Sneglefart

Juni 2019

1. juni 2019

Den store attraktion i Otavalo er lørdagsmarkedet. Torvet og adskillige gader er fyldt med handelsboder, og der er mange indianere i traditionel påklædning. Vi fik købt et par meget tiltrængte uldtæpper, fordi det bliver koldt om natten i stor højde. Vi fik prisen forhandlet betydeligt ned, men blev enige om, at det alligevel nok var sælgeren, der havde gjort den bedste handel.

Værtinden spurgte, om ikke vi ville blive, for hun ville fyre op i saunaen, så den var klar til om eftermiddagen. Men vi foretrak at køre videre.

På ioverlander.com havde vi fundet en lille campingplads, der så spændende ud, lidt syd for byen Cayambe. Det viste sig også at holde stik. Det var i tilknytning til en lille landejendom med planteproduktion. Med det samme blev vi inviteret til at komme ind til familien om aftenen for at nyde nogle specielle kager lavet af majs. Senere kom værten dog og sagde, at på grund af regnvejret var majskolberne ikke blevet plukket endnu, så det var udsat til i morgen, søndag.

2. juni 2019

Vi kom klokken 9 som aftalt, og majskolberne var plukket. Der var en hel sæk. Men gæsterne var ikke kommet. Meningen var, at vi i fællesskab skulle gøre kolberne klar. De yderste dækblade skulle fjernes og smides væk, mens de indreste skulle gemmes, for majsdejen skulle pakkes ind i dem. Dernæst skulle majskornene tages af kolberne. Der kom et helt bjerg af majs ud af det, men det tog også hele formiddagen. Imens snakkede vi hyggeligt med værtsparret, Leydi og Fernando. Han er engelsklærer, og talte udmærket engelsk. Hun havde så sent som i fredags taget eksamen i engelsk på universitetet i Quito. De ville begge to meget gerne tale engelsk.

Til middag gik vi over i camperen for at spise frokost. I mellemtiden var der kommet en stor gruppe mennesker, der havde slået sig ned på plænen, hvor camperen stod. Det var tydeligvis en gruppe på udflugt. Der var stillet underholdning an og fællesspisning. Vi kunne se, at det ikke bare var almindelige madpakker, men festmad, de fik.

Imens vi spiste vores frokost, gyngede camperen. Det har vi prøvet før. Vi er vant til, at folk er nysgerrige og går hen og rykker i den. Da vi gik ud efter frokost, stod der en mand lige bag døren. Han så ud som en, der er grebet på fersk gerning, og sprang ned. Det viste sig, at grunden til, at vognen gyngede, var, at de skiftedes til at tage billeder af hinanden på vores trappe. Vi fandt også ud af, at de var samlet for at fejre en barnedåb.

Om eftermiddagen gik vi hen til ækvator, hvor der var rejst et monument og stillet et kæmpemæssigt solur an. Her fik vi en forklaring på solens gang og en historie om et ældgammelt indianerfolk, der ved at iagttage solens stilling i forhold til de omgivende bjerge havde beregnet, hvor ækvator er.

3051-kvator

Dåbsgæsterne havde forladt pladsen, da vi kom tilbage. Vi mødte dem i øvrigt ved ækvator. Værten kom og inviterede til at komme ind og spise majskagerne, som nu var blevet færdige. Han fortalte, at de havde besøg af noget familie. Anledningen var, at deres yngste søn fyldte 7 år.

Fernando holdt en tale på både spansk og engelsk. Der blev sunget fødselsdagssang, og fødseldagsbarnet, der var noget genert, skulle dyppe sin næse i flødeskummet på lagkagen. Han fik selv det stykke, hans næse havde været i. Så fik vi andre et stykke og også et stykke mere.

2624-kvator
Fødselsdagsbarnet er drengen med briller.

Gæsterne tog tidligt hjem, og børnene blev lagt i seng. Imens fik vi en god snak, som efterhånden kom til at dreje sig om forskellen på vores kirke og den katolske kirke. Da de tilhørte en protestantisk frikirke, var de meget interesserede i at høre om Luther. Det endte med, at jeg måtte i gang med at google og finde en spansk oversættelse af Den lille Katekismus.

3. juni 2019

Det blev også til en masse god snak om formiddagen, inden vi tog af sted. Vi snakkede blandt andet om det at rejse, og kunne forstå, at de begge havde stor lyst til at rejse, men ikke havde mulighed for det. Uden at det blev sagt direkte, lå der det i det, at i stedet for selv at rejse ud og se verden, lod de verden komme til dem i form af de internationale rejsende. Det er et synspunkt, vi har mødt før.

Næste mål var Mindo. Det ligger på den anden side af Quito. Der var god vej det meste af vejen, men med mange sving tog det alligevel sin tid. Vi nåede frem sidst på eftermiddagen og fandt et hostel, hvor vi kunne parkere. Inden mørkets frembrud nåede vi lige en tur ind til byen og bestilte et par udflugter.

4. juni 2019

Fugletur tidligt om morgenen. Ranveg ville ikke med. Ved turistkontoret blev jeg hentet klokken 5 om morgenen sammen med et fransk par, og vi blev kørt til et sted langt udenfor byen. Her mødte vi en guide, der tog os og et slovakisk par med ud i skoven. Guiden havde sørget for lygter til os. Det var en god ide, for det var stadig mørt, og jorden var mudret efter regnen. Han førte os frem til et skjul, hvor vi havde god udsigt over en plads, hvor en af områdets karakterfugle holder til, gallo de la peña andino. På engelsk hedder den Cock of the Rock. Den har vist ikke noget dansk navn. Den er noget større end en due og er postkasserød og har et hoved, der ligner en bold. Vingerne er sorte med et stort hvidt felt på oversiden. De holdt morgenkoncert med en skrækkelig larm. Efterhånden blev det lyst, så vi rigtigt kunne se dem. Deres hæse stemmer stod i kontrast til deres smukke udseende.

3098mindo
Gallo de la peña andino

Efter morgenmaden i camperen tog Ranveg på chokoladetur med mange forklaringer og masser af smagsprøver. Hun kom tilbage med nogle chokoladebrownies, som vi nød om eftermiddagen til en god kop kaffe. De var ekstraordinært gode. Men opskriften bestod også af 360 g chokolade til 30 g mel.

Om eftermiddagen fik vi en hyggelig snak med det slovakiske par, der havde været med på fugleturen. De var på en tre ugers ferierejse i Ecuador og havde nået at se utrolig meget.

5. juni 2019

Mens de andre holder grundlovsmøder og folketingsvalg, tog vi på chokoladetur. Ranveg fortalte bagefter, at den var så meget anderledes end hendes tur i går, og at de to ture supplerede hinanden fint. Vi var de eneste to på omvisningen, som indehaveren af forretningen stod for. Han startede med at fortælle om kakaobønnen og skar en frugt op, så vi kunne se og smage den saft, bønnerne ligger i, men ikke selve bønnen, for den er giftig, inden den er fermenteret. Dernæst så vi selve processen. Efter at saften er siet fra, pakkes bønnerne ind i bananblade og fermenteres i 6 dage. Herefter bliver de tørret og ristet. Inden de kan males, skal skallerne fjernes. Det skulle vi også prøve. Med fingrene. Det var et større arbejde. I virkelighedens verden er det en maskine, der skiller avner fra bønner. Herefter males bønnerne og opvarmes i vandbad, så det bliver til en blød masse, der kan presses til plader eller blokke.

3107mindo
Frugten er skåret igennem. Kakaobønnerne ligger inde i den hvide saftige masse.

Det var en spændende fortælling at høre, fordi han var så engageret i det, ja, ligefrem nørdet. Han havde den holdning, at der ikke måtte anvendes giftstoffer af nogen art hverken til gødning eller sprøjtning. Han brugte for eksempel kun kakaobønner fra den oprindelige kakaofrugt og ikke den kunstigt udviklede, der bærer større frugt og vokser meget hurtigere, men har lavere kvalitet og medfører store problemer. Alt blev brugt, så intet gik til spilde. Skallen omkring kakaofrugten tørrede han. Den kunne bruges til gavepakker med chokolade. Den saft, der omgiver bønnerne, lavede han sirup af tilsat forskellig smag som limongræs eller chokolade.

6. juni 2019

Mindo var et tiltalende sted. Det er en turistby, men på en ordentlig måde. Det vil sige med turoperatører og restauranter, men kun få af de almindelige turistbutikker og -fælder. Med en beliggenhed i 1200 meters højde, var temperaturen behagelig døgnet rundt som en dansk sommerdag. Men det regnede det meste af tiden, så det var begrænset, hvor meget vi kunne være ude.

Tiden var med andre ord inde til at komme videre. Næste mål er en rundtur, der går under navnet Quilotoa loopen. Vi kørte uden om Quito og fik et indtryk af, hvor stor byen er. Der bor 2 millioner mennesker. En times kørsel syd for Quito gjorde vi holdt i den store by Latacunga. Vi havde egentlig tænkt at overnatte i byen, men der var ingen gode muligheder. Køleskabet fik vi dog fyldt op og begav os ud på en mindre hovedvej mod vest.

Vejen, der var af fremragende kvalitet, gik op i meget store højder. De fine veje har alle en meget dyb og stensat rendesten, der gør det umuligt at holde ind til siden væk fra vejen. Vi fandt dog alligevel et sted, hvor der også var fladt. Det lå i 3735 meters højde. Her kunne vi mærke højdesygen i form af hovedpine. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at jeg havde læst, at højdesyge i værste fald kan betyde, at hjernen sprænger. Så galt var det dog ikke. Efter nogle timer kunne vi begge mærke, at hovedpinen tog af. Det er første gang, vi har overnattet i så stor højde.

Højden betød også, at det var meget koldt, så her fik vi stor glæde af vores nyindkøbte uldtæpper.

3119tigua
Sådan så udsigten ud næste morgen.

7. juni 2019

Et par kilometer længere henne ad vejen så vi et galleri i en meget lille landsby. Der var faktisk flere gallerier, for en kunstner var en gang i 1970’erne kommet på den idé at overføre nogle traditionelle motiver til lærred, som man ellers malede på trommeskind. Vi talte med kunstneren, der fortalte, at han malede gamle indianske legender indsat i det fantastiske bjerglandskab. Men der var også motiver af hans politiske forbilleder som den bolivianske præsident Ivo Morales og Barack Obama.

Vi kørte gennem landsbyen Zumbahua, som vi skal tilbage til i morgen, og videre til Quilotoa-søen. Det var godt, at vi var blevet akklimatiseret til højderne sidste nat, for den ligger i 3900 meters højde. Det betød, at vi ikke havde nogle gener af højden udover at være stakåndede. Søen ligger i et vulkankrater 400 meter nede. Desværre var det tåget, og tågen sejlede ned over kratersiderne. Men en gang imellem gik der hul i tågen, og en sjælden gang fandt en solstråle vej ned til i det mindste noget af søen, så vi fik et indtryk af de imponerende omgivelser. Vi gik en tur på stien ned til søen, men ikke særlig langt, for vi skulle tilbage igen, og der var stejlt. Desværre var vi løbet næsten tør for kontanter, så vi havde ikke penge til at leje en hest til at bære os op.

Det med hestene aftvinger respekt. Den lokale indianerbefolkning har en indtægt ved at trække hestene op med turister. Det bekræfter vores iagttagelser af en hårdfør befolkning. De går turen op og ned adskillige gange om dagen, mens de turister, vi så, som gik op, var helt opkogte af anstrengelse. Når vi har kørt, har vi for eksempel set lokalbefolkningen samle græs i en sæk. Deres marker er så stejle, at der ikke kan køre maskiner på dem. Alt arbejde må udføres med håndkraft.

8. juni 2019

Vi vågnede op til flot klart vejr og gik op til udsigtspunktet igen, og Quilotoa-søen viste sig fra sin pæneste side.

3141quitoloa

Det er lørdag, og det betyder markedsdag i Zumbahua. Vi kørte tilbage og nød markedet. Det vil sige, det var slet ikke lagt an på turister. Det var landbefolkningen, der kom ind til markedet for at få deres daglige behov opfyldt. Der var selvfølgelig de sædvanlige boder med frugt og grønt, men der var også adskillige boder med helt almindelige købmandsvarer.

Som noget helt specielt sad der nogle mænd med symaskiner. Her kunne man både få skræddersyet tøj og lavet reparationer. Vi havde læst om det på forhånd og havde taget nogle kaffeposer med, som vi havde købt meget billigt i Colombia, men som gik op i syningen. En gammel mand reparerede dem – mod betaling selvfølgelig. Vi kom nok til at betale mere, end en lokal måtte betale for det samme, for han kvitterede med et ualmindelig stort smil. Senere mødte jeg ham et andet sted på markedspladsen og indkasserede endnu et kæmpesmil.

3163zumbahua

Ranveg ville gerne have købt nogle tæpper af alpakauld, men den handel blev der ikke noget af, da vi ikke havde flere kontanter. I landsbyen var der ingen hæveautomat. Damen i boden foreslog, vi skulle prøve at hæve penge inde i banken, men der var en kø på måske halvtreds personer. Den nærmeste hæveautomat er i Latacunga. Selvom der kun er 60 kilometer, er det en tur på et par timer på grund af den snoede bjergvej.

Se også billedserien fra markedsdagen:

Marked i Zumbahua

Efter markedet kørte vi videre på rundturen ad en ubeskrivelig smuk vej. Overnatning i 2900 meters højde i Sigchos ved noget, der hed Starlight Inn. Der var ikke et menneske udover et svejtsisk par i en camper med nummerplader fra British Columbia ligesom vores. Der var alle nødvendige faciliteter og en fremragende udsigt.

9. juni 2019

Attraktionen var selve køreturen gennem et betagende landskab med høje bjerge med grønne skråninger så stejle, at man undrer sig over, at de kan dyrkes og give et udkomme. Men det er virkeligheden her. Jeg husker et foredrag af tidligere EU landbrugskommisær Mogens Dalsager, hvor han udtalte sig meget kritisk om støtteordningerne til europæisk fjeldlandbrug. Det var i hans øjne kun sociale støtteordninger. Her er der ingen støtteordninger. Her drejer det sig om kampen for at overleve.

I Latacunga supplerede vi igen op og fandt overnatning ved et hotel i nærheden af nationalparken Cotopaxi. Indkørslen til hotellet var 800 meter lang, og først efter de 700 meter var der plads til, at man kunne passere en modkørende bil. Som medarbejderen på hotellet sagde, er der ikke andet at gøre end at bakke, skulle man møde nogen.

Hotellet har været svejtsisk ejet og har stadig to enorme sanktbernhardshunde, der var meget kontaktsøgende.

Det ligger i 3143 meters højde, så det er et passende sted at blive akklimatiseret til højderne i nationalparken i morgen.

10. juni 2019

Der var tid nok til at blive akklimatiseret, for det regnede hele dagen. Først sidst på eftermiddagen var det muligt at komme udenfor en dør.

11. juni 2019

Nationalparken Volcán Cotopaxi er den første nationalpark, vi har besøgt i Eucador. Måden, den er tilrettelagt på, minder om de amerikanske nationalparker med informationscentre, veje og campingpladser. De eneste forskel er, at i USA får man udleveret et kort over parken med vigtig information. Her fik vi kun et lidt mangelfuldt kort. Og i USA er der en høj entré, mens adgang er gratis her.

Vejret var ikke ligefrem med os. Det var gråt og tungt. Vi fandt et sted, hvor vi kunne gå en tur i páramoen. Det er den naturlige bevoksning, der findes fra 3400 meter over havet til 4400 meter. Stien lå i 3500 meter, så det var den mest frodige páramo, vi så, med buske på godt en meter. Mange af dem blomstrede. Et par gange kunne vi høre noget, der lød ligesom torden. Det var gasser i vulkanen, der rumlede, fik vi senere at vide. Det sker hele tiden. Det sidste store udbrud fandt sted i 2015 og varede i 6 måneder. Mens vi gik, begyndte det at regne.


Páramo - højfjeldsvegetation, Ecuador by Niels Clemmensen on Exposure

Midt på eftermiddagen fandt vi en af campingpladserne. Det vil sige, der var et hjulspor, der førte derhen, og ellers var der ikke noget udover et muret bålsted. Og så var der rimelig plant. Stedet ligger i 3850 meters højde. Da vi ankom, brød solen frem, og det var en stor fornøjelse at se blomsterpragten. Det kom der nogle billeder ud af.