Sneglefart

Marts 2020

1. marts 2020

Det historiske centrum med Plaza de Armas er egentlig ikke så gammelt, fordi tidens tand og ikke mindst jordskælv har krævet sit. Men det er genopbygget til en charmerende helhed. Præsidentpaladsen er fra 1937, og ærkebiskoppens palæ, der ligger ved siden af præsidentpalæet og i tilknytning til domkirken, er fra 1924. Byen er karakteristik ved de mange fint udarbejdede balkoner, hvor herskabet i tidligere tid kunne sidde og følge med i bylivet uden selv at blive set.

Vi var heldige at opleve vagtskiftet foran præsidentpaladset. Først spillede et stort og yderst professionelt militærorkester midt på pladsen. Det var næsten en hel koncert. Da de var færdige rykkede de over til den ene side og spillede videre, mens de to hold soldater, der skulle afløse hinanden, udførte en mængde avanceret eksercits. Det var en længere forestilling, som sluttede med, at en danserinde kom ind på pladsen og dansede med en af soldaterne. Da de to dansende havde forladt pladsen, forlod alle soldaterne den også. Til sidst gik de en længere runde i byen. Hele optrinnet befandt sig i grænseområdet mellem eksercits og ballet.

Herefter gik vi en tur forbi San Francisco-kirken og gennem Parque de la Muralla. Det var søndag, så mange mennesker var ude, og der var optræden og dans. Flere ældre dansede – og nød det.

2. marts 2020

Dagens bytur begyndte på Plaza San Martín. General José de San Martín er en nationalhelt. Han var spansk-argentinsk general, men befriede Argentina, Chile og Peru fra det spanske overherredømme 1821.

Her mødte vi en kommunal sikkerhedsmedarbejder. Hun var meget imødekommende og hjælpsom. Hun fortalte, at kunstneren, der skulle lave figuren af Perus Moder, der holder generalens navneskilt, var blevet bedt om, at sætte en flammekrone på hovedet af hende. Men han havde misforstået det, og anbragte en lama i stedet for, fordi det er det samme ord på spansk.

Sikkerhedsmedarbejderen fortalte, at hun var quecha og stammede fra Cusco-regionen. Efter hendes mening havde spanierne ikke bidraget med noget som helst godt til det peruvianske samfund. Til gengæld var inkaerne kun gode folk, der ikke undertrykte andre. Det sidste er ikke rigtigt, men hun indrømmede, at hun ikke vidste andet, end hvad hendes far havde fortalt.

Hun anbefalede os også at gå ind i vestibulen på Gran Hotel Bolívar, der ligger på pladsen. Den havde et meget luksuriøst interiør, og det blev selvfølgelig ikke mindre interessant af, at berømtheder som Mick Jagger med flere havde boet der.

Vejen ind mod Plaza de Armas gik ad en indkøbsgade, hvor Limas aristokrati tidligere havde boet. Midt i den travle forretningsgade lå den smukke kirke Iglesia de La Merced. Her blev den første latinske messe afholdt i Lima i 1534. Kirken har en imponerende facade i churriguerespue-stil med mange fine detaljer. Indenfor findes en række fornemme sidealtre.

Iglesia de la Merced

Domkirken er bygget i barokstil, men da stil og smag ændrede sig til fordel for nyklassicisme, fjernede man alle barokke stiltræk. Ikke desto mindre er der meget at se. Der er blandt andet lige som i La Merced en lang række fornemme sidealtre udført af samtidens allerdygtigste kunstnere. Det første kapel, man kommer ind i, er dog tilegnet Francisco Pizarro, Perus erobrer, som kom til landet i 1532. På den ene væg findes en mosaik med et motiv fra erobringen. Hans benrad ligger i en montre. En belgier, vi mødte på vej ind i kapellet, sagde: ”Here is the bad guy.” Det afspejler nutidens anderledes syn på erobringen med den katastrofe, den medførte for lokalbefolkningen.

Der var selvfølgelig også en krypt med begravelser af ærkebiskopper og andre. Under gulvet kunne man se nogle barnekister, og i en vitrine var der udstillet en mængde hovedskaller.

I tilknytning til kirken var der et omfattende museum med religiøs kunst og genstande, kirken har benyttet, herunder en bispestav, der kunne skilles ad, men som ellers fuldstændig ligner dem, vi kender fra danske kalkmalerier.

Koralbøger, Domkirkemuseet

En ting, der gjorde særligt indtryk, var nogle koralbøger fra 1500-tallet håndskrevet på pergament. De var så store, at der skulle to mænd til at løfte dem. Den overdimensionerede størrelse skyldtes, at hele koret skulle kunne se i bogen på én gang.

Endelig var ærkebiskoppens residens åben for publikum. Han har boet standsmæssigt, kan vi konstatere.

3. marts 2020

Ligesom Colombia har Peru også haft sine problemer med politisk motiveret vold. Den kendteste gruppe er Den lysende Sti, Sendero Luminoso, men også den revolutionære Túpac Amaru bevægelse, Movimiento Revolucionario Túpak Amaru, MRTA, har sin del af ansvaret for de blodige begivenheder. I årene 1980-2000 skønnes 69.280 mennesker at have mistet livet, mens 20.511 er forsvundet.

Abimael Guzmán Reynoso var idémanden og leder af Den lysende Sti. Han var filosofiprofessor ved universitetet i Ayacucho og inspireret af Lenin, Stalin, Mao Tse Tung og Khmer Rouge. Adskillige gange rejste han til Kina, hvor han studerede kulturrevolutionen, og hver gang kom han endnu mere begejstret tilbage inspireret til at stramme volden endnu mere. Han lovede den fattige landbefolkning et bedre liv. Til gengæld for at blive optaget i Den lysende Sti skulle de være 100 % loyale ikke mod organisationen, men mod Guzmán personligt. Bevægelsen startede i de særligt fattige landområder udenfor Ayacucho, men fik snart fodfæste i Limas fattige bydele. Myndighederne satte en kamp ind mod dem og gik målbevidst efter lederne. De mødte brutal modstand, og først i 1992 lykkedes det at få fat på Guzmán, der blev idømt en livstidsstraf. I 2000 var begge organisationer slået ned. I visse områder findes der dog stadig rester af dem, hvor de har slået sig på narkoproduktion.

En kunstners bearbejdning af voldstraumerne

Årene med den ekstreme vold var og er et stort traume. Dels til bearbejdning af traumerne og dels til oplysning af unge mennesker, der ikke har oplevet de år, har man lavet et center, der hedder ”Lugar de Memoria, la Tolerancia y Inclución Social” (Center for erindring, tolerance og social inklusion). Her fortælles historien i billeder og plancher, og der vises videooptagelser af ofre, der fortæller deres historie.

4. marts 2020

Museumsdag. Vi ville egentlig se Museo Nacional de Antroplogía, Arquelogía e Historía del Perú, men det var delvis lukket på grund af den gamle bygnings forfald. Vi besluttede os i stedet for at gå hen til Museo Larco.

Turen hen til det første museum var en oplevelse i sig selv. Taxachaufføren var en yngre mand, der talte engelsk. For det første er det sjældent at møde engelsktalende peruvianere, og for det andet er det endnu mere sjældent at møde taxachauffører, der kan engelsk. Han fortalte, at han havde en fast tur hver dag med et par nordamerikanske lærere, der ikke taler spansk. Undervejs i bilen giver de ham en lektion i engelsk. ”Når man kører taxa, har man også brug for at få nogle udfordringer til hovedet,” erklærede han, og fortalte, at han og hans kæreste havde et værelse, de lejede ud gennem Airbnb, og at det også gav anledning til sprogtræning. Det viste sig, at han var flygtning fra Venezuela, hvor han var uddannet journalist og havde arbejdet med kulturstof på en avis i en større venezuelansk provinsby. Han og kæresten var kommet til Peru for fire år siden inden den store flygtningestrøm satte ind.

Museo Larco viste sig at være et positivt bekendtskab. Rafael Larco Hoyle etablerede museet i 1926 i et palæ fra 1700-tallet. Han havde selv indsamlet præcolombianske genstande, og samlingen består af mere end 50.000 stykker keramik, der repræsenterer alle de antikke kulturer. Dertil kommer mange fornemme eksempler på tekstil. Især i det tørre kystland er tekstilerne ofte så velbevarede, at man skulle tro, de var lavet i går. Alt sammen vidner om et meget højt håndværksmæssigt og kunstnerisk niveau.

Quipus

Fra inkariget var der eksempler på *quipus*. På en vandret snor hænger mange snore i forskellige farver med knuder i forskellige størrelser og afstand. Det var et system, inkaerne brugte til at holde regnskab med alt indenfor tal. Man havde ikke noget skriftsprog. Det var i øvrigt opbygget efter 10-tals systemet ligesom vores talsystem.

I en afdeling, der lå for sig selv, var der lertøj med erotiske motiver, som ikke overlod noget til fantasien. Forklaringen var, at det mandlige og det kvindelige er en dualitet, og at verdenssynet var bygget op omkring dualiteter såsom dag og nat, sol og måne, mand og kvinde.

Museo Larco, haven

Endelig var omgivelserne ualmindelig smukke med en have med et væld af bougainvillea.

5. marts 2020

Fundación Museo Amano er et andet museum, det er værd at besøge. Det ligger i bydelen Miraflores. Her var det først og fremmest tekstiler, der imponerede i kraft af farver, motiver, mønstre og teknik. Noget var vævet med tråde, der kun var 0,1 mm tyk. Med 88-112 tråde per kvadratcentimeter var vævningen så fin, at det lignede en malet overflade. Det svarer i finhed til moderne højteknologiske produkter.

Nærbillede af et stykke tekstil fra Warikulturen 700-900 e.Kr.

Samlingen omfattede også en del keramik af samme art, som vi havde set på Museo Larco i går.

6. marts 2020

De fleste langtidsrejsende kører udenom Lima. Det skyldes nok, at der ikke er ordentlige campingfaciliteter. Men da vores camper står i Cusco, har vi indlogeret os på et hotel og nydt dagene. Vi har været i feriestemning på en anden måde, end når vi rejser rundt i camperen. Vi har kunnet slappe af. De største udfordringer har været: hvad skal vi se i dag, og hvordan kommer vi derhen? Lima har rigtig meget at byde på, og vi har slet ikke kunnet nå det hele. Vi kan varmt anbefale et ophold i byen.

Motiv fra Lima

Nu skal vi tilbage til bilen i Cusco. Det er en flyvetur på knap halvanden time. Fra indgangen til campingpladsen var der højst 100 meter hen til bilen. Jeg blev overrasket over, hvor forpustet jeg blev af at gå det lille stykke. Jeg kunne næsten ikke få vejret. Det skyldes højden. Vi kommer dels fra Danmark og dels fra Lima, der ligger ved kysten, men Cusco ligger i 3600 meters højde. Normalt kører vi op i højden, så der er tid til akklimatisering, og går det for hurtigt, kan vi holde en pause og vænne os til højde. Men en flyrejse er i virkeligheden ikke rejse. Det er transport i sin mest rå form.

Højden betyder også, at der er koldt. I Lima var der 29 behagelige grader om dagen. Det er 4 grader over kuldepunktet. Minimumstemperaturen om natten var 22 grader. I Cusco varierer temperaturerne efter, om det er solskin. 15 grader er almindeligt i gråvejr og lidt over 20 i solskin. Om natten er der omkring 8 grader.

Bilen lignede sig selv. Ingen overraskelser. Dejligt.

7. marts 2020

På mandag skal vi turen rundt til myndighederne for at få papirerne i orden, så vi igen kan køre på vejene. I dag er det lørdag, og vi skal have vasket tøj. Da campingpladsen ligger udenfor byen, foregår trafikken til og fra byen med taxa. Milli, der ejer campingpladsen, er flink til at ringe efter taxa og til at rykke, hvis det varer for længe.

Vi fik afleveret vasketøjet og havde en hel dag til at se på byen. Det er en stor by på næsten en halv million indbyggere, og det er en gammel by. Inkaerne betragtede den som verdens navle. I bedste conquistador-stil væltede spanierne alle inkaernes bygninger. Ofte byggede de nyt ovenpå inkabygningernes fundamenter.

Vi gik rundt og nød byen og prøvede en af dens fine restauranter, som vi senere fandt ud af, regnes for byens bedste. Den var selvfølgelig dyrere end det vi normalt spiser for, men langt billigere end en dansk gennemsnitlig restaurant.

Museo Inka har en omfattende udstilling om inkakulturen, men også om de kulturer, der eksisterede før inkaerne. Den del af det er vi blevet udførligt præsenteret for på de museer, vi så i Lima.

Cusco

Vasketøjet kunne først hentes klokken halvotte om aftenen, så det blev en lang dag i byen.

8. marts 2020

Det blev en stille dag, mest fordi Ranveg fik et maveonde. Campingpladsen ligger højt over byen. Et kort stykke derfra er der en flot udsigt.

Cusco

9. marts 2020

Mens Ranveg lå i sengen, brugte jeg en del timer på tilpasse hjemmesiden, fordi systemet, den ligger i, er blevet opgraderet. Det var et stort arbejde, men nu ligner den sig selv igen. Om eftermiddagen gik jeg ned i byen. Den er virkelig charmerende, og det er skønt bare at gå rundt.

10. marts 2020

Ranveg ligger stadig i sengen. Nu var det tid til at tømme spildevand af. Men bilen ville ikke starte. Den var helt død. Jeg har haft den startet for at køre de mindre end 100 meter fra hvor den var parkeret til der, hvor den holder nu. Da virkede batteriet noget sløvt. Men nu var det altså slut. Jeg spurgte nogle, der stod og snakkede, om nogen skulle have nogle kabler. En ung franskmand sprang hjælpsomt til. Han havde en jumpstarter, og et øjeblik efter startede bilen.

Da jeg havde bakket hen og fået pumpe og slange monteret, kom en ung tysker, Benjamin, som jeg ikke havde set før. Vi fik en hyggelig lang snak, og det endte med, at jeg skulle hen og se deres bil. Mens vi stod der, kom hans kæreste. Hun var lige så hyggelig at tale med, så det endte med at blive en god formiddag.

Og Ranveg? Hun kunne ikke forstå, hvor jeg havde været henne. Hun troede, jeg også havde fået et maveonde og havde siddet på et eller andet toilet.

Hun fik det i øvrigt bedre om eftermiddagen, og vi gik en lille tur. Men hun gik godt nok med nogle meget små skridt.

11. marts 2020

Ranveg er ikke frisk endnu, men det er heller ikke værre, end at vi kunne lave noget planlægning af, hvad vi skal se i Cusco og omegn. Den helt store seværdighed er selvfølgelig Machu Picchu. Det bedste og billigste er at køre hele vejen selv og tage bussen det sidste korte stykke, men den mulighed er udelukket på grund af nogle jordskred, der spærrer vejen de næste par måneder. Så den eneste tilbageværende mulighed er et urimelig dyrt tog fra Cusco.

Motiv fra Cusco

Sidst på eftermiddagen var jeg igen en tur nede i byen for at købe ind. Jeg har aldrig lært spansk. Det er ligesom Ranvegs domæne. Men noget hænger alligevel ved, og jeg havde en hyggelig samtale med taxachaufføren på vej tilbage. ­Det var slet ikke avanceret, men jeg kunne fortælle ham om vores rejse, og han fortalte mig lidt om byen. I sådan en situation er det ikke så vigtigt, hvad der bliver sagt, men at der er en kontakt.

12. marts 2020

Der er koldt heroppe i 3600 meter, så vi bruger en del gas til opvarmning. Nu er tiden inde til at få fyldt den ene gasflaske op. Vi betalte en taxa for at køre os til den modsatte ende af byen (den er stor) og vente, mens vi fik flasken fyldt op, køre os tilbage og til sidst ned i byen. Han var overstrømmende imødekommenhed, da han fik lidt mere end det aftalte beløb.

Cusco

Nede i byen gjorde vi det første indfald mod Machu Picchu. Der er meget skrappe begrænsninger for, hvor mange der må komme ind om dagen. Det er for nylig sat ned fra næsten 6.000 daglige besøgende til 2.000. Det er sket ud fra en forståelig frygt for, at det bliver slidt ned. Der er trods alt tale om Sydamerikas største turistattraktion.

Efter en del snak frem og tilbage endte det med, at vi købte en busbillet fra Cusco til Ollantaytambo og derfra tog til Agua Calientes og retur til Ollantaytambo, hvorefter vi selv skal tage en collectivo tilbage til Cusco. Og prisen? Det er den bedste, vi har hørt. Men det er stadig dyrt. Med entrébilletten bliver det 1.000 kr. per person.

Et par unge franskmænd på campingpladsen, som rejser på et stramt budget, havde droppet Machu Picchu i protest mod priserne. Men vi synes ikke vil komme hjem og fortælle, at vi har været i Cusco uden at have set Machu Picchu.

13. marts 2020

Toldvæsnet skulle komme og færdiggøre papirerne, så vi kan komme ud på vejene igen. De lod vente på sig, og det var ved at være lidt træls, at vi ikke rigtig kunne komme nogle steder. Milli, der ejer pladsen sammen med sin mand, foreslog at vi selv gik ind på toldkontoret og rykkede for det. Der var en venlig dame, som studerede vores papirer og sin egen computerskærm. Derpå tog hun telefonen, og da hun var færdig, grinede hun og sagde, at de inspicerer bilen lige nu.

Cusco

Vi så Machu Picchu museet, som selvfølgelig berettede om fundene deroppe, men også om hvordan det blev genopdaget af en amerikaner i 1911. Det var et kongepalads, hvor der boede omkring 600 mennesker. Blandt de udstillede genstande lagde vi blandt andet mærke til nogle store kar på cirka 1 meters højde, som blev brugt til at opbevare chicha i, en øl fremstillet af majs.

Mens vi gik der, fik Ranveg igen problemer med maven. Med tanke på billetterne, vi alledere havde købt til på mandag, måtte vi hellere gøre noget ved det. Vi tog hen på en klinik, hvor vi blev godt modtaget. Lægen konstaterede, at hun var dehydreret, så hun lå et par timer med et drop. Derudover fik hun noget medicin med hjem.

Tilbage på campingpladsen var det næsten mørkt. Et par med et lille barn gik og så søgende ud. De var lige ankommet og vidste ikke, hvor de skulle henvende sig. Det endte med at vi fik en lang hyggelig snak. De var fra Santiago de Chile og havde taget fri et helt år. Deres plan er at køre til Alaska og sende få bilen sejlet hjem derfra. Barnet, der var 1 år og fire måneder, var usædvanlig harmonisk og tillidsfuld. Der skete noget med hendes fodtøj, men så tog hun fat i mit knæ for at støtte sig.

Efter at have talt med dem et stykke tid kom en ung dame. Hun var fra Holland og rejste alene i en bil, hun havde købt fornylig. Hun var nyuddannet psykolog og havde arbejdet som sådan i halvandet år, men nu havde hun for alvor taget fat i det, der var hendes passion: forureningen med plastic. Eller rettere sagt at gøre opmærksom på den problematik i Sydamerika. Det gjorde hun på den måde, at hun kontaktede folkeskoler og tilbød at give undervisning i emnet mod et mindre beløb. Hendes spansk var flydende, så hun gjorde det uden besvær. Nu har Peru netop lukket alle skoler på grund af coronavirusen, så hun overvejede at rejse videre til Argentina. Hun havde også den såkaldte flyskam, så derfor var hun rejst fra Holland til Sydamerika på en sejlbåd. Det var en tur på tre måneder. Hun havde en imponerende viljestyrke.

14. marts 2020

Ranveg havde fået en glas med hjem til en prøve, som vi måtte ind og aflevere. Det viste sig, at hun heldigvis ikke havde fået parasitter. Hun er allerede ved at føle sig helt normal. Hun var meget tilfreds med, at hun kunne redegøre for hele sygeforløbet på spansk. I går var det en læge, der kunne lidt engelsk. I dag var det en læge, der næsten ikke kunne engelsk, så hurra for de spanske sprogkundskaber.

Dernæst gik vi en byrundtur i denne vidunderlige by.

I morges skulle vi have tømt spildevandstanke, men bilens batteri var dødt igen. Chileneren havde en lille fiks jumpstarter, så vi fik bilen i gang på under et halvt minut. Det ville selvfølgelig være bedst at lade motoren gå, men da den pulsede lige hen mod en åben dør i det hus, hvor ejerparret bor, slukkede jeg motoren med det resultat, at den ikke ville starte, da jeg skulle køre tilbage. Og chileneren var der ikke længere.

Vi lod bilen stå, mens vi var inde i byen. Da vi kom tilbage hjalp nogle andre med at få den i gang. Nu er den parkeret sådan, at slangerne kan nå både en vandhane og kloakken. Men der er ingen vej uden om et nyt batteri.