Oktober 2019

Oktober 2019

1. oktober 2019

Vi kørte videre – eller rettere tilbage – til Chordeleg. Byen er kendt for sin tradition med at lave sølv- og guldsmykker i fint filigran. Billedet ovenfor er fra museet. Det er en tradition, der går tilbage til før inkaerne kom i 1400-tallet. Der lå den ene smykkeforretning ved siden af den anden. Det er desværre en kendt sag, at der også er meget snyd på færde. Smykkerne er ikke altid det, man får at vide, de er. Ifølge det lille museum kan man kun stole på 6 af de måske 25 forretninger i alt. En medarbejder på museet var så venlig at skrive en liste med navnene på de forretninger, man kunne stole på.

Herfra kørte vi til den større by Gualaceo, hvor vi så et sted, hvor de lavede sjaler efter en ældgammel væveteknik. Garnet var plantefarvet og produkterne var formidable. Det endte med, at Ranveg købte en fin poncho.

4737gualaceo

Herefter kørte vi tilbage til Cuenca til samme campingplads som før. Der var kommet et par fra Italien i et meget stort motorhome, som de havde købt i Colombia. Det var en 12 år gammel bil, og den tabte alt for meget olie. En mekaniker kom og reparede den. Vi har så tit hørt, at biler med gammel mekanik og uden moderne elektronik kan repareres overalt. Men sagen er, at den slags biler er ved at være så gamle, at de er ved at være for slidte. Vi har mødt flere, der har haft store tekniske problemer med deres gamle biler.

2. oktober 2019

Praktisk arbejde med computeren og indkøb. Til aften snakkede jeg med Humberto, ejer af campingpladsen. Han er begejstret over at møde danskere, fordi han som helt ung har boet et år i Danmark i henholdsvis Rungsted Kyst og København. ”Jeg var alt for ung,” sagde han og tilføjede: ”Jeg skulle selvfølgelig have giftet mig med den pige fra Rungsted Kyst.”

3. oktober 2019

Det regnede hele formiddagen, men der var ting nok, vi kunne lave indendøre.

Over middag holdt det op, og vi ville køre en tur til Gualaceo, hvor vi var forleden dag, for at købe noget mere tøj. Hvad vi ikke vidste, var, at der var igangsat en landsdækkende blokade af vejene, fordi regeringen har fjernet et tilskud, der gør bilbrændstof billigt. Nogle steder måtte vi køre en omvej, indtil vi bestemte os for at vende om. Det var også lettere sagt end gjort. På vej ind gennem byen stødte vi på den ene blokade efter den anden, hvor gule taxaeer holdt på tværs i større kryds. Med noget besvær lykkedes det os dog at snirkle os tilbage til campingpladsen.

4741cuenca

Baggrunden for blokaderne er, at statskassen mangler penge. Den forrige præsident, Correa, gennemførte en lang række gode og nyttige reformer indenfor uddannelse, sundhed og på socialområdet, ligesom infrastrukturen fik et løft. Men det skete for lånte penge. Pengene lånte han i Kina. Kina har allerede skaffet sig sikkerhed i form af privilegeret adgang til Ecuadors olieforekomster, hvoraf nogle af de største findes i Amazonas i områder, der ellers var beskyttet af fredninger. Men da der er store penge i olien, blev fredningerne lempet. Kineserne har også fået adgang til fiskeriet omkring Galapagos. Nu sidder Correas efterfølger, Lenín Moreno med aben. Han skal betale regningen. Derfor har han hævet skatterne og ophævet 40 år gamle subsidier til bilbrændstof. Derfor blokerer taxachauffører og andre chauffører vejene, så landet er lammet.

4. oktober 2019

Nå, blokaden ser ud til at blive længerevarende. En lastbilchauffør mente, den ville vare til tirsdag, og det er kun fredag i dag. Om eftermiddagen gik vi en tur ind til byen. Næsten alle vejkryds var spærret af gule taxaer. Men hvad der var skidt for trafikken, var godt for både luftkvalitet og støjniveau. Der er også generalstrejke, og det betød, at næsten alle forretninger var lukket. Den centrale plads i centrum havde politiet afspærret totalt. Et sted var der forsamlet en del mennesker. Vi troede først, det var noget af den sædvanlige gadeunderholdning. Men da vi kom nærmere, kunne vi høre en ung mand, der råbte meget højt. Så kylede han en sten på størrelse med en knytnæve langt ned ad en gade, og vi kunne høre, den ramte et eller andet. Ligesom mange andre begyndte vi at gå den anden vej.

0131cuenca

En taxachauffør, vi talte med ved en blokade, fortalte, at aktionen ville vare i tre dage i alt – altså i morgen med. Senere læste vi, at fagforeningerne, der stod bag aktionerne, afblæser deres aktion efter tre dage, men det ventes, at andre vil fortsætte. Så indtil videre er det uvist, hvornår vi kan komme videre. Men vi har det jo godt nok.

5. oktober 2019

Næsten en dovnedag. Situationen omkring blokader og strejker er usikker. Det viste sig dog, at trafikken i byen var normal, mens det var kritisk mange steder i landet. Vi fik købt ind, og vi kunne endda få en taxa tilbage. Vi køber drikkevand i 6 liters dunke, og de er for tunge at gå med.

6. oktober 2019

Vi gik en meget lang, men også meget dejlig tur til Museo Pumapungo. Det regnes for et af Cuencas bedste museer. En stor udstilling præsenterer landets indfødte kulturer. De er vidt forskellige og spænder fra lavlandet ved stillehavskysten over højlandet og ned i Amazonlavlandet. Livsbetingelserne er vidt forskellige, så det er kulturerne også. Shuarerne, der lever i Amazonregnskoven, har traditionelt været nøgne, hvilket er praktisk med al regnen og den varme fugtige luft. Andre bor i over 3000 meters højde, hvor temperaturerne aldrig kommer over 12 grader, så de må beskytte sig med varmt tøj. Det var i øvrigt også shuarerne, der havde traditionen med at lave skrumpehoveder. På museet var der udstillet mindst fem. De var ganske små, og hår og skæg var velbevaret. Læberne var syet sammen med snore og nogle med nåle.

7. oktober 2019

Vejene er spærret, så vi kan ikke komme nogle steder, men vi har det godt her, hvor vi er. Vi holder 20 meter fra et kloakafløb og 10 meter fra en vandhane, så man kan ikke tænke sig større luksus.

8. oktober 2019

Endnu en stille dag.

9. oktober 2019

Vi har længe vidst, at der skulle være demonstrationer over hele landet i dag. Vi gik ind mod centrum, og selvom vi ikke så nogle blokader, var der lige så stille som de to dage i sidste uge, da hele byen var blokeret.

3849cuenca

På vej tilbage mødte vi en demonstration, der marcherede ind mod centrum, hvor den formentlig skulle mødes med andre, der var kommet ind ad andre indfaldsveje. Ellers hørte vi ikke selv til noget. Men ifølge medierne kunne vi forstå, at det gik hedt til i Quito.

10. oktober 2019

Livet i byen virkede normalt. Vi gik ind til centrum og spiste på en restaurant, vi havde fået anbefalet. Derudover fik vi vasket tøj, og Ranveg fandt en syerske, der skiftede en lynlås ud for hende. 10 kr. mens vi ventede. Hvor kan man få sådan noget lavet i Danmark?

11. oktober 2019

Vi var lige inde i supermarkedet for at købe et par ting. Hylderne er meget mere tomme, end de var for et par dage siden. Ellers er det stille dage.

12. oktober 2019

Forsyningssituationen er heldigvis ikke så anspændt som supermarkedet i går lod antyde. Vi var i et andet supermarked, hvor der var masser af varer og masser af kunder.

I Quito gik det så voldsomt til, at regeringen indførte udgangsforbud i byen og andre kritiske steder. Cuenca er dog heldigvis rolig og fredelig.

13. oktober 2019

Uroen fortsatte i dag – læste vi i medierne. Her var der ikke noget at mærke. Vi købte ind på et marked og fandt ud af, at pengene rækker meget længere der end i supermarkederne. På vej tilbage kom vi til at tale med et par mænd, der skulle samme vej som os. Jeg hørte, at de omtalte os som gringos. Det er et ord, der antyder distance. Men de var meget imødekommende, da vi kom i snak med dem, og imponerede over vores rejse. ”Er I ikke bange?” ville de vide.

Om eftermiddagen tjekkede vi nyhederne igen. Det var hårdt mod hårdt, og det så ud til, at det i værste fald kunne vare i ugevis endnu.

Men hen på aftenen kom nyheden, at præsident Lenín Moreno havde trukket dekret 883 tilbage med dets bestemmelser om at fjerne tilskud til bilbrændstof og mange andre besparelser for de offentlige kasser. Moreno havde enddag gjort det geniale træk, at han havde indbudt de demonstrerende indfødte til at være med til at finde ud af, hvor staten så skal spare.

Nyheden skabte enorm lettelse helt sikkert i hele samfundet. Blandt de rejsende ville begejstringen ingen ende tage. Vi har været med i en whatsapp-gruppe, som har givet mange nyttige informationer undervejs. Her er et lille klip derfra, som viser stemningen:

22.27
Ny aftale vil erstatte 883. De indfødte er ikke længere på vejene, friiiiiheeeed.

22.28
Godt! Jeg så ikke frem til at køre fra Baños til Quito i morgen tidlig klokken halv tre.

22.31
Mit hotel ligger ved Panamericana. Jeg kan allerede høre lastbiler køre forbi, og de bruger deres horn. Har ikke set en bil på Panamericana de sidste otte dage.

22.36
De er allerede begyndt at fjerne blokaderne.

22.38
Så hvor er festen i Baños så?

22.40
Vi kan høre, hvordan de fejrer det med dyt udenfor.

22.41
Jeg var på vej i seng, men nu vil jeg egentlig gerne til fest.

Og hvad gjorde vi? Vi drak et glas rødvin og skålede.

14. oktober 2019

Vi ventede på, at situationen skulle blive helt normal. Desuden ventede vi på, at det skulle blive onsdag, hvor vi havde en aftale om at få besøg af Ken og Fiona, som vi kender fra Mexico. Det skulle have været i lørdags, men på grund af situationen havde de afsat deres afrejse fra USA.

Ventetiden benyttede vi til at få lavet et lille rutineeftersyn på bilen med olieskift og andre standardting. Der var et Ford-værksted i byen, og vi var heldige, at der var en, der talte engelsk. Han havde lært sig selv det med hjælp fra sin kone og svoger, der kunne engelsk. Behøver jeg at nævne, at han virkede meget opvakt. Vi ankom lige før den 2 timers middagspause, og de tog fat på bilen lige efter pausen. Ventetiden udnyttede vi til at spise frokost og gøre nogle indkøb.

15. oktober 2019

Vi ventede også på, at der skulle komme en gasbil og fylde en tom gasflaske. Da de kom, viste det sig, at de ikke kunne fylde vores amerikanske gasflaske. Da de kørte igen, undskyldte de endda. På en tur hen til supermarkedet kom vi forbi et sted, hvor man kan bytte gasflasker. Gennem hele krisesituationen har der siddet et skilt på døren: ”Vi har ikke mere gas.” I dag stod der en lang kø af mennesker med tomme gasflasker.

Om eftermiddagen kørte vi ud til gasanlægget. Der er næsten 25 kilometer. Det viste sig at være for sent, for selvom klokken kun var tre, var damerne på kontoret ved at køre hjem, så der var ingen til at udskrive en faktura. ”Kom igen i morgen formiddag,” fik vi at vide.

Tilbage ved campingpladsen holdt vi på gaden udenfor, hvor vi tog camperen af og fik den placeret rigtigt. Det skal desværre gøres en gang imellem, siden vi har løftet den med et par krydsfinersplader i bunden af ladet.

3451cuenca

Når vi har gået forbi det sted, har jeg godt lagt mærke til, at der på hjørnet er en græsbevokset jordvold og bagved det, man på vendelbomål kalder en brokken skijwærk - altså en uordentlig dynge af forskelligt affald. I dag lagde jeg mærke til, at der faktisk bor en mand derinde. Jeg så et glimt af ham, og han så temmelig forhutlet og beskidt ud. Lidt efter stod der en blå røg ud fra hans plastictelt. Han var sikkert i gang med at lave aftensmad. Ved siden af lå et hus, vi troede var efterladt og ubeboet. I dag hang der vasketøj udenfor. Ecuador har en relativ velstand, men det dækker over kæmpe forskelle.

16. oktober 2019

Så lykkedes det at få gasflasken fyldt. Da vi nu alligevel var kørt så langt, besluttede vi at køre til Gualaceo, hvor vi var for et stykke tid siden, for at købe en poncho til mænd. Det er en typisk beklædningsgenstand i højlandet. Vi fandt en god varm en. Det er ikke meningen, at den skal bruges til at gå rundt i byen med. Men den er god til at sidde med inde en kølig aften, så vi kan spare på gasvarmeren.

På vej til Gualaceo blev vi standset af politiet endnu en gang. Normalt tjekker de bare papirerne og vinker os videre. Men denne betjent var ikke så målrettet. Det virkede, som om han ledte efter et eller andet, han kunne knalde os på. Og han fandt også noget. Han ville give os en bøde for at køre med en en rude med mørklægningsfilm. Det er den rude, der blev smadret i Colombia. Efter lang tids parlamenteren fik vi dog lov at slippe. Vi var noget overraskede over, at det skulle være et problem, men tilbage på campingpladsen bekræftede Humberto, at det godt nok var forbudt ifølge ecuadoransk lov.

0311cuenca

Sidst på eftermiddagen kom Ken og Fiona. De var kommet direkte fra USA. Det var utrolig hyggeligt at ses igen. Det er halvandet år siden, vi sidst var sammen, og som de sagde, var det som om, det kun var tre uger siden sidst. De er i færd med at søge permanent opholdstilladelse i Ecuador, og skal til at finde et sted at bo i Cuenca. Derefter skal de finde noget at leve af. De havde masser af ideer til, hvad det kunne være. Det bliver spændende at følge dem og se, hvad de kan realisere. Der er også det særlige ved dem, at i sommeren 2018 besøgte vi hans forældre i South Carolina, så på den baggrund kender vi lidt til i hvert fald hans baggrund. Hun er fra England.

17. oktober 2019

Endelig var det tid til at komme videre sydpå. Vi kørte en smuk tur til Loja og videre til Catamayo, hvor vi overnattede på en tankstation, som egentlig var et truckstop. Der var larm fra vejen og den uro, der normalt er sådan et sted, men som truckstop fungerede det fint.

4781catamayo

18. oktober 2019

Lastbilen, der holdt ved siden af, havde en container med et stort færøsk flag. Der lå en del affald smidt rundt omkring, og en midaldrende kone gik med en stor bærepose og samlede ”brugbart” affald op.

Det var stadig en smuk tur med langsom bjergkørsel som i går. Men herfra ændrede landskabet sig – ikke kun fordi det gik nedad, men især fordi det blev mere tørt. Fra højlandet er vi vant til at se frisk grønt græs, men her stod det vissent og gult, som om det er længe siden, der sidst faldt regn.

0654peru

Ved middagstid kom vi til grænsen. Efter frokost gik vi i gang med formaliteterne. På den ecuadorianske side tog det kun et øjeblik at blive stemplet ud. Der var næsten ingen trafik over grænsen.

På den peruvianske side tog det længere tid, for hende, der skulle lave den midlertidige importtilladelse til bilen, kunne for det første ikke engelsk. Det vil sige, hun kunne ikke læse bilens indregistreringsattest, og da hun aldrig havde hørt om British Columbia, savnede hun et sted på dokumentet, hvor der klart og tydeligt står Canada. ”Det er ikke et sikkert dokument,” sagde hun.

Nå, men hun sagde, hun skulle nok finde ud af det, og mens hun ringede til en chef, sendte hun os hen at købe en forsikring. Det foregik i en lille købmandsforretning. Næste trin var inspektion af bilen. Det første inspektøren lagde mærke til inde i camperen, var al den frugt, der lå oppe på sengen for ikke at falde ned under kørslen. Mamey, bananer og maracuyá måtte vi gerne beholde, men mango og mandariner måtte vi ikke indføre. Vi var velkommen til at spise frugten med det samme. Så vi gik i gang med tre store mangofrugter, der egentlig skulle indgå i morgenmaden de næste tre dage. Mandarinerne kunne vi ikke spise, men en dame, der passede en butik lige udenfor blev overrasket og glad over at få dem.

Grænseovergangen var såden set let nok. Der var ingen bureaukratiske forhindringer eller paragrafrytteri. Det tog bare sin gode tid. Derfor nåede vi kun halvvejs til Piuara, den første store by i Peru. Vi overnattede derfor igen på en tankstation i en mindre by. Det var klogt, for vi er nu i et andet land. Selvom det ligner Ecuador, er der også forskelle. Det mere fattigt, og der går en del husdyr frit på vejen: køer, geder, heste. Og i trafikken er der et utal af mototaxis, trehjulede motorcykler med passagersæde og kaleche. Nogle anvendes også til varetransport. Med både husdyr og mototaxis på vejene er det en god idé at undlade at køre i mørke.

På tankstationen var der en bevæbnet vagt, der stod i nærheden af camperen hele natten.

3204las-lomas
Aftenstemning i Las Lomas

19. oktober 2019

Vi kom tidligt af sted og ankom til Piura ved middagstid. Det er en by på op mod 800.000 indbyggere. Her var der i udkanten af byen et svømmebassin med restaurant og tilhørende campingplads. Og med en vidunderlig fuglesang.

Om eftermiddagen tog vi bussen ind til et indkøbscenter og fik købt et sim-kort, så vi nu har et peruviansk nummer. Vi blev noget overrasket over priserne i supermarkedet, som var næsten lige så høje som i Danmark.

20. oktober 2019

Vi bevilgede os selv lidt tid om formiddagen til at arbejde med computerne. Så skulle vi lige have vand på og dumpe spildevand, og så gik resten af formiddagen. Vandet løb så langsomt, at det tog en halv time at fylde tanken, selvom den ikke var helt tom. Vi kunne med andre ord lige så godt prøve restauranten. Det var dobbelt så dyrt, som vi er vant til – 40 kr. per person. Men det var åbenbart et udslag af det berømte peruvianske køkken. Der var kælet for maden, som var utroligt velsmagende. Det var også rart at få noget andet end det, vi plejer at få.

Piura ligger i lavlandet vest for Andesbjergene i cirka samme højde over havet som Klosterbakken i Børglum. Her er meget tørt og varmt, men en behagelig tør varme. I tørtiden taber træerne bladene, så de ligner danske efterårstræer, men varmen fortæller en anden historie. Da landskabet er fladt og vejene gode og lige, gik det hurtigt med at komme fremad gennem det tørre landskab, der lignede noget, vi har set i det nordlige Mexico og sydlige USA. Selvom vi først kom af sted over middag, nåede vi lige så mange kilometer som de foregående dage, da vi kørte i bjergene.

Ved foden af bjergene fandt vi en landevejsrestaurant. Den lå lige ud til hovedvejen. Her fik vi lov at parkere for natten. Som kvittering for at parkere gratis valgte vi at spise aftensmad i restauranten, selvom vi havde været på restaurant allerede én gang i dag. Værtsfamilien, der bestod af tre generationer, kom hen og satte sig omkring vores bord. De var tydeligvis meget interesserede i at møde fremmede. Der blev en hyggelig snak omkring bordet. Midt i det hele kom bedstefaderen hjem. Han kørte sin ”bil”, en trehjulet motorcykel med kaleche og passagersæder, midt ind i restauranten, hvor den skulle stå for natten. Derpå stilede han lige hen til os med udstrakt hånd og bød os velkommen.

2237la-pilca-1Der var to børn, hvoraf den tre-årige Stefano var let at tale med, fordi det ikke var nødvendigt med rigtige ord. Vi fik en herlig dialog ved bare at sige bøh. Han var flere gange henne for at røre forsigigt ved mit skæg, for det havde han aldrig set før.

Udenfor i camperen fik vi en stille og rolig nat. Stort set. Ved tre-tiden parkerede en lastbil lige ved siden af, og flyttede om på nogle ting på ladet. Men den kørte da igen.

21. oktober 2019

Olmos, La Pilca, Hualapampa, Tambo, Pomahuaca, Pucará, Chamaya, Bagua Chica, Bagua Grande, Maguncha, Pedro Ruiz og Churuja. Det er altsammen byer og især småbyer, vi passerede i dagens løb. Det blev en meget lang tur, hvor vi tilbagelagde hele 280 kilometer. Selvom vejene er overraskende gode, tager det lang tid i bjergene. Det svarer til, at man ikke kan køre fra Brønderslev til København uden at have mindst én overnatning undervejs.

Vi kørte gennem et øde og tørt område næsten helt uden vegetation. Det er en gåde, hvad de få mennesker, der boede derude, levede af. Senere kørte vi gennem en dal, hvor flodvandet blev brugt til kunstvanding. Det frodige forårsgrønne i dalbunden stod i skærende kontrast til de tørre bjergsider. Senere kunne vi se, at en vigtig afgrøde var ris. Der var anlagt terasser overalt. Senere igen blev området mere frodigt. Der var flere småbyer og enkelte lidt større. Det sidste område, vi kørte igennem, var atter mennesketomt, men frodigt grønt. Det var omkring 10 kilometer gennem en kløft med næsten lodrette sider. Meget imponerende.

Overnatning fandt vi sidst på eftermiddagen i den lille by Churuja hos en mand, der driver en form for camping på sin græsplæne.

22. oktober 2019

Efter flere dages kørsel var det rart med en stille dag til at ordne opdateringer på hjemmesiden, besvare emails og den slags.

23. oktober 2019

Vi måtte køre ti kilometer tilbage til byen Pedro Ruíz. Det er en rigtig hverdagsby med mange forretninger. Det var lidt besværligt at finde det supermarked, vi havde fået at vide skulle være der. I stedet fandt vi et marked, og her kunne vi få de ting, vi havde brug for – og det endda til pensionistvenlige priser. Drikkevand i en 20 liters dunk fandt vi i en forretning. Ranveg fortalte bagefter, at mens jeg hentede bilen, havde damerne spurgt, om vi var kinesere. Den har vi ikke hørt før.

Bagefter kørte vi op i fjeldet for at se vandfaldet Gocta. Da vi kom derop, fik vi at vide, at man kun kan gå derhen eller tage på en tur med hest, men at det var alt for sent i dag. Det ville ikke være muligt at nå tilbage inden mørkets frembrud.

En opsynsmand viste os et sted, vi kunne holde indtil i morgen. I samme øjeblik vi havde parkeret, begyndte det at regne, og det fortsatte det meste af eftermiddagen. Vi sad og hyggede os over en kop kaffe. Der er god mobildækning heroppe i fjeldet. Nede i dalen kunne telefonen ikke opfange noget signal. På et tidspunkt kom vi til at snakke om refrainet i en gammel popsang. Vi fandt den på youtube, men da vi havde hørt refrainet, var det ligesom nok. Lige nedenfor var et link til et indslag med en yngre Niels Hausgaard inden han blev mavesur og politisk korrekt. Det var fremragende humor og samtidig dyb alvor.

24. oktober 2019

På grund af vejret og vejrudsigten blev det desværre ikke til noget med at se vandfaldet.

Cocachimba er en meget lille landsby. Da vi kørte derfra, måtte vi holde ind til siden for en modkørende bus. Der var plads nok, men hvad der ikke var så synligt, var et hul, der lå i skygge og delvist dækket af grene. Højre baghjul faldt ned i hullet, og bilen stod på bagakslen. Hjulet berørte hullets kant, men der var ikke noget under hjulet. Bilen stod selvfølgelig meget skævt, og venstre forhjul rørte ikke jorden.

Heldigvis var der folk, der var parate til at hjælpe. En ung mand i en mototaxi tilbød at hente hjælp. Da han kun kunne have én person med, og da Ranveg er den, der kan spansk, kørte hun med ham, mens jeg løb bagefter. Men inden længe var de alt for langt væk. På vej tilbage til bilen kom en lastbil imod. Chaufføren standsede og spurgte, om det var min bil, der sad fast i hullet. Han tilbød at hjælpe og havde en wire. Inden han havde fået vendt, kom Ranveg og den unge mand tilbage. Det viste sig, at de ikke havde fundet nogle, der ville eller kunne hjælpe. Så kom lastbilen. Den største udfordring var at fastgøre wiren på bilen, men det lykkedes med noget besvær og noget ståltråd. Derefter trak han bilen op så let som ingenting. Der var heldigvis ikke sket nogen skade på den.

0115chachapoyas

Vi kørte videre til Chachapoyas (billedet). Der var smalle gader, men det lykkedes at komme igennem ved et par gange at klappe spejlene ind. Det lykkedes også at finde et sted at parkere. Vi fik hævet penge og spist frokost og fik et indtryk af byen, som havde en behagelig imødekommende atmosfære.

Derpå gik turen til Tingo, der er adgangsport i Kuélap, Perus største før-inka by. Vi fik lov at overnatte ved et hotel, der ligger ned til en flod. Udefra så det ikke ud af noget særligt, men der var en meget hyggelig gård med blomster. De unge mænd, der var ansat eller måske var børn af huset, havde god tid til at spille guitar og synge.

Om aftenen opdagede jeg, at der var sket noget med mit højre øje. Da jeg har gennem noget lignende med det venstre for 5-6 år siden, vidste jeg, at en øjenlæge burde se på det. Det var dog ikke så slemt som sidste gang, så i første omgang ville vi lige se tiden an.

25. oktober 2019

Kuélap kaldes for Nordperus svar på Machu Pichu. Det er opført som en 700 meter lang fæstning eller måske rettere bymur. Den ligger på en top 3100 meter over havet og med storslåede udsigter i alle retninger med svimlende dybe dale til alle sider. Den er opført i perioden 900-1100 – altså før inkaimperiet og er sandsynligvis aldrig blevet besejret af inkaerne. Indgangsportene er formet som en tragt, så en indtrængende fjende ville være nødt til at gå ind i en enkelt række. Det gjorde det nemmere at forsvare et angreb. Nogle bygninger kunne se ud, som om de har været beregnet til militært formål, men udgravninger viser, at de snarere har været anvendt til rituelle og ceremonielle formål. Rundt omkring på området er der udgravet over 400 cirkelrunde bygninger anvendt til beboelse. Byen har huset en befolkning på omkring 5000.

4815kuelap

Det var et ret imponerende kompleks at se og køreturen værd (flere dages kørsel). Også det sidste stykke var en udfordring. Fra Tingo eller rettere Viejo Tingo, hvor vi boede nærmest i hotellets gård, gik en smal vej op på tre kilometer. Det var en rigtig slyngvej med adskillige hårnålesving på 180 grader. Det var nødvendigt at dytte før hvert sving for at advare modkørende. For enden af vejen ligger Nuevo Tingo, og typisk nok var der ingen skilte, der viste, hvordan vi kunne komme videre. Efter at have kørt lidt rundt fandt vi kabelbanen, der tog os 1000 meter højere op. Det var en temmelig luftig tur. Først tog den os langt ned i en V-formet dal, inden det gik opad igen. Fra topstationen var der halvanden kilometers gåtur – også opad til vi kom til selve Kuélap.

Mens vi gik rundt deroppe, mødte vi en ung hollænder, der rejste alene rundt på sin motorcykel.

Efter en indholdsrig dag bevilgede vi os selv aftensmad på hotellet. Det blev meget vel modtaget, for vi betaler ingenting for at bo der. Værtinden og barnebarnet kom hen og satte sig ved vores bord.

Med hensyn til øjet blev vi enige om, at der nok ville være en øjenlæge i næste store by, Cajamarca. Men der ville gå et par dage, inden vi nåede frem.

26. oktober 2019

Det gik fint med at tømme spildevand over i deres toilet, men sikke et besvær vi havde med at fylde vand på, fordi gevinderne på deres vandhane var i stykker, og fordi – fandt vi senere ud af – at vi havde mistet en pakning på den ene vandslange. Dertil kom, at vandtrykket var meget lavt. Der gik det meste af en time med det. Sådan er vilkåret, når man rejser. Ting, der er banale og elementære, og som andre steder kun tager nogle få minutter, kan tage uforholdsmæssig lang tid.

Herfra gik turen videre til Leymebamba. Her ligger der et museum med genstande fra samme periode som Kuélap. Men museet er mest kendt for sine mange mumier, der er pakket ind som bundter. De er fundet ved den nærliggende Laguna de los Cóndores. De fleste opbevares bag glas i et klimakontrolleret rum, men et par stykker er ”unwrapped for your gruesome viewing pleasure”, som vores guidebog formulerer det.

4833leymebamba

Hvad der særligt fangede vores interesse, var en planche, der fortalte om mumier fundet andre steder i verden. Her var der et billede og en længere beskrivelse af vores egen Tollund-mand samt en grønlandsk barnemumie. I de år af min barndom, hvor jeg havde mit eget værelse, havde jeg en gipsafstøbning af Tollond-manden hængende på væggen. Den var smukt udført af en maler i slægten.

4829leymebamba

Fra Leymebamba blev det virkelig til noget af en køretur. Der var nogle få kilometer fra Leymebamba ud til museet. Her fik vi den første forsmag på, hvad der ventede os. Vejen var så smal, at to biler ikke kunne passere hinanden. Heldigvis havde den prima asfaslt. På en strækning på flere hundrede meter var der klippevæg på den ene side og afgrund på den anden. Autoværn var der ikke noget af. Det var nøjagtigt, som man kan se det i tegneserier. Det gav unægtelig noget af et gip. Heldigvis viste det sig, at trafikken var yderst sparsom. Der kunne måske gå en halv time eller mere mellem modkørende biler. Her gjaldt det om at dytte, inden vi kørte ind i et hårnålesving uden oversigt. Det viste sig – selvfølgelig – også, at ingen var interesserede i at bakke på sådan en vej, så modkørende var meget villige til at vente. Jeg ved ikke, hvor mange gange det lød fra passagersædet i forskellige varianter: ”Der er altså en dyb afgrund til den her side!”

Vi havde studeret overnatningsmulighederne på forhånd. Det bedste sted viste sig at være på passet i 3600 meters højde, Calla Calla, hvor der var mulighed for at komme lidt væk fra vejen. Her var der en formidabel udsigt, og vi blev belønnet med nogle solstråler, inden solen gik ned. Det var betagende, men koldt. Og køleskabet, der ikke kan fungere ordentligt på gas i så stor højde, lød stakåndet, ligesom vi også blev ved de mindste bevægelser.

27. oktober 2019

Fortryllelsen fra i går aftes var væk. Alt var hyllet i tåge. Ekstra langsomt – det meste gik i forvejen kun i anden gear – dyttede vi os ned ad bjerget og kom snart ned under tågen. Men vejen var stadig smal og havde mange steder med dyb afgrund til den ene side og klippevæg til den anden. Men efter at have fundet ud af, hvordan bilister forholder sig til hinanden, var det ikke længere helt så skræmmende. Det værste var i et sving, hvor der var skredet noget ud, og samtidig var vejen fedtet af mudder, der lå på den resterende asfalt.

4859calla-calla

Ved middagstid var vi nede i den lille by Balsas. Den ligger i 800 meter over havet og er smeltende varm. Det var noget af en kontrast til de 6 grader, vi havde om morgenen i højderne. For at spare tid spiser vi som regel frokost ude på køredage. Vi fandt et lille sted, der kaldte sig restaurant. Det var meget ydmygt. Det var maden også, men mæt kan man altid blive, for der følger næsten altid en stor portion ris med.

4865balsas

Det var tydeligvis en fattig by. Den så noget ramponeret ud, og forretningerne havde næsten ingenting. Da vi ledte efter et sted at købe tomater, kom en yngre dame hen og spurgte på engelsk, om hun kunne hjælpe med noget. Men forretningerne kendte hun ikke, da hun var fra nabobyen og kun var her på grund af et sportsarrangement. Vi takkede for hendes imødekommenhed og opgav at købe tomater.

Udenfor byen fandt vi ud af, hvor heldigt det var, at vejen havde god asfaltbelægning. De første par kilometer efter byen havde nemlig aldrig været asfalteret. Der var en hullet grusvej. På en kortere strækning var der en afgrund til venstre og klippevæg til høje. Problemet – eller udfordringen – var, at jeg var nød til at køre helt ud til kanten for, at det øverste af camperen ikke skulle ramme klippevæggen, når der var et hul i vejen, og bilen hældede ind mod klippen. Efter et par kilometer kom der heldigvis god asfaltbelægning igen.

Hen på eftermiddagen kom vi til den næste by, Calendin, som var lidt større. Efter henved otte timers kørsel havde vi tilbagelagt samfulde 120 kilometer.

På en tankstation kunne vi godt holde for natten, men der var ingen nattevagt. Det var der derimod på den næste tankstation. Dér var der en tankpasser, som var meget interesseret i vores camper og vores rejse. Der var ikke plads til os på selve tankstationen, men vi kunne holde sikkert på markedspladsen lige på den anden side af vejen. Han ville bede nattevagten, der var hans gode ven, om at holde øje med os. ”I kan være helt sikre,” bedyrede han og forklarede, at vi skulle parkere så tæt på vejen som muligt af hensyn til nattevagten.

Ovre på markedspladsen var der et arrangement i gang med mange mennesker og snesevis af trehjulede mototaxier. ”De pakker tidligt sammen, og så kan I køre hen og parkere.” Fordi han var så imødekommende og hjælpsom, tænkte jeg, at det nok var bedst at vise noget imødekommenhed fra vores side, så jeg inviterede ham indenfor, hvilket medførte nogle store smil. I Colombia kom folk tit og spurgte selv, om de måtte se den inden i, men peruvianerne er lidt mere tilbageholdende.

Vi kørte over på markedspladsen og fandt ud af, at der var hanekamp. Folk stod og sad i en rundkreds, og inde midt i var der en dommer og/eller kampleder. Han kaldte de næste ind. To mænd kom med hver sin hane og førte dem hen mod hinanden, mens de stadig holdt dem i hænderne, for at hidse dem op. Når kampen begyndte, satte de hanerne ned på græsset, og nu var der kun dommeren tilbage. Hanerne rejste fjerene omkring halsen og gik til angreb på hinanden. Der blev bestemt ikke sparet på noget. Det forklarede, hvorfor der lå så mange dun på græsset. En gang imellem greb dommeren ind og skilte dem ad.

4881calendin

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på en kær lærer, jeg havde i folkeskolen. Han sagde sommetider, at Danmark er sådan et fredeligt land. I udlandet har man både tyrefægtning og hanekamp. I Danmark nøjes vi med dueslag.

Da det blev mørkt, sluttede arrangementet og et par timer efter, var pladsen ryddet, og vi flyttede hen, hvor vi skulle holde for natten – og havde en rolig og fredelig nat kun med lidt trafikstøj.

28. oktober 2019

Næste stop var storbyen Cajamarca med omkring 300.000 indbyggere. I en by af den størrelse måtte der bestemt være en øjenlæge. Hvad der derimod ikke var, var et ordentligt sted at overnatte. Den eneste mulighed var et bilværksted, der også skulle have lidt camping. En mand, der lå på ryggen og arbejdede under et gammelt folkevognsrugbrød, havde aldrig hørt om det. En yngre mand i pænt rent tøj og en kontordame lignede også spørgsmålstegn. Desværre var ejeren ikke hjemme. Så farvel øjenlæge. Det måtte så vente til Trujillo, en kæmpestor by ved kysten.

Det var heldigvis kun middag, så vi bestemte os til at køre videre. Vejene var stadig snoede, men heldigvis ikke længere så smalle. Alligevel nåede vi kun 180 kilometer på hele dagen. Sidst på eftermiddagen kom vi til landsbyen Aguas Calientes. Det betyder varmt vand og hentyder til nogle varme kilder. Her fik vi lov at overnatte ved et friluftsbad, kan man nærmest kalde det. Der var et stort svømmebassin med faciliteter til omklædning. Det var meget søgt sidst på eftermiddagen. Byen var ganske lille og virkede uhyggeligt fattig. Ranveg spurgte damen i billetkontoret – vi skulle ikke betale for at overnatte – om der skulle være et vaskeri i byen. ”Nej, alle vasker selv alt vasketøj i hånden. Vi er meget fattige, og der er ingen, der har en vaskemaskine,” forklarede billetdamen.

4916aguas-calientes

29. oktober 2019

Det blev ufrivilligt til en dag ekstra i Aguas Calientes, fordi det nu var min tur til at få et maveonde. Mens jeg lå i sengen, gik Ranveg og gjorde sig gode venner med personalet. Det var slet ikke det værste sted at strande. Da byen ligger i 2000 meters højde, har den et behageligt klima. Varmt, men ikke for varmt. Desuden var der en dejlig afslappet atmosfære, som langsomt, men sikkert sneg sig ind på os.

30. oktober 2019

Heldigvis var maveproblemet kortvarigt. Nu kunne vi køre videre. Vi regnede bestemt med, at vi kunne nå de sidste 268 kilometer til Trujillo i dag, men vi skulle blive klogere. Den første time gik det fint. Asfaltbelægningen var så fin, at man kunne ønske så god asfalt derhjemme. Men det var stadig bjergkørsel. Alligevel nåede vi hele 35 kilometer i løbet af den første time. Så nåede vi Cajabamba, som er en lidt større by. Af en eller anden grund er der næsten altid manglende skiltning ved bygennemkørsler. Og bygennemkørsel skal forstås bogstaveligt. Der findes ikke noget så fint som en omfartsvej. Det er ind gennem smalle gader i centrum, hvor parkerede biler nogle gange gør det nødvendigt at slå sidespejlene ind. Måske er der også en lygtepæl i venstre side eller et udhæng fra et hus, så man skal være ekstra opmærksom på, at vejen ikke hælder, så det øverste af camperen støder imod noget. Dertil kommer, at man skal gætte på, hvilken vej man skal. Gps’en skal kun forstås som vejledende. Den kender ikke alle ensrettede gader. Følger man den blindt, risikerer man at ende i nogle alt for smalle gader.

Mens vi kørte der, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor ubehagelige den slags situationer var i de første par år, når vi oplevede noget lignende i Mexico. Nu ved vi, at folk tit er flinke til at hjælpe med at give tegn, og at man bare skal dytte, hvis biler holder parkeret, så man ikke kan komme forbi. Så kommer der næsten altid en mand løbende og flytter den.

Men selvom det ikke er så nervepirrende længere, er det stadig tidskrævende.

4118peru

Efter Cajabamba blev vejen også tidskrævende. Det var dårligste stykke vej, vi endnu har mødt i Peru. Det mindede os om mange veje i Colombia.

Den dårlige vej hørte først op, da den stødte ind i en overordnet vej, som var af god kvalitet. Den førte til den større by Huamachuco. Her var der noget så usædvanligt som skilte, der førte os gennem byen. Vi valgte at følge vejen for tung trafik. Det var ikke svært, men tidskrævende.

Undervejs så vi flere steder folk arbejde i marken med okseforspand. Et sted stod en mand og bearbejdede jorden med en hakke. Og i en landsby så vi to damer tale med hinanden, mens den ene stod og arbejdede samtidig med en håndten.

Resten af vejen var god, men også den var tidskrævende. Den førte os op i 4200 meters højde, og over en meget lang strækning kørte vi i den højde. Selv lige under 4000 meters højde boede der mennesker. Normalt bor der ingen så højt, men her var der minedrift. En hel by var der endda. Men det osede af fattigdom. Det blev endnu mere trøstesløst af, at det var diset, og der var mudder overalt. Vi diskuterede, hvilke mineraler der blev udvundet her. Et sted blev vi standset i en politikontrol. Betjenten var meget venlig og spurgte, om vi var på vej til Trujillo. Efter at have bekræftet det brød Ranveg ind og sagde: ”Jeg har lige et spørgsmål: Hvad udvinder man i minerne her?” Så fik vi at vide, at den mine, der lå lige ved siden af, blev lukket for 8 år siden, men ellers er det sølv og guld, der udvindes. Sådan blev vi klogere og takket være Ranvegs charme undgik vi at få vores papirer undersøgt. Ikke fordi vi har noget mod at vise dem frem, men somme tider tager det unødigt lang tid.

Hen på eftermiddagen kunne vi godt se, at vi ikke ville nå frem til Trujillo. Af overnatningsstseder kunne vi kun finde et par steder, der lå lige op ad vejen. Ved en ny politikontrol, hvor vi ellers bare blev vinket igennem, standsede vi op og spurgte en betjent om råd. ”Lad for alt i verden være med overnatte langs vejen. Området her er ikke sikkert.” Han anbefalede os at køre det korte stykke tilbage til den lille by Agallpampa og spørge på politistationen, om vi kunne holde lige udenfor. Den var nem at finde, og vi fik lov at holde der. Trafikken havde vi godt nok lige udenfor vinduet, men der blev stille om natten.

Aftensmad fik vi på en restaurant på den anden side af vejen. Det var et meget ydmygt sted, men maden var fortrinlig og kostede kun de sædvanlige 14 kroner for en ret. Det var et ældre ægtepar, som var meget sindige. Konen smilede dog imødekommende, da jeg roste hende for maden. Men manden var ikke nogen udpræget humørspreder. Ved nabobordet sad fire mænd. Med langsomme skridt gik han over til køkkenet, der var bag en væg af skabe og sodavandskasser. Forsigtigt og med langsomme skridt balancerede han én tallerken ad gangen over til de fire mænd uden, at der kom en eneste lyd ud af hans mund.

Da vi gik, passerede vi lige forbi ham. Jeg sagde farvel, og som svar kom der en eller anden uartikuleret lyd.

4922agallpampa

Det var mørkt, men vi gik lidt rundt på torvet. Det var rart efter at have siddet så mange timer i bilen. Folk var åbenbart ikke vant til at se udlændinge, men i en frugtbutik blev de alligevel imødekommende, da Ranveg gav sig til at snakke med dem. Det vil sige konen. Manden sad ved et bord med varmt tøj på og læste i noget, mens hun ekspederede.

Det var koldt, for vi var i 3100 meters højde.

Og natten? Den var stille og rolig.

31. oktober 2019

I Aguas Calientes slap vi af med vores spildevand, men der var så lidt tryk på vandet i vandhanen, så vi ikke kunne få tanken fyldt op med frisk vand. Så vi måtte spare på vandet om morgenen. Derfor blev vi enige om at gå over på restauranten og få morgenmad der. Allerede klokken seks om morgenen kunne jeg se, at de var ved at gøre klar.

Vi havde fået at vide, at der var kun to timers kørsel til Trujillo. Endelig kom der en tankstation. Det var hårdt tiltrængt. Benzinnålen sendte nogle umisforståelige signaler. Her fik vi også lov at fylde vand på. Vi nåede ned til Trujillo. Det er en kæmpemæssig by med 700.000 indbyggere. Gps’en tog os let og smertefrit frem til det ene af to ordentlige overnatningssteder, der er ved byen.

Mens vi har kørt på landet og i bjergene, har trafikkulturen lignet det, vi kender fra de andre latinamerikanske lande, vi har besøgt. Men i Trujillo er det noget mindre velordnet. Et sted, hvor vi holdt for rødt og skulle ligeud, holdt der en bil på vores venstre side. Så snart det skiftede til grønt, skyndte han sig frem og drejede ind foran os og den anden bane, der også skulle ligeud, og drejede til højre. Den har vi ikke set før.

Vi havde fundet et hotel i badebyen Huanchaco, som også tager imod campere. Det var godt nok dyrere, end vi er vant til – 100 kroner per overnatning. Til gengæld er det snart 14 dage siden, vi sidst har betalt for overnatning. Vi havde brug for at slå os ned et sted nogle dage, hvor vi både kunne få vand og have kloak. Vi var der allerede ved middagstid.

Forsikringsselskabet havde givet mig en tid hos en øjenlæge sidst på eftermiddagen. Først tog vi en bus til et indkøbscenter for at købe flere data til telefonen. Det er der ikke noget særligt at sige om, men busturen i en lille vanbus var noget af en oplevelse. Den var propfuld af mennesker. Vi sad begge på forsædet ved siden af chaufføren. Det var tydeligvis ikke hans bil, for han gav den så mange tæsk undervejs henover vejhuller og topes (vejbump). Den ene gang efter den anden rettede han på det udvendige sidespejl, for spejlet kunne ikke holde den samme stilling ret længe.

Når vi rejser, er vi vant til, at alt hænger på os selv, så det var uvant, at forsikringsselskabet havde lavet aftalen med klinikken til os, men det var rart, at vi var fri for det. Øjenlægen, en yngre mand, talte heldigvis engelsk. Han kunne konstatere, at det ikke var så alvorligt med mit højre øje. Til gengæld blev han foruroliget over, at nethinden havde løsnet sig lidt på det venstre øje. De gamle reparationer for 5-6 år siden så stabile ud, men noget nyt havde løsnet sig. Det var en overraskende oplysning. Han ville dog helst have en specialist i nethinder til at se på det. Det skal ske på mandag, hvis forsikringsselskabet vil.

Forløbet på klinikken var til ug, men jeg må sige, at det er godt, vi ikke har et forsikringsbaseret sundhedssystem i Danmark. Det er ikke nogen kritik af mit forsikringsselskab, som har gjort det godt indtil videre. Men med det offentlige sundhedssystem, vi har i Danmark, er vi så dejligt fri for, at en tredje part skal forholde sig til vores sygdomme og skavanker.

Forrige side September 2019
Næste side November 2019