Dagbog marts 2016
1. marts 2016
I går fik vi en hjertelig velkomst hos camperforhandleren. I dag fik vi en hjertelig velkomst hos vores ene forsikringsselskab. Vi ville overføre bilforsikringen til det selskab, der har forsikret camperen, fordi vi fik en ualmindelig god behandling sidst. Hun sagde: ”Det er ikke alle mine kunder, jeg husker, men jer husker jeg!” Vi fik igen en meget fin behandling, så nu er bilen også forsikret her. Vi fik også klarlagt, hvordan vi skal forholde os med bilforsikringen, mens vi er hjemme i Danmark.
Næste opgave var at finde et sted at opmagasinere bil og camper. Der en mængde firmaer, der tilbyder det. Det er bare et spørgsmål om at gå på nettet og orientere sig i muligheder og priser. Vi fandt et godt sted og betalte et depositum, så nu er den sag også klar.
Vi traf en uhensigtsmæssig beslutning i januar, da vi købte billetter hjem fra Vancouver. I mellemtiden har vi besluttet, at Kelowna skal være vores faste base. Det betyder, at vi er nødt til at tage med bus til Vancouver (fem timer) og overnatte på hotel. Lidt dumt, når vi lige så godt kunne have fløjet herfra. Men vi samler hele tiden erfaringer op og finder ud af, hvordan tingene gøres mest hensigtsmæssigt.
2. marts 2016
Vi var igen inde hos forsikringsselskabet og fik gjort forsikringen helt færdig med henblik på opmagasinering. Dernæst foretog vi os dagligdags ting, som vi også gør derhjemme: i butikker for at købe en ny rullemadras, hos frisør og endelig tøjvask. Den eneste forskel fra hjemme er, at vi hele tiden skal spørge os for, hvor vi finder dit og dat, ligesom tøjvask er mere tidskrævende på et møntvaskeri, fordi man skal sidde og vente, til maskinerne er færdige. På tørretumbleren var der en anvisning på, hvordan maskinen skal anvendes. Første punkt var: ”Se efter, om der er børn eller kæledyr i tørretumbleren inden du starter den.” Skal man le eller græde? Jeg valgte det første.
3. marts 2016
Vi er ved at være færdige med de praktiske ting, der skal gøres inden hjemrejsen. I dag var vejret godt, så vi besluttede at bruge eftermiddagen på at gå en tur omkring en kløft, der hedder Bear Creek. Der var nogle svimlende dyb og flotte udsigter over Okanagan søen og ind mod Kelowna. På billedet ser man Kelowna i baggrunden. Billederne til den 1. og 2. marts er også fra den tur.
4. marts 2016
Egentlig går vi bare og venter på, at vi skal rejse hjem. Derfor er det blevet til et stort projekt at finde et system, der kan holde orden i et af skabene. Det er faktisk ikke så ligetil, for der er ikke mere plads, end der er. Fjerner vi noget fra skabet, skal vi finde et andet sted til det. Tingene skal helst ligge nogenlunde fast for ikke at rutsje rundt, når vi kører. Ja, sådan noget går vi op i lige nu!
Under indkøb i et supermarked kom vi til at tale med en medarbejder i fiskeafdelingen. Han var kineser og fortalte, at han havde boet i Canada i 15 år. Tidligere havde han boet og arbejdet i Tyskland. Det var den gang, det hed Vesttyskland forklarede han. Arbejdet i fiskeafdelingen var hans job nummer to. Han var ingeniør af uddannelse og havde et andet job, hvor han arbejdede 12 timer om dagen i tre dage. ”Men da min kone arbejder fem dage om ugen, og min datter er gift og flyttet hjemmefra, er jeg nødt til at have et ekstra job for ikke at kede mig! – Hatten af for sådan en energi.
Det var også i dag, pakkeposten kom med min Kindle, en e-bogslæser. Vi har gjort den ikke så overraskende erfaring, at vi får mere ud af turen med gode guidebøger. Men gode guidebøger er tunge og fylder meget. Så e-bogen er udnævnt til at være løsningen. Først gik der noget tid med at lære apparatet at kende, men vi har allerede hentet den første guidebog, som omhandler British Columbia, der skal udforskes til sommer sammen med Alaska. Det er spændende at læse om, og det bliver endnu mere spændende at rejse rundt.
5. marts 2016
Mod forventning blev det et ualmindelig godt vejr i dag. Bare for et par dage siden var det snevejr. I dag har solen skinnet fra en skyfri himmel og temperaturerne kom op omkring 15 grader. Vi tog ud uden for byen og gik en tur i skov og fjeld. Området bar tydeligt præg af, at en skovbrand hærgede det i 2012. Det er lørdag, så mange nød det gode vejr med en gåtur, og mange forbipasserende kommenterede vejret. Et ægtepar, der luftede deres hund, fik vi en længere snak med. Og et par yngre mænd forsøgte sig med at vaske guld. ”Vi har ikke fundet noget endnu, men vi har også kun været her en halv time.” De blev lidt forlegne ved flere spørgsmål om, hvordan man gør: ”Det eneste, vi ved om det, er en video, vi har set på Youtube.” Da vi en halv time senere kom forbi, havde de allerede pakket sammen igen.
Vi så en ørn med hvid hale og hvidt hoved, en spætte og en elgko, der spiste grene i grøftekanten.
6. marts 2016
Første del af dagen gik med arbejde ved computeren. Det var regnvejr, så det var en udmærket beskæftigelse.
Om eftermiddagen var vejret blevet godt, og gik vi bl.a. tur i downtown, der ligner en ”rigtig” by efter europæisk forbillede i stedet for de lange motorgader med en nærmest endeløs række af parkeringspladser og forretninger. Downtown viste sig endda at være rigtig charmerende. Man fik en tydelig fornemmelse af, hvordan det tidligere har været en ganske lille by en gang. Nu er det British Columbias største by udenfor Vancouver og Victoria. Den har en fin beliggenhed ned til Okanagan Søen.
7. marts 2016
Regnvejr og koldere. Ifølge vejrmeldingen skal der komme nattefrost. Vi brugte dagen til at diskutere vores næste tur og lave noget arbejde på computeren. Imellem bygerne blev bilen og camperen vasket – denne gang på grund af mudder fra en våd vej, vi kørte på for nogle dage siden.
8. marts 2016
Rengøringsdag – nu det indvendige af camperen, for i morgen skal den opmagasineres, mens vi tager hjem. Støvet fra tøj, sengetøj osv. har ikke så meget plads at fordele sig på i det lille rum, så det lægger sig frimodigt på alle kanter og flader.
Det er en udfordring at rede dobbeltsengen, når man er nødt til at kravle rundt oven i sengen, imens man glatter ud og forsøger at få det til at se pænt ud. Hvis man optog en video af en voksen mand, der kravler rundt på den måde, ville den sikkert blive et stort hit på youtube og facebook.
9. marts 2016
Afrejsedag. De sidste ting blev gjort klar. Vi kørte hen og parkerede bilen hos et firma, der tager sig af opbevaring af campere, både osv. Det var lidt svært, for der var meget lidt plads at dreje ind på, men det lykkedes næsten uden skrammer. Den flinke dame på kontoret udskrev flybilleterne for os og bestilte en taxa, der kørte os til bussen til Vancouver. Det er en fem timers køretur, og vi var fremme sidst på aftenen.
Fordi vi var undervejs, så jeg ikke min email i løbet af dagen. Om aftenen lå der en meddelelse fra mine søskende om, at vores mor er død. Hun blev 95 og har ikke kendt os de senere år, men har altid været glad, når hun fik besøg. Hun har på sin egen måde haft nogle gode år på plejehjemmet. Det er rigtig rart at tænke på, at de sidste år også kan være gode år. Efter de sidste meldinger hjemmefra kommer det ikke bag på mig, men det er alligevel underligt, at hun ikke er her mere. Hun har jo været her altid i mit 63 årige liv.
I den sammenhæng er det heldigt, at vi alligevel er på vej hjem. Selvfølgelig kunne vi være kommet hjem på andre tidspunkter, men det har sparet os for en masse besvær, at det falder sammen med vores planlagte hjemrejse.
10. marts 2016
Rejsedagen forløb som planlagt. Vi fløj først fra Vancouver til Edmonton. Efter 6 timers ventetid gik det videre til Reykjavik. På den første flyvetur var det overskyet, men i Edmonton var det klart vejr og længere nordpå var der huller i skyerne, så det snedækkede landskab blev smukt fremhævet af den lavtstående sol. Efter solnedgang var der det fineste sarte lys i østlig retning.
11. marts 2016
Vi landede i Reykjavik klokken 6 om morgenen. Med tidsforskellen svarede det til det tidspunkt, hvor vi normalt ville gå i seng. Vi skulle først flyve videre kl. 14, men fandt heldigvis et roligt sted, vi kunne ligge og få lidt søvn. Ved gaten stod der tre gymnasieklasser fra Roskilde. Så meget dansk havde vi ikke hørt på én gang, siden vi tog hjemmefra. Jeg fik en hyggelig snak med en af dem, som begejstret fortalte om alt det, de havde oplevet. Men håndskrifterne havde de ikke set. Jeg fortalte ham lidt om dem, og så svarede han: ”Det må jeg hjem og google på!”
I flyet fik jeg en hyggelig snak med en af deres lærere. Hun fortalte, at de var af sted med tre klasser i alt, og at en af klasserne faktisk havde set håndskrifterne.
Om aftenen nåede vi som planlagt frem til vores søn, Asbjørn, i København og fik en dejlig modtagelse.
Hermed slutter dagbogen for denne omgang. Men bil og camper står som bekendt og venter på os. Vi har ikke købt billetter endnu, men vi vender antagelig tilbage i maj måned.