Sneglefart

Marts 2017

1. marts 2017

Willcox er ved første øjekast en lille søvnig by. Men ved nærmere eftersyn har den mere at byde på, end man umiddelbart forestiller sig. Byen opstod efter, at man opførte en midlertidig lejr i 1880 i forbindelse med bygningen af den øst-vest-gående jernbane. I 1886 standsede indianerkrigene. Det strømmede ind med nybyggere, fordi landet er velegnet til kvægavl. Senere er det blevet udbygget med planteavl. I byen er der et par gader med bygninger fra den gang, som giver den et charmerende præg, selvom historic downtown stort set ikke er andet end et stort T-kryds.

Her stiftede vi på et museum bekendtskab med byens store søn, Rex Allen Sr., 1920-1999. Han var født og opvokset på en ranch langt udenfor byen. Han havde et usædvanligt musikalsk talent, og faderen lærte ham at synge og spille guitar og violin. Som ung kom han til Chicago, hvor han fik sit eget ugentlige radioprogram og dermed grundlagde en karriere som country og western sanger. Senere kom han til Hollywood og indspillede en lang række cowboyfilm sammen med sin hest Koko, der ligger begravet i Willcox.

Længsel er et tema i mange af sangene som for eksempel længslen efter prærien og livet derude på de store vidder. Andre handler – selvfølgelig - om længslen efter den elskede, der befinder sig langt, langt væk. Nogle sange kammer dog over og bliver sentimentale som f.eks. en sang om, at en cowboy er en hård fyr, kan han også have følelser. De bedste sange er de fortællende, som kan have en masse handling.

Melodierne er iørefaldende og sangbare. Rex Allens stemme er blød og dyb og minder nogle gange om Elvis Presleys.

Her er en smagsprøve på en af hans sange:

 

Se også artiklen om Rex Allens livshistorie og sange

2. marts 2017

Det blev til mere Rex Allen i dag. Vi var inde at se jernbanestationen. Det er nemlig en historisk bygning og den eneste bevarede af South Pacifics jernbanestationer. Den er opført i 1880, da jernbanen blev anlagt, men gik i forfald, da passagertrafikken ophørte i 1971. En gruppe borgere tog initiativ til et bevaringsprojekt, og siden 1999 har den huset den kommunale administration og et lille museum om byens historie. Der så vi en video, hvor Rex Allen som gammel mand fortalte jernbanens og byens historie. Videoen var optaget året før han døde. Uden falbelader af nogen art fortalte han lige ud ad landevejen på en måde, så man ikke kunne undgå at høre efter. Man kan så forestille sig den udstråling, han har haft på en scene.

Dernæst så vi et museum, der fortalte apachaernes historie og især de to høvdinge Cochise og Geronimo (billedet), der spillede en afgørende rolle i indianerkrigenes slutfase.

På typisk amerikansk vis var museet betjent af frivillig arbejdskraft, en gammel kone fra byen, som ikke nødvendigvis ved noget om de udstillede genstande. Jeg spurgte hende om et par fine gamle masker, der lignede nogle, vi har set på et museum i Zacatecas, Mexico. Først vidste hun ikke, hvad jeg talte om, men fulgte så med hen til dem og sagde, at de vist nok var af plastic. Men hun var meget hjertelig og fortalte, at hun stammede fra Texas, og at folk i byen stadig sagde, at hun havde et texansk tonefald. Hun var kommet til Willcox som 22-årig for nogle og tres år siden.

3. marts 2017

Dagens udflugtsmål er Fort Bowie, et fort fra indianerkrigenes tid. Efter den Amerikansk-Mexikanske krig 1847-48, hvor blandt andet Arizona tilfaldt USA, og den efterfølgende Gadsden purchase 1854, hvor USA købte det sydligste Arizona af Mexico, begyndte tilstrømningen af indvandrere østfra. De var tiltrukket af mineraler – især guld og af mulighederne for kvægbrug. I begyndelsen var forholdet til indianerne fredeligt, men blev senere bittert og blodigt. I 1861 gik forholdet mellem indianere og nybyggere ind i en ny fase med vold og angreb i dette hjørne af Arizona. Det førte til opførelsen af Fort Bowie, og fra 1862 og frem til fredsafslutningen i 1886 var fortet centrum for den militære kampagne mod indianerne. Fortet havde hermed udspillet sin rolle, og nogle år senere blev det opgivet. I dag er der kun ruiner tilbage.

Man kan ikke køre helt hen til fortet, men må gå 2-3 kilometer ad en sti. Undervejs passerer man ruinerne af en diligencestation på den 4.500 km lange rute fra Memphis/St. Louis til San Francisco. Stationen blev dog flyttet i 1861, da indianerkrigene brød ud.

Vi gik rundt mellem ruinerne og forestillede os, hvordan denne højtbeliggende og afsides by har været ramme om adskillige hundrede menneskers daglige liv.

Undervejs mødte vi et engelsk par, der har rejst rundt i hele verden i årevis og – viste det sig senere – skrevet bøger om deres rejser. De var sjove at tale med, og det var sjovt for en gangs skyld at høre det britiske tonefald, der er så anderledes end det engelsk, vi er vant til at høre her.

4. marts 2017

Der er ikke meget at fortælle om i dag, for det meste af dagen gik med at arbejde med hjemmesiden. Om eftermiddagen havde vi dog brug for at se noget andet end det indvendige af camperen, så vi kørte ind til byen og drak kaffe på en lille og meget speciel café. Det var en blanding af en café og en antikvitetsbutik. En ung mand og en gammel dame passede butikken/caféen. Kasseapparatet, der selvfølgelig også var antikt, havde et opslag, der vendte ud mod kunden, hvorpå der stod: ”Dette er en non-profit organisation. Det var ikke meningen, det skulle være det, men det er sådan, det er.” Jeg kommenterede det overfor den unge mand, der ekspederede os, hvortil han svarede: ”It’s sad, but true.” (Det er trist, men sandt.)

Luften er ikke helt så kold i dag, så vi valgte at sidde ude på fortovet og nyde vores kaffe. En tre katte holdt til der. Den ene lagde sig stille og roligt bag en pæl, så kun hoved og forpoter var synlige. Først strakte den med en langsom bevægelse venstre pote frem, dernæst højre og til lagde den ligeså langsomt hovedet til hvile på forpoterne. Vi blev enige om, at de lever et godt katteliv her.

Lidt efter kom den gamle kone ud med tre tallerkener kattemad, og alle katte sprang op. Konen fortalte, at det var vildkatte, og at det kun var hende, der kunne røre ved dem. Hun søgte et hjem til dem og havde også fundet et hjem til en af dem, men den ville hverken spise eller drikke, mens den var der, så familien kom tilbage med den.

5. marts 2017

De seneste dage har vi talt den del om, hvilken rute vi skal vælge tilbage til Canada. Vi har undersøgt vejrudsigten for forskellige steder på de mulige ruter, men da vinteren endnu ikke har sluppet sit tag i bjergegnene længere nordpå, er der kun hovedvejen fra Californien og nordpå tilbage som den mest vejrsikre vej. Fra Willcox, hvor vi er nu, er det en køretur på 3.000 km.

Vi tog den første køredag i dag. Det var effektivt uden egentlige oplevelser. Det kan vel dårligt kaldes en oplevelse, at vi blev overhalet af en bil med ønskenummerplader med teksten ”ALT F4”, som er den tastekombination, man bruger til at lukke program med på en windowscomputer.

I efteråret overnattede vi på et casino i Phoenix og tog derhen igen. Vi måtte gerne være der igen, men de havde ændret deres politik, så vi kunne kun være der én nat, og vi skulle ind og have et spillerkort. Til det formål fotokopierede de mit kørekort, og vi skulle opgive postadresse og to telefonnumre. Nogle steder kører man bare ind og parkerer uden formaliteter af nogen art.

6. marts 2017

Efter at have studeret vejrmeldingerne i går blev vi enige om, at det er bedre at vente så længe som muligt med at køre nordpå for alvor. Vi blev derfor enige om at køre den såkaldte Apache Trail øst for Phoenix. En del af vejen følger, som navnet antyder, en gammel Apache sti.

Efter langt om længe at være kommet ud af Phoenix var første stop museumsbyen Goldfield, hvor vi så noget så sjældent som et bordelmuseum. Vi fik en rundvisning og historien om både pigerne og kunderne. Ligesom alt andet i Goldfield var også bordelmuseet en rekonstruktion, men lavet ud fra viden om, hvordan den slags huse var indrettet for godt hundrede år siden.

Goldfield var dog for meget af en turistpengemaskine til, at det indbød til et længere ophold.

Næste stop var kun nogle få kilometer længere ud ad vejen, hvor vi fandt en sti for foden af de usædvanligt skønne Superstition Mountains. Her gik vi en skøn tur i den grønne ørken med en frodighed af kaktus. En enkelt kaktusart stod med knopper. De blomstrer ellers først i april og maj.

Det var blevet hen på eftermiddagen, og vi havde endnu ikke et sted at sove. Længere ude af ruten kom en campingplads ved en sø. Næsten 400 kr. for at parkere på et stykke asfalt ville vi nu ikke betale. Vi fik en snak med ham, der passede campingpladsen. Den vej, vi havde planlagt at køre, havde han kørt en enkelt gang, men ville absolut fraråde os det. ”Det er 22 miles på grusvej, og det er som et vaskebrædt,” sagde han og fortalte, at vejen er smal, stejl og har mange sving. ”Men det er op til jer,” sluttede han.

Vi syntes nu, det lød spændende. Vi har kørt på sådanne veje før. Så vi fortsatte. Vi var dog heldige at finde et sted, vi kunne holde for natten, inden grusvejen begyndte. Her var der helt stille. Luften var ren og stjernehimlen lysende klar.

7. marts 2017

”Åh, hvilken morgenstund, solen er rød og rund,” hedder det i Benny Andersens vise. Tidligt om morgenen var det dog ikke muligt at se solen selv, for den var skjult bag bjergkammen, men den lyste sit gyldne lys på de grønne skråninger og rødlige klipper højere oppe på den anden side af dalen. Det var en af den slags morgener, som rigtig skal indsnuses med alle sanser. Den eneste ”sans”, der mærkeligt nok ikke blev aktiveret, var kameraet. Senere skinnede solen på camperen, og vi kunne slukke for varmen.

Et kort stykke længere ude af vejen begyndte den omtalte grusvej. Den var rigtignok krævende at køre på, og meget foregik i første gear, men den var på ingen måde skræmmende. Der var nogle stejle nedkørsler (10 %), og enkelte steder var det nødvendigt at køre i venstre side på grund af klipper, der hang ud over vejen. Attraktionen var imidlertid det vanvittigt flotte landskab, der forandrede sig for hvert eneste sving med nye vinkler og nye perspektiver. Over os skinnede solen, og himlen var så blå, som den kun kan være i Arizona.

Efter omkring tre timer på grusvejen kom vi til Rooseveltdæmningen og holdt fotopause. Dæmninger er som regel ikke særligt kønne, men kan være vildt imponerende.

Dagens sidste stop var Tonto National Monument, hvor man kan se et forhistorisk indianerhus, der har haft to etager og adskillige værelser. Det ligger højt oppe i en klippehule. Det minder om Mesa Verde, Colorado, som vi så i efteråret. Stien derop var stejl, og man tabte vejret ikke kun på grund af stigningen, men også på grund af udsigten. Husene menes at være opført omkring 1250 og forladt senest 1450. Oppe i huset stod en ranger til rådighed. Hun havde en uddannelse i arkæologi eller historie og kunne svare på alle vores spørgsmål.

I Globe, der er en mineby med stadigt fungerende miner, fandt vi en campingplads tæt på centrum.

8. marts 2017

Globe er Arizonas ældste by grundlagt 1876 – ældste, hvis man altså ser bort fra de forhistoriske pueblos som Tonto, vi så i går. Vi havde fået et bykort med korte beskrivelser af de historiske bygninger, hvoraf de fleste var opført i årene 1900-1920. Det var de samme stilformer, som vi har set i Bisbee, Douglas og Willcox, og som vidner om noget solidt, der har rødder helt tilbage til antikken.

Vi gik helt hen til turistkontoret, der ligger temmelig langt fra centrum, fordi det også betjener nabobyen Miami. Her fik vi en lang snak om amerikanske samfundsforhold med hende, der stod for det. Hun fortalte blandt andet, at skolevæsnet er presset økonomisk fra flere sider. Det fører til, at der skæres ned på fagene, så det ikke længere er alle børn, der får tilbudt undervisning i et fremmedsprog.

9. marts 2017

Et besøg på det lokalhistoriske museum blev mere interessant end ventet. Det skyldtes det ældre ægtepar, der passede museet. Der var meget materiale om minedrift og ranchbrug. Dertil kom en afdeling om de lokale apacheindianere. Hun fortalte om en blodig fejde mellem to ranchfamilier. Hvad der egentlig var sket udover, at det havde kostet 15 mennesker livet, er stadig en dyb hemmelighed, som de involverede parter har taget med sig i graven. Nogle nulevende efterkommere ved noget, men vil ikke sige det.

Manden havde fra en gang i 1970’erne og tyve år frem været lærer i det nærliggende indianerrreservat. Derved var han kommet til at kende indianerne og deres kultur og tænkemåde rigtig godt og var meget optaget af det. Først i 80’erne havde de fået fjernsyn i reservatet, og det betød en voldsom ændring. Før den tid levede de i deres gamle kultur og brugte deres eget apachesprog som dagligsprog. Nu taler børnene og de unge kun engelsk.

Han fortalte for eksempel, at han havde haft et hold elever med ude at gå en tur på en sti. Undervejs talte børnene om, at de undrede sig over, at der var så mange klapperslanger. ”Det kan jeg ikke forstå,” havde han sagt, for han havde ikke set en eneste. Så viste børnene ham spor af klapperslanger på stien, de gik på. ”Sådan var de opdraget til at holde øje med alt i naturen,” sagde han.

Udsigt fra Tonto National Monument.

Da vi spurgte ham om de aktuelle forhold i reservatet, forklarede han, at det faktisk var tabu at tale om problemerne. Men han fortalte alligevel, at der er voldsomme misbrugsproblemer. Narkosmuglere henter deres varer i Mexico, smugler dem over grænsen og skjuler dem i reservatet. Et indianerreservat er nemlig som et helt andet land med sine egne regler og egen jurisdiktion, så politiet har ikke lov at køre derind. Det føderale politi har dog lov til det. Så kan narkoen ligge dér i sikkerhed, indtil den kan sælges videre.

Ledelsen af reservatet havde han også kritiske indvendinger imod på grund af udbredt nepotisme. Ingen udefra vil investere i reservatet, for hvis det kommer til at gå godt, risikerer en investor, at hans værdier bliver konfiskeret. Han understregede dog, at der også findes reservater, der er dygtigt ledede.

10. marts 2017

Nybyggernes historie er som bekendt meget kort herude vest på højst 150 år. Men indianernes historie er lang. Lige udenfor Globe ligger ruinerne af en indianerby, der har været beboet i perioden 1225-1400, Besh Ba Gowah. Det er et stort kompleks, som formentlig har været et handelscentrum. Der er mange små bitte rum, som man mener har været anvendt til lager og opbevaring. Noget af det står, som det er fundet, mens noget er rekonstrueret, og endelig er der noget, man har undladt at udgrave. Det er samme kultur, salado, som kendes fra Tonto.

Om eftermiddagen gik vi en tur i et rekreativt område lige uden for byen og nød det bløde eftermiddagslys.

11. marts 2017

Om formiddagen tøjvask, om eftermiddagen rodeo. Rodeoarenaen lå en halv snes kilometer udenfor byen og var nabo til et statsfængsel. Allerførst red nogle ryttere ind én ad gangen med faner, som sluttede med Arizonas statsflag og endelig Stars and Stripes. Dernæst blev der holdt en velkomsttale efterfulgt af en bøn og til sidst nationalsangen, hvorunder alle stod op.

Således forberedt kunne opvisningen af rytternes cowboyfærdigheder begynde. Der var action og dramatik, og helt ufarligt var det heller ikke. En af disciplinerne var ridning uden sadel på en hest, der ikke er vant til en rytter, og som slår op, indtil rytteren falder af eller i farten bliver taget over på en anden hest.

En anden disciplin gik ud på at fange en kalv med lasso, springe ned fra hesten og binde fødderne på kalven, så den lå helt stille. For at binde den, måtte de først tage rundt om den og løften den op i luften for at lægge den ned på siden. Det var ikke alle, det lykkedes for. Så snart rytteren var tilbage på sin hest, kom der to mænd og løste rebet op igen, og kalven blev lukket ud af arenaen.

Der var adskillige andre discipliner blandt andet en, hvor der var stillet tre tønder op på arenaen, som rytteren skulle ride rundt om, og så gik det med en imponerende fart tilbage igen, fordi det var en opgave på tid.

Den vildeste og farligste opgave var ridning på en tyr. I alle de andre discipliner var der ingen ryttere, der havde andet på hovedet end en cowboyhat, men her havde de en hjelm, der også beskyttede ansigtet. Der gik ikke ret meget mere end 15 sekunder, inden rytteren var smidt af.

Under hele forestillingen var to cowboys i beredskab. De sørgede for, at dyrene, der nogle gange var blevet vilde, blev lukket ud igen. I mange tilfælde måtte de dog først fange dem med lasso.

12. marts 2017

Globe og omegn var et positivt bekendtskab, men nu skal vi videre til Wickenburg, der ligger vest for Phoenix. Strækningen fra Globe til Phoenix kørte vi også i efteråret. Efter at have passeret områderne med de åbne miner, der dominerer landskabet, går vejen gennem et meget smukt klippefyldt landskab. Vi skulle igennem kæmpebyen Phoenix. Selvom der går motorvej gennem byen, og selvom der ingen trafikproblemer var, og vi kørte med 90-100 på motorvejen, var det alligevel en meget lang tur gennem byen. Jeg ville gerne have skrevet, at vi klarede det uden problemer, men vi overså en frakørsel. Det var dog nemt nok at finde tilbage.

Vi havde bestemt at tage en campingplads i Wickenburg og fandt den med det samme. Det var temmelig varmt, og inde i camperen var der meget varmt. Nu da vi havde ”landstrøm”, ville jeg prøve airconditioningen. Det var faktisk første gang nogensinde bortset fra, at vi selvfølgelig har prøvet at tænde og slukke for den. Det virkede også fint. Der sad nogle og grillede over et bål et eller andet sted, og røgen blev suget ind i camperen og blæst lige hen på røgalarmen, som gik i gang med en forfærdelig larm og ville ikke stoppe igen. Naboerne kiggede, og en kom hen og spurgte: ”Hvad er det, der bipper?” Hun foreslog, at vi viftede omkring røgalarmen med en klud, og det hjalp faktisk.

Vi nåede dog at gå en tur ved floden. Normalt er det en udtørret flodseng, men lige nu er der så meget vand i den, at det ikke var muligt at komme over, fordi det har regnet for halvanden uge siden. Der var lidt skov takket være floden, men det er ikke alle træer, der er sprunget ud endnu. Til gængæld havde græsset den friske grønne forårsfarve.

Det er en campingplads, der henvender sig specielt til hestefolket. Derfor havde den det sigende navn Horspitality. Ordet er sammensat af ordene for hest og gæstfrihed. Da vi kom tilbage fra gåturen, var solen gået ned, men der stod et par mennesker ved hestene, så vi gik hen og spurgte, hvad det var for noget med de heste. Det viste sig at være folk, der tog deres heste med på ferie, og campingpladsen havde alle nødvendige hestefaciliteter.

De var muligvis mand og kone på trods af den store aldersforskel. De var fra Illinois, men tilbragte hele vinteren her. Han fortalte, at han stadig arbejdede, og at han sagtens kunne klare sit arbejde her, når bare han havde en telefon og var tæt på en lufthavn. Men han havde desværre travlt med at komme videre.

Det havde konen derimod ikke. Vi forstod på hende, at han følger den tidszone, hvor han arbejder, og at han derfor skulle hen at sove. Hun var meget livlig og sjov og fortalte, at hans forskudte arbejdstid betød, at de havde fritid sammen om eftermiddagen, hvor de red ud i ørkenen.

Hun fortalte om det at ride og have med heste at gøre. ”Men når man er 72 som mig, så rider man ganske langsomt og nyder blomsterne, selvom hesten måske hellere vil løbe.” Hun fortalte, at man kan få et forhold til en hest, som var det et barn. Hun kunne sige til den: ”Hvad er det, du har dér på mulen?” og så så hesten ud som om den svarede med et bebrejdende tonefald: ”Ja, men mor, du ved da, at det er sådan noget der ikke kan undgås.”

Vi talte også om den aktuelle politiske situation i USA med den nye problematiske præsident. I det samme kom manden tilbage med en lommelygte til hende, for nu var det blevet helt mørkt, men han gik igen. Hun fortalte, at de fleste af hendes naboer og bekendte gik ind for Trump, men de undlod at tale om det for at undgå at sætte venskaber over styr. Efter hendes mening har Trump været sådan en, der som barn har fået lov at vinde hver gang de har spillet et spil, og hvis han var i fare for at tabe, havde han bare lavet reglerne om.

13. marts 2017

I løbet af den sidste uges tid er vejret blevet ualmindelig godt. Om dagen er der nu op til 30 grader, og det bliver ikke længere isnende koldt om aftenen, og nattemperaturen kommer slet ikke ned i nærheden af frysepunktet. Det er sikkert de lave nattemperaturer, der er forklaringen på, at træerne ikke er sprunget ud endnu.

Wickenburg er endnu en mineby, og den har bevaret noget af sit gamle westernpræg selvfølgelig iscenesat. Vi tog ind til turistkontoret får at få noget information om byen. Udenfor stod en skulptur, der forestillede en ung kvinde, der lige var stået af toget. Bag hende stod al hendes rejsebagage. Man kunne trykke på en knap og få historien, som var den, at mens mændene rejste vestpå for at finde guld og søge lykken, rejste kvinderne også vestpå for eventyrets skyld. Hende her var nyuddannet lærer. Nu var hun lige ankommet og skulle orientere sig for at finde skolen og den familie, hun skulle bo hos.

Da vi var færdige med at beundre skulpturen, kom der en gammel mand og spurgte, om han skulle vise os byen. Det sagde vi ja tak til. Der står andre skulpturer rundt om i byen med forskellige historier, og han tog os med rundt til dem alle sammen og fortalte om de bygninger, vi kom forbi. Vi var for eksempel inde i et vaskeri, hvor der tidligere havde været posthus. Den gamle mand på 82 klarede gåturen forbavsende flot. Desværre var det svært at få en samtale i gang, fordi han var så tunghør.

Efter at have brugt noget tid på planlægning af de næste dage kørte vi nogle kilometer uden for byen for at gå en tur i den friske grønne ørken, som jo kun er grøn en kort tid. Vi fandt et passende sted. Der holdt en personbil med bagklappen åben, og der stod en ældre herre. Jeg spurgte ham om mulighederne for at gå tur her. Han viste sig at være en tysk turist, og vi fik en lang hyggelig snak.

Vi gik hen ad jordvejen op til nogle klipper. Deroppe fra kunne vi se, at tyskeren kørte ud ad den samme vej og fandt et sted, hvor han kunne holde mellem buske og kaktus. Da vi gik forbi, vinkede han til os hen, og så fortsatte snakken. Han havde en livsvarig lidenskab for at rejse, som han havde gjort til et levebrød, idet han havde udgivet et rejsemagasin med alt om at rejse. Til magasinet havde han også lavet anmeldelser af autocampere. For at få materiale til magasinet havde han selv rejst utrolig meget i adskillige verdensdele og fortalte gerne om sine rejseoplevelser.

Nu hvor han var pensionist, var lidenskaben for at rejse stadig intakt. Men i modsætning til de fleste andre, der stiller større krav til komfort, jo ældre de bliver, foretrak han at rejse så simpelt som muligt med et lille telt, en sovepose og en primus. Han fortalte, at han var taget af sted på en 14 dages tur udelukkende for at opleve foråret i Arizonas ørken. Han viste os sit lille paradis, hvor han havde fået rejst sit telt og gjort klar til at lave aftensmad. Kasketten hang på en kaktus, mens et håndklæde hang til tørre på en anden.

14. marts 2017

Vi brugte lang tid på at gå den samme tur, som den gamle mand gik med os i går. Denne gang var det med kamera, og vi hørte historierne en gang til. For det første er de indtalt på egnens særlige variant af amerikansk, og for det andet gik en del tabt i trafikstøjen. En af historierne handlede om, at i byens første 30 år havde man ikke noget fængsel, men lænkede fanger til et gammelt træ. Træet står der endnu, og kunstneren har lavet en skulptur, der forestiller en fange med kæde om anklen.

Historier og billeder af alle skulpturerne kommer senere i et særligt blogindlæg.

Wickenburgs første skolebygning med ét klasseværelse er indrettet til museum. Som sædvanlig blev det passet af en ældre frivillig medarbejder, der fortalte om skolens historie. På typisk amerikansk vis var skolen doneret af en privatmand. Senere tog det offentlige over og byggede en større skole. Mange børn i dag går dog i private skoler. Hun fortalte, at hun og hendes mand havde været udstationeret med militæret i Europa, da børnene var små. De havde været der i godt seks år i henholdsvis Tyskland og England og rejst rundt alt det, de kunne. ”Vi nød hvert et sekund og brugte hver en penny!”

Vi overnattede i ødemarken nogle kilometer fra byen. Her var der også mulighed for at gå den daglige tur.

15. marts 2017

Vi havde fået en folder med beskrivelse af nogle vandreture i nærheden af Wickenburg. En af dem lød særligt spændende. Man kan gå gennem en canyon ved Hassayampafloden og komme til en anden canyon, hvor klipperne rejser sig højt på begge sider.

Vejbeskrivelsen var god, og vi fandt let den sidevej, der fører ud til stedet. Den var ti kilometer lang. Det lyder ikke af så meget, men når man kun kan køre i første og andet gear, bliver det en lang tur. Vi er nødt til at køre så langsomt, når vejene er meget ujævne for ikke at ødelægge alt i camperen – og bilen med, der må bære det tunge læs.

Desværre viste det sig, at vi ikke kunne gå turen, fordi der lige nu er så meget vand i floden. Normalt vil man kunne gå i selve flodlejet, men regnen, der kom for snart 14 dage siden, gør det stadig umuligt. Vi valgte at blive der og gik en tur på vejen i stedet for, selvom det ikke er helt det samme. Det viste sig at være et populært udflugtsmål den afsides beliggenhed til trods, for der kom en del i dagens løb.

Om eftermiddagen sad vi ude i vores havestole og ikke bare nød det gode vejr, men nød især at være til.

Efter mørkets frembrud havde vi det helt for os selv og hørte ikke en lyd.

16. marts 2017

Efter en gåtur kørte vi den lange vej tilbage til byen dog ikke uden at gøre nogle fotostop undervejs for at tage billeder af blomsterne. Det er blevet rigtigt forår her. Der er grønt overalt og en blomsterpragt så flot.

Inde i byen så vi museet, der havde en fornem samling af kunst med westernmotiver såsom landskaber, indianerne og mange facetter af cowboylivet. Udover malerier var der en samling skulpturer med fremstillinger af dramatiske situationer med mand og hest. Det var særligt interessant efter, at vi har overværet et rodeo for nylig. Der var også en udstilling, der fortalte om byens historie og udvikling.

Vi havde bestilt to overnatninger på en anden campingplads for at være sikre på, at vi kunne skype med vores børn i morgen, når det er Ranvegs fødselsdag. Det viste sig dog, at netværket her heller ikke var i orden, men det kom der senere en uventet løsning på.

Mens vi var ved at stille camperen an, kom en af naboerne hen for at snakke. Det viste sig, at hun var af dansk afstamning og hed Hansen til efternavn. Hun havde dog aldrig været i Danmark og talte heller ikke sproget. Det eneste ord, hun kunne, var ”gaffelbidder”. Hun var intereseret i at høre noget om Danmark, men det blev også til en lang snak om amerikansk politik, hvor vi lå på linje.

Da hun var gået, kom de andre naboer forbi og hilste på. De var meget hjertelige og imødekommende. Manden går på arbejde endnu, og det var ikke længere væk, end at han kunne køre til sin arbejdsplads hver dag, selvom det var en lang tur. De fortalte om deres interesse for at finde guld med en metaldetektor. Kunsten er at finde de steder, hvor der er mulighed for at finde noget, som samtidig skal være steder, hvor ingen andre har indgivet claim, altså har fået eneret på et areal. Et stykke på 3 gram var det blevet til indtil videre. Til gengæld havde de to gange været meget tæt på klapperslanger. ”De var aggressive, og jeg var nødt til at slå dem ihjel,” sagde manden. ”Men hvordan slår man lige en slange ihjel, når man står overfor den i ørkenen?” ville vi vide. ”Med min pistol,” svarede han. ”Den går jeg altid med, så jeg kan forsvare mig.” – Ja, det er USA.

Efter al den snak var det næsten mørkt, da vi blev færdige med at stille camperen an. Så bankede det på døren. Det var konen fra det sidste par, der kom med en lille seddel i hånden. ”Når I skal skype med jeres børn, kan I bruge vores private netværk.” På sedlen var adgangskoden.

17. marts 2017

I dag er det Ranvegs fødselsdag, og vi hyggede os med morgenkaffen og friske historier ude fra verden. På det aftalte tidspunkt skypede vi med børnene. Noget af det, der er så fint ved skype, er, at vi kan tale sammen alle tre på én gang. Det var skønt at høre deres stemmer.

Efter samtalen med børnene mødte vi igen damen, der var af dansk afstamning. Hun tog emnerne fra i går op igen, men efterhånden som samtalen skred frem, viste det sig, at hun var næsten helt fanatisk optaget af konspirationsteorier. For eksempel var hun overbevist om, at det var George Bush, der stod bag 2. september. Bagefter mindede vi hinanden om, at vi en gang mødte en mand, der var overbevist om, at det var et jødisk komplot.

Ranveg havde selv bestemt, hvor vi skulle spise middag. Vi havde snakket alt for længe, men vi nåede det, inden restauranten lukkede. Det var en kinesisk restaurant, som var populær blandt lokalbefolkningen. Derefter fik vi kaffe og kage på en café. Det eneste, vi manglede, var et lille dannebrogsflag.

Til sidste kørte vi hen til et supermarked, fordi vi blandt andet manglede drikkevand. Det viste sig, at supermarkedet havde ualmindeligt godt wifi, som nåede langt ud på parkeringspladsen. Så mens Ranveg sad med sin computer og læste fødselsdagshilsner, gik jeg hen for at fylde vores 18 liters dunk med vand.

Der kom jeg til at tale med en ældre herre, der også skulle have vand. Først talte vi om fotografi, fordi han gik med et kamera om halsen. Da han hørte, at jeg har været præst, blev han meget imponeret på en måde, som jeg efterhånden har oplevet mange gange hos amerikanere, og gav samtidig udtryk for ærefrygt. Og så var det, han sagde: ”When you are in touch with God, you’ll always win the game!”

Det blev til en lang snak, men han var desværre også tiltrukket af konspirationsteorier, og talte om en verdensregering, som er en hemmelig og skjult konspiration, der går ud på at ødelægge verden. Hvorfor falder amerikanere for den slags?

18. marts 2017

Det er svært at løsrive sig. Vejret er så tæt på det perfekte, som det kan komme. Der er meget at se i Wickenburg, og når det er udtømt, kan vi bare køre et nyt sted hen. Men vi har vores flybilletter fra Canada, så vi skal videre. Inden vi brød op, fik vi købt flybilletter fra København til Aalborg.

Vi skulle dog først til et arrangement, der hed ”Guys who grill”. For 10 dollars kunne man spise alt, hvad man ville. Der var stillet en god halv snes boder op med forskellige former for grillmad herunder ægte amerikansk barbecue. Man kunne gå fra den ene til den anden. Heldigvis fik man kun en lille portion, så det var muligt at smage dem alle sammen. Sjældent har vi fået så meget kød på en gang. Her var der ikke noget, der hed hverken brød eller kartofler. Guf.

Godt mætte var der ingen vej udenom. Vi måtte ud på landevejen. Det første lange stykke var vejen som trukket efter en lineal. På en strækning på henved 60 kilometer var der ikke en eneste kurve eller sving. Det var heller ikke de mest spændende kilometer, men der var den flotteste blomsterpragt i vejsiden og ind over ørkenlandskabet. Gule blomster i ti tusindvis.

Vi passerede Quartzsite, hvor vi tilbragte nogen tid i januar 2016, og kort efter var vi i Californien. Her kørte vi ind på et casino, hvor der i forvejen holdt mange campere. Vi fik en hyggelig snak med et par, der sad og nød aftensolen udenfor med et glas vin. De boede i det sydlige Californien, og det var deres sidste overnatning, inden de var hjemme. De havde mange rejseerfaringer og –oplevelser. De fortalte blandt andet, at de havde oplevet et snevejr en forsommerdag i Jaspers nationalpark, Canada. Det havde været en stor oplevelse at mærke, hvordan sneen faldt overalt. ”Når man bor her, hvor vi gør, oplever man aldrig snevejr,” sagde manden. Vi fik også en snak om Skandinavien, da han var af finsk afstamning.

Lidt efter at vi havde sagt farvel til dem, bankede det på vores dør. Det var konen, der ville give os nogle appelsiner, som var plukket i deres egen have.

19. marts 2017

Endnu en gang regnede vi afstanden ud til Canada og dividerede med det antal dage, der er, til vi skal være der. Vi har en aftale med Ford syd for Vancouver. Resultatet af regnestykket var, at vi godt kan tillade os et par dage i den nærliggende Joshua Tree National Park.

Nationalparken viste sig at være et positivt bekendtskab. Det er ørken- og bjerglandskaber. I parken, der er meget stor, mødes Sonoraørkenen, som vi er fortrolige med fra Arizona, med Mojaveørkenen mod nord. Det er forskelligheder i vegetationen, der adskiller de to ørkener.

I dag blev vi i den sydlige del og gik en tur ved en lille oase, hvor der voksede noget så usædvanligt som høje træer. Her kunne vi også få en forsmag på de særprægede klippeformationer, der er karakteristisk for nationalparken.

Lige uden for parken er der et offentligt ejet areal, hvor det er tilladt at campere, så her holdt vi for natten.

20. marts 2017

Det var godt, vi fyldte benzintanken op, inden vi forlod byen i går, for afstandene er meget store i nationalparken. Vi ville se de særprægede joshuatræer, som egentlig ikke er træer, men en yuccaart, selvom de kan ligne træer. Der viste sig at være over 80 kilometer (og lige så langt tilbage) til et udsigtspunkt, hvor man undervejs kører igennem et område med mange joshuatræer.

Vi gik en tur et sted, hvor der var nogle særprægede klippeformationer. Et sted lød der musik. Det viste sig at komme fra to unge mænd, der havde spændt en line ud mellem to klippetoppe, der var lige høje. De skiftedes til at gå på linen tværs over afgrunden. Måske var det i hundrede meters højde, måske ikke helt så højt. Det er svært at bedømme, men svimelende højt var det. Nogle gange faldt de ned og hang og dinglede i en sikkerhedsline. Det lykkedes dem utroligt nok hver gang at komme op at stå på linen igen. Det var alt sammen uden dramatik. Man kunne ikke høre, hvad de sagde, men af tonefaldet fremgik det, at de råhyggede, som kun mænd kan gøre det, når de er fælles om et eller andet. Se videoen herunder.

21. marts 2017

Vi er nødt til at campere udenfor parken, fordi campingpladserne er optaget. Derfor er der desværre den lange køretur. Men det er også godt for noget. Der er et blomsterhav uden lige. Det lyder tosset, men ørkenen blomstrer lige nu så frodigt, som var det en eng. Det varme vejr har nu fået de første kaktus i blomst. Der er tre forskellige arter, viste det sig ved nærmere eftersyn, som står med rødviolette blomster. Da de fleste blomster er gule og nogle få blå, skiller de sig tydelig ud i blomsterhavet. Ved de første, vi fik øje på, var det ikke muligt at standse. Da det endelig lykkedes at finde nogle, hvor det også var muligt at parkere i siden af vejen, skete der det absurde, at folk stillede op i kø for at fotografere, for der standsede hurtigt to biler mere.

Vi standsede et andet sted, hvor der var flere blomstrende kaktus. Når man bliver så optaget af det og går rundt og siger til hinanden: Se, dér, og Se dem dér, så tænker man ikke på at lægge mærke til, hvor man sætter sine fødder. Vi var begge kommet til at træde i nogle kaktus. Piggene er utroligt spidse og sætter sig godt fast i huden. De sætter sig også godt fast i skoene, så de kun kan fjernes med en tang.

Mange steder i parken findes der mærkværdige klippeformationer. Vi fandt et nyt sted, hvor vi gik en tur i omgivelser, så man skulle tro, vi var i en anden verden. Et sted kom jeg til at tale med en lille gruppe på fire. Lidt efter stod de længe og kiggede på en kaktus, og derefter viste de mig, at der lå en klapperslange under kaktussen. Det lykkedes mig at se den, men jeg nåede desværre ikke at få et billede, for jeg skulle – af gode grunde - først have monteret en telelinse. Bagefter var den væk.

Vi kørte tilbage til casinoet i Indio, så vi kan komme videre på motorvejen i morgen.

22. marts 2017

Når man kommer ad I-10 østfra, er Indio den første californiske by, man kommer til. Der er flere byer i området, som ligger cirka 10 meter under havets overflade. Den kendteste er nok Palm Springs. Der ligger også nogle byer med mærkelige navne som Thousand Palms og den lille flække 29 Palms. Eller hvad med et navn som Idyllwild?

Joshuatræer i nationalparken

Efter disse byområder går det op over bjergene. På vestsiden begynder de byer, der tilsammen udgør Los Angeles. Der er mange. Her er den kendteste formentlig San Bernardino.

Vi skulle igennem Los Angeles for at komme på den nordgående I-5 (Interstate 5). I december 2015 kørte vi gennem byen en eftermiddag, og det tog seks timer, så vi var lidt spændte på det. Men i dag gik det fint. Vi kørte hele vejen med almindelig motorvejsfart. Alligevel tog det halvanden time at komme gennem byen. Det svarer i afstand til, at Aalborg og Århus er vokset sammen til én stor by.

Undervejs kunne vi beundre de flotte motorvejsudfletninger, der flere gange er i op til fire etager. De findes ikke kun her, men også i andre større byer. Man kan tænke, at det da må være svært at finde ud af, hvilken af de mange veje, man skal vælge. Men det går helt af sig selv, når bare man følger skiltene.

Skiltene skal man selvfølgelig være opmærksom på, når man skal dreje fra. Vi fandt frakørslen til I-5, og nu skal vi i princippet ikke dreje fra, før vi er kørt over grænsen til Canada. Reelt drejer vi fra motorvejen mange gange for at købe ind, for at overnatte og så videre. Det blev på en tankstation nord for Bakersfield, hvor der er temmelig meget uro undtagen nogle timer midt på natten.

Efter den lange køretur var det godt at gå en tur. Her er der landbrugsland med intens dyrkning af mange forskellige afgrøder. Jeg gik ud ad en sidevej, hvor der næsten ingen trafik var. Duften af jord og synet af marker virkede helt hjemlig efter det lange ophold i ørkenland. Nogle palmer ved et drivhus langt inde på en mark var dog ikke hjemlig. Det er heller ikke almindeligt hjemme, at en bilist standser op undtagen for at spørge om vej. En mand standsede og spurgte, om det var min bil, der holdt længere fremme og var gået i stykker. Først forstod jeg ikke, hvad manden mente, men det viste sig, at han kørte for et vejhjælpsfirma. Vi fik en lang hyggelig snak, og jeg fortalte ham ganske kort om vores rejse. ”Jeg kunne godt være misundelig på dig,” sagde han. Det er han for resten ikke den første, der har sagt. Så fortalte han, at han havde taget et ungt par med op at køre, som havde vandret i to år. De var startet i Connecticut, og målet var Oregon. Han mente, det var absolut nødvendigt, at manden havde en revolver, så han kunne forsvare sin kone, og syntes, det var helt uansvarligt af denne mand, at han ikke ville have en. Efter at have snakket om flere andre ting sagde han farvel med et ”Gud velsigne dig!”

Noget af det, vi begge to sætter pris på ved at rejse i USA, er, at det er så let at komme i kontakt med andre mennesker. Man taler bare til nogen, og det virker helt naturligt. Samtidig gør man det kort for ikke at ulejlige den anden part unødigt. Eller man gør tegn til at afslutte samtalen for at teste, om modparten er villig til at fortsætte. Måske er det det kortvarige, der bevirker, at jeg somme tider har hørt nogle derhjemme med erfaringer fra USA indvende, at amerikanerne er overfladiske. Det er de ikke. Vi har mødt mange tænksomme mennesker undervejs.

23. marts 2017

På tankstationen havde de heldigvis også mulighed for at dumpe spildevand. Det kostede 10 dollars, som det lykkedes at forhandle ned til gratis, fordi vi også købte benzin.

Vejen videre er der ikke så meget at sige om. H.C. Andersen sagde jo de berømte ord om, at rejse er at leve. Men at køre på motorvejen er ikke rejse. Det er transport. Det er selvfølgelig også en form for liv, men indtrykkene begrænses til, hvad man ser gennem ruderne.

Overnatning på Walmart i Los Banos.

24. marts 2017

Mere motorvej. Mere transport. Regnen styrtede ned, og det var koldt. Når man ikke kan lide regnvejr, må man tænke, at det er godt for noget. En, vi talte med for nogle dage siden, fortalte, at tørken i Californien, som har varet i 5-6 år, slet ikke er ovre med alt det regn, der faldt sidste vinter. Vandreservoirerne er ikke fyldt op endnu.

Køreturen gik fint. Overnatning på en parkeringsplads ved et casino med måske hundrede lastbiler og campere. Ikke særligt spændende, men effektivt.

25. marts 2017

Casinoet, vi overnattede på, hed Rolling Hills. Først her - efter måske fem hundrede kilometer - forlader vi Central Valley, hvor dalbunden er flad som Vildmosen. De bølgende bakker er den første overgang til bjerglandet, der begynder nord for Redding. Inden Redding sad vi dog fast i en motorvejskø. I ventetiden kunne vi nyde de nyudsprungne træer på de lave bakker langs vejen. De stod spredt og havde fulde kroner, som man hjemme næsten kun ser i parker og anlæg.

Vi havde egentlig bestemt, at vi ikke ville køre længere end til Redding og så bruge resten af dagen til at vaske tøj. På en café med wifi undersøgte vi forholdene og fandt ud af, at der ikke var mulighed for gratis overnatning. Derfor kørte vi videre til Yreka to timer længere mod nord, hvor vi har overnattet før.

Vejen gik op i bjergene, og vi beundrede et højt kegleformet fjeld, der var dækket af sne og badet i aftensolen. I 700 meters højde lå der nogle steder stadig små klatter sne inde mellem træerne, der ikke var blevet grønne endnu. Vi har ikke set sne, siden vi blev overrasket af et snevejr i september måned i stor højde i Colorado. Det er mærkeligt at tænke på, at det ikke er mere end en uges tid siden, vi stod på et udsigtspunkt i 1500 meters højde og syntes, det var småkøligt, fordi der var lidt vind, og det ikke var mere end 24 grader.

Yreka ligger i 800 meters højde. Her er der køligt, men ingen sne. Påskeliljerne blomstrer, mens Yreka venter på, at foråret bryder igennem.

26. marts 2017

Vi valgte at blive i Yreka hele dagen for at ordne praktiske ting som f.eks. tøjvask. Et skilt satte ord på en eviggyldig sandhed:

Om aftenen inden en stor opvask gik vandpumpen uigenkaldeligt i stå. Ved juletid havde vi de første problemer med den, men et par andre campister fandt ud af, at problemet nok var en løs forbindelse. Det kunne i hvert fald løses midlertidigt ved at stramme en ledning med en tøjklemme. Men nu skal der en tekniker til.

27. marts 2017

På vej nordpå var vi inde hos en camperforhandler med værksted, men de havde desværre ikke mulighed for at hjælpe os. Vi besluttede derfor at fortsætte til den store by Eugene. Da vi nåede frem, var det fyraftenstid. Vi fandt en parkeringsplads midt inde i byen, hvor vi kunne overnatte. Der holdt en securitymand i en bil med gule blink. Han gav os en formular, vi skulle udfylde, og sagde, at vi højst måtte være der to nætter, men vi bestilte kun én nat.

Ellers var det en smuk køretur. Kort efter Yreka passerer man statsgrænsen til Oregon. Det er næsten som at være kommet til et andet land. Ved foden af bjergene syd for Yreka afløses den suptropiske klimazone af den tempererede. Det er for eksempel slut med palmer. I stedet dominerer nåletræer i hvert fald i bjergene.

Det bjergrige land fortsætter nordpå gennem Oregon, Washington og i Canada gennem British Columbia og Yukon op til Beringshavet.

28. marts 2017

I dag skal problemet med vandpumpen løses. Det er ikke så let at vaske hænder, når man skal holde en dunk vand i den ene hånd.

Først gik vi dog en dejlig tur langs floden, hvor der er anlagt et stisystem, som benyttes flittigt af turgåere, kondifolk og cyklister. Vejret er rigtig forårsagtigt med mange blomstrende træer og buske. Mælkebøtter i blomst er der også.

På en café med internet fandt vi adresser og koordinater på tre værksteder, der reparerer campere. Vi var heldige allerede det første sted. Det var et lille værksted med et par ansatte. En tekniker gik i gang med at undersøge den med det samme og det viste sig, at der skulle en ny pumpe i. De havde heldigvis en på lager, og hele operationen tog kun en halv time. Da vi skulle til at betale, virkede mit betalingskort ikke. Det andet duede heller ikke. ”Jeg er nødt til at kalde på chefen,” sagde teknikeren. Men chefen kunne heller ikke få det til at virke. Han foreslog, at vi kørte i banken et par kilometer borte. Han fik så de kontanter, vi havde, men der manglede stadig 60 dollars. Da vi kom tilbage, så han meget tilfreds ud over at se os igen, og vi fik en hyggelig snak med ham.

Om eftermiddagen ordnede vi forskellige indkøb. Sidste opgave var at finde et sted at tømme spildevandstankene. Det lykkedes også – tilmed gratis. Men nu var det blevet for sent at køre videre, så vi kørte tilbage til parkeringspladsen, hvor securitymanden virkede meget utilfreds med, at vi ikke havde bestilt de to nætter med det samme. Nu skulle han jo udfylde en ny blanket, selvom det var mig, der skulle skrive det meste.

Hvor er det dog skønt at have rindende vand igen.

29. marts 2017

Køredag og øsregn. Om eftermiddagen kom der opklaring og solskin, men vi kørte ind i nye kraftige regnbyger til aften. Men uanset vejret fik vi kørt over 500 kilometer.

Overnatning på et casino, hvor vi tidligere har været. Da casinoet ikke var så stort, og da der ikke holdt andre campere, gik vi ind og spurgte om lov og fik endda at vide, at vi var velkommen til at bruge deres toiletter, selvom vi ikke spiller.

30. marts 2017

Det var sidste overnatning i USA i denne omgang. Efter en kort køretur på en times tid kom vi til grænsen, hvor vi blev behandlet forbilledligt af en meget venlig og imødekommende grænsevagt. Vi havde i forvejen spist de sidste æbler og alt, hvad vi kunne af spegepølserne, men vi blev ikke spurgt om den slags. Sidst vi rejste ind i Canada, gav fire æbler store problemer, og en pålægspølse har vi også fået konfiskeret.

Vi fandt en campingplads ved Langley, hvor vi har overnattet tidligere. Der har også i dag været kraftige regnbyger, men om eftermiddagen kom der opklaring. Da vi sad i camperen om aftenen, og solen skinnede ind gennem vinduerne, var mindede det om en dansk forårsaften.

31. marts 2017

I dag skal bilen have det store eftersyn hos Ford i Langley, hvor vi købte den i sin tid. Det tog det meste af dagen. Imens kunne vi sidde og arbejde med vores computere. Et blogindlæg blev næsten færdigt. Det er lidt sjovt at komme der, for flere af medarbejderne kan godt huske os og kom hen og snakker. Det er et familiefirma, hvor tredje generation er på vej ind. Indehaveren plejer vi altid at få en hyggelig snak med og fik det også denne gang. En søn, men mand i halvtredserne, syntes det er lidt pudsigt, at vi har valgt at rejse herover til Nordamerika, mens hans yndlingsrejseland er Italien, som han kendte rigtig godt.

Vi fortalte ham også om tyveriet af bilens motorcomputer i november i Mexico. Sådan et tyveri havde han aldrig hørt om. Derimod er det en kriminel praksis at stjæle computeren og erstatte den med en anden, fortalte han. Der sidder nemlig en komponent i computeren, som gør, at kun ét bestemt sæt nøgler kan bruges. Så hvis computeren bliver erstattet med en, tyvene har nøgler til, kan de køre med bilen.

Og så er det, vi tænker: Måske er det det, de har været i gang med, men er blevet afbrudt – måske fordi vi er kommet ud af forretningen? I så fald er vi sluppet meget billigt.

Nu er det rart at vide, at bilen er i orden. Vi har kørt nøjagtig 50.000 km, siden vi købte den for snart halvandet år siden.

Overnatning på en parkeringsplads i Abbotsford.

Forrige side Februar 2017

Næste side April 2017