Mexico

1. november 2016

I dag kørte vi ind i Mexico. Det blev en helt speciel dag – ikke mindst på grund af de mange flinke hjælpere, vi mødte i dagens løb.

Vi havde overnattet på en parkeringsplads i grænsebyen Nogales tæt på grænseovergangen.

Dagen begyndte fint med, at vi stod tidligt op og kom tidligt af sted, som vi burde efter råd i guidebøger og andre steder. Da vi kom til den amerikanske side af grænseovergangen, var der ikke et menneske, vi kunne spørge, og ingen steder at parkere. Inden længe dyttede de bagved. Så vi fortsatte og tænkte, at vi kommer nok til det rigtige sted. Det gjorde vi ikke. Pludselig holdt vi ved den mexicanske grænsekontrol.

Det var ikke så godt, for det er meget vigtigt, at vi bliver stemplet ud af USA, og at de får den lille grønne seddel tilbage, som de havde klipset ind i vores pas.

Vi fik lov at parkere ved den mexicanske station, og de viste os, hvordan vi kunne gå tilbage til amerikanerne. Da vi forelagde dem sagen, var de yderst hjælpsomme. Vi blev stemplet ud på behørig vis, og de viste os, hvordan vi skulle komme tilbage. Det var nemlig ikke helt enkelt, for der var hegn og gitterlåger med lås for.

Tilbage ved mexicanerne skulle vi have vores turistvisum. Det er et lille, men vigtigt stykke papir. Men det koster 26 dollars pr. styk, og det kan ikke betales med et plastickort. Mexicanske pesos havde vi endnu ikke fået, men dollars kunne også bruges. Uheldigvis betalte jeg vores indkøb i går aftes med kontanter, så jeg havde kun 50 dollars tilbage. OK, sagde grænsebetjenten. Det kan man vist ikke forestille sig derhjemme, for så stemmer kassebogen ikke.

Næste skridt var en midlertidig importtilladelse for bilen. Det foregår ved hovedvejen 31 kilometer inde i landet. Vi kørte glade af sted, men efter nogle kilometer skulle der betales et lille beløb i vejafgift. Nu havde jeg brugt de sidste dollars og havde som sagt endnu ikke pesos. Den unge mand i boksen vidste ikke, hvad han skulle gøre. Jeg tilbød ham canadiske dollars, men det duede ikke. Derfor undlod jeg at tilbyde danske kroner. Der blev hurtigt en lang kø. Pludselig kom der en mand fra en af bilerne bagved og spurgte, hvad problemet var. Han havde allerede regnet det ud på forhånd, for inde i hånden havde han det aftalte beløb og betalte for os.

Så meget klogere indså vi, at vi var nødt til at skaffe nogle pesos. Vi kørte derfor ind i centrum af Nogales, selvom rejsebøgerne advarer mod det, for at finde en bank. Da vi parkerede lige overfor banken, kom der straks en securitymand og spurgte, hvad vi skulle, og fortalte, at det var en privat parkeringsplads, og at vi ikke måtte holde der. Men da jeg sagde, at jeg bare skulle over i banken og hæve penge, var det i orden.

Det viste sig, at det ikke var ”bare” lige at hæve penge. Der var fem hæveautomater og en meget lang kø. Endelig blev det min tur, men jeg blev afvist, hver gang jeg forsøgte. En ung dame i køen kunne engelsk og fik at vide af en ung mand, der kun talte spansk, og som vist nok var ansat i banken, at man ikke kunne hæve med Visa- eller Masterkort. Men henne om hjørnet lå der to banker mere. Det gik så bedre.

Tilbage på parkeringspladsen havde Ranveg stået og hygget sig med sikkerhedsvagten. Han havde blandt andet fortalt hende, at mexicanerne er meget familieorienterede. Lige nu er det allehelgen og allesjælesdag. Det er en stor familiehøjtid, som varer i weekenden og de følgende tre hverdage. Havde han ikke været på arbejde, ville han selv have taget hjem til sin hjemby i Sinaloa. Man samles på kirkegårdene, hvor man har mad og drikke med og hygger sig sammen, og der foregår nogle tivoliagtige ting. Ranveg spurgte, om de græd, når de var sammen. Han havde svaret, at nogle græd, men de fik som regel også noget at drikke, og så græd de endnu mere.
Nu havde vi penge, og vi måtte videre. Vi havde bestemt, at vi ville til San Carlos, en ferieby ved Den californiske havbugt, en tur på cirka 400 kilometer.

Da vi skulle have den midlertidige importtilladelse til bilen, mødte vi det mexicanske bureaukrati i hele dets vælde. Først skulle vi henvende os i en bod og få fotokopier af turistvisum, bilens indregistreringspapirer og mit kørekort. Det kunne vi så betale for i landets egen mønt.

Næste trin var banjercito, der udsteder tilladelsen. Efter at have stået i kø i lang tid kom vi til en mand, der kun talte spansk. Han kunne ikke forstå bilens vægtangivelser på registringsattesten, og fik fat i en, der talte nødtørftigt engelsk. Han var stadig usikker på, hvad det skulle betyde. Derfor sendte han os over til tolden, og en toldembedsmand skulle så inspicere bilen. Ved lugen stod et par, og deres sag tog meget lang tid – altså MEGET lang tid. Endelig blev det vores tur, og vi gik ud til bilen, og det viste sig, at der ikke var nogle problemer i det.

Så måtte vi tilbage til banjercito – bagerst i køen. Her kom vi til at hygge os med et ældre canadisk par, som var snowbirds. De tilbringer hele vinteren i Mexico, så de var bekendt med proceduren og kunne fortælle flere historier om det. Der var også en amerikansk mand, som skulle over grænsen for første gang. Han havde ikke fået de rigtige papirer med, kunne canadieren forklare ham. Vi sagde, at vi nok skulle holde pladsen til ham i køen. Da han kom tilbage og havde fået taget fotokopier undervejs, havde vi ikke flyttet os en meter.

Herfra gik det let. Vi fik vores klistermærke, som skal sættes i forruden, og kunne nu køre sydpå.

Vi havde travlt. 400 kilometer er langt, når formiddagen næsten var gået, og det bliver mørkt før klokken seks. Den første time eller mere var vejen elendig. Den var ujævn. Der var vejbump. Vejbump i Mexico er ikke som derhjemme. Man skal helt ned i fart – første gear. Og der var bygennemkørsler. Endelig kom vi til betalingsvejen. Det amerikanske udenrigsministerium anbefaler, at man kun kører på betalingsveje af sikkerhedsgrunde. Her var vejen for det meste af god til prima kvalitet, og vi fik hurtigt tilbagelagt mange kilometer.

Men i Hermosillo, en by med 800.000 indbyggere, kunne vi godt se, at vi ikke kunne nå til San Carlos inden mørkets frembrud. Gps’en, der er i hopla igen, viste, at der kun var tre kvarter til solnedgang, så det var umuligt at nå de 130 kilometer, inden det blev mørkt.

Da vi var på vej ud af byen igen holdt vi ind ved en tankstation for at finde ud af, hvad vi så skulle gøre. At overnatte på parkeringspladser, som vi har gjort utallige gange i USA og Canada, frarådes i Mexico. Selvom Hermosillo er så stor, er der ingen campingplads. Andre rejsende har fortalt, at de somme tider har fået lov at overnatte på en parkeringsplads ved et hotel, så vi tænkte, at det må vi prøve. Det nærmeste hotel, gps’en kendte til, lå et par kilometer inde i byen. Vi fandt det let. Det så rigtig fint ud. Manden i receptionen var meget imødekommende, men da han havde talt med chefen i telefonen, var det nej. Vi takkede pænt og blev enige om at prøve det næste hotel. Men ude på parkeringspladsen kom parkeringsvagten hen og spurgte, om han kunne hjælpe. Han forstod vores situation og forklarede vejen til en bevogtet parkeringsplads ved en tankstation. Det var let at finde og det viste sig at være et sted for lastbiler. Der var bom for og personale til at holde vagt og rigtig mange lastbiler. Der lugter godt nok af diesel og gammel tis på den varme asfalt, men hvor var vi glade for at finde et sikkert sted.

2. november 2016

Vi tog nu det sidste stykke vej til San Carlos. Det var godt, vi ikke gjorde det i går. Der var vejarbejde med fartbegrænsning på 60 det meste af vejen, så det tog et par timer.

Vi er i delstaten Sonora, og landskabet ligner det, vi kender fra Arizona. Det er ikke så mærkeligt, for Sonoraørkenen dækker det meste af Arizona. Vegetationen består af lave hårdføre buske samt saguarokaktus, den fire til fem meter høje kaktus med sine lodrette arme. Til forskel fra Arizona er den anden store kaktus, orgelpibekaktussen, udbredt her. I Arizona findes den kun i nationalparken ”Organ Pipe Cactus National Monument” i det aller sydligste Arizona, hvilket er dens nordligste udbredelse. Der var vi sidste vinter. Se mere her: Orgelpiber med tilhørende billedgalleri.

Bortset fra et par tankstationer og lidt landbrug, hvor der var mulighed for kunstvanding, var der absolut ingenting mellem de to byer. Guaymas er en havneby, og San Carlos er en ferieby, der ligger lige ned til stranden. Vi fandt campingpladsen og føler det nu, som om vi er på ferie! Vi har ikke været på en kommerciel campingplads siden vi var i Watson Lake i Yukon på vej nordpå i midten af juni. Det er bekvemt at holde lige ved en kloak, så vi er fri for at køre 25 kilometer hver vej hver anden dag for at tømme vores spildevandstanke, som vi måtte i både Tucson og Albuquerque.

3. november 2016

En rigtig dovnedag. Billedet ovenover er fra campingpladsen og skal illustrere den afslappede stemning. Vi udrettede absolut ingenting. Det er vores lille ferie! Vi sad længe og hyggede os over morgenmaden. Vi har på hele rejsen forkælet os selv med den bedste kaffe, der er til at få. Derfor er morgenkaffen noget helt særligt med hjemmebagt brød og den fineste honning. Det er også dagens eneste kaffe. Udenfor vinduet ser vi lige ind i kronen på et lille træ med fine fligede blade og 30 cm lange bælgfrugter. Mens jeg sad og kiggede på det, satte en kolibri sig på en gren. Kolibrien – der findes mange forskellige arter – er verdens mindste fugl. Den er ikke større end et meget stort insekt og lever af nektar fra blomster. De findes kun på den vestlige halvkugle.

Efter at have siddet ude i det gode vejr og læst gik vi en tur gennem byen, købte lidt mad ind og blev forundret over de lave priser.

San Carlos er en rigtig turistby, der ligger lige ned til stranden. Højsæsonen er ikke begyndt endnu, så der er stadig lidt stille. Sæsonen starter sidst i november og varer til marts-april.

For nu at runde sådan en dovnedag af på en ordentlig måde spiste vi aftensmad på en restaurant.

4. november 2016

Nu vi lige var kommet så godt i gang, tog vi endnu en afslapningsdag. Hen på eftermiddagen stod jeg og kiggede ned på stranden. Der er kun en befærdet vej mellem campingpladsen og stranden. Jeg stod og så på nogle pelikaner og iagttog, hvordan de fløj og landede og dykkede, og tænkte på, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg havde haft mit kamera med.

På vej tilbage måtte jeg vente på trafikken. Her standser man ikke uden videre for fodgængere som i USA og Canada. Der kom en politibil langsomt kørende med blå og rød blink. Da den kom nærmere kunne jeg se, at den var i spidsen for en lille kortege. På taget af den næste bil var der anbragt en helgenfigur. I de følgende biler sad der mennesker i festtøj, og den sidste bil var endnu en politibil med tre betjente.

Tilbage på campingpladsen spurgte en campist efter, hvad der var. Jeg fortalte, hvad jeg havde set, og så svarede han: ”I Mexico er noget at fejre hver eneste uge!”

5. november 2016

I dag skal vi videre til Álamos. ”Der bliver I glade for at være,” er der flere, der har sagt. Først kørte vi ind til Guaymas og købte et sim-kort til min telefon, så vi nu har et mexicansk telefonnummer. Det er rart at kunne ringe op i nødstilfælde, men det betyder også, at vi kan komme på internettet, selvom vi ikke har adgang til wifi. 4 gb for 50 dage. Det er ikke meget. Hjemme havde jeg 22 gb på en måned. Til cirka samme pris. Nå, men det gik glat, og det virker.

Inden vi forlod Guaymas, skulle vi lige have benzin. Her er der en tankpasser, der fylder på. Jeg spurgte ham om et spansk ord, og det betød, at han blev elskværdigheden selv, og vi havde en lang og hyggelig samtale med ganske få ord og masser af latter lige så længe, som det varer at hælde godt 100 liter benzin på bilen.

Undervejs holdt vi en pause, og pludselig var der et par børn, der kravlede op på kølerhjelmen, fordi de ville tjene en skilling ved at vaske ruden. Det kan ellers nok være, de blev jaget ned.

Vi nåede frem til Álamos sidst på eftermiddagen. Vi havde på forhånd fundet to mulige overnatningssteder. Det første havde lukket, men det andet viste sig at være et godt sted, da vi endelig kom frem gennem byens smalle gader med lavt hængende elledninger og grene. Der var kun to andre campister i forvejen. Det ene var en ung polsk familie med et lille barn. De har rejst meget længe, og før de fik deres barn, havde de rejst rundt i Sydamerika på motorcykel. Den anden var en amerikansk dame, der rejser alene. Da vi havde snakket lidt med hende, spurgte hun, om vi var fra Skandinavien. Det sker yderst sjældent. Folk tror, vi er tyskere, sikkert fordi der er mange tyske turister. Men så fortalte hun, at hun i mange år havde boet på de tidligere dansk vestindiske øer og stadig havde en lille grund på Skt. Thomas. Vi blev enige om, at i 2017 er det 100 år siden, Danmark solgte øerne til USA.

Vores køleskab var helt tomt, så vi var nødt til at gå ind til byen for at finde noget mad. Det var lige ved at være mørkt. Heldigvis er vores gps så fiffig, at den har en indstilling, så den også kan bruges, når man er fodgænger. Vi tog et billede af campingpladsen, inden vi gik. Så kan gps’en senere finde de koordinater, der automatisk er gemt i billedet. Er det ikke en vidunderlig verden, vi lever i?

I byen var der masser af liv. Der var en hyggelig og afslappet atmosfære. Mange familier var ude, og mange var klædt i deres pæneste tøj. Det gælder selv små børn på et par år. I Danmark klæder man kun små børn så fint, hvis der sker noget helt særligt som et bryllup eller lignende. På pladsen ved domkirken købte vi et måltid mad ved en bod og fandt siddepladser ved et bord, hvor der sad en mand på et halvt hundrede år og et par piger på 16-17 år. Vi hilste lige på hinanden, men koncentrerede os ellers om at spise. Da vi alle var færdige, sagde manden, der tydeligvis var amerikaner: ”Så, nu er vi færdige med at spise, så kan vi godt tale sammen.” Det gjorde vi så. Han fortalte, at han og konen havde haft en virksomhed i USA, som de havde solgt for mere end femten år siden og var flyttet til Álamos. Konen døde for halvandet år siden, men holdt fast i Álamos. Her var pigerne vokset op. Den ældste, som jeg fik en lang hyggelig snak med, fortalte, at søsteren følte sig mere som mexicaner end amerikaner. Når de talte sammen, skiftede de hele tiden mellem engelsk og spansk. Ligesom forældrene havde datteren en enorm rejselyst. For en måned siden var hun startet på college i USA og var nu ved at uddanne sig til jordemoder. ”Jo,” sagde hun, ”jeg vil have en uddannelse, jeg kan bruge til at rejse med.”

Således kan man ikke sige andet end, at Álamos har taget godt imod os.

6. november 2016

Vi startede dagen med at gå en tur på kirkegården, der ligger lige ved siden af campingpladsen. Gravene ligger ikke i samme sirlige orden som på en dansk kirkegård. Vi måtte nogle gange klemme os imellem to gravsteder for at komme frem. Hvordan man bærer en kiste til et gravsted midt inde på kirkegården, kan jeg ikke rigtig se for mig.

Inde i byen, der er på størrelse med Brønderslev, men langt mere kompakt, handlede det først og fremmest om at få købt noget mad ind. Senere måtte vi køre efter noget gas, da vi var løbet helt tør. Det lykkedes også at finde det.

Det polske par kørte desværre om formiddagen. Jeg ville gerne have hørt noget mere om deres rejser.

I den værste varme om eftermiddagen holdt vi os i skyggen ved camperen. Det vil sige, at Ranveg bagte brød, og der blev ulidelig varmt indenfor, mens ovnen var tændt. Men brødet var godt.

Om aftenen var vi inde i byen igen. Vi deltog i aftengudstjenesten, som samlede fuldt hus i den fornemme barokke kirke.

Igen købte vi aftensmad på kirkepladsen og nød den afslappede og hyggelige atmosfære.

7. november 2016

Vi tog på sightseeing i byen. Det sige, at der er egentlig ikke nogle seværdigheder i den forstand. Attraktionen er bymiljøet og den afslappede og charmerende atmosfære. Álamos er en såkaldt pueblo magico, en magisk by. Det er en teknisk betegnelse for et statsligt program, der yder tilskud til restaurering af bevaringsværdige huse. Det var tydeligt at se, at der var gjort en stor indsats på det område uden, at byen var overrestaureret. Det var gjort nænsomt og virkede autentisk. En eller anden fortalte os, at der bor cirka 400 amerikanere i byen. Nogle bor i de fornemt restaurerede huse, og de bliver også solgt til amerikanske priser, som det blev udtrykt, men ellers bor de spredt rundt i byen. Vi mødte flere, og de var begejstrede for at være der.

Godt trætte – ikke så meget af at gå som af varmen – tilbragte vi eftermiddagen på campingpladsen.

8. november 2016

Vi gik ind til byen igen for at se museet. Det var desværre lukket, fortalte en medarbejder, der låste sig ind, mens vi stod og læste opslagene. Vi havde sagt til ham, at vi skulle rejse videre i morgen. Lidt efter kom han ud og bød os indenfor. Fornemt. Der var selvfølgelig en hel masse om byens historie, men noget særlig interessant var en særudstilling om allehelgen og allesjælesdag, der fejres som en stor familiebegivenhed over flere dage, hvor man samles på kirkegården med mad og drikke og i en eller anden forstand er sammen med de døde – eller i hvert samlet om de døde. Der var skeletter og kranier klædt på til fest. Det er en måde at leve med det unævnelige og det utænkelige på.

Kirkepladsen, hvor der var et summende liv lørdag og søndag aften, er næsten mennesketom om formiddagen og over middag. Bortset fra at folk er på arbejde, er det ikke rart at være ude midt på dagen på grund af varmen. Vi trodsede dog varmen og beundrede musiktribunen midt på pladsen - billedet herunder.

Vi spiste et måltid mad ude i byen og gik tilbage til camperen.

Om aftenen fulgte vi det amerikanske valg på internettet. Det har været en sørgelig affære hele vejen igennem valgkampen. Efterhånden som stemmerne blev talt op, blev tendensen klar, og vi kender resultatet.

Det er slående, så mange amerikanere, vi har mødt, der har været desillusioneret på grund af det politiske system. Alt for mange har haft den holdning, at det ikke har nogen betydning, om de stemmer eller ej. Oven i det er kommet, at de ikke har kunnet lide nogen af de to kandidater. Det har også afholdt dem fra at stemme. Tænk, om de var kommet op af sofaen og sat deres kryds.

Se også billedserien Álamos - en magisk by

9. november 2016

Álamos var et dejligt bekendtskab, men nu er det på tide at komme videre. Vi skal til Mazatlan. Af hensyn til overnatningsmulighederne har vi valgt at tage to overnatninger. Derfor kører vi til El Fuerte, selvom det er en omvej. Vi kører igennem frodigt landbrugsland. Der er helt fladt, som om vi kørte fra Børglum over Vejby til Hjørring, men i det fjerne tårner bjergene sig op. Der er afgrøder på markerne i alle udviklingstrin, og nogle steder kører landmændene med såmaskiner. De kan formentlig høste flere gange om året.
I El Fuerte finder vi hurtigt det hotel, vi har kørt efter, hvor vi får lov at parkere omme bagved. Det er et lille hyggeligt sted, der er familiedrevet af en mor og en søn. Ved solnedgang kom en mand hen og præsenterede sig. Han var nattevagt, fortalte han. ”Jeg går rundt og spejder hele natten, men har aldrig set noget farligere end katte og mus.” Han var meget snakkesalig og lugtede lidt af spiritus.

Vi fik en rolig nat og så hverken kat eller mus.

10. november 2016

I 2008 holdt vi tre ugers ferie i Mexico og tilbragte den gang et par dage i El Fuerte, så vi ville droppe at se på byen. Billeder fra den tur kan ses på vores gamle hjemmeside www.rejsebacillen.dk Men vi slap ikke for at komme ind i centrum igen. Lige overfor hotellet lå en tankstation, hvor vi tankede op. Da de ikke kunne tage imod betaling med plastickort, måtte jeg betale med mine absolut sidste kontanter. Vi var med andre ord nødt til at finde en bank for at få hævet nogle penge. Jeg havnede igen i en bank, der ikke kan håndtere udenlandske kort, men her var bankautomaten så ufin, at den beholdt mit kort. Da jeg havde fået det tilbage, var der en anden kunde, der var så venlig at følge mig hen til en bank, hvor det kunne lade sig gøre. Den slags bliver altid besværliggjort af, at der stort set ikke er nogen, der kan engelsk.

Vi havde en god lang køretur foran os til Los Mochis og videre til Culiacan Rosales, som er delstaten Sinaloas hovedstad. Vi kørte efter nogle koordinater til et overnatningssted, vi havde fundet på nettet. De førte os mere end 20 kilometer syd for byen og gennem et landbrugsområde. Der var ikke noget her, der tydede på, at der skulle ligge et hotel. Vi var lige ved at vende om, men blev enige om alligevel at køre til destinationen. Og ganske rigtigt. Der var et stort flot resort, hvor vi fik lov at parkere natten over. Mod betaling selvfølgelig. Der var en flod, der løb ud i en sø med et rigt fugleliv. Det var faktisk et rigtig idyllisk sted, og der var også en del andre gæster.

11. november 2016

Nu er det sidste strækning til Mazatlan, hvor der er flere overnatningsmuligheder. Køreturen tog sin gode tid. Når vi har mulighed for det, kører vi på betalingsveje. Det anbefales af sikkerhedsgrunde. Men selv betalingsvejene er af skiftende kvalitet. Nogle gange kommer der meget fin asfalt. Vi sætter farten op til 90 og tænker, at nu kan vi endelig komme til at køre. Men efter et par kilometer bliver asfalten hullet, og farten må igen sættes ned til 70 for, at vi ikke skal blive helt rystet igennem.

Vi fandt overnatningsstedet, en campingplads, uden besvær. Det var noget dyrere end det, vi har betalt andre steder. Forklaringen var, at kursen var faldet voldsomt efter valget i USA, så de havde lige sat den op med 100 pesos. Det svarer til 30 kroner.

Efter at have tjekket ind fandt vi et supermarked og fik køleskabet fyldt op. Herunder en flaske rødvin.

Vi kan godt mærke, at vi er kommet langt syd på. Allerede i Álamos så vi en bananpalme med frugt, og i Culiacán var der kokospalmer – også med frugt. Her er der udenfor campingpladsen en nydelig allé med træer af samme type, som vi for nogle år siden så i det langt sydligere Costa Rica. Nogle af dem har en imponerende krone.

Der er kun nogle få hundrede meter til stranden, og det er måske derfor, luften er så fugtig. Temperaturen ligger på omkring 32 grader. Selvom det måske ikke lyder så slemt, gør luftfugtigheden det alligevel anstrengende.

Rødvinen nød vi til aftensmaden og talte om, at nu er det omkring den tid, hvor vi har været af sted et helt år. Og hvilket år har det ikke været!

12. november 2016

Vi kom igen til at tale om etårsjubilæet, men ingen af os kunne huske den nøjagtige dato. Heldigvis har vi vores dagbog, og det viste sig, at det faktisk var i går. ”Godt at vi skålede i går,” sagde vi i munden på hinanden.

Formiddagen brugte vi på at forberede den videre rejse. Til nytår vil vi vende tilbage til Mazatlan og tage en færge til Baja California, Den kaliforniske Halvø, når vi skal nordpå igen. Vi fandt færgelejet og billetsalgskontoret og stiftede igen bekendtskab med det mexikanske bureaukrati. Mens vi stod der ved skranken og fire personer var i gang for at sælge os en enkeltbillet til en bil med chauffør, en passager og en kahyt, kunne jeg ikke undgå at blive lidt irriteret over, at det ikke kan arrangeres på en mere strømlinet måde. Men det er Mexico. De er søde, hjælpsomme og imødekommende, og så sker det umærkeligt, at man bærer over med dem. Nu har vi i hvert fald en billet til den 2. januar.

Om eftermiddagen gik vi en tur på stranden og talte om den gang, da vi havde besluttet at tage på rejse, men hvor det stadig lå et par år ude i fremtiden. Den gang gik vi somme tider ture på stranden i Løkken og fantaserede om, hvordan det ville være at rejse i lang tid.

Maden er anderledes i Mexico, og vi kan ikke få helt det samme, som vi er blevet vant til at spise. Derfor blev vi enige om, at vi da også kunne spise mexikansk mad. Tortillaer kan købes færdige. Fyldet består af kød og bønner foruden krydderier. Men bønnerne viste sig at være fulde af sten. Nu har vi begge to mistanke om, at vi har brækket en tand. Så vi må finde en tandlæge på mandag.

13. november 2016

Den fugtige varme lægger en kraftig dæmper på aktivitetsniveauet. Fra det rimeligt akive rejsemode er vi uden at have truffet beslutning om det gået i feriemode. Jeg fik en hyggelig snak med vores naboer, der er et ældre ægtepar fra Edmonton. De tilbringer vinteren her for 13. gang, så de har vist sig at være meget vidende, når vi har brug for at vide, hvor man kan købe et eller andet. De har hængt et par ”fodertrug” op, som kolibrierne er begejstrede for. Om aftenen, fortalte hun, er fuglene væk, men så kommer flagermusene. Og ganske rigtigt. Om aftenen sværmede en flok flagermus rundt om fodertruget, der kun indeholder vand og sukkervand.

14. november 2016

Også i dag høvlede varmen toppen af energien. Vi var tidligt oppe og sagde til hinanden, at i dag skal vi til tandlæge og have vasket tøj, men vi nåede kun tøjet. Allerede ved otte- halvnitiden bliver varmen anstrengende. Vi gik i gang med at finde et vaskeri. Vi fandt nogle vaskerier på nettet. Efter at have fundet dem på kortet på computeren kan man skifte imellem kortvisning og satelitbilleder. På den måde kan man se, om der er parkeringsmuligheder foran vaskeriet. Vi fandt et sted og fik afleveret tøjet. Her er der nemlig ikke møntvaskerier, hvor man gør det selv. Nej, man afleverer det og henter det igen til aftalt tid vasket og nydeligt lagt sammen. Man betaler pr. kilo, og prisen svarer til en møntvask i USA og Canada.

15. november 2016

Vi tog vores første tur med bussen ind til centrum. En billet i en airconditioneret bus koster knap 3,50 kr., mens en anden type busser uden aircondition kun koster 2,50 kr. Når vi synes, at mange ting er latterligt billige her, skal man huske på, at det samtidig er dyrt for mange mennesker. Ved mange lyskryds ser vi for eksempel tit folk, der tjener en ekstra skilling på at sælge nødder og lignende til folk, der venter for rødt, eller tilbyder at vaske forruder.

Vi fandt hurtigt den tandlæge inde i centrum, som vi i forvejen havde fundet adressen på. Hun var så venlig at kigge os begge i munden og kunne sige, at der ikke var sket nogen skade. Samtidig viste hun os, hvordan husmødre i Mexico renser bønner for sten, og sagde, at vi skal regne med, at der altid er sten i dem. Så meget klogere gik vi nu ud i byen og kiggede ind i markedet.

Det var blevet middag, og en ældre dame anbefalede en restaurant i nærheden. Vi havde ellers tænkt, at vi ville spise inde på markedet, men der var ikke plads. Det viste sig at være en god anbefaling. Maden var fortrinlig og prisen lav. En servitrice gik en gang imellem rundt mellem bordene med en lille vogn og falbød de flotteste kager.

Ranveg, der er den eneste i vores rejseselskab på to personer, der kan spansk, spurgte servitricen, hvad det var for et krydderi, der var i hendes salat. Det var koriander. Nu ved vi, hvad det hedder på spansk.

Mætte og en god oplevelse rigere gik vi ind i markedet. Det viste sig, at alle grønsagsboderne havde frisk – eller næsten frisk koriander. Men det lykkedes også at finde det tørret. Det holder sig bedre i den varme camper. Vi købte forskellige grønsager til lokale priser. I slagterafdelingen undlod vi at købe noget. Der lugtede ikke, som om alt kød var lige frisk.

Selvom Mazatlan er temmelig stor, har den ikke så mange seværdigheder. Vi stak lige hovedet ind i domkirken. Det er en bygning fra 1890’erne opført i et virvar af gamle stilarter. Varmen indbød heller ikke til at gå rundt i byen, så vi tog bussen tilbage igen.

Om eftermiddagen gik vi hen og talte med et tysk par, Dirch og Nicol, som vi havde talt med et par gange tidligere. De har rejst i 8 år. Deres første rejse gik via Spanien til Marokko. Dernæst kørte de ned langs Afrikas vestkyst til Sydafrika og tilbage igen langs østkysten og gennem Mellemøsten til Europa. 14 dage efter, at de havde forladt Syrien, brød den krig ud, der stadig raser. 2½ år havde de været af sted. Dernæst havde de kørt rundt i Australien i et år, og nu har de rejst i USA og Mexico i 4 år og havde ingen planer om at stoppe.

16. november 2016

Det blev til endnu en afslappende dag uden særlige begivenheder. Varmen er anstrengende.

17. november 2016

Et moderne konferencecenter i udkanten af byen er kendt for sin kæmpemæssige mosaik, der dækker hele muren. Den måtte vi se.

I venstre side af billedet ses Hernán Cortés gå i land i 1539. Han var den første spanier, der ankom til Mexico. Man ser hans skibe, mens en hjort repræsenterer Mazatlan. Et ror og et kompas refererer ligeledes til søfarten, mens hvaler, delfiner, blæksprutter med mere henviser til det rige marine liv i Den kaliforniske Havbugt eller Cortéshavet, som det også hedder. Længst til højre sidder en sirene med en kaktus.

Mosaikken er udført i 2009 af kunstneren Ernesto Espiridion Rios Rocha i samarbejde med en række hjælpere. Med sine 1678 kvadratmeter er den så stor, at den er optaget i Guinness rekordbog.

Vi havde kun få oplysninger om den i forvejen, men en politimand, der holdt vagt ved indkørslen til konferencecenteret, viste sig at være godt orienteret om, hvad de forskellige motiver betyder.

18. november 2016

Nu skal vi videre ind i landet og besøge nogle af de gamle kolonitidsbyer, som vi har planlagt at se frem til nytår. Inden vi kom af sted, fik vi en lang hyggelig snak med vores canadiske naboer. Det endte med, at konen forærede os et glas hjemmelavet syltetøj af bær fra Albertas vildmark.

Det var en meget smuk køretur op gennem bjergene ad en helt ny vej. Bortset fra en mindre delstrækning var det det bedste asfalt, vi indtil videre har kørt på i Mexico. Det var også den dyreste vej med hensyn til vejafgifter, men det forstår man godt, når man tager de mange tunneller og broer i betragtning. En af broerne er på nær ti centimeter verdens højeste. Det vil sige, at fra kørebanen ned til dalbunden er det højere end Eiffeltårnet.

Vi havde fundet et overnatningssted på nettet, som viste sig at være et badeland, hvor vandet stammer fra varme kilder. Der er bassiner med vand i forskellige temperaturer. Vi er de eneste, der overnatter her. Det ligger lige udenfor Durango. Byen ligger i over 1800 meters højde, så de 17 grader føltes som kulde efter den voldsomme varme i Mazatlan.

19. november 2016

Den mand, der tog imod os i går, talte et brugbart engelsk, som han gerne ville bruge. Men han har åbenbart fri i dag, og hans afløser taler ikke engelsk. Da stedet ligger et godt stykke udenfor byen, er eneste mulighed at tage en taxa. Han ville gerne ringe til sin ven, der kører taxa, og forklarede, at det fungerer på den måde, at vi skal aftale et tidspunkt, hvor han kan hente os igen. Prisen på 70 pesos for en enkelttur syntes vi var i orden. Da vi holdt inde i centrum, forlangte han 250. Efter en masse diskussion blev vi enige om at vente med at betale, til vi kom tilbage til badelandet.

Durango er grundlagt som by i sidste halvdel af 1500-tallet, og centrum bar præg af at have været en fornem og velstående by. Domkirken var berømt for sin fornemme facade, og der var flere andre gamle kirker og palæer. Vi var også en tur inde på markedet. I de markeder, vi har været inde i indtil videre, har lugten ikke været alt for frisk i slagterafdelingerne, hvor kødet ligger fremme i store dynger i varmen. Men frugt og grønt har vi købt flere gange i god kvalitet og til god pris.

Lige inden vi skulle møde taxamanden igen, standsede vi ved en kirke, hvor et bryllup lige var slut. Brudeparret stod foran kirkens indgang sammen med deres nærmeste familie, og et mariachiorkester i sit fineste tøj spillede den populære mexikanske folkemusik. De var 7-8 mand og spillede fremragende. Bruden var i en stor rød kjole. Jeg har set mange brudekjoler i mit professionelle liv, men aldrig en, der lignede den her. Et ældre ægtepar på vores egen alder fortalte, at brudekjolen er helt normal.

Taxamanden holdt der som aftalt. Ranveg brugte alt sit spanske og fortalte om brylluppet, vi havde set, og mariachimusikken. Hun fortalte, at vi faktisk har nogle cd'er med mariachimusik derhjemme. Det misforstod han og troede, vi ville købe noget og begyndte at forklare, hvor det kan fås. ”Skal det være kopi eller original?” ville han vide. ”Orginal”, svarede vi og forklarede, at det kunne vente til en anden dag. Pludselig drejede han ind til en tankstation. Jeg troede, vi skulle have benzin, men nej, han kørte hen til en mand, der stod ved en bil med bagklappen åben og en masse varer udstillet. Her kunne vi cd’er. Det var rigtig fint at have taxachaufføren med, for han vidste, hvad han skulle spørge om, og vi hørte lidt af cd’erne i bilens afspiller, inden vi bestemte os for tre. Musikalsk og teknisk er det nogle gode cd’er, og de er i et fint trykt omslag. Men de er indspillet på skrivbare cd’er, som man selv kan indspille. Så kopi eller original?

Mens vi var inde i byen, havde taxamanden talt med manden i badelandet, og vi slap med at betale den pris, vi først fik opgivet. Hvordan de så har ordnet det indbyrdes, ved jeg ikke.

20. november 2016

Aldrig før i mit liv har jeg skrevet en tekst, hvor kloakker og kloakvand har spillet så stor en rolle som her i rejsedagbogen. Men det er en vigtig ting, som vi skal forholde os til hver anden dag. Når gulvet i toiletrummet bliver oversvømmet af kloakvand, er det slut med at bruge vandhanerne. Ikke så underligt er stanken den samme som fra kloakken i et hus. Da vi ankom til badelandet i forgårs, nævnte vi det for dem og fik at vide, at de nok skulle hjælpe os med det. Her til morgen skulle det så ordnes, inden vi kørte videre. Den engelsktalende mand var tilbage på arbejde igen. ”Hvor mange liter har I?” Så fik han to mænd til at komme med tre store plastictønder med låg på. Vi fyldte indholdet af tankene over i tønderne, og de tog sig af resten.

På billedet herunder står Ranveg sammen med lederen af badelandet, den engelsktalende mand.

Vi kørte nu mod mod Zacatecas, som er en af Mexicos fine kolonibyer. Det var en smuk køretur i et svagt bølgende landskab i stor højde og med bjerge i horisonten. Det var landbrugsland, og det så underligt ud med den røde jord.

Et sted passerede vi et skilt, der oplyste, at nu passerer vi Krebsens Vendekreds. Det er 23 grader 27 minutter nord altså den breddegrad, som er det nordligste, hvor solen kan stå i zenit. Det gør den til sankthans.

I en by undervejs var vi inde ved to gasforhandlere, da vi har en tom gasflaske. Men de havde desværre ikke en adapter, der passede til vores amerikanske og kanadiske flasker.
Gps’en førte os efter flere fejlkørsler frem til et hotel i Zacatecas’ centrum, som vi havde fundet i forvejen. Det viste sig at være et fornemt hotel, men vi kunne overnatte på deres parkeringsplads for knap 35 kroner. Til gengæld havde de ingen kloak eller vandhane. Selvom vi tømte tanke i morges, ved vi, at det snart vil blive aktuelt igen. Så var der også lige den tomme gasflaske, og drikkevandet var også ved at slippe op.

Zacatecas ligger klemt inde i en dal i næsten 2500 meters højde. Det betød, at det blev meget koldt om aftenen. Vi sad med uldne trøjer og overtøj på om aftenen for at spare på gassen. Til natten tog vi al disponibelt uldtøj i brug. Det var en dramatisk kontrast til varmen de foregående uger.

21. november 2016

På hotellet kunne de ikke hjælpe os med kloak og vand. Vi havde på fornemmelsen, at de ikke rigtig vidste, hvad det handlede om. Hele formiddagen lavede vi undersøgelser på nettet og fandt faktisk en løsning. Da vi først har brug for det i morgen, besluttede vi at vente og gik i stedet ned for at få et indtryk af byen.

Det er simpelt hen den fineste by, vi indtil videre har set i Mexico. Der er en meget stor historisk bykerne, som er fantastisk helstøbt. Spanierne gik i land i Mexico for første gang i 1539, og allerede i 1546 havde conquistadorerne fundet rige sølvforekomster her i Zacatecas. Vores guidebog formulerer det sådan her: ”Byen blev grundlagt efter nogle indledende skærmydsler med den indfødte Zacateco.” Den samme mine var i drift fra den gang og helt frem til 1966. I 1728 producerede den en femtedel af al Mexicos sølv. Byen bærer stadig præg af den rigdom, da flertallet af huse i det historiske centrum er fra 1700-tallet. Gade op og gade ned ligger det ene palæ efter det andet. Samtidig er den nænsomt restaureret, så den virker meget autentisk. Der er for eksempel forbud mod neonreklamer. Selv de amerikanske fastfoodkæder har mindre og diskrete skilte med deres logo. De få nyere bygninger, der er i bykernen, er alle tilpasset det eksisterende bymiljø.

Selv når man kommer ind i de snævre sidegader, hvor almindelige mennesker bor, var der stadig et atmosfærefyldt bymiljø, der slet ikke ligner de mere almindelige og kedelige byer, vi har kørt igennem.

Vi fik samtidig fornemmelse af, at det ikke bare er en velstående by, men også en by med et højt kulturelt niveau. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på fornemme gamle centraleuropæiske byer som Krakow og Lviv, og man kunne nævne mange flere.

Billedet herunder giver et indtryk af domkirkens rigt udsmykkede facade.

22. november 2016

Vi fandt det andet hotel, som ligger i udkanten af byen tæt på to motorveje og en jernbanelinje. Men de har en parkeringsplads, hvor der er tilslutning til vand og kloak lige det, vi har brug for. Vi fik købt en stor forsyning af drikkevand og fik begge gasflasker fyldt op. Om eftermiddagen købte vi stort ind af madvarer i et supermarked. Da vi havde fået alle ting lagt på plads, sagde vi i spøg til hinanden: ”Skal vi køre ”hjem”?” Men bilen ville ikke starte. Der var masser af strøm, men den var helt død. På displayet stod der: ”Tjek bremsesystemet”. Vi syntes ikke rigtig, det gav nogen mening, for der har ikke været problemer med bremserne.

Der var ikke andet for end at gå i gang med telefonen. Lige efter at vi var kommet ind i landet, havde vi heldigvis købt et mexikansk simkort. Da Ranveg er den eneste, der kan lidt spansk, var det hende, der måtte ringe. Hun ringede først til det lokale Fordværksted, men de kunne ikke hjælpe os umiddelbart. Så ringede hun til vores mexikanske bilforsikring. Vi havde købt dækning for bugseringshjælp for ti amerikanske dollars ekstra. Efter en masse telefonopringninger frem og tilbage sendte de en bil, der trak os ud til hotellets parkeringsplads, hvor vi havde fået installeret os om morgenen. Fra vi begyndte at ringe til vi holdt på vores plads, var der gået næsten fem timer.

23. november 2016

Nu måtte vi i gang med bugsering nummer to, som bestod i at få bilen bugseret til værkstedet, mens camperen blev stående. Nye opringninger med nye sproglige forvirringer og de samme oplysninger, der skulle oplyses igen og igen: hændelsesforløbet, bilens model, årgang, farve osv. Denne gang var det et andet bugseringsfirma. De havde heldigvis en stærkere bil. Igen gik der mange timer fra den første opringning, til vi stod med bilen inde hos Ford.

Ford havde heldigvis en chauffør, Luiz, der kan nogenlunde engelsk. Han viste sig at være en uvurderlig hjælp. Værkføreren kunne ikke forstå, hvad problemet var, men han lovede at se på det, og aftalte med bugseringsmanden, der ikke var kørt endnu, at han skulle køre os tilbage til camperen. Lige da vi skulle til at køre, kom værkføreren løbende og standsede ham. Han havde fundet ud af, hvad problemet var:

Motorcomputeren var stjålet.

Tyvene havde ødelagt lidt af kølergitteret og trukket stikket til hornet ud, så alarmen ikke gik i gang. Derefter har de fået motorhjælmen lirket op, fjernet computeren og lukket igen.

På billedet herunder kan man se, hvor computeren skulle have siddet, og stikkene, der stritter ud i luften.

Nu var situationen en helt anden. Vi sagde farvel til bugsermanden og talte om, hvad der nu skulle ske. Fordchaufføren Luiz var så flink at tilbyde os at køre os til politiet og hjælpe med at få lavet en anmeldelse. En politianmeldelse er et krav fra forsikringsselskabet. Da der åbenbart ikke var noget køretøj tilgængeligt for ham, fik han en anden medarbejder til at køre, så Ford sendte to medarbejdere af sted med os. Da vi først kom til den rigtige politistation, gik det meget let. Vi kom til efter kort ventetid, og med Luiz’ hjælp tog de imod vores anmeldelse og skrev en to sider lang rapport behørigt forsynet med underskrifter og stempler.

Mens vi sad der, og det meste af snakken foregik på spansk, tænkte jeg ved mig selv, at det er, ligesom om vi tager det på rutinen. Det er tredje gang vi sidder på en politistation i udlandet og anmelder et tyveri. Første gang var i Polen i begyndelsen af 1990’erne, hvor vi fik stjålet nogle lygter på bilen. Anden gang var i Costa Rica for 7-8 år siden, hvor vi blandt andet fik stjålet vores pas. Det gav en masse besvær. Og så nu.

Da vi kom tilbage til Ford, havde de en ledig bil, og Luiz kørte os ”hjem”. Undervejs fortalte han, at han havde været i USA i seks år. Han havde arbejdet hårdt og sparet penge op, men var endt med at blive udvist, fordi han havde været der ulovligt. ”Det er fair nok,” sagde han.

24. november 2016

Da vi købte den mexikanske bilforsikring, fik vi et telefonnummer på selskabets hovedkontor, som vi skulle kontakte, hvis der skete noget. Nu er der sket noget, så vi – det vil sige Ranveg ringede. Fremgangsmåden var, fik vi at vide efter at have fortalt hele historien igen, at vi skulle kontakte selskabets lokale kontor i Zacatecas.

Ud i en taxa og ind i byen til kontoret.

Først vidste de slet ikke, hvordan de skulle håndtere os, for de havde aldrig før haft med turister at gøre. Men de tog telefonen og spurgte nogen til råds og gik så i gang.

”Ja, men jeres forsikring dækker ikke tyveri af en computer,” sagde de. Det havde de også sagt på hovedkontoret i telefonen. Så måtte vi igen til at forklare, at der ikke er tale om en bærbar computer, men om en motorkomponent uden, hvilken bilen ude af stand til at køre. Vi havde ellers lige givet dem politirapporten, hvori det hele stod. Men den var altså også på to tætskrevne sider.
Heldigvis stod der en anden kunde i skranken, som talte godt engelsk. Da de så havde forstået, hvad det drejede sig om, var der heldigvis ingen problemer.

Vi blev bedt om at sætte os ned og vente, og kort tid efter kom en ny person. Det var taksatoren. ”Han vil tage sig af jeres sag,” sagde de to medarbejdere, der kunne en lille smule engelsk. Taksatoren var en yngre mand, som til at begynde med var meget formel. Han talte slet ikke engelsk.

Sammen med ham kørte vi ud til Ford. Heldigvis var værkføreren der, som vidste alt om vores sag. Men Luiz, chaufføren, der kan engelsk, var der ikke. Taksatoren var heldigvis kreativ. Han ringede til sin søster, der var god til engelsk, og hun ville godt være tolk gennem telefonen.

Værkstedet havde allerede bestilt en ny computer. De lovede, at den ville være fremme på mandag. Nu får vi se, om det holder.

Da taksatoren var færdig med sit arbejde, kørte han os ”hjem” og fik camperen at se. Mexikanere er ligesom danskere: de ved ikke, hvad en truckcamper er. Stemningen var blevet helt venskabelig, og vi var lettede over, at det var gået så let.

25. november 2016

Det blev en meget stille dag, hvor vi stort set ikke lavede noget.

På billedet herover står camperen så alene uden truck på vores parkeringsplads.

26. november 2016

Eftersom hotellet, hvis parkeringsplads vi bor på, ligger i udkanten af byen, er vi nødt til at tage en taxa, hver gang vi skal nogen steder. Det er heller ikke så galt, for turen ind til centrum koster 20-25 kroner.

Først skulle vi ind på værkstedet med reservenøglen til bilen, som skal omprogrammeres, når computeren er installeret.

Dernæst tog vi ind og gik en tur i den fantastiske by. Vi havde bedt taxaen om at køre os til et bestemt museum. Det viste sig dog, at det var det forkerte, men da var taxaen kørt. Der er to museer med næsten enslydende navne. Men vi var også blevet sultne. Taxachaufføren havde foreslået en restaurant, men den kunne vi ikke umiddelbart finde. Vi spurgte flere på gaden og kom et lille stykke nærmere hver gang. Til sidst var der en ung dame, der syntes det var lidt sjovt med sådan et par danske turister, og som også gerne ville tale engelsk, fordi hun var engelsklærer på folkeskoleniveau. Hun er den første mexikaner, vi har mødt, som har talt et engelsk, der kun kommer fra skolebænken. Ellers har folk lært det, fordi de har boet og arbejdet i USA. Nå, men hun syntes, der var lidt for besværligt at forklare vejen derhen, og tilbød i stedet at gå med os. Det var en lang gåtur, og vi ville aldrig have fundet det uden hendes hjælp. At restauranten så ikke havde plads, er en anden sag. Men hun fandt bare en anden restaurant.

Zacatecas har mange spændende museer. Vi havde valgt at se et museum, der var indrettet i en kirke- og klosterruin. Det havde været en missionsstation for fransciskanerne. Kirken var grundlagt i 1593, men da fransciskanerne blev fordrevet fra Mexico i 1857, var den gået i forfald. Museet var smukt indrettet med respekt for den oprindelige bygning, så man uvilkårligt kom til at tænke på Koldinghus alle forskelle til trods. Vi valgte at koncentrere os om samlingen af masker, som går helt tilbage til førcolumbiansk tid. Den anses for at være den fineste samling af sin art i Mexico og formentlig også den største med mere end fire tusind masker. Og de var alle sammen udstillet. En sjov oplevelse var det.

Nu var det lørdag, og det vrimlede med brudepar og fotografer, der ville udnytte de fine omgivelser. Der var også familier, der nød det gode vejr, mens de legede med deres børn, som skreg henrykt, når far var lige ved at fange dem.

27. november 2016

Det blev igen en stilfærdig dag, hvor jeg blandt andet fik lavet noget til hjemmesiden, mens Ranveg vaskede uldtøj. Vi fik også skypet med en af børnene. Det var dejligt at høre nyt fra deres liv.

Billedet ovenover viser en skulptur, der forestiller digteren Ramón López Velarde, der er en af Zacatecas store sønner, som regnes for en national digter.

28. november 2016

I morgen sidst på eftermiddagen kan vi hente bilen. Så vi havde dagen til at se på byen. Efter at have gået rundt i gaderne og endnu en gang indsnuset atmosfæren fandt vi den restaurant, hvor alt var optaget forleden dag. Her fik vi et dejligt måltid mad. Den var opkaldt efter Pancho Villas, den revolutionære, der gjorde oprør mod diktatoren Portefirio Diaz i årene omkring 1. verdenskrig. Han var dog en noget tvivlsom person og meningerne om ham er delte. Men det forhindrer ikke, at han ofte fremstilles som en helt.

Herover: Pengeseddel på 5 pesos udstedt i Zacatecas. - Den kunne faktisk kaldes en "plovmand".

I byen så vi det fine bymuseum, som desværre kun havde tekster på spansk. Byen ligger på et sted, hvor der har været en årtusind gammel indiansk helligdom. Den er der selvfølgelig ikke noget tilbage af. Det sørgede spanierne for med det samme. Museet fortalte alle aspekter af byens historie herunder selvfølgelig også de århundreder, hvor den blomstrede på grund af sølvminedriften. Museet var indrettet i en bygning fra den tid, hvor man slog mønt.

29. november 2016

Det er den spændende dag i dag, hvor vi skal hente bilen. Men det er altså først klokken fem. Forinden lavede vi noget rengøring af camperen. Bortset set fra, at en camper er flytbar og har begrænset plads, er det på mange måder ligesom at bo i et hus. I camperen er der også træværk, der skal behandles med olie en gang i mellem. ”En gang om året,” står der i papirerne. Men virkeligheden er, at det skal gøres en gang om måneden. Men skidt, det er trods alt en mindre opgave, og det ser så flot ud bagefter.

Spændingen var stor, da vi ankom til Ford. Bilen var færdig og ventede bare på at blive betalt. Som så meget andet i Mexico er det ikke noget, man bare lige gør. Der skulle tales om det, og der skulle ringes. Men heldigvis er det sådan, at systemerne trods alt virker, selvom de fungerer på en for os at se noget mere besværlig måde.

På billedet herover sidder den nye computer på sin plads.

Udover at sætte en ny computer i motoren og programmere den havde vi også bedt dem om at afbalancere hjulene og justere sporingen. Nu laver den mindre støj under kørslen.

Det er tankevækkende, at værkstedet var meget professionelt, men prisen for en værkstedstime er kun 100 kr. Vi har mødt mange mexikanere, der har arbejdet i kortere eller længere tid i USA. Forklaringen på, hvorfor de gør det, er enslydende, at lønningerne i Mexico er for lave. Omvendt betyder de lave lønninger, at der er folk ansat til opgaver, man ikke ville drømme om at ansætte nogen til i Danmark. Derfor står man aldrig overfor en automat med selvbetjening. Der er altid nogle, man kan spørge og få vejledning hos. Som regel har de også god tid. De, der har arbejdet i USA, siger samstemmende, at de måtte arbejde hårdt.

Nu var vi selvkørende igen. Dejlig fornemmelse. Alle de tekniske oplysninger om bilen såsom kilometertæller, olieskift osv. er bevaret. De er heldigvis ikke lagret i den computerenhed, der blev stjålet.

30. november 2016

Bryllup og julepynt.

Camperen har faktisk ikke været afmonteret siden en gang i januar måned. Derfor var det tid til rengøring af både bil og camper. Selvom camperen stod nede på jorden, er den alligevel for høj til at den kan vaskes øverst på siderne især ikke, når man har brækket det lange skaft på bilbørsten. Ladet på bilen kunne bruges som stige, og det blev også muligt at pudse vinduer udvendigt. Vinduerne er af plexiglas og bliver meget let ridsede. Der var kommet nogle store ridser på vinduerne i højre side fra udhængende grene. Men takket være et vidundermiddel til den slags lykkedes det at fjerne ridserne.

Værkstedet havde til vores store overraskelse også vasket bilen dog undtaget ladet. Det var fuldt af støv fra adskillige tusind kilometers kørsel på grusveje. Det fik vi også ordnet.

Midt i det hele fik vi besøg af politiet, som ville følge op på anmeldelsen. Ligesom alle andre, vi har talt med, troede de, at der var tale om en bærbar computer, så vi måtte forklare dem, at computeren er en motorkomponent, og uden den kan motoren ikke starte. Heldigvis kom de sammen med en engelsktalende medarbejder fra hotellet.

Bevidstheden om at have gjort et stort og nyttigt stykke arbejde var en god fornemmelse, da det blev aften.

Det er sidste overnatning her ved hotellet uden for Zacatecas. Vi har haft det helt for os selv, men der har været en masse larm fra et par veje, der næsten er motorveje. Vi har været overrasket over, så mange lastbiler der kommer brølende af sted med defekte lydpotter. På den anden side af hotellet er der en larmende jernbaneline. Disse ulemper til trods har vi haft de faciliteter, vi har brug for: kloak og vand foruden hurtigt wifi.

Næste side: December 2016

Forrige side: Oktober 2016