Juni 2019
1. juni 2019
Den store attraktion i Otavalo er lørdagsmarkedet. Torvet og adskillige gader er fyldt med handelsboder, og der er mange indianere i traditionel påklædning. Vi fik købt et par meget tiltrængte uldtæpper, fordi det bliver koldt om natten i stor højde. Vi fik prisen forhandlet betydeligt ned, men blev enige om, at det alligevel nok var sælgeren, der havde gjort den bedste handel.
Værtinden spurgte, om ikke vi ville blive, for hun ville fyre op i saunaen, så den var klar til om eftermiddagen. Men vi foretrak at køre videre.
På ioverlander.com havde vi fundet en lille campingplads, der så spændende ud, lidt syd for byen Cayambe. Det viste sig også at holde stik. Det var i tilknytning til en lille landejendom med planteproduktion. Med det samme blev vi inviteret til at komme ind til familien om aftenen for at nyde nogle specielle kager lavet af majs. Senere kom værten dog og sagde, at på grund af regnvejret var majskolberne ikke blevet plukket endnu, så det var udsat til i morgen, søndag.
2. juni 2019
Vi kom klokken 9 som aftalt, og majskolberne var plukket. Der var en hel sæk. Men gæsterne var ikke kommet. Meningen var, at vi i fællesskab skulle gøre kolberne klar. De yderste dækblade skulle fjernes og smides væk, mens de indreste skulle gemmes, for majsdejen skulle pakkes ind i dem. Dernæst skulle majskornene tages af kolberne. Der kom et helt bjerg af majs ud af det, men det tog også hele formiddagen. Imens snakkede vi hyggeligt med værtsparret, Leydi og Fernando. Han er engelsklærer, og talte udmærket engelsk. Hun havde så sent som i fredags taget eksamen i engelsk på universitetet i Quito. De ville begge to meget gerne tale engelsk.
Til middag gik vi over i camperen for at spise frokost. I mellemtiden var der kommet en stor gruppe mennesker, der havde slået sig ned på plænen, hvor camperen stod. Det var tydeligvis en gruppe på udflugt. Der var stillet underholdning an og fællesspisning. Vi kunne se, at det ikke bare var almindelige madpakker, men festmad, de fik.
Imens vi spiste vores frokost, gyngede camperen. Det har vi prøvet før. Vi er vant til, at folk er nysgerrige og går hen og rykker i den. Da vi gik ud efter frokost, stod der en mand lige bag døren. Han så ud som en, der er grebet på fersk gerning, og sprang ned. Det viste sig, at grunden til, at vognen gyngede, var, at de skiftedes til at tage billeder af hinanden på vores trappe. Vi fandt også ud af, at de var samlet for at fejre en barnedåb.
Om eftermiddagen gik vi hen til ækvator, hvor der var rejst et monument og stillet et kæmpemæssigt solur an. Her fik vi en forklaring på solens gang og en historie om et ældgammelt indianerfolk, der ved at iagttage solens stilling i forhold til de omgivende bjerge havde beregnet, hvor ækvator er.
Dåbsgæsterne havde forladt pladsen, da vi kom tilbage. Vi mødte dem i øvrigt ved ækvator. Værten kom og inviterede til at komme ind og spise majskagerne, som nu var blevet færdige. Han fortalte, at de havde besøg af noget familie. Anledningen var, at deres yngste søn fyldte 7 år.
Fernando holdt en tale på både spansk og engelsk. Der blev sunget fødselsdagssang, og fødseldagsbarnet, der var noget genert, skulle dyppe sin næse i flødeskummet på lagkagen. Han fik selv det stykke, hans næse havde været i. Så fik vi andre et stykke og også et stykke mere.
Fødselsdagsbarnet er drengen med briller.
Gæsterne tog tidligt hjem, og børnene blev lagt i seng. Imens fik vi en god snak, som efterhånden kom til at dreje sig om forskellen på vores kirke og den katolske kirke. Da de tilhørte en protestantisk frikirke, var de meget interesserede i at høre om Luther. Det endte med, at jeg måtte i gang med at google og finde en spansk oversættelse af Den lille Katekismus.
3. juni 2019
Det blev også til en masse god snak om formiddagen, inden vi tog af sted. Vi snakkede blandt andet om det at rejse, og kunne forstå, at de begge havde stor lyst til at rejse, men ikke havde mulighed for det. Uden at det blev sagt direkte, lå der det i det, at i stedet for selv at rejse ud og se verden, lod de verden komme til dem i form af de internationale rejsende. Det er et synspunkt, vi har mødt før.
Næste mål var Mindo. Det ligger på den anden side af Quito. Der var god vej det meste af vejen, men med mange sving tog det alligevel sin tid. Vi nåede frem sidst på eftermiddagen og fandt et hostel, hvor vi kunne parkere. Inden mørkets frembrud nåede vi lige en tur ind til byen og bestilte et par udflugter.
4. juni 2019
Fugletur tidligt om morgenen. Ranveg ville ikke med. Ved turistkontoret blev jeg hentet klokken 5 om morgenen sammen med et fransk par, og vi blev kørt til et sted langt udenfor byen. Her mødte vi en guide, der tog os og et slovakisk par med ud i skoven. Guiden havde sørget for lygter til os. Det var en god ide, for det var stadig mørkt, og jorden var mudret efter regnen. Han førte os frem til et skjul, hvor vi havde god udsigt over en plads, hvor en af områdets karakterfugle holder til, gallo de la peña andino. På engelsk hedder den Cock of the Rock. Den har vist ikke noget dansk navn. Den er noget større end en due og er postkasserød og har et hoved, der ligner en bold. Vingerne er sorte med et stort hvidt felt på oversiden. De holdt morgenkoncert med en skrækkelig larm. Efterhånden blev det lyst, så vi rigtigt kunne se dem. Deres hæse stemmer stod i kontrast til deres smukke udseende.
Gallo de la peña andino
Efter morgenmaden i camperen tog Ranveg på chokoladetur med mange forklaringer og masser af smagsprøver. Hun kom tilbage med nogle chokoladebrownies, som vi nød om eftermiddagen til en god kop kaffe. De var ekstraordinært gode. Men opskriften bestod også af 360 g chokolade til 30 g mel.
Om eftermiddagen fik vi en hyggelig snak med det slovakiske par, der havde været med på fugleturen. De var på en tre ugers ferierejse i Ecuador og havde nået at se utrolig meget.
5. juni 2019
Mens de andre holder grundlovsmøder og folketingsvalg, tog vi på chokoladetur. Ranveg fortalte bagefter, at den var så meget anderledes end hendes tur i går, og at de to ture supplerede hinanden fint. Vi var de eneste to på omvisningen, som indehaveren af forretningen stod for. Han startede med at fortælle om kakaobønnen og skar en frugt op, så vi kunne se og smage den saft, bønnerne ligger i, men ikke selve bønnen, for den er giftig, inden den er fermenteret. Dernæst så vi selve processen. Efter at saften er siet fra, pakkes bønnerne ind i bananblade og fermenteres i 6 dage. Herefter bliver de tørret og ristet. Inden de kan males, skal skallerne fjernes. Det skulle vi også prøve. Med fingrene. Det var et større arbejde. I virkelighedens verden er det en maskine, der skiller avner fra bønner. Herefter males bønnerne og opvarmes i vandbad, så det bliver til en blød masse, der kan presses til plader eller blokke.
Frugten er skåret igennem. Kakaobønnerne ligger inde i den hvide saftige masse.
Det var en spændende fortælling at høre, fordi han var så engageret i det, ja, ligefrem nørdet. Han havde den holdning, at der ikke måtte anvendes giftstoffer af nogen art hverken til gødning eller sprøjtning. Han brugte for eksempel kun kakaobønner fra den oprindelige kakaofrugt og ikke den kunstigt udviklede, der bærer større frugt og vokser meget hurtigere, men har lavere kvalitet og medfører store problemer. Alt blev brugt, så intet gik til spilde. Skallen omkring kakaofrugten tørrede han. Den kunne bruges til gavepakker med chokolade. Den saft, der omgiver bønnerne, lavede han sirup af tilsat forskellig smag som limongræs eller chokolade.
6. juni 2019
Mindo var et tiltalende sted. Det er en turistby, men på en ordentlig måde. Det vil sige med turoperatører og restauranter, men kun få af de almindelige turistbutikker og -fælder. Med en beliggenhed i 1200 meters højde, var temperaturen behagelig døgnet rundt som en dansk sommerdag. Men det regnede det meste af tiden, så det var begrænset, hvor meget vi kunne være ude.
Tiden var med andre ord inde til at komme videre. Næste mål er en rundtur, der går under navnet Quilotoa loopen. Vi kørte uden om Quito og fik et indtryk af, hvor stor byen er. Der bor 2 millioner mennesker. En times kørsel syd for Quito gjorde vi holdt i den store by Latacunga. Vi havde egentlig tænkt at overnatte i byen, men der var ingen gode muligheder. Køleskabet fik vi dog fyldt op og begav os ud på en mindre hovedvej mod vest.
Vejen, der var af fremragende kvalitet, gik op i meget store højder. De fine veje har alle en meget dyb og stensat rendesten, der gør det umuligt at holde ind til siden væk fra vejen. Vi fandt dog alligevel et sted, hvor der også var fladt. Det lå i 3735 meters højde. Her kunne vi mærke højdesygen i form af hovedpine. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at jeg havde læst, at højdesyge i værste fald kan betyde, at hjernen sprænger. Så galt var det dog ikke. Efter nogle timer kunne vi begge mærke, at hovedpinen tog af. Det er første gang, vi har overnattet i så stor højde.
Højden betød også, at det var meget koldt, så her fik vi stor glæde af vores nyindkøbte uldtæpper.
Sådan så udsigten ud næste morgen.
7. juni 2019
Et par kilometer længere henne ad vejen så vi et galleri i en meget lille landsby. Der var faktisk flere gallerier, for en kunstner var en gang i 1970’erne kommet på den idé at overføre nogle traditionelle motiver til lærred, som man ellers malede på trommeskind. Vi talte med kunstneren, der fortalte, at han malede gamle indianske legender indsat i det fantastiske bjerglandskab. Men der var også motiver af hans politiske forbilleder som den bolivianske præsident Ivo Morales og Barack Obama.
Vi kørte gennem landsbyen Zumbahua, som vi skal tilbage til i morgen, og videre til Quilotoa-søen. Det var godt, at vi var blevet akklimatiseret til højderne sidste nat, for den ligger i 3900 meters højde. Det betød, at vi ikke havde nogle gener af højden udover at være stakåndede. Søen ligger i et vulkankrater 400 meter nede. Desværre var det tåget, og tågen sejlede ned over kratersiderne. Men en gang imellem gik der hul i tågen, og en sjælden gang fandt en solstråle vej ned til i det mindste noget af søen, så vi fik et indtryk af de imponerende omgivelser. Vi gik en tur på stien ned til søen, men ikke særlig langt, for vi skulle tilbage igen, og der var stejlt. Desværre var vi løbet næsten tør for kontanter, så vi havde ikke penge til at leje en hest til at bære os op.
Det med hestene aftvinger respekt. Den lokale indianerbefolkning har en indtægt ved at trække hestene op med turister. Det bekræfter vores iagttagelser af en hårdfør befolkning. De går turen op og ned adskillige gange om dagen, mens de turister, vi så, som gik op, var helt opkogte af anstrengelse. Når vi har kørt, har vi for eksempel set lokalbefolkningen samle græs i en sæk. Deres marker er så stejle, at der ikke kan køre maskiner på dem. Alt arbejde må udføres med håndkraft.
8. juni 2019
Vi vågnede op til flot klart vejr og gik op til udsigtspunktet igen, og Quilotoa-søen viste sig fra sin pæneste side.
Det er lørdag, og det betyder markedsdag i Zumbahua. Vi kørte tilbage og nød markedet. Det vil sige, det var slet ikke lagt an på turister. Det var landbefolkningen, der kom ind til markedet for at få deres daglige behov opfyldt. Der var selvfølgelig de sædvanlige boder med frugt og grønt, men der var også adskillige boder med helt almindelige købmandsvarer.
Som noget helt specielt sad der nogle mænd med symaskiner. Her kunne man både få skræddersyet tøj og lavet reparationer. Vi havde læst om det på forhånd og havde taget nogle kaffeposer med, som vi havde købt meget billigt i Colombia, men som gik op i syningen. En gammel mand reparerede dem – mod betaling selvfølgelig. Vi kom nok til at betale mere, end en lokal måtte betale for det samme, for han kvitterede med et ualmindelig stort smil. Senere mødte jeg ham et andet sted på markedspladsen og indkasserede endnu et kæmpesmil.
Ranveg ville gerne have købt nogle tæpper af alpakauld, men den handel blev der ikke noget af, da vi ikke havde flere kontanter. I landsbyen var der ingen hæveautomat. Damen i boden foreslog, vi skulle prøve at hæve penge inde i banken, men der var en kø på måske halvtreds personer. Den nærmeste hæveautomat er i Latacunga. Selvom der kun er 60 kilometer, er det en tur på et par timer på grund af den snoede bjergvej.
Se også billedserien fra markedsdagen:
Efter markedet kørte vi videre på rundturen ad en ubeskrivelig smuk vej. Overnatning i 2900 meters højde i Sigchos ved noget, der hed Starlight Inn. Der var ikke et menneske udover et svejtsisk par i en camper med nummerplader fra British Columbia ligesom vores. Der var alle nødvendige faciliteter og en fremragende udsigt.
9. juni 2019
Attraktionen var selve køreturen gennem et betagende landskab med høje bjerge med grønne skråninger så stejle, at man undrer sig over, at de kan dyrkes og give et udkomme. Men det er virkeligheden her. Jeg husker et foredrag af tidligere EU landbrugskommisær Mogens Dalsager, hvor han udtalte sig meget kritisk om støtteordningerne til europæisk fjeldlandbrug. Det var i hans øjne kun sociale støtteordninger. Her er der ingen støtteordninger. Her drejer det sig om kampen for at overleve.
I Latacunga supplerede vi igen op og fandt overnatning ved et hotel i nærheden af nationalparken Cotopaxi. Indkørslen til hotellet var 800 meter lang, og først efter de 700 meter var der plads til, at man kunne passere en modkørende bil. Som medarbejderen på hotellet sagde, er der ikke andet at gøre end at bakke, skulle man møde nogen.
Hotellet har været svejtsisk ejet og har stadig to enorme sanktbernhardshunde, der var meget kontaktsøgende.
Det ligger i 3143 meters højde, så det er et passende sted at blive akklimatiseret til højderne i nationalparken i morgen.
10. juni 2019
Der var tid nok til at blive akklimatiseret, for det regnede hele dagen. Først sidst på eftermiddagen var det muligt at komme udenfor en dør.
11. juni 2019
Nationalparken Volcán Cotopaxi er den første nationalpark, vi har besøgt i Eucador. Måden, den er tilrettelagt på, minder om de amerikanske nationalparker med informationscentre, veje og campingpladser. De eneste forskel er, at i USA får man udleveret et kort over parken med vigtig information. Her fik vi kun et lidt mangelfuldt kort. Og i USA er der en høj entré, mens adgang er gratis her.
Vejret var ikke ligefrem med os. Det var gråt og tungt. Vi fandt et sted, hvor vi kunne gå en tur i páramoen. Det er den naturlige bevoksning, der findes fra 3400 meter over havet til 4400 meter. Stien lå i 3500 meter, så det var den mest frodige páramo, vi så, med buske på godt en meter. Mange af dem blomstrede. Et par gange kunne vi høre noget, der lød ligesom torden. Det var gasser i vulkanen, der rumlede, fik vi senere at vide. Det sker hele tiden. Det sidste store udbrud fandt sted i 2015 og varede i 6 måneder. Mens vi gik, begyndte det at regne.
Páramo - højfjeldsvegetation, Ecuador by Niels Clemmensen on Exposure
Midt på eftermiddagen fandt vi en af campingpladserne. Det vil sige, der var et hjulspor, der førte derhen, og ellers var der ikke noget udover et muret bålsted. Og så var der rimelig plant. Stedet ligger i 3850 meters højde. Da vi ankom, brød solen frem, og det var en stor fornøjelse at se blomsterpragten. Det kom der nogle billeder ud af.
Páramo - højfjeldsvegetation, Ecuador II by Niels Clemmensen on Exposure
12. juni 2019
Næste morgen var det gråt og regn. Vi ville gerne have gået en tur rundt om en sø i nærheden. Men det piskregnede og blæste, og der var kun 7 grader, så den tur må vente til en anden gang. Desuden tog vinden mit regnslag, så det aldrig kom tilbage.
For ikke bare at forlade parken i en fart, kørte vi til den nordlige udgang af parken. Det viste sig at være mindst to timers kørsel på en dårlig vej, inden vi nåede frem til en by, der ligger ved Panamericana. Som sædvanlig var der ingen skilte, der viste vej gennem byen. Gps’en er kun til betinget nytte, for den ved ikke, hvilke veje der er ensrettet, så vi endte i et virvar af gader, men vi fandt da igennem til sidst.
Herfra kørte vi til Toacoza, hvor vi fandt et overnatningssted. Det er et ægtepar, der ejer det. Manden har vi endnu ikke mødt, men konen er umådeligt imødekommende. De bor i et meget stort hus med selskabslokaler. Jeg fik lov at sidde inde og gå på nettet, fordi deres wifisignal ikke når ud, hvor vi holder. Hun var ved at tænde op i brændeovnen. Det skete med en stor gasbrænder, der sendte en flamme ind på brændestykkerne. Imens hørte vi klassisk musik.
13. juni 2019
Toacoza har ikke rigtig noget at byde på i turistmæssig henseende. Grunden til, at vi var der, var, at vi gerne ville købe noget på torsdagsmarkedet i nabobyen Saquisilí. Konen (vi fik ikke fat i hendes navn) havde flere indvendinger mod, at vi skulle køre derhen i en taxa, så hun tilbød at køre os. Det var rigtig fint, for markedet er spredt over flere steder i byen, så hun kørte os lige hen til det sted, hvor de har tekstiler. Vi ville gerne købe noget af alpakauld, men det virkede noget skummelt, for priserne var alt for lave i forhold til, hvad ting af ægte alpakauld burde koste. Ja, men det er 90% eller 70% eller 50% fik vi at vide igen og igen. Efterhånden gik det op for os, at det højst var 10-20% og resten kunststof, og noget, der blev solgt som alpakauld, var i virkeligheden 100% kunststof. Konklusionen blev, at den slags skal ikke købes på et marked.
Vi gik så over for at se dyremarkedet, hvor der blev solgt levende høns, kalkuner, gæs, hamstere (til at spise) og kaniner. Herefter kørte vi hjem igen.
Om eftermiddagen forholdt vi os i ro, fordi Ranveg havde fået et problem med maven og helst skulle ligge ned.
Herover ligger hamstrene i gryden. Det er ikke de samme, som på billedet ovenover, men kunne godt være det.
14. juni 2019
Om morgenen kom konen og spurgte, om jeg ville med ind i køkkenet og se en gryde med cuy, altså hamstere. Dem var hun i gang med at forberede til en fest om aftenen.
Ranveg havde fundet en syerske henne i byen, som hun fik til at lave en reparation på en trøje. Mens hun var derhenne, kom konen og fortalte, at der var et optog inde i byen, og tilbød at køre mig derhen, selvom der ikke var mere en 5-10 minutter at gå. Det var mest skoleungdom, men også med nogle voksne imellem, der dansede gennem gaderne.
Jeg stod på gaden med mit kamera og vakte en del opsigt, da jeg var den eneste udlænding. På den anden side af gaden stod der to mænd. Jeg kunne se, at de kiggede over på mig, og et øjeblik efter kom de hen til mig. Den ene gav mig en håndfuld bolscher, mens den anden havde en snaps til mig, som jeg skulle tømme i et hug. Senere kom en anden også med en snaps. Det var en ordentlig dram, som man godt kunne blive svimmel af. En ung mand ville have et billede af os, og jeg skulle stå med snapseflasken, som viste sig at være colaflaske. Heldigvis blev jeg ikke tilbudt flere snapse. Under en pause i processionen, stod der en dreng og to piger, som havde deltaget, i deres fineste tøj. Da jeg gik hen og spurgte, om jeg måtte tage et billede af dem, forsvandt de i tre forskellige retninger. Der var dog ingen, der protesterede mod, at jeg tog billeder af processionen. Det gjorde de i øvrigt også selv med deres mobiltelefoner.
Se også billedserien
Tilbage ved camperen skulle vi have den taget af og sat på igen, fordi den havde forskubbet sig på ladet. Det er meget besværligt, fordi der skal bakkes utrolig præcist ind under den, så det er noget med at springe ind og ud af bilen næsten for hver centimeter, man har bakket. Problemet er opstået, efter at vi i efteråret lagde to krydsfinerplader under camperen for at hæve den.
Turen gik nu mod Quito. Vi havde fundet et sted, hvor vi kunne få fyldt en gasflaske, og en campingplads i nærheden. Det var sidst på eftermiddagen, da vi ankom til gasanlægget. Udenfor holdt en anden camper. Det var en svejtsisk familie med to små børn. Vi fik en hyggelig snak med manden. Det viste sig, at de overnattede på den campingplads, vi havde påtænkt at overnatte på. Gennem lang tid har vi været alene de steder, hvor vi har overnattet.
De havde meget travlt på gasanlægget. Det så ud til at blive mørkt, inden vi kunne få vores gas, så vi blev enige om at komme tilbage en anden dag, så vi kunne nå at finde vores overnatningssted inden mørkets frembrud. Og ganske rigtigt, dér var den svejtsiske familie også.
15. juni 2019
Vi har efterhånden mødt en del, der rejser med børn i forskellige aldre. Det ser ud til at være fælles for dem, at sådanne børn er særligt rolige og harmoniske. Det kan kun skyldes, at de er så meget sammen med deres forældre.
Vi tog en bus ind til centrum af Quito. Det var en tur på tre kvarter. Byen er cirka dobbelt så stor som København. Her gik jagten ind på alpakating. Det lykkedes også at finde noget efter en del jagt. Vi nåede også at få et indtryk af byen, som er meget statelig og præsentabel med gade op og gade ned af smukke gamle bygninger.
16. juni 2019
En stille dag med praktiske ting.
Værten er hollænder og har en ecuadoriansk kone. Hun har en restaurant inde i byen. Han kørte os derind, og vi nød en dejlig pizza og en velsmagende fadøl.
17. juni 2019
Endnu en stille dag. Mens Ranveg vaskede tøj, planlagde jeg nogle af de ting, vi skal, når vi kommer hjem til Danmark om et par uger.
Alpaka med den eftertragtede uld.
18. juni 2019
En stille dag igen med praktiske ting. Vi fik fyldt en gasflaske med gas. Da det ikke var til at finde et supermarked, hvor vi kunne parkere, måtte vi tage en bus derhen og en taxa tilbage.
Om aftenen var der ankommet et svejtsisk par, som vi hyggede os med. Med pauser har de rejst i Sydamerika i fire år, men nu vil manden hjem, mens hun vil tilbage til Paraguay for at arbejde på en campingplads, de kendte i forvejen. De var lidt forstemte over deres situation, men da de ville noget forskelligt, måtte det være sådan.
19. juni 2019
Vi har en billet hjem til Danmark fra Bogotá den 29. juni, så i dag begynder hjemrejsen. Vi er nødt til at få bilen opmagasineret i Colombia, fordi vi kun må have den i Ecuador i tre måneder indenfor et kalenderår. Det dur ikke, for dels planlægger vi at være hjemme i to måneder, og dels planlægger vi at se meget mere af Ecuador. I Colombia får man også tre måneder, men man skal bare være ude af landet i mindst 18 timer for at få nye tre måneder. Det letteste ville være at køre over grænsen, sætte bilen i grænsebyen Ipiales og så rejse videre. Det havde vi også oprindelig planlagt, men da vi kom til at se på priser på flybilletter til Bogotá, var den mulighed udelukket. Planen er så at køre tilbage til Popayán. Der er der en udmærket campingplads, hvor vi kan have den stående, og vi har fundet nogle billige flybilletter fra Popayan til Bogotá. Så skidt med, at det er en meget lang køretur – ikke i kilometer, men i tid. Det er tilmed en meget smuk tur.
Vi kørte op til Ibarra til Finca Sommerwind, hvor vi også var på vej sydpå. Og hvem mødte vi der? Det svejtsiske par, som vi hyggede os med i går og sagde farvel til i morges. De var nu så hyggelige at snakke med. Så det blev til meget mere snak.
Vi fik også en lang hyggelig snak med et hollandsk-bosnisk par. De var unge og havde købt en Folkevogn ombygget til camper i Bogotá, men med tyske nummerplader. De havde ingen plan og ingen tidsramme, men skulle bare ud at rejse. De havde rejseerfaring fra Asien. Desværre var der mange tekniske problemer med deres bil. De havde været inde hos en Folkevognsforhandler, som ikke ville se på bilen med den begrundelse, at den var for gammel. Og en mekaniker på den anden side af vejen, som reparerede gamle biler, havde sagt, at turde ikke gå i gang med så ny en bil, for dem han arbejde med var meget ældre.
På Finca Sommerwind kommer der flere rejsende end andre steder. Vi er tit alene, så det er rart at møde andre rejsende. Til aften kom en colombiansk familie, som rejste med telt. Familien bestod af et forældrepar med to børn og en bedstemor. De var fra Bogotá og skulle køre ned gennem Ecuadors højland og tilbage langs kysten.
20. juni 2019
Vi var enige om, at vi bare skulle sige hurtigt farvel og så af sted nordpå. Men det blev til nogle lange snakke, så det blev alligevel sent. Lidt for sent skulle det senere hen vise sig.
Der var et par timers kørsel til grænsen. Først skulle vi have vores pas stemplet ud på den ecuadoranske side. Der var en meget lang kø, så det tog sin gode tid. Det skyldtes, at både Ecuador og Peru for en uges tid siden har bestemt, at de venezuelanske flygtninge skulle fremvise pas og visum, og køen var den samme, hvad enten man skulle ind i landet eller ud. Derefter skulle vi indlevere vores midlertidige importtilladelse på bilen. Det gik ret hurtigt og let.
Der var stadig mange venezuelanske flygtninge på grænsen. Flygtningene så både trætte og udslukte ud, og mange var magre. Man kan ikke lade være med at blive vred over, at præsident Maduro kan få lov at blive siddende. Han har ”købt” magtapparatet – politi og militær – ved at give dem penge og privilegier. Samtidig holder især Rusland hånden under ham. Så længe han sidder på magten, sker der ingen afgørende ændringer. I runde tal er det trods alt 3 millioner mennesker, der er på flugt. De lande, der har taget imod flest, er Colombia med 1,3 mill., Ecuador 400.000 og Peru 800.000. Efter FNs vurdering vil flygtningetallet stige drastisk resten af året.
På den colombianske side gik det hurtigere med passet. Men importtilladelsen tog sin gode tid. Først var der ingen på kontoret, men så kom en dame, der forklarede, at hun skulle bruge fotokopier af vores dokumenter. Dem kunne hun ikke selv tage, så vi måtte hen i en lille butik og få dem lavet.
Nå, tilbage med fotokopierne, men så ville hendes computer ikke starte. Vi ventede og ventede, og det var egentlig meget hyggeligt og afslappet. På gulvet ved siden af skrivebordet stod en stak med nok 50 store æggebakker fyldt med æg. ”Sælger I æg herinde?” ville jeg vide, men fik at vide, at det var konfiskerede smuglervarer. Der stod også et karton med noget billigt sprut og nogle kasser, som efter toldbetjentens oplysninger indeholdt ris og andre dagligvarer.
Endelig – endelig kom der liv i computeren. Så fik vi besked på, at vi skulle gå ud og tage et billede af bilens stelnummer. En betjent fulgte med over til bilen, der stod på den anden side af vejen. Han forklarede så, at vi skulle gå hen i en af de små butikker og få billedet printet ud. På vejen derhen snakkede vi selvfølgelig om, at det havde været skønt at vide det, inden vi gik derhen første gang, eller at vi kunne have gjort det, mens vi ventede på computeren. Strømlinethed er ikke nogen spidskompetence på de her kanter.
På spørgsmålet om, hvor vi kunne købe en bilforsikring, fik vi at vide, at det bedste sted var i Ipiales, en større by et par kilometer fra grænsen. Myndighederne så åbenbart ikke noget problem i, at vi så måtte køre derhen uden at være forsikrede. Tiden var endvidere så fremskreden, at det var ved at være mørkt, og vi var nødt til at køre hen til et overnatningssted og vente med forsikringen til i morgen. Det blev ved svævebanen ned til kirken lidt udenfor byen.
21. juni 2019
Toldbetjenten havde forklaret, at forsikringen kunne købes lige ved siden af et større supermarked. Vi fandt det let og fik det ordnet sammen med indkøb til de næste par dage. Inde i centrum fik vi det colombianske simkort tanket op, så vi stadig kan have kontakt med omverdenen.
Der var stadig vejarbejde med lange ventetider, så det var begrænset, hvor langt vi nåede. Vi overnattede på en tankstation lidt syd for Pasto.
22. juni 2019
Da vi var færdige med morgenmaden, kunne vi høre en mand, der stod og læste vores nummerplade op for sig selv. Han havde tydeligvis ingen anelse om, hvor British Columbia ligger. Lidt senere kom vi til at snakke med ham og en af hans kolleger, og de ville meget gerne ind og se camperen. En lastbilchauffør, der stod og arbejdede med sin lastbil, inviterede vi så også ind sammen med hans lille søn. Det er altid fornøjeligt med disse besøg, selvom Ranveg synes, de laver dapper på gulvet.
Det tog lang tid at komme gennem Pasto, men så snart vi var udenfor byen, blev der plads på vejen igen. Herfra og de næste 100 kilometer eller lidt mere er en af de smukkeste strækninger vi indtil videre har kørt i Sydamerika. Landskabet er vildt dramatisk og fjeldene så stejle, at enhver tanke om at udnytte skråningerne til landbrug er udelukket på forhånd. Måske har vi tidligere kørt gennem lige så smukke landskaber i Colombia, men dårligt vejr har ødelagt udsigterne.
Vi fandt en landevejsrestaurant, hvor vi kunne overnatte. En medarbejder stod ved en udendørs vask og var ved at ordne en høne. Den var formentlig nyslagtet, for et sted lå der to sække med levende høns. Da hun var færdig, smed hun affaldet ned ad en skrænt, og en flok gribbe, der havde gjort sig klar til natten i et træ i nærheden, ryddede op efter hende på et øjeblik.
23. juni 2019
Herfra var der ikke så langt til Popayán. Det tog alligevel et par timer at køre de 60 kilometer på grund af vejens beskaffenhed. Vi passerede en enkelt lidt større by. Her var der som så tit et mylder af mennesker, biler og ikke mindst motorcykler. Vi sneglede os gennem byen, og lige foran os kom to mænd løbende over vejen. Forrest en mand i en lys trøje og efter ham en mand i en rød trøje. Den sidste holdt en solid stok i hånden. Manden i den lyse trøje løb hen til en åbning ved et hus. Manden i den røde trøje indhentede ham og bankede løs på ham med sin stok. En anden mand, der sad i åbningen ved huset, fik også stokken at føle. Der var absolut ingen kære mor her, og det så meget brutalt ud.
Endelig nåede vi frem til campingpladsen, hvor vi fik en hjertelig modtagelse af ejeren. Det er tredje gang, vi er her. Vi snakkede med ham et stykke tid. Lidt efter kom han og bankede på med en øl til os. Ti minutter efter kom han med en bakke med kager, vi skulle have. Senere på eftermiddagen snakkede vi hyggeligt med både ham og hans kone om Danmark og Skt. Hans. Jeg fandt nogle billeder på Facebook af forskellige sankthansbål. I Colombia er Skt. Hans dag en stor helligdag, hvor næsten alt er lukket, men Skt. Hans aften fejres ikke.
24. juni 2019
Vask af bil og camper. Smøring af indvendigt træværk med olie og andre praktiske opgaver.
Siden vi var her sidst, har værtsparret, Armando og Maria, fået en hund. På et tidspunkt mente jeg, at hunden var ret god til at forstå dansk, for når jeg talte med den, kiggede den imødekommende op på mig. Og så alligevel kneb det med hundens sprogkundskaber, for når jeg sagde: ”Din lille grimme hund!” logrede den med halen, og når jeg sagde: ”Du er uuualmindelig grim,” sprang den begejstret op ad mig.
25. juni 2019
Så lidt der skete i går, så meget mere skete der i dag.
Ranveg ville gerne købe et bestemt smykke og havde allerede spurgt værtens kone om, hvor hun kunne finde en forretning. Om formiddagen kom Armando og sagde, at han ville køre med os ind til byen på indkøb. Vi tog en bus derind, og han førte os til den ene forretning efter den anden. Det var meget mere effektivt, når han førte ordet, for han kunne lynhurtigt forklare ekspedienterne, hvad Ranveg var på udkig efter. På mindre end en time havde vi været rundt i en halv snes forretninger i centrum. Dernæst tog vi til et indkøbscenter. Her mødtes vi med Maria og var rundt i yderligere tre smykkeforretninger. Alt sammen dog uden resultat. Herefter skiltes vi. Vi foretog nogle andre indkøb, fik et måltid mad og tog tilbage til campingpladsen.
Om eftermiddagen skulle vi besøge Claudia og Dagoberto, som vi lærte at kende og havde meget fornøjelse af, da vi var her første gang. De har en – efter danske forhold lille – kvæggård lige udenfor landsbyen Cajibio. Man har ikke gadenavne og husnumre ude på landet som hjemme, men vi mente, vi kunne huske, hvor de boede. Det kunne vi også. Næsten. Vi kom ind i landsbyen og ud ad den rigtige vej, men fik ikke drejet ned ad en sidevej. Vi huskede, at vi skulle dreje ned ad deres indkørsel ved en kirkegård, men der var ingen kirkegård. Efterhånden havde vi kørt så langt, at vi var klar over, at det var forkert. Der lå spredte huse. En mand, vi spurgte, kendte dem ikke. Men vi kunne ikke huske deres efternavn, og det er vigtigt her. En kilometer længere ude ad vejen stod en kone. Hun vidste heller ikke, hvem de var. Men hun foreslog, at vi skulle ringe til dem, så ville hun tale med dem, for hun kunne bedre forklare, hvor vi var. Og så viste det sig, at hun udmærket kendte Claudia. Enden på det blev, at Dagoberto ville møde os i byen og vise os vejen.
Vi blev hjerteligt modtaget. Efter at have siddet og snakket et stykke tid, sagde han, at han havde et par nødvendige ærinder og foreslog, at vi kørte med. Det var en god idé. Først skulle han købe en sæk foder inde i byen. Dernæst skulle vi hen til en anden landmand, Fabio, med dagens mælk. Det var ikke mere, end at det kunne være i to spande. Fabio havde en stor mælketank. Han købte mælk fra flere producenter og solgte det videre til mejeriet. Mens vi endnu stod der, kom en mand også med to mælkespande, som var spændt fast på en hest.
Derefter skulle vi ind og se, hvordan de boede. Det var meget præsentabelt. Konen, Lucrezia, bød os velkommen med et glas frugtsaft, og vi sad i deres stue og hyggede os med dem. Det viste sig, at de to par ikke bare var gode naboer, men også gode venner.
Fra venstre: Fabio, Ranveg, Lucrezia og Dagoberto
Tilbage hos Claudia og Dagoberto talte vi længe om det, der går dem meget på: narkobandernes terrorisering af landet – på trods af fredsaftalen fra 2016. De ville sætte ”fredsaftale” i gåseøjne, for der er ingen fred. Vi har også kunnet følge i pressen, hvordan volden blusser op, og myndighederne er ikke bare magtesløse, men også viljeløse. Ifølge Dagoberto er de magtesløse blandt andet fordi politikerne har påført politi og militær nogle begrænsninger. Dagoberto viste en video, hvor svært bevæbnede soldater måtte vige for indianere, der kun var bevæbnet med macheter. For år tilbage har der været krigslignende tilstande midt i Cajibio. Men volden findes også i dag – andre steder. Dagoberto viste mig en to dage gammel video, der dokumenterede en vold så modbydelig og brutal, at jeg vil undlade at antyde det nærmere.
Sidst vi var sammen med dem, fortalte de, at de gerne ville sælge gården og købe noget nyt i en anden egn. Men ejendomsmarkedet var gået fuldstændig i stå efter, at indianerne havde blokeret hovedvejen gennem Cauca i marts-april. Potentielle købere er nervøse for, at det kunne gentage sig. ”Så måske om et år,” som de sagde.
26. juni 2016
Forberedelse til hjemrejse.
Her står camperen, indtil vi vender tilbage.
27. juni 2016
Pakke kuffert og tømme tanke herunder tanken til frisk vand. Om eftermiddagen kørte Maria os til lufthavnen i Popayán. Her talte vi med et ægtepar fra byen. Jeg gætter på, at han var chef i en virksomhed. Hun skulle besøge deres søn i Bogotá, men han blev hjemme, for han ville ikke ud at flyve.
Der var cirka halvanden times flyvning til Bogotá og en lang taxatur til et hostel inde i centrum. På grund af forsinkelsen var vi først fremme midt på aftenen. Aftensmad nåede vi at få på et nærliggende pizzasted lige inden lukketid.
28. juni 2016
Bogotá ligger i 2600 meters højde, så der er altid køligt. Den årlige gennemsnitstemperatur er 14,5 grader. Der kan blive behageligt varmt, når solen bryder frem, men det bliver køligt, så snart den er væk. Det var overskyet og regn, mens vi var der – kort sagt museumsvejr. Vi så derfor Colombias mest brømte museum, Guldmuseet, der har 55.000 stykker guld fra før spaniernes erobring af landet. Det var ordnet efter de forskellige egne i landet og de forskellige indianerkulturer.
I en afdeling var det vist, hvordan man bearbejdede guldet. For os var det interessant at se, at man også har vasket guld i floderne. Der var en pande – af træ. Teksten oplyste, at man bevæger panden i cirkulære bevægelser. Vi har derimod lært, at det dur ikke. Den, der har forfattet teksten, har sikkert ikke haft noget personligt kendskab til at pande guld. Der er dog ingen tvivl om, at de gamle indianere har vidst, hvordan det skulle gøres.
Den fornemste og mest usædvanlige genstand på museet, var en antik model i guld af en tømmerflåde, der under stor pragt blev brugt til at sejle ud på en bestemt sø, hvor man ofrede guld til guderne ved at smide det i vandet. Ifølge deres tro var guldet den frugtbargivende sæd fra Fader Sol, mens søen var Moder Jords livmoder. I en spansk beretning fra 1636 beskrives ceremonien, og den oplyser, at navnet El Dorado stammer derfra.
Om eftermiddagen var vi på indkøb, og jeg fik ordnet mit hår hos en herrefrisør. Vi sad og ventede på stole langs en væg. Over os hang en stor fladskærm, hvor der blev vist noget fodbold, der tiltrak sig stor opmærksomhed. De fire frisører, der var i fuld sving, arbejdede med ryggen mod fladskærmen. Men på et tidspunkt, hvor der skete noget særligt på skærmen, stod de tre af dem og kiggede på skærmen. Den fjerde kunne ikke se skærmen derfra, hvor han stod.
Efterfølgende har jeg fundet ud af, at det var kvartfinale i den latinamerikanske turnering Copa America, hvor Colombia spillede mod Chile. Kampen skulle afgøres med straffespark, som den uheldige colombianske fodboldspiller brændte, og Colombia røg ud af turneringen. Efter kampen modtog den uheldige fodboldspiller et væld af dødstrusler med henvisning til fodboldspilleren Andrés Escobar, der blev dræbt i 1994 et par dage efter, at han havde lavet et selvmål, der sendte Colombia ud af en turnering.
29. juni 2016
Mens vi sad og ventede på morgenmaden, kom en dame hen og spurgte, om hun måtte sidde ved vores bord. Det hyggelige ved hostels i modsætning til hoteller er, at der er fælles opholdsrum, og at man som for eksempel her spiser flere ved det samme bord. Hun viste sig at være fra Canada, så alene det gav en hel del at tale om. Hun var nu bosiddende i en by i Colombia og kendte landet indefra. Hun var også meget interesseret i at høre om vores rejse. På et tidspunkt gik hun og kom lidt efter tilbage med sin søster, som hun havde hentet i lufthavnen dagen før. ”Der er de interessante mennesker, jeg har mødt,” sagde hun til søsteren. Det blev kort sagt til en hyggelig morgenstund.
Vi skulle først flyve om eftermiddagen, så der var god tid til at gå en tur i byen. Den er dog for stor til at se på en formiddag, og vejret var ikke med os. Folk i Bogotá er åbenbart vant til regnen, for hver gang det begyndte at regne, var der en skov af paraplyer.
Over middag tog vi en taxa til lufthavnen. Her fik vi en lille overraskelse, fordi det viste sig, at returbilletten ikke omfattede vores kufferter, så vi måtte af med 900 kr. Det må være et afkrydsningsfelt, jeg har overset ved bestillingen i sin tid. Vi gjorde dog ikke vrøvl, for billetterne havde været billige.
Genstand med dyremotiv fra Guldmuseet
I flyet kom jeg til at sidde ved siden af en norsk forretningsmand. Inden vi lettede havde han en lang række tjenstlige telefonopringninger, hvor han skiftevis talte norsk og spansk. Det var hyggeligt at høre ham snakke norsk, for siden vi tog hjemmefra i januar, har vi bortset fra en hollænder, der med lidt besvær talte dansk, ikke mødt nogle, der taler hverken dansk, norsk eller svensk. Han fortalte, at han boede i Bogotá og siden midt i 1990’erne havde boet i Colombia og Ecuador i lange perioder. Vi fik en god snak om Colombia – også om landets alvorlige problemer. I den forbindelse fortalte han, at tre af hans samarbejdspartnere forskellige steder i landet var blevet dræbt. Han turde ikke rejse til et nyt sted uden først at have undersøgt sikkerhedssituationen omhyggeligt.
Ja, det er trist, at dette skønne land med de utroligt skønne mennesker er martret af så alvorlige problemer.
Flyet landede i Cartagena, inden vi tog det lange stræk på 9 timer og 8500 kilometer over Atlanten til Amsterdam. KLM har en god og rigelig servering. Man kan vælge mellem øl og vin til maden og få en lille gewesen til kaffen, uden at det koster ekstra.
30. juni 2019
Klokken godt 10 formiddag landede vi i Amsterdam. Man kan ikke sige, vi var friske og udhvilede, for efter vores tid var klokken 3 om natten.
I Aalborg blev vi hentet og var hjemme igen. Det var slet ikke til at forstå, at vi havde været af sted i et halvt år.
Forrige side Maj 2019
Næste side August 2019