November 2015

11. november

Den store dag er kommet. Vi skal af sted. Endelig.

De foregående dage er gået med planlægning og til sidst pakning af kufferter.

Der skulle tages stilling til, hvad der skal ske med mange ting derhjemme. Nogen skal se efter huset. Nogen skal tømme postkasse. Der skal laves en aftale med nogen om at se efter bilen og køre en tur i den en gang imellem. Og ja, det er bare nogle få ting, der skulle tages stilling til.

Pakning var også et kapitel for sig. Der skulle pakkes til noget mere end tre ugers ferie. En flykuffert og en vægtbegrænsning på 23 kg pr. kuffert sætter sine begrænsninger for, hvor meget vi kan tage med. Så meget må købes når vi når frem.

Udover at flyrejsen er lang - meget lang, forløb den planmæssigt. Først fly fra Aalborg til København. Efter nogle timers ventetid gik det mod Reykjavik, hvor vi skiftede til fly til Edmonton. Da vi fløj med tiden, blev det en meget lang dag. Ja, det virkede faktisk som om vi indhentede tiden, for solen opførte sig på en helt anden måde, end man forventer af sole. Ved afgangen fra Reykjavik var det begyndt at skumre. Oppe i flyvehøjde var solen på vej under horisonten, men jo længere vi fløj, jo højere kom den op på horisonten, og efter et stykke tid var der dagslys igen. Lidt efter landingen i Edmonton gik solen ned - for anden gang den dag. Det var vores første dag med to solnedgange!

I Edmonton var vi nødt til at tage en overnatning, inden vi kunne rejse videre til vores første destination: Kelowna i British Columbia.

12. november

I Kelowna kørte vi som det første hen til camperforhandleren, der ventede os. Sælgeren, Kathy, tog imod os med et knus. Men inden vi gik ud for at se vidunderet, luftede vi vores bekymring for, om det overhovedet var muligt at indregistrere en bil, når nu vi er udlændinge uden fast ophold i British Columbia.

Vi havde lavet masser af research på nettet i forvejen og sendt forespørgsler til den myndighed, der står for indregistreringen, men fandt ikke de svar, vi gerne ville have. Tænk, om det hele skulle falde på jorden. Det var ikke rart at tænke på.

Men Kathy beroligede os, tog telefonen og rådførte sig med nogen, der vidste besked. De spøgelser, vi havde set, var det lykkedes hende at vifte væk.

Nu kom det sjove. Vi skulle ud at se camperen. Den stod udenfor. Det var en råkold dag med temperaturer lige over frysepunktet. Men de havde sat varme på, og der var en behagelig varme inde i den. Der var mange ting, der skulle tales om, så det var kun et ganske overfladisk indtryk, vi fik. Men det umiddelbare indtryk var, at det er et stykke kvalitetsarbejde, vi har købt. Den skal nok komme til at tjene os godt som vort kommende hjem.

Når vi afhenter den, vil vi få en grundig introduktion til alle camperens funktioner. "I skal afsætte 4-5 timer til det," lød det fra Kathy.

13. november

Nu er det bilen, det gælder.

Efter morgenmad kørte vi i vores lejede bil de ca. 400 km til Surrey ved Vancouver. En meget lang del af turen går over bjergene, og i pashøjden på godt 1700 m var der fuld vinter med mange sneplove i arbejde.

Hos Fordforhandleren i Surrey tog vi først trucken i øjesyn. Spændende. Det er en stor bil. Med trinbræt og med plads til seks personer i førerhuset. Og med mange praktiske finesser. Det er så tydeligt, at nogen har tænkt sig om, da den bil blev konstrueret.

Dernæst tog vi så fat på det aller vigtigste spørgsmål: indregistrering. Et officielt forsikringsselskab, ICBC, står for både forsikring og indregistrering. Nummeret på nummerpladen er lig med nummeret på forsikringspolicen.

Bilforhandleren ringede efter en forsikringsagent. Han virkede meget formel og tilknappet, ja, nærmest uvenlig, da han ikke en gang hilste på os. Men vi fik os heldigvis snakket ind på hinanden, og det endte helt venskabeligt, idet han strakte sig så langt, han kunne, når vi så til gengæld måtte erklære, at det er vores hensigt at vende tilbage til British Columbia. Så det førte til, at vi fik lavet en aftale med bilforhandleren om, at bil og camper kan stå hos dem, når vi skal hjem næste gang. Det betyder så en revidering af de oprindelige rejseplaner, men det gør ikke noget, for det giver os mulighed for at se mere af Nordamerika end først planlagt. Så alt i alt et meget positivt resultat.

Trætte efter en lang dag - og ikke mindst efter de intense drøftelser fandt vi vores hostel i Vancouver downtown og med stort besvær også et sted at parkere.

14. november

Tidsforskellen på 9 timer er massiv. Vi har endnu ikke fundet ind i den nye døgnrytme, så vi står meget tidligt op og får lavet nogle ting ved computeren. I dag var det vigtige ting i forbindelse med bil- og camperhandel.

Om eftermiddagen gik vi en dejlig tur over broen over False Creek og gik rundt på Granville Island og så på butikkerne, der havde de fineste kvalitetsvarer. En konditor havde kager, der var de rene kunstværker.

Se også billedserien fra Vancouver.

15. november

Søndag og dejligt solskin. Og dejlig gåtur rundt om en del af False Creek. Her så vi bl.a. et monument, der fortalte om stedets produktion af trætønder til godsskibene. Det foregik helt frem til o. 1980 - formentlig da containerne overtog.

Inde i byen er de mange hjemløse iøjnefaldende. En kvinde sad på et gadehjørne med ansigtet fortrukket i en tåre- og lydløs gråd. En anden væltede en affaldscontainer ud på fortovet og ledte febrilsk efter noget spiseligt. Et sted stod en meget gammel krumbøjet mand og spillede på en guitar, men der kom ikke en lyd hverken fra guitaren eller fra mandens læber. Samtidig kan andre rejse rundt i verden for sjov.

16. november

Sidste hele dag i Vancouver - i hvert fald i denne omgang. Og regnvejr fra morgen til aften.

Logistikken omkring bilhandlen er udfordret af, at vores lejebil skal køres tilbage til Kelowna. Vi må så tage offentlig transport til Vancouver - eller rettere Surrey - for at hente bilen og så igen køre til Kelowna for at hente camperen. Da der er ca. 400 km hver vej, skal der en overnatning til, inden vi kan returnere. Alt det fik vi planlagt om formiddagen.

Om eftermiddagen købte vi sengetøj: puder, dyne, sengelinned, lagner. Nu ved vi, hvad alle disse ting hedder på engelsk!

Men det sjove ved det var, at det føltes som at være ung igen, som den gang vi etablerede os for første gang, selvom det i år er 40 år siden.

17. november

Køredag. Tilbage til Kelowna med lejebilen. Det var mildt i Vancouver, men det regnede voldsomt det meste af vejen. Der er firesporet motorvej hele vejen. Adskillige gange skete det, at vi kørte med motorvejsfart - 110 km, men blev indhentet og overhalet af lastvognstog, som buldrede forbi i en byge af vand.

Oppe i bjergene var der isglat, men nedbøren var heldigvis holdt op. Vi så flere trafikuheld i lavlandet. I bjergene var en bus med passagerer kørt ud i den brede midterrabat, hvor den sad håbløst fast i sneen.

18. november

Køredag - denne gang med Greyhound bus - tilbage til Vancouver eller rettere Surrey. Det var næsten mørkt, da vi var ude af byen, så vi kunne ikke nyde landskabet trods det gode vejr, det var blevet siden i går. På en øde strækning ude i ingenting stoppede bussen, og chaufføren bekendtgjorde, at han ikke kunne køre videre, fordi der ikke længere var langt lys på bussen. Vi skulle have en ny bus og måtte regne med, at varede 2-3 timer. "Øv", lød det fra alle passagerer, hvortil chaufføren sagde: "Jeg har ikke brug for skældud lige nu. Det ændrer ingen verdens ting."

En halv time senere tog han mikrofonen igen og sagde, at det bare var en sikring, der skulle skiftes. Folk jublede. Men chaufføren sagde ikke noget om, at jubel hverken gør til eller fra!

Kort sagt en dag uden de helt store begivenheder.

19. november

En øv-dag. Betalingen for bilen er endnu ikke gået ind på Fords konto. Vi tilbragte det meste af dagen i forretningen.

Vi viste dem notaen fra banken, som dokumenterede, at de havde sat transaktionen i gang i mandags, og at kontonummer osv. var korrekt. Det betød, at firmaets finanschef blev mere imødekommende og mindre skolemesteragtig.

Indehaveren, en særdeles elskværdig gammel mand, kom hen og snakkede med os og tilbød et par soveposer, hvis vi blev nødt til at vente til mandag. Det kunne nemlig i værste fald være tilfældet.

Til aften var der endnu ikke gået penge ind på kontoen. Vi var så heldige, at firmaet stillede en bil til rådighed for os. Det var rigtig godt, for her kan man næsten ikke foretage sig noget uden en bil.

Det korte af det lange er, at vi blev nødt til at finde et hotel.

20. november

En øv-dag og en juhuu-dag. Juhuu, fordi camperfirmaet nu har registreret vores betaling. Øv, fordi Ford endnu ikke har registreret noget. Så vi bliver nødt til at blive her i Surrey til mandag.

Dagen blev brugt til indkøb af gulvspand, fejekost, vaskemiddel og mange andre dagligdags ting. Vi skal jo anskaffe det hele.

Vi købte nogle ting i Jysk. De fortalte, at de udtaler det noget i retning af djæsk eller simpelt hen ved at stave navnet.

21. november

Der er kun en måned til årets korteste dag. Her er dagene selvfølgelig også korte, men det er bemærkelsesværdigt, at der er meget mere kraft i sollyset end hjemme på denne tid. Forklaringen er, at Surrey og Vancouver ligger noget sydligere end Børglum. Det ligger på en breddegrad, der sådan cirka svarer til Köln eller et sted nord for Paris. Her er det blevet koldt med nattefrost. De lokale fortæller, at det kun forekommer yderst sjældent. Normalt ligger døgnets laveste temperaturer på 4-5 plusgrader hele vinteren.

Dagen brugte vi på at se det lokale byhistoriske museum. Udstillingen indledtes med en mindre sektion om de lokale indianere, der har levet her på stedet siden afslutningen på sidste istid for omkring 10.000 år siden. Istid ligesom i Danmark og Nordeuropa! Men ellers kunne man følge byens eksplosive udvikling. For hundrede år siden boede der kun nogle hundrede mennesker her mod dagens indbyggertal på næsten en halv million.

Vi var heldige, at der var opvisning af swingdans på museet. Vi optog en video, som kan ses her.

22. november

En stille dag. Vi arbejdede på hjemmesiden og gik en dejlig tur om eftermiddagen ved Elgin Heritage Park, hvor områdets første farmer slog sig ned i 1880’erne. Et historisk sted.

23. november

Opringning for bilforhandleren. Pengene er gået ind på kontoen!

Resten gik som en leg. Først ind og ordne papirerne og få et dokument på, at bilen er vores. Dernæst møde med forsikringsselskabet. Det var en anden person end ham, vi havde talt med for en uge siden. Vi var ellers nået frem til en god forståelse. Det gik fint alligevel. Hun havde nummerpladerne med. Da vi var færdige, skruede sælgeren dem på og åbnede porten: Med mange gode ønsker kunne vi køre.

Forsigtigt gik det på de glatte veje over bjergene. Det var underligt at opleve, at vi blev overhalet af lastvognstog med meget høj fart den ene gang efter den anden. Og her er lastvognstog væsentligt større end hjemme. Selv når man kører 100, kan man opleve at blive overhalet af et lastvognstog. Et sted i modsatte bane på den firesporede motorvej, var et lastvognstog væltet og lå på siden tværs over vejen. Det må være sket kort forinden, for der var endnu ikke dannet kø.

Efter mørkets frembrud ankom vi i god behold til hotellet i Kelowna og dermed til vores sidste hotelovernatning.

Dejligt.

24. november 2015

Hos camperforhandleren fik vi en grundig gennemgang af alle camperens funktioner af Doug Montgomery, der tidligere har arbejdet på Northern Lite. Han var meget engageret og havde en fin humor. Kathy, sælgeren, videofilmede os. Imens vi havde et møde med en dame fra et forsikringsselskab, gjorde personalet camperen klar. Der kom der dog ikke nogen forsikring ud af det. Det var for stor en udfordring for hende at lave en forsikring til et par udlændinge, selvom vi ser tilforladelige ud. På et tidspunkt kom en tekniker og sagde, at han ville anbefale en gummimåtte i bunden af ladet på trucken. Det blev vi enige om. Men den skulle først skaffes, og det tog temmelig lang tid. Imens opdaterede jeg hjemmesiden med nogle af de billeder, Kathy havde taget under instruktionen. Da alt var klart, og camperen var monteret på bilen, blev hele firmaets personale kaldt ud, og vi blev alle sammen fotograferet foran camperen. Det var mørkt og tæt på fyraften. Men vi skulle kun køre en ganske lille tur til en nærliggende campingplads, som vi havde fået et gavekort til. Det indebar, at vi kunne få tre overnatninger for én overnatnings pris.

Det var en stor dag. Nu havde vi både bil og camper. Nu kunne vi snart komme i gang. Og camperen måtte stå sin prøve fra nat ét. Det skulle nemlig blive ca. 10 graders frost om natten.

25. november 2015

Det var en stor campingplads og med en del mennesker – ældre til meget ældre. Det var typisk folk fra præriestaterne, hvor det bliver meget koldt om vinteren, som bliver der julen over, hvorefter de tager sydpå til varmere egne. Snowbirds. De så ud til at hygge sig med seniordans og andre aktiviteter.

Dagen gik med indkøb af udstyr til camperen og især til køkkenet. En vigtig opgave var at få tegnet en forsikring på camperen. Det lykkedes også. Endda så godt, at damen, vi hyggede os med, glemte at opkræve betaling. I modsætning til hende dagen før så hende her det som en spændende udfordring.

26. november 2015

Også den dag gik med indkøb af udstyr, men nu er vi også stort set færdige med det. Vi har købt knive, gafler, skeer, teskeer, gryder, dåseåbner, kartoffelskræller, brødkniv, skærebræt. Dertil kommer et sæt med det mest almindelige værktøj – og meget andet, for vi havde jo ingenting.
Og så skulle vi jo lige indenom forsikringsselskabet for at betale for vores forsikring. Så nu er det på plads.

Vi var også en tur ude hos camperforhandleren, som arrangerede en omvisning på Northern Lite fabrikken. Vi så, hvordan camperen blev støbt i to skaller, som blev limet sammen, hvorefter al indmaden blev monteret. Det var fascinerende at se, hvordan fabrikken fungerede som det fineste svejtserur, hvor hvert eneste lille tandhjul har sin egen betydning, og hvis bare et tandhjul ikke fungerer optimalt, får det konsekvenser for hele den organisme, fabrikken er.

• Det var desværre ikke tilladt at fotografere inde i fabrikken. Men der er nogle billeder her på Northern Lites egen hjemmeside.
• Truckcamper Magazine har besøgt fabrikken og har en lang detaljeret beskrivelse med masser af billeder under titlen Up and Running at Northern Lite.

27. november 2015

Første køredag. Første dag, hvor vi gør det, som er meningen med rejsen. Nu er vi blevet bekendt med camperens forskellige funktioner. I hvert fald det elementære. Kan tømme tankene med spildevand. Kan fylde tanken med frisk vand. Kontrollere gassen. Basalt, ja, men nødvendigt at lære.

Og camperen. Den har bestået prøven. Den har en behagelig varme indendørs, selvom frosten bider udenfor, men kvitterer med et stort forbrug af gas.

Det var lidt spændende at finde et egnet sted at overnatte. Vi vil helst undgå campingpladser – af økonomiske grunde. På nogle campingpladser koster en nat det samme som et billigt hotelværelse. Og det eneste, man får, er ”full hook-up” – dvs. tilslutning til byvand, kloak og strøm og eventuelt adgang til et møntvaskeri. Det er lidt sjovere – og mere udfordrende at klare det selv.

Allerede før klokken tre begyndte vi at se os om efter et egnet sted. Landskabet var smukt. Hovedvejen gik langs en sø i et bjergrigt terræn. Der var nogle få rastepladser langs hovedvejen, som kunne bruges. Vi endte dog med at køre ind i en lille by, hvor vi fandt et velegnet sted ved et anlæg ned til søen, hvorfra der kom en isnende kold vind. Det var godt nok forbudt at overnatte på parkeringspladsen, men da anlægget var lukket helt ned for vinteren, mente vi, at parkeringsforbudet kun var begrænset til sæsonen. Det gik da også fint.

28. november 2015

Det var en rigtig smuk køretur gennem bjergene. I højderne – 1300 m.o.h. – bed frosten hårdt med minus 14 grader. Solen skinnede fra en skyfri himmel, sneen var hvid og granerne grønne. Nede igen på den anden side ved byen Hope kom vi ind på motorvejen fra Vancouver. Klokken tre er det absolut seneste tidspunkt at begynde at se efter et velegnet sted at overnatte, for solen går ned lidt over fire. Efter at have kørt noget rundt, fandt vi et sted i skoven tæt op ad en jernbane. Nogle gange i løbet af aftenen og natten kom et godstog buldrende forbi. De var utrolig lange. Flere steder i den lange togstamme var der indsat et ekstra lokomotiv. Det varede længe, inden det var passeret. Jeg målte 3½ minut.

29. november 2015

Som dagen før havde vi sat vækkeuret til at ringe klokken 5. Det er vigtigt at komme tidligt i gang, når vi skal stoppe ved tre-fire tiden. Det viste sig, at der ikke var mere strøm. Uden strøm ingen varme. Varmeapparatet går på gas, men har en elektrisk varmeblæser. Varmeapparatet lugtede overophedet. Der var ikke andet at gøre end at springe morgenmad med videre over og køre videre. Efter et par timer fandt vi et sted at holde og fik indhentet morgenmaden. Den dag smagte morgenkaffen ekstra godt.

Det førte til nogle alvorlige overvejelser om opgradering af vores elsystem.

Camperen er ”født” med et solpanel, og vi havde fået et mere monteret fra starten. Den lader selvfølgelig også, mens vi kører. Men det batteri, den er leveret med, er ikke dimensioneret til vores forbrug af strøm, som jo ikke bliver mindre af frostvejret. Konklusionen er, at vi må have anskaffet et ekstra batteri, så der er strøm nok.
Med udsigten til endnu en kold nat og med alt for lidt strøm på batteriet fandt vi en campingplads. En billig en – uden seniordans.

Det blev også dagen, hvor Ranveg indviede ovnen. Hun lavede det dejligste rugbrød. Det har meget at sige, fordi det er svært at skaffe brød af en ordentlig kvalitet.

En sjov ting ved det er, at canadiere åbenbart ikke har tradition for selv at bage. Mel og andre bagerelaterede ting fylder meget lidt på hylderne i selv store supermarkeder. Vores formodning blev bekræftet af en medarbejder i en butik.

30. november 2015

Ja, det blev så dagen, hvor vi opgraderede vores elsystem, så vi nu har to 6-volts batterier i stedet for ét 12-volts. De står i et meget snævert rum, og det bliver svært at kontrollere vandstanden – især på det inderste. Men det skulle betyde, at vi kan opbevare væsentlig mere strøm, så vi undgår at løbe tør i løbet af en frostkold nat. Nu får vi se.

Og så blev ovnen taget i brug igen til et farsbrød. Uhmm…

Men, men, men – så let skulle det dog ikke gå. Som nye vintercampister er der endnu meget at lære. Begge gasflasker blev tomme. Heldigvis fik vi hjælp af naboerne, som kunne fortælle, hvor man kan købe gas. Men alt måtte pakkes ned. Slanger og ledning spændes fra, før vi kunne køre.
Men det blev en dejlig aftensmad og en nat med behagelig varme!

Næste side: December 2015

Forrige side: Oktober 2015