret derinde, tilbød at åbne med sin kode. Men der skete ingenting. Så kom der en anden mand. Han viste sig at være synderen. Han var tekniker, og et eller andet var gået galt for ham. Men han kunne ikke selv åbne, så vi måtte vente på, at der kom nogen. Nå, men det betød ikke noget, for vi hyggede os med historier om at blive låst inde.

Næste punkt var at få køleskabet fyldt op og få købt nogle ting, vi manglede. Vi var efterhånden godt trætte og forkælede os selv med at spise på en asiatisk restaurant. Derpå tog vi ud på campingpladsen lige udenfor byen.

Nu var vi så tilbage i camperen igen. Vi skulle lige vænne os til, at der er så lidt plads. Når man for eksempel står i toiletrummet og skal bukke sig ned efter et eller andet, tænker jeg, at det ville være praktisk, om vi mennesker havde en eller anden form for teleskopanordning i stedet for knæ.

Da jeg lå i min seng om aftenen, tænkte jeg på, hvor anderledes det er at sove i camperen. Der er lavt til loftet i sengeafdelingen over bilens førerhus, men dog ikke lavere, end at man kan sidde op. Tankerne gik videre til de gange, vi har overnattet i min brors båd. Der er der så lille højde til køjen ovenover, at jeg hver gang er kommet til at tænke på, at det må være sådan at ligge i en kiste. Selvfølgelig er det noget vås, for når først man ligger der, lægger man formentlig ikke mærke til noget som helst.

11. maj 2016

Fra vores sidste ophold havde vi en aftale med camperværkstedet, fordi den ene ventilator er gået i stykker. De havde skaffet en ny motor til den, men det viste sig, at regnsensoren også var i stykker. Den kan vi desværre ikke få i denne omgang. Det må vente til næste gang, vi kommer til Kelowna. Teknikeren lavede en nødløsning, så ventilatoren kan bruges. Han var i øvrigt en sjov og levende fyr og blev meget entusiastisk, da vi fortalte ham, vi vil til Vancouver Island, hvor han var født og vokset op.

Om eftermiddagen købte vi ind igen. Denne gang noget så eksotisk som en pizzasten. Vi havde haft det problem med gasovnen, at den bagte ujævnt, og da Ranveg bager alt vores brød, er det ikke nogen ligegyldig detalje. Hjemme havde vi googlet på det og fundet ud af, at man skal lægge en pizzasten ind i ovnen til at fordele varmen. Ovnen skal forvarmes. Det dur ikke at sætte maden ind i en kold ovn. Det krævede nogle overvejelser og brug af et målebånd at finde den rette sten. Vi endte med at købe en rund sten, som indgik i et sæt bestående af en holder, så man kan sætte den varme sten på bordet, en ”spade” af træ til at lave pizzaen med og tage den færdigbagte af igen samt et hjul til at skære den i stykker.

Om aftenen skulle den prøves. Pizzadejen rulles ud på spaden. Kagerullen, vi længe havde betragtet som en fejlinvestering, kom i brug for første gang. Men vi lærte på den hårde måde, at man altid skal sørge for godt med mel på spaden. Kommer der for lidt på, hænger pizzaen ikke bare fast i spaden, men brænder også fast på stenen. Men bortset fra det kom der nogle lækre pizzaer ud af det, og brødbagningen foregår nu helt problemløst.

12. maj 2016

Vi bevilgede os selv en stille dag, hvor vi kun lavede det mest nødvendige, det vil sige lidt indkøb og lidt praktisk. Vi var stadig trætte efter rejsen og havde ikke fået den nye døgnrytme helt på plads endnu. Men vi fik da også lavet en aftale med vores bilforhandler i Surrey om et par nye dæk.

13. maj 2016

Vi blev enige om at tage en ekstra dag på campingpladsen. Ranveg gav gulvtæppet den helt store tur, så vi kunne pakke det væk. Det var lunt at have på gulvet i vinter, men nu behøver vi det ikke. Selvom bil og camper blev vasket godt udvendigt, inden vi rejste hjem i marts måned, var den alligevel blevet snavset af at stå ude, så den fik også en tur med den nye bilvaskekost. Den gamle måtte vi kassere, fordi jeg gerne ville have den helt tør, inden vi tog hjem, og derfor havde lagt den – synes jeg – i forsvarlig afstand foran varmeblæseren. Resultat: børsterne, der er af kunststof, smeltede sammen til en hård klump.

Desværre måtte vi igen en tur til camperforhandleren, fordi en hylde i køleskabsdøren var gået i stykker. Det er anden gang, det er sket. Men de ville prøve at få det ordnet over garantien. Hylden, der gik i stykker, blev repareret med gorillatape. ”It looks ugly,” sagde Ron, der bestyrer værkstedet, og indrømmede, at hylden var alt for spinkel.

På vores sidste tur jagtede vi hele tiden cafeer, varehuse, biblioteker med mere med ordentlig internetforbindelse. Nu har vi besluttet, at vi vil have vores eget. Men det fungerer meget anderledes i Nordamerika end i Danmark. Det bedste tilbud, vi kunne finde, var 5 gb/måned for $ 40. Men da vi så skulle til at betale, ville systemet kun acceptere et nordamerikansk kreditkort. Så var der kun en mulighed tilbage: 2 gb for $ 50 om måneden. Det drejer sig altså om sim-kort uden tale, kun data. Den unge mand, der ekspederede os, syntes det lød både utroligt og vanvittigt, da jeg fortalte ham, at mit danske abonnement koster ca. $ 20 og giver mig 22 gb data og 11 timers tale om måneden. – Så nu må vi se, hvordan det går. Det er klart, at vores dataforbrug skal rationaliseres. Men der er situationer, hvor det er praktisk at kunne slå en adresse eller ligende op uden først at skulle finde en McDonald eller en Starbucks.

14. maj 2016

Så blev det tid til at komme videre. På grund af træthed i de første dage fedtede vi for meget rundt med vores indkøb. Noget, vi ikke havde fået købt ind endnu, var to campingstole og et lille bord, så vi kan sidde udenfor. Det blev ordnet om formiddagen.

Vi tog nu vejen sydpå gennem den smukke og frodige Okanagan dal. Der er vinmarker og frugtplantager overalt. I den lille by Okanagan Falls gjorde vi holdt og nød den legendariske is, man kan få hos Tickleberry’s. Jeg har aldrig set så mange forskellige slags is at vælge imellem.

Næste stop var Osoyoos, hvor det var meningen, at vi skulle se et indiansk kulturcenter, men de holdt tidligt lukket her i forsæsonen. Der er ørkenagtigt klima her, fordi nedbøren er så ringe. Der virkede også tørt overalt.

Udenfor byen på vej mod vest kørte vi ud af en sidevej egentlig bare for at finde et godt sted at nyde en sen kop eftermiddagskaffe. Vi fandt et godt sted ved siden af vejen og indviede de nye campingmøbler.

Efter kaffe gik jeg og fotograferede nogle blomster, mens Ranveg løb en tur op ad vejen. Da jeg var færdig med det, fik jeg øje på en bil, der tog holdt i vejsiden lidt længere nede. Jeg undrede mig over det, men et øjeblik efter så jeg en lille bjørn komme gående godt 100 m væk mellem mig og den anden bil. Den gik op over vejen og forsvandt på den anden side. Det er første gang, jeg har set en bjørn i naturen. Det er både fascinerende og skræmmende. Jeg tænkte jo på Ranveg, der løb længere oppe ad vejen. For mig var det en stor oplevelse. Jeg ved fra andre rejsende, at de ser bjørne næsten dagligt. Man regner med, at der er ca. 120.000 sorte bjørne i British Columbia og et noget mindre antal grizzlybjørne.

Bilen, der holdt stille lidt længere nede ad vejen, gjorde holdt, da de kom op til mig. Det var et par unge mennesker. De begyndte med at de undskyldte, at de havde skræmt bjørnen væk. De troede, jeg var i færd med at fotografere den. Det viste sig, at de var fra Tjekkiet, og at de havde enorm lyst til at rejse, men havde ikke penge til det. Derfor havde de taget job i hotelbranchen, fået arbejdstilladelse og rejste rundt lige så meget, tiden tillod det.

Jeg tænkte godt nok, at det var da mærkeligt, så længe Ranveg havde været væk og gik en lille tur op ad vejen for at se efter hende. Det fik jeg ikke noget ud af. Et stykke tid efter kom der en bil oppe fra og holdt ud for mig. Det var en ældre mand. Han præsenterede sig som Dan og sagde: ”Jeg standser bare for at fortælle dig, at du ikke skal være urolig. Jeg har lige talt med din kone et par kilometer oppe ad vejen.” Så fortalte han, at han samlede svampe og gav mig sit kort, hvor der stod: ”Dan the Mushroom Man – Dried & Fresh Wild Gourmet Mushrooms”. Det gjorde i øvrigt ikke noget indtryk på ham, at jeg havde set min første bjørn. Efter en lang og hyggelig snak kørte han igen.

Da Ranveg kom, kunne hun fortælle, at hun både havde talt med Dan og med det tjekkiske par. Vi lavede aftensmad og blev der natten over.

15. maj 2016

Første stop var en sø, der hedder Spotted Lake. Det er usædvanligt naturfænomen, fordi vandet er stærkt mineralholdigt. Når vandet fordamper i løbet af sommeren, står der nogle cirkelrunde søer tilbage i stærke farver. Her i maj er vandet endnu ikke fordampet, men det var muligt at se de runde tegninger under vandoverfladen.

I Keremeos fik vi købt lidt ind og fyldt vand på. Hvad det sidste angår, gælder det om at udnytte tilbuddet, når det er gratis. Vi var der sidst i februar, hvor vi fik et udmærket måltid på en thai restaurant. Byen er et lokalt centrum for frugtavl, og langs hovedgaden er der en lang række frugtboder. De var selvfølgelig ikke åbne endnu.

I vinter var vi også i Hedley, en tidligere guldmineby ved hovedvejen. Vi havde fået anbefalet restauranten The Hitching Post, men den var lukket den gang. Det var den ikke i dag. Og den levede til fulde op til sit ry. Tjeneren anbefalede en malaysisk kyllingeburger, som viste sig at være ualmindeligt velsmagende. Restauranten arbejder ud fra et princip, vi fuldt ud kan tilslutte os: høj kvalitet til lav pris. De lokale brugte den også. Nogle fejrede en fødselsdag, og en mand med rollator var åbenbart også lokal. Det var en mand, vi talte med udenfor også. Skulle vejen falde forbi en anden gang omkring spisetid, så ved vi nok, hvad vi skal!

Dagens sidste stop var en afstikker til den lille by Coalmont. Det var en tur på 18 km ad en dramatisk flot snoet vej langs Tulameen floden. Byen blev grundlagt i 1911 og levede – som navnet antyder – af kulminerne, men nu var det nærmest en spøgelsesby, der ikke var helt uddød endnu.

Det, der fik os til køre dertil, var et skilt, der står ved indkørslen til byen:

You are approaching the peaceful little village of
COALMONT
Population: varies
industry: none
chief sports: sleeping and day dreaming
climate: hot – cold – wet – dry – at various times
all clubs and lodges hold their meetings at midnight on the sixth Tuesday of each month..
COALMONT
welcomes you and will be delighted to serve you provided you are lucky enough to find us open.

På et skilt ved siden af kan man bl.a. læse:

Women beware! There is a predominance of bachelors living here.

En ældre herre, vi mødte, fortalte, at skiltet var lavet for så mange år siden, at det for længst er rådnet op, og at det nuværende skilt er en nøjagtig kopi. På mit spørgsmål om, hvad folk i byen sagde til det, svarede han: ”They loved it!” Han var selv flyttet til Coalmont som pensionist for 12 år siden og drev et lille motel. ”Vi lever et stille liv,” som han sagde.

Der var virkelig stille. De bygninger, der havde huset forretninger, lå der endnu og mindede om et liv, der ikke er længere.

På en måde minder Coalmont om tusindvis af danske landsbyer, der er blevet tømt for funktion, og hvor de tilbageværende indbyggere har fået længere og længere til butikker, skoler og anden offentlig service. En forskel er, at sådan en spøgelsesby er vokset op omkring en mine og har kun haft et kort liv: et par årtier og i nogle tilfælde kun et par år, mens de fleste danske landsbyer har en historie på langt over tusind år. I begge tilfælde er grundlaget for beskæftigelse forsvundet. I det ene tilfælde en mine, i det andet tilfælde landbruget.

Vi besluttede at blive i området natten over og kørte derfor til den nærliggende Granite City, som er en helt uddød mineby. Den blev grundlagt allerede i 1858 og havde på et tidspunkt over 2000 indbyggere. Da var den British Columbias tredje største by.

Kirkegården, der stadig er i brug, var en rigtig skovkirkegård. Den var noget mere uplejet end en dansk kirkegård, men bestemt ikke uden charme. Kirkegårde er altid interessante at besøge, fordi de både fortæller om menneskers tro og liv.

Nede ved floden lå en primitiv campingplads. Der holdt vi få meter fra det brusende vand, der stryger nedad i en forrygende fart.

16. maj 2016

Næste morgen var det blevet køligere. Rigtig koldt var det oppe på et udsigtspunkt i Manning nationalpark. Udsigten var forrygende, men svær at fastholde på et foto. Jeg tog nogle billeder med tele af et egern (se billedet nedenfor). Da jeg havde pakket udstyret væk, kom et andet egern meget tæt på, og det lykkedes at tage et billede af det med telefonen. Ranvegs kommentar: ”Hvad skal du så med alt det udstyr?”

På en informationstavle blev det oplyst, at Nordamerika var dækket af is under den sidste istid for 10.000 år siden. Det var sjovt at tænke på, at det var samtidig med sidste istid i Danmark. Det blev også oplyst, at de spidse tinder i det fjerne rakte op over isen som nunatakker, mens de lavere højder havde fået deres rundere former af isen.

Vi overnattede hos Walmart i Abbotsford.

17. maj 2016

Vi tog til Surrey – først for at købe en madras til at lægge under den egentlige madras, så der kommer luft under den, og vi undgår kondens. Det er en forretning med sejlsportsudstyr. De kunne dog først have den i morgen, så vi får se.

Næste punkt var udskiftning af bilens bagdæk, der var meget slidte. Det var dyrt, men dækkene er flotte. Firmaet hedder Dams Ford, og vi havde meget fornøjelse af at vise dem et billede af et skilt, jeg fandt på vejen mellem Brønderslev og Jerslev, med et firma, der hedder Dams Auto.

18. maj 2016

Nej, desværre, madrassen var ikke kommet. De fik min emailadresse, men det er lidt ærgerligt, at vi bliver nødt til at køre den vej tilbage. Vi besluttede at rejse videre og kørte til Tsawwassen, hvorfra færgerne sejler over til Vancouver Island. Sejlturen varer lige så længe som turen til Læsø, men går ind gennem nogle smalle stræder. Det var en meget smuk tur.

19. maj 2016

Vi tog ind til Victoria. Byen ligner en europæisk by og har et umiskendeligt britisk præg. Vi gik en dejlig tur langs havnen. Der var en terminal med vandflyvere med ruter til adskillige destinationer. Det var sjovt at se, hvordan de lettede og landede på vandet. Et sted lå en mængde husbåde i strålende farver og sæler i vandet. Vi gik rundt i byen, som var nydelig og charmerende, og gik også en tur gennem chinatown, som går for at være Canadas ældste. Et andet sted i byen lå en lille biks med navnet ”Oceanic Market”. Det må høre til kategorien ”små forretninger med store navne”. Der var langt at gå fra det sted, vi parkerede, men så var der heldigvis den fine mulighed at tage en vandtaxa. Prisen er beskeden, og systemet fungerer ligesom en teletaxa derhjemme.

20. maj 2016

En stor del af dagen tilbragte vi på The Royal British Columbia Museum, der går for at være et af Nordamerikas bedste. Det er mægtig stort, så det er ikke muligt at se det hele på et besøg. Vi valgte at se afdelingen, der omhandler de indfødte folkeslags historie og vilkår i dag. Det første indtryk er, at der er en kæmpe dårlig samvittighed over behandlingen af de indfødte, som man søger at råde bod på. Alene betegnelsen ”first nation” siger noget om det. Udstillingen var delt i tre sektioner: før koloniseringen, under koloniseringen og nutiden.

Der er tale om et stort antal forskellige kulturer med vidt forskellige sprog. Udstillingen fokuserede dog heldigvis på de store linjer: forskellen mellem kystboere og indlandsboere, der skyldes de vidt forskellige levevilkår, som også gav sig udslag i forskellige måder at organisere samfundet på. I kystlandet havde man noget, der kunne ligne et arvekongedømme, hvor høvdingeværdigheden blev arvet, mens man levede i små grupper inde i landet, og gruppens overhoved skulle gøre sig fortjent til at være leder, hvis der viste sig at være en, der var mere kapabel til opgaven. Der var udstillet mange genstande fra hverdagslivet og en vidunderlig samling af totempæle.

Under koloniseringen skete der store forandringer for den indianske befolkning, og på længere sigt betød det et kollaps for den traditionelle levevis. Der var en gribende historie om en epidemi, der slog en stor del af den indianske befolkning i Victoriaområdet ihjel i 1862.

Den tredje del af udstillingen handlede om vilkårene i nutiden. De mange forskellige sprog er truet. Opbrud fra de historiske levesteder og opbrud af kulturen gør det svært at bevare et sprog som levende, især hvis det kun tales af nogle få tusinde personer. Nogle sprog har ikke længere nogle, der taler det flydende, mens der for andre sprogs vedkommende kun er ganske få procent, der kan tale det flydende. Til gengæld er der en stor interesse for at lære sprogene, og der var flere solstrålehistorier om undervisningsprojekter, der retter sig mod både børn og voksne. Sprogene i sig selv er meget interessante. Nogle er beslægtede, mens andre er såkaldt isolerede sprog, der ikke har noget sprogligt fællesskab med andre sprog – lidt ligesom albansk i Europa.

En solstrålehistorie handlede om et folkeslag, der fik forhandlet en hjemmestyreordning igennem i år 2000. Der manglede dog et overblik over, hvordan det så er gået i de mellemliggende 16 år. Det blev fremstillet som noget revolutionerende nyt, og det er det sikkert også indenfor en canadisk kontekst, men i dansk sammenhæng kan man godt nævne hele to hjemmestyreordninger.

Mætte af indtryk gik vi en tur i aftensolen på molen ved krydstogtsskibenes anløbskaj. Vi har lagt mærke til, at skibene normalt kun ligger der en enkelt dag. Ifølge et opslag kommer der 430.000 krydstogtsturister til Victoria om året.

21. maj 2016

Det er lørdag og rengøringsdag. Når man bor på et par kvadratmeter, bliver der hurtigt snavset. I dag fik det indvendige træværk den store tur med olje og fremstår nu som nyt. Mens vi har været i Victoria, har vi overnattet på en Walmart parkeringsplads. I dag var vi 16 campere i alt.

Selvom det er rengøringsdag på parkeringspladsen, kan man godt opleve noget. På et tidspunkt så jeg en mand kigge meget interesseret på vores camper. Pludselig bankede det på. ”Nej, nej, jeg vil ikke forstyrre jer,” sagde han, ”jeg ville bare se, om jeres trappe er af aluminum.” Han var en af de 16 campere, og selvfølgelig fik vi en god snak om campere. Han ville gerne se motorrummet og kiggede på det med kendermine. Pludselig sagde han: ”Hvad er det?” og hev et snavset håndklæde op fra bunden af motorrummet. Vi blev hurtigt enige om, at det var godt, det ikke var kommet ind i ventilatorremmen. Jeg var meget taknemlig over, at han opdagede det, men kan ikke forstå, hvordan det er havnet der. I tirsdags fik vi nye dæk på baghjulene, men jeg kan ikke forestille mig, hvad mekanikeren skulle i motorrummet for at skifte dæk. Jeg kan heller ikke forestille mig, at et autoriseret og højt professionelt værksted bruger håndklæder og ikke twist. Det kan også være den mekaniker, der skiftede olje i Death Valley. Det var et lille enmandsværksted. Han var meget fortravlet, og konen sad i et hjørne af værkstedet og førte regnskab. Hvis det er tilfældet, så har vi kørt adskillige tusinde kilometer med det.

Fra vinduet lagde jeg mærke til en ung mand, der gik rundt på parkeringspladsen og samlede indkøbsvogne sammen i en lang række, inden han kørte dem ind i butikken. Han hentede to. Så tog han en god pause og beundrede sit værk, inden han hentede to mere i et meget sendrægtigt tempo. Lidt senere havde jeg et ærinde i butikken, og da jeg gik ud, mødte jeg ham og kunne se, at han nok har været en 17-18 år. Ansigtsudtrykket var helt udslukt. Det var så tydeligt, at indkøbsvognene ikke gav ham mening i tilværelsen. Er det tilfældet, kan jeg nu godt forstå ham, selvom jeg må sige, det også har god mening, at nogle påtager sig den opgave.

Hele eftermiddagen brugte vi på indkøb i et såkaldt Farmers’ Market, hvor vi fik nogle gode kvalitetsvarer og til aften et dejligt måltid.

Vi talte med en dame, der gav smagsprøver på lokalt produceret vin. Mine øjne faldt på ordet ”kransekager” – stavet på dansk. Hun fortalte, at hun havde en dansk veninde, der havde lært hende kransekager at kende. Hun bagte dem selv og solgte dem sammen med vinen, fordi hun syntes, det passede godt sammen.

22. maj 2016

Vi tog ud til blomsterparken Butcher’s Gardens og nød den fantastiske have. Haven har omkring 1 million besøgende om året, og en stor del af dem var på besøg samme dag som os. Men det ændrer ikke ved, at det var en rigtig god oplevelse.

23. maj 2016

Vi kørte nordpå og gjorde et længere ophold i Duncan, der er kendt for sine mange totempæle. De står rundt om i byen med en instruktiv tavle, der fortæller om baggrunden for hver enkelt pæl. Det var en god oplevelse, som gav et indblik i den indianske kultur.

Se også blogindlæg fra Duncan:

Totempæle - med billedgalleri

Et indblik i indiansk kultur

Vi fortsatte videre nordpå forbi Nanaimo, øens næststørste by. Køreturen var ikke så spændende i sig selv, men det var en forsonende omstændighed at se alle de blomstrende gyvel på skråningerne langs vejen.

Nord for Nanaimo drejede vi fra mod vest. Her blev landskabet meget mere spændende. Vejen snoede sig, og hastigheden var sjældent over 60, og gyvelen lyste stadigvæk gult. Vi gjorde holdt for natten i industribyen Port Alberni.

24. maj 2016

Det er en af de dage, hvor der ikke er så meget at skrive hjem om, som man siger. Vi fik lavet noget mere research på, hvad vi skal de kommende dage, og jeg fik lavet noget nyt materiale til hjemmesiden.

En mand, vi tilfældigt kom til at tale med, sagde: ”Åh, I er fra Danmark. Hvorfor har I så ikke en Nimbus med til mig?”

25. maj 2016

Dagen begyndte rigtig godt. Den endte også godt. Det gode ved dagens begyndelse var et indkøb, som vi var startet på allerede dagen før. Til min afsked i august 2015 fik jeg en pengegave, indsamlet af mange mennesker i Børglum sogn. Oprindeligt var tanken, at pengene skulle bruges som bidrag til et par mountainbikes. Den idé har vi droppet af flere grunde. En væsentlig grund er, at vi ikke har plads til dem. Hvis vi monterer dem bagpå camperen, vil de være i vejen hver eneste gang vi skal ind og ud, selvom man kan få et beslag, der kan drejes. Monterer vi dem på taget, vil vi kun få dem brugt sjældent, for det vil være for besværligt at få dem ned og op. Endelig kan de monteres foran. Det er utænkeligt i Danmark, men her kan det lade sig gøre. Men heller ikke det, synes vi, er nogen god idé.

Nu har jeg derimod brugt en del af beløbet på at købe en kvalitetskikkert. Vi har aldrig haft en kikkert før, og vi forventer at få meget glæde af den til at se på dyrelivet i Canada. Den har allerede vist sig at være et godt køb.

Fra Port Alberni kørte vi de godt 100 km til Tofino, der ligger på vestkysten. Vi tog turen i sneglefart og gjorde et par stop undervejs. Ved Sproat Lake gik vi en tur i det gode vejr og beundrede den ene af de to flyvemaskiner, der har base i søen. Der er tale om to fly fra krigens tid. De var bygget til troppetransport, men anvendes nu i brandberedskabet ved skovbrande, der kan være katastrofale her. Tænk bare på Fort McMurray. De har pontoner, så de letter og lander på vandet. De kan medbringe 26.000 liter vand og er verdens største af sin art. Og altså over 70 år gamle og stadig i tjeneste.

Vejen var snoet og meget smuk. Et andet sted gik vi en tur i skoven og beundrede de kæmpehøje cedertræer. Der er masser af blomstrende gyvel, vildtvoksende spirea og fingerbølblomster i grøftekanterne. Maj måned er lige så blomsterrig her som hjemme.

Efter en dejlig dag tjekkede vi ind på campingpladsen i Pacific Rim National Park.

26. maj 2016

Pacific Rim National Park beskytter den oprindelige regnskov over en meget lang strækning på Vancouver Islands vestkyst. Campingpladsen er indrettet inde i skoven, hvor der er ryddet plads til hver enkelt campingenhed. Det er næsten som at være i en hule. Der er mørkt og troldsk. På grenene hænger lange slør af mos, så man fornemmer, at man næsten er midt i et eventyr.

Det er også bjørneland med mere. Vi blev belært om vigtigheden af at holde al mad, affald og andet, der kan tiltrække de vilde dyr indenfor i camperen. For dem, der bor i telt, er der stålbokse, hvor de kan opbevare deres mad. Affaldsspandene er også bjørnesikrede. Udover bjørne gælder det puma og ulv. Jeg er temmelig sikker på, at det var en ulv, jeg så, på en sidevej, da vi passerede forbi på hovedvejen.

Vi tog ind til Tofino, som er en meget turistet by, og gik bl.a. en tur ned omkring havnen. Her så vi et fly lande på vandet og lidt efter en hvidhovedet ørn på nogenlunde nært hold.

Fotoudstyret lå i camperen, og mere er der ikke at sige om det.

Grunden til, at jeg ikke havde taget kameraet med, var, at vi skulle besøge den indianske kunstner Roy Henry Vickers’ galleri. Det er Tofinos største attraktion på det kulturelle felt. Billederne har en stor grafisk effekt og er tegnet med en enkel og bred streg. Motiverne er ofte mennesket i landskabet, men tit indgår der en stiliseret dræberhval eller en ørn, to dyr, der spiller en afgørende rolle i vestkystindianernes liv og forestillingsverden. Man kan ikke undgå at blive betaget af kunstnerens udtryk og billedunivers. Billederne kunne også købes. Et af hans malerier var prissat til 40.000 $, mens litografier ”kun” kostede omkring en tiendedel af originalen. Priserne siger noget om, hvor efterspurgt han er.

Læs mere om Roy Henry Vickers på www.royhenryvickers.com, hvor der er adskillige eksempler på hans billeder.

27. maj 2016

For nogle år siden var vi på besøg i Tromsø midt i juni måned. Det var før, man ikke kunne rejse nogle steder uden at have en bærbar og internettet med. Så jeg gjorde, som jeg plejede at gøre før internettet, når jeg var på rejse. Jeg købte en lokal avis. Overskriften på forsiden lød: ”14 fantastiske grader”, og artiklen handlede om, hvordan folk sad på stranden og nød det gode vejr.

Her er der også 14 grader – midt på dagen. Vejret er blevet køligere, men vi bor jo lunt og godt i vores rullende hjem.

Vi gik en tur i regnskoven – inden det begyndte at regne. Der var lavet en sti og stillet plancher op med oplysninger om alt det, man ikke umiddelbart kan se. Det var meget instruktivt og interessant at få et indblik i regnskovens livscyklus.

Regnskov - Se blogindlæg med tilhørende billedgalleri

28. maj 2016

11 fantastiske grader. Ikke bare om morgenen, men det meste af dagen. Regnen, der begyndte i går, fortsatte. Hjemme ville vi kalde det en god regn, hvis den kom efter en tør periode, og fordi den faldt stille. Ved middagstid var der ophold, og vi benyttede os af det til at gå endnu en tur i regnskoven. Det fascinerende ved den er bl.a., at der er sådan en energi af liv.

Om eftermiddagen flyttede vi til en campingplads i det nærliggende Ucluelet. Vi ville helst bare finde et sted i skoven, men alle steder, hvor man kunne campere, er der forbudt-skilte. Det var nu et dejligt sted, højt beliggende og med udsigt over havet gennem skoven.

29. maj 2016

Om formiddagen blev det til en fototur på stranden nedenfor campingpladsen. Der var både sandstrand og klipper, så det var meget anderledes end en dansk strand.

Om eftermiddagen blev det til en dejlig gåtur langs stranden et andet sted med udsigt båder over skærgård og åbent hav.

Ucluelet og Tofino er de to eneste byer på denne strækning af Vancouver Islands vestkyst. Tofino er den kendteste og mest kommercielle. Ucluelet er derimod en by, hvor folk også lever og bor og har en almindelig hverdag. Det er klart den mest charmerende af de to byer, men det er den anden, der trækker flest turister.

30. maj 2016

Vi kørte tilbage til Port Alberni ad den smukke snoede vej. Ved alle sving er der angivet en anbefalet hastighed. Den er som regel meget lav. Men det er vigtigt at overholde den på grund af det høje tyngdepunkt, camperen har. Ligeledes gælder det også om at sætte farten ned ved ujævnheder i vejen, ellers kan den føles ustabil.

I Port Alberni overnattede vi på en parkeringsplads ved havnen. For i morgen tidlig skal vi ud at sejle.

31. maj 2016

Vi havde bestilt plads på skibet M.V. Frances Barkley. Det er en rutebåd, som betjener de ganske små beboelser, der ligger langs den lange smalle fjord, der går ind til Port Alberni. Turen begyndte klokken 8, og vi var først tilbage igen klokken 17. Det er en helårsrute, som sejler tre gange om ugen. Der var dog kun ganske få med, som så ud til at være almindelige hverdagsrejsende. De fleste var turister, og det var da også lagt an på turister. Over højttaleren orienterede skipper blandt andet om de dyr, vi så undervejs. Vi så flere hvidhovede ørne. En bjørn blev også set, men det lykkedes os desværre ikke selv at se den. Senere meddelte skipper over højttaleren, at han havde fået en telefonopringning om, at et par hvaler var blevet spottet. Det var dog for langt væk fra skibet.

Jeg stod på et tidspunkt oppe ved siden af broen med kameraet på stativ. Skipper kom ud og fortalte en historie om en meget berømt fotograf, der havde været til en fornem middag i New York. Værten havde sagt til fotografen: ”Jeg kan godt lide de flotte billeder, du laver. Du må have et rigtig godt kamera.” Fotografen kommenterede det ikke, men da aftenen var slut, sagde hun til værten: ”Det var en dejlig middag, du serverede. Du må have et rigtig godt komfur.”

Når man kører rundt i landskabet eller sejler på fjorden som her, ser man overalt store flader på de træbevoksede bjergsider, som har en anden farve. Det er sporene efter skovhugsten. Fra skibet kunne vi se en helikopter, der hentede stammerne en eller to ad gangen på den stejle bjergside og smed dem ned i et indelukke i vandet.

Skibet lagde ind flere steder undervejs. Et sted lagde vi til ved en flydende bådebro. Der blev læsset en del varer af, bl.a. fire fornemme stole. En ældre hvidhåret herre stod af, og skipper kunne fortælle os, der stod ved broen, at der var tale om velhavende eksentrisk mand, som ejede en sommervilla på stedet. Han måtte stå og vente på bådebroen, til der kom en pram og hentede ham og hans møbler.

Endepunktet var en by ved navn Bamfield, hvor vi havde en times tid i land. Det var den største by på turen. Der er 500 helårsbeboere og 1500 om sommeren, fortalte købmanden. Der ligger en marin forskningsstation med mange ansatte, men der bor også it-folk, der kan udføre deres arbejde alle steder fra, og pensionister. ”Der er mange interesssante folk her, og det er et spændende sted at bo,” forklarede han.

Alle husene i byen, der oprindelig var en fiskerby, lå ned til vandet og var forbundet med en en gangbro af planker med vandet til den ene side og huse og haver til den anden. Nedenfor hvert hus var der en bådebro. Det er en traditionel måde at indrette sådanne byer på på Vancouver Island, og Bamfield er et af de få steder, det er bevaret.

Tilbageturen til Port Alberni er der ikke andet at sige om, end at den var lang.

Næste side: Juni 2016

Forrige side: Marts 2016