Sneglefart

November 2019

1. november 2019

De dødes dag er helligdag i Peru. Men det er vist mest en fridag. Om eftermiddagen var der tusindvis af mennesker på stranden i det gode vejr. Der var mange mennesker på kirkegården, og blomsterhandlerne havde en god dag. Men dagen fejres ikke på samme energiske måde som i Mexico med deres livtag med liv og død og deres fantasirige optog med den helt unikke blanding af sorg og munterhed. Det er noget helt andet end den blanke overfladiske halloween, der kun kører på gys og gru.

For os var det en stille dag, der gik med vasketøj og indkøb. I de små og mindre byer i bjergene er det begrænset, hvad man kan købe, så vi har forsynet os godt med for eksempel kød. Vi købte tre kilo flæskesteg. Det rækker langt til to personer.

2. november 2019

Bortset fra praktiske opgaver var det mest en afslapningsdag.

3. november 2019

Chan Chan ligger nogle få kilometer herfra. Det er den største by i både Nord- og Sydamerika fra før europæernes ankomst. Der har skønsmæssigt boet 60.000 mennesker i byen, der er opført af adobe - ubrændte lersten. Det er også verdens største adobeby. Chimú-kulturen havde et rige, der gik langt syd for Chan Chan og mod nord helt op til Quayaqil i Ecuador. De ubrændte lersten er desværre ikke så modstandsdygtige mod vejr og vind, så meget af det er forvitret. Men dele af det var delvist restaureret.

4929chanchan

Samme dag ankom et tysk par til campingpladsen. De er stadig på arbejdsmarkedet, men har taget fri i 6 måneder. ”Det er en gammel drøm at rejse sådan,” sagde konen, ”men vi ville ikke vente til pensionsalderen, for man ved aldrig, hvad der sker.”

4. november 2019

Tid hos øjenlægen klokken 13. Midt formiddag ringede de fra klinikken og sagde, at det var aflyst indtil videre. Måske om nogle dage. Nå, så ville vi tage ind og se på den historiske bykerne i Trujillo. På vej ind til byen fik vi besked om en ny tid sidst på eftermiddagen. Vi gik en tur inde i centrum og nød det statelige bymiljø. Efterhånden har vi set mange kolonitidsbyer. De har selvfølgelig mange fællestræk, men de er også meget forskellige. Man skal ikke tro, man har set dem alle, bare fordi man har set et par stykker. Trujillo var et positivt bekendtskab.

4948trujillo

Den nye tid hos øjenlægen sidst på eftermiddagen blev til først på aftenen. Men det var godt at tale med ham, selvom hans besked ikke var så rar. Der er et problem på venstre øje med nethinden, som skal repareres. Så nu mangler vi at afklare, om det skal ske her, eller om det kan vente til vi kommer hjem.

5. november 2019

Når forsikringsselskabet er inde over det, kan vi ikke træffe afgørelser på egen hånd. Det er fint nok, for de har også en øjenlæge tilknyttet. Vi sendte dem en rapport (email) om morgenen og ventede på svar. Det vil sige vi gik en tur i den hyggelige ferieby og kom i snak med en yngre mand, der egentlig bare kontaktede os for at få os ind på en restaurant. Men han ville gerne træne sit engelsk, så det blev til en hyggelig snak. Han fortalte, at der stadig er fiskere, der tager på havet hver morgen i de traditionelle sivbåde. I det samme kom en ældre mand forbi. ”Det er min onkel,” sagde han, ”han fisker med sivbåd.”

På campingpladsen var der udover det tyske par kommet en fransk familie. Især franskmændene havde vi fornøjelse af at tale med. De var særdeles sympatiske og spurgte hver dag til mine øjne. Desuden havde de et par ualmindeligt harmoniske børn. Det gælder i øvrigt de fleste, der rejser med børn.

6. november 2019

Om morgenen ringede forsikringsselskabet. ”Du skal komme hjem så hurtigt som muligt. Det er dit syn, der står på spil,” var den korte besked.

Da vi i forvejen havde planlagt at rejse hjem fra Peru til jul, havde vi sat os ind i reglerne for at lade bilen blive i landet. Ved indrejse får man en midlertidig importtilladelse, en såkaldt TIP (Temporary Import Permit). Vi kørte ind i landet den 18. oktober. Det vil sige, vi skal være ude igen inden den 18. januar. Hvis man overskrider den tidsfrist, risikerer man, at bilen bliver konfiskeret.

Der er dog heldigvis en mulighed for at nulstille TIP’en i op til et år. Det er en temmelig kompliceret proces, som udover bilejeren involverer ejeren af den grund, hvor bilen skal opbevares, politi, forsikringsselskab og toldvæsen. Det er så indviklet, at det vil være hovedløst selv at begynde med det på grund af faren for at lave fejl. Man er afhængig af en person, der kender processen. Vi har kendskab til tre steder, der tilbyder hjælp med det. Andre rejsende, vi har mødt, har dog kun kunnet anbefale en campingplads i Cusco. Den eneste ulempe for os er, at der er næsten 1700 kilometer til Cusco.

Alt det måtte jeg forklare medarbejderen fra forsikringsselskabet. ”Ja, men kan du ikke starte den proces allerede nu, inden I begynder at køre?” ville hun vide. Men nej, det er Peru og ikke Danmark.

Vi havde heldigvis fyldt køleskabet godt op med mad. Det eneste, vi skulle, var at tømme tanke og få nyt vand på og finde et sted, hvor vi kunne få gas. Selvom det gik nemt, blev det alligevel middag, inden vi kunne begynde at køre.

4954casma

Ruten gik langs kysten ned til Nasca. Det var cirka halvvejs. På den halve dag vi havde tilbage nåede vi 250 kilometer. Der var god vej det meste af vejen. Vejen var lige og uden stigninger. Og så var den meget smuk. Der var ørken, som var lige så tør og lige så meget uden liv, som jeg har set det i Sahara en gang. Overnatning på en tankstation.

7. november 2019

Lidt over 400 kilometer nåede vi i dag. Heraf var de sidste to timer bykørsel i Lima. Til alt held kom vi let og ubesværet gennem byen uden at køre forkert en eneste gang. En kombination af gps, god skiltning og sund fornuft gjorde forskellen. Overnatning på endnu en tankstation lige syd for hovedstaden.

8. november 2019

Det er stadig ørken. Vejen følger kysten så tæt, at der mange steder er udsigt over Stillehavet, og man kan se stranden og brændingen, når man er lidt højere oppe. Sådan har det også været de foregående dage. Den lille by Pisco måtte vi køre forbi, ligesom vi måtte køre forbi mange andre steder, der kunne være interessante at standse op ved. Pisco er berømt for den peruvianske brændevin, der produceres dér på grundlag af vindruer. Det er også Perus vindistrikt. Man har en mindre vinproduktion. Vi kørte faktisk forbi flere vinmarker. Vin kræver varme, men kan ikke trives i den tropiske varme. Langs kysten er der imidlertid køligt. Maksimumtemperaturen kommer sjældent over 22 grader.

Vi overnattede på en tankstation i udkanten af storbyen Ica, hvor der også produceres både vin og pisco.

9. november 2019

Herfra var der ikke så langt til Nasca, som er berømte for sine såkaldte nascalinjer. Det er nogle geometriske figurer i landskabet – stadig ørken, som reelt kun kan ses fra luften. De har gennem årene givet forskerne hovedpine, og der er endnu ikke en fuldt ud dækkende forklaring på dem. Til gengæld er der et væld af teorier. Men også det måtte vi køre forbi. Det må vente til en anden gang.

Ved Nasca forlod vi kystvejen. Et skilt forkyndte, at der var 637 kilometer til Cusco. Her begyndte bjergkørslen med dertil hørende kortere dagsmarcher.

Langsomt gik det opad. Det første lange stykke var stadig gennem ørken. Mange steder kunne man se, hvordan sandet var blæst op over bjergene og dækkede dem mere eller mindre. Verdens største vandreklit – ligesom Råbjerg Mile – ligger i området. Den har en højde på 1100 meter. Vi så den på afstand.

Efterhånden kom der en sparsom vegetation bestående af kaktus og lav træ- eller buskvækst. Træer i ørkenområder er kendetegnet ved at have ganske små blade, der skal forhindre unødig fordampning.

4958huallhua

Efter flere timers kørsel kom vi til den første bygning bortset fra en forladt landsby. I et hårnålesving lå en lille restaurant. Her fik vi lov at holde for natten. Der var nydelige blomsterbede foran huset. Dér sad en ældre dame med sit strikketøj. Hun var indehaver af restauranten. Hun fortalte senere, at hun boede der alene, og det var et meget roligt liv, hun førte.

Vi gik en dejlig tur i den sene eftermiddagssol ned ad en sidevej. Der kom kun én bil, mens vi gik der. Den var fyldt med smilende og vinkende mennesker.

10. november 2019

Fra de 2500 meter over havet, vi overnattede i, gik det videre op ad.

4973pampa-galeras

I 4000 meters højde kørte vi gennem en nationalpark, hvor vi så en flok vicuñas, en lamaart, der er mindre end lamaer.

4978hovedvej30a

Senere kom vi helt op i 4500 meter over havet, hvilket er en ny højderekord. Her lå temperaturen på 1 grads varme. Det betød, at de omliggende højder var dækket af sne.

Herfra gik det nedad. Til sidst kørte vi en lang strækning gennem en canyon, der sine steder var så smal, at der kun var plads til floden og vejen, som var hugget ind i klippen. Lidt senere blev den lidt bredere, og der lå spredt bebyggelse langs flod og vej. Her lå der en landevejsrestaurant med en stor parkeringsplads foran, og her fik vi lov at overnatte. Der var ualmindeligt mange borde i restauranten. Vi bestilte en kop kaffe, for vi var nødt til at spise vores egen mad op.

11. november 2019

Om morgenen forstod vi, hvorfor der var så mange borde. Vi så flere langtursbusser holde pause her.

Landskabet blev ved med at forandre sig. Selvom vi kørte mange timer i flere dage, var det ikke på noget tidspunkt kedeligt. Et par gange har vi været nødt til at tage en overnatningsplads, selvom vi egentlig godt kunne fortsætte en time endnu, for der var langt til næste overnatningsplads. På grund af de talløse hårnålesving kan vi i bedste fald kun tilbagelægge 40 kilometer i timen.

1134curahuasi

I lidt god tid før aften drejede vi ned ad en sidevej med nogle hidsige hårnålesving og et sted, hvor vejen var smal med klippevæg til den ene side og afgrund til den anden. Ikke noget rart sted at bakke. Det blev dog ikke nødvendigt. I bunden af dalen var der nogle varme kilder, hvor der var anlagt et par svømmebassiner. Her fik vi lov at overnatte. Det var rart for en gangs skyld at være væk fra hovedvejen.

12. november 2019

I går aftes diskuterede vi, om vi kunne nå at køre de sidste 100 kilometer til Cusco. Godt vi ikke gjorde det. Det tog længere tid end beregnet. Da vi endelig kom ned i byen, som er på godt 300.000, var der ingen vej om at køre gennem centrum. Det er måske ikke ligefrem en livret, men ved at dobbelttjekke gps og kort på telefonen lykkedes det at finde den rigtige vej uden besvær. Og gaderne var ikke mere snævre, end at det godt kunne lade sig gøre.

Lidt over middagstid var vi fremme ved campingpladsen. Milagros, der er 32 år og ejer campingpladsen sammen med sin mand, har arbejdet der siden hun var helt ung. Hun viste sig at være meget resolut og handlekraftig. Allerede om eftermiddagen tog hun os med hen til politiet. Betjentene, der sad i receptionen, hvad ingen anelse om, hvad hendes ærinde var. Men hun forklarede dem stille, roligt og myndigt, hvordan hun plejede at gøre. Og så gjorde de som hun sagde.

To betjente fulgte med ud til campingpladsen. De tog billeder af bil og nummerplader og skrev papirer. På et tidspunkt forsvandt Milagros, men kom et øjeblik efter tilbage med en stempelpude, men ingen stempler. Det viste sig, at den var til fingeraftryk.

Forsikringsselskabet ringede, mens politiet var der. Milagros mente, at vi godt kunne rejse i morgen, så det blev den besked, de fik.

Lidt senere ringede de igen, og sagde, at de havde billetter til os til i morgen sidst på eftermiddagen. Vi syntes godt nok, at det var med kort varsel og ville godt vente en dag mere. ”Du skal huske på, at det er dit syn det gælder. Vil du vælge mellem dit syn og din bil?” lød det. Det endte med, at vi bøjede os.

Det absurde ved det var, at jeg ikke kunne mærke nogen forandring på mit venstre øje.

13. november 2019

Om formiddagen var vi hos SUNAT, der står for bilforsikringen. Vi fik indleveret papirerne sammen med de to korte udtalelser, vi har havde fra de to øjenlæger i Trujillo. Inden middag var formaliteterne overstået, og vi kunne komme i gang med at pakke.

0147cusco

En taxa hentede os, og vi fløj fra Cusco klokken 17. Senere på aftenen steg vi på flyet til Amsterdam. Der ventede os nu 12 timers flyrejse. Foran sad en flok unge danskere, der havde været på en tre måneders rejse, som dog var blev afkortet på grund af uroligheder i Bolivia. Ved siden af Ranveg sad en kinesisk ingeniør, der havde bygget tunneller i Boliva. Han kunne lidt spansk og fortalte, at alle kinesere i Bolivia var blevet trukket hjem.

14. november 2019

Det var den længste flyrejse, vi nogensinde har haft. Den gik dog fint. Om eftermiddagen næste dag landede vi i Amsterdam og manglede kun en times flyvning til Aalborg. Kineseren skulle vente tre timer på flyveturen til Peking, som ville vare 10 timer.

Fra Aalborg tog vi efter aftale direkte hen på øjenafdeling på Aalborg Sygehus. Øjenlægen undersøgte mig grundigt – i øvrigt med apparater, der var magen til dem, de brugte i Peru. Men til forskel fra øjenlægerne i Peru havde han adgang til min journal fra 2012, da jeg fik mit venstre øje repareret. Konklusionen var, at den skade, der kan ses i mit venstre øje, har ikke udviklet sig siden 2012.

Det var med andre ord unødvendigt, at vi havde drønet hjem i sådan en fart. Men det var selvfølgelig godt at vide, at der ikke er sket nogen ny skade på øjet.

Forrige side Oktober 2019