Solvang
Er det Danmark? Er det USA? Er det noget midt imellem? Eller noget helt fjerde?
Det kan man ikke lade være med at spørge sig selv om, når man går rundt i Solvang, Californien, den danskeste by i USA med danske bagere, restauranter, bindingsværkshuse og Den lille Havfrue, som ikke bare findes i kopi på en plads i byen, men også i kommunens officielle brevhoved.
Se også billedgalleri fra Solvang med indtryk fra byen
Baggrunden for Solvang er den store udvandring til USA i årene 1850-1930. Hovedparten af de danske udvandrere slog sig ned i Utah, Illinois, Minnesota, Iowa, Nebraska og South Dakota. Men i 1911 rejste en gruppe længere mod vest – angiveligt trætte af de kolde vintre i Midtvesten – og grundlagde kolonien Solvang i Santa Barbara county.
Dansk stil
De første mange år byggede man huse i samme stil som ellers på egnen - bortset fra kirken, som var opført i dansk stil allerede i 1928. Man byggede skole og kirke og endda en folkehøjskole. Men efter 2. verdenskrig opstod ideen om en ”dansk by”. Midt i 1940’erne vendte Ferdinand Sørensen tilbage efter et ophold i Danmark og færdiggjorde sit eget hus, Møllebakken, i dansk provinsstil. Senere opførte han en vindmølle.
Lidt senere begyndte den lokale arkitekt Earl Petersen at give husene et dansk præg ved at efterligne bindingsværk og stråtag. Der var tale om eksisterende bygninger, der blev ændret i dansk stil. Den danske atmosfære udviklede sig efterhånden til en turistattraktion.
I dag tiltrækker Solvang omkring 1 million turister årligt. Når man går rundt i gaderne, får man en tydelig fornemmelse af, at ikke kun danskere, men amerikanere og andre med vidt forskellig baggrund tiltrækkes af byens særegne karakter.
Man kan købe danske æbleskiver og endda få dem serveret med medisterpølse til. Der afholdes danske dage hvert år i september. Man kan besøge museet Elverhøj (anbefales). Der er butikker med dansk kunsthåndværk og design. Der er danske gadenavne: Copenhagen Street, Atterdag Road, Molle Way osv.
Nutidens turisme støttes af den vinturisme, der følger med oplandets vinproduktion.
Spansk missionsstation
Den ejendommelige fornemmelse, man får af at gå rundt i byen, sættes i relief af, at der kun er en ganske kort spadseretur på et par hundrede meter fra bycentrum til den spanske missionsstation, Mission Santa Ynes.
Missionsstationen var led i en kæde af spanske missionsstationer langs Californiens kyst, som blev oprettet i sidste halvdel af 1700-tallet. Formålet var at evangelisere de indianske folkeslag på strækningen, Chumash indianerne i Solvang. Et andet formål var at komme Rusland i forkøbet, der havde koloniseret Alaska fra 1740’erne, og som trængte længere og længere sydpå.
Den nuværende missionsstation er opført i 1807, men har efterfølgende gennemløbet flere restaureringer.
Se også
- Bethania Lutheran Church - Historien om Solvangs danske kirke med billedgalleri
- Stemmer fra Solvang - To beboere på Atterdag Village of Solvang fortæller om deres udvandring fra Danmark og liv i USA