Oktober 2016
1. oktober 2016
For flere år siden så jeg nogle billeder fra Albuquerques internationale ballonfestival på internettet og tænkte, at det kunne være spændende at opleve det visuelle indtryk.
Det skal vi opleve i dag.
Det er verdens største festival af sin art med 700 deltagende balloner. En af de store oplevelser er masseopstigningen med mange balloner. Det tiltrækker kolossale mængder af tilskuere. Arrangementet begynder klokken seks om morgenen, men for at få en parkeringsplads var det nødvendigt at komme tidligt. Vi var der kvart over fem.
Det første, der gjorde indtryk, var dog ikke ballonerne, men de enorme mængder af biler og den fremragende logistik, der var på plads for at organisere parkeringen. Politiet havde ensrettet adgangsvejene, så man kørte frem i fire baner. Selvom det tog tid, var der hele tiden bevægelse i køen, og det forløb glat. En enkelt detalje viser, hvor velorganiseret det var. Fordi vi var den eneste camper mellem tusinder af personbiler, viste den sidste parkeringsvagt os en forkert vej. Inden vi nåede at tænke: ”Hvad nu?”, kom en mand i en lille golfvogn og sagde, at vi bare skulle følge efter ham. At der er tænkt på sådan en detalje i planlægningen, siger noget om det høje niveau i arrangementets praktiske tilrettelægning.
Vi havde nu tid til at lave kaffe og få morgenmad, så vi var parate ude på pladsen klokken seks, hvor de første balloner skulle starte.
Det var stadig mørkt. Ballonerne var allerede fyldt med luft, og den voldsomme gasflamme, der skal varme luften op, lyste op i mørket. Endnu flottere blev det, da luften var blevet så varm, at ballonerne rejste sig op. Da de var klar, blev de sendt til vejrs en efter en. Gasflammen er kun tændt et kort øjeblik ad gangen og illuminerede ballonerne indefra. Nogle gange skete det for flere balloner samtidig. Det var betagende på baggrund af den mørke himmel.
Efter halvsyv lysnede det hurtigt. De første balloner var klar til masseopstigningen klokken syv, og da de første lettede, blev de sendt af sted med klapsalver og jubel. Det var et fantastisk skue at se himlen fyldt med de hundreder af farvestrålende balloner. De klassisk formede balloner er de smukkeste. Temmelig mange var dog lavet i form af tegneseriefigurer. Et mejeriselskab havde en ballon formet som en ko, og en var formet som en diligence fra det vilde vesten. Det er en kostbar sport, hvorfor mange balloner havde reklamer for deres sponsorer.
Masseopstigningen varede i to timer, og det var to timer fyldt med gode fotomuligheder.
Se billedserien fra masseopstigningen på ballonfestivalen.
Om eftermiddagen lavede vi de sædvanlige praktiske ting, der hører hverdagen til, og fandt tilbage til vores parkeringsplads og slukkede lyset klokken otte.
2. oktober 2016
Vi droppede masseopstigningen om morgenen, men om eftermiddagen kørte vi ud til festivalpladsen igen for at se aftenshowet. Det myldrede ind med mennesker, og vi gik rundt og så på boderne. Da det var ved at skumre, begyndte ballonfolkene at gøre deres balloner klar. De skulle ikke op at flyve, men de blev blæst op. Når gasflammen blev tændt, lyste ballonerne op mod den mørke himmel. Over en højttaler blev der talt ned, så alle tændte gasflammen samtidig. Nogle gange tændte og slukkede de i takt.
Da det var slut, og det var blevet helt mørkt, begyndte et laserlysshow. Det blev afløst af et storslået fyrværkeri, der blev lanceret som det største i New Mexico.
Se video og billedserie fra fyrværkeriet.
Vejret var som en dansk sommeraften, når den er allerbedst: lun og god, når man har en trøje på.
3. oktober 2016
Vi var blevet så betaget af ballonerne, at vi havde købt billetter til en flyvetur tirsdag morgen. Mandag var vi derfor ikke på festivalpladsen, men lavede praktiske ting som indkøb og tøjvask. Det tager altid ekstra lang tid, når vi er et fremmed sted. For at finde vaskeriet måtte vi for eksempel først ind på en café med internet for at finde en adresse og gps-koordinater. Vi havde været meget tidligt oppe for at fastholde den gode rytme til i morgen, når vi skal tidligt op.
4. oktober 2016
Klokken halv fire ringede uret. Vi vidste ikke, om trafikken var lige så massiv som i lørdags til masseopstigningen. Det var den dog ikke. Men hvis vi ikke mødte senest klokken fem, ville vi både miste vores plads og vores penge. Begge dele ville være træls. Det sidste fordi det var temmelig dyrt. Vi havde forestillet os, at der var én ballon, der tog folk med på tur. Men vi måtte stille op i en meget lang kø for at checke ind og få et boardingpass. Det viste sig, at firmaet havde 18 balloner med plads til 12 i hver.
Efter at vi havde checket ind, var der tid til at købe noget morgenmad og gå rundt og se på de boder, vi endnu ikke havde set. Vi havde fået anvist et mødested og et tidspunkt. De andre deltagere var lige så spændte som os og lige så opsatte på at få en god oplevelse. Der kom en mand og fortalte os om, hvad vi skulle gøre. Da deltagerlisten var tjekket af, gik vi ud på pladsen, hvor ballonen lå på græsset, og kurven lå på siden. Her mødte vi vores ballonskipper, der var meget professionel. Han havde fløjet, siden han var fire år, fordi hans forældre også havde været ballonskippere. Han levede af det og havde fløjet ballon i Afrika og Australien, men arbejdede nu som ballonskipper i San Diego, Californien. 5000 flyvninger havde han haft i alt. Det kunne også mærkes.
Men inden vi kunne lette, skulle vi først have et klarsignal. ”Det er ligesom i hæren,” var der en af deltagerne, der sagde, ”der går det meste af tiden også med at vente.” Da signalet kom, tændte skipper for to store blæsere og bad nogle af deltagerene om at løfte op i stoffet, så ballonen kunne blive fyldt med luft. Det varede nogle minutter, hvorpå han tændte for brænderne, men kun kort tid ad gangen. Der var en enorm kraft i flammen, og det varede ikke længe, før ballonen rejste sig op. Nu var det tid til at stige om bord. Kurven var delt i tre rum: to store til os passagerer og et til skipper og gasflasker: ”Vi skal flyve en time, men jeg har gas med til to timer.” Betryggende.
Da alt var klart, tændte skipper igen for gasflammen, og uden nogen mærkede noget, begyndte vi at stige. Rundt omkring os var andre balloner på vej til vejrs. Når gasflammen var slukket, var der ikke andre lyde end vores egne stemmer. Oppe i luften kunne vi se, hvor stor festivalpladsen er, og lidt højere oppe kunne vi se byens enorme udstrækning.
Nogle balloner var langt væk, andre var tæt på. Da en ballon passerede os tæt på, råbte skipper over til den anden skipper og ønskede ham tillykke med fødselsdagen.
Selvom der ikke var så mange balloner oppe som ved masseopstigningen i lørdags, var der alligevel mange. Og det var noget andet at se dem i øjenhøjde fremfor at se dem nede fra jorden. På et tidspunkt var vi højt oppe og kunne ikke se de andre balloner med himlen som baggrund. Det var, som om vi var helt alene oppe i himlen. Men da vi kom længere ned, dukkede de op igen. Andre gange fløj vi lavt hen over huse, lygtepæle og motorveje.
Skipper stod med en gps, og da tiden var ved at være gået, kunne jeg se, at jagten på større græsplæner var gået ind. ”Vi lander på gruset dernede,” sagde han. Det var en skolegård, og børnene havde frikvarter. Vi skulle sætte os ned på hug og tage godt fat i nogle stropper, så selve landingen så vi ikke. Vi ramte gruset et par gange, men slet ikke hårdt, inden kurven stod helt stille. Og børnenes jubel var ubetalelig.
Da vi var kommet ud, og børn og lærere havde været henne og se på og stille spørgsmål, kom der endnu en ballon og landede ved siden af. Samtidig kom en servicebil med plads til os alle sammen og en trailer med plads til ballonen, der fylder forbavsende lidt, når den er pakket sammen. Tilbage på pladsen nød vi et glas champagne og delte oplevelserne med hinanden. Kort sagt: En rigtig god oplevelse.
Jeg havde læst en artikel af en fotograf, der havde fået til opgave at lave en billedserie fra en ballonfestival. Han vidste ikke noget om det på forhånd, men var blevet så begejstret, at han halvandet år efter havde sin egen ballon. ”Det kommer ikke til at ske for os,” erklærede Ranveg.
Video: Tur med varmluftsballon
Billedserie: Tur med varmluftsballon 2
5. oktober 2016
Det er ikke alle dage, der kan være så fyldt med nye indtryk som dagen i går. Vi skulle tømme tanke og have frisk vand, som vi altid skal hver anden dag. Der er en forholdsvis lang køretur til en tankstation, hvor vi kan gøre det gratis. Vi parkerede på en enorm parkeringsplads ved et kasino. Mens Ranveg vaskede uldtøj i hånden, arbejdede jeg på vores hjemmeside. Der var temmelig meget vind, så tøjet tørrede hurtigt.
6. oktober 2016
Ranveg havde fået en tid om morgenen hos en frisør. Dernæst fandt vi en café, hvor vi kunne gå på nettet og finde et Fordværksted, for nu var det igen blevet tid til et olieskift. De kunne heldigvis tage os med det samme. Lederen af serviceafdelingen var meget optaget af vores rejse. Især synes han, det var imponerende, at vi er så tæt sammen hele tiden. ”Hvornår kommer skilsmissen?” ville han vide med et glimt i øjet.
7. oktober 2016
Vi er blevet enige om at blive her nogle dage endnu. I september har vi haft travlt med at se en masse steder og har ikke haft ro til at arbejde i længere tid på hjemmesiden. Det skal indhentes nu. Vi tillod os dog den luksus at spise frokost på et kasino, hvor de havde en stor buffet. Prisen var ok, men maden var på det jævne. For at komme ind i restauranten skulle vi igennem spillehallen. Der var dæmpet belysning, som hovedsagelig kom fra det farvede lys på spillemaskinerne. Og så var der noget så eksotisk som tobaksrøg. I USA er rygning forbudt de fleste steder, da det anses for mere farligt end, at hver anden person er bevæbnet. Når rygning er tilladt i spillehallen, hænger det sammen med, at kasinoet ligger i et indianerreservat, og her gælder der andre regler. Ved en spillemaskine sad en yngre mand og babbede på en cigar med mavebælte. Det slog mig, at det er længe siden, jeg sidst har duftet til god cigarrøg.
8. oktober 2016
Dårligt vejr i dag, men skidt med det. Vi blev på parkeringspladsen i camperen hele dagen og arbejdede på materiale til hjemmesiden.
En betingelse for at overnatte på de her parkeringspladser er som regel, at vi skal parkere i den fjerneste ende. Det betyder, at der er relativt roligt. Kunderne holder så tæt ved indgangen som muligt. Men der kommer andre campere af vidt forskellig slags.
Der er også dem, der overnatter i biler, der egentlig ikke er beregnet til det – selv personbiler. En dag holdt der en stor kassevogn ved siden af. Mens vi sad og nød morgenkaffen, gik skydedøren op, og en ung pige, der tydeligvis lige var stået op, kom til syne og hældte vand fra en flaske over en tandbørste. Og hvor skulle hun spytte det ud igen? På asfalten selvfølgelig.
Andre kører i nogle faldefærdige skraldekasser. Junk cars hedder det på amerikansk. I et par dage holdt der en meget gammel camper ved siden af. Den så ud til at være en ombygget varevogn. Noget hvid plasticmaling skallede af, og under malingen kunne man se rester af en reklame. Det var en mand, der så ud til at rejse alene. I to dage gik han og reparerede på bilen. Han lå under den på asfalten og skiftede blandt andet motorolie, som han lod løbe ned i en bakke. Det lykkedes åbenbart ikke helt, for han efterlod sig en stor olieplet, da han endelig fik bilen i gang igen. – Én havde en krydsfinerplade på som dør, og som ikke var tilpasset dørkarmen. Ved en anden, der var lidt pænere, gik manden og malede camperen med grå spraymaling, mens hans lille hund sprang rundt på instrumentbordet. – Endelig var der den mest faldefærdige bil, jeg har set på offentlig vej. Den var fyldt med skrammel, men blev brugt til at bo i. Da vi gik forbi, kom der en stank af cigaretrøg fra den. ”Det er vist niveauet lige over hjemløs,” sagde Ranveg. Det virker i hvert fald, som om der er nogen, der ikke rejser bare for at rejse, men fordi de ikke har noget andet at stille op i stedet for.
Men der er også egentlig hjemløse. De går rundt med deres ejendele i en indkøbsvogn. En havde stillet en presenning an og nogle papstykker for at beskytte sig mod regnen. Tidligere på dagen, mens det var tørvejr, så jeg en, der havde lagt sig til at sove bag ved nogle buske ud mod fortovet.
Men der er roligt og trygt. En security-mand kører rundt i en personbil med blå blink døgnet rundt og holder øje med, hvad der foregår. Her betyder blå blink ikke udrykning som hjemme. Jeg har ikke set ham kontakte nogen, men jeg har på fornemmelsen, at han har haft fat i den store larmende gruppe, der havde slået sig ned her for en uges tid siden. Pludselig var de i hvert fald væk.
9. oktober 2016
På grund af arbejdet med hjemmesiden er der ikke så meget at fortælle.
Der havde været nogle regnbyger i løbet af dagen og torden i det fjerne. Da vi kørte sidst på eftermiddagen for at tømme tanke, havde vi kurs mod nogle sorte tordenskyer, og på vej tilbage i solnedgangen var der det mest uvirkelige lys. Skyerne, der havde nogle usædvanlige former, som om de var malet af en maler, der ikke maler helt naturalistisk, blev gulgrønne og længere væk næsten magenta. Det er lige præcis de farver, man tit korrigerer for, når man redigerer billeder! På tilbagevejen havde vi igen kurs mod en tordensky med en livlig aktivitet af lyn. Enkelte lyn slog ned, men de fleste var vandrette fra sky til sky. Nogle lyn var ikke direkte synlige, men lyste skyen op indefra.
10. oktober 2016
Det meste af dagen holdt vi på den samme parkeringsplads, hvor vi nu har været temmelig længe, og sad i camperen og arbejdede med hjemmesiden. Vejret var varmt og døren stod åben. Pludselig holdt securitymanden udenfor og ville tale med os. ”Jeg har lagt mærke til, at I har holdt her i lang tid, og jeg ville bare lige høre, om der var noget i vejen, og om I havde brug for hjælp.” Pænt gjort af manden. Det endte med, at vi fik en hyggelig snak med ham. Da jeg spurgte ham efter, om det var ok at holde der så længe, svarede han: ”I’m a security guy, not an allow-guy!”
11. oktober 2016
Ballonfestivalen var værd at køre efter, men nu har vi været i Albuquerque længe nok. I dag skal vi videre. Vi kørte sydpå ad motorvejen gennem landskaber, der ikke var så spændende. Jeg kom til at tænke på securitymanden fra i går. Han fortalte, at han havde boet her i 19 år, men han længtes tilbage til Midtvesten, for han kunne ikke lide ørkenen. Men ørkenen er mange ting. Den kan være ensformig og kedelig, men den kan også være dybt fascinerende samtidig med, at den kan være skræmmende.
Der lå nogle byer langs vejen. De fleste af dem har spanske navne, men en havde det bemærkelsesværdige navn Truth or Consequenses (Sandhed eller konsekvenser) – til daglig forkortet T or C. Den havde tidligere været en lille, men blomstrende by på grund af nogle varme mineralrige kilder. Men i 1940’erne var den ved at dø helt ud. Et landsdækkende radioprogram med navnet Truth or Consequenses lovede at give masser af publicity til en hvilken som helst by, der var villig til at tage navneforandring. I 1950 skiftede byen navn og fik den offentlige opmærksomhed, den var blevet lovet.
Vi overnattede på en parkeringsplads i Las Cruces, en by lidt større end Aalborg.
12. oktober 2016
Når man har levet hele sin barndom og det meste af sit voksenliv i landsbyer i Vendsyssel, er Aalborg en meget stor by. Men rejser har lært os, at ude i verden anses byer af den størrelse for mindre. Uanset hvilket billede man har af, hvad der er små og store byer, er Las Cruces stor, når man skal køre rundt for at finde et internet. Vi skal jo have offentliggjort det materiale, vi har lavet de seneste dage. Gps’en fandt heldigvis adresserne for os. Først kørte vi til et bibliotek, hvor vores bil ikke kunne være på parkeringspladsen. Næste bibliotek viste sig at være et universitetsbibliotek. Så prøvede vi en café, men heller ikke der kunne vi parkere. Endelig fandt vi et bibliotek, hvor det fungerede fint.
Fra Las Cruces var der halvanden times kørsel til en mindre nationalpark, der hedder White Sands. Det er indlandsklitter, der består af gips. Det betyder, at sandet er næsten kridhvidt. Lyset er meget hårdt for øjnene. Det dækker et areal på 700 kvadratkilometer. Til sammenligning er Mors 400 kvadratkilometer. I informationscenteret så vi en video som introduktion til det specielle fænomen, og om aftenen deltog vi i en naturvandring, hvor en ranger fortalte levende om plantelivet.
Nationalparken ligger klemt inde i et militært område. Det var faktisk her, man under anden verdenskrig opfandt atombomben, og de første prøvesprængninger fandt sted inde på området. I dag tester man missiler, og flyvevåbnet har også en base.
Vi overnattede ude i det fri ikke så langt fra basen. Om aftenen startede de en motor. Selvom der var flere kilometer i luftlinje, virkede det, som om det var lige udenfor. Vi talte om, at det måske var en raketmotor, de prøvede af. Men der blev ikke skudt nogen raket af. Heldigvis holdt det op, inden vi skulle sove.
13. oktober 2016
Nogle gange kan det være en udfordring at finde et sted at komme af med vores spildevand og få frisk vand på tanken. Det kom der til at gå lang tid med i dag. Vi havde i forvejen fundet ud af, at det var muligt ved turistkontoret. Men det viste sig, at man ikke kunne få frisk/rent vand, så det var kun en halv løsning. Det har vi efterhånden set mange steder, og jeg undrer mig stadig over, hvad meningen er med at stille kloakfaciliteter til rådighed uden også at give mulighed for at fylde vandtanken op. Det var en gammel mand – sandsynligvis en frivillig medarbejder, der passede turistkontoret. Han anede ikke noget om, hvad vores behov var. ”Jeg har ikke camperet, siden vores børn var helt små, og da de blev store, sagde min kone: Kør mig til et hotel.” Men han var meget hjælpsom og imødekommende, selvom der ikke kom noget ud af det.
Vi havde koordinater på et andet sted. Da vi endelig fandt det, så det lidt mystisk ud. Det var et stort anlæg til rodeo med parkeringsplads, arena, hestestalde og en administrationsbygning. Da der ikke var noget menneske at se, bankede vi på, men undrede os over, at der stod New Mexico Universitet på døren. Det viste sig, at de fakstisk havde dumpfaciliteter, forklarede de to damer, vi kom til at tale med. Det var bare ikke så nemt at få øje på. Se billedet. RV dump, står der. RV er forkortelse for Recreational Vehicle - fritidskøretøj.
Selvom vi brugte lang tid på at finde det og havde en del besvær med det, så fik vi en hyggelig og fornøjelig snak med de to universitetsansatte, som blandt andet fortalte, at det var en afdeling af landbrugsuniversitet, og at de arbejdede med oplære folk herunder børn til den rette ernæring.
Derefter tog vi på biblioteket. Der er stadig noget arbejde, der skal gøres med hjemmesiden, samtidig med, at vi nu er ved at forberede næste etape af vores rejse.
Sidst på eftermiddagen tog vi ud i nationalparken og gik en dejlig tur i sandet og snakkede om, hvordan det minder om både at være ved stranden derhjemme og om sne.
Vi blev enige om, at vi ikke ville være det samme sted som sidste nat og fandt i stedet en parkeringsplads i Alamogordo, hvor vi måtte være. Det er en by på størrelse med Hjørring.
14. oktober 2016
Igen bibliotek, internet, hjemmeside osv. Igen tog vi ud i nationalparken om eftermiddagen og nød de særegne omgivelser og solnedgangen. I samme øjeblik solen går ned bag bjergkammen i vest, kan man mærke, at det bliver køligere. Men koldt bliver det ikke. Heller ikke om natten.
Tilbage på parkeringspladsen i byen skulle vi lige have bilen vendt, så vi ikke kom til at ligge med hovedet nedad. Mens jeg kørte rundt og vendte, blev Ranveg stående – ikke for at reservere pladsen, for der parkeringspladsen er meget stor og var kun en tredjedel fyldt op. Da jeg kørte ind for at parkere, kom der en af de store campingbusser med en personbil på slæb og kørte ind mod den samme plads. Men jeg kom lidt før ham, og han måtte finde et andet sted. Ranveg, der stod med ryggen mod campingbussen, så slet ikke noget. Det var blevet mørkt, og vi var sultne, så jeg skyndte mig ind i supermarkedet for at købe nogle kartofler. Da jeg kom tilbage, kom der en mand løbende efter mig og sagde: ”Hvor var det godt, at I ikke flyttede jer, da den bus kom. Nogle rige mennesker tror, at alle vi andre skal flytte os for dem. Han var blevet så vred over det, at han var kørt igen,” hvorefter han takkede mig for det. Det var lidt underligt, for jeg havde slet ikke opdaget, at der havde været nogen konflikt.
15. oktober 2016
Igen biblioteket, internet, hjemmeside og forberedelse af næste rejseetape. Det er lørdag, og biblioteket åbner først klokken 11, så da vi kom, var der ingen biler på parkeringspladsen lige foran bygningen. Heldigvis var deres wifi åbent, og heldigvis var det så kraftigt, at vi kunne sidde i camperen og arbejde.
Vi blev enige om, at det nok var på tide at rense vores vandtank til frisk vand. Vi fandt ud af, hvordan man skal gøre det og købt de nødvendige ting. Så tog vi ud til det dumpsted, vi var i forgårs med rodeoanlæg med mere. Vi regnede med, at vi ville være der helt alene, men der var et stort velgørenhedsarrangement i gang til fordel for kræftramte. Folk betalte en høj pris for at gå rundt i en manege. Mange børnefamilier deltog. Det så rigtig hyggeligt ud. Senere var der dans og underholdning. Da vi holdt lige ved indgangen, vi fik mange hyggelige bemærkninger fra forbipasserende.
Det var et større projekt at vaske, desinficere og skylle tanken, så Ranveg bagte brød imens, men vi kunne ikke lave aftensmad, fordi vi ikke havde vand uden sæbe eller klor.
16. oktober 2016
Det meste af dagen gik som i går – foran computerne på bibliotekets parkeringsplads. Det er søndag, og der er stille i byen. Til aften kørte vi ud til White Sands og nød solnedgangen over de kridhvide indlandsklitter. Et betagende syn.
Der var myldrende fuldt af mennesker derude velsagtens på grund af søndagen og det gode vejr, som ser ud til at være normalt her. Vi er på samme breddegrad som det sydlige Tunesien, så det siger noget om vejrforholdene.
17. oktober 2016
Ligesom i går. Vi var også i White Sands, men denne gang havde vi det næsten for os selv.
18. oktober 2016
Som i går og i forgårs, men uden White Sands.
19. oktober 2016
Om formiddagen som de forrige dage. Om eftermiddagen holdt vi fri, og om aftenen hørte vi debatten mellem Trump og Clinton i radioen. Det var den sidste debat inden valget. Dele af den kunne minde om en dansk politisk debat, hvor der blev udvekslet skarpe politiske synspunkter. Men Trump smed masser af mudder efter Clinton på en måde, der ikke er en højtstående politiker værdigt. Hver gang returnerede hun med en skarp kritik af ham. Der sidder dog også nogle pletter på hende, som hun ikke kan forsvare, og i de tilfælde afparerede hun og gled af. Men Trump diskvalificerede sig selv, da han sagde, at han ikke ville anerkende valgresultatet, hvis han taber, hvad alle iagttagere mener, han gør. Dermed erklærede han i virkeligheden, at han ikke tænker demokratisk og ikke anerkender demokratiets spilleregler. Går det sådan, vil USA komme til at opleve en langvarig politisk krise, og der vil være sat spørgsmålstegn ved præsidentens legitimitet. Og hvem har glæde af det? Ingen andre end Putin.
Trumps påstande om at valget er fusket, allerede inden det er afholdt, og om en sammensværgelse imod ham foruden mange andre letkøbte påstande, har fået mig til at tænke på min tid for mange år siden i Kirkens Korshær, hvor i hvert fald nogle få af brugerne gerne ville diskutere politik, men havde alle deres informationer fra Ekstrabladet. Trump minder mig med andre ord om, hvordan man diskuterer politik på en bodega.
20. oktober 2016
For flere dage siden havde supermarkedet sat en snemand, et juletræ og en julemand op på halvtaget over indgangen til haveafdelingen. Det er oppustelige figurer. Samtidig har halloweenudsmykningen været fremme i butikkerne i ugevis, og den har fået et ekstra tryk i de sidste dage. Men efter nattens hårde blæst, mistede julemanden pusten og lagde sig ned, mens de to andre hælder fælt til siden.
Blæsten betød et vejrskifte. Det er stadig solrigt og skyfrit, men temperaturen faldt fra behagelige 30 grader i går og de foregående dage til 20 i dag. Det virker køligt, fordi det er solen, der varmer. De andre dage er det også blevet køligt, så snart solen går ned.
I dag skal vi videre. Vi har fået lagt det meste op på hjemmesiden af det, vi har oplevet den sidste måneds tid, og vi har fået lavet en grundig forberedelse af næste etape af vores rejse.
Der er noget særligt ved at køre i det sydvestlige USA. Her er ørken. New Mexico ligger i det nordligste af Chihuahuaørkenen. Ørkenen er grøn. Den er bevokset med lave hårdføre buske, der er i stand til modstå det hårde klima med ekstremt høje temperaturer om sommeren, frost om vinteren og tørke. Her er der fladt med spredte bjerge i horisonten. Nogle ligger alene som kæmpemæssige muldvarpeskud. Det er en højslette, der ligger i 12-1300 meters højde.
Vejene er som trukket efter en lineal. Ingen andre steder kan man køre en strækning på 60 kilometer eller mere, hvor vejen er helt lige, og der er ingen bebyggelse eller andre tegn på menneskelig aktivitet. Et sted advarede et skilt om, at der kan forekomme sandstorme de næste 40 miles (skal ganges med 1,6 for at få det i kilometer). Selvom det er ret ensformigt og ikke det mest charmerende landskab, er det alligevel fascinerende på sin egen overvældende måde.
Vi gjorde holdt for natten i Lordsburg, hvor vi kom til at tale med en ældre herre, der mente at jøderne er i gang med at gribe verdensherredømmet, og at angrebet 11. september mod tvillingtårnene m.v. var så sofistikeret, at muslimer slet ikke kan finde ud af det. Kun jøder kan. Men mente endda, at Mossad, den israelske efterretningstjeneste, havde prøvet at dræbe ham, men mon ikke de går efter større fisk.
21. oktober 2016
De første mange kilometer er vejen igen som trukket efter en lineal, selvom vi er drejet fra motorvejen og har kurs mod nordvest. Vi skal nemlig til Phoenix. I begyndelsen var der helt øde og næsten ingen trafik. Efter en times tid kørte vi ind i Arizona og kom til et område, hvor de dyrkede bomuld, som ventede på at blive høstet. De lave buske var helt tørre, men markerne så ud, som om der lå et tyndt lag sne. Den første landsby så noget miserabel ud, men den næste by, Safford, var både større og pænere. Her gjorde vi holdt og fik tømt vores spildevandstanke på et vandrensningsanlæg.
Trafikken blev tættere. Mens jeg sad ved rattet kom jeg til at tænke på køreturen i går, hvor jernbanen fulgte motorvejen, og hvor vi så de store godstog tæt på med op mod hundrede vogne og fire lokomotiver foran og et bagved. Vejen snoede sig her, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at jeg selv var lokomotivfører med en lang række vogne efter mig. Tit kører vi nemlig forrest i en lang række, fordi vi ikke kan køre så stærkt, hvis vejen er ujævn. Men så kom der et sted, hvor alle vognene bagved begyndte at overhale. Det skulle en rigtig lokomotivfører helst ikke opleve!
Mellem Safford og Globe skete der en forandring af landskabet. Det var som at komme til et andet land. Ikke kun fordi landskabet blev mere kuperet. Vegetationen ændrede sig også. Her var der mange flere kaktusarter som ocotillo, chollo og de majestætiske saguaro kaktus, søjlekaktusen, der rækker sine lange arme i vejret. Der var alt det, som vi lærte at sætte pris på i Arizona sidste vinter.
Efterhånden nærmede vi os Phoenix. Byområdet har i alt omkring 4,5 millioner indbyggere, og vi mærkede snart, at det var en meget stor by, vi nærmede os. Vores gps havde ikke virket i to dage, men lidt før Globe vågnede den heldigvis op igen. Vi havde fundet et kasino, hvor vi kunne overnatte – dog ikke uden at blive skrevet op og registreret, men trods alt gratis. Det var dog ikke gratis at spise i buffeten, men prisen var rimelig og maden fortræffelig. Under måltidet sad vi og talte om den amerikanske fedmeepedimi, som den var udstillet lige foran os. Der var en fire-fem unge mennesker, der var så fede, at de kun kunne gå med stort besvær. Kasinoet var noget af det mest smagfulde, vi har set af den slags. Her tænker jeg især på de udendørs arealer, som var anlagt særdeles indbydende. Og det hele var kæmpestort. En ung ansat, der viste os vej, fortalte, at de har endnu et kasino, som er meget større.
22. oktober 2016
Vi skulle ud i byen og købe en gave, for vi skulle besøge Belinda og Francis, som vi mødte på stranden ved San Diego nytårsdag. Vi var den gang sammen med dem en hel eftermiddag og endte med at udveksle kontaktoplysninger. Vi havde skrevet til dem på forhånd og fik at vide, at vi var meget velkomne. Det blev til en ekstremt hyggelig dag, hvor vi var sammen med dem om eftermiddagen, og om aftenen havde de inviteret et yngre vennepar med et tre års barn og et i vente. Også det blev et meget fornøjeligt bekendtskab. Bagefter talte vi om, at det er sjovt, at man kan møde helt tilfældige mennesker og så alligevel kan tale sammen, som om man var gamle venner. De er vågne og interesserede mennesker, der er optaget af mange af de samme ting som os, og som gerne ville diskutere, selvom vi ikke delte synspunkter på alt.
De boede i noget, som man kunne kalde en tæt lav bebyggelse med hegn omkring. Adgangskoden til at åbne gitterporten med havde de sendt os på forhånd. Det var noget helt nyt for os, selvom vi har set den slags bebyggelser før, så har det kun været udefra. Vi fik lov at parkere indenfor, så vi kunne overnatte i camperen.
23. oktober 2016
Vi var inde ved Belinda og Francis igen om morgenen, og kørte derefter sydpå til Tucson, hvor vi overnattede på endnu et kasino. Det var stort og flot, men ikke nær så flot som det i Phoenix.
24. oktober 2016
I nærheden af kasinoet ligger et bibliotek. Vi kørte derhen, for vi skal lave noget research på nettet. Men der var endnu ikke åbent. Så fandt vi en café på gps’en. Det var en lang tur, men der var ingen parkeringsmuligheder. Derefter prøvede vi andre caféer og biblioteker og stadig ingen parkeringsmuligheder. Til sidst havde vi kørt halvtreds kilometer eller mere og brugt lang tid uden at få noget ud af det. Det føltes ligesom den slags drømme, hvor man skal gøre noget meget vigtigt, men lige meget hvad man gør, er der et eller andet, der går galt.
Nå men da vi nu var i byen, blev vi enige om at købe et nyt vandfilter og derefter vende tilbage til det første bibliotek. De viste sig at være meget imødekommende og hjælpsomme. Sidst på eftermiddagen kom der en kraftig regnbyge og et voldsomt tordenvejr med nogle uhyggelige lyn. Den ene af dem, der sad i skranken, fortalte, at det er unormalt med så kraftigt regnvejr, og at det også var unormalt, at det er så varmt så sent på året. Dagtemperaturerne har ligget på 36 grader, mens vi har været i Arizona. Francis og Belinda sagde: ”Det kan godt være, I synes, det er varmt, men vi nyder det, for for os er det køligere, end det har været hele sommeren.”
De høje temperaturer er ellers ikke så stygge, som de lyder. Hjemme kan det være ulideligt med 27 grader, når luften er fugtig og tøjet klistrer til kroppen. Men luften her er tør, og det gør en stor forskel.
25. oktober 2016
”Ingen kender dagen, før solen går ned,” hedder det i en salme af Ingemann, som egentlig er en aftensang, men som også er yndet ved begravelser. Det er under alle omstændigheder en almen sandhed, som vi måtte sande i dag. Mere herom nedenfor.
Tucson er en meget stor by. Der er for eksempel over 25 kilometer til det sted, hvor vi kan dumpe og få frisk vand. Det fik vi gjort, ligesom vi fik købt noget mad og ordnet andre praktiske ting.
På biblioteket, som er et ganske lille filialbibliotek, er de hjælpsomme langt ud over, hvad man med rimelighed kan forvente. Vi havde bestemt os til at købe en dongle. Den ligner en usb-nøgle og kan forstærke et wifi-signal, så det skulle blive lettere at gå på nettet. Vi spurgte en ung mand på biblioteket, om han vidste, hvor man kunne købe sådan en. Det gjorde han ikke, men han ville gerne ringe til nogle forretninger, og lidt efter kom han med en seddel med tre adresser.
Det var i går. I dag kørte vi så hen og købte den. Det var nu sidst på eftermiddagen, så vi besluttede at køre til biblioteket igen for at prøve den af.
Det gik der meget tid med. Til ingen nytte. Skidtet virkede ikke. Vi spiste også aftensmad, mens vi holdt foran biblioteket, der nu var lukket.
Da vi ville køre tilbage til vores overnatningssted, skete det: Bilen ville ikke starte.
Bortset fra, at det selvfølgelig er et problem, når bilen ikke vil starte, var det ikke værre, end at vi bare kunne overnatte, hvor vi var. Vi havde jo alt, hvad vi havde brug for inklusiv frisk vand.
26. oktober 2016
Igen viste biblioteket sig fra sin mest imødekommende side. Det mest indviklede var egentlig af få fat i vejhjælp. Vi har et abonnement på noget, der hedder Good Sam. Det er en reference til den barmhjertige samaritaner. De skulle ringes op – to gange – og have mange ting at vide, men da det først var i orden, varede det kun en time, inden der kom en mand med et fejeblad. Jeg har aldrig syntes, det var sjovt at se min bil på et fejeblad, selvom det er nyttigt. Han var meget professionel, og vi fik et lift med ham i lastbilen til et Fordværksted. Først forklarede de, at de havde meget travlt og nok ikke kunne ordne den før fredag eller mandag, og det er onsdag i dag. Vi skulle nok finde et hotel, for det var helt udelukket at overnatte på forhandlerens grund eller lige udenfor. Hm… Han gik ud og undersøgte bilen, mens vi ventede med en kop kaffe i hånden. Det korte af det lange er, at de ret hurtigt fandt ud af, at bilen havde ”åndedrætsproblemer”, og pludselig kom han igen med en regning og sagde, at nu var den færdig.
Det kan ellers nok være, at der var to, der var lettede.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at vi på en ferierejse i Costa Rica en gang fik stjålet en taske med blandt andet vores pas. Det gav os nogle meget store problemer, men det blivende indtryk er den utrolige hjælpsomhed, vi mødte fra mange kanter.
På billedet herover holder bilen foran biblioteket.
27. oktober 2016
Det er vaskedag, og det er mere, end det umiddelbart lyder af. Sammenlagt gik der mange timer først med at finde et vaskeri, og dernæst fordi den ene vask fik alt for meget sæbe, så det måtte vaskes igen. Vaskeriet var fint med nye gode maskiner og et meget hjælpsomt personale. Dernæst forskellige daglige indkøb. Til sidst fik vi byttet donglen, der ikke virkede. Den nye virker, men det er ikke noget vidundermiddel.
28. oktober 2016
Vi sætter begge to stor pris på hende. Hun holder sig altid til sagen, har total mangel på humoristisk sans og har et begrænset ordforråd. Det er hende inden i gps’en, der fortæller os, hvilken vej vi skal. Derfor var vores overraskelse også stor, da hun en aften kom med et politisk budskab jævnfør billedet.
Men i dag gik gps’en helt i stå. Den viste kun en blå skærm, og hun kom med upræcise vejledninger. Vi tog ind i elektronikbutikken, hvor vi havde købt donglen. En energisk og imødekommende ekspedient med ti overdimensionerede kunstige negle foretog en opringning for os til Garmin og fandt ud af, at der skulle en firmwareopdatering til. I stedet for at sælge os en ny gps. Flot! Herefter gik resten af sig selv.
Bare hun er glad og fornøjet og giver os vejledning, ser vi gerne gennem fingre med, om der skulle smutte et politisk budskab igennem i ny og næ.
Først da det var i orden, kunne vi gå i gang med det, vi egentlig havde planlagt for i dag: at købe en bilforsikring, der dækker i Mexico. Vores plan er at køre over grænsen om et par dage. Canadiske og amerikanske forsikringer dækker nemlig ikke i Mexico. Hvad baggrunden er, ved jeg ikke, men der er ingen tvivl om, at der er nogle, der tjener mange penge på den ordning. Forsikringsagenten, vi forhandlede med, var da også enig i, at det er en dyr forsikring. Det er ligesom hjemme: anvarsforsikringen er lovpligtig, og man er godt dum, hvis man ikke tegner en kaskoforsikring, hvis ens bil er noget værd.
29. oktober 2016
Flere rejseforberedelser på nettet og udsendelse af nyhedsbrev. Vi holdt udenfor ”vores” lille bibliotek og kunne ordne det, mens vi sad i camperen.
30. oktober 2016
I dag er det søndag, og biblioteket er lukket. Vi fandt et andet, hvor nettet er lidt kraftigere.
Når vi har kørt rundt her i den sydlige udkant af byen, er vi somme tider kommet igennem boligområder. Der er to ting, der springer i øjnene. Her bruger man kaktus som prydplanter. Der findes mange forskellige slags, som er utrolig flotte. Der er mange nydelige haver. Men det er selvfølgelig ligesom derhjemme: Man kan tydeligt se, hvem der er haveinteresseret, og hvem der ikke er.
Det andet, der springer i øjnene, er, at de yderste huse i byen ligger lige på kanten af naturen. Ørkenen begynder lige udenfor hegnet omkring grunden. Jeg har en gang lagt mærke til noget lignende i det nordligste af Nordnorge. Det er påfaldende, når man selv kommer fra et landbrugsland.
31. oktober 2016
Vi fik gjort klar til afrejse og kørte til Nogales. Undervejs var der lige en lille ting, der skulle ordnes. På et øde sted uden andre til stede. I Canada havde vi købt en bjørnespray og blev belært om, at den juridisk betragtes som et våben. For ikke at få problemer med de mexicanske myndigheder skulle den skaffes af vejen. Men først skulle den tømmes. Heldigvis har vi ikke haft brug for den, for så kunne det have været fatalt. Det viste sig, at man skulle trykke på den et helt andet sted, end man umiddelbart skulle tro. Der gik måske et eller to minutter med at vende og dreje den og trykke forskellige steder, inden det lykkedes at udløse den. Så kom den til gengæld i et kraftfuldt pust med en kraftig gullig sky.
Nogales er en grænseby og en tvillingby, som ligger på begge sider af grænsen. Det 3-4 meter høje grænsehegn skærer sig lige gennem byen. Der er en grænseovergang, så man kan gå fra centrum til centrum i hvert sit land. Den anden grænseovergang ligger ved motorvejen, og det var den, vi tog. Vi overnattede på Walmarts parkeringsplads sammen med adskillige andre campere, der også skulle over grænsen næste morgen. Jeg talte med en af dem. Han havde åbenbart set vores nummerplader og kom smilende hen og spurgte, hvor i British Columbia vi kommer fra. Det er ikke første gang, vi bliver anset for at være canadiere, men det varer som regel kun, til vi åbner munden.
Næste side: November 2016
Forrige side: September 2016