Colombias møjsommelige vej fremad

Colombias møjsommelige vej fremad

Mens ekstremister som FARC-dissidenter og den tidligere præsident Alvaro Uribe forsøger at polarisere Colombia, holder moderate styrker landet sammen.

Disse moderate kræfter i det colombianske samfund har fremmet og forsvaret freden i Colombia siden før samtaler med FARC startede i 2012 på trods af modstand fra yderste venstre og højre højre.

Alle har konsekvent kritiseret den nuværende præsident Ivan Duques regering for hans manglende gennemførelse af fredsaftalen med FARC og har resolut afvist FARC-dissidenternes forsøg på at genoptage den væbnede aktivitet.

Colombias fredsbevægelse

Defendamos la Paz (Lad os beskytte freden) er et kollektiv af politiske ledere fra næsten alle partier, menings- og religiøse ledere, offerrepræsentanter og demobiliserede ledere for både FARC og deres tidligere ærkefjende AUC (en nu nedlagt paraplyorganisation for de paramalitære grupper).

Dette kollektiv blev dannet for at forsvare colombias fredsproces mod angreb fra venstre og yderste højre, og regeringens og kriminelle forsøg på at sabotere fredsprocessen.

Defendamos la Paz har konsekvent kritiseret præsident Ivan Duques mangler med at gennemføre eller frustrere fredsprocessen og er blevet stærkere med tiden.

Kongressen

Regeringens konservative koalition i Kongressen kan kun regne med støtte fra ca. 36% af lovgiverne i både senatet og repræsentanternes hus.

Størstedelen af kongresmedlemmerne hører enten til den venstreorienterede opposition eller den "uafhængige" centrum-højre-gruppe.

Mens de to er uenige om mange spørgsmål, er disse to grupper, når det kommer til fredsprocessen, fuldstændigt på linje og har forhindret præsident Ivan Duque eller hans højreekstreme demokratiske centerparti i at udføre den skade, de har forsøgt at gøre på fredsprocessen.

Denne blok har også modtaget støtte fra Det Demokratiske Parti i den amerikanske kongres.

Domstolene

Colombias højesteret, forfatningsdomstolen og den specielle jurisdiktion for fred har dannet et skjold mod lovgivningsmæssige forsøg på at deformere fredsprocessen.

Forfatningsdomstolen har ophævet lovgivning, der forsøgte at forstyrre fredsprocessen og har sikret retssikkerhed for demobiliserede FARC-medlemmer for at forhindre dem i at genmobilisere.

Højesteret har gået efter ekstremister som partileder for Demokratisk Center, tidligere præsident Alvaro Uribe, kriminelle lovgivere på linje med ulovlige væbnede grupper og FARC-dissidenter.

Krigsforbryderdomstolen har spillet en nøglerolle i imødegåelse af sabotage fra Colombia's notorisk korrupte anklagemyndigheds kontor. Retten har konsekvent beskyttet ofrenes rettigheder og har tilbagekaldt de retlige fordele for demobiliserede FARC-geriljaer eller medlemmer af militæret, der bevisligt har krænket fredsaftalen eller begået forbrydelser.

Det internationale samfund

De Forenede Nationer og Den Europæiske Union har spillet en stor rolle i fredsprocessen, undertiden usynligt.

FNs mission i Colombia og dens repræsentant for menneskerettigheder har overvåget overholdelsen af fredsaftalen i 2016 af både FARC og regeringen og har påvist de krænkelser, der har fundet sted.

FNs narkotikaagentur har løbende fremmet politikker, der effektivt søger at reducere kokaineksport på trods af modstand fra Duques administration.

Den Europæiske Union har brugt sin økonomiske styrke til at støtte fredsopbygningsprojekter, mens dens diplomater har lobbyet for og støttet lokale ledere, der arbejder for at støtte fredsprocessen.

Tænketanke

Colombia og De Forenede Stater har adskillige højt respekterede tænketanke, der har overvåget fredsprocessen og har modvirket disinformationskampagner fra deres regeringer med fakta og advarsler om krænkelser af menneskerettighederne.

Disse tænketanke i USA og Colombia, har været afgørende for at give offentligheden oplysninger om det colombianske samfund snarere end regeringens propaganda.

Den uafhængige presse

Colombias væbnede konflikt har længe været dyrket af landets korrupte traditionelle medier, der fortsat bruges til at sprede regeringens eller væbnede gruppers propaganda snarere end at sige sandheden til magten.

Disse mediers dominans udfordres imidlertid i stigende grad af uafhængige medier, der overholder journalistiske principper og ikke er afhængige af regeringens propagandamidler.

Disse medier har været i stand til at afsløre voldsom korruption i regeringen og imødegå den traditionelle sort/hvide rapportering af de traditionelle medier. Vigtigst er det, at de har givet colombianere adgang til information, der mere præcist skildrer de forskellige realiteter uden for hovedstaden Bogotá, hvilket giver folk mulighed for at danne nyancerede snarere end polariserede meninger.