Sneglefart

September 2019

1. september 2019

Vi fik begge to et knus af Armando, da vi sagde farvel. Han har vist sig som et retskaffent menneske, som vi er kommet til at sætte pris på. Efter røveriet er hans situation på flere måder blevet usikker. Der er ingen garanti for, at noget lignende ikke kan ske igen. Derfor gik han og overvejede, om han skulle lukke sin forretning. Dertil kom nogle private forhold, som også spillede ind, og som var forstærket af røveriet. Det var ikke let for ham.

For os var det derimod dejligt at være ude på landevejen igen. Vi kørte sydpå mod grænsen, og vi var slet ikke kede af at køre den samme strækning for tredje gang, fordi det er en ualmindelig smuk vej.

Der er stadig mange venezuelanske flygtninge på vejen. Det er hovedsageligt unge og yngre mennesker heraf adskillige med børn. Et sted holdt en lastbil stille, mens en flok fik lov at kravle op og køre med på ladet. Man kan ikke se det, uden at blive indigneret over, at der er nogle skurke i verdenssamfundet, som holder hånden under Maduros styre i Venezuela. Skurken er først og fremmest Rusland. Indtil videre er omkring 4 millioner mennesker flygtet. Nabolandene kan ikke tage flere. Der er stor uvilje imod venezuelanerne, fordi de presser lønningerne og optager ressourcer i sundhedsvæsnet og andre offentlige systemer.

Ecuador har lukket grænsen, så kun venezuelanere med visum kan komme ind. Alligevel er der alt for mange. Flygtningene har ikke noget at leve af, og kriminaliteten stiger. Det samme gælder Peru.

I modsætning til de flygtninge, Europa modtager, er der i Sydamerika tale om mennesker, der taler samme sprog og stort set har fælles kultur, som dermed er lette at integrere.

Vi overnattede på en tankstation i en landsby. Her kunne vi holde omme bag en bygning, så bilen ikke var synlig fra vejen. Det var også til gavn for støjen.

Billedet øverst på siden er en typisk tankstation. Der er altid betjening. På bordet ligger terminalen til betalingskort, og byttepenge står i sirlige stabler, mens sedlerne opbevares et mere sikkert sted. Tankpasserne peger som regel på tælleren for at vise, at den er nulstillet.

2. september 2019

Videre sydpå til Ipiales, Colombias grænseby til Ecuador. Her overnattede vi – igen – ved bjergstationen til svævebanen ned til kirken Las Lajas. Efter at have siddet i bilen en hel dag var det rart at komme ud og gå en tur. Ved et hus gik en mand og arbejdede. Han hilste os på engelsk, da vi gik forbi på tilbagevejen. Han ville gerne tale engelsk. Han havde lært det, fordi han havde arbejdet i hotelbranchen i Bogotá. Nu var han flyttet tilbage til sin hjemby sammen med familien og var i færd med at bygge et hus. Det var klar til indflytning om tre uger. Om aftenen og nok også om natten kørte han ”uformel taxa” inde i byen. Vi ville nok kalde det pirattaxa. ”Der er masser af mennesker at køre med,” sagde han opmuntret.

Det var her ved svævebanen i Ipiales, vi en nat i maj måned oplevede vores første jordskælv. Det var på over 8. Vi vidste ikke, hvad det var, før vi talte med nogle næste aften. Den historie fortalte vi til et yngre par, der netop var ankommet sydfra. De fortalte så, at de havde oplevet det samme jordskælv tæt på dets epicenter i det nordlige Peru. De havde overnattet i et hus, hvor husfaderen havde råbt og råbt, så alle kom ud udenfor. Der var dog ikke sket noget alvorligt.

Parret var meget hyggeligt at snakke med. Hun var fra Svejts, mens han var fra Ægypten. Så nu kan jeg sige, at vi har mødt flere langtidsrejsende fra Ægypten end fra Danmark. Vi har nemlig ikke mødt en eneste. Nå, det blev til en masse hyggelig snak om at rejse, om Ægypten og meget andet. De købte vores sidste colombianske penge til en billig pris.

1911colombia

Billedet herover: Frokost. Her er det svært at finde ordentligt brød. Vi kan heller ikke få mel til den slags brød, vi gerne vil have. Og endelig kan man heller ikke få pålæg. Derfor røræg med røde bønner, tomater og en kæmpestor avocado.

3. september 2019

Der er kun nogle få kilometer til grænsen. Da der ikke var plads til at parkere på den colombianske side, fortsatte vi over på den anden side og gik tilbage med vores pas og TIP (midlertidig importtilladelse til bilen) og blev afmeldt i Colombia. Herefter var det ind og få ecuadorianske stempler i passene. Det hele gik nemt, men vi har også været her før. Så vi vidste også, hvor vi skulle få vores importtilladelse. Men det var lukket, og der gik et stykke tid, inden vi fandt det rigtige sted. Da vi havde fundet det, gik det også let og smertefrit.

Hermed var vi parate til at indtage de ecuadorianske veje. Målet var Finca Sommerwind ved Ibarra. Her har vi været to gange før. Det er en tysker, der hedder Hans, som ejer pladsen. Det skulle bare være en enkelt overnatning.

Da vi var der for nogle måneder siden, virkede den til at ligge underdrejet. Det skyldtes hans skilsmisse. Men nu havde han fået den i gang igen. Han havde blandt andet fået ansat personale, så der altid var nogen i receptionen. Det var en mangel før. Og restauranten med Biergarten var blevet genåbnet. Her kan man få tysk mad og tysk øl – især til stor glæde for de tyske rejsende.

De første, vi talte med efter at være indskrevet, var et tysk par, Monika og Georg. De fortalte som noget af det første, at de næste dag skulle på en tredages udflugt med Hans sammen med to andre par. De var sikre på, at vi godt kunne komme med, hvis vi ville.

Vi fik fat i Hans og hørte om turen. Der var nogle ting, han skulle arrangere, hvis vi ville med, men det var tidligt nok med et endeligt tilsagn næste morgen.

Til aften var de to andre par kommet tilbage fra indkøb og bytur. Om aftenen sad vi og hyggede os med dem. Udover Monika og Georg var det Peter og Karola fra Nürnberg og Paul og Tanja fra New Zealand. Peter fortalte, at de for nogle måneder siden havde mødt et dansk par, der rejste i en camper, som lignede vores. Vi blev meget interesserede i at høre mere, men det var begrænset, hvad han kunne huske derudover. Efterhånden som aftenen skred frem, kom jeg i tanker om, at det var os, de havde mødt. De kunne genkende detaljerne i min fremstilling af vores møde, og det gav anledning til en masse latter.

Det var kort sagt hyggelige mennesker, og på det grundlag blev vi enige om, at vi gerne ville med på turen.

4. september 2019

Der var kun plads til fire passagerer i Hans’ bil. Det passede fint, at det var de to tyske par, der skulle køre med ham. Så kunne tyskerne være sammen alene. New Zealænderne og os skulle køre i vore egne biler. Også det var vi godt tilfredse med, for så havde vi alle vores ting med. Desuden var den lille taske, vi ellers skulle have brugt, jo blevet stjålet.

Det var en lang køretur. Undervejs blev vi standset af hele to politikontroller, hvor vi måtte vise bilens papirer, og ved en militærpost skulle de også se dem. Det er første gang, vi har skullet vise dem på vores rejse – og så hele tre gange på én dag. Militærposten var der, fordi vi kørte ind i et militært område, som grænser op til Colombia. Her er der en stor smuglertrafik med kokain fra Colombia og benzin fra Ecuador.

Første og eneste stop inden overnatningsstedet var hos en kakaoavler. Vi så de fermenterede kakaobønner ligge til tørre i solen, mens andre lå på et net, hvor de bliver ristet. Senere så vi flere stede kakaobønner ligge til tørre på asfalten på vejen indenfor den hvide kantstribe. Det er en dårlig idé, fik vi at vide ved en tidligere lejlighed, for kakaoen tager smag af asfalt.

3720las-penas
Kakaobønner til tørre

Ude i plantagen så vi de umodne frugter hænge på træerne. De får en mere rødgylden farve, når de modner.

Samme sted blev der også produceret palmeolie. Det er en palmeart, der er importeret fra Afrika. Den bliver brugt meget i industrien til mange formål, men olien er af lav kvalitet. Desuden har produktionen også den ulempe, at der skal sprøjtes omkring træerne, og det går ud over grundvandet – ikke overraskende.

Vi overnattede på et hotel ved stranden i den lille by Las Peñas. Det vil sige, at vi sov i vores egne senge i camperen. Den store succes den aften var aftensmaden på en restaurant i byen, hvor vi fik mariscos - havets frugter. Det var usædvanligt velsmagende og veltillavet. Indehaveren af restauranten havde selv været henne ved bådene om morgenen og købt ind til maden.

5. september 2019

Vi, der var kørt i egne biler, lod dem stå ved hotellet. Hans’ bil, der er en pickuptruck, havde ikke plads til alle, så nogle af os sad på ladet. Det er almindeligt her, men strengt forbudt derhjemme. Helt ufarligt er det vel heller ikke i tilfælde af en ulykke.

Vi kørte til byen Borbón ved et delta ud mod Stillehavet. Her steg vi om i en båd og sejlede først ud til en ø med den lille by Torlita. De lever blandt andet af at producere kokosnødder. I byen lå en skole, og børn, der bor langs kysten, bliver sejlet til og fra skole hver dag. I Ecuador er der undervisnings-/skolepligt.
Der har levet mennesker her de sidste 3000 år, og der er mange vidnesbyrd om deres eksistens. Man har skovlet potteskår sammen i store dynger og bygget huse ovenpå dem, så de lå højt i tilfælde af oversvømmelse.

Men der var også andet end potteskår fra fortiden. En gammel dame havde fundet en stor tavle af rent guld med et billede på. Tavlen var omkring en centimeter tyk. Hun vidste ikke rigtig, hvad det var for noget, men havde dog nok en fornemmelse af, at det var noget kostbart. Derfor lagde hun den under sin madras. Her blev den fundet af en søn efter hendes død. Herefter forsvandt den og blev først fundet mange år senere hos en direktør for nationalbanken, der stod anklaget for korruption. Men tavlen var nu kun halv.

Tilbage i båden gik turen nu ind i en mangroveskov. Det, der var særligt spændende her, var de mange krabber i forskellig størrelse og farver, som kravlede rundt på mudderet og på mangroverødderne.

3877gayapas-mataje

Efter frokost i byen Limones, som er administrativt centrum i deltaområdet, tog vi ud og så på et sted, hvor de avler kokosnødder. En ung mand kravlede op i et træ og skar nogle kokosnødder ned. Det er først, når kokosnødden er fuldmoden og har ligget et stykke tid, at saften bliver til det, vi kender som kokosmælk. På den friske frugt ligner saften vand og er meget læskende. Frugtkødet er helt blødt.

Det er ikke tilfældigt, at Johannes V. Jensen i sin ”En sømand har sin enegang” skriver, at ”kokospalmen slipper frugt, som slår en mand ihjel”. Statistisk dør flere mennesker af nedfaldende kokosnødder end af hajbid. En anden statistik viser, at flere mennesker bliver dræbt af kokosnødder end af krokodiller.

3962gayapas-mataje

Derefter besøgte vi et sted, hvor de indkoger saften fra sukkerrør til nogle dejlige søde kager tilsat kokos og peanuts. Det var en længere proces, der beskæftigede flere personer.

En særlig ting ved området herude ved kysten er, at befolkningen stort set kun består af efterkommere af slaver. Det var, som om vi befandt os i et lille stykke Afrika.

Om aftenen spiste vi på samme restaurant som i går. Det var mere almindelig mad, men usædvanlig velsmagende. Hans fortalte, at han havde prøvespist på alle restauranter i byen. De havde stort set det samme på menukortet og til samme pris, men denne restaurant skilte sig ud med en langt højere kvalitet. Set udefra så den ikke ud af noget særligt. Det var bare nogle pinde og nogle palapaer omme bagved.
Selskabet var ligesom hele dagen fornøjeligt og festligt.

6. september 2019

Ved kysten ligger der et lille sted, der rent faktisk hedder Africa. Her var vi heldige at se folk trække et garn med fisk ind. Der var adskillige tons i det, og en lastbil kom for at hente fiskene, som blev båret ind i store tunge kasser. De gør det to-tre gange om ugen.

Målet var dog at se et lille privat museum, hvor en mand (billedet herunder) gennem mange år havde samlet et stort antal antikke figurer – alt sammen i en halvcirkel på op til 5 kilometer fra sit hus - halvcirkel, fordi huset lå ved stranden. Der var genstande fra flere kulturer, der havde levet dér på stedet gennem 3000 år. Han var 100% amatør uden nogen faglig baggrund. Alle tingene var stillet op i en kronologi, som han nu syntes, det skulle være. Man blev ikke så meget klogere af at se det. Men man kunne beundre de enkelte genstande, hvoraf mange var meget fine. Men den entusiasme, der lå bag, var betagende, ja, næsten rørende.

4110africa

Herefter gik turen tilbage mod Ibarra, men med et længere stop i Alto Tampo, som ligger i regnskoven oppe i 700 meters højde. At det hedder regnskov, skal forstås bogstaveligt. Her regner det 300 dage om året. Og det var en af de regnvejrsdage, vi var der.

Vi kørte ud i skoven med et lille tog på resterne af en jernbane, der blev anlagt i 1922 fra Ibarra til San Lorenzo, altså fra højlandet og ud til kysten. Det var en køretur på 12 timer. Det var den første forbindelse over land, og den havde enorm betydning den gang. De, der bor ude i skoven, har selv i dag ingen anden forbindelse med omverdenen – det vil sige Alto Tambo – end det lille tog på den gamle jernbane.

Banelegemet har taget sig voldsomt gennem de mange år. Hver skinne var vel godt ti meter lang. Hver gang toget kørte ind på en ny skinne, løftede den sig på grund af vægten i den anden ende. Det skete flere gange, at toget blev afsporet. Men togføreren, en ung mand, havde de nødvendige remedier med, så han og hans medhjælper fik det snart på sporet igen.

Efter en times kørsel kom vi til et sted, hvor nogle mennesker ude fra skoven havde lavet barbecue til os. Regnen væltede ned, og sovsen blev noget tynd.

Her skulle toget vende. Det foregik på den måde, at en donkraft blev stillet på en en planke midt under toget. Da det var løftet op over skinnerne, blev det drejet rundt og var parat til at køre tilbage igen.

På tilbageturen til Ibarra var det mørkt. Normalt kører vi helst ikke i mørke, men da vejen var god, og vi havde kørt den før, gjorde det ikke noget.

7. september 2019

Fra Finca Sommerwind er der en halv snes kilometer ind til byen. Vi fik et lift ind, så vi kunne købe ind, hæve penge og købe data til vores telefon.

De andre havde været meget interesseret i vores camper. ”It looks great in the mirror,” sagde newzealænderen Paul. Derfor holdt vi åben camper og fik en masse snak om praktiske forhold vedrørende campere. Et par gode tips fik vi også.