Sneglefart

Maj 2019

1. maj 2019

San Agustín er en nydelig og tiltalende by, men det, der tiltrækker den egentlige opmærksomhed, er den store nekropolis, altså begravelsesplads, som er den største af sin art på hele det sydamerikanske kontinent. Ved gravstederne står der skulpturer, der forestiller mennesker med to mindre foran en stor. De to mindre skal sandsynligvis opfattes som vagter. De ældste begravelser er fra omkring 3.000 f.Kr. Ved de yngre begravelser findes der også skulpturer, der forestiller dyr som for eksempel tudser. Mange af statuerne står på deres oprindelige sted på et areal, der dækker 78 hektar. Nogle er imidlertid blevet fjernet i tidens løb og er stillet op ved private hjem, på torvet i San Agustín eller anvendt som byggemateriale. Nogle er tilmed blevet stjålet og ført langt væk. Én er fundet i Bogotá centrum, en anden i et palæ i Frankrig og en tredje i en kælder i et hus i Danmark. Mange af dem er blevet samlet ind igen og opstillet i en skov af statuer. I tilknytning til den arkæologiske park var der et lille udmærket museum, der gav en god baggrundsforståelse for, hvad vi havde set. Udover gravskikkene ved man næsten ingenting om de folk, der har boet i området.

Vejret var det bedste, det har været længe, så det var på alle måder en fornøjelse at gå rundt i området.

2. maj 2019

Afrejse. Troede vi. Vi var klar til at køre tidligt og manglede bare at tømme tankene. Men pumpen, vi bruger, når vi ikke kan tømme direkte ned i en kloak, virkede ikke. Det vil sige, den virkede en gang imellem. Det er sket en gang før, men da var det nok at tage en sikring ud og sætte den på plads igen. Da jeg ville kontrollere en anden sikring, gik den i stykker. Ejeren af campingpladsen kørte straks på sin motorcykel og skaffede to nye inde i byen. Heller ikke det virkede. Så ringede han efter sin bror, der var elektriker. Vi havde en mistanke om, at der var en løs forbindelse. Det lykkedes elektrikeren at finde den og sætte ledningerne ordentlig sammen. Næsten hele formiddagen gik med det, men de ville ikke have noget for det – heller ikke elektrikeren. Sådan har vi gang på gang oplevet colombianerne som utroligt hjælpsomme.

2564san-agustin

Den ene gasflaske løb tom for snart en uge siden, så vi bestemte at bruge eftermiddagen på at få den fyldt op. I Pitalito, en nærliggende større by, var der hele tre steder, man kunne få gas. De to steder kunne de ikke fylde vores udenlandske flasker med deres system. Et af stederne sagde de, at i Neiva kan I bestemt få dem fyldt op. Det tredje sted enten kunne ikke eller ikke ville fylde den. I hvert fald måtte vi køre derfra med uforrettet sag.

Gas er ikke til at undvære. Køleskabet går på gas. Det kan også gå på batteri, men batteriet aflades meget hurtigt, så det dur reelt ikke. Og så er der selvfølgelig madlavningen. I Colombia har vi sparet meget på gassen og undlader for eksempel at lave varmt vand. Det har også den fordel, at et bad i koldt vand er effektivt vandbesparende.

3. maj 2019

Så blev det afrejse. Lidt syd for Neiva fandt vi et sted at overnatte. Det var hos et ældre par. Hun var 80, han var først i halvfjerdserne. Vi blev taget imod nærmest som deres private gæster og blev inviteret ind til en kop kaffe. De nød tilsyneladende adspredelsen ved at have besøg af camperfolket. De fortalte om et argentinsk par, de havde haft så meget glæde af og vist stadig havde kontakt med. Ranveg mindede dem om den argentinske kvinde, så det var ment som en ros.

Vi havde parkeret under et stort mangotræ. Mens vi sad i camperen, lød der et kæmpe brag. Det var en mango, der faldt ned på taget. Heldigvis havde den ikke ødelagt noget, men for en sikkerheds skyld flyttede vi bilen, inden vi gik i seng.

4. maj 2019

Inden vi kørte, fik vi en stor pose mangoer forærende, og de så lidt skuffede ud, da vi takkede nej til en kop kaffe.

På gasanlægget i Neiva kunne de heller ikke hjælpe os. De tilbød at montere en colombiansk ventil på gasflasken og en regulator i camperen. En af gasanlæggets medarbejdere ville køre med ind i byen og købe de nødvendige dele. Men vi skal ikke have vores amerikansk/canadiske gasflasker ændret dels af sikkerhedsgrunde, og dels fordi jeg havde læst på nettet om nogle, der havde fået det gjort, men som havde fortrudt det, fordi det gav mindre tryk på gassen, så deres apparater fungerede ikke så godt længere. Men hjælpsomheden var slående.

Træls. Der bliver ikke ved med at være gas i flaske nummer to. Vi studerede nettet indgående og kunne se, at der er sket en ændring fra 2018 til 2019. Det er blevet sværere. Hvor man tidligere kunne få gas uden problemer, er det nu blevet umuligt de fleste steder. Måske er der nogle regler, der er blevet strammet. Efter nærlæsning af nettet besluttede vi at prøve i Zipaquirá. Der skal vi alligevel hen for at se den berømte saltkatekral.

2597tatacoa

Men inden da skal vi ud i Tatacoaørkenen. Det var ikke så lang en køretur, men det tog alligevel sin gode tid på grund af den hullede asfaltvej. Der blev dog ikke meget ørken at se, fordi det øsregnede hele eftermiddagen. Et astronomisk observatorium i nærheden havde planlagt en stor aften, fordi der skulle være en sværm af stjerneskud. Det blev der ikke noget af på grund af skyerne.

5. maj 2019

Fint vejr og meget varmt. Vi er trods alt helt nede under 500 meter over havet. Men vi gik en dejlig tur og fik et godt indtryk af landskabet. Teknisk set er det ikke en rigtig ørken. Men det er ørkenen på Anholt jo heller ikke. Ørkener findes ikke så tæt på ækvator. Forklaringen på, at der findes et ørkenlignende område her er, at der falder mindre nedbør end i det omgivende landskab, og fordampningen er større end nedbøren. Resultatet er et ørkenlandskab med kaktus og sparsom vegetation.

2600tatacoa

På campingpladsen fik vi anbefalet en rute på vej nordpå. ”Det er langt den hurtigste,” sagde ejeren af campingpladsen. Han var vist ikke klar over, hvor langsomt vi er nødt til at køre på de hullede veje for ikke at ødelægge alt. De 42 kilometer til hovedvejen tog flere timer. Først kørte vi gennem en tør og ubeboet ødemark. Dernæst blev det mere frodigt efterhånden med intensivt landbrug. Overnatning på en tankstation.

6. maj 2019

Hermed forlod vi lavlandet og den smeltende varme. Det gik hurtigt opad. Vi nærmede os Zipaquirá, men det blev for sent at køre ind til gasanlægget. Vi var også nødt til at tømme spildevand, og det er der ikke mulighed for i Zipaquirá. Vi valgte derfor at køre til Suesca. Desværre kom vi til at køre lidt for langt, og det gav anledning til en del besvær, fordi der var masser af mennesker, parkerede motorcykler og smalle veje, som til sammen gjorde det umuligt at vende. Manden, der passede campingpladsen, var i øvrigt flygtning fra Venezuela. Han havde et umådeligt had mod præsident Maduro. Suesca er ikke noget særligt. I vores guidebog omtales den som distinctively unremarkable. Når den alligevel nævnes i bogen, skyldes det en nærliggende klippevæg, der er et af Colombias mest populære fjeldklatringsområder. Den så vi dog ikke.

7. maj 2019

Da vi var unge, tog vi somme tider på fjeldvandring i Norge. Når det kan være så rensende for sjælen, skyldes det udover at være i naturen den hårde fysiske anstrengelse, hvor det, der betyder noget, er at komme frem og få ordnet de mest elementære praktiske ting. Der går så mange kræfter med det, at alle andre tanker filtreres væk. Det er lidt af det samme med vores rejse, hvor noget så elementært som at få fat i frisk vand og slippe af med spildevandet spiller en stor rolle. Det fik vi ordnet her.

Og når gassen er ved at slippe op, spiller spørgsmålet om at skaffe noget mere en dominerende rolle. Vi fandt Zipa Gas og holdt foran den ene port op ad en trafikeret hovedvej. Vi ringede på klokken. Porten gik op, og ud kom en venlig ung mand, som fortalte os, at det ikke var noget problem. Den anden flaske var næsten tom, og det korte af det lange er, at vi fik begge fyldt. Det var en stor lettelse.

4103zapiquira
Torvet i Zapiquirá

Vi fik lov at parkere på en af Saltkatedralens parkeringspladser og gik ned i byen for at spise og købe ind. Da vi også skulle have drikkevand, var det et tungt læs, så vi tog en taxa tilbage. Taxaen kunne ikke få lov at køre ind med varerne til os uden at betale parkering, som kostede mere end taxaturen. Men portnerne, der står ved leddet, sprang til og hjalp med at bære varerne hen til camperen. Igen: Hjælpsomhed møder vi hele tiden.

I morgen skal vi se Saltkatedralen.

8. maj 2019

Troede vi. I nattens løb havde Ranveg fået et maveonde. Jeg gik ned i byen og købte nogle medikamenter på et apotek, men da der ikke skete nogen form for bedring i løbet af formiddagen, gik jeg derned igen og fik dem til at skaffe en læge. De var utroligt hjælpsomme. De fik det arrangeret sådan, at lægen kom hen til apoteket og tog mig med op. Han undersøgte Ranveg og ordinerede noget medicin. Han tog mig så med ned i byen igen til apoteket og sørgede for, at jeg fik det rigtige, og kørte mig så hjem igen. Allerede efter nogle timer kunne hun mærke en bedring.

9. maj 2019

Ranveg havde det allerede bedre, så vi tog med på en rundvisning i saltkatedralen om formiddagen. Der er egentlig to saltkatedraler. Den første blev åbnet i 1954, men af sikkerhedsgrunde måtte den lukke i 1992. Den nuværende åbnede i 1995. Det er en fungerende kirke med messe hver søndag. Baggrunden for at lave en kirke i en saltmine 180 meter under jordens overflade er, at det traditionelt har været et farligt arbejde. Derfor har minearbejderne lavet små altre nede i minegangene. Herfra var skridtet ikke så stort til en egentlig kirke. Vi var en lille gruppe på fire personer i den engelsksprogede rundvisning. De to andre var et ældre par fra Aruba, Hollandske Antiller, men de gik hurtigt ud igen, fordi konen fik klaustrofobi. Vi fik en god og kompetent rundvisning. På vejen ned var der sidealtre, et for hvert af stationerne på Via Dolorosa. 14 forskellige kunstnere havde udført hver sin station. De havde dog alle det fællestræk, at de bestod af et stort kors og nogle få knæfald. I koret var der et kæmpemæssigt kors, der på afstand så ud, som om det var fritstående, men som i virkeligheden var hugget ind i væggen. Nogle steder havde man opstillet skulpturer fra den nu lukkede saltkirke.

2624zapaquira
Saltkatedralen i Zipaquirá med det tilsyneladende fritstående kors og i forgrunden en reference til Michelangelo, Det sixtinske Kapel, Rom.

Se også billedserien

Saltkatedralen

Om eftermiddagen var Ranveg nødt til at hvile sig, mens jeg gik en tur ned i byen og fik købt flere data til min telefon. Det skal gøres ret tit, fordi vi kun kan købe 2 gb ad gangen. Der var et nydeligt torv i centrum.

10. maj 2019

Efter tre nætter på en offentlig parkeringsplads kunne vi endelig komme videre, og det handlede om mere salt. Kun cirka 20 kilometer fra Zipaquirá ligger en anden saltmine, Nemocón. Det er som sædvanlig en by med snævre gader og ingen eller næsten ingen parkeringsmuligheder for en bil som vores. Men i nærheden af minen var der dog et sted, vi kunne være mod betaling. De var flinke til at hjælpe, da vi skulle derfra igen.

Ranveg blev i camperen og arbejdede på at blive rask. Det vil sige, hun hvilede sig. Der var et lille museum. Da jeg havde set det, stod der udenfor nogle mennesker med hvide hjælme. En af dem spurgte mig på engelsk: ”Er du fra Europa?” Da jeg havde bekræftet det, spurgte jeg, hvordan han kunne se det. ”Du falder ligesom ikke ind i mængden,” lød hans svar. Jeg fulgte med ham og hans colombianske ven på rundvisning i minen, og de var flinke til at fortælle mig, hvad guiden fortalte. Guiden, der i øvrigt var en udmærket fyr, spurgte mig på et tidspunkt, om jeg kunne lide omvisningen, hvortil jeg kunne svare, at mine nye venner oversatte for mig.

Vi så hvordan saltet dannede noget, der lignede iskrystaller på grene efter rimfrost, når det langsomt trængte gennem den porøse klippevæg.

2665nemocon

Et sted var der et bassin med saltvand. Det var belyst med farvede lamper, men det gav et synsbedrag, fordi det lignede et meget dybt hul helt uden rækværk. Det gav et sug i maven, men jeg huskede så, at vi havde set noget lignende i Saltkatedralen. Et andet sted var der opstillet et meget stort hjerte hugget ud i salt.

1954nemocon

Min nye ven var oprindelig fra El Salvador, men havde boet i New York i 30 år. Ind imellem blev det til en interessant samtale om El Salvador. Han fortalte blandt andet, at landet var hærget af en borgerkrig, der sluttede i 1992. Medlemmer af de værste bander søgte at få en ny tilværelse i USA, men her faldt de tilbage til deres gamle metier, som de kunne bedst, og gjorde livet usikkert i USA med al deres bandeuvæsen. Amerikanerne deportede dem, og de blev efter hans mening den direkte årsag til den kriminalitet, der gør El Salvador til et usikkert land i dag. Han fortalte, at hans søster, der stadig bor i El Salvador, har en lille forretning. En dag fik hun en opringning med besked om at betale ”beskyttelsespenge” til en bande. Det drejede sig 3.000 dollars, og det er mange penge på de kanter, understregede han. Så mange penge havde hun ikke, men hendes svigerfar, der er mere formuende, betalte for hende. Og om et par år kan hun forvente en ny tilsvarende opringning. El Salvador er på størrelse med Jylland, og de fleste langtidsrejsende, der rejser ned gennem Mellemamerika, kører ind i El Salvador om morgenen, så de kan nå den anden grænse inden aften.

Sådan blev det på flere måder en interessant omvisning.

Om eftermiddagen gik det videre. Ude på hovedvejen gik det hurtigt. Vi overnattede ved et nationalt monument af frihedshelten Simon Bolívar.

11. maj 2019

Vores næste mål er Villa de Leiva, som er en af de fine gamle kolonitidsbyer. Vi havde læst om en campingplads i udkanten af byen, som lød som det helt rigtige. Da vi fandt stedet kunne vi se, at en lang smal vej gik derop til en snæver port, som vi ikke var sikre på, vi kunne komme igennem uden problemer. Nå, en anden plads lidt udenfor byen skulle havde bedre adgangsforhold. Det havde den også, men der var ikke mulighed for at tømme vores tanke, der kun kunne holde en dag endnu. Det tredje sted var ikke en campingplads, men en parkeringsplads ved et fossilmuseum et godt stykke udenfor byen. Ved vejen op til museet stod der ”Camping Zone” på et skilt. Heller ikke her var der mulighed for at komme af med vores spildevand. De havde godt nok et toilet, som slangen kunne nå, men da konen hørte, det drejede sig om 100 liter, måtte vi alligevel ikke. Hun anbefalede, at vi kørte længere ud ad vejen og tømte det ud i floden. Nå, men hvad så med at få frisk vand på tanken? Det kunne vi godt, men det ville koste 60 kroner.

Vi besluttede så at tømme i floden, men fandt ikke lige det sted, hun havde talt om. Til gengæld fandt vi en skråning med træer og høj bevoksning ved kanten af vejen. Der blev vi lettet for 100 liter spildevand. Det tager man langt mere afslappet på her end derhjemme. Efter at have sundet os på prisen for vand besluttede vi at købe det dyre vand, da vi ikke så andre muligheder. Konen virkede stadig meget lidt imødekommende, men vi fik endelig fyldt tanken op. Det var med stort besvær, fordi gevindet på deres vandhane var skæv, så det sprøjtede til alle sider. ”Sprøjter det altid sådan?” ville konen vide og gjorde dermed opmærksom på sin utilfredshed med vandspildet. På den baggrund ville vi ikke også betale 80 kroner for at overnatte.

Et par hundrede meter oppe ad bakken lå museet, og der fik vi lov at overnatte gratis. Colombia er mere krævende at rejse i, end vi er vant til fra de andre lande, vi har berejst.

Fossilmuseet er et af de museer, hvor man kan se forstenede knogler, kranier og så videre af forhistoriske dyr som forskellige arter af dinosaurer. Her over 2.000 meter over havets overflade har der for mange millioner år siden været et urtidshav. Mange af de udstillede forstenede knogler med videre stammede fra dyr, der har levet i havet.

Det blev en stille nat mellem museet og et sportsanlæg.

12. maj 2019

2011villa-de-leiva

Også udenfor byen ligger et særpræget hus, det såkaldte terracottahus. Det er udført af arkitekten Octavio Mendoza. Det er formet af ler og tørret i solen. Han kalder det selv for verdens største stykke keramik. Bortset fra vandhanerne og få andre ting er der vist ikke noget, der er købt i et byggemarked. Der er ikke en eneste ret linje, men derimod et mylder af finurligheder, hvor fantasien har fået frit spil. For hvert skridt er der nye vinkler og nye indtryk. I haven var der opstillet finurlige skulpturer. Mens vi gik rundt i huset, kunne vi ikke lade være med at tænke på det som en mellemting mellem Thorbjørn Egners tegninger til Folk og røvere i Kardemommeby og kirken Sagrada Familia i Barcelona af arkitekten Antoni Gaudi.

Se den lille billedserie Terracottahuset

Efter det besøg lykkedes det at finde en parkeringsplads inde i byen, hvor vi gik rundt og nød den fine gamle by, der nu er blevet et stort turistmål. Trods den voldsomme turisme er det en charmerende by, som har det største torv i Sydamerika.

2701villa-de-leiva

Nu var der ikke så meget tilbage af dagen, at det kunne blive til nogen lang køretur. Men der skulle ligge en dejlig campingplads 35 kilometer væk. Det holdt også stik. Vi nåede frem kort før mørkets frembrud. Det tog længere tid at nå frem, end de 35 kilometer antyder, for de sidste fire kilometer var en smal grusvej med store huller. Her var der ikke mange muligheder for at passere en modkørende.
Indehaveren var en meget venlig mand. Mens vi snakkede med ham, kom en nabo i et eller andet ærinde. Han havde et stort humoristisk talent, og begge mænd var inde at se camperen.

13. maj 2019

Vi brugte lang tid om formiddagen på at få camperen placeret bedre på ladet. Det drillede, men den endte da med at sidde bedre om end ikke helt rigtigt. Da vi var parate til at køre, kom et par nye gæster i en bil fra Bogotá. Manden kendte værten i forvejen og var kommet for at fortælle, at han havde købt et hus i nærheden. På god colombiansk vis blev vi inviteret på en kop kaffe, inden vi skulle køre. Her fik vi en hyggelig snak med parret fra Bogotá, som talte engelsk. Han var antropolog og underviste på universitetet. Antropolog er ikke det samme som i Danmark, men svarer til det, vi kalder etnologi. Han var ekspert i nogle indianerkulturer og mestrede også et sprog, der tales af 70.000 mennesker i den vestlige del af landet.

Vi kørte op til byen Barbosa, hvor vi efter lidt besvær fandt den rigtige vej ud igen, hovedvej 62. Herfra gik det opad. I Velez blev vi stoppet af en politikontrol. Normalt bliver vi bare vinket forbi. Betjenten, der var meget venlig og gav hånd, ville vide, hvor vi var på vej hen. Vi fortalte ham det planlagte overnatningssted, men det var nok lidt for langt. ”Hvor længe vil I køre?” ville han vide. Klokken var fire. ”Vi vil holde inden det bliver mørkt,” svarede vi. Så anbefalede han os at overnatte i byen Landázuri. ”Der er kun en times kørsel,” sagde han og ønskede os god tur.

Det kan godt være, turen kan gøres på en time i en politibil, men i vores bil tog det tre timer. Vejen gik opad og havde hundredevis af sving, hvor farten skulle helt ned. Efter at have kørt omkring halvvejen af vejen kom der korte strækninger på nogle hundrede meter, hvor der ingen asfalt var, men kun dybe huller, vi måtte kravle henover. Jo nærmere vi kom Landázuri, jo flere kom der af den slags. Regnen piskede ned, og over lange strækninger kørte vi i tæt tåge. Den sidste time kørte vi i mørke, tåge og regn. Klokken var efterhånden blevet syv.

Betjenten havde talt om, at der var flere hoteller i Landázuri, hvor vi kunne holde, men pludselig var vi på vej ud af byen igen. Den sidste bygning var en tankstation. Vi spurgte, om vi kunne holde der. Det kunne vi ikke, og da vi så os omkring, kunne vi godt forstå hvorfor. Der var simpelt hen ikke plads. Større biler måtte bakke ind for at få benzin. Men tankpasseren var en venlig mand. Han sagde, vi kunne holde i vejsiden og fik en nabo til at flytte sin bil, så vi kunne parkere ordentligt. Der holdt i øvrigt også et par lastbiler for natten i den anden side af vejen.

Da vi havde fået aftensmaden stillet frem på bordet, talte vi om, at det var godt, det her ikke var sket, mens vi var helt nye og uerfarne med at rejse. Erfaringen har lært os, at der altid findes løsninger, også selvom de ikke umiddelbart er til at få øje på.

14. maj 2019

Om morgenen så der sådan her ud:

5745landazuri

Et stykke efter Landázuri blev vejen bedre. Det gik nedad, og vi kom ned i lavlandet i sådan cirka samme højde som Himmelbjerget. Her var vejene lige, og farten blev tilsvarende højere. Da vi kom ind på en hovedvej fra Bogotá blev den endda til en firsporet motorvej. Det blev en lang tur og overnatning ved et hotel ved den lille by Mariquita, hvor der også var mulighed for at komme af med spildevandet.

15. maj 2019

Efter Mariquita var det slut med de hurtige veje i lavlandet. Ad en snoet vej gik det opad i langsom fart, til vi nåede en højde på 3.700 meter over havet. Det var en ny personlig højderekord. Selv i så stor højde var der tegn på daglig menneskelig aktivitet – det vil sige landbrug.

Det var som sagt en meget langsom vej, og midt på eftermiddagen holdt vi i storbyen Manizales for at finde ud af, hvor vi skulle overnatte. Det bedste bud viste sig at være kaffefarmen Finca Guayabal udenfor byen Chinchiná. Fra hovedvejen op til farmen var der en smal vej, der det første stykke førte gennem en bebyggelse. Da det var sidst på eftermiddagen, var folk hjemme, og der holdt motorcykler parkeret i siden af vejen. I et sving måtte vi bede om at få en motorcykel flyttet, fordi vi eller ikke kunne komme udenom et stort tagudhæng på den anden side af vejen.

For enden af vejen var der en stor gitterport. Indenfor i fincaen var der den skønneste have. Her blev vi budt velkommen af indehaverens søn. Det er en familiefarm, der ledes af moderen efter faderens død for 9 år siden og en søn og en datter. Vi havde læst gode anmeldelser af farmens kaffeture, så vi meldte os uden betænkelighed til en tur næste dag. Med frokost. Maden havde nemlig også fået gode anmeldelser.

16. maj 2019

Om morgenen inden kaffeturen fik vi en snak med en tysker, der havde været der en hel uge, men som nu var på vej videre. Han boede i Thailand, men rejste meget rundt. Tidligere på året havde han lavet en rejse til Bolivia. Han var en anden type end dem, vi møder som langtidsrejsende.

Det viste sig, at vi var de eneste to til kaffeturen. Men det gjorde ikke noget. Det var en yngre mand, som talte udmærket engelsk. Han var en intellektuel type. Det var derfor overraskende at høre, hvad han ellers lavede. Mandag til fredag var han guide på kaffefarmen, og i weekenden havde han sin egen lille forretning, der bestod i at pynte op til bryllupper og andre fester med balloner. Han viste os nogle billeder, og det var faktisk ret kreativt.

2711finca-guayabal

Kaffeturen varede i alt tre timer. Da vi var færdige, var der dækket op til os i restauranten. ”I skal sætte jer ved det bord, hvor der er et Dannebrogsflag,” fik vi at vide. Sådan var alt gennemført i mindste detalje på denne finca. De, der på nettet havde rost maden i høje toner, gjorde det med rette. Det var det bedste måltid, vi har fået længe.

Om eftermiddagen var vi nødt til at finde et supermarked og få købt stort ind. Indehaveren af fincaen anbefalede en bestemt forretning. Der havde hun også købt det kød, vi fik til frokost. De sørgede også for at bestille en taxa. Det kan ikke nytte noget at køre ind i en by med camperen. Det vil være nærmest umuligt at finde en parkeringsplads – selv foran et supermarked.

17. maj 2019

Fra kaffefarmen var der ikke så langt til Salento, som er en gammel by i kaffedistriktet. Vi fandt en campingplads med gode tilkørselsforhold, hvorfra vi tog en bus ind til byen, da det blev opholdsvejr hen på eftermiddagen. Det er en by, der tiltrækker mange turister, og det kan man godt forstå, for den er meget charmerende. Fra et udsigtspunkt var der en betagende udsigt over byens tage og de omgivende grønne bjergsider.

2742salento

18. maj 2019

Vi havde mange planer for dagen, men det skulle gå anderledes. Først ville vi dumpe. ”Ja, men I kan køre ind ad bagvejen. Dér kan I gøre det.” Vi kiggede på det, men kunne ikke bruge bagvejen på grund af lavthængende grene. Sammen med en fra campingpladsen gik vi længe rundt og så på mulighederne. Det endte med, at vi kunne køre lidt op ad en forhøjning og hælde det ud over en skråning bagved. Men vi kørte fast. Selv med firhjulstræk i lav kørte hjulene bare rundt, og et par af hjulene var sunket i til navene. For at gøre en lang historie kort endte det med, at campingpladsens personale hjalp os fri. Da det ikke lykkedes at grave os fri, hentede de en bil og bandt et reb i og trak os op af hullet.

Derefter var det blevet frokosttid. Mens vi spiste, begyndte det at regne, og det fortsatte resten af dagen, aftenen og natten. Der var ikke andet at gøre end at kaste sig over computeren og arbejdet med hjemmesiden.

19. maj 2019

2758filandia

Regnen fortsatte til middag. Da havde det regnet i 24 timer. Herefter kom der opklaring, og vi kørte en eftermiddagstur til den nærliggende by Filandia, som er en charmerende lille by, der lever af kaffeavl og tildels turisme. Og solen skinnede.

Se også den lille billedserie

Filandia

20. maj 2019

Her er der gode hovedveje, som tilmed går udenom byerne. Det betød, at vi skød en fart, som vi slet ikke er vant til i det her land. Middagsmad spiste vi på en rasteplads, hvor vi overnattede for snart en måned siden. Det mærkelige ved det var, at indehaveren kunne huske os. Det er ellers et sted, hvor der kommer flere hundrede mennesker hver dag.

Overnatning længere sydpå på en tankstation. Tankpasserne måtte spørge chefen. Det var en yngre mand, som var meget interesseret både i vores rejse og selve det at rejse. Han havde selv rejst rundt i Colombia og Ecuador og viste os et billede af sin motorcykel, der var væsentligt større og mere potent end dem, man ellers ser i Colombia. ”Mine ferier er bare alt for korte,” sukkede han.

21. maj 2019

Da vi havde sat os ind i bilen og skulle til at køre, kom tankstationens chef ud og ønskede os god rejse. Han gav os en lille seddel med sit telefonnummer, og vi skulle bare ringe til ham, hvis der opstod problemer.

Næste stop var Silvia, en større bjerglandsby i 2.500 meters højde. Der var dog lunt og godt i det dejlige vejr. Hver tirsdag afholdes der et stort marked, hvor indianerne i de omliggende landsbyer kommer ned for at købe og sælge. Det var et flot skue med alle de traditionelt klædte mennesker i blåt tøj og sorte bowlerhatte. Både mænd og kvinder bærer bowlerhatte. Her købte vi store poser med grønsager af en kvalitet, der er væsentligt bedre end supermarkedernes.

2840silvia

Fotografering er ikke velset, så det skulle foregå meget diskret. En ældre turistmand gik rundt med sit kamera og spurte om lov, men fik nej hver gang.

Se billedserien fra

Markedsdag i Silvia

Derfra var der ikke langt til campingpladsen ved Popayán, hvor vi har været tidligere, så vi ankom i god tid.

22. maj 2019

En stille dag, som forløb med praktiske opgaver.

23. maj 2019

Der var også dømt praktiske opgaver om formiddagen. Camperen skulle placeres korrekt på ladet. Selvom vi gjorde os store anstrengelser sidst, var den alligevel kommet til at stå for langt i den ene side. Det er lettere sagt end gjort at flytte en bil fem centimeter til siden, så den nye længderetning er parallel med den gamle. Der skulle mange forsøg til, og til sidst lykkedes det da også. Arbejdet med at montere en truckcamper på ladet er det eneste argument, vi kan finde imod truckcampere.

Vejen sydpå mod grænsen til Ecuador er som så mange andre veje i Colombia snoede bjergveje. Det er Panamericana, vejen, der går helt ned til det sydlige Sydamerika, og den er tæt trafikeret med mange lastbiler.

På denne strækning så vi talrige venezuelanske flygtninge. De går i små grupper som regel på 5-10 stykker med en lille rygsæk. Nogle er heldige og har fået et lift med en lastbil, hvor de sidder på ladet – somme tider ovenpå læsset.

1331panamericana

Overnatning på parkeringspladsen foran et hotel.

24. maj 2019

Videre sydpå. Vi har en højdemåler i bilen. Det er et vigtigt instrument, for højden fortæller en masse om temperatur og landskab. Vi hyggede os med, at Ranveg skulle gætte, hvilken højde vi var i. Det er hun ret god til. Når hun har øvet sig lidt mere, vil hun kunne søge en stilling som højdemåler.

For at udvikle legen fandt vi på at udtrykke højden ved sige en eller anden begivenhed, som er knyttet til et årstal. Freden i Roskilde betyder, at vi er i 1658 meters højde. Etableringen af Københavns Universitet, 1479. Opførelsen af Gumløse kirke, 1392. Og så videre. Begivenheder fra verdenshistorien gælder også. Men når vi kommer over 2019 meter, må vi opgive legen og vente, til vi kommer længere ned igen.
Det var i øvrigt et meget smukt landskab, vi kørte igennem med vilde bjerge og stejle skråninger og svimlende dybe dale.

2893caucadalen

Det blev igen overnatning ved et hotel. Denne gang i over 2800 meter. Så højt har vi aldrig overnattet før. Det kan mærkes. Vi bliver forpustede, bare vi rejser os fra sofaen. Det gør køleskabet også. Det har problemer med at fungere optimalt i store højder. Desuden var det også koldt. Lidt mærkeligt at tænke på, når vi nu er så nær ækvator som 1 grad nordlig bredde.

25. maj 2019

Køreturen i går var afslappende. Nu blev den anstrengende på grund af de mange vejarbejder, hvor vi flere gange måtte vente i meget lang tid, fordi den ene vejbane var spærret. Det er storstilede projekter, man er i gang med. Men det bliver en flot vej, når den bliver færdig.

Overnatning ved tovbanen, der går ned til kirken Las Lajas udenfor for Ipiales. Vi gik en lille tur i området og blev slået af, hvor meget vegetationen ligner den, vi kender hjemme. Der var rød- og hvidkløver, mælkebøtter og mange græsarter, som vi også har hjemme. Forklaringen må være, at her oppe i næsten 2900 meters højde er vejret som kølig dansk sommer, men hele året rundt.

26. maj 2019

Klokken tre om natten vågnede vi begge ved at camperen rystede voldsomt, og det stod på i lang tid. Meget længe, føltes det i hvert fald.

2897ipiales

For over en måned siden overnattede vi ved en restaurant, som langtursbusser brugte som rasteplads. Her oplevede vi, at passagererne rykkede i camperen, så den gyngede, mens vi skulle forestille at sove. Vi blev enige om, at det var af ren nysgerrighed, og mere skete der heller ikke.

Men at nattevagten skulle komme og gynge med vores camper midt om natten, gav ikke rigtig mening. Da det holdt op, trak vi gardinerne til side og kunne se to personer gå rundt ved bygningen, som ses på billedet. Det virkede ret skummelt, og vi gjorde os mange tanker om, hvad der var sket.

Samme aften talte jeg med en, der sagde noget, som fik brikkerne til at falde på plads. Han havde nemlig oplevet det samme på samme tidspunkt. Det var simpelt hen et jordskælv, vi havde oplevet. Det havde sit epicenter i det nordlige Peru, og med en styrke på 8 kunne det mærkes langt over tusind kilometer væk. "Jordrystelser sker hele tiden," sagde en colombianer for et stykke tid siden. Men det er første gang, vi har oplevet det.

Om formiddagen tog vi svævebanen ned til kirken med den særprægede beliggenhed i bunden af en kløft. En gang i 1700-tallet skulle Jomfru Maria have vist sig på dette sted, hvorfor der blev opført en kirke. Den nuværende kirke er opført i 1920’erne. Den er bygget på en bro over floden i bunden af kløften med koret op mod klippevæggen. Den er i nygotisk stil, hvor der ikke er sparet på effekterne. Da det var søndag, var der messe, og kirken var fyldt til bristepunktet. På klippevæggen langs stien ned til kirken var der opsat hundredevis af taksigelser for hjælp, som folk har fået fra Jomfruen.

2898ipiales

Der var anlagt stier, så man kunne se kirken fra forskellige vinkler, og det var virkelig spektakulært.

Om eftermiddagen besøgte vi et sted i Ipiales, hvor vi kan få bilen opmagasineret, når vi tager hjem til Danmark om godt en måneds tid. Og vi fik lov at tømme tanke og få frisk vand på en tankstation i byen.

Det er over en måned siden, vi sidst har mødt andre rejsende. Da vi kom tilbage til samme sted som sidste nat, var der ankommet et fransk par, som vi fik en lille snak med. Lidt senere ankom to campere mere. Den ene fra Spanien og endnu en fra Frankrig. Det var manden fra den spanske camper, der fortalte mig om jordskælvet.

27. maj 2019

Ind til Ipiales og derfra er der kun 5 kilometer til grænsen. Flere havde haft det synspunkt, at det ville være bedst at komme meget tidligt om morgenen på grund af de mange venezuelanere, der skulle over grænsen. Godt nok var der mange, men de havde deres egne køer. Det gik nemt at komme over grænsen, selvom det tog et par timer. Det var især besværligt at finde de rigtige kontorer på den ecuadoranske side, men værre var det heller ikke. Importtilladelsen til bilen tog meget lang tid, men var uden problemer.

På den ecuadoranske side af grænsen var der opstillet telte af Røde Kors og FN for at give flygtningene en basal hjælp. Der var en lægekonsultation og maduddeling. Damen, der lavede vores importtilladelse, fortalte, at i Ecuador er det forbudt at tage flygtningene med op at køre, som vi har set det i Colombia. De kan tage en bus til grænsen til Peru. Det varer kun 10 timer.

2808rumichaca

Mens vi sad inde på hendes kontor, kunne vi se en venezuelansk familie, der sad lige udenfor vinduerne. Der var to børn på måske 3 og 5 år. De delte et æble på den måde, at når den store havde taget en bid, rakte han det til lillesøsteren og omvendt. De tog kun små bidder, så det stod på i lang tid.

Da papirarbejdet var ovre, kørte vi videre, men kom til at dreje til højre et sted, hvor vi skulle have været til venstre. Da jeg var ved at vende, kom en camper og standsede. Det var et tysk par, som jeg fik en hyggelig snak med, indtil der kom en bus og dyttede, fordi vi holdt lige, hvor den skulle dreje.

Tyskerne syntes helt bestemt, at vi skulle tage til Finca Sommerwind ved Ibarra. De skulle bare have været der en enkelt nat, men blev der en hel uge. Det var faktisk der, vi var på vej hen.

Værten, Hans, er tysker. Det er lykkedes ham at bygge ikke bare en god campingplads op, men at skabe et godt ry, der næsten har gjort ham til en institution blandt langtidsrejsende. Han fortalte, at 80-90 % af dem, der kommer, har enten tekniske problemer eller problemer med papirer og regler. Han er vist ikke selv tekniker, men han har et stort netværk og kan sende folk de rigtige steder hen. Det er en kolossal hjælp, når man er i et fremmed land.

Hans havde haft campingpladsen i 9 år. På spørgsmålet om, hvorfor han havde slået sig ned i Ecuador, svarede han, at han havde besøgt sin søn, der som led i sin uddannelse var i praktik i Ecuador. I den forbindelse havde han rejst rundt i landet og besluttet sig til flytte.

Hans kan noget med at lave netværk. Han var ikke bare næstformand i vandværket, men også politisk aktiv indenfor turistbranchen og holdt møder med turistministeriet om turismens vilkår. Han fortalte, at han var en af de få, der talte den internationale turismes sag.

28. maj 2019

Et yngre svejtsisk vennepar havde rejst i fire måneder. Nu var de trætte af det og ville hjem. Men bilen skulle først sælges, og kunder var der ingen af. Desuden var der også problemer med bilen, som skulle på værksted i Ibarra. De var lidt modløse over situationen, men ellers et par rigtig hyggelige fyre at tale med.

En yngre medarbejder på campingpladsen kørte os så langt ind mod byen i sin egen bil, at vi kunne tage en taxa derfra. Hans bil var af den slags, hvor kofangeren var bundet fast med et stykke ståltråd, og man skulle vide, hvor døren skulle have et slag for at holde lukket. Inde i byen fik vi købt et nyt simkort. Den unge mand i forretningen spurgte som så mange andre, hvor vi kommer fra. Til vores overraskelse kendte han udmærket Danmark, for han havde familie i Danmark. Der var også en bank, hvor vi kunne hæve nogle amerikanske dollars, som er den officielle valuta i Ecuador. Og i supermarkedet fik vi købt ind til at fylde køleskabet op.

29. maj 2019

En hel dag på campingpladsen med praktiske opgaver og hyggesnak med andre rejsende. Det sidste er rart, for det er længe siden, vi har mødt nogle.

30. maj 2019

I går aftes kom et britisk par. Hun understregede, at hun var brite, men at hendes mand var fra Skotland. Vi snakkede kort med dem, men i dag til formiddag fik vi en meget lang og hyggelig snak med dem, så det blev langt over middag, inden vi kom af sted.

Det gjorde ikke så meget, for vi skulle bare til Otavalo, en køretur på 30 kilometer. Vi fandt en campingplads i tilknytning til et vandrehjem, der lå ved en jernbane til den ene side og en stejl skrænt ned mod en å til den anden. Det var nogle meget charmerende omgivelser. Men vi var der helt alene, så det virkede meget stille efter Finca Sommerwind.

2928otavalo
Blomster i haven ved vandrehjemmet i Otavalo

31. maj 2019

En tur ind til byen. Det var hyggeligt, og det var en nydelig by, men mere er der ikke at sige om det.

Forrige side April 2019
Næste side Juni 2019