Sneglefart

April 2019

1. april 2019

Første møde på agentens kontor. Det varede ikke særlig længe. Han gjorde papirerne klar, og så skulle vi selv tage hen og tegne en lovpligtig ansvarsforsikring. Forsikringen er en forudsætning for at tage bilen med ind i landet. Det hele gik gnidningsfrit.

Der var en vældig kontrast mellem agenten her og ham i Veracruz. Dér skulle vi jo køre hen til ham i vores egen bil. Og for at være sikre på at finde det rigtige sted, kørte vi derhen dagen før. Da vi holdt på det sted, gps’en viste, sagde vi i munden på hinanden: ”Kan det virkelig være her?” Det var et lille kontor, der ikke så ud af noget udefra. Men et lille skilt i vinduet fortalte, at det var rigtigt nok.

Men her var det et fint kontor med et lille sekretariat på 12. sal i et kontorhus.
Derefter havde vi fri resten af dagen. Cartagena er en af de smukkeste kolonitidsbyer i hele Latinamerika. Byen i sig selv er virkelig en rejse værd. Men skønheden har sin pris. Det er den mest turistede by, vi har været i siden Solvang i Californien. Ustandselig blev vi kontaktet af folk, der ville sælge os et eller andet, så besøget var en blandet fornøjelse.

2. april 2019

Dagen gik med at ordne praktiske ting som at købe et nyt simkort. På et apotek blev vi veludstyret med myggemidler. Lige her i byen er der ingen myg, men andre steder, og regntiden kommer snart. Her er meget varmt med 34 grader om dagen 24-26 om natten. I en boghandel troede vi, vi kunne købe et kort. Det havde de ikke, men fortalte, hvor det kan fås. Det er den mest ”rene” boghandel, jeg har set, forstået på den måde, at de kun havde bøger og ikke noget af alt det andet ragelse, vi er vant til at se i danske boghandler.

2230cartagena-1

Det lykkedes at finde forretningen, men noget ordentligt kort havde de ikke. Så den lære, man kan drage af det, er, at kort skal købes hjemmefra.

3. april 2019

Bilen skal hentes i dag. Tidligt om morgenen skulle vi møde på kontoret for at underskrive et papir. Derefter kørte agenten os til toldvæsnet, hvor vi fik den midlertidige importtilladelse. Klokken to ville vi blive hentet og kørt ud på havnen.

Her kom agenten med en kortege af to tyske og en hollandsk camper, der skulle hjem til Europa.

Undervejs i bilen fik vi en snak med ham. Det viste sig, at den person, vi havde talt med den første dag, var en ansat. Mens ham her var søn af firmaets ejer. Han havde i øvrigt været i Danmark, fordi firmaets vigtigste forretningsområde er forhandling af nogle komponenter til containere. Komponenterne produceres af et firma i København, et i Århus og et sted mere i Danmark. Han kunne godt lide Danmark, fordi tingene fungerer effektivt og præcist.

Han fortalte også, at det med at være agent var opstået ved et tilfælde. De var blevet kontaktet af en europæer, der var blevet syg, og som måtte have hjælp til at få sin bil sendt hjem. Derved opdagede de, at der var et marked for den slags, og de sender og modtager omkring 20 køretøjer hver måned, ja, nogle gange helt op til 35.
Da de langt fra er de eneste på markedet, fortæller det, at der faktisk er mange, der rejser ligesom os.

På havnen gik det let og smertefrit, selvom det tog lang tid. Der var ikke nogen fysisk inspektion af bilen som i Veracruz. Det var kun dokumenterne, de interesserede sig for.

Og bilen – den havde det godt. Alt var, som det skulle være. Godt.

2238cartagena

I byen er der ingen overnatningsmuligheder med plads til bilen. Derfor havde vi aftalt med en campingplads cirka 20 kilometer syd for byen, at vi ville komme. På grund af den lange ventetid i havnen var det mørkt, inden vi nåede frem, men porten var låst op, så det var bare at køre ind. Det første, vi gjorde, var at hælde vand på tanken, så camperen kan blive beboelig igen.

4. april 2019

Gasflaskerne skulle være tomme under overfarten, så det betød morgenmad uden kaffe. Hm… og det i et af verdens førende kaffelande.

Der var et større arbejde med at få alle ting på deres rette plads. Vi fik også en hyggelig snak med ejeren af campingpladsen. Det er en pensioneret englænder, som har boet i landet i 45 år. Han kom hertil som ung nyuddannet ingeniør i en form for praktik og byggede senere en virksomhed op med produktion og salg af møbler. Det ene tog det andet, og sådan blev han hængende.

Næste punkt var at køre tilbage til Cartagena og købe gas. Det skulle helst være over middag, havde vi ladet os fortælle. I Mexico kører man bare ind og får flasken fyldt op, ligesom når man køber benzin. Det tager højst ti minutter. Men her må gasanlægget ikke sælge til private. Derfor må man vente udenfor, til der kommer en lastbil, som kan tage flaskerne med. Først når de har fået fyldt hele deres læs med gasflasker, kommer de ud igen og afleverer vores to flasker, og vi betaler. Fordi vi ventede til over middag, tog det kun godt to timer.

Derfor er vi blevet enige om at spare på gassen, så fra nu af hedder det koldt bad. Det har vist sig at være ekstremt vandbesparende.

Vi havde planlagt flere ærinder inde i byen, og til sidst skulle vi have været henne hos agenten for at betale vores regning, som de havde glemt at lave til os, mens vi var der. Men vi blev fanget i trafikken og måtte køre tilbage til campingpladsen med uforrettet sag og købe ind i den nærliggende by Turbaco. På vej gennem en landsby kørte jeg på en lavthængende ledning, som faldt ned. En mand begyndte at forklare, hvad der var sket, men jeg indrømmer, at vi kørte videre.

2239cartagena

5. april 2019

Ejeren af campingpladsen er sjov at tale med, fordi han kender Colombia så godt. På en eller anden måde kom vi til at tale om kriminaliteten, og han fortalte, hvordan colombianerne stjæler strøm, tv og internetforbindelser i stor stil. Det er derfor, der er så mange ledninger, og det ser så hjemmelavet ud. Til hvert hus er der to officielle ledninger, som er forbundet til højst to pærer. Det betaler man for. Men så er der to uofficielle ledninger, som trækker husstandens store forbrug af strøm. Elværket kan ikke bare komme og rydde op, for så bliver der oprør, og de får bank. Elværket kan heller ikke bare lukke for strømmen, for det må man ikke ifølge loven.

Han fortalte, at en fransk turist havde kørt en ledning ned og fik store problemer, fordi det var ledningen til fjernsyn i en hel gade. Det skete en søndag eftermiddag, hvor alle havde fri. Og så var det tilmed regvejr, så alle sad inde og så fjernsyn.

Efter flere indkøb i Turbaco kørte vi ind til agenten for at betale vores regning. Selvom der kun er godt 20 kilometer, tog det halvanden time at komme derind. Det er som sagt et familieforetagende, og nu mødte vi for første gang faderen. De ville gerne høre vores synspunkter på campingpladser, fordi de har en grund med en attraktiv beliggenhed lidt udenfor byen og ti minutters gang til stranden.

Som Ranveg sagde bagefter, var det en sjov blanding af en hyggelig snak og hård business. Det sidste skal forstås på den måde, at deres service var temmelig dyr. Det hører med, at de har gjort et godt stykke arbejde. Regningen skulle betales kontant, og jeg havde været ved en hæveautomat og hævet maximumsbeløbet adskillige gange. Der var så mange pengesedler, at pungen var ved at gå op i syningen. 1000 pesos er kun 2 kroner. Som agenten sagde: ”Her i landet bruger vi meget tid på at tælle penge.”

Vejen tilbage tog lige så lang tid. Skal man beskrive trafikbilledet kort, kan man kalde den mangefacetteret. Der er selvfølgelig biler og busser i stort tal. Dertil kommer et mylder af motorcykler. Colombia har særligt mange motorcykler. Det skyldes blandt andet, at de er fritaget for afgift på betalingsvejene. De suser ind og ud mellem bilerne på alle sider. De har heldigvis en god vane at give et dyt, når de kommer op på siden af én og befinder sig i den blinde vinkel. Der er som regel to personer på motorcyklerne, men der kan også være tre eller et forældrepar med et barn. Inde i byen havde de fleste hjælm på, men det er ikke tilfældet andre steder. Et sted var der markedsboder og massevis af mennesker i højre side, og folk kommer med trækvogne med påmonteret parasol. Trafikken stod stille den ene gang efter den anden. Et sted stod en mand med ryggen til. Han havde ikke set, vi holdt der. Jeg var nødt til at åbne vinduet i højre side og råbe til ham, ellers ville han blive ramt i hovedet af sidespejlet.

Men udenfor byerne er trafikken langt mere afslappet.

6. april 2019

Vi blev på campingpladsen hele dagen for at få ryddet op i de sidste ting efter forsendelsen af bilen. Vi var de eneste campister, så det var hyggeligt, da der kom endnu en camper. Det var en familie, vi kendte lidt fra campingpladsen i Veracruz, og som sendte deres bil med samme skib som os. De er fra Aruba, der er en af de hollandske Antiller. De har tre børn: en pige på 15 og to små. Det var skønt at lære dem lidt bedre at kende, for det viste sig, at de er en meget harmonisk familie. Jeg iagtig for eksempel børnene, da de vaskede op. Der var så hyggelig en stemning, og da de to små skulle balancere den færdige opvask tilbage til deres camper i et vaskefad, foregik det i dyb koncentration. Senere sagde moderen, at hun jo forsøgte at lære dem den slags ting ved at sige: ”Skal vi ikke lege opvask?” Hun var et meget positivt menneske, som tog alting med et smil, mens manden havde en kortere lunte.

7. april 2019

Første rigtige køredag i Colombia. Det var dejligt at være ude på landevejen igen - sydpå. Vi kører gennem kuperet lavland, som der ikke er så meget at sige om. Der var meget vejarbejder undervejs, så vi nåede ikke så langt. Overnatning fandt vi i Chinú på en parkeringsplads ved et hotel for lastbilschauffører. Til aften gik vi en tur rundt i byen i et kvarter, som må være colombiansk middelklasse.

8. april 2019

Dagen begyndte godt, og den endte godt.

I receptionen spurgte vi om, hvor vi kunne købe vand. Den ene dame var meget resolut. Hun tog sin motorcykel og kørte hen til en mand, der lidt senere kom med nogle 18-liters dunke, så vi kunne fylde vores egen. Han var meget interesseret i camperen og var med inde at se den.

Næste spørgsmål drejede sig om arepas. Der er meget, man skal lære, når man kommer til et nyt land. Colombia ligner Mexico på mange måder, men madkulturen er helt anderledes. I stedet for tortilla spiser de arepas, som er lavet af groft majsmel. Forleden havde vi købt en dejmasse, som så bare skulle formes og steges på panden. Men damerne i receptionen forklarede, at det var ikke almindeligt. Måske var det bare konen i den ene købmandsbutik, der havde fundet ud af, at hun kunne lave dejen og sælge den i klumper. De fleste laver dejen selv. De forklarede, hvor der lå et supermarked, hvor man kan få det rigtige mel. Nu ved vi, at det altid er vanskeligt at parkere med vores store bil. ”I skal have en moto,” sagde hun og ringede efter en. Det er en lille knallerttaxa med plads til to passagerer. Hun aftalte en pris med ham, og at han skulle vente, mens vi handlede.

2802taraza

Efter Caucasia blev landskabet smukkere, men vi nåede ikke op i bjergene i dag. Overnatning på en parkeringsplads mellem en benzinstation og et hotel i byen Taraza. Der var masser af liv i byen og masser af værksteder for motorcykler. Godt tørstige i varmen gik vi ind i en lille butik, der solgte frisklavet frugtsaft. Ikke blot var saften god, men vi fik også en hyggelig snak med ægteparret, der havde butikken. Så det var en god slutning på dagen.

9. april 2019

Dagen begyndte godt, og den endte godt – på trods af alt.

Da vi var næsten parate til at køre, stod der en mand udenfor døren. Det viste sig at være kokken på hotellets restaurant, som havde en pause. Han var nysgerrig efter at vide, hvad vi var for nogle. Det blev til en hyggelig snak, og Ranveg fik nogle gode ideer til colombiansk mad. Der er grønsager, vi ikke kender, men han forklarede, hvordan de anvendes.

3331taraza

Nu kom vi for første gang i Colombia højt op i bjergene. Vi nærmede os Medellín og satte gps’en til den campingplads, vi havde bestemt os til. Den ligger lidt udenfor byen. Men mens byen ligger i 1500 meters højde, ligger campingpladsen i 2500 meter. Vejen dertil så fornuftig ud på kortet, men gps’en tog os ind igennem byen. Det gik fint, men så blev gaderne smallere og smallere. Et sted måtte en bus bakke, for at vi kunne passere hinanden. Det gik stejlt opad, og jo højere vi kom, jo fattigere blev det. Et sted kunne vi ikke komme længere, før der kom nogle og fjernede et par parkerede motorcykler. Men så var der også lige en lavthængende ledning, hvor nogle tog nogle koste og løftede dem så højt op, at vi kunne passere. Langt om længe kom vi udenfor byen. Her blev vejen så stejl, som vi aldrig har oplevet det før. Firhjulstrækket måtte i gang. Heldigvis mødte vi kun én modkørende, og det var på et sted, hvor vi lige akkurat kunne klemme os forbi hinanden.

Vi var noget opkørte, da vi nåede frem til campingpladsen. Her opdagede vi, at der heldigvis ikke var sket nogen skade, men camperen havde forskubbet sig 20-30 centimeter på ladet, så de to forreste kæder, der holder den fast, var strammet til bristepunket. Det mest ubehagelige var at tænke på, hvad der kunne være sket.

Herunder et udsnit af millionbyen Medellín.

2367medellin

10. april 2019

Der er koldt heroppe i højderne. I går aftes var der kun 11 grader og i dag ikke meget mere, fordi det øsregnede. Camperen måtte tages af og sættes rigtigt på plads igen, og vi måtte have tømt spildevand af. Begge dele tog temmelig lang tid - i regnen.

En kone med to voksne sønner ejer campingpladsen. De har boet her, siden børnene var små, og har stadig deres hjem midt på campingpladsen.

Der er flere andre campere her. Et britisk par, en fransk familie med to børn, et tysk par og en tysker, der rejser alene med en mexikansk gadehund, han har taget til sig. På grund af vejret blev det dog ikke til så meget snak.

11. april 2019

Første tur ned i byen. Der er to veje ned. Den ene går med bus hele vejen. Den anden går med bus til Parque Arví, som er et naturområde i nærheden. Herfra går turen videre med en meget lang svævebane. Herefter skifter man over til en anden svævebane. På denne strækning ned igennem byen fungerer svævebanen som almindelig offentlig transport. Svævebanen ender på en metrostation, og man kan fortsætte med toget.

2267medellin-1

Medellín er en meget stor by med 3,8 millioner indbyggere. Den ligger i en dal og breder sig højt op på skråningerne på begge sider. Her har man fundet det mere hensigtsmæssigt at anvende svævebaner fremfor at anlægge jernbanespor til den offentlige trafik.

Målet var en plads i centrum, hvor der står en samling på 23 bronzeskulpturer af kunstneren Fernando Botero. De forestiller mest mennesker, men der er også husdyr imellem som hest, hund og kat. Hans stil er let genkendelig med overdimensionerede kraftige ben og tit ganske små tynde arme. Han har en forkærlighed for frodige kvindeskikkelser. Skulpturerne er blevet til i 1980’erne og 90’erne. - Herunder ses Adam og Eva.

2283medellin

Se også billedgalleriet Plaza Botero i Medellín

På vej tilbage tog vi bussen. Her var det springende punkt at komme af det rigtige sted. Det viste sig, at det ikke var den helt rigtige bus, vi var kommet med, fordi vi manglede de sidste par kilometer. Men en mand kørte os hjem mod betaling.

12. april 2019

Medellín har været plaget af vold gennem flere årtier. Så meget, at den blev betegnet som verdens farligste by. Det har man heldigvis formået at gøre noget ved, selvom der stadig er kvarterer, hvor det er farligt at gå. Det betyder, at mange mennesker stadig går med en ubærlig smerte efter de lidelser, de har været udsat for. Hver gang man skulle forlade sit hjem, udsatte man sig for fare. Drabstallet var så højt, at de fleste mennesker har mistet et nærtstående familiemedlem i forbindelse med volden. Der er gjort en imponerende indsats for at komme videre. Byplanlægning har været et vigtigt middel. Den forbilledlige offentlige trafik binder afsidesliggende og nærmest utilgængelige kvarterer sammen med centrum. Men også en institution som Museo Casa de la Memoria tager direkte fat på det, der gør mest ondt. Her har man gjort en stor indsats med at samle befolkningens erfaring af den voldelige periode, ligesom der er videoer med interviews med folk, der har gjort et stykke arbejde for at ændre stemningen og holdningen. Når man følger ofrenes skæbne, forstår man hvor umuligt og udsigtsløs deres tilværelse har været.

2301medellin

Vi havde stor sympati for projektet, men blev lidt skuffet over udstillingen. Udlændinge var delvist tænkt ind i målgruppen, idet nogle plancher også havde tekster på engelsk og fransk. Men teksten på disse plancher var formuleret i så brede vendinger, at de stort set ingen informationsværdi havde. Andet var derimod udelukkende på spansk. Selvom vi kan læse det med nogen anstrengelse, blev vi ikke meget klogere, fordi vi druknede i detaljer.

På vej ud fik vi en god snak med en dame i receptionen. Hun fortalte os om baggrunden, og vi fik fremført vores behov for en introduktion for udlændinge, der ikke kender baggrunden for begivenhederne.

13. april 2019

Bortset fra en tur til den nærliggende lille by Santa Elena blev vi på campingpladsen. Santa Elenas største attraktion er en blomsterfestival, der finder sted hvert år i begyndelsen af august måned. Det skulle være en af Colombias største festivaler. Baggrunden er, at man avler blomster i Santa Elena. Til festivalen laver man nogle imponerende opsatser, som bæres på ryggen hele vejen ned til Medellín. Det er helt sikkert et skønt skue.

0121santa-elena

Skulptur i Santa Elena med en familie på vej til blomsterfestival.

I Santa Elena mødte vi en tysker fra campingpladsen. Han rejser alene med en hund og havde gået hele vejen gennem skoven. Mens vi stod og snakkede, lagde hunden sig ned, som om den var dødeligt udmattet af den lange gåtur. Om aftenen mødte jeg ham igen på campingpladsen og spurgte, hvordan hunden havde det. Det viste sig, at den slet ikke var udmattet længere, da den kom tilbage til de mange andre hunde på pladsen.

14. april 2019

Vi blev på campingpladsen igen i dag. Det er hyggeligt med de andre rejsende. I modsætning til Nordamerika er her udelukkende overlandere som os. Dem har vi trods alt mere til fælles med end ferierejsende.

Jeg talte med tyskeren fra i går og en anden tysker og fortalte dem blandt om vores besøg på Museo Casa de la Memoria og om vores skuffelse over manglen på information om, hvad der faktisk skete. Den ene tysker sagde, at det var med det som med Hitler. Forskellen er bare, at i Tyskland er det 75 år siden, men her er der kun gået ganske få år, og forbrydere og ofre lever side om side, dør om dør, og skal omgås hinanden. Den anden tyske mand, som er på min alder – det vil sige født først i 1950’erne – fortalte, at da han gik i skole, fik han et meget tåget billede af, hvad der faktisk var sket i Tyskland under krigen. Og det skyldtes, at hele forældre- og lærergenerationen havde været personligt involveret i krigen på den ene eller anden måde. – Et godt perspektiv at få på sagen.

15. april 2019

På en metrostation gik en ung pige med et meget synligt dannebrogsflag på rygsækken. Jeg sagde noget til hende på dansk, som hun ikke forstod, men forklarede så på engelsk, at jeg kontaktede hende, fordi vi er fra Danmark. Hun lyste op i et stort smil og spurgte, hvor i Danmark vi kommer fra. ”Den nordligste del af landet,” forklarede jeg. Så blev hendes smil endnu større, og hun fortalte, at hun havde været på Idrætshøjskolen i Brønderslev i tre måneder. Desværre blev snakken ikke længere. Hun var i følge med nogle andre unge, og der var et mylder af mennesker på metrostationen, ligesom vi havde en aftale, vi skulle nå.

Vi havde tilmeldt os en gåtur med guide i et område i Medellín, som hedder Comuna 13. Byen er inddelt i 16 kommuner. Kommune 13 er speciel, fordi den har været hærget af bandekriminalitet i årtier. Banderne var attraktive især for unge mænd. Våbene gav dem magt. De var pludselig noget. Det havde de aldrig prøvet før. Og så havde de så meget mere held hos kvinderne. Men alle levede i frygt. Almindelige mennesker var bange for at forlade deres hjem. Alle havde mistet nogen, de holdt af. Overfald og drab hørte til dagens orden.

2380medellin

Kommune 13 ligger op ad en stejl fjeldside. Der er ingen gader, kun snoede stier og trapper. Det gjorde det nemmmere for de kriminelle at beherske bydelen og sværere for myndighederne. I de år med meget kriminalitet var myndighederne i form af ordensmagten overhovedet ikke til stede i store dele af landet. Langsomt blev politiet etableret, og langsomt blev områder genvundet for samfundet.

2323medellin

Vores guide hed Laura. Hun var født og opvokset i Kommune 13 og fortalte, at da hun var barn og ung undlod hun altid at fortælle, hvor hun kom fra. Det var forbundet med skam. Men det er anderledes i dag. Nu er det forbundet med stolthed. Det skyldes ikke mindst, at man også har sat ind på flere områder end den rene kriminalitetsbekæmpelse. Man har gjort en stor indsats for at give et fremtidsperspektiv i form af uddannelsestilbud og fritidsaktiviteter lige fra sport til kunst. Det er der kommet en attraktiv bydel ud af. Der er store grafittimalerier, hvor kunstnere har taget livtag med den problematiske fortid og formulerer et fremtidshåb. Grafitti her er ikke uskøn hærværk som hjemme. Her søger man om at få tildelt en mur at male på. Både husets ejer og et udvalg skal give tilladelse, inden man kan gå i gang. Motiverne er for det meste en bearbejdning af den svære fortid.

Og så har man gjort noget for samfærdslen. Beliggenheden på den stejle fjeldside kan man ikke gøre noget ved. Men i de stejleste områder har man lavet udendørs rullende trapper med tag over, så det er blevet meget nemmere at bevæge sig op og ned.

Kommune 13 har fået mange turistbesøg. Her som alle andre steder passer man godt på turisterne, for man vil gerne have deres besøg. Derfor er der udstationeret et stort antal politibetjente. Det er også til glæde for lokalbefolkningen, der føler sig mere tryg.

Den guidede tur sluttede i Lauras hjem, hvor vi serveret en empenada og kunne købe noget at drikke. Jeg købte selv et krus bestående af halvt mangosaft og halvt øl tilsat isterninger. På randen af glasset var der salt og krydderier som på en mexikansk marguerita. Det smagte væsentlig bedre, end man umiddelbart skulle tro.

16. april 2019

Videre. Nu havde vi en forfærdelig tur herop, hvor gps’en tog magten fra os. Derfor havde vi forberedt turen herfra omhyggeligt og skrevet alle de steder ned, hvor vi skulle dreje. Det gik også fint. Vi kom derhen, hvor vi skulle. Men hvad vi ikke kunne læse på kortet, var, at en strækning på over 40 kilometer var en smal grusvej gennem bjergene. Det tog flere timer med en gennemsnitsfart over lange strækninger på 5-10 km/t. Heldigvis var der næsten ingen trafik, for det var en stor udfordring at passere en modkørende bil. Især hvis det var en lastbil. Det skete en enkelt gang. Bortset fra at selve kørslen krævede det meste opmærksomhed og vejret var trist og gråt, var det et fantastisk landskab med stejle grønne skråninger så store, som vi sjældent har set. Endelig kom vi ned til den stærkt trafikerede Panamericana, den nord-syd gående hovedvej.

I byen La Pintada overnattede vi ved et hotel i udkanten af byen. I løbet af 5 timer havde vi kørt 105 kilometer.

17. april 2019

Ved hotellet gik en yngre dame og tørrede nogle borde af. Hun var som så mange andre interesseret i vores camper. Hun fortalte, at hun var flygtet fra de forfærdelige forhold i Venezuela og havde fået job her. Der opholder sig en stor mængde venezuelanere i Colombia, som er flygtet fra Maduros diktatur. Hun er den første, vi har mødt. Desværre var Ranveg der ikke. Hun er jo min tolk.

Vi tankede inde i byen. Vores bil vækker kolossal opmærksomhed. Flere kom og kiggede, og nogle kom og stillede spørgsmål. Ude i trafikken sker det somme tider, at overhalende biler giver et dyt, og ud af vinduet kommer en arm med en tommelfinger op. Folk langs vejen er somme tider ved at dreje halsen af led for at kigge.

Landskabet var fortsat dramatisk flot. Men vejarbejde sinkede os. Den ene vejbane var spærret, og ofte ventede vi op imod ti minutter, før vi kunne køre for så at holde i en ny kø efter få kilometer. Langt omsider fik det ende.

Ved en tankstation holdt vi frokostpause. Der holdt mange lastbiler, og der var et mylder af mennesker. Jeg lagde godt mærke til en mand, der stod og puttede et tæppe ned i en sæk. Da vi kørte derfra, lykkedes det ham at springe op på vores trappe. Jeg kunne se ham i bakspejlet efter at have kørt et lille stykke. Heldigvis kom der en betalingsstation. Mens jeg betalte, gik Ranveg ud og sagde en hel masse til ham på dansk. ”Han havde bare et forvorpent grin,” sagde hun bagefter. Han lignede mest af alt en hjemløs, men måske var han i virkeligheden en flygtning fra Venezuela.

Ved fire-tiden fandt vi et overnatningssted. Det var en landevejsrestaurant, som havde åbent i 24 timer. Inden vi gik ind for at spise, gik vi en tur i den lille landsby. Da det ikke var så rart at gå langs den stærkt trafikerede vej, gik vi ned ad den første sidevej. Her var mere ydmygt, og folk kiggede på os med et vist forbehold.

2558uribe

Langs hovedvejen lå der en række huse, der struttede af velstand. Der var nydelige forhaver. I en af dem var der et tog med en række vogne. De var alle sammen skåret ud af en træstamme, og vognene fungerede som blomsterkummer. Mens vi stod og beundrede det, kom en ung mand inde fra huset. Han inviteret os ind i haven, hvor en i hans familie havde lavet en stor model af Noahs Ark. Efter at have snakket lidt om det, inviterede han os ind for at se, hvad de havde derinde. Først kom vi ind i en nydelig stue med dybe lænestole og sofaer. Dernæst hilste vi på hans forældre. Et par store rum bagved var nærmest et museum med en samling gamle radioapparater fra den gang, en radio var et møbel. Der var også en grammofon af den slags, der skulle trækkes op med et håndsving, og højttaleren var en flot svunget tragt. Under et vindue stod en temmelig stor kaffekværn, og kiggede man ud af vinduet, så man et par kaffebuske. I haven var der frugt og grønt og høns og kalkuner. Den unge mand arbejdede med noget administrativt på et hospital.

I Colombia har man stort set ingen jernbaner. Til gengæld forbinder langtursbusser alle større byer med hinanden. Mange af dem holdt ind ved ”vores” landevejsrestaurant flere lige ved siden af camperen. Folk var nysgerrige. Det skal de have lov at være, og vi forklarer gerne om vores rullende hjem. Men vi lå altså i vores seng, mens der stod nogle og rykkede i den, så den gyngede.

Den 18. april 2019

Det er skærtorsdag den første helligdag/fridag i påsken. I den anledning var der arrangeret et stort cykelløb på motorvejen. De holdt sig pænt i den højre vejbane, men det var alligevel nødvendigt at bruge alle orienteringssanser 100 procent. Cyklister i højre side, biler foran og bagved, og rundt omkring det hele en sværm af motorcyklister, der overhaler både højre- og venstreom. Pludselig er de oppe på siden af en, og lige så pludselig er de væk igen.

Herfra kørte vi på en højslette i næsten 1000 meters højde. Nu ligger bjergene ude i det fjerne. Det er også første gang i Colombia, vi kører gennem landbrugsland. Den dominerende afgrøde her er sukkerrør. På landevejen kørte der lastbiler med fire anhængere – med forvognen bliver det fem lad i alt. Det var sandsynligvis sukkerrør, de kørte med. Med sådan et læs var der ikke noget at sige til, at de var længe om at køre op ad bakkerne.

Endelig efter 50 kilometer havde vi passeret cykelløbet. Herfra gik det let til Popayán, som er en vigtig kolonitidsby. Nord for byen fandt vi en campingplads.

2443popayan
Motiv fra Popayán

Da det holdt op med at regne, gik Ranveg hen til købmanden. Lidt efter kom hun tilbage og sagde, hun havde gæster med. Det var et colombiansk par, som havde boet og arbejdet en længere årrække i Tyskland. De ville gerne tale tysk, så det gjorde vi. Han var egentlig læge, nærmere bestemt ortopæd. Han var 72, mens konen var meget yngre. De sidste 35 år havde han haft en landejendom ved en landsby lidt nord for Popayán. Det betød, at han kendte forholdene ualmindelig godt. Det var meget vigtigt for ham at vise os noget af en video optaget af FARC i 1998. Den viste deres grusomhed, som er helt på højde med for eksempel islamisk stat. Han fortalte, at han kendte folk, der havde en gård ude i bjergene. FARC kom og bankede på og tilbød manden at købe hans gård for et urealistisk lille beløb. Da han afslog det, sagde de, at så ville de forhandle med hans enke, for hun var nok mere medgørlig. En uge efter kom de og dræbte ham og købte den af enken for den pris, de havde sagt.

En kollegas datter blev taget som gidsel. Efter at familien havde samlet den krævede løsesum på 750.000 kroner, og faderen kom og afleverede pengene, gav de datteren fri, men tog faderen som gidsel. En nevø havde også været taget som gidsel.

Pårørende til dem, de havde taget til fange og dræbt, kunne få udleveret liget mod en betaling på 100.000 kroner.

Det er en brutalitet, som man næsten ikke kan forestille sig.

Vi talte også om den fredsaftale, tidligere præsident Santos havde indgået med FARC, og som han fik Nobels fredspris for. De var meget skeptiske overfor fredsaftalen, fordi den stort set lader forbryderne gå fri for straf. Det var modigt gjort af Santos, men det betød, at der i befolkningen er stor skepsis mod fredsaftalen. Den faldt faktisk ved en vejledende folkeafstemning, hvorfor Santos kunne gennemtrumfe den alligevel.

En anden ting er narkoproduktionen. Colombia producerer 90 % af verdens kokain. FARC, der startede som en venstreorienteret politisk gruppe, blev bevæbnet og mere og mere kriminel og står nu også for produktion af kokain. Våben og penge er en farlig kombination. Det er også undergravende for indianersamfundene, for de kan tjene meget mere ved at høste kokablade end ved noget som helst andet. Derfor går indianersamfundene i opløsning både socialt og moralsk.

Jo mere vi hører om den konflikt, jo bedre forstår vi, at der ikke findes nogle klare og færdige svar.

Han fortalte også noget mere positivt. Mange i det område, hvor de bor, er fattige og har ikke råd til den medicin, som bliver ordineret på sygehuset. Han har derfor påtaget sig at behandle folk gratis indenfor det felt, der er hans speciale. Han viste os nogle billeder af sår, som gik ind til knoglerne. En gammel dement kvinde havde forfærdelige liggesår på bagdelen og det nederste af ryggen, fordi hun altid lå i den samme stilling. Et andet eksempel var en 91-årig kvinde, der havde haft sår på begge ben i årevis. På sygehuset ville de amputere dem. Det ville hun ikke: ”Jeg vil dø med begge mine ben!” I begge tilfælde lykkedes det at hele sårene med omslag med helt almindelig honning fra køkkenet. Han havde brugt samme behandling på et ortopædisk hospital i Tyskland med det resultat, at kollegerne efter at have overvundet betydelig skepsis også begyndte at anvende honning. Men hans kolleger brugte kun såkaldt medicinsk honning, som er opvarmet til 60 grader. Dermed mister honningen mange af de gode egenskaber, den har, og deres succesrate var ikke så høj.

Vores gæster sad nok i camperen et par timer, men det var et par meget udbytterige timer. Det endte med, at vi blev inviteret til at besøge dem.

19. april 2019

Der holdt et par på campingpladsen, som kom fra Toronto. Det viste sig, at de var indvandret til Canada fra Rusland for mange år siden. Han havde ikke høje tanker om Ruslands fremtid. Befolkningen er alt for bange til at gøre oprør, fordi Putin holder dem i et jerngreb. Gennem de mange år havde han regelmæssigt været i Rusland på forretningsrejser, så han havde fulgt udviklingen tæt, men politik interesserer mig ikke, bedyrede han. De havde været på Krim for et halvt års tid siden for at se til hans svigerfars grav. Krim havde været et meget trist syn på grund af Ruslands besættelse.

Bortset fra det havde de lavet en fantastisk rejse rundt i Sydamerika og havde været nogle steder, hvor de færreste langtidsrejsende kommer som for eksempel Guyana, Surinam og Fransk Guyana. Alle tre lande ligger vest for Venezuela og nord for Brasilien. Nu var de på vej hjem til Toronto, men i fuld gang med at planlægge den næste store rejse, som måske vil gå til Afrika, måske til Asien. Herligt at møde folk med eventyrlyst.

2448popayan
Motiv fra Popayán

Om eftermiddagen kom den franske familie, vi kendte fra Medellín. ”Men vi kører videre i morgen,” sagde de.

Til aften kom et ældre tysk par. De var trætte efter at have kørt fra grænsen til Ecuador. Det er en meget lang tur. Jeg hyggesnakkede med manden, der slappede af med en øl og en pibe tobak, mens konen skyndte sig ind i camperen for at hvile. ”Jeg har siddet i den bil hele dagen,” sagde manden. De var på vej til Cartagena for at sende bilen hjem efter flere års rejse i Nord- og Sydamerika. ”Næste mål bliver at køre rundt i Europa,” sagde han. ”Det gælder om at undgå den tyske vinter.”

20. april 2019

Parret, vi havde besøg af i forgårs, Claudia og Dagoberto, skulle vi besøge i dag. Vi skulle mødes ved kirken i deres landsby, Cajibio. Der var markedsdag, da det er højsæson for kaffehøst, så torvet var myldrende fyldt med boder, mennesker og parkerede biler og ikke mindst motorcykler. At komme hen til kirken så nærmest umuligt ud, især fordi en bil masede sig gennem trængslen frem imod os. En person vinkede ud ad vinduet med tegn til, at vi skulle bakke. ”Sikke en opførsel,” sagde vi til hinanden. Det viste sig at være Claudia. Hun kørte forrest ud til gården lidt udenfor byen.

2440cajibio

De bød os indenfor, men var meget ivrige efter, at vi skulle køre en tur i området, inden det begyndte at regne. Vi nåede at gå en tur i haven og se de mange forskellige frugttræer med eksotiske frugter, ligesom vi så stalden, hvor han har en malkebesætning.

Først kørte vi ind til byen og så kirken, der var blevet ødelagt af et kraftigt jordskælv i 1983, men genopbygget af en katolsk ungdomsorganisation. Der gik en del mennesker derinde og gjorde klar til aftenens procession (påskelørdag). Vi så også stedet, hvor politistationen havde ligget. Den var skudt sønder og sammen ved et angreb fra FARC for en del år siden. På det hjørne af torvet, der lå nærmest kirken, havde politiet taget opstilling. De havde nærmest en lille fæstning med skydeskår.

Dagobertos bror i Tyskland havde organiseret noget hjælp til at få asfalteret landevejen fra Cajibio ud til hovedvejen. Aftalen var, at den frivillige gruppe skulle levere maskiner og know-how, mens kommunen skulle levere materialer. Men da alt udstyr var ankommet fra Tyskland, havde kommunen pludselig ingen penge. Heller ikke næste år - og næste. Maskinerne står der endnu sammen med traileren med et fuldt udstyret værksted og stadigvæk med tysk nummerplade. Der er ikke noget at sige til, at bitterheden ikke var vanskelig at spore. Vejen er lige hullet, og det tager meget lang tid at køre de kun syv kilometer.

Næste stop var en gård, hvor en driftig mand havde haft en stor aspargesproduktion, men hans ejendom var blevet besat af indianere. De havde delt jorden op med op til fire hektar til hver. De boede der godt nok ikke permanent. Men efter 10 år vil det være deres retmæssige ejendom. Vi så husene, der faktisk kun var nogle skure, og de fleste stod ganske rigtig tomme.

2422cajibio
Et "hus" på den tidligere aspargesfarm

Vi var inde hos en mand, der drev jorden på seriøs vis. Her købte Dagoberto en stok bananer, som manden skar af en palme med en machete. I stedet for at dyrke jorden tager de fleste indianere arbejde i kokaplantagerne og tjener store penge, som drikkes op i weekenden. Der er meget social nød, forklarede Dagoberto. Forfaldet gjorde ondt at se på.

Efter køreturen fik vi kaffe i deres stue. Her fik vi også noget af hans historie. Vi troede faktisk, at han var indvandret fra Tyskland eller søn af tyske indvandrere. Men han var faktisk opvokset her på en ejendom i et meget fattigt hjem som én ud af ti børn. Moderen havde været lærer og vidste, hvad uddannelse betød. Alle syv drenge og nogle af pigerne fik en universitetsuddannelse – de fleste af dem blev læger. Det var et hjem, hvor der blev stillet krav til børnene. De skulle op klokken fire hver morgen for at hjælpe i stalden til klokken seks. Om aftenen samlede moderen dem omkring bordet i flere timer, hvor hun sørgede for, at de både fik lært deres lektier og mere til.

Dagobertos ældste bror tog til Tyskland som helt ung uden at kunne et ord tysk. Han måtte slide til dagen og vejen, men fik lært sproget, kom ind på universitet og blev cand.med., som han senere supplerede med et speciale i ortopædi. Han er blevet i Tyskland og er endt som cheflæge for et anerkendt hospital. Det var ham, der organiserede entreprenørmaskinerne til Cajibio.

Da Dagoberto var færdiguddannet som læge fra universitetet i Popayán, fik broderen ham til Tyskland, hvor han også blev ortopæd. Det blev til mange gode år i Tyskland. Han gik på universitetet i flere omgange og uddannede sig også som speciallæge i hjerte-kar kirurgi, kræft i underlivet og til sidst som akutlæge. Han er et menneske, der hele tiden er i gang med noget eller på vej videre mod det næste.

Det blev en udbytterig eftermiddag, og vi fik at vide, at vi var velkommen en anden gang.

21. april 2019

Popayán er en af Colombias fineste kolonitidsbyer. Vi fik kørelejlighed med campingværtens kone, og gik og nød det skønne syn med de hvidkalkede huse, der tog sig særlig godt ud på baggrund af en blytung himmel. Byen havde et meget stateligt præg. Ikke så underligt, for den er ikke bare regionshovedstad, men var også en vigtig by i kolonitiden med sin strategiske beliggenhed mellem Cartagena og Bogotá i nord og Quito og Lima i syd.

22. april 2019

Vi blev på campingpladsen og arbejdede med hjemmesiden. Fordi campingpladsen ligger så tæt ved Panamericana, er der en stor udskiftning af folk. Til aften kom der et ældre par fra New Zealand. De havde været gårdejere. Nu har næste generation overtaget, mens de selv har fået frie hænder til at gøre noget, de ikke kunne før, nemlig rejse verden rundt. De var fornøjelige at tale med, og manden havde en meget fin britisk humor.

23. april 2019

Til min store ærgrelse opdagede jeg, at vi havde mistet dækslet til spildevandsslangen. For godt en måned siden havde vi fået et nyt tilsendt fra Canada. Efter al sandsynlighed var det faldet af, da vi kørte fra Claudia og Dagoberto, fordi jeg kom for tæt på buskene i deres indkørsel. Det viste sig at være rigtigt. De tilbød at komme med det sidst på eftermiddagen.

2420cajibio
Bananer til de næste par dage. Overskydende bananer bruges som foder til dyrene.

I mellemtiden kunne vi nå at komme ind til byen og købe forsyninger til de næste mange dage. Vi købte også en flaske vin og noget brød, vi kunne servere for dem, når de kom. De havde dog ikke tid til at blive, for de skulle også ordne nogle ærinder inde i byen. Men de ville komme tilbage senere på aftenen.

Det var virkelig rørende. De havde købt noget lim til mig, så jeg kunne sætte dækslet på igen. Og de spurgte interesserede til vores rejseplaner, hvorefter han resolut tog telefonen og ringede til en oberst for at høre, hvordan sikkerhedssituationen er der, hvor vi skulle hen. ”Den er rolig,” lød beskeden. Men vi fik også en nyttig oplysning om et vejarbejde undervejs, hvor vejen er spærret i mange timer, men åben fra klokken ti til klokken et. Og oberstens telefonnummer fik vi, så skulle bare ringe til ham, hvis der opstod problemer.

2435cajibio
To kvægbønder. Dagoberto til højre. Vi er på besøg hos manden til venstre. I forgrunden malkemaskinen.

I forgårs læste vi i medierne, at der var sket et voldsomt jordskred syd for Popayán, som ikke bare havde spærret vejen, men havde taget nogle huse med sig, og over tyve personer havde mistet livet. Claudia og Dagoberto fortalte, at i morgen tidlig skulle de af sted til den landsby for at besøge nogle venner, der havde mistet 13 familiemedlemmer i det jordskred. Så er det pludselig ikke bare en historie fra medierne, men noget der vedrører mennesker af kød og blod.

Det blev atter til et hyggeligt samvær. Vi blev enige om at holde kontakten ved lige.

24. april 2019

Der var kun 100 kilometer til vores mål. Alligevel tog det 8 timer. Den første del af turen gik fint på en vej af bedste kvalitet. Efter byen Totoró blev den dårligere, men ikke ringe. Den gik op i 3350 meters højde, hvilket indtil videre er vores personlige højderekord. Efter de to timers kørsel, som vi havde at vide, kom vi til vejarbejdet. Vi nåede lige at komme igennem, inden de lukkede. Det øsregnede, og ved vejarbejdet kørte vi i dyb mudder. Uden firhjulstræk og stor frihøjde var det aldrig gået. Det var en vanskelig og udfordrende strækning, men uden problemer.

Et sted stod trafikken stille. Nu øsregnede det ikke længere. Det styrtregnede, som det kun kan i troperne. Vi måtte ud og finde ud af, hvad problemet var. Det viste sig, at der var sket et jordskred, og at vi nu skulle vente på en entreprenørmaksine, der kunne fjerne de store sten, og at der nok ville gå nogle timer. Det gjorde der også. Men vi er heldigere stillede end dem i almindelige biler. Vi gik ind og lavede middagsmad: stegt oksekød, ris, rødbeder, stegte bananer og bønner. Da vi var færdige med opvasken, begyndte bilerne at køre, og der kom så småt opklaring.

2452inza
Regnen er holdt op. Vejen er ryddet for sten, og trafikken går endelig i gang igen.

Herefter var det stort set slut med god vej, så det gik kun langsomt frem. I byen Inzá skinnede solen. Vejen kørte vi uden besvær, men det var tidskrævende. Vi nåede vores mål ved de arkæologiske udgravninger, Tierradentro.

Havde vejen indtil nu været besværlig, opstod der først problemer, da vi ville dreje ind et sted for at campere. Der var ikke plads nok, og hjørnet af et tag lavede desværre et hul i et af de små vinduer. Vi var kommet til at holde sådan, at vi heller ikke kunne komme ud igen uden at ridse endnu mere. Problemet viste sig at være et hul i kanten af vejen. Hver gang baghjulet kom ned i hullet, hældede camperen til siden og taget skrabede imod. Ejeren af campingpladsen fandt nogle store sten, som han lagde i hullet, og med en stage bøjede han tagpladen. Endelig kom vi ud, og vi sagde til ham, at vi ikke ville være der. De var meget søde og hjælpsomme og gik hen og spurgte på et hostel i nærheden, om vi kunne være der. Det kunne vi ikke. Ja, men så var der et hotel lidt længere henne ad vejen. Men der var også en snæver indkørsel, og nu havde vi ligesom fået nok af det. Imens var det blevet buldermørkt.

I Colombia er det meget svært at finde steder, hvor man kan campere vildt. Men vi vidste heldigvis, at der var en mulighed i San Andres et par kilometer væk. Og det var et godt sted.

0130san-andres

Da vi havde siddet i bilen hele dagen, gik vi en lille tur i landsbyen og så den hyggelige stråtækte kirke.

25. april 2019

Om morgenen så vi det hele i dagslys. Det er et meget fredeligt sted. Der er stort set ikke andet end stilhed og hanegal. Hvor vi holder, går en flok små kyllinger rundt og pikker i græsset i lykkelig uvidenhed om, hvad en middagstallerken er.

Målet med at tage hertil er at se de arkæologiske udgravninger, Tierredentro. Det er nogle underjordiske grave i klippehuler fra 600-1000 e.Kr. og regnes for et af de betydeligste arkæologiske fund fra førcolombiansk tid. Ifølge guidebogen bør man tage derhen, hvis man har bare den mindste interesse i det. Og det har vi.

Det var fremragende vejr, og vejrmeldingen lød for en gangs skyld på tørvejr hele dagen. Vi gik de to kilometer til Tierredentro og så først det lille museum. Det bestod af to afdelinger. I den ene var der en samling store urner fra gravene. Den anden indeholdt en udstilling om det lokale indianerfolks levevis. Blandt andet var der et billede af den stråtækte kirke i San Andres, og vi lærte, at det var en traditionel byggestil. Det er ikke strå, som vi bruger det hjemme til tage, men snarere tørret græs. Det er blødere og anvendtes også til overtøj.

2464tierradentro
Fra museet

Vi lærte også, at koka vokser i 1000 til 2000 meters højde, og at indianerne anvender bladene som lægemiddel til blandt andet smertestillende medicin. Men de bruges også til rituelle formål for at skabe kontakt til universets ånder.
Efterkommere af den kultur, der har lavet gravene for over 1000 år siden, lever stadig på egnen. Vagtmanden, der fulgte os rundt, tilhørte det folkeslag og fortalte, at det pågældende indianersprog, nasayawe, er hjemmesprog i hans familie. Teksterne på museet var både på spansk og nasayawe, men han kunne desværre ikke læse det. Men i dag lærer børnene det i skolen.

2476tierradentro
Nedgang til en af gravene

Der var en stejl tur op til selve udgravningerne. Men det viste sig desværre at blive en skuffelse. En antik vindeltrappe førte ned til gravene, men mange af trinene havde en højde på omkring en halv meter, og der var ikke noget at holde fast ved. Så jeg turde simpelt hen ikke gå ned. Ranveg prøvede slet ikke. Vagtmanden viste os de to steder, hvor det var lettest at gå ned. Der lå nogle store urner som dem, vi havde set på museet. Men de flotte billeder og geometriske mønstre, vi havde læst om, så vi desværre ikke.

Turen ned til museet var selvsagt lettere end turen op. Personalet lovede at standse en bus, når den kom, så vi kunne komme tilbage. Bussen viste sig at være en firhjulstrukken Jeep. Under en presenning over ladet var der stopfuldt med mennesker, der sad på træbænke. Der kunne lige blive plads til Ranveg og min rygsæk. Jeg måtte stå udenfor på en platform og holde fast i tagbagebægeren. Her stod også en anden mand. Kort inden vi var fremme, steg en ung mand på. Han viste sig at være guide og talte engelsk. Jeg fortalte ham, at jeg måtte undlade at gå ned i gravene, og da han nu var guide, tænkte jeg, at han nok havde kontakt til ledelsen, og foreslog, at der skulle være et reb, man kunne holde fast i. Men det havde været diskuteret helt oppe i kulturministeriet, fortalte han, og man havde besluttet, at der ikke skulle være noget reb, fordi det ville være et indgreb, der slider på stenene. – Nå ja, det er jo også en respektabel holdning.

3704san-andres
Bus

26. april 2019

Lidt uden for San Andres, landsbyen, hvor vi camperer, ligger et andet felt med samme type grave. En sti førte derop fra byen blandt andet gennem en kaffeplantage. Vi kunne se de kæmpestore bambus, som er så kraftige, at de bruges til at bygge huse med. Selv de bærende konstruktioner består af bambusrør. Bambus har den fordel, at det er modstandsdygtigt overfor jordskælv, som der er mange af.

Den mest interessante af gravene var heldigvis lettere tilgængelig, så vi fik kompensation fra i går. Her var der de fineste geometriske mønstre i det hvælvede gravrum.

2491tierradentro

Vagtmanden her var også indianer og fortalte noget om deres kultur og religion. ”Katolikker er vi kun udenpå. Indeni har vi vores gamle tro på Solen og Månen og naturen,” forklarede han.

27. april 2019

Vejene heromkring er ekstremt dårlige. Det tog 5 kvarter at køre de første 16 kilometer. En af de vagtmænd, vi talte med ved Tierredentro, mente, at det var en medvirkende årsag til det lave antal turister. Det har han sikkert ret i.

Ved middagstid kom vi til byen La Plata. Her kommer der heller ikke turister. Det erfarede vi på tankstationen. Vi havde egentlig ikke brug for at tanke, men gjorde det alligevel for at købe noget velvilje. Da vi forlod campingpladsen i San Andres i morges, kunne vi nok tømme spildevandstankene, men ikke få frisk vand på, fordi vandværket havde lukket for vandet hele dagen. Det fik vi så lov til på tankstationen. Men tankpasserne og et par store børn ville gerne se camperen indeni. Det tiltrak en masse mennesker. I løbet af ti minutter var en 15-20 mennesker inde at se vores camper og stille spørgsmål og tage billeder. Det var som om, de dukke op af ingenting.

Som sædvanlig går den gennemgående vej gennem byernes centrum, og som sædvanlig er der ingen skiltning, der oplyser fremmede om, hvilken vej man skal, så vi måtte spørge et par gange. Udenfor byen var vejen stadig ikke særlig god: asfaltvej med alt for mange huller. Det var tilmed en bjergvej med hundreder af sving. Vi nåede ikke så langt, som vi havde forestillet os. I Garzón fik vi lov at overnatte på en tankstation, hvor der også holdt mange lastbiler.

2935garzon
Overnatning på tankstation

28. april 2019

Her kom vi til en overordnet hovedvej, og den var meget bedre. Turen til San Agustín tog kun tre timer. Det svarer til en gennemsnitsfart på 30 kilometer i timen – og det er godt.

Vi fandt med lethed campingpladsen, der lå ved en smal cementvej og med en usædvanlig stejl stigning. Indehaveren er en tiltalende ung mand, der har lagt både arbejde og sjæl i at få en dejlig plads ud af det. Men desværre var der ikke mulighed for at tømme tanke, så det er begrænset, hvor længe vi kan blive her.

29. april 2019

For en uges tid siden fyldte vi op med mad, så det er på tide at gøre det igen. Vi tog ind til byen, som er meget charmerende. Alt tyder på, at en kommunal vedtægt bestemmer, hvordan husene skal se ud. De er alle hvidkalkede med grønne døre, vinduer og sokler. Og det er ikke bare grøn sådan i al almindelighed, men den samme grønne nuance over hele byen.

5337san-agustin
San Agustín, en rigtig småstadsidyl

Mens vi gik rundt og orienterede os, lagde vi mærke til en ældre mand, der stod udenfor kirken og kiggede på de forbipasserende. Senere kontaktede han os og fulgte med os hen til en café, hvor vi kunne købe kaffebønner. Caféen bød endda på en smagsprøve, og vi sad og hyggede os med manden. Bagefter viste han os, hvor vi kunne købe snørebånd. Det havde vi aldrig fundet selv, for det var i en forretning med sytråd og mange andre småting.

Efter stort indkøb i supermarkedet på torvet tog vi en taxa tilbage. Dejligt at få varerne kørt lige til døren. Den luksus kostede os 12 kroner plus generøse drikkepenge. Til gengæld fik vi et stort smil og vink, da han kørte.

30. april 2019

Nu var vi nødt til at tømme tanke, så vi sagde farvel og tak og kørte til en anden campingplads. Her kunne vi tømme, og her kan vi få vores tøj vasket. Der er ikke vaskerier her som i Mexico, men flere campingpladser tilbyder tøjvask.

Da det kun var en køretur på to kilometer til den nye campingplads, blev der tid til en ny bytur for at ordne forskellige ærinder.

Forrige side Marts 2019
Næste side Maj 2019