Makahindianerne
Makahindianerne har i århundreder holdt til i det område, der i dag er det nordvestligste hjørne i det sammenhængede USA.
For omkring 500 år siden blev deres landsby, Ozette, begravet i et mudderskred.
Mudderet lukker helt lufttæt, og derfor er træ og andet organisk materiale ualmindelig godt bevaret. I 1970 blev stedet afsløret af tidevandets erosion. Arkæologer og andre specialister gik i gang med deres undersøgelser. I alt fandt man ca. 55.000 genstande. 1 procent af dem er udstillet på et museum, der anses for at være det bedste af sin art i staten Washington.
Ozette er et indiansk Pompeji, hedder det i turistbrochurerne. Det er en sandhed med modifikationer. Det er dog snarere som et indiansk Herculaneum. Mens Pompeji blev begravet i vulkansk aske, blev Herculaneum begravet i mudder - ligesom Ozette.
Udstillingen omfattede genstande fra alle sider af tilværelsen: redskaber til fangst, redskaber til husholdningen, huse, ”rendesten” af hvalknogler omkring husene, legetøj – eller var det rituelle genstande? osv.
Noget af det, der gjorde særligt indtryk, var hvalfangsten. Der er mange hvaler i farvandet. Det krævede mod, dygtighed, råstyrke – og spirituel forberedelse i form af ceremonielle danse. En hvalfangerbåd var hugget ud af én stamme af cedartræ og havde en besætning på otte mand. Hver mand havde sin særlige opgave.
Museet havde udstillet en båd. Meget instruktivt havde man hængt et skelet af en gråhval på næsten 8 meter op i loftet over båden. Hvaler blev dræbt af harpuner, og man havde flydeblærer, som det også er kendt fra Grønland. Når hvalen var dræbt, hoppede en mand eller to ud i vandet og syede munden sammen på den for at hindre den i at synke.
Fundene har haft stor betydning for de nulevende makaher på flere områder. Meget viden om fortiden havde man ”kun” via mundtlig overlevering. Men fundene bekræftede den mundtlige overleverings troværdighed.
Temaet er aktuelt inden for andre områder. I forskningen af Det nye Testamente spiller forholdet mellem mundtlig og skriftlig tradition en afgørende rolle. Den sorte amerikaner Alex Haley, der skrev sin slægts historie i romanform, kunne ligeledes dokumentere den mundtlige traditions troværdighed, som han fandt den i Afrika i et samfund uden skriftsprog.
Den anden betydning, fundene havde, var at de dokumenterede, at indianerne havde brugt net til at fiske med før europæernes ankomst. Det blev senere et vigtigt argument i en højesteretssag, der gav indianerne medhold i, at fiskeri med net var en traditionel fangstmetode, som de derfor har ret til at anvende i dag.
Endelig har fundene haft betydning for stammens egen selvforståelse og selvbevidsthed.
Se mere her: