Sneglefart

Oktober 2018

1. oktober 2018

Der er masser af olieaktivitet i det område, vi kører igennem. Det giver sig også udtryk på vejen, som er en tosporet hovedvej. Pludselig lød der et ordentligt knald nærmest som af et skud. En sten fra en modkørende lastbil ramte forruden. Heldigvis holdt ruden, og heldigvis var det sådan cirka 15 centimeter til højre for mit synsfelt.

Samtidig var der sket det, at motoradvarselslampen begyndte at lyse igen.

I Fort Stockton var der et Fordværksted. De havde travlt. Der ville gå flere uger, inden de fik tid til at se på bilen. Men værkføreren var så flink, at han aflæste motorcomputeren. Og ligesom dem i Kelowna kunne han ikke finde fejlen. Men han var sikker på, at det er en ubetydelig fejl, fordi bilen kører godt.

Vi fik lov at overnatte på Walmarts parkeringsplads.

2. oktober 2018

Vi blev enige om at køre en omvej til San Antonio i håb om, at værkstederne der har mindre travlt. Det var en lang køretur på 500 kilometer.

Et stykke vej efter Fort Stockton hørte olieaktiviteterne op, og landskabet, der havde været helt fladt, blev lidt mere bakket, men helt livløst i forhold til menneskelig aktivitet. Ikke så meget som en ranch var der. Det er motorvej, vi kører på nu. På en frakørsel ude i ødemarken stod der University Rd. Da vi kom nærmere, så det ud til at være en jordvej. Hvad mon de studerer på sådan et universitet? Måske det uudgrundelige fænomen ingenting.

Vi nåede San Antonio sidst på eftermiddagen. Hos Ford henviste de os til et firma, der er specialist i ruder. Vi fik en kuglepen med glasfirmaets navn og adresse på.

Det var for sent at køre derhen, så vi måtte finde et sted at overnatte. Det blev igen hos Walmart. Det er en kæmpe by med over to millioner indbyggere.

3. oktober 2018

Vi ringede til det canadiske forsikringsselskab og anmeldte skaden på forruden. De var meget serviceorienterede og omhyggelige. Jeg måtte sende et foto af mit kørekort og oversætte teksten på det. Jeg viser ellers kørekortet hver gang vi får forsikringen fornyet. To timer efter skulle jeg ringe en gang til for at få bekræftet, at de havde modtaget det. ”Du ved godt, at du må ikke køre med et udenlandsk kørekort i Canada i mere end seks måneder?” spurgte damen, hvortil jeg svarede, at vi højst må opholde os i landet i seks måneder. ”Åh, så længe har jeg aldrig rejst,” svarede hun. Det endte med, at de anviste et værksted her i byen, som hører til en kæde, de har en samarbejdsaftale med. Det betyder, at vi bare skal betale selvrisikoen til værkstedet, der afregner resten direkte med forsikringsselskabet. Det kan ikke være bedre.

For nogle dage siden bed Ranveg i en sten i risen, så i dag opsøgte vi en tandlæge. Tandlægens besked var heldigvis beroligende, så det var ikke nødvendigt at foretage sig noget.

Vi plejer at gå en tur hver dag på en halv times tid. I går var det sent, da vi ankom, så vi måtte gå rundt på Walmarts parkeringsplads. Den er så stor, at det netop tog en halv time at gå to gange rundt om den. Det er nu ikke et spændende sted at gå. Man føler sig som en fange på gårdtur. Dertil kommer den fugtige varme, der er meget ubehagelig. Så i dag gik vi vores tur inde i indkøbscenteret, hvor tandlægen boede, for her var der aircondition. Det var behageligt, men fornemmelsen af gårdtur var der stadig.

Ude på parkeringspladsen næsten henne ved bilen, standsede en sikkerhedsvagt og sagde, at han havde været babysitter for vores bil, mens vi var inde i indkøbscenteret. ”Den slags trucks er efterspurgte blandt tyve,” sagde han og tilføjede, at i én uge var der blevet stjålet fire. Han mente, det er tyvebander fra Mexico, som sender sine ”soldater” herop.

0474san-antonio

Om eftermiddagen vrælede min telefon på en måde, som jeg ikke har hørt før. Det var en advarsel fra de amerikanske myndigheder. Det var dog kun en test, som det fremgik af sms’en. Ifølge medierne er advarselstesten sendt til 75% af alle amerikanske mobiltelefoner, og fordi vi har et amerikansk nummer, har vi også fået den.

4. oktober 2018

Om morgenen mødte vi op på værkstedet, der skifter ruder. De var meget professionelle. En halv time efter var ruden skiftet. De var to mand om det, så arbejdstiden var en time. Men forsikringsselskabet, kunne jeg se af papirerne, får lov til at betale for tre timer. Det er helt normalt, sagde damen i skranken. Mon det også er almindeligt i Danmark?

Det var skønt, at det kunne ordnes så nemt og uden nogen form for bøvl. Fordværkstedet i Kelowna, der lavede forskellige ting på bilen, sendte en regning på over 5.000 kroner til os i går. De skiftede bilens computer ud. Det var under garantien, fordi den var under to år gammel. Vi fik jo den originale stjålet i Mexico i 2016. Men nu skrev firmaet, at Ford ville ikke godtgøre det, fordi det var sket i Mexico og ikke i USA eller Canada. Vi sendte en pæn mail til dem og forklarede, at værkstedet jo havde godkendt det på forhånd. Det var endda deres idé. Der gik ikke ret lang tid, før der kom en mail, hvor de erkendte, at fejlen lå hos dem. Så den er heldigvis ikke længere.

Korrespondancen skete med den samme dame, som vi havde al kontakt med på værkstedet. Hun var både reel og kompetent. Ledelsen havde åbenbart pålagt hende at sende os regningen udfra princippet går den, så går den.

Sådan nogle hverdagsting som en forsikringssag og uenighed med et bilværksted forekommer også, når man er på rejse.

Fra San Antonio kørte vi til grænsebyen Laredo. Her tog vi ind på en campingplads i en statspark, hvor vi også var sidste år. Der var meget stille, og vi fik en lang snak med ham, der skulle registrere os. Han var som mange her amerikaner af mexicansk afstamning. Han fortalte om turene til Mexico i sin barndom, hvor de besøgte hans oldefar, der boede i en mindre by ude i ørkenen, hvor alt var grønt, og hvor oldefaderen havde en avocadofarm. Et lille stykke fra huset løb et lille vandløb, og han fortalte levende om, hvor klart vandet var, og hvordan han og broderen badede deri. En ægte barndomserindring.

5. oktober 2018

Vi skal lige vente et par dage, til vores mexicanske bilforsikring træder i kraft. Her i byen er der kun offentlige parkeringspladser som alternativ til campingpladsen. Da vi ikke har betalt for overnatning en eneste gang, siden vi boede på et hotel den aften, vi landede i Canada, syntes vi godt, vi kunne tillade os den luksus. Det var ikke specielt dyrt, men skal man gøre det hver dag, når man rejser så længe, som vi rejser, vil det blive meget dyrt.

6. oktober 2018

Der er flere mennesker i dag, hvor det er weekend. Campingpladsen ligger lige udenfor byen ved en stor sø, og den fungerer også som udflugtsmål for byens folk, især familieudflugter med madpakker. Andre kommer for at fiske eller sejle med deres båd.

Det er stadigvæk USA, og det er stadigvæk Texas, men det er på mange måder, som om vi også er i Mexico. Spansk høres overalt. På campingpladsen sidder folk og griller med musik drønende ud fra åbne bildøre. Det ville amerikanere aldrig gøre. Og i supermarkederne har de et stort udvalg i særlige mexicanske producenter.

7. oktober 2018

Mest afslapning i dag. Vejret er lige som de andre dage varmt og fugtigt. En af grundene til, at vi for en gangs skyld valgte en campingplads, er, at med landstrøm kan vi have vores aircondition til at køre. Der er varmt og fugtigt.

8. oktober 2018

4900 kilometer har vi kørt, siden vi forlod Kelowna for en måned siden. Det er ikke den totale distance til grænsebyen Laredo, men omfatter alt, hvad vi har kørt af ærinder, omveje og så videre.

At arrangere et forløb, så det er letforståeligt og intuitivt, er ikke en mexikansk spidskompetence. Måske er det slet ikke hensigten, at det skal være intuitivt. For mexikanerne har som regel meget personale ansat, så der er altid nogle at spørge, og så fungerer det jo alligevel – bare på en anden måde end vi er vant til. Kort sagt: Vi kom over grænsen så let og smidigt som aldrig før.

Amerikanerne var derimod en udfordring, for hvis man bare kører over grænsen, har man forladt USA. Uden at opdage det er man pludselig på den mexikanske side. Ved indrejse til USA klipser de et lille stykke papir ind i passet. Det er meget vigtigt at aflevere det ved udrejse, ellers vil man få problemer næste gang, man skal ind i landet. Men en flink mexikaner forklarede, hvor vi kunne parkere og viste os, at hvor vi skulle gå hen.

Vi var ellers lidt spændte på, om vi overhovedet kunne få lov at komme ind i Mexico – eller rettere, om vi kunne få vores truck med. For et år siden fortolkede grænsestationen i Laredo reglerne på en anden måde end andre grænsestationer og afviste alle truckcampere med den begrundelse, at trucken er et erhvervskøretøj. Men det har de heldigvis ændret holdning til. Sidste år var der mange historier på nettet om folk med truckcampere, der blev afvist. De måtte så tage den 1400 kilometer lange tur til Nogales og derefter cirka lige så langt tilbage igen.

Sidste forår kørte vi nordpå via Laredo. Det var en smuk køretur, og den har langt flere overnatningsmuligheder end på den vestlige rute. Så derfor valgte vi den.

Texas er en flad slette cirka 130 meter over havet. Der er varmt og fugtigt. Sletten fortsætter et par hundrede kilometer syd for grænsen. Det er nærmest som hvis man kan forestille sig Vildmosen men uden træer. Ved Monterey rejser der sig dramatisk nogle høje flotte bjerge. Vi kørte udenom Monterey, der er en af Mexicos største byer, og videre op i bjergene til Saltillo, der ligger i 1600 meters højde. Her overnattede vi i gården til et hotel. Vi nød, at der var både køligere og tørrere luft.

9. oktober 2018

Mens Ranveg sad og lavede noget på computeren om formiddagen, kastede jeg mig over min slægtsforskning og fandt min tipoldemor fra Blekinge og tipoldefar fra Skåne. Over middag brød vi op og kørte til Matehuatla, hvor der også er et hotel, der tilbyder overnatning for campere. Her overnattede vi også i foråret på vej nordpå.

Om aftenen lavede vi en googlesøgning for at få lidt at vide om Matehuatla. Til min store overraskelse var søgeresultat nummer to denne dagbog på sneglefart.dk med en omtale af overnatningen her i foråret.

10. oktober 2018

Vejen sydpå gik gennem enorme øde områder. Over en strækning på adskillige snese kilometer kørte vi gennem skov af josvatræer, der visse steder var blandet med store kaktus.

Da de første indvandrere kom til Californien, undrede de sig over dette mærkelige træ, som i virkeligheden ikke er et træ, men en yucca. Sådan noget havde de aldrig set før. Men de kunne deres bibelhistorie. Det fik dem til at tænke på historien om Josva, der strækker sine arme op mod himlen. Derfor gav de det navnet Josvatræ. I Californien findes de i en nationalpark, der hedder Joshua Tree National Park. I foråret 2017 besøgte vi Joshua Tree National Park. Foruden josvatræerne så vi også blomstrende kaktus og særprægede klippeformationer.

På en strækning, der var ikke helt så øde, lå der den ene restaurant ved siden af den anden. En restaurant er et meget beskedent lille hus. Det virker, som om man kan åbne en restaurant, hvis bare man har et komfur og et par gryder. Ved dem alle sammen var der et stort skilt, hvor der stod carne asado. Det er en traditionel ret, der består af et stykke tyndt skåret oksekød, der serveres med ris, bønner og to slags salsa. Langs vejen er der næsten lige så mange vulkanisører som restauranter. Måske fordi mexikanerne kører deres dæk længere ned end godt er.


Pozos by Niels Clemmensen on Exposure

Overnatning i Pozos på et sted, hvor de har nogle værelser til udlejning og en dejlig have. Her var vi også i foråret, og det var næsten lige som at komme på besøg hos gamle venner. I hvert fald blev vi mødt med smil og knus. Det er et søskendepar, der ejer det. Han holder haven og bygger til og alt mulig andet. Hun er kunsthåndværker og har en større produktion af sine finurlige figurer i ler. Derudover holder de kurser i lerarbejde.

På kortet hedder byen San Pedro de los Pozos. På skiltene står der Mineral de los Pozos. Det sidste skyldes den mine, der engang var byens eksistensgrundlag. Da minedriften ophørte, førte det til byens forfald. Utallige huse ligger i ruiner. Men der er kræfter i gang for at gøre byen interessant for expats. Den mest prominente person, der har købt et hus her, er Yoko Ono. Der er også en kunstskole, der tilbyder undervisning i flere former for billedkunst og skulptur.

11. oktober 2018

Vi fik en hyggelig snak med værterne, inden vi drog af sted. Turen blev den mest anstrengende køredag indtil videre. Trafikken var tæt, vejene var dårlige, og vi kørte forkert flere gange. Men vi nåede da frem til Teotihuacan, hvor vi har været før. Det er ved de store pyramider lige udenfor Mexico By.

12. oktober 2018

Det var en nem køretur via Puebla til Fortín på hovedsagelig gode veje. På vej mod millionbyen Puebla kunne vi ikke undgå at tænke på de historier, der har været i medierne om tyverier af lastvognstog. Mindst 50 lastvognstog med indhold blev røvet på strækningen mellem Puebla og Mexico By, så transportfirmaerne begyndte at sende følgebiler med bevæbnede vagter med. Politiet var som sædvanlig magtesløst. Senere blev lastbilerne fundet i Puebla i en gård med høje mure omkring. Det er alt sammen noget, der er sket i indeværende år.

GPS’en ledte os gennem Fortín til en restaurant lige uden for byen, som også tilbyder overnatning for sådan nogle som os. Det er en familiedrevet virksomhed, og de var utroligt imødekommende. Datteren Mali, der læser medicin, talte udmærket engelsk.

13. oktober 2018

Restauranten holder kun åben lørdag og søndag. På den anden side af vejen er der et stort græsareal på en bakke, hvor der er stillet forskellige legeredskaber an. Det benyttes som et udflugtsmål for folk inde fra byen. Hele familier tager herud og hygger sig dagen igennem. Morgenmad, frokost og aftensmad kan de købe inde på restauranten. Allerede ved otte-tiden kom de første biler, og midt på formiddagen var der næsten fyldt op.

Vi diskuterede, om vi skulle køre videre eller blive her hele dagen. Efter at have kørt hver dag siden i mandags trængte vi til en fridag. Vi begyndte med at gå en tur ud ad landevejen, hvor der var marker med sukkerrør. Det endte med, at vi bestemte os for en fridag.

Over middag bankede det på døren. Det var en hollænder, Gerard, der lige var ankommet. Han havde hørt om os inde på restauranten. Han rejste sammen med Cecilie, der er franskmand. De havde været på landevejen i 6 år og havde absolut ingen planer om at stoppe. De var begge to lidenskabelige fjeldklatrere. Han havde dog måttet opgive det på grund af et problem med benene, men hun klatrer stadig og havde blandt andet klatret på det højeste bjerg i Sydamerika, hvor de havde rejst i tre år. Da han havde opgivet fjeldklatringen, måtte han finde på noget andet, og det blev paragliding. De havde et princip om, at de ville lave paragliding i alle de lande, de rejste igennem. De havde også gjort det på Rubjerg Knude. Mens vi snakkede, kom der nogle glidende i luften ned fra bjergene og landede på græsplænen, hvor folk hyggede sig. Vi hyggede os med dem og med paragliderne inde på restauranten og var glade for, at vi tog en fridag.

01fortin

14. oktober 2018

Det tog næsten en hel dag at køre 300 kilometer. Motorvejen, der som alle motorveje er betalingsveje, havde egentlig god asfalt, men pludselig kunne der komme nogle huller i asfalten, så farten måtte ned til 70 for at få bedre tid til se dem. Betalingsvejene har normalt ikke så meget trafik som de gratis veje. Så når der ikke kommer nogen bagfra, kører vi slalom udenom hullerne.

Under flere motorvejsbroer sad der nogle i skyggen og solgte ananas. De voksede også på markerne langs vejen. Vi standsede og købte et par stykker.

Da vi drejede fra motorvejen, blev vejen noget af det ringeste, vi har oplevet i Mexico. Der kom så mange huller i asfalten, at vi måtte liste os over dem. Det blev afløst af ualmindelig dårlig grusvej, som gik i samme tempo. Ind imellem var der strækninger med helt ny asfalt. Så de 80 kilometer blev til en laaaang tur.

Mange amerikanere tør ikke rejse alene i Mexico. Derfor kører de af sted i karavaner på 10-15 stykker. Vi fandt en campingplads, der var indrettet til at tage imod karavaner. Det betyder, at den er stor og har de basale faciliteter, amerikanske campingpladser har som for eksempel 30 amp stik. Men vi var de eneste campister.

Til aften spiser vi god hjemmelavet mad. Vi har for eksempel spist en del farsbrød, som Ranveg laver i ovnen, mens hun bager brød. Det er godt at have, for der er til mange dage i sådan et brød. Da vi satte os godt til rette og skulle til at spise, kunne jeg ikke lade være at tænke på en replik fra en grammofonplade for børn, vi havde i min barndom: ”Dem at der spiser tyggegummi, de får hul i maven.” Men jeg synes nok, man kan få et temmelig stort hul i maven uden at spise tyggegummi – når man er godt gammeldags sulten.

15. oktober 2018

En stille dag. En tur i byen om formiddagen. Vi snakker om, om det er muligt at vænne sig til den fugtige varme.

16. oktober 2018

Der er gået rigtig byferie i det. Catemaco er ikke en historisk interessant by, men den ligger smukt ved søen af samme navn og er en pæn by. Vi gik rundt og fandt endelig byens eneste bank, hvor vi fik hævet nogle kontanter. Kirken er smuk på en meget mexikansk måde: hvidkalket med blå stafferinger. Inde er der nogle meget fine glasmalerier med hovedvægten på lidelseshistorien, men også motiver af Mariæ bebudelse.

0508catemaco

Nede ved søen spiste vi på en restaurant med en dejlig udsigt. Da vi lige var kommet ind, begyndte regnen at vælte ned, og personalet fik travlt med at stive taget af. En gik og skubbede til det med et kosteskaft, så der ikke skulle samle sig for meget vand.

Ranveg havde læst om en café, der skulle servere ekstra god kaffe. Den lå overfor kirken, men var lukket, da vi kom derhen. Hun spurgte så en mand, der passede en turistbod udenfor kirken, om han vidste, hvornår de åbnede. Så tog han helt uopfordret sin telefon og ringede til caféen, hvorpå de lukkede op for os.

17. oktober 2018

Vejrmeldingen lovede voldsom regn – 116 mm – så det var nok bedst at blive, hvor vi er. Om der kom så meget regn, skal jeg ikke kunne sige, men det regnede i hvert fald uafbrudt i næsten 20 timer og i lange perioder voldsomt. Ranveg studerede mexikanskse madsopskrifter på nettet, og jeg arbejdede med min slægtsforskning nærmere bestemt med min tipoldemor fra Blekinge. Ved hjælp af en person på et forum lykkedes det at få familien kortlagt. Til aften kom der opholdsvejr, men ved sengetid tog regnen fat igen.

18. oktober 2018

Regnen fortsatte hele natten og hele dagen frem til først på eftermiddagen. Det var voldsommere end i går. Vi havde tømt vores dunk med drikkevand, men campingpladsen havde heldigvis en, vi kunne købe. Man skal helst ikke gå alt for langt med en 18 liters dunk.

0512catemaco

Der blev mere slægtsforskning, og jeg fik min tipoldefar fra Kristianstad og hans familie kortlagt. De fik 10 bør, hvoraf de 5 døde som små. I januar 1823 mistede denne familie først et barn på tre uger og en uge senere et barn på 3½. En gennemlæsning af kirkebøgerne viser uhyggeligt mange børnedødsfald.

19. oktober 2018

Mere af det samme – det vil regn det meste af dagen. I medierne var der en historie om regnvejret, som er gået særlig hårdt ud over det sydlige af staten Veracruz, hvor vi er. I ”vores” lille by Catemaco, stod der, at mange forretninger og restauranter har haft store tab som følge af vejret. I San Andrés, en større by 10 kilometer herfra, har hundreder af familier mistet alt på grund af oversvømmelser. Ifølge de lokale er det det værste regnvejr i 30 år.

20. oktober 2018

Det var faktisk opholdsvejr det meste af dagen. Det blev udnyttet kreativt til at prøve vores macerator af i praksis. Jeg kender ikke noget dansk ord for den. Den monteres på camperens kloakafløb og indeholder en pumpe og en ”blender”, så indholdet af wc-tanken kan løbe gennem en slange. I Canada havde vi lidt svært ved at finde en slange med stor diameter, men fandt dog en til sidst. Den større diameter betyder, at vandet kan pumpes over en længere distance. I praksis viste det sig, at det var godt, vi havde købt en gennemsigtig slange. Det gør det muligt at følge med i, hvad der sker. Først tømmer man selvfølgelig den sorte tank og derefter den grå. I et supermarked her i byen havde vi købt en almindelig vandslange til skyllevand. Det hele fungerede fint. Det var dejligt, for sammenlagt var det temmelig dyrt. Vi har også fordelt opgaverne mellem os. Ranveg skal holde slangen for at sikre, at spildevandet løber ned i kloakken eller et toilet, mens jeg skal stå med fjernbetjeningen. Sådan er vi gode til at finde ud af tingene.

21. oktober 2018

I dag holdt regnen op til middag. Vi kunne komme ud, få hentet drikkevand og købt ind. Oversvømmelserne er meget værre i dag end i går, hvor huse nu står under vand og gaden langs søen er oversvømmet.


Oversvømmelse i Catemaco by Niels Clemmensen on Exposure

22. oktober 2018

Selvom vejret har været dårligt, har det været rart med en pause fra de mange køredage. Men nu skal vi videre. I går var vi inde på politistationen for at høre om vejenes tilstand. Der havde været rygter om jordskred ned over den vej, vi skal fortsætte på, men den er farbar, fik vi at vide.

Ejeren af campingpladsen var der i dag. Det er første gang, vi har mødt ham. Han er amerikaner og bor ude i byen. Han gav os en klækkelig rabat. Vi tog også afsked med Linda, en ældre amerikaner, der bor her halvdelen af året. Hun var et positivt bekendtskab med sin fine humor og store livsmod. Hun fungerer som en slags stedfortræder for ejeren.

Det første stykke vej var moderat bjergkørsel. Her kunne vi se de mange jordskred, der havde været, og som nu var ryddet. Et sted var halvdelen af vejen styrtet ned ad en skrænt, så asfalten hang i luften lige som den vej, der for mange år siden gik langs skrænten forbi Lyngby Mølle. Her var der ryddet og fyldt op, så man kunne passere sikkert uden om skredet.

”I skal ikke tage den gratis vej videre fra Acuyacan,” var der flere, der havde sagt. Men på grund af mangelfuld skiltning endte vi alligevel på den. Så forstod vi hvorfor. Den skifter som mange mexikanske veje fra dårlig til katastrofalt dårlig, hvorefter der kommer et stykke på en halv eller et par kilometer med ny asfalt, hvorefter der igen kommer dårlig vej, og man må liste sig frem i de laveste gear. Det var dog heldigvis kun 35 kilometer. Herfra kom der betalingsvej, og efter en længere strækning blev vejen så god, at vi kunne køre med almindelig motorvejsfart.

Overnatning ved et badeland ved byen Villahermosa.

23. oktober 2018

Da Ranveg varmede en madrest i går aftes, gik gassen ud. Det var den sidste af to flasker, så det betød morgenmad uden kaffe. Anskaffelse af nyt gas stod derfor højt på prioriteringslisten. Der skulle også købes noget mad ind. Det korte af det lange er, at Villahermosa er en meget stor by, og det tog ufatteligt lang tid at finde gasforhandleren. I Canada og USA kan man bare bytte en tom gasflaske med en fuld. Men her får man sin egen gasflaske fyldt op. Vi lærte også, at det hedder estacion de gas. En del af miseren var, at vi havde lavet en googlesøgning på nogle forkerte ord.

Vi havde planlagt at køre frem til en bestemt campingplads, men fordi vi rodede rundt så længe i byen, kom vi for sent af sted. I Ciudad del Carmen var det ved at blive mørkt, og der var stadig 35 kilometer tilbage. Derfor spurgte vi på en tankstation, om vi kunne holde der om natten. Vi måtte ikke holde omme bagved butikken, hvor der var mere ro, men gerne lige foran. Godt, vi parkerede og gik en tur, som var mest frem og tilbage, hvor der var fortov. Da vi kom tilbage, kom en betjent hen til os og sagde, at vi ikke måtte holde der, men gerne omme bagved butikken. De holdt i øvrigt vagt hele natten. Så måtte vi derover, men det var også fint.

24. oktober 2018

Det blev en morgen helt anderledes end andre morgener. Klokken tyve minutter i seks bankede det på døren. Vedholdende. Det var politibetjenten fra i går aftes. Han sagde, at vi skulle køre nu. Der holdt et par lastbiler, som også begyndte at køre. Så der var ikke andet at gøre end at stå op. Morgenmad og bad måtte vente til senere.

Det var stadig buldermørkt, men det varede ikke længe, inden den første lysning viste sig, og vi kom til at køre i det dejligste morgenlys. Efter det var blevet lyst, kom vi til en længere bro. Ved brofæstet holdt en politibil. Det ser vi så tit. Vi fortsatte over broen og indhentede en bus, der kørte mistænkeligt lovlydigt med 40 kilometer i timen. Og ganske rigtig. Der var skilte med en fartbegrænsning på 40, så det var nok klogest at blive bagved bussen. Pludselig så jeg de blå og røde blink bagved, og der blev sagt noget i en højttaler. Ovre på den anden side blev vi vinket ind til siden. Den ene betjent viste mig sit måleapparat: Vi havde kørt 56, og det ville koste en bøde på omkring 600 kr., som skulle betales på stedet til betjenten, ”fordi der er meget langt til politistationen”. Vi snakkede længe frem og tilbage. Pludselig var bødens størrelse mere end halveret. Imens stod den anden og lavede noget på sin mobiltelefon. Det viste sig, at han havde indtalt noget på googletranslate: ”I kan køre nu.” Så indtalte han noget mere: ”Jeg håber, I må få et godt indtryk af Campeche” – den stat, vi befandt os i. Jeg fik mit kørekort og bilens papirer tilbage, og så kunne vi køre videre med vores penge i behold og en oplevelse rigere.

Det var en rigtig dejlig tur langs kysten, Den mexikanske Havbugt. Bortset fra, at der var helt fladt, mindede det om køreturen på Sjællands Odde – bare med palmer. Vi fandt et sted at holde ved stranden, hvor vi fik vores morgenmad og –bad.

0515ciudad-del-carmen

Resten af køreturen skete der ikke noget særligt. Til aften nåede vi frem til Mérida og fandt en mere eller mindre forladt campingplads, men med vand og kloak.

Nu skal vi ikke køre mere foreløbig. Efter 7.700 kilometer fra Kelowna, British Columbia, er vi nu fremme ved vores foreløbige mål. Det bliver skønt at bruge dagene til andet end at køre bil.

25. oktober 2018

I centrum ligger et vandrerhjem, som også tager imod campere. På nettet stod der, at det kan lige gå med biler op til vores størrelse. Det holdt også stik. Det er et meget charmerende sted. Vi betalte med det samme for fem dage: 70 kr. pr. dag for to personer inklusiv morgenmad.

20 minutters gang og så er man i centrum. Vi gik efter en café. Dem er der mange af. At det er en universitetsby, forklarer det med de mange caféer. Undervejs mødte vi en mand, der var leder af et turistkontor. Han anbefalede os at se en forretning med mayakunsthåndværk. Den første, vi talte med der, spurgte hurtigt, hvor vi kom fra. Så fortalte han, at han kendte en mand fra København, som kommer en gang imellem og køber en 2-3000 hængekøjer af gangen, som han sælger videre på nettet. Derfor kendte han det danske ord hængekøje. En anden medarbejder ville absolut demonstrere hængekøjerne for os. Der var to modeller. Den ene er til en middagssøvn, mens den anden er til nattesøvnen. Mayaerne fletter dem og bruger dem selv til daglig.

0544merida

Senere ude i byen mødte vi en mand, som sandelig også kendte det danske ord hængekøje. Vi fik at vide, at der som optakt til de dødes dag den 1. november ville være optræden om aftenen. Det viste sig at være musik og dans og deklamation af en fortælling på vers. Der var en helt egen stemning på pladsen i den varme aften.

0601merida

26. oktober 2018

En stille dag, hvor vi nød at være færdige med at køre foreløbig. Her er meget varmt med 33 om dagen og 24 om natten. Det virker meget varmere end de steder, vi har været, hvor temperaturerne har været højere, men luften tør. Somme tider snakker vi om, om det overhovedet er muligt at blive akklimatiseret. Det kommer i hvert fald ikke fra den ene dag til den anden.

Til aften var der kommet en større gruppe unge mennesker på vandrehjemmet. De var på rejse med et dansk selskab, der arrangerer rejser for unge mellem 18 og 25 år. Det var lidt underligt at høre så meget dansk rundt omkring os.

27. oktober 2018

Når man kommer ind i en forretning – af de større altså – virker det i første omgang koldt på grund af klimaanlæggene. Og når man så kommer ud igen, er det som at gå ind i en mur af varme. Det oplevede vi blandt andet i en tøjforretning, hvor vi fandt nogle bluser af rent bomuld til Ranveg. Det er svært at finde, men her lykkedes det.

28. oktober 2018

På en nærliggende plads var der stillet et telt op med boder, hvor der blev solgt mad i anledning af Festival del Pib. Pib er en særlig ret, der bygger på gamle mayatraditioner, og som kun bliver serveret på denne tid af året i forbindelse med de dødes dag, la dia de muertos. Det er også den ret, man anbringer på gravene, som de døde sjæle ikke direkte spiser, men indånder duften af. Den er tilberedt i bradepander og kan bestå af hønsekød, oksekød, svinekød og mange andre ting. Det er bagt på en sten i et hul i jorden dækket med bananblade.

0618merida

De fleste boder bød på smagsprøver, og der var så mange, at man næsten kunne spise sig i mæt i smagsprøver alene. Vi valgte dog at købe en ret, der bestod af ost og skinke og kun med en lille smule chili i, så man blev varm inde i munden. Det med ost og skinke er en nyudvikling af den traditionelle ret, som nogle senere fortalte os.

0653merida

Herudover var der salgsboder og ikke mindst underholdning. En dame med en vældig energi improviserede underholdning, som bestod i at involvere publikum. Hun dansede for eksempel med en mand fra publikum. Jeg gik langt frem for at tage nogle billeder af hende. Det fik hun øje på og ville have mig til at komme frem. Da jeg tøvede med det, kom hun hen til mig og poserede, mens jeg fotograferede, og folk grinede og klappede. Sådan fik jeg mine 30 sekunders berømmelse og et bifald.

Inde i centrum var der et mylder af liv. Nogle gik i dagens anledning og var klædt ud som dødninge. Der var selvfølgelig de sædvanlige gadesælgere, og en ung mand spillede vidunderligt violin.

29. oktober 2018

Igen en stille dag, mens vi venter på i morgen. Det er den dag, vi har set frem til, fordi vores børn, Asbjørn og Hjørdis samt Hjørdis’ kæreste Heath kommer på besøg. Vi har bevidst undgået at tage på sightseeing for ikke at tage luften ud af det, inden de kommer.

30. oktober 2018

Vandrehjemmets have, hvor vi holder, er ikke ret stor, så det var noget af en udfordring at få bilen vendt og køre lige ind på den smalle indkørsel mellem to bygninger. Men med god hjælp fra en tysk campist, der også boede der, gik det forbavsende let.

Først måtte vi ud på den nærmest forladte campingplads, hvor vi tilbragte den første nat i Mérida for at tømme spildevand af. Dernæst kørte vi hen til det hus, som børnene har lejet på forhånd. Det ligger i et bevogtet boligområde. Ved indkørslen sidder en vagt. Vi blev skrevet ind i hans bog, og han skulle vide, hvor vi skulle hen: Calle 18B, nr. 220. ”Hvilken farve har huset?” ville han vide. Vi havde set billeder af det, så vi vidste at det var gult.

Vi havde fået en detaljeret beskrivelse af, hvordan man finder nøglen og kommer ind i huset. Mens vi stod og fandt ud af det, kom en mand hen og snakkede. Han boede også i området og kunne fortælle forskellige praktiske ting. Han talte udmærket engelsk og fortalte, at han var ingeniør og havde undervist på universitetet i 30 år. Han kendte i øvrigt et dansk par, som havde boet her i byen et års tid, fordi manden var udstationeret af sin arbejdsgiver. Det var et positivt bekendtskab, som endte med, at vi udvekslede telefonnumre. Lidt senere, mens vi bar ting ind i huset, kom han forbi i bil nu med sin kone. Han syntes, at jeg lige skulle hilse på hende også.

Sidst på eftermiddagen hentede vi børnene i lufthavnen. De havde været et par dage i Mexico By, og nu skal de være her lidt over en uge. Det var knus og store smil.

31. oktober 2018

Efter det store morgenbord med mexikanske lækkerier tog vi bussen ind til centrum, hvor vi beundrede malerierne i regeringspaladset. De skildrer Yucantans blodige historie og mayafolkets lidelser. Det var store malerier – det største måler 4 gange 12 meter – og engagerende. Billederne blev understøttet af en tekst, der kort redegjorde for baggrunden.

Man kunne også komme ind i det kommunale palæ, se byrådssalen og få udsigten over den store plads med domkirken overfor.

0712merida

Dagens store attraktion var imidlertid Festival de las Ánimas Sjælenes fest, som danner optakt til de dødes dag i morgen. Det begyndte om aftenen. På to mindre pladser og langs gaderne imellem dem var der opstillet altre med billeder af de afdøde og med fødevarer, som var stillet frem, så de døde sjæle kunne indånde den skønne duft, men man kunne også købe deres mad, pib, som vi også havde mulighed for at smage for et par dage siden. Det var tydeligt, at folk var samlet familievis omkring hvert alter og iklædt deres fineste tøj. På alterbordene stod der fotos af de afdøde.

Adskillige steder kunne man få ansigtet malet som en dødning. Det skulle Hjørdis selvfølgelig også prøve. Den dystre baggrund for dagen, nemlig dødens hærgen, var fremtrædende i den udbredte ansigtsmaling og i altrene, men ellers var der en herlig stemning af folkefest. Men som en mexikaner en gang sagde: Den dag bliver der grinet meget, men der løber også mange tårer. Og som fremmed tilrejsende tilskuer måtte man spørge sig selv, om døden overhovedet har mulighed for at fejre triumfer under de her omstændigheder.

0724merida

Forrige side September 2018
Næste side November 2018