Sneglefart

Februar 2016

1. februar 2016

Om morgenen kunne vi høre, at der var en masse mennesker forsamlet. På et tidspunkt gik jeg hen for at se, hvad der skete. Det var et spil, jeg ikke kender, som havde samlet mange tilskuere. En mand kontaktede mig og indbød til barbecue næste aften. Det var noget, han lavede med mellemrum ligesom det par, der arrangerede fælles morgenmad om lørdagen. ”Det lyder godt,” sagde jeg. ”Det er godt,” svarede han. Vi havde dog besluttet at køre videre senere på dagen.

Vi har aldrig før været på en campingplads, hvor der har været så stærkt et socialt sammenhold. Det mest interessante ved det er, at fastliggerne aktivt inddrager os turister i deres aktiviteter. På campingpladser i Europa har vi tit oplevet fastliggerne som en lukket og sammenspist kreds. Skulle nogen have lyst til at besøge den hyggelige campingplads, kan man finde den her: Hidden Cove Trailer Park, 2450 West Water Street, Yuma, AZ 85364. Koordinater: 32.7296, 114.65005. www.hiddencovervpark.net NB. Der ligger to campingpladser lige ved siden af hinanden. Det er den sidste af de to.

Vi tog derpå hen for at se det tidligere statsfængsel, som er Yumas ældste bygning fra 1875 – opført samme år som Børglum præstegård, men med langt færre bekvemmeligheder. Vi fik et levende indtryk af livet bag murene og ikke mindst af de indsattes skæbner.

Sidst på eftermiddagen tog vi på biblioteket blandt andet for at sende en fødselsdagshilsen til vores datter, der har fødselsdag i morgen. Vi blev der til de lukkede klokken ni. Da vi ikke havde noget sted at overnatte, fik vi lov at holde på Walmarts parkeringsplads. Det viste sig til vores overraskelse, at de havde fremragende internet. Den hyggelige campingplads havde også internet, men det var mildt sagt miserabelt. Det er også det eneste kritikpunkt.

2. februar 2016

En stille dag. Jeg fik læst en ugeavis, vi fik i Quartzsite for nogle dage siden. Det er altid interessant at læse lokale aviser, når man er på rejse. Selv ugeaviser kan være interessante. I den her avis var der to ting, der fortalte mig, at det er Amerika og ikke Danmark.

Det første var en liste fra det lokale politi over, hvem der er blevet anholdt, for hvad og hvad der videre er sket med dem (løsladelse, varetægtsfængsling) – og vel at mærke med navn og alder. Offentlig gabestok!

Det andet var en artikel, som i ét blik viser både det fascinerende og det skræmmende ved USA. En 27-årig lokal brandmand var kommet voldsomt til skade ved en fritidsulykke og havde pådraget sig kraniebrud. Nu har han ligget bevidstløs på sygehuset i lang tid, og der må påregnes meget lang tid endnu, inden han kommer sig. Problemet er, at manden var deltidsansat ved brandvæsnet og derfor ikke omfattet af nogen forsikring. Her er civilsamfundet så trådt til. Nogle har lavet t-trøjer og et spil, som sælges til fordel for ham. Og der vil blive arrangeret morgenmad, hvor overskuddet går til den unge mand og hans familie. Artiklen var i det hele taget en varm appel om støtte.

Det er sådan nogle historier, der gør, at man ikke kan undgå at holde af USA og samtidig må forholde sig kritisk til det.

3. februar 2016

”Jeg fylder 83 næste gang,” sagde den gamle indianerkone med et bredt smil, så man kunne alle hendes tandstumper. Vi ville se quechanindianernes museum i Yuma. ”Det blev lukket for seks år siden,” forklarede den gamle kone, der passede museumsbutikken, som var det eneste, der var tilbage. ”Men de taler hele tiden om, at det skal åbne igen.” Det tankevækkende var, at noget af det første hun sagde, var, at regeringen havde slået hendes stamme ihjel. Selvom det er mange år siden og længe før hendes tid, ligger det lige under overfladen. Hun fik også fortalt om reservaterne, der med tiden er blevet mindre. Der ligger en dyb mistro til de hvide. Hun fortalte for eksempel, at hun aldrig har været i Mexico, selvom det kun ligger ganske få kilometer borte. Grunden var, at hun ikke var sikker på, om amerikanerne ville lade hende komme ind igen. ”Jeg stoler ikke på dem.”
Da vi spurgte hende om, hvad indianerne lever af, nævnte hun som ventet casinoerne, men fortalte også, at reservatet lejer jord ud til landmænd. Hun havde selv 10 acres, som hun lejede ud for 500 $ om året pr. acre. Dertil kom en reklamesøjle ved motorvejen, som hun også har en indtægt af.

Stammen består kun af nogle få tusinde mennesker. Jeg spurgte hende om deres eget sprog, og hun fortalte, at hun selv bruger det til daglig, men mange børn og unge får det aldrig lært. Skolen giver ganske vist undervisning i det, men de er ikke motiveret. En særlig grund til det er de mange blandede ægteskaber, hvor kun den ene part taler quechan. Det minder meget om den situation, danske dialekter står i.

Det blev således ikke til noget museumsbesøg, men alligevel en god oplevelse. Vi har i øvrigt overnattet på det ene af quechanindianernes casinoer de sidste par nætter.

4. februar 2016

Vi forlod Yuma og kørte til et område lige udenfor Lake Havasu City, hvor vi overnatter i ørkenen med en fantastisk aftenhimmel. Det er meget fascinerende med det øde land. På de 130 km fra Yuma til Quartzsite, som vi passerede i dag, ligger der kun ét hus. Der er fladt, og vejen er som trukket efter en lineal.

5. februar 2016

Vi er kommet til at holde af Sonoraørkenen med dens særegne plantevækst. Luften er tør som en frostdag derhjemme og klar, så man kan se meget langt væk. Sollyset er så intenst, og solen skinner fra morgen til aften stort set hver dag. Det kan nok skabe en alvorlig afhængighed!

På vej ind til byen, Lake Havasu City, gjorde vi holdt ved campingværten, der bor i sin egen camper ved indkørslen til området, der administreres af Bureau of Land Management. Han er nok omkring de 50. Han fortalte, at han arbejder som frivillig og bor her nu for tredje vinter i træk. Han stammer fra Montana, men havde fået en arbejdsskade i ryggen og lever nu – gætter jeg på – af invalidepension. Det er en glimrende måde at få et indhold i tilværelsen på i sådan en situation. Han gav i hvert fald udtryk for, at han nød det. ”Der var ingen, der kunne holde ud at være sammen med derhjemme, når jeg gik rundt uden at have noget at lave,” forklarede han.

Lake Havasu City er en by på ca. 50.000 indbyggere. Byen er kendt for London Bridge. Noget mere amerikansk kan man dårligt forestille sig. Rigmanden Robert McCulloch købte i 1967 den 136 år gamle bro i London. Den var sat til salg, da den ikke længere kunne klare den voldsomme trafik over Themsen. Den blev så pillet ned, overført til USA og genopført sten for sten. Først da broen var genopført, gravede man kanalen ud, så den fører over vand, som en bro skal! Historien lyder vanvittig, men man har skabt en attraktion og et i øvrigt meget indbydende anlæg omkring kanalen.

Senere på dagen skulle vi købe noget i en forretning med udstyr til campere. Det havde de ikke, men de gjorde sig stor umage med at forklare, hvor vi kunne få det, og tegnede et kort. De forklarede også, at vi kunne købe vand til vores vandtank i en forretning, der kun sælger vand og is. Man kan godt få vand andre steder, men det er af dårlig kvalitet. Vi fik 12 gallons à 15 cents – og ved nu til en anden gang, at den mulighed eksisterer.

I den anden forretning, de havde været så venlige at henvise os til, hjalp en midaldrende medarbejder os med at finde, hvad vi havde brug for. Vi snakkede lidt med ham, hvorpå han pludselig siger: ”I er fra Danmark.” Vi måbede, og så forklarede han, at han kunne kende os på accenten, for han havde haft en dansk medarbejder en gang, som han fortalte levende om.

Der blev også tid til at gå på nettet på Starbucks, men der blev ikke tid til at køre videre. Så vi vendte tilbage til ørkenensomheden – og nyder det.

6. februar 2016

Mens Ranveg gik i bad, gik jeg ud med kameraet for at udnytte det fine morgenlys, som kun varer ganske kort tid. Derefter gik jeg selv i bad, og jeg kunne høre, at Ranveg talte med en person udenfor. De talte først lidt om camperen. Så hørte jeg Ranveg sige: ”Hvor er du egentlig fra?” Det lille spørgsmål udløste en meget lang monolog. Jeg blev færdig med mit bad og fik ordnet alle morgenrutinerne inde. Til sidst kom hun ind og fortalte, at hun havde fået hele mandens livshistorie. Han havde været soldat, men var såret i krigen. Han fik ikke pension fra militæret, men havde gået på landevejen 4500 km om året i 31 år, indtil et problem med foden satte en stopper for det, og en læge sørgede for at søge pension til ham. Nu havde han en lille camper, som han boede i. Ranveg blev indviet i mange detaljer om mandens liv. Det var kort sagt en lidt trist skæbne.

Efter morgenmaden så vi fire små flyvemaskiner, der fløj i formation, og som kom igen adskillige gange. Senere på dagen fandt vi ud af, at det var United States Navy Training Wing 4, der havde øvelsesflyvning for militære piloter.

Lidt forsinket brød vi op og kørte ind til Lake Havasu City og ordnede nogle ærinder, inden vi fortsatte nordpå til et stykke af den legendariske rute 66. Det var en hovedvej, der gik fra Chicago til Los Angeles. Oprindeligt var det folk i industribyerne, der søgte lykken på ny i Vesten under tredivernes krise. Senere kom folk, der ville opleve noget. I 50’erne var det den ultimative turistrejse. I dag lever ruten i høj grad af nostalgien. Det var en ualmindelig naturskøn strækning med ørken og bjerge. Vi fandt et godt sted at overnatte højt oppe i bjergene med en vid udsigt.

7. februar 2016

En meget spøjs ting: Vi kan ikke finde ud af, hvad klokken er. Det vil sige, vores mobiltelefoner kan ikke finde ud af det, fordi de indstiller klokken automatisk efter den tidszone, vi er i. Men nu har vi gennem et stykke tid kørt i Arizona langs grænsen til Californien, som også er grænse mellem to tidszoner, så er automatikken blevet helt forvirret.

Det var koldt om natten og om morgenen, men vi var også i ca. 1000 meters højde. Det var også smukt – med en vrimmel af fotomotiver.

Vi kørte nu ned til Kingman og så museet for rute 66. Der var opstillet en prærievogn eller prærieskonnert, som de kalder dem her. Det var gjort på sådan en måde, at man fik et levende indtryk af vilkårene. I et andet lokale var der opstillet en lille lastbil fra trediverne fyldt med en families habengut i jagten på en ny og bedre tilværelse. Nogle samtidige fotos gjorde et dybt indtryk.

Vi fandt et fint sted ude i bjergene nordvest for byen, hvor vi kunne overnatte.

8. februar 2016

Endnu en gang vågnede vi op til en smuk solopgang.

Vi fortsatte nordpå. Det var en meget lang – næsten 100 km helt lige vej stort set uden bebyggelse. Ved Hoover Dam, den mægtige dæmning lige på overgangen mellem Arizona og Nevada, gjorde vi holdt. Vi gik rundt på dæmningen og gøs, når vi kiggede ned af den over 200 m høje betonmur. Vi fik også en omvisning i kraftværket. Dæmningen er færdiggjort i 1935 og regnes for en af USA's største ingeniørbedrifter. Det var kort sagt meget imponerende.

Men tiden gik, og det blev sidst på eftermiddagen. Det lykkedes os at finde en parkeringsplads ved et casino i en by, der hedder Henderson, som vel må betragtes som en forstad til Las Vegas.

9. februar 2016

Da vi i august-september begyndte at lede efter en bil på internettet, kontaktede jeg tre Fordforhandlere. En af dem svarede bl.a., at han tidligere på året havde solgt en bil til et belgisk par.

Det belgiske par, Marc og Herlinde, mødte vi i dag. På en parkeringsplads foran et supermarked i Pahrump, Nevada. Vi skulle købe ind til adskillige dages ophold i Death Valley, så det tog sin tid. De havde set vores camper og ventede på, at vi skulle komme. De havde nøjagtig samme camper som os. De havde også samme model truck. Også benzindreven og med de samme begrundelser. Vores truck er bare et år ældre, fordi den er købt brugt, mens deres er ny.

Det var også sjovt at tale med dem, fordi det er det første par, vi har mødt, som er i helt samme situation som os. I januar mødte jeg et tysk par, men de kørte i deres tyskregistrede bil, og det giver nogle andre udfordringer i forhold til myndighederne. Med Marc og Herlinde kunne vi også dele erfaringer om indregistrering og forsikring. Det viste sig, at vores bilforsikring er alt for dyr, og at der er en fejl i den, så der bliver noget at tage fat på, når vi kommer tilbage til British Columbia. De havde også en masse nyttig viden om mange andre forhold, som vi blev klogere af.

Deres historie var helt utrolig. Bil og camper havde de først købt i maj måned sidste år, men de havde rejst uafbrudt med rygsæk og offentlige transportmidler siden 2007. På deres hjemmeside kunne jeg se, at de havde besøgt forskellige 70 lande. Her er et link til Herlinde og Marcs hjemmeside, som er på deres eget sprog.

Desværre blev der ikke tid til at snakke rejseoplevelser, for hele eftermiddagen var gået. Vi skulle også have købt gas og tømt tanke, så vi endte med at overnatte på en parkeringsplads i byen. Så må Death Valley vente til i morgen.

10. februar 2016

Death Valley er værd at vente på. Vi ankom ret tidligt og kørte ud for at se et sted, hvor der er mange forårsblomster. Der er en rig blomstring i år takket være et efter forholdene vådt efterår. Nogle gule blomster, der kan minde om margueritter, står visse steder næsten som et gult tæppe. Kigger man nærmere efter, vil man opdage adskillige andre blomster. Særlig smuk er five spot med sine fem lilla pletter (billedet). Vi nåede også at gå ud på saltfladerne ved Badwater, som er det lavest beliggende punkt i Nordamerika med 85 m under havets overflade.

Desert Five-spot

Det var et første – og på grund af blomstringen overraskende indtryk af Death Valley.

11. februar 2016

Vi tog ud af samme vej igen til et sted, der hedder Natural Bridge, som er en stenbro, der går over en canyon. Jeg gik en tur op gennem canyonen og kom til et sted, hvor man skulle klatre. Det gik også. Det gik også med at komme ned igen, men det var som ventet noget sværere.

Efter middag kørte vi til et sted, der hedder Zabriskie Point. Det er et udsigtspunkt, hvor man ser de utroligste former og farver på fjeldene, og enhver med et kamera står i fare for at gå amok. Se billedet herunder.

På vejen op mødte vi et ungt par fra Sydjylland med et barn på et halvt år. Det var sjovt at tale med dem, og det er første gang siden jul, vi har mødt nogle, der taler dansk.

Om aftenen var der foredrag i auditoriet om prærieulve. Det særlige ved dem er, at de hyler eller synger, og deres lyde betyder mange forskellige ting. Det er nærmest et uartikuleret sprog. Der var rigtig mange mennesker i auditoriet, men foredraget var lidt for tyndbenet og blev temmelig poppet, når hele forsamlingen skulle hyle som en ulv!

12. februar 2016

Dagen startede med en tur gennem Golden Canyon (se billedet). Turen var guidet og ledet af en ranger, der hedder Laura. Hun var utrolig inspirerende og samtidig pædagogisk. Det var formidling på et højt niveau og samtidig helt dernede, hvor alle vi, der er uden forudsætninger, kunne følge med. Vi fik en forklaring på, hvordan det nordamerikanske kontinent strækker sig, og hvordan det påvirker det ejendommelige landskab her.

Jeg gik derefter på fototur i canyonen, mens Ranveg blev i camperen. Når jeg går alene med mit kamera, fototaske og stativ, har det samme virkning, hvad enten det er i en canyon eller på stranden derhjemme: Jeg får altid mange kommentarer fra forbipasserende, og nogle standser op og snakker. Det skete også her. Der kom en asiatisk familie med to børn. Manden ville have mig til at vurdere indstillingerne på sit eget kamera, om der var noget, der skulle ændres. Det var der. ”Rejser du alene?” ville de vide. ”Nej, min kone er i camperen og er ved at lave middagsmad.” Det syntes de, lød helt fantastisk. Men Danmark havde de ingen anelse om. Jeg fortalte dem lidt, og så sagde de, at der ville de tage hen, når børnene blev store.

Efter middag kørte vi rundt og så flere af de fantastiske steder.

Om aftenen var der igen foredrag. Denne gang om flagermus. Det er nogle fantastiske skabninger. De kan flyve helt oppe i mange tusind meters højde med en fart på næsten 100 km/t. Deres evne til at orientere sig udelukkende ved at lytte til ekkoet fra de højfrekvente lyde, de udsender, og uden at kunne se, er helt utrolig. Det var højt specialiseret viden formidlet på en folkelig måde. Det var folkeligt i den bedste betydning af ordet, mens det, vi hørte i går, var folkeligt i betydningen festligt, folkeligt og fornøjeligt.

13. februar 2016

Vi mødte klokken 9 på et udsigtspunkt, der hedder Dantes View. Her var der en ranger, der fortalte om salt. Emnet var oplagt, fordi der er så meget salt, der udkrystalliseres i området. Stedet var velvalgt. Det ligger næsten 1700 m.o.h., og man har en fantastisk udsigt over den saltflade, som en gang har været en sø, og som udgør centrum i Death Valley 85 m under havets overflade. Han fortalte, at man for nylig har lavet en boreundersøgelse og fundet ud af, at der er 9000 fod ned til grundfjeldet.

Om eftermiddagen tog vi til Badwater igen, som ligger lige nedenunder Dantes View, men der er 1½ times kørsel. Her var det igen Laura, der fortalte om saltsøen og viste os nogle strukturer i saltoverfladen, som vi ikke havde set første gang, vi var der.

14. februar 2016

Vi begyndte dagen med at tage camperen af trucken. Vi har kun gjort det én gang før og kom til at tænke på det belgiske par, der kørte i en truck og en camper magen til vores, som kun havde taget camperen af én gang, fordi det havde voldt dem så mange problemer – bl.a. en smadret baglygte. Nu får vi se, hvordan det går, når den skal sættes på igen. Men det er praktisk at kunne tage den af, for jeg skulle ud på fototur, mens Ranveg skulle blive i camperen.

Morgenstunden var ualmindelig flot, men i løbet af formiddagen blev det diset og overskyet – ikke lige noget for en naturfotograf. Først kørte jeg en tur i et landskab, der så spændende ud på kortet, men det var ikke så interessant og slet ikke i det lys. Over middag kom der solstrejf, og det blev til en dejlig fototur. Jeg kørte ud til et sted, der hedder Hole in the Wall. Jeg troede, det var en klippevæg med et stort hul i, men det var snarere en klippe, der var hullet som en gammel ost. Vejen var lang og til firhjulstræk, og der var ikke ret mange, der tog turen.

Det var der derimod på dagens sidste mål, som gik tilbage til Artist Drive, som vi kørte sammen for et par dage siden. Her er klippeformationer i de mest utrolige farver, og det blev til et utal af fotostop. Og strækningen byder stadig på enorme mængder af ubrugte fotomuligheder.

Om aftenen hørte vi ranger Laura fortælle om, hvordan man definerer wilderness – ikke helt det samme som vildnis eller ødemark. Begrebet omfatter det vilde dyreliv. Hun gjorde det dygtigt og dialogbaseret med massevis af input og spørgsmål fra salen. Der var en dreng på højst 10 år, der stillede mange relevante spørgsmål. Fin aften.

15. februar 2016

Det gik fint med at sætte camperen på igen. Det mest udfordrende er at bakke lige – dvs. parallelt ind under den, for der er kun et par centimeter i hver side. En mand, vi havde mødt første gang ved dumpstationen, delte sine erfaringer med os. En anden mand kiggede meget interesseret på os, lagde jeg mærke til uden ellers at hæfte mig ved det. Da vi havde fået camperen monteret, kørte jeg over for at tømme tankene, og dér kom denne mand hen til mig og sagde på noget, der ligner dansk: ”I er fra Danmark?” Det viste sig, at han var fra Bergen, men var udrejst for 50 år siden og boede nu i San Fransisco. Lidt efter kom hans kone, som også var norsk, men de havde mødt hinanden i USA. ”Lige børn leger bedst,” som manden sagde.

Efter at tankene var ordnet, tog vi camperen af igen, og jeg tog på en ny fototur denne gang gennem Titus Canyon. Det var en meget lang tur, som tog hele dagen. Der var en times kørsel til turens udgangspunkt, en lille grusvej. De første mange kilometer gik med langsom fart gennem et fladt terræn. Da jeg kom hen til bjergene begyndte det spændende med en snoet bjergvej, der gik op i et pas i ca. 1600 meters højde. Vejen var smal til kun én bil. Den var heldigvis ensrettet. Mange af svingene var så skarpe, så det f.eks. i et højresving var nødvendigt at holde øje med, at venstre forhjul ikke kom for tæt på kanten, og samtidig være opmærksom på, at højre bagende ikke kom for tæt på klippevæggen. Det var ikke på noget tidspunkt farligt, men det var udfordrende for chaufføren. Oppe i højderne var landskabet farverigt imponerende. Et stykke nede lå en lille spøgelsesby, Leadfield. Længere ned gik vejen ind gennem canyonen, der var dramatisk med mange sving og høje stejle sider og visse steder meget smal – enkelte steder ikke ret meget bredere end en garageport.

Det blev naturligvis til rigtig mange billeder, men canyonen lykkedes det mig desværre ikke at gengive, så jeg kunne formidle den oplevelse, jeg selv havde. Til gengæld blev der nogle flotte billeder af aftenhimlen over campingpladsen.

Da jeg kom tilbage til camperen, kunne Ranveg fortælle, at hun havde haft besøg af det belgiske par, som havde været der hele eftermiddagen.

16. februar 2016

For 10 år siden købte vi ny bil. Den gamle var da 10 år gammel, og det var slående, hvor meget nyt der var sket på bilfronten i mellemtiden. Nu er den ”nye” bil 10 år gammel, så med vores Ford har jeg igen oplevet, hvor meget nyt der kommer i løbet af 10 år.

Forden har f.eks. et display, der forsyner føreren med en mængde oplysninger. Dagen efter vi ankom til Death Valley, fik jeg denne hilsen: ”Engine oil change soon” – snarlig skift af motorolie. Det var lidt ærgerligt, at det ikke var kommet bare dagen før, da vi var i en større by, hvor det let kunne have været ordnet. Death Valley ligger så afsides, at det ville kræve en overnatning at køre tilbage. Nå, jeg tænkte, at det sikkert ikke er mere alvorligt, end at det kan vente. Men Death Valley er meget stor. I løbet af ugen har vi kørt over 700 kilometer alene i naturparken. Men så i går til aften kom der en ny besked på displayet: ”Oil change required” – olieskift nødvendigt. Nu blev jeg trods alt lidt urolig. Heldigvis viste det sig, at der var et lille enmandsbilværksted i parken, og han ordnede det. Men han havde selvfølgelig ikke tid om morgenen, så dagen blev hakket noget op. I øvrigt sagde han: ”Du skal bare tage det roligt. Det kan sagtens vente, men at køre ”hjem” til British Columbia er for langt uden olieskift.” Det var også min umiddelbare tanke, men når man får smidt ”oil change required” i hovedet, hver gang man kaster et blik på instrumentbrættet, bliver man alligevel lidt urolig. Grundlæggende anser jeg den nye teknik for at være helt vidunderlig, men det har også en bagside. Det gav i øvrigt også anledning til at tjekke kilometertælleren. Den viser, at vi nu har kørt over 10.000 km, siden vi købte bilen sidst i november.

På vej ud på fototur kørte jeg bag en camper magen til vores. Jeg indhentede den, og da den drejede til venstre, sad belgierne og vinkede. Jeg standsede, og vi fik en hyggelig snak. Det har været rigtig godt at lære dem at kende, for vi har lært noget af dem, og de har lært noget af os. De skulle blive i parken lang tid endnu. Man kunne sagtens bruge tre uger der eller længere tid.

Jeg kørte ud og så nogle sandmiler, men det var blevet alt for varmt til at gå ud i dem.

I en butik mødte jeg et dansk par. De skulle videre til San Fransisco og derefter Los Angeles – alt sammen på en uge. De ville komme til at køre hele tiden og ikke nå at se ret meget. Vi har mødt det samme hos andre på ferietur. Der ville komme en bedre tur ud af at begrænse det til nogle færre mål med mindre kørsel og bedre tid hvert sted. Før vi selv blev så privilegerede, at vi blev langtidsrejsende, gjorde vi flere gange den samme fejl med alt for stramt program i forhold til tid og afstande.

Om eftermiddagen fik jeg bilen ordnet på værkstedet og nåede endnu en tur på Artist Drive. Solen gik dog ned bag bjergkammen på den anden side af dalen, og så mistede motiverne noget saft og kraft.

Sammen kørte vi op på et højdedrag og nød den flotte aftenhimmel.

17. februar 2016

Bortset fra at solopgangen var ualmindelig flot, er det en rigtig øv-dag. Nu skal vi begynde hjemrejsen. Vi har billet fra Vancouver til København den 10. marts. Vi skal hjem og finde en løsning på vores boligsituation, så der er ingen vej udenom. Bil og camper skal opmagasineres i Canada, men vi vender snarest muligt tilbage, for vi har virkelig fået smag for at være langtidsrejsende. Det er en herlig tilværelse med så mange nye indtryk og så mange spændende oplevelser. Alene det hjørne af USA, vi har besøgt, har så meget at byde på, at der er stof nok til et meget længere ophold. Så er der resten af USA, hele Canada og …

Efter morgenmaden fik vi camperen monteret uden de store vanskeligheder og kom af sted. Igen fik vi en oplevelse af, hvor stort landet er. Der var næsten 200 km til det, vi troede var den nærmeste by, men som viste sig kun at være et vejkryds med en masse benzinstationer. Vi fortsatte til Barstow. Efter en uge i vildmarken har vi brug for at få købt ind, ligesom vi har brug for at finde et vaskeri. Og wifi. I nationalparken var deres wifi i stykker, så vi har ikke hørt nyt fra familien eller verden i hele den tid.

Nu er nationalparken skiftet ud med en parkeringsplads foran Walmart.

18. februar 2016

Først indkøb så møntvaskeri, hvor vi havde seks maskiner i gang på en gang. Selvom de kørte samtidig, tog det alligevel sin tid, så det var begrænset, hvor meget vi fik kørt. Inden det blev mørkt, kørte vi ind i Mojave og fik lov at overnatte på en parkeringsplads foran et supermarked. Uden for byen ligger en vindmøllepark, som nærmest er en hel skov. Jeg har aldrig før set så mange møller på ét sted som her – bortset fra at jeg husker møllerne, da vi passerede stedet på en ferierejse i 2007.

En anden lille ting, som kan være en del af virkeligheden på en langtidsrejse. Et stort stykke brækkede af en tand. Hullet blev desinficeret og lukket med noget kit, som vores dygtige og betænksomme tandlæge i Løkken har givet os med. Hurra for hende.

19. februar 2016

Det er forår.

I Death Valley var det også forår med op til 31 graders varme og et blomsterflor, man ikke skulle tiltro det tørre sted. De 450 km siden da har ført os gennem ørken og over bjerge. Efter Mojave skiftede landskabet. Vi kørte gennem nogle høje bølgende bakker med de smukkeste klipper. Men det, der sprang mest i øjnene, var det friske grønne græs. Og da vi kom ned i Central Valley, var det som at køre i et sneklædt landskab. Frugtplantagerne stod i blomst. Kilometer efter kilometer. Og sådan er det fortsat op gennem dalen. Da vi var her i 2007 var alt afsvedet af solen. Og sådan var det også, da vi kørte sydpå i december måned. Tørken, der har stået på i fire år, er slut, selvom meteorologerne mener, at underskuddet af nedbør ikke bliver nået i år.

20. februar 2016

Vi har fortsat med at køre forbi blomstrende frugtplantager hele dagen. På førersædet udviklede der sig nogle fantasier om, hvor skønt det måtte være at arbejde i sådan en plantage og gå i blomsterduft hele dagen sammen med summende bier. Fra passagersædet kom der nogle bemærkninger om alle de sprøjtegifte, amerikanerne bruger, og den ringe fødevarekvalitet. Hm… enhver sag har mindst to sider.

De lave bjerge, der omgiver dalen, er klædt i frisk grønt græs. Nogle steder er der ungdyr på græs. Det er noget helt andet end det afsvedne landskab, vi husker fra tidligere. Vi kom til at tænke på H.C. Andersens ord om, at grønt er godt for øjnene.

Vi kørte temmelig langt i dag. Normalt er trafikken rolig og ordentlig. Men der var alligevel to situationer, der kunne have været farlige. Vi kørte i højre bane på motorvejen, da en overhalende lastbil trak alt for tidligt ind, så jeg måtte lave en undvigemanøvre ud i nødsporet. Lastbilerne er mindst lige så store som de nye modullastvognstog derhjemme, og de kører over 100 km/t.

Den anden situation opstod også på motorvejen. Der var en del trafik, og vi kørte i det midterste af tre spor, da jeg opdagede en sort sæk med indhold ligge på vejen. Heldigvis lå den på striberne til højre for os, men det er ikke rart at tænke på, hvad der kunne være sket.

Sidst på eftermiddagen skulle vi bare have en lille pause og tog en tilfældig frakørsel på motorvejen. Det viste sig at være et casino, som havde god wifi. Da det var sidst på dagen, besluttede vi at blive natten over. Der holdt en camper i et af de fjerneste hjørner på parkeringspladsen, så vi tænkte, at det må være i orden at holde i nærheden.

Det var lidt for tidligt at gå i gang med at forberede aftensmaden, som bestod af svinekød i tern, kartofler og forskellige grønsager. Da både Ranvegs computer og min mobiltelefon skulle oplades, satte hun sig på min plads, så ledningen kunne nå, og jeg lagde mig tilrette på tværs oppe i sengen med en pude under hovedet og en anden under fødderne. Så kunne min ledning også nå. Sådan hyggede vi os en times tid, da det bankede på døren. Jeg vidste med det samme, hvad det var, for jeg havde været ude at løbe en tur og havde set, at der både var en rv park (campingplads) og en meget stor parkeringsplads med lastbiler og campere, men valgte at ignorere det, fordi vi havde så god wifi. Ganske rigtigt, vi måtte ikke holde der, og jeg måtte spille den uskyldigt intetanende. Men opsynsmanden var ualmindeligt imødekommende og kørte i forvejen og viste os en plads mellem camperne på parkeringspladsen. Heldigvis var vi ikke gået i gang med aftensmaden, for så havde det ikke været så let at flytte. Det viste sig, at der var lige så god wifi på den del af parkeringspladsen. Sjældent har vi fundet wifi, der fungerede så godt på en parkeringsplads og så langt væk fra hovedbygningen.

21. februar 2016

Det går nordpå gennem Californien. I dag forlod vi Central Valley og begyndte at køre op i bjergene. Nede i dalen er det forår. Frugtplantagerne har jeg omtalt de forrige dage. Det minder om anden halvdel af april derhjemme, hvor græsset er grønt, og træerne står med tykke knopper parat til at springe ud. Det lidt kølige vejr minder også om april. Vi valgte at overnatte i Yreka, der er den nordligste by i Californien. Her overnattede vi i øvrigt også på vej sydpå.

22. februar 2016

Yreka ligger lidt oppe i bjergene ca. 750 m.o.h. Derfra går det videre opad, og vupti har vi forladt Californien og fortsætter i det bjergrige og smukke Oregon. Det er som at komme til en anden verden. Vi føler os hensatte til den skandinaviske fjeldverden (Norge), selvom vi befinder os på højde med Napoli. Her er det forår. Det er koldt med 12 grader om dagen og 3 om natten. Men solen skinner, himlen er blå og græsset grønt. Og asfalten er væsentlig bedre end i det velstående Californien, så det gik med god fart. Da vi kørte sydpå i december havde det regnet uafbrudt i 14 dage.

23. februar 2016

Vi havde samme problem i dag med at finde et sted at holde. Vi var havnet i Portland i et ældre kvarter i byen. Først måtte vi finde et sted med wifi. Det kunne vi godt. Vi fandt endda to steder, men begge steder var det umuligt at parkere. Så fandt vi et Walmart, men her måtte vi ikke holde. Nogle steder er begrundelsen, at varehuset ikke ejer parkeringspladsen. Andre steder, at kommunalbestyrelsen har udstedt et generelt forbud. Så er der ikke andet at gøre end at køre videre, hvis man ikke vil betale overnatning på en campingplads. Og det vil vi helst ikke.

Vi fandt så et casino 30 km nord for byen. Stille, roligt og godt.

24. februar 2016

Videre nordpå – bl.a. gennem en overbelastet motorvej ved Seattle, hvor trafikken gik næsten helt i stå.

Vi spiste frokost på en parkeringsplads ved et supermarked. De havde en Starbucks cafe, og jeg satte mig ind for at læse emails osv. Ved et bord ved siden af begyndte en mand med en meget gennemtrængende stemme at diskutere politik. Det varede dog ikke ret længe. Et langt stykke tid efter lød den samme gennemtrængende stemme: ”I’m mentally disrupted!”

Canada

25. februar 2016

Canada bød os velkommen tilbage på den gode måde. Grænseovergangen gik let og smertefrit, og det var det fineste forårsvejr. Gps’en kunne dog ikke lige i farten finde ud af, at vi var kommet til et andet land, måske fordi vi kun holdt 100 m fra grænsestationen. Senere opførte den sig dog som forventet.

Det var blevet eftermiddag, fordi vi havde en del praktiske ting at ordne om formiddagen. Vores mål var Fordforhandleren, ikke fordi der er problemer med Forden, men fordi vi havde nogle spørgsmål til forsikringsagenten. Det var næsten lige som at komme hjem med masser af gensynsglæde. Det er et meget stort firma, men den øverste chef, som også er familiefirmaets indehaver, er meget synlig. Han var den første vi mødte, og han skulle høre om vores tur. Det samme gjaldt sælgeren, receptionisten og chefens søn, der er afdelingsleder. Det var rigtig hyggeligt. Vi troede, der var en fejl i vores forsikring, og at vi har betalt alt for meget. Det har vi ikke, kunne han fortælle uden nogen som helst form for medfølelse.

26. februar 2016

Vancouver er kun én af en lang række byer, der er vokset sammen til et byområde, hvor der bor 2,4 millioner mennesker. Vi skulle finde en bådforretning i en by, der hedder Port Coquitlam, for at købe en undermadras, så der kommer luft mellem vores madras og underlaget for at undgå kondens, som er et stort problem, når det er koldt udenfor. Efter lidt søgen og selvfølgelig brug af gps fandt vi adressen, men ingen forretning. På et bilværksted ved siden af var der en hjælpsom kontordame, der kunne fortælle, at de havde købt huset for en måned siden, og bådforretningen var flyttet. En telefonopringning afklarede, at ejeren af forretningen stadig ledte efter nye lokaler, men han ville godt kunne sende undermadrassen til os. Vi besluttede dog, at det er bedre at vente med at få den, så vi ikke risikerer, at den først kommer efter, at vi er rejst hjem.

Vi kørte så imod Kelowna. Det er en meget lang vej med mange bjerge og meget smukt. Ved fem tiden om eftermiddagen kørte vi ind på en campingplads ved vejen. Det var en lille plads, og vi var vist de eneste. Indehaveren fortalte, at han havde boet i Kelowna, hvor han havde haft sin egen virksomhed. Da han blev pensioneret, begyndte han at kede sig og købte så campingpladsen. Nu keder han sig ikke mere.

27. februar 2016

Der var en dejlig luft fra floden og grantræerne om morgenen. Her er det det allertidligste forår. Vi talte igen med indehaveren, der gav os flere gode oplysninger om at rejse i Canada. Han fortalte også, at man kan vaske guld i floden. Han havde selv fundet noget, men benægtede på det kraftigste, at det var blevet til en formue. Han anbefalede et spisested i den nærmeste landsby, som desværre viste sig at have lukket i flere uger på grund af forårsrengøring. Vi havde ellers besluttet, at vi ville flotte os med at spise ude i anledning af, at vi er kommet tilbage til Canada. I den næste by fandt vi en thai restaurant, som serverede fortræffelig mad.

Det var en meget smuk køretur. Oppe i ca. 750 meters højde var der is på en sø, og vi så tre mænd sidde ude på isen og nyde solen i havestole med fiskestænger. I Kelowna gjorde vi nogle planlagte indkøb og fandt en campingplads. Her bliver vi, indtil vi skal hjem.

28. februar 2016

Canada har forandret sig i de tre måneder, der er gået, siden vi var her sidst. Til det bedre endda. Da vi købte ind til aftensmad, opdagede vi til vores overraskelse, at vi kunne få vin i supermarkedet. Ekspedienten forklarede, at det kun er to uger siden og nyt i hele Canada, men det havde taget 50 år at nå så langt. Systemet er som i Norge, Sverige og Finland. Vin, øl og spiritus kan kun købes i særlige forretninger. Her hedder de Liquor Store. Det er måske ikke helt retfærdigt, men jeg føler mig altid lidt fordækt, når jeg går ind og handler sådan et sted, som om der var noget skummelt ved det.

Ellers er dagen gået med at være flittig. Ranveg har smurt trælåger og lister ind i møbelolie, og jeg har vasket camper og bil udvendigt. Det sidste gav anledning til flere muntre bemærkninger fra forbipasserende.

29. februar 2016

Praktiske opgaver i dag. Af sted til camperforhandleren for at få ordnet en række småfejl. Dejligt at få det lavet og godt at få svar på vores spørgsmål.

Det meste af dagen gik med det. Til aften blev det til en hyggelig samtale med indehaveren af campingpladsen.

Næste side: Marts 2016

Forrige side: Januar 2016