Safeway

Safeway

Supermarkedskæden Safeway er blevet vores faste holdepunkt på diverse Highways fra Washington til Californien. Når man – som vi – insisterer på ikke at overnatte på campingpladser, har man brug for et sted at overnatte og et sted at købe ind. Her tilbyder Safeway en god parkeringsplads og en indbydende butik med både café-hjørne og Starbuck-kaffe, et blødt og behageligt lys og varerne præsenteret på en smuk og indbydende måde. Der er åbent både dag og nat og også navnet indgyder kunden en fornemmelse af at være i gode hænder.

Det hele startede med en fremsynet baptistpræst og butiksejer i en lille by i Idaho.

Præsten mr. Skaggs mente, at handel på kredit var af det onde. Dels gjorde det varerne unødvendig dyre for kunderne, idet købmanden blev nødt til at lægge ekstra på prisen for at kompensere for, at han måtte vente med at få sin betaling for varerne. Dels mente han, at kunderne kom i et usundt afhængighedsforhold til købmanden. Derfor indførte han, som noget helt nyt, kontant betaling og billigere priser i sin købmandshandel.

Hans søn M.B. Skaggs overtog butikken efter sin far i 1915 og nu gik det stærkt. Hans strategi gik ud på at ekspandere ved at give kunderne værdi for pengene og samtidig holde udgifterne i bund. Derfor indførte han et helt nyt og hidtil uset koncept: Selvbetjening. Nu kunne kunderne selv vælge deres varer fra hylderne og betale ved en disk, inden de forlod butikken. Herved sparede M.B. lønudgifter til de mange butiksmedhjælpere, som hidtil havde betjent én kunde af gangen.

M.B. Skaggs havde stor succes med sin strategi. I 1926 havde han åbnet 428 butikker i 10 stater. I trediverne, hvor depressionen hærgede, forøgede M.B. sin service over for kunderne ved at sætte varedeklarationer på varerne og anlægge de første parkeringspladser.

Safeway har ekspanderet støt ved at opkøbe andre kæder og så sent som i jan. 2015 foretog de endnu en fusion, som bragte dem op på over 2.200 butikker fordelt på 33 stater i USA samt British Columbia i Canada.

Strategien virker stadig! Nu er også vi blevet medlemmer af Safeway Club...