Sneglefart

Oktober 2018

1. oktober 2018

Der er masser af olieaktivitet i det område, vi kører igennem. Det giver sig også udtryk på vejen, som er en tosporet hovedvej. Pludselig lød der et ordentligt knald nærmest som af et skud. En sten fra en modkørende lastbil ramte forruden. Heldigvis holdt ruden, og heldigvis var det sådan cirka 15 centimeter til højre for mit synsfelt.

Samtidig var der sket det, at motoradvarselslampen begyndte at lyse igen.

I Fort Stockton var der et Fordværksted. De havde travlt. Der ville gå flere uger, inden de fik tid til at se på bilen. Men værkføreren var så flink, at han aflæste motorcomputeren. Og ligesom dem i Kelowna kunne han ikke finde fejlen. Men han var sikker på, at det er en ubetydelig fejl, fordi bilen kører godt.

Vi fik lov at overnatte på Walmarts parkeringsplads.

2. oktober 2018

Vi blev enige om at køre en omvej til San Antonio i håb om, at værkstederne der har mindre travlt. Det var en lang køretur på 500 kilometer.

Et stykke vej efter Fort Stockton hørte olieaktiviteterne op, og landskabet, der havde været helt fladt, blev lidt mere bakket, men helt livløst i forhold til menneskelig aktivitet. Ikke så meget som en ranch var der. Det er motorvej, vi kører på nu. På en frakørsel ude i ødemarken stod der University Rd. Da vi kom nærmere, så det ud til at være en jordvej. Hvad mon de studerer på sådan et universitet? Måske det uudgrundelige fænomen ingenting.

Vi nåede San Antonio sidst på eftermiddagen. Hos Ford henviste de os til et firma, der er specialist i ruder. Vi fik en kuglepen med glasfirmaets navn og adresse på.

Det var for sent at køre derhen, så vi måtte finde et sted at overnatte. Det blev igen hos Walmart. Det er en kæmpe by med over to millioner indbyggere.

3. oktober 2018

Vi ringede til det canadiske forsikringsselskab og anmeldte skaden på forruden. De var meget serviceorienterede og omhyggelige. Jeg måtte sende et foto af mit kørekort og oversætte teksten på det. Jeg viser ellers kørekortet hver gang vi får forsikringen fornyet. To timer efter skulle jeg ringe en gang til for at få bekræftet, at de havde modtaget det. ”Du ved godt, at du må ikke køre med et udenlandsk kørekort i Canada i mere end seks måneder?” spurgte damen, hvortil jeg svarede, at vi højst må opholde os i landet i seks måneder. ”Åh, så længe har jeg aldrig rejst,” svarede hun. Det endte med, at de anviste et værksted her i byen, som hører til en kæde, de har en samarbejdsaftale med. Det betyder, at vi bare skal betale selvrisikoen til værkstedet, der afregner resten direkte med forsikringsselskabet. Det kan ikke være bedre.

For nogle dage siden bed Ranveg i en sten i risen, så i dag opsøgte vi en tandlæge. Tandlægens besked var heldigvis beroligende, så det var ikke nødvendigt at foretage sig noget.

Vi plejer at gå en tur hver dag på en halv times tid. I går var det sent, da vi ankom, så vi måtte gå rundt på Walmarts parkeringsplads. Den er så stor, at det netop tog en halv time at gå to gange rundt om den. Det er nu ikke et spændende sted at gå. Man føler sig som en fange på gårdtur. Dertil kommer den fugtige varme, der er meget ubehagelig. Så i dag gik vi vores tur inde i indkøbscenteret, hvor tandlægen boede, for her var der aircondition. Det var behageligt, men fornemmelsen af gårdtur var der stadig.

Ude på parkeringspladsen næsten henne ved bilen, standsede en sikkerhedsvagt og sagde, at han havde været babysitter for vores bil, mens vi var inde i indkøbscenteret. ”Den slags trucks er efterspurgte blandt tyve,” sagde han og tilføjede, at i én uge var der blevet stjålet fire. Han mente, det er tyvebander fra Mexico, som sender sine ”soldater” herop.

0474san-antonio

Om eftermiddagen vrælede min telefon på en måde, som jeg ikke har hørt før. Det var en advarsel fra de amerikanske myndigheder. Det var dog kun en test, som det fremgik af sms’en. Ifølge medierne er advarselstesten sendt til 75% af alle amerikanske mobiltelefoner, og fordi vi har et amerikansk nummer, har vi også fået den.