Sneglefart

Februar 2020

28. februar 2020

Efter en overnatning i Amsterdam gik det videre ved middagstid til Lima, Peru. 12 timer i et stræk er en lang flyvetur, men det gik rimelig let. Ved siden af os sad en en ung pige fra Norge. Hun skulle de næste to måneder rejse alene nordpå til Mexico. Hun havde hørt fra andre, at der ofte opstår problemer, når man rejser flere sammen. Forældrene var ikke glade for det, så hun måtte love dem at sende besked hver eneste dag. Deres rejseerfaringer begrænsede sig til at flyve til en strand ved Middelhavet. Da vi nåede frem, så hun godt nok lidt beklemt ud.

En taxa til hotellet, og så var vi fremme. Vi bliver her i en uge for at se Lima, inden vi tager videre til Cusco, hvor bilen står.

29. februar 2020

Hotellet, der er velholdt, men ret beskedent, ligger i den fashionable bydel Miraflores. ”Det her er ikke det ægte Peru,” sagde en mand, vi mødte på gaden. Hvis det ægte Peru kun er det fattige liv, der leves oppe i bjergene, så er Miraflores ikke ægte. Men Peru er mange ting. Det er også velstående moderne byer. Det er et andet ægte Peru end det, man møder i bjergene.

I bykernen – eller rettere bydelskernen – lå der et par dejlige grønne parker. Jo længere vi kom ned mod stranden, jo mere velhavende virkede det. Der er en høj skrænt ned mod stranden. Havet var stille, men man kunne høre, når dønningerne trak sig tilbage, og vandet løb gennem gruset på stranden.

Oppe på skrænten var der anlagt nogle parker. To af dem er kendte for et par skulpturer. Den første, Parque Salazar, har en skulptur af Bjørnen Paddington. Han sad fortabt på Paddington Station i London, men familien Brown tog sig af ham, og han blev et kært familiemedlem. Først havde forfatteren Michael Bond skrevet, at bjørnen kom fra det mørkeste Afrika, men forlæggeren måtte gøre ham opmærksom på, at der altså ikke findes bjørne i Afrika, hvorpå det så blev til, at den kom fra det mørkeste Peru. Bjørnen var forældreløs, men tante Lucy havde taget sig af den. Hun kunne dog ikke mere, da hun måtte flytte ind på et alderdomshjem for bjørne i Lima. Derfor sendte hun ham med skib til England.

Skulpturen er skænket af den britiske ambassade i Lima til Miraflores.

I nærheden ligger Parque del Amor, Kærlighedsparken. Her er der en gigantisk skulptur af et par, der kysser hinanden.