Sneglefart

September 2019

1. september 2019

Vi fik begge to et knus af Armando, da vi sagde farvel. Han har vist sig som et retskaffent menneske, som vi er kommet til at sætte pris på. Efter røveriet er hans situation på flere måder blevet usikker. Der er ingen garanti for, at noget lignende ikke kan ske igen. Derfor gik han og overvejede, om han skulle lukke sin forretning. Dertil kom nogle private forhold, som også spillede ind, og som var forstærket af røveriet. Det var ikke let for ham.

For os var det derimod dejligt at være ude på landevejen igen. Vi kørte sydpå mod grænsen, og vi var slet ikke kede af at køre den samme strækning for tredje gang, fordi det er en ualmindelig smuk vej.

Der er stadig mange venezuelanske flygtninge på vejen. Det er hovedsageligt unge og yngre mennesker heraf adskillige med børn. Et sted holdt en lastbil stille, mens en flok fik lov at kravle op og køre med på ladet. Man kan ikke se det, uden at blive indigneret over, at der er nogle skurke i verdenssamfundet, som holder hånden under Maduros styre i Venezuela. Skurken er først og fremmest Rusland. Indtil videre er omkring 4 millioner mennesker flygtet. Nabolandene kan ikke tage flere. Der er stor uvilje imod venezuelanerne, fordi de presser lønningerne og optager ressourcer i sundhedsvæsnet og andre offentlige systemer.

Ecuador har lukket grænsen, så kun venezuelanere med visum kan komme ind. Alligevel er der alt for mange. Flygtningene har ikke noget at leve af, og kriminaliteten stiger. Det samme gælder Peru.

I modsætning til de flygtninge, Europa modtager, er der i Sydamerika tale om mennesker, der taler samme sprog og stort set har fælles kultur, som dermed er lette at integrere.

Vi overnattede på en tankstation i en landsby. Her kunne vi holde omme bag en bygning, så bilen ikke var synlig fra vejen. Det var også til gavn for støjen.

Billedet øverst på siden er en typisk tankstation. Der er altid betjening. På bordet ligger terminalen til betalingskort, og byttepenge står i sirlige stabler, mens sedlerne opbevares et mere sikkert sted. Tankpasserne peger som regel på tælleren for at vise, at den er nulstillet.

2. september 2019

Videre sydpå til Ipiales, Colombias grænseby til Ecuador. Her overnattede vi – igen – ved bjergstationen til svævebanen ned til kirken Las Lajas. Efter at have siddet i bilen en hel dag var det rart at komme ud og gå en tur. Ved et hus gik en mand og arbejdede. Han hilste os på engelsk, da vi gik forbi på tilbagevejen. Han ville gerne tale engelsk. Han havde lært det, fordi han havde arbejdet i hotelbranchen i Bogotá. Nu var han flyttet tilbage til sin hjemby sammen med familien og var i færd med at bygge et hus. Det var klar til indflytning om tre uger. Om aftenen og nok også om natten kørte han ”uformel taxa” inde i byen. Vi ville nok kalde det pirattaxa. ”Der er masser af mennesker at køre med,” sagde han opmuntret.

Det var her ved svævebanen i Ipiales, vi en nat i maj måned oplevede vores første jordskælv. Det var på over 8. Vi vidste ikke, hvad det var, før vi talte med nogle næste aften. Den historie fortalte vi til et yngre par, der netop var ankommet sydfra. De fortalte så, at de havde oplevet det samme jordskælv tæt på dets epicenter i det nordlige Peru. De havde overnattet i et hus, hvor husfaderen havde råbt og råbt, så alle kom ud udenfor. Der var dog ikke sket noget alvorligt.

Parret var meget hyggeligt at snakke med. Hun var fra Svejts, mens han var fra Ægypten. Så nu kan jeg sige, at vi har mødt flere langtidsrejsende fra Ægypten end fra Danmark. Vi har nemlig ikke mødt en eneste. Nå, det blev til en masse hyggelig snak om at rejse, om Ægypten og meget andet. De købte vores sidste colombianske penge til en billig pris.

1911colombia

Billedet herover: Frokost. Her er det svært at finde ordentligt brød. Vi kan heller ikke få mel til den slags brød, vi gerne vil have. Og endelig kan man heller ikke få pålæg. Derfor røræg med røde bønner, tomater og en kæmpestor avocado.

3. september 2019

Der er kun nogle få kilometer til grænsen. Da der ikke var plads til at parkere på den colombianske side, fortsatte vi over på den anden side og gik tilbage med vores pas og TIP (midlertidig importtilladelse til bilen) og blev afmeldt i Colombia. Herefter var det ind og få ecuadorianske stempler i passene. Det hele gik nemt, men vi har også været her før. Så vi vidste også, hvor vi skulle få vores importtilladelse. Men det var lukket, og der gik et stykke tid, inden vi fandt det rigtige sted. Da vi havde fundet det, gik det også let og smertefrit.

Hermed var vi parate til at indtage de ecuadorianske veje. Målet var Finca Sommerwind ved Ibarra. Her har vi været to gange før. Det er en tysker, der hedder Hans, som ejer pladsen. Det skulle bare være en enkelt overnatning.

Da vi var der for nogle måneder siden, virkede den til at ligge underdrejet. Det skyldtes hans skilsmisse. Men nu havde han fået den i gang igen. Han havde blandt andet fået ansat personale, så der altid var nogen i receptionen. Det var en mangel før. Og restauranten med Biergarten var blevet genåbnet. Her kan man få tysk mad og tysk øl – især til stor glæde for de tyske rejsende.

De første, vi talte med efter at være indskrevet, var et tysk par, Monika og Georg. De fortalte som noget af det første, at de næste dag skulle på en tredages udflugt med Hans sammen med to andre par. De var sikre på, at vi godt kunne komme med, hvis vi ville.

Vi fik fat i Hans og hørte om turen. Der var nogle ting, han skulle arrangere, hvis vi ville med, men det var tidligt nok med et endeligt tilsagn næste morgen.

Til aften var de to andre par kommet tilbage fra indkøb og bytur. Om aftenen sad vi og hyggede os med dem. Udover Monika og Georg var det Peter og Karola fra Nürnberg og Paul og Tanja fra New Zealand. Peter fortalte, at de for nogle måneder siden havde mødt et dansk par, der rejste i en camper, som lignede vores. Vi blev meget interesserede i at høre mere, men det var begrænset, hvad han kunne huske derudover. Efterhånden som aftenen skred frem, kom jeg i tanker om, at det var os, de havde mødt. De kunne genkende detaljerne i min fremstilling af vores møde, og det gav anledning til en masse latter.

Det var kort sagt hyggelige mennesker, og på det grundlag blev vi enige om, at vi gerne ville med på turen.

4. september 2019

Der var kun plads til fire passagerer i Hans’ bil. Det passede fint, at det var de to tyske par, der skulle køre med ham. Så kunne tyskerne være sammen alene. New Zealænderne og os skulle køre i vore egne biler. Også det var vi godt tilfredse med, for så havde vi alle vores ting med. Desuden var den lille taske, vi ellers skulle have brugt, jo blevet stjålet.

Det var en lang køretur. Undervejs blev vi standset af hele to politikontroller, hvor vi måtte vise bilens papirer, og ved en militærpost skulle de også se dem. Det er første gang, vi har skullet vise dem på vores rejse – og så hele tre gange på én dag. Militærposten var der, fordi vi kørte ind i et militært område, som grænser op til Colombia. Her er der en stor smuglertrafik med kokain fra Colombia og benzin fra Ecuador.

Første og eneste stop inden overnatningsstedet var hos en kakaoavler. Vi så de fermenterede kakaobønner ligge til tørre i solen, mens andre lå på et net, hvor de bliver ristet. Senere så vi flere stede kakaobønner ligge til tørre på asfalten på vejen indenfor den hvide kantstribe. Det er en dårlig idé, fik vi at vide ved en tidligere lejlighed, for kakaoen tager smag af asfalt.

3720las-penas
Kakaobønner til tørre

Ude i plantagen så vi de umodne frugter hænge på træerne. De får en mere rødgylden farve, når de modner.

Samme sted blev der også produceret palmeolie. Det er en palmeart, der er importeret fra Afrika. Den bliver brugt meget i industrien til mange formål, men olien er af lav kvalitet. Desuden har produktionen også den ulempe, at der skal sprøjtes omkring træerne, og det går ud over grundvandet – ikke overraskende.

Vi overnattede på et hotel ved stranden i den lille by Las Peñas. Det vil sige, at vi sov i vores egne senge i camperen. Den store succes den aften var aftensmaden på en restaurant i byen, hvor vi fik mariscos - havets frugter. Det var usædvanligt velsmagende og veltillavet. Indehaveren af restauranten havde selv været henne ved bådene om morgenen og købt ind til maden.

5. september 2019

Vi, der var kørt i egne biler, lod dem stå ved hotellet. Hans’ bil, der er en pickuptruck, havde ikke plads til alle, så nogle af os sad på ladet. Det er almindeligt her, men strengt forbudt derhjemme. Helt ufarligt er det vel heller ikke i tilfælde af en ulykke.

Vi kørte til byen Borbón ved et delta ud mod Stillehavet. Her steg vi om i en båd og sejlede først ud til en ø med den lille by Torlita. De lever blandt andet af at producere kokosnødder. I byen lå en skole, og børn, der bor langs kysten, bliver sejlet til og fra skole hver dag. I Ecuador er der undervisnings-/skolepligt.
Der har levet mennesker her de sidste 3000 år, og der er mange vidnesbyrd om deres eksistens. Man har skovlet potteskår sammen i store dynger og bygget huse ovenpå dem, så de lå højt i tilfælde af oversvømmelse.

Men der var også andet end potteskår fra fortiden. En gammel dame havde fundet en stor tavle af rent guld med et billede på. Tavlen var omkring en centimeter tyk. Hun vidste ikke rigtig, hvad det var for noget, men havde dog nok en fornemmelse af, at det var noget kostbart. Derfor lagde hun den under sin madras. Her blev den fundet af en søn efter hendes død. Herefter forsvandt den og blev først fundet mange år senere hos en direktør for nationalbanken, der stod anklaget for korruption. Men tavlen var nu kun halv.

Tilbage i båden gik turen nu ind i en mangroveskov. Det, der var særligt spændende her, var de mange krabber i forskellig størrelse og farver, som kravlede rundt på mudderet og på mangroverødderne.

3877gayapas-mataje

Efter frokost i byen Limones, som er administrativt centrum i deltaområdet, tog vi ud og så på et sted, hvor de avler kokosnødder. En ung mand kravlede op i et træ og skar nogle kokosnødder ned. Det er først, når kokosnødden er fuldmoden og har ligget et stykke tid, at saften bliver til det, vi kender som kokosmælk. På den friske frugt ligner saften vand og er meget læskende. Frugtkødet er helt blødt.

Det er ikke tilfældigt, at Johannes V. Jensen i sin ”En sømand har sin enegang” skriver, at ”kokospalmen slipper frugt, som slår en mand ihjel”. Statistisk dør flere mennesker af nedfaldende kokosnødder end af hajbid. En anden statistik viser, at flere mennesker bliver dræbt af kokosnødder end af krokodiller.

3962gayapas-mataje

Derefter besøgte vi et sted, hvor de indkoger saften fra sukkerrør til nogle dejlige søde kager tilsat kokos og peanuts. Det var en længere proces, der beskæftigede flere personer.

En særlig ting ved området herude ved kysten er, at befolkningen stort set kun består af efterkommere af slaver. Det var, som om vi befandt os i et lille stykke Afrika.

Om aftenen spiste vi på samme restaurant som i går. Det var mere almindelig mad, men usædvanlig velsmagende. Hans fortalte, at han havde prøvespist på alle restauranter i byen. De havde stort set det samme på menukortet og til samme pris, men denne restaurant skilte sig ud med en langt højere kvalitet. Set udefra så den ikke ud af noget særligt. Det var bare nogle pinde og nogle palapaer omme bagved.
Selskabet var ligesom hele dagen fornøjeligt og festligt.

6. september 2019

Ved kysten ligger der et lille sted, der rent faktisk hedder Africa. Her var vi heldige at se folk trække et garn med fisk ind. Der var adskillige tons i det, og en lastbil kom for at hente fiskene, som blev båret ind i store tunge kasser. De gør det to-tre gange om ugen.

Målet var dog at se et lille privat museum, hvor en mand (billedet herunder) gennem mange år havde samlet et stort antal antikke figurer – alt sammen i en halvcirkel på op til 5 kilometer fra sit hus - halvcirkel, fordi huset lå ved stranden. Der var genstande fra flere kulturer, der havde levet dér på stedet gennem 3000 år. Han var 100% amatør uden nogen faglig baggrund. Alle tingene var stillet op i en kronologi, som han nu syntes, det skulle være. Man blev ikke så meget klogere af at se det. Men man kunne beundre de enkelte genstande, hvoraf mange var meget fine. Men den entusiasme, der lå bag, var betagende, ja, næsten rørende.

4110africa

Herefter gik turen tilbage mod Ibarra, men med et længere stop i Alto Tampo, som ligger i regnskoven oppe i 700 meters højde. At det hedder regnskov, skal forstås bogstaveligt. Her regner det 300 dage om året. Og det var en af de regnvejrsdage, vi var der.

Vi kørte ud i skoven med et lille tog på resterne af en jernbane, der blev anlagt i 1922 fra Ibarra til San Lorenzo, altså fra højlandet og ud til kysten. Det var en køretur på 12 timer. Det var den første forbindelse over land, og den havde enorm betydning den gang. De, der bor ude i skoven, har selv i dag ingen anden forbindelse med omverdenen – det vil sige Alto Tambo – end det lille tog på den gamle jernbane.

Banelegemet har taget sig voldsomt gennem de mange år. Hver skinne var vel godt ti meter lang. Hver gang toget kørte ind på en ny skinne, løftede den sig på grund af vægten i den anden ende. Det skete flere gange, at toget blev afsporet. Men togføreren, en ung mand, havde de nødvendige remedier med, så han og hans medhjælper fik det snart på sporet igen.

Efter en times kørsel kom vi til et sted, hvor nogle mennesker ude fra skoven havde lavet barbecue til os. Regnen væltede ned, og sovsen blev noget tynd.

Her skulle toget vende. Det foregik på den måde, at en donkraft blev stillet på en en planke midt under toget. Da det var løftet op over skinnerne, blev det drejet rundt og var parat til at køre tilbage igen.

På tilbageturen til Ibarra var det mørkt. Normalt kører vi helst ikke i mørke, men da vejen var god, og vi havde kørt den før, gjorde det ikke noget.

7. september 2019

Fra Finca Sommerwind er der en halv snes kilometer ind til byen. Vi fik et lift ind, så vi kunne købe ind, hæve penge og købe data til vores telefon.

De andre havde været meget interesseret i vores camper. ”It looks great in the mirror,” sagde newzealænderen Paul. Derfor holdt vi åben camper og fik en masse snak om praktiske forhold vedrørende campere. Et par gode tips fik vi også til en elektrisk fluesmækker og en forklaring på, hvordan man hælder gas fra en gasflaske over i en anden.

8. september 2019

At rejse er at sige goddag og farvel hele tiden. Vi tog afsked med gruppen og kørte til Otavalo, hvor vi besøgte Parque Cóndor. Her tager en falkoner sig af tilskadekomne rovfugle. Nogle havde politiet og andre havde lokalbefolkningen indleveret til hans refugium. Det var i hvert fald, hvad han sagde. Det skal nok være rigtigt for nogle af fuglene. Mon det også gælder de fugle, der stammer fra andre kontinenter? Nordamerika? Sibirien?

Falkonerer er ildeset blandt ornitologer, som foretrækker at se frie fugle i naturen. Men spændende var det alligevel at se dem tæt på. Desværre var de ikke villige til at flyve på grund af den hårde vind.

Der var flere fugle end dem, han lavede opvisning med. Det var nærmest en hel zoologisk have med mange forskellige slags rovfugle.

4186parque-condor-otavalo

Mens vi stod og kiggede på den nordamerikanske Bald Eagle (billedet herover), faldt vi i snak med en usædvanlig opvakt ung mand. Han var helt sort og kunne godt have været fra Ecuador. Men han fortalte, at han kom fra Ghana i Afrika og studerede på et universitet i Quito.

Efter et par timers kørsel kom vi frem til en campingplads i udkanten af Quito, hvor vi har været før. Arie, der er hollænder og indehaver af campingpladsen, blev oprigtigt glad for at se os igen.

På campingpladsen var der et ældre belgisk par, som havde rejst i 12 år. De har ingen børn og ingen familie, så de synes, det er kedeligt at være hjemme. De fik selvfølgelig historien om den smadrede bilrude og tyveriet af tasken. De havde dog været ude for noget langt værre. For 8 år siden havde de i Mexico været udsat for et landevejsrøveri, som efter voldsom dramatik dog var endt med forskrækkelsen.

9. september 2019

Her er der stille og arbejdsro. Så der er blevet produceret noget til hjemmesiden.

Om eftermiddagen besøgte vi belgierne, som gav os nogle gode ideer til steder at besøge i Peru, der er vores næste land.

10. september 2019

Mere arbejde med hjemmesiden. Belgierne tog af sted i dag, så nu er vi her alene. Men det gør ikke noget, for det handler om at få arbejdsro.

11. september 2019

Mere arbejdsro og flid. Dermed blev en billedserie om Guldmuseet i Bogotá færdig.

Hen på eftermiddagen tog vi bussen ind til et supermarked inde i byen. I bussen kom Ranveg til at sidde ved siden af en dame, som hun kom godt i snak med. Hun viste os hen til en mall med et stort supermarked.

Det første, vi standsede ved, var en køledisk med pølser. Dér kom vi til at tale med et ældre ægtepar. Det begyndte med, at Ranveg spurgte, om de kendte noget til pølserne. De var meget fornøjelige at tale med, og de blev så optaget af vores rejse, at de tilbød at køre os hjem. Men da det kom til stykket, var de dog ikke interesserede i at vente en times tid på, at vi blev færdige.

12. september 2019

Mere flid og arbejdsomhed.

13. september 2019

Arbejdsro, flid og produktivitet. Ranveg fik færdiggjort et blogindlæg En uhellig alliance om en vinkel på den blodige krig i Colombia.

14. september 2019

Produktiviteten gav resultater. Ranveg færdiggjorde yderligere to blogindlæg: Colombias møjsommelige vej fremad og Er Colombia stadig tæt på afgrundens rand?

Fra min side blev en billedserie fra vores tur til Esmeraldas gjort færdig.

15. september 2019

Nu blev det tid til at tage ind og se på Quito. Vi var der for nogle måneder siden, men da var vi på jagt efter en gave og fik bare et indtryk af, at byen er værd at se nærmere på. Vi så to overdådigt udsmykkede kirker. ”Overdådigt” vil i denne sammenhæng sige, at stort set hele kirkerummet i begge kirker var udsmykket med bladguld. Ecuador er et land, der er rigt på guld. Det lokkede spanierne til i sin tid, og det spiller stadig en stor rolle. For den, der gerne vil lave en rigtig byferie, kunne Quito være et oplagt mål med stof nok til adskillige dage.

4239quito

Det var søndag, og det betød, at byen var fuld af mennesker, der gik rundt, slappede af og hyggede sig. Der var en god stemning, som absolut ikke blev ringere af de mange, der optrådte og underholdt rundt omkring i byen. De samlede store folkemængder og fik en god skilling, når hatten gik rundt.

Det var en temmelig lang tur ind til byen og tilbage igen. Først en bustur på næsten en time og dernæst en anden bustur, som ikke var helt så lang, men alligevel lang. Men Quito er også en by, der er næsten dobbelt så stor som København.

16. september 2019

Det er nogle gange nødvendigt at tage en pause og få lavet alt det, der skal bruges på hjemmesiden. Men nu var tiden inde til at komme videre.

Efter anbefaling fra campingpladsens ejer, Arie, kørte vi ned til Misahuallí, hvor der er mulighed for at gøre ture i junglen. Det ligger i cirka 400 meters højde, så vejr og natur er meget anderledes end i 2500 meter, vi har befundet os i ved Quito. Men vejen fra Quito gik opad. Vi toppede i over 4000 meter, hvilket er vores nye højderekord. I den højde bor der stort set ingen mennesker, og der er for koldt til ret meget landbrug udover græsavl. Den maksimale dagtemperatur ligger på omkring 9 grader – hele året rundt. Herfra gik det nedad hele vejen til Tena, hvor man drejer fra mod Misahuallí, som er en lille by på 5000 indbyggere.

4263misahualli

Her fandt vi en lille hyggelig lodge, der også accepterer camping mod en rimelig betaling.

17. september 2019

Det var som at komme til en helt anden verden. Her er der nogle og tredive grader og fugtig luft. Især det sidste er lidt svært at vænne sig til.

Vi vidste på forhånd, at der er gode muligheder for ekskursioner, så vi benyttede den første formiddag til at undersøge markedet. Vi gik ind til byen og kontaktede en turudbyder, vi havde fået anbefalet. Han viste sig også at være rigtig god – og reel. Vi bestemte os for en heldagstur næste dag.

Middag indtog vi på en restaurant på byens torv. Her serverede de maito - en lokal specialitet, som består af enten fisk eller kylling, der er grillet indpakket i et bananblad. Det viste sig, at kyllingen lå i en suppe i bananbladet. Ved siden af blev der serveret kogt yuca med en salat bestående af tomat og løg. Smagen var der ikke noget i vejen med.

4273misahualli

Tilbage på lodgen nød vi de skønne omgivelser med blomster og den fremmedartede fuglesang.

18. september 2019

Nej, smagen var der ikke noget i vejen med ved maden i går. Men der må have været noget andet i vejen. I løbet af natten blev Ranveg syg af det, så det var klart, at hun ikke kunne komme på tur. Pete, turudbyderen, kom for at hente os om morgenen. Den besked, jeg havde sendt ham, havde han ikke set. Nå, men udflugten kunne godt udsættes. Han sagde, at han var nødt til at betale guiden, og at han var villig til at gøre halv skade. Det var et rimeligt beløb, så det var fint. Det var også fint, at han tilbød at køre Ranveg til læge, hvis det skulle blive nødvendigt.

Vi blev først enige om at se tiden an. Men til middag syntes hun, at hun gerne ville til læge. Jeg gik ind til byen til Pete, som velvilligt kørte mig hen til en privat praktiserende læge. Hun var desværre ikke hjemme. Dernæst kørte vi til et offentligt lægehus. Her var der kun én læge og mange ventende patienter, så han havde ikke mulighed for at tage nogle steder. Det var en yngre mand, som arbejdede der frivilligt. Sveden stod i perler på panden af ham. Det skyldtes nok mere travlhed end det varme vejr, for der var kraftig aircondition. Så kom Pete i tanker om, at vi kunne tage hen til nogle amerikanske læger, der arbejder frivilligt. De havde heller ikke mulighed for at tage ud, så vi måtte ”hjem” og hente Ranveg. Det var et stort lokale. Mens vi sad og ventede på en af bænkene langs langsiden, kiggede jeg mig om og syntes, at det liggede en kirke. Lidt efter blev vi kaldt ind i et andet lokale. Der sad en gruppe i hvert af de fire hjørner med læge, patient, pårørende. Da lægen havde undersøgt Ranveg, sagde han, at nu skulle han lige se, hvad apoteket havde af medicin. Og ganske rigtig havde de noget, der kunne bruges. Hvad det kostede? ”Ingenting!” men de ville gerne have et knus. Og det viste sig, at det var en kirke. Amerikanerne, der kom fra Mississippi og Louisiana, var faktisk en slags missionærer.

19. september 2019

Vi var blevet enige om, at hvis Ranveg ikke var helt rask i dag, skulle jeg tage af sted på turen alene. Og sådan blev det. Halvotte blev jeg hentet. Det gælder om at udnytte dagens tidlige timer, for det bliver hurtigt meget varmt og fugtigt.

På vej ud til turens udgangspunkt tog vi guiden med op. Det var lidt spændende at skulle tilbringe en hel dag alene med en person, jeg aldrig har mødt. Men det gik nu fint. Han tilhørte selv den lokale indianerstamme kichwa, så det var langt hen ad vejen sin egen verden, han fortalte om. Han havde en omfattende viden om planterne og deres anvendelse til medicinske formål. Et par planter var velegnede til behandling af visse kræftformer, mens en anden blev brugt til at sænke blodtrykket. Og sådan var der planter, der blev anvendt til behandling af en lang række sygdomme. Andre planter blev brugt af åndemanere til at fjerne dårlige energier hos en person.

Der var også mange forskellige slags frugter. Skallen af en frugt på størrelse med en mandarin var sort og havde pigge, der ikke var særlig spidse. Abekam blev den kaldt, og man kunne godt bruge den til at frisere sig med. Mere velkendte frugter var kanel, hvor man anvender barken, og vanilje. Vanilje er en orkide, der slynger sig rundt om et højt træ. Kun et par biarter er i stand til at befrugte den, og da blomsten visner allerede efter 24 timer, er chancen for befrugtning kritisk. I kommercial produktion af vanilje befrugter man blomsterne manuelt.

Et par træsorter havde rødder, der begyndte en halv til en hel meter over jorden. De blev traditionelt brugt til at sende signaler til omverdenen, hvis en person ude i junglen fik brug for hjælp. Når man bankede på dem med en stok, lød det nærmest som at slå på en tromme, og lyden kunne høres langt væk.

4302misahualli

Nogle træsorter er bløde, nogle er lette, og nogle er så hårde, at det er umuligt at slå et søm i. De kan med andre ord bruges til mange forskellige formål. En palme var særlig finurlig. Den står på en mængde rødder og laver hele tiden nye. Det betyder, at den er i stand til at dreje sig efter lyset. Hvis træet skulle vælte, er det i stand til at rejse sig igen ved hjælp af nye rødder, der vokser ud, og gamle, der rådner.

På et tidspunkt spurgte guiden helt uformidlet, om jeg var vegetar. Det benægtede jeg selvfølgelig. Så er det nu, vi skal smage på nogle bestemte myrer, der smager af pebermynte. ”Når det kommer til myrer, så er jeg vegetar,” svarede jeg.

Efter frokost besøgte vi en familie, der boede ude i skoven, men ved floden. Konen demonstrerede, hvordan man laver chicha. Nogle yucaer koges, hvorefter de stødes med en morter. Derefter hældes en væske i, der består af revet sød kartoffel. Det får chichaen til at gære. Hvis den står længe nok, dannes der alkohol. Andre steder bruger man en bestemt frugt i stedet for sød kartoffel, som husmoderen tygger og tygger, hvorefter hun spytter det ud og tilsætter det. Bakterierne i hendes mundhule får drikken til at gære.

4381misahualli

Yucca er temmelig tør, så der skulle hældes vand i. Guiden var heldigvis hurtig til at sige, at det skulle ske med vand fra min vandflaske, mens konen havde en dunk vand klar, som var hentet i floden. Saften var fin og læskende. Vi delte en dåse tun til det.

4398misahualli

Til sidst demonstrerede han brugen af pil og pusterør, og vi – det vil sige mig og et fransk par, der skulle med båden tilbage – fik lov at prøve. Vi har nu et levende indtryk af, at det kræver mange færdigheder og megen viden at overleve i junglen.

4370misahualli

På tilbagevejen passerede vi nogle guldgravere. De gravede guld med en dredge, en maskine, der er i stand til at grave sand op midt ude i strømmen og sortere sand, grus og sten fra, så kun guldet er tilbage. Det var lokale folk, som har ret til at gøre det i floden udfor deres egen grund. Det er et vigtigt tilskud til familiernes underhold og kan for eksempel være forskellen på, om de har råd til at give deres børn en uddannelse eller ej.

4429misahualli

Det var en lang, men dejlig sejltur. Vi passerede også et par lodges, som så meget dyre ud. Andre steder så vi folk, der fiskede, og kvinder, der vaskede tøj i floden. Da vi nåede frem, stod en flok turister, som skulle sejles ud til en af lodgene. Det viste sig at være en gruppe danskere. Desværre fik jeg ikke talt ret meget med dem, for de skulle ned til en båd, der ventede, og vi skulle op til en bil, der skulle komme og hente os. Mens vi ventede, fik jeg en hyggelig snak med franskmændene, der havde overnattet ude i skoven.

Tilbage ved camperen viste det sig, at det var godt, jeg var taget af sted alene. Ranveg var kommet sig, men havde været nødt til at hvile sig det meste af dagen.

20. september 2019

Misahuallí, der ligger cirka en kilometer fra, hvor vi overnatter, har ingen pengeautomat, og de sidste kontanter var brugt. Vi spurgte en mand på gaden om, hvor bussen holder. Han viste os det, men standsede så en taxa og aftalte med chaufføren, at vi kun skulle betale 2 dollars for at komme med til Tena, den nærmeste større by 17 kilometer væk. Chaufføren gik med til det, for han skulle alligevel køre tom tilbage. Normalt ville turen have kostet $ 10. Han satte os af ved en hæveautomat, så vi nu har kontanter igen.

Nu vi alligevel var kommet til byen, kunne vi lige så godt få noget mere ud af det. Jeg gik ind til en herrefrisør og bad om at blive klippet kort. Det tog han helt bogstaveligt. På et tidspunkt troede jeg, at klippede mig helt skaldet. Det gjorde han dog ikke, men jeg har aldrig haft så lidt hår på hovedet, siden jeg var nyfødt. Når man kører fingrene op i nakken, føles det som små hårde børster. Det har jeg ikke oplevet, siden jeg var barn og blev klippet hos Thorkild Svendsen, den eneste herrefrisør i Øster Brønderslev.

5136tena

Der var et nydeligt anlæg ved en flod, ellers var det en helt almindelig by med et væld af forretninger, hvor alle behov kunne tilfredsstilles.

Vi tog en bus tilbage: $ 1,50 for to personer. I Misahuallí spiste vi middagsmad på en anden restaurant. Det var særdeles velsmagende. På vej tilbage begyndte det at regne, og efter vi var kommet helt frem blev det et voldsomt regnvejr med torden, der en kort overgang var meget tæt på og med skrald så store, at vi blev forskrækkede. Regnen begyndte klokken to og blev ved til langt ud på aftenen.

21. september 2019

Videre mod syd til Puyo et par timers kørsel væk. Her var målet at se et sted, hvor et amerikansk-ecuadoriansk par gennem 28 år har lavet et projekt med genopretning af regnskoven. Det var meget besværligt at finde, men det lykkedes til sidst. Vi fik en introduktion til to indianerstammer i Amazonas, som først havde fået forbindelse til verden udenfor i 1960’erne, og som stadig i dag foretrak livet i regnskoven. De var aldrig blevet undertvunget af spanierne. Det var to vidt forskellige kulturer. Waorani tæller kun nogle få tusinde, mens shuar tæller et par hundrede tusinde i både Ecuador og Peru.

Vi fik en guidet tur gennem skoven af en ung tysker, der blev student i sommer, og som var her som frivillig medarbejder.

4439puyo
Sandsynligvis et tusindben

Det næste sted var en orkidehave, hvor vi havde planlagt at overnatte. Den kunne vi heller ikke finde. Det var nu mest vores egen skyld, mens problemerne med at finde det første sted skyldtes håbløse gps-koordinater. Efter at have kørt en masse frem og tilbage og rundt i byen endte vi på en tankstation, der holdt åben hele natten. Det var selvfølgelig ikke så charmerende som en ordidehaven, men som tankstation var det udmærket.

22. september 2019

Vi fandt orkidehaven, men den var desværre lukket om søndagen. Vi besluttede derfor at køre videre til Macas et par timers kørsel længere mod syd. Det var en dejlig køretur. Et sted kunne vi se ud over det flade Amazonaland, der fortsætter tusindvis af kilometer fra Andesbjergenes østskråninger til Atlanterhavet. Desværre var der ikke mulighed for at standse og fotografere.

Der var ikke ret meget trafik. Der var nærmest noget Palle alene i verden over det. Men vi nød køreturen i det smukke frodige landskab.

Undervejs var der fred og ro til at fundere over forskellene på topes i Mexico og her i Ecuador. En tope er et vejbump. De er generelt meget hidsigere end i Danmark. Man skal tit kravle hen over dem. I Mexico er der skilte og måske malede striber på vejen, der markerer dem. Men kun sommetider. Nogle gange dukker de op af ingenting. Og nogle gange er der skilte, men ingen topes. Andre gange er der striber på vejen, der minder om dem, der anvendes ved topes. Nogle gange har folk været så trætte af biler, der kører alt for hurtigt, at de har lavet deres egne topes af forhåndenværende materialer. Derfor skal man være meget opmærksom, hvis der er mange skygger på vejen, for så kan de være meget svære at få øje på. Men her i Ecuador er det anderledes. Striberne er de samme hver gang. Skiltningen er konsekvent. Det er endda sådan, at skiltet viser, hvilken type tope, der er forude. Ja, sådan kan det også laves, kære mexikanere.

5535puyo

I Macas fandt vi en parkeringsplads ved en bypark, Parque Recreacional, et roligt sted fem minutters gang fra centrum. Vi gik en tur i parken og derefter ned i byen i det dejlige vejr. Her er vi 1000 m.o.h., så toppen af den værste varme er skåret væk. På vej tilbage begyndte det at regne, og 100 meter fra camperen væltede det ned, som kun en tropisk regnbyge kan gøre det. Vi søgte ly under et udhæng ved en frisør. Han viste os rundt om hjørnet, hvor der var et større udhæng. Både han og købmanden kom og snakkede og var meget interesserede i vores tur. Inden vi havde fået set os om, kom købmanden med to stole til os. Kort efter holdt regnen op. Vi takkede for samværet og gik hen til bilen.

23. september 2019

Macas viste sig at være et positivt bekendtskab. Den er ikke interessant i turistmæssig henseende, men er en helt almindelig pæn og velholdt ecuadoriansk by med et væld af forretninger. Kirken ligger højt over byen ikke så langt fra Parque Recreacional. Foran kirken skråner terrænet ret stejlt ned mod byen, og på den skråning er der lavet et charmerende parkanlæg.

Ifølge vores guidebog skulle det være værd at stikke hovedet ind i kirken. Så det gjorde vi. I begge sider af skibet var der seks store glasmalerier lavet af en kunstner fra Cali i Colombia. De havde en kvalitet, der lå højt over meget af, hvad vi ellers har set i kirker her. Alle tolv billeder skildrede historien om et mirakel, der skete i 1592, da Jomfruen åbenbarede sig for en familie. Historien var knyttet til et bestemt billede. En eneboer drog omsorg for at fremlægge de nødvendige vidnesbyrd for biskoppen, så miraklet kunne blive anerkendt officielt. Den sidste halvdel af billedserien handlede om miraklets virkningshistorie. To gange blev billedet på forunderlig vis reddet fra ildebrand og én gang reddede det byen fra et fjendtligt angreb. – Det var på en måde ligesom at læse Tue Gads Helgener og legender fortalt i Norden.

5753puyo
Eneboeren Juan de la Cruz knælende foran præsten Cristobal Loarte i Quito, idet han anmoder om officiel anerkendelse af mirkalet.

Nede i byen fik vi ordnet nogle ærinder, men så satte regnen ind for alvor. Vi sprang ind i en taxa, der holdt for rødt, og fik hentet vasketøjet, vi havde indleveret om morgenen, og blev kørt hjem.

24. september 2019

Efter morgenmaden tog vi bilen ned i byen. Her er gaderne så brede, at der er plads til at parkere foran forretningerne. Det er usædvanligt på de her kanter. Godt forsynet med mad og vand kørte vi ud af byen i håb om at finde en tankstation, hvor vi kunne få lov at tømme vores tanke. Det lykkedes allerede det første sted. Næsten færdige med det, kom der nogle mennesker hen og spurgte til camperen, vores rejse osv. En af dem talte flydende engelsk, men han havde også boet nogle år i USA. De spurgte, om de måtte se den inden i, og selvfølgelig måtte de det. De fortalte i øvrigt, at de kom fra en by tre timers kørsel væk, og at de var her, fordi de var på vej til begravelse.

Nu gik det igen videre sydpå, men i den lille by Santiago de Méndez drejede vi fra mod vest til Cuenca. Regnen øsede ned, og det blev mere op ad dagen. Vejen snoede sig op og ned, og farten blev derefter. Der er ingen bebyggelse og kun lidt trafik – mest lastbiler. Men vi kunne jo nok se, at vi ikke ville nå frem til Cuenca inden mørkets frembrud. Så allerede klokken fire bestemte vi os for at holde for natten ved det første velegnede sted. Dem er der nemlig ikke mange af. Det blev en grusgrav lige foran et potent vandfald.

25. september 2019

Vejret er blevet meget bedre. På den videre tur kunne vi se, hvad vi var gået glip af i går vedrørende udsigter.

71168164_5884486285008075_7092563904324173824_n

Det tog adskillige timer at køre de godt hundrede kilometer til Cuenca. Vi fandt et overnatningssted midt inde i byen. Det var super hyggeligt ikke mindst på grund af værtinden, der forstod at skabe en god stemning. Men der var så trængt, at porten ikke kunne lukkes, og hun ville ikke kunne få sin bil ud til fyraften. Indkørslen var fra en stærkt trafikeret ensrettet gade. Den var rimelig bred, men alligevel var det nødvendigt at bede en gæst på en restaurant om at flytte sin bil, så der kunne blive plads til at dreje rundt. Og da vi efter en time og en masse hyggelig snak konkluderede, at pladsen var for trang, måtte vi bede ham om at flytte sin bil endnu en gang. Det var ærgerligt, fordi stemningen var så god og beliggenheden ideel.

Der var heldigvis en anden mulighed, som vi med gps’ens hjælp fandt gennem tæt bytrafik, men uden vanskeligheder.

26. september 2019

Vasketøj og andre praktiske ting. Om morgenen fik vi en lang snak med et hollandsk par, der har rejst jorden rundt siden 2012. Da de kom sydfra, fik vi nogle gode og nyttige oplysninger om Peru især i forhold til muligheden for at opmagasinere bilen i landet, mens vi tager hjem til jul. Når man kun kan have en bil i et land i tre måneder, skal der mere planlægning til, end vi er vant til fra Nordamerika. Og da bøderne for at overtræde reglerne er skyhøje, er det vigtigt at kende reglerne.

Mens vi talte med hollænderne, kom Humberto, ejeren af campingpladsen. Han fortalte, at han som ung havde studeret i Tyskland, men havde mødt en dansk pige og havde boet en længere periode i Rungsted Kyst.

27. september 2019

Om formiddagen gik vi hen til et supermarked, købte stort ind og tog en taxa tilbage til camperen.

Om eftermiddagen gik vi ind til Cuencas historiske centrum, som er UNESCO verdensarv. Det er en smuk og helstøbt by. Man forstår godt, at den tiltrækker et stort antal udlændinge, som bosætter sig her permanent. Af byens over 300.000 indbyggere er 50.000 expats.

4458cuenca

Først så vi byens nye domkirke. Byggeriet begyndte i 1885, men kirken blev først taget i brug i 1967. Der er kælet for alle detaljer. På den modsatte side af det centrale torv lå den gamle kirke, der blev afløst ved ibrugtagning af den nye, men først blev taget ud af brug i 1981. Bag den gamle kirke var en udstilling af ældre fotografier fra byen.

28. september 2019

Vi skal senere tilbage til Cuenca, for der er mere at se og opleve. Turen gik til Ingapirca, Inkaernes mur. Inkariget var et stort imperium, og her var deres nordligste udpost. De erobrede store dele af det nuværende Ecuador. Cañarifolket havde i forvejen et astronomisk observatorium, så de havde helt styr på på solhverv og jævndøgn, datoer, som spillede en stor rolle i deres religion, hvor de tilbad månen. Inkaerne erobrede observatoriet og indrettede en fæstning på stedet. Man kunne tydeligt se, hvad der var cañari byggeri, og hvad der var inkabyggeri. Inkaerne havde en byggeteknik, hvor de tilpassede byggestenene på en eminent måde. Deres byggeri har kunnet modstå jordskælv i århundreder. Inkaerne kom til Ecuador i 1400-tallet cirka 100 år før spanierne. Da spanierne opførte Cuenca og andre byer i området, hentede de sten fra inkaernes byggerier. De var jo hugget til i forvejen. Derfor er der kun små rester af deres byggeri tilbage.

4482ingapirca

Man kunne kun komme ind på området i følge med en guide. Han var selv cañari og havde en stor viden om historien. Og så talte han engelsk. Med på rundturen var et ungt par fra Tyskland. De var på bryllupsrejse. Desværre hørte vi dem skændes lidt for meget.

Vi fik lov at overnatte på parkeringspladsen ved indgangen til Ingapirca. Først på aftenen var der lidt trafik. Senere var der et skænderi udenfor, hvor en mand var helt ude af sig selv og skreg, så hans stemme var ved at knække over. Det var et spansktalende par – og altså ikke dem fra i eftermiddags.

29. september 2019

Vi startede dagen med at se det lille museum i tilknytning til Ingapirca. Der var genstande både fra den lokale cañari-kultur og fra inkaerne. De benyttede værktøj af kobber og bronze. En video viste noget om cañariernes traditioner, og det virkede meget fremmedartet.

I byen Cañar er der marked hver søndag. Da vi havde fundet ud af, hvor i byen markedet blev afholdt, fandt vi en parkeringsplads langt væk fra centrum. På vej ind mod markedet stod jeg og ventede et øjeblik på Ranveg, der kiggede på nogle udstillingsvinduer. Jeg lagde godt mærke til en mand, der kiggede på mig med venlige og imødekommende øjne. Så stilede han direkte hen mod mig, gav mig hånd og sagde: ”Hvordan går det?” (en almindelig hilsen). Han bød os velkommen til byen og var interesseret i at høre, hvor vi kommer fra, og hvad vi laver i Ecuador. Cañar er en by, hvor der kun kommer få turister. Vi fik en god snak om mange forhold i Ecuador, og han orienterede os om markedet, der er spredt over flere steder i byen. ”I centrum er varerne dyrere. Her kommer folk fra byen, som har penge. Men alle vi andre, der ikke har ret mange penge, handler på markedet mod syd.” – Det var en ualmindelig imødekommende velkomst at få til byen. Vi talte bagefter om, at han formentlig selv var cañari. Det er yderst sjældent, vi bliver mødt på den måde af den indfødte befolkning.

Det, vi så på markedet i centrum, var dog mest dagligdags ting for folk på landet: reb og tøjrspyd. Men folkelivet var ubetaleligt. Det var det også på det sydlige marked, hvor det mest var frugt og grønt.

4488canar

Fra Cañar fortsatte vi til Gualaceo. Vi havde regnet med at se på byen om eftermiddagen og overnatte. Men der var ikke mulighed for parkere for natten. Næste by, Chordeleg, kun nogle få kilometer længere ude ad vejen, havde heller ikke ordentlige muligheder for overnatning. Kun en offentlig gade. Heldigvis var klokken ikke så mange endnu, så vi fortsatte til Sigsig, hvor der var et dejligt sted ved flodbredden. Der var flere, der hyggede sig ved vandet. Lige da vi havde parkeret, kom en anden bil, og en mand gik direkte hen til os og sagde en hel masse, som Ranveg ikke helt kunne forstå. Men hun forstod dog så meget, at han sagde, det var ham en ære, at vi besøgte Sigsig. Han virkede til at være lidt skør og måske også lidt beruset. Først bød han os på øl, som vi sagde nej tak til, senere kom han med en lommelærke og et plastikbæger, som vi også takkede nej til. Først da han fik et vink med en vognstang, sagde han pænt farvel. Heldigvis var han dog på ingen måde uvenlig.

30. september 2019I

Der var stille og fredeligt nede ved floden. Ude i vandet lå nogle store sten. Om morgenen stod der en kone og vaskede tøj, som hun bankede mod stenene.

4671sigsig

Efter frokost gik vi op i byen. Vi faldt i snak med en apoteker, der stod udenfor sin butik, og han forklarede, hvor vi kunne købe panamahatte. Godt at vi fik den anvisning, for udefra så det ikke ud af noget. Men inde var der en fin butik med et stort udvalg. Det endte med, at vi begge købte en hat. Bagefter lagde vi mærke til, at flere kvinder i byen sad eller gik og flettede. Sigsig er særlig kendt for sin hatteproduktion. I det hele taget var byen et positivt bekendtskab. Den var ikke så stor, men der var et mylder af forretninger.

Forrige side August 2019
Næste side Oktober 2019