Sneglefart

Marts 2019

1. marts 2019

Det er dejligt med en fridag. Vi skal ikke ind til Ford i dag, så der er tid til at ordne nogle praktiske ting.

2. marts 2019

Vi fik lavet en aftale med Ford om, at de skulle udskifte den kondensator, der er defekt, med en ny fra en anden bil, så vi kan prøve, om det dur på turen til karnevalet i Veracruz. Det tog et kvarter. Langs vejen var der ildebrand i noget tørt vegetation. Der var høje flammer, så vi måtte køre over i den venstre kørebane for at lægge afstand til flammerne. Alligevel kunne varmen føles inde i bilen. Det føltes ikke helt sikkert.

I Veracruz er der flere steder, man kan holde for en enkelt nat, men kun én egentlig campingplads. Den ligger ved stranden omkring 20 kilometer syd for byen. Det er primært et dagudflugtsmål, men der er også indrettet campingpladser med alle faciliteter. Stedet heder Coco Aventura dels på grund af de mange kokospalmer og dels fordi der er indrettet flere muligheder for aktiviter.

Der er en dejlig udsigt over havet – Den mexicanske Golf, og vi fik det samme en fornemmelse af at være på ferie.

Der var meget varmt. Sidst på eftermiddagen gik vi en tur på stranden, som på ét punkt mindede om stranden derhjemme: Der kørte biler på stranden.

3. marts 2019

Karnevalet i Veracruz går efter sigende helt tilbage til Hernán Cortez’ ankomst til Mexico. Han ankom netop til Veracruz i 1519, og 500 års dagen blev også markeret i dag.

Optoget går langs kystvejen ad en strækning på fire kilometer. Langs vejen var der stillet tribuner op på begge sider, så man kunne købe sig en siddeplads. Der var et væld af farverige og flotte kostumer. Men da optoget havde været i gang nogle timer, inden det nåede frem til vores plads, var der flere af de medvirkende, der virkede trætte. Nogle gik bare, mens andre dansede; nogle drak øl; andre snakkede med publikum. Mexico er ikke så formel. Der medvirkede et par sambaskoler, og det var ikke overraskende dem, der dansede bedst.

Der var en del ”flåder”, der blev trukket af en stor traktor. De var kunstfærdigt opbygget, og på vognene stod der folk, som nogle gange kastede flødekarameller og vandflasker i grams. Bag på de fleste flåder var der anbragt en stak kæmpehøjttalere, så der var en øredøvende larm.

Alt i alt var det en fornøjelig og festlig dag.

Senere kommer der selvfølgelig en billedserie fra dagen.

1793veracruz

4. marts 2019

Turen var som sagt også en prøvetur på bilen, så vi kørte en masse ekstra kilometer bare for at køre. På vej tilbage til Xalapa og Xico gik en tigger rundt mellem bilerne, der holdt for rødt. Han manglede begge arme fra et sted midt mellem skulderen og albueleddet. Bægeret, han samlede penge i, holdt han fast mellem tænderne. Han havde meget travlt med at nå rundt til så mange som muligt. Han fik selvfølgelig en skilling, men kunne kun sige nogle uartikulerede lyde, for han kunne jo ikke give slip på bægeret, han holdt fast mellem tænderne.

Ved en bod, hvor vi skulle betale vejafgift, gik en masse prangere rundt. Vi købte en pose tørrede bananskiver. Det var først på eftermiddagen, og vi havde ikke fået frokost endnu. De smagte dog mest af fritureolie, men så sultne, som vi var, gled de også ned.

Da vi kom tilbage til Ford i Xalapa, havde vi sammenlagt kørt 350 kilometer uden, at advarselslampen ”Service engine soon” var begyndt at lyse igen. Fordfolkene kunne heller ikke få den til det, da de provokerede den i fredags. Så det er et godt tegn. De blev også meget glade for at høre det. Zandi, den engelsktalende mekaniker, sagde, at de aldrig før havde haft et problem, der var så vanskeligt at finde en løsning på.

Vi er noget spændte på at få regningen, men de sagde: ”Kan I ikke komme igen i morgen?”

Mónica, kontordamen, var ét stort smil, da vi kom. Hun har levet meget med i vores planer. Hun sagde endda, at hun havde savnet os, mens vi har været væk. Hun har ikke mere travlt med sit kontorarbejde, end at hun har haft god tid til at snakke med os.
Tilbage i Xico var det blevet mørkt. Nattevagten tændte lys for os i restauranten, hvor der er godt wifi. For nu haster det med at komme i gang med næste store skridt:

Vi satte os ned og bestilte plads til bilen på et fragtskib til Colombia.

Terningerne er kastet.

5. marts 2019

Ind til Ford igen i dag. Denne gang er det kun for at betale regningen. Vi har været noget spændt på, hvor stor den ville blive, og har frygtet det værste. Stor var vores overraskelse, da vi blev præsenteret for den: kun godt 4.000 kroner for alle de mange timers arbejde.

Det er det bedste værksted, vi har stiftet bekendtskab med hidtil med høj faglighed og faglig stolthed kombineret med en etisk holdning til kunderne. De har haft en udholdenhed uden lige med at finde fejlen, og da rådene fra Fords tekniske hjælpecenter i Mexico By blev for luftige og lignede skud i tågen, holdt de sig til deres egen sunde fornuft. Og det gav resultat i sidste ende.

Vi har siddet derinde i mange dage, men tiden har ikke været spildt. Vi har arbejdet med vores computere. Jeg har blandt andet fået lavet noget slægtsforskning og fundet ud af noget nyt om mine tip-tip-tip-oldeforældre i Elling.

Dertil kommer, at det blev mere og mere hyggeligt at sidde der. Nogle dage var det endda sådan, at der ikke blev ret meget ro til at arbejde.

Glade er vi for at have nået hertil. I dag fik vi en bekræftelse fra skibsmæglerfirmaet i London på, at de har modtaget vores booking og arbejder med den. Spændende!

6. marts 2019

Nu venter vi igen. Denne gang på en ny vandpumpe, som vi bestilte i Canada i mandags. Den nuværende er gået håbløst i stykker. Mekanikeren forsøgte at reparere den, men det mislykkedes. For cirka to år siden måtte vi også skifte pumpen ud. Det svage punkt ser ud til at være en kontakt, som ikke er til at skaffe separat. Indtil da må vi hente vand i flasker. Det er lidt besværligt at stå med en flaske i den ene hånd, når man skal vaske hænder. Et afrikansk ordsprog lyder sådan her: Man kan ikke vaske én hånd. Men vi har lært, at vi også kan klare os på den måde, skulle uheldet være ude en anden gang. Og vi klarer os med langt mindre vand. Selvom vi bruger langt mindre vand i camperen med pumpen, end vi gør derhjemme, så er forbruget minimalt med vandflaskerne. Alligevel glæder vi os til at få vand i hanerne igen.

Der kom en ny melding fra skibsmæglerfirmaet. Den går ud på, at det varer et par dage, inden vores booking kan bekræftes.

Alt i alt går tingene i den rigtige retning.

7. marts 2019

Mens vi venter, er der ro til at få lavet noget materiale til hjemmesiden.

5141xico

På billedet herover ses kaffebuske med bønner i forgrunden og bananpalmer i baggrunden. De to afgrøder dyrkes sammen.

8. marts 2019

Over middag kom et bud med vandpumpen, som Luís, en af mekanikerne hos Ford, havde lovet at montere for os. Altså måtte vi af sted. Vi skulle også have købt nogle reservedele til Sydamerika.

Der er forskellige meldinger om Ford i Sydamerika. Ford skulle være repræsenteret, men modellerne er forskellige. Andre meldinger går på, at F-150 og F-250 findes, men ikke F-350 som vores. For at være helt sikre spurgte vi Zandi, mekanikeren hos Ford i Xalapa, om hvilke reservedele det efter hendes opfattelse ville være fornuftigt at medbringe. Hun havde lavet en liste. Den lå til os, sidst vi var der, men Zandi havde desværre taget tidligt fri den dag. Vi kunne så diskutere listen med hende i dag. Nogle ting kunne slettes, fordi det er generelle ting, mange andre bilmærker også bruger. De specifikke F-350 ting er følgende:

• 5 oliefiltre
• 2 luftfiltre
• 2 tændspoler (en højre og en venstre)
• 2 sæt bremseklodser for og 2 bag
• 1 termostat
• 8 kabler til tændrør
• 1 tandrem

Det er en udgift på næsten 6.000 kr. Men man kan sige, det er det samme som at sætte penge i banken. Det bliver lidt spændende, hvor meget det fylder. Alle hulrum er efterhånden fyldt godt op med ting og sager.

Det var dejligt at få en fagperson til at lave listen. Det giver tryghed på rejsen.
Den 8. marts er kvindernes særlige dag. I den anledning havde firmaet købt lagkage til alle de kvindelige ansatte. De var så søde, at de gav os et stykke. Da lagkagen var spist, så Martha og Mónica vores billeder fra karnevalet i Veracruz. Det var en gammel aftale. Da vi dukkede op, var Mónica endda så sød at sige, at hun havde savnet os.

9. marts 2019

Vedligeholdelse og rengøring af camperen. Den skal være helt ren, inden den bliver afleveret på havnen. Det er et krav fra de colombianske myndigheder, selvom de ikke har specificeret deres krav i detaljer.

Nu har vi været her i Xico så længe, at der er en del, vi hilser på og nogle gange også snakker med, når vi går ind til byen. I dag fik vi en snak med kaffesælgeren, der altid hilser os med et stort smil, når vi kører forbi.

5846xico

I løbet af den sidste uge er Ranvegs syn blevet forringet. Det er i årevis kommet i ryk. Da vi sad inde hos Ford for nogle dage siden, kunne hun sagtens læse på skærmen. Nu kan hun ikke længere se tasterne og læse, hvad der står på skærmen, når det er kraftigt forstørret, og teksten står med hvidt på sort baggrund. Hun har et program, der har hjulpet hende med det i mange år. Men nu har hun også brug for, at tekster læses højt. Hendes orienteringssyn er bedre. Hun kan sagtens gå ud i byen og orientere sig.

Vi brugte et par timer sidst på dagen på at finde ud af, hvordan programmet fungerer. Vi fik det også indstillet sådan, at når hun trykker på en tast, siger en stemme, hvad bogstavet eller tegnet hedder. Når hun skriver og trykker på mellemrumstasten, siger stemmen det ord, hun lige har skrevet. Det er rigtig træls, at det er blevet så besværligt for hende at se, men hvor er det godt, at der findes hjælpemidler.

10. marts 2019

Den endelige bekræftelse på bookingen er kommet. Nu ligger det fast, at skibet afgår den 23. marts fra Veracruz og ankommer til Cartagena i Colombia den 30. marts. Vi har fået email kontakt med en agent i Veracruz, som skal tage sig af alt papirarbejdet og være behjælpelig med alle de praktiske ting. Bilen skal afleveres til ham allerede den 19. marts. Det er noget mere omstændeligt end at købe en færgebillet.

3347xico

På en gåtur tilbage fra byen fik vi igen en snak med en mand, Juan, der sidder foran sin lille butik, og som vi har talt med adskillige gange. Han lider voldsomt af leddegigt og går med to krykker. En dag havde han korte bukser og en kortærmet trøje på, så man kunne se hans opsvulmede knæled og albueled. På halsen har han noget, der sidder fast med et stort stykke hvidt plaster. Det er altid helt nyt og rent, så han får det nok skiftet hver dag. Jeg forestiller mig, at det er noget smertestillende. Jeg ved det ikke, for det er ikke sådan noget, han taler om. Det er byen, egnen og steder, han kender. Han bor sammen med sin ugifte voksne datter, der kom hjem for tre måneder siden efter at have boet i Mexico By, fordi han ikke kunne klare sig alene længere. Hans kone døde for ti år siden. Han fortalte også om drømmen om en gang at få et barnebarn og holdt armene ud, som om han holdt et barn i armene.

11. marts 2019

Mere rengøring af camperen. Den får den helt store omgang.

Den nye vandpumpe havde et problem med det varme vand, selvom vandvarmeren virker perfekt. Alligevel kom der kun lunkent vand ud af den varme hane. Det måtte være et spørgsmål til camperfabrikkens chefingeniør. Mindre end en time efter at have sendt spørgsmålet kom svaret: Det var en hane på et rør i teknikrummet under det ene sæde, der skulle stå i en anden stilling. I den kortfattede brugervejledning, der fulgte med camperen, var der et diagram over rørene, så den rigtige hane var ikke svær at identificere.

Her på haciendaen har der været stille det meste af tiden, vi har været her. Men for godt en uge siden blev der installeret et nyt flot svømmebassin. Da det var færdigt, gik nogle anlægsgartnere i gang, og en gravemaskine har flyttet en masse jord og jævnet plænen, så der kan blive en fodboldbane. Et kloakrør bliver lagt ned gennem plænen. For nogle dage siden kom nogle tømrere, der gik i gang med ombygning af en terrasse foran svømmebassinet. Og haciendaens eget personale er i gang med at pynte op, reparere og gøre rent. Alt skal være færdigt til på lørdag, hvor der skal være et bryllup. Det er et lille bryllup, fortalte en af medarbejderne, for der kommer kun 100 gæster. Det er ikke unormalt med op til 300 gæster. Det har vi mødt før. Det er bare synd for brylluppet, at vejrmeldingen for lørdag lyder på regn og kun 21 grader. Det er køligt, når der kun kan dækkes op under et halvtag. Restauranten har ingen vægge.

Og så hører det også med, at i alle de mange dage, gravemaskinen ikke har skullet lave noget i haven, har den arbejdet på at jævne et stykke jord lige udenfor haven, hvor der skal laves en campingplads med alle installationer: vand, kloak og strøm. Der skal også opføres et hus med bad og toilet, ligesom der bliver wifi.

12. marts 2019

Mere af det samme. Ikke så meget nyt.

5540xico

Kaffebønner modnes ikke samtidig på den samme gren. Den kaffeavler, der vil have det hele overstået i en fart, plukker modne og umodne frugter samtidig, men den, der vil have den bedste kvalitet, plukker kun de modne bønner.

13. marts 2019

I dag havde vi en aftale med Ford om at hente de reservedele, vi har bestilt. De var heldigvis kommet alle sammen. Vi fik tilmed en klækkelig rabat. Der blev også lejlighed til at lave et gruppebillede af vores tre helte: de to mekanikere Zandi og Luis og værkføreren Victor. Takket være de tre lykkedes det at finde fejlen på bilen.

2061xalapa

14. marts 2019

I dag forlod vi Xico og kørte til stranden syd for Veracruz, hvor vi var for 14 dage siden til karnevallet.

Når bilen skal med skibet, må der ikke være gas i gasflaskerne. Normalt bruger vi to gasflasker, men vi undlod at fylde den ene op. Da den anden løb tom for nogle dage siden, fik vi den kun fyldt halvt op. Vi troede, der var masser af gas, men i dag slap gassen op. Heldigvis er der alle tilslutninger på campingpladsen, så vi kan bruge el til det varme brugsvand og køleskabe. Kun komfuret skal have gas. Heldigvis er der et udendørs køkken på pladsen, så vi kan få vores dejlige morgenkaffe.

15. marts 2019

Inde i byen fandt vi agentens kontor. Vi ledte også efter et hotel med parkeringsplads. Vi skal aflevere bilen tidligt om morgenen, så de ville være rart at kunne gøre den helt klar dagen inden. Derfor vil vi gerne have en hotelovernatning, men det lykkedes os ikke at finde et hotel med parkeringsplads.

16. marts 2019

Campingpladsen, vi bor på, ligger 20 kilometer syd for byen Veracruz. Den hedder Coco Antura – Kokos Eventyr, og er en lille skov med kokospalmer og andre sjove træer. Her er der hytter og teltpladser inde mellem træerne. Nede ved stranden ligger receptionen. Her er der også et svømmebassin og legeredskaber til børnene. Der er en restaurant og borde med skygge. Og så ligger campingpladsen her godt hundrede meter fra stranden. En hård vind blæser direkte ind fra havet. Vi måtte vende sådan, at døren til camperen er i læsiden. Et hårdt vindstød ødelagde den delvist en gang sidste sommer. Så vi må passe på.

Ved siden af os holder et motorhome med en familie på fem foruden en lille grim hund. De var fra Aruba, De hollandske Antiller, og skulle sende deres bil med samme skib som os. De var travlt optaget af at installere et skillerum mellem førerkabinen og bodelen. Det kræves af rederierne. Det kan være en stor udfordring at lave. Det er vi heldigvis fri for, fordi bil og camper er to adskilte enheder. Hver gang jeg snakkede med manden, sagde han, at de havde så travlt med det, men for mig at se til gik en meget stor del af deres tid med familiehygge. Børnene virkede meget harmoniske.

Der holdt en tredje camper på campingpladsen, som også skulle med det samme skib men helt til Europa. Det var et ungt hollandsk par. De havde rejst et års tid, men nu skulle de hjem, fordi de ventede deres første barn. Den unge mand sagde, at når han kom hjem, ville han ind på den danske ambassede for at få sit danske pas fornyet. Forklaringen var, at hans far var dansker. Han talte faktisk rigtig godt dansk. Nogle ord skulle han lede efter, men udtalen var perfekt.

17. marts 2019

Det er Ranvegs fødselsdag. Om morgenen lå der en email fra min søster med en fødselsdagshilsen. Hun havde også husket vores bryllupsdag, som vi begge to havde glemt. Det er også 35 år siden. Før brylluppet havde vi boet sammen i 9 år. Når man lægger de to tal sammen, får man et meget højt tal. Senere på dagen var der en facebookven, der også huskede vores bryllupsdag, og det affødte en strøm af lykønskninger. Dejligt.

Vi markerede dagen ved at spise på en fiskerestaurant i Boca del Rio, som en mand i Xico havde anbefalet. Han havde dog ikke været der efter sin kones død for 10 år siden. Men da hun levede, havde de en familietradition med at komme der to gange om året. Han havde i sin tid været forhandler af skaldyr til restauranter, så hans kendskab til området var stort. Stedet levede op til sit ry. Vi fik et par store velsmagende fisk. Og der var stadig mange mennesker og levende musik.

18. marts 2019

Pakkedag. Kufferter blev pakket. Ting blev pakket ned i alle gemmer, så det bliver svært for ubudne gæster at finde alle godbidderne. Der må ikke være noget i bilen. Den skal være helt tom, så alt skulle ind i camperen. Vi måtte også finde et firma til at vaske bilen. De colombianske myndigheder kræver, at den er helt ren. Det er ikke nok at gøre det selv. Man skal kunne fremvise en kvittering fra et professionelt bilvaskefirma. Den slags er der mange af. Her findes der ingen af de vaskeautomater, alle servicestationer har derhjemme. Det er håndarbejde. To mand gik i gang først med højtryksrenser. Dernæst blev bilen sprøjtet over med sæbe og grundig rengjort. Nydeligt. Pris: 35 kroner.

3227veracruz

Tilbage på campingpladsen havde vi lejet en hytte for natten. Vi skal være klar til at køre tidligt i morgen.

19. marts 2019

Vi mødtes med agenten på hans kontor om morgenen og kørte sammen til Banjército og fik annulleret den midlertidige importtilladelse af bilen. Det består i, at det depositum, vi betalte ved indrejse i landet, føres tilbage til min konto. Der var masser af mennesker i lange køer. Det var pensionister, der kom for at få deres folkepension udbetalt. Køerne er så lange, at de kan vente i op til to timer, inden det bliver deres tur. Det skal de igennem én gang hver måned. Men den slags finder man sig i her i landet.

Tilbage på agentens kontor satte vi Ranveg af. Der må ikke være passagerer, når man kører ind på havneområdet. Først kørte vi ind til et kontor, hvor jeg skulle have en tilladelse til at komme ind på havneområdet. Agenten, Luis, forklarede mig, hvor jeg skulle gå hen, og hvilke papirer jeg skulle fremvise. Det gik let og ubesværet.

Med det i hånden forklarede han, at nu skulle jeg køre alene, for han havde ikke lov til at køre med, men han ville møde mig på den anden side. Jeg skulle hele tiden holde til højre og endte i en meget lang kø af lastbiler. Henved to timer gik der, inden det blev min tur. Et lille vindue i højde med et lastbilvindue blev åbnet. En mand rakte hånden ud, tog mine papirer og lukkede vinduet igen. Efter en rum åbnede han ruden igen og gav mig papirerne uden at sige et ord.

Og ganske rigtigt stod Luis og sekretæren der. Luis kom hen og så papirerne og kontrollerede, at alt var i orden. Dernæst kørte vi hen og parkerede bilen i et aflåst område. Bilnøglerne skulle ligge på instrumentbordet, mens nøglen til camperen stadig ligger i min lomme.

Herefter kørte vi i Luis’ bil tilbage til kontoret, hvor Ranveg syntes, vi havde været væk meget længe.

Næste aftale var klokken 18, hvor toldvæsnet skulle inspicere bilen. I mellemtiden havde vi tid til at tjekke ind på det hostel, vi havde bestilt i forvejen.

Tolderne kom tre mand i en truck. En leder, en sekretær og en bevæbnet mand, der var hundefører. I ladet sad en vaks schæferhund. Lederen gennemgik bil og camper meget omhyggeligt. Han åbnede skabe og skuffer og tog billeder. Da han var færdig for hunden rundt og snøvsede overalt. Derefter sagde han, at alt var i orden. Det hele varede højst et kvarter.

Da jeg kom tilbage til vandrehjemmet, var det næsten mørkt. Pigen i administrationen fortalte, at der var endnu et par i en camper. De holdt udenfor. Der stod en tekst på bilen, som forekom mig bekendt, men så heller ikke mere.

20. marts 2019

Da vi sad ved morgenmaden, faldt brikkerne på plads. Dem fra camperen viste sig at være et hollandsk-fransk par, Gerard og Cecile, som vi lærte at kende i efteråret. Han skulle lave alt det i dag, som vi gjorde i går. De har rejst i Sydamerika i næsten fire år og skal nu have sendt deres bil tilbage til Europa. Så skal de arbejde og tjene nogle penge. Derefter skal de fortsætte rejsen de næste par år i Afrika, hvor de vil rundt på hele kontinentet. De går ikke af vejen for udfordringer og havde mange gode historier fra deres tre år i Sydamerika. Hun er passioneret fjeldklatrer, og han er om muligt endnu mere passioneret paraglider. Vi har selvfølgelig været nogle af de samme steder i Mexico, men de har altid kørt på de mindste og mest udfordrende veje.

Om eftermiddagen gik vi hen til et ortopædisk center, som lå i nærheden. Ranveg har et gammelt problem med forfodsnedfald. Når vi kommer hjem, skal hun til en ortopæd og en ortopædskomager for at få nye indlæg til sine sko. Men på det seneste er det begyndt at genere hende, så hun næsten ikke kan gå. De anbefalede hende at bruge en skinne på storetæerne om natten og om dagen en lille ting til at rette tåen ud med. Vi havde googlet lidt på det i går aftes og havde også læst om disse hjælpemidler. Så snart hun fik den lille ting på, kunne hun gå næsten normalt. En lille indsats med stor virkning.

21. marts 2019

Vi hyggede os flere gange i løbet af dagen med Gerard og Cecile. Efter sen frokost ville vi finde en kafé for at få en kop kaffe. Undervejs passerede vi et børneoptog, der fandt sted i anledning af foråret. Det var børn i alderen børnehaveklasse og ned til de mindste, der var i stand til at gå. De var fint klædt ud, og pædagogerne gjorde deres bedste for at få dem til at danse.

3928veracruz

Mens vi stod og kiggede på telefonen for at finde en kafé, kom et helt ungt par først i tyverne hen og spurgte, om de kunne hjælpe med noget. De tilbød så at gå med og vise os vejen til en kafé, der hedder La Parroquia. Der var nogle gader derhen, og undervejs fandt vi ud af, at de var nogle, vi kunne tale med. Så vi inviterede dem med ind på en kop kaffe og vi underholdt os med hinanden et par timer, indtil han var nød til at gå. Han skulle til undervisning på universitetet klokken 6 om aftenen. Hun bestilte en lechero, et glas kaffe med mælk. Men glasset var kun fyldt en tredjedel op med kaffe. Pludselig tog hun en teske og slog tre gange på glasset, som en taler ville gøre derhjemme, inden han rejser sig. Så kom tjeneren med en kedel skoldhed mælk, løftede den meterhøjt op og lavede en meget lang stråle. Det er en særlig tradition i Veracruz, fortalte de unge. Det var et meget positivt bekendtskab. Han studerede til ingeniør, kunne engelsk og var meget vidende om forhold i Mexico. Da vi tog afsked med hinanden, holdt han en lille tale, hvor han ønskede os alt godt på vores videre rejse.

2930veracruz

Efter at have taget afsked blev vi i kaféen og købte et måltid aftensmad. Her bestilte Ranveg også en lechero og fik den serveret med hele ceremonien. Vi fandt ud af, at det er en tradition, der er speciel for La Parroquia.

0431veracruz

22. marts 2019

Ved morgenmaden sad vi igen og snakkede længe med Gerard og Cecile – ikke kun om rejser, men også om det liv, de har levet før rejsen, om forhold i Holland og Frankrig og mange andre ting af fælles interesse. Der bliver stille, når de rejser i morgen.

Til aften lavede vi selv aftensmad i vandrehjemmets køkken, mens de spiste ude i byen. Da de kom tilbage, fortalte de, at de havde siddet og snakket om os og vores rejse. Det vil sige, at de havde en masse gode ideer til steder at besøge. Resten af aftenen sad vi og skrev deres gode ideer ned – nogle gange endda med gps-koordinater, så vi kan køre lige derhen.

En særlig ting ved at være langtidsrejsende er, at man møder mennesker, man falder godt i hak med, men efter et par dage må man tage afsked med bevidstheden om, at man nok aldrig ses igen. Det er lige vemodigt hver gang, selvom vi ved, at det hører med til spillet.

23. marts 2019

Lige rundt om hjørnet er der en mur omkring et sportsanlæg, som er dekoreret med billeder, der forestiller livet i byen: En gade med huse og mennesker. Det er udført i 2017 og burde være en af byens attraktioner.


Murmaleri i Veracruz by Niels Clemmensen on Exposure

Om aftenen viste det sig, at der alligevel ikke blev helt så stille, som vi havde troet. Da vi kom ned i køkkenet, stod en ung kineser og gjorde klar til at koge en grydefuld mindre krabber. De var bundet med strimler af palmeblade, så de ikke skulle nappe ham i fingrene. Samtidig havde han en gryde i gang med østers og en håndfuld kæmperejer. Han talte udmærket engelsk og var på rejse rundt i verden for sin egen fornøjelses skyld. Han havde mest rejst i lande, der ikke kræver visum for kinesere. Det er ikke ret mange. Derfor havde han rejst i både Pakistan og Iran, mens han ikke havde været i Europa på grund af en vanskelig visumprocedure.

Vi fik en lang snak om Kina både om storpolitik og om kinesisk kultur og samfund. Han beskrev det kinesiske samfund som et overvågningssamfund. Ja, han brugte ikke ordet diktatur, men det var det, der lå i det, når det er umuligt at kritisere regeringen uden at risikere at miste sit arbejde. Det har skabt en apati i befolkningen, som slet ikke interesserer sig for politik.

Han fortalte også om kinesernes uvilje mod at vise følelser. Et ungt menneske kunne aldrig finde på at give udtryk for hengivenhed eller kærlighed til sine forældre. Det udtrykker man ved så vidt muligt at undlade at skuffe forældrene i deres forventninger. Man viser helst ikke følelser. Da han havde taget afsked med sin mor i forbindelse med sin sidste rejse, havde han givet hende et knus. Det var aldrig sket før. Resultatet var, at hun begyndte at græde.

I en anden sammenhæng samme aften fortalte den unge dame, der arbejder her på vandrehjemmet, at hun aldrig har kunnet gå nogen steder uden først at give både sin far og mor et kys på kinden. Hun gav udtryk for, at det endda var for meget af det gode. Hvad det angår, kan man næsten ikke forestille sig større modsætninger end Kina og Mexico.

24. marts 2019

Om morgenen kom en email fra agenten med et billede af bilen solidt bundet fast til dækket inde på skibet.

IMG-20190324-WA0001

Der er stadig en del kontorarbejde at udføre. Vi havde egentlig planlagt rejse og ophold i Cartagena, men to ting gjorde, at det var bedre at ændre det. Det vigtigste er, at vi kun må være i Colombia i 90 dage. Oprindeligt havde vi planlagt at have en uges tid til at se på byen, inden vi skulle i gang med papirarbejdet med at modtage bilen. Nu har vi fået ankomsten skubbet til den 31. marts. Det passer fint i forhold til skibets ankomst, og de 90 dage kommer lige til at passe med den returbillet, vi har til Danmark.

En anden grund til at ændre planerne er, at en flyrejse herfra til Cartagena er meget ubekvem. Der er skift både i Mexico By og Bogotá begge steder med lange ventetider.

Derfor har vi bestemt at tage til Panama By og blive der et par dage. Derfra er der dirkete forbindelse til Cartagena og kun en times flyvning.

Om eftermiddagen gik vi en tur på havnen og nød det gode vejr. Der er en mole med nogle bronzeskulpturer, der fortæller om havnens bygning.

Stor var vores overraskelse, at på den kajplads, der ligger nærmest centrum, lå ”vores” skib, Höegh Sidney. Sjovt var det at tænke på, at derinde i skibets indre stod vores bil.

2402veracruz

Om aftenen fik vi igen en lang snak med kineseren. Han forstærkede det indtryk, vi fik i går af det kinesiske samfund som hårdt, brutalt, ja, grusomt. Alle undlader at diskutere politik, fordi der sker en angivelse til myndigheder på samme måde som i Nazityskland og den værste tid i Sovjetunionen.

Han kunne også fortælle om kynismen i kinesisk udenrigspolitik. Kina regner for eksempel ikke Rusland for noget, men Kina kan bruge Rusland som en vagthund til at gøre det beskidte arbejde i konkurrencen med vesten og især USA. Fra andre kilder ved jeg, at de er i fuld gang med at kolonisere Sibirien og russisk Fjernøsten.

”Hvorfor rejser I ikke rundt i Kina?” ville han vide. ”Det er det mest sikre samfund i verden. Ingen mord, inden voldtægter, ingen vold.” Selvfølgelig sker den slags forbrydelser også i Kina, men når det er så sjældent, skyldes det blandt andet, at forbryderen simpelt hen forsvinder.

For sit eget vedkommende, fortalte han, måtte han kæmpe med megen modstand og manglende forståelse for ønsket om at rejse ud i verden. Det er meget usædvanligt for en ung kineser at gøre det. Han bør finde sig et arbejde, en kone, købe en bolig og få et barn. Det står ikke til diskussion. Han fortalte også, at det almindelige er, at forældre er så kontrollerende overfor selv deres voksne børn, at det efter dansk opfattelse ligner overgreb.

Det spændende ved vandrehjem er, at der møder man verden i mere end en forstand.

25. marts 2019

Mere kontorarbejde og en gåtur rundt i byen igen i dag. På vandrerhjemmet er der stille bortset fra murerne, der hamrer oppe på tagterassen.

26. marts 2019

Det yngre par, Raul og Victoria, der ejer vandrehjemmet, bor i et værelse. Det er fint for os, for så er de her, når vi har brug for dem. Hun har været au pair pige i USA og taler derfor rigtig godt engelsk. Han kan noget, men ikke så meget. Hun er meget levende og udadvendt og en gevinst for gæsterne. De, der går stille og mest passer sig selv, sørger hun også for at tale med. Hun har en eksamen i jura fra universitet i Xalapa, men har valgt at arbejde som hjemmegående på vandrehjemmet, fordi som hun siger, hvis hun skulle arbejde som advokat, ville hun være nødt til at bestikke myndighederne hele tiden, og det vil hun ikke være med til. De er ikke så gamle og har ingen børn endnu. Hun fortalte, at der ligger et pres på dem, fordi de fleste mexicanere bliver forældre i en meget ung alder. Hver gang hun ser sin svigerfar, spørger han: ”Er du gravid nu?”

Vi gik en dejlig tur på havnen ud til enden af den ene mole ved indsejlingen. Her sad der folk og fiskede med snøre, men uden stang. Familier gik tur med deres børn og kærestepar med hinanden i hånden. Yderst på molehovedet havde et ungt par fundet læ ved fyrtårnet. Han sad og sang med en guitar, som han ikke spillede på, og hun kiggede henført på ham.

Det er vores sidste dag i Mexico. Sammenlagt har vi været her i lidt over et år. Vi er kommet til at holde meget af landet og har fået det mere eller mindre ind under huden. Vi er blevet fortrolige med det og ved, hvordan det fungerer – i hvert fald på de områder, vi har brug for. Men selvfølgelig også mange andre forhold, fordi mexicanere, vi har mødt, har fortalt om deres land. Derfor er det lidt vemodigt at forlade det. De andre gange har vi vidst, at vi kommer tilbage efter jul eller til næste efterår. Men det er også spændende at skulle ud på nye eventyr.

27. marts 2019

En taxa hentede os klokken 8 om morgenen. Lidt før lufthavnen drejede en modkørende bil ind på tværs af vejen, så vi måtte holde. Bag den kom en taxa, der skyndte sig at smutte forbi. Dernæst kom en politibil med udrykning. De talte lidt med manden i bilen, der holdt på tværs, hvorefter han kørte. Lidt længere henne lå en motorcykel på vejen. Folkene i politibilen talte kort med dem, der stod ved motorcyklen. Så vendte de bilen om og satte af sted med udrykning. Forklaringen var, at taxaen havde påkørt motorcyklisten og var stukket af. Om det lykkedes politiet at få fat i ham er tvivlsomt. Dertil var hans forspring for stort.

Efter indcheckning og de sædvanlige procedurer købte vi noget morgenmad. Jeg sad og tænkte på, at lufthavne ligner hinanden. Men så faldt mine øjne på noget, man i hvert fald ikke ser i Aalborg Lufthavn. Ved bordet ved siden af sad to mænd fordybet i samtale, mens en skopudser var lige så koncentreret om den ene mands sko.

2337veracruz
Skopudsere på gaden i Veracruz

Flyveturen til Mexico By tog en times tid. Vinduespladsen gav en god oplevelse af landskabet. Fra Veracruz var landskabet frodigt grønt. Det varede ved til vi nåede bjergkammen. Herefter fløj vi hen over den mægtige højslette, hvor Mexico By ligger. Her var der tørt og afsvedet. Men der er masser af landbrug. Der var grønne halv- og helcirkler, hvor der var kunstvanding. Midt i det flade land var der en mindre rygende vulkan.

Lufthavnen i Mexico By er lige så uoverskuelig, som den plejer at være. Det vil sige med usammenhængende skiltning. Men vi fandt da det rigtige sted og kom videre på den lange flyvning til Panama.

Der skete ikke noget særligt undervejs. Overnatning på et vandrehjem.

28. marts 2019

Panamá består af en landtange, og landet har sin længste udstræk fra øst til vest. Panamá By ligger på nordkysten mod Stillehavet. Centrum ligger ned mod vandet. Her ligger et monument for franskmændenes arbejde med Panamá kanalen. De indledte arbejdet i 1880, men selskabet bag gik fallit, inden byggeriet var færdigt. Amerikanerne færdiggjorde det i 1914. Monumentet var dels tilegnet de personer, der tog initiativet, og dem, der ledede arbejdet. Men også de 22.000 mennesker, der mistede livet under arbejdet. Det var ikke så meget arbejdsulykker, der var skyld i de svimlende mange dødsfald, som det var malaria og gul feber.

Det var et smukt sted med noget af historiens vingesus. Et sted var der en flot udsigt ind over den moderne del af byen, der har en skyline, der minder om Manhattan.

2088panama

Som ventet var der en fin gammel bykerne, dog med fine gamle huse indimellem i fremskredent forfald.

På domkirkepladsen ville vi tage en taxa tilbage. De ville have 15 dollars for at køre os hjem. ”Der er tæt trafik nu,” var deres forklaring på den høje pris. Vi havde kun betalt 5 dollars for turen ud. Vi afviste dem og gik over til en taxa på den modsatte side af pladsen. Men pladsen er ikke større, end at de kunne kommunikere med fingertegn. Vi endte med at betale 10 dollars. (I Panamá bruger man udelukkende amerikanske dollars.)

29. marts 2019

Der var to grunde til at tage til Panamá: for det første en mere bekvem flyrute og for det andet muligheden for at se Panamá kanalen.

Der er et stort besøgscenter ved sluserne ved Miraflores. Her er der et fint museum, der fortæller kanalens historie. Under byggeriet, der som nævnt ovenfor, kostede et svimlende antal menneskeliv på grund af insektbårne sygdomme, lykkedes det et par forskere at kortlægge myggenes liv og få en dybtgående forståelse af spredningen af sygdommene. Dernæst gennemførte man en storstilet bekæmpelse med alt fra asfaltering af veje, sikring af brønde og vandbeholdere, anlæggelse af kloakker og drikkevandsledninger, systematisk rygning af husene. Man ødelagde kort sagt myggenes ynglesteder.

Ved besøgscenteret er man næsten så tæt på sluserne, som man kan komme. Inden det første skib kom, så vi en film om kanalens historie. Det var besøgets eneste skuffelse. Bortset fra nogle meget korte tekster havde den ingen informationsværdi. Den var fortalt fra nogle børns synsvinkel med hele udtrækket af filmiske virkemidler, der trak på hele følelsesregisteret. Heldigvis varede den kun 20 minutter.

2194panama

Om morgenen går trafikken fra syd til nord og om eftermiddagen den modsatte vej. Der var to sluser parallelt med hinanden. Da der lå to skibe i sluserne og et, der ventede, tudede de i en øresønderrivende larm. Det er en tradition, der markerer dagens første gennemsejling af sluserne af store skibe i den retning. Et af de store skibe var fra det danske rederi Torm, der har en flåde på cirka 80 tankskibe, der sejler med raffinerede olieprodukter som benzin, diesel og flybrændstof. Et andet skib var et tysk containerskib fyldt med Mærsk-containere.

Se også billedserien:

Panamakanalen

På vej tilbage gentog historien sig fra i går. Vi havde betalt 15 dollars for at komme derud, men de krævede 30 for at køre os tilbage igen med begrundelsen tæt trafik sidst på eftermiddagen. Vi slap dog med 18 dollars og en meget sur chauffør, der også ville have penge til en kop kaffe. ”God service,” sagde han, som om det ikke var ham, vi betalte for at yde service. Han kørte også aggressivt. Et sted åbnede en anden bilist vinduet og skældte ham ud. Da vi nåede frem, kunne han ikke give tilbage på en 20-dollarsseddel. Ranveg blev siddende i bilen, mens jeg gik ind for at veksle, men så havde han pludselig byttepenge alligevel. Det cirkus kender vi ikke fra Mexico.

30. marts 2019

USA administrerede Panamakanalen fra den blev taget i brug i 1914 og frem til 1999, da Panamá overtog driften fuldstændigt. Der var en zone omkring kanalen, som var 100 % amerikansk administreret. Så selvom amerikanerne ikke er der længere, har de sat et kraftigt aftryk på Panamá. Jeg har allerede nævnt, at amerikanske dollars er officiel valuta. Og mange af varerne i supermarkederne kender vi fra vores tid i USA. Noget er kedelige kønsløse industrivarer, men det betød også, at vi kunne købe en pakke lurmærket smør til stegning.

31. marts 2019

Rejsedag igen. Morgenmaden indtages ved et rundt bord i fællesskab med de andre beboere på vandrehjemmet. Her var der en familie bestående af forældre og en voksen søn. De boede i Toronto i Canada, men stammede fra Honduras og var på vej på familiebesøg. Men de skulle lige være en halv snes dage her, fordi den voksne søn skulle have en vaccination, inden de kunne komme til Honduras. Det er det det mest voldelige land i verden. Det er en af grundene til, at de har forladt det. Men de var blevet meget glade for Canada. Det var lidt ærgerligt, at de først kom nu, for de var gode at tale med.

Der var overraskende mange mennesker i lufthavnen, men ellers gik rejsen uden, at der skete noget særligt. Flyveturen til Cartagena i Colombia varede knap en time. Indrejseformaliteterne foregik gnidningsfrit. Vi fik de 90 dage, som vi havde regnet med. Der er nemlig lige 90 dage til vores returbillet fra Bogotá til Danmark.

Hotellet viste sig at være et hyggeligt og rigtig udmærket sted. Der var altid frisk kaffe på kanden og et lille køkken med en vask, men dog ingen komfur. Men vi kunne tage tallerkener og bestik og spise vores medbragte mad. Ejeren af hotellet var også kunstmaler. På et bord ved siden af det lille spisebord stod der pensler og maling i mange farver, og på væggen hang ufærdige billeder. Vestibulen var selvfølgelig udsmykket med egne malerier med lokale motiver i stærke farver.

Hotellet ligger i et kvarter, der hedder Getsamaní. Det er ikke helt som Getsemane Have, der er et sted til stilhed og fordybelse. Her er der ikke stille. Det ene hostel ligger dør om dør med det næste. Der er mange unge turister og masser af liv døgnet rundt.

Billedet herunder er fra den historiske bykerne.

2241cartagena

Om eftermiddagen gik vi en tur og lagde mærke til en mand, der lå og sov på en afsats ved fortovet. Han var tydeligvis langt væk. Da vi et par timer senere kom tilbage, lå han der endnu i nøjagtig samme stilling. Var han død? Om aftenen, da vi gik hen for at købe noget mad, var han væk.

Forrige side Februar 2019
Næste side April 2019