Sneglefart

Behagelig overfart

Flyrejsen fra København til Canada er lang, men behageligt selskab og godt vejr gjorde det til en dejlig rejse. Med behagelig selskab tænker jeg ikke så meget på den noget runde mand i korte bukser, der stod på i Reykjavik, og som sad på min venstre side. Med al respekt tænker jeg heller ikke så meget på hende, der sad på min højre side, som både er min rejseledsagerske og min livsrejseledsagerske. Nej, jeg tænker på Leif Davidsens bog om en rejse rundt i USA, hvor han følger i John Steinbecks hjulspor: Steinbecks spøgelse. Jagten på en forfatter.

Leif Davidsen satte nogle tanker i gang. Han fortæller om barndommens trang til at rejse og sin første rejse til USA som 17-årig. Som bekendt har han rejst kolossalt meget som korrespondent. Lysten til at rejse kender jeg. Den har jeg også haft siden, jeg var barn. I årene omkring konfirmationsalderen slugte jeg den ene rejsebog efter den anden. Helst om de store opdagelsesrejsende. Jo mere fjerntliggende og utilgængelige steder, jo bedre: Livingstone og Stanley, der rejste i det den gang ukendte Afrika, og Ejnar Mikkelsen med de store slæderejser var herlige at identificere sig med for en 13-årig.

Sagen var jo den, at virkeligheden var en helt anden. Da vi var børn bestod sommerferierne i at besøge noget familie, der boede på Salling. Jeg husker, hvordan jeg sad på bagsædet af bilen midt mellem forsæderne, så jeg kunne se mest muligt. Jeg slugte landskabet med øjnene og undrede mig over de fremmedartede stednavne, mens vi kørte ned gennem Himmerland. Én sommer havde vi lånt et sommerhus på Als. Det var vildt. Endnu vildere blev det, da vi tog til Sverige. Det var godt nok kun en éndagstur, men det var min første tur til udlandet. Vi nåede helt til Trollhättan og så sluserne – og mit livs første klipper. Jeg husker, at da min far lancerede planen, tog jeg min cykel og kørte ned i byen for at finde nogen, jeg kunne fortælle den store nyhed.

Drømmen om at rejse til meget fjerne lande kendte jeg også. Min bedstefar, som jeg ikke har kendt, var som ung malersvend på valsen i Tyskland sammen med en kammerat. Senere rejste de rundt i Italien og var væk hjemmefra i 3 år. Det var i årene før første verdenskrig. Samme bedstefar havde en bror, der var udvandret til Amerika. Han havde været hjemme på besøg en gang i 1930’erne med hele sin store familie. Det var så usædvanligt, at min bedstefar havde ansøgt politiet om tilladelse til at hejse det amerikanske flag ved siden af det danske.

At rejse til Amerika var i min barndom og ungdom ensbetydende med udvandring. I hvert fald i mit hoved. At tage til Amerika på ferierejse var helt utænkeligt. Det har ændret sig ikke så lidt siden den gang. Nu hører det nærmest til almindelig dannelse at have været i New York og San Fransisco. Selv har vi været i Amerika adskillige gange efterhånden. Når det er blevet sådan, hænger det selvfølgelig sammen med de relativt billige flybilletter.

Sådan satte Leif Davidsens bog tankerne i gang, mens vi jog af sted hen over skyerne. Det vil sige, at det faktisk var godt vejr og ikke overskyet hele vejen. Foråret var lige kommet til Danmark, og maj viste sig fra sin mest charmerende side. Efter starten fra Kastrup fløj vi hen over København og kunne tydeligt se, hvor vi havde sejlet på kanalrundfart dagen før sammen med vores søn Asbjørn. I hastig rækkefølge fulgte Roskilde Fjord, Sjællands Odde, Djursland, men så mistede jeg orienteringen et kort øjeblik. Det, jeg troede, var Randers Fjord, var faktisk Limfjorden og kort efter var vi ude over Vesterhavet. Det varede dog ikke længe, for så dukkede et lille stykke af Norges kyst op. Det var blevet lidt diset, men ikke skyet, så Shetlandsøerne sås tydeligt. Færøerne var skjult af skyer, men Island lå badet i sol. På billedet ovenover ses Islands kystlinje.

Efter mellemlanding i Island fløj vi hen over Grønland på højde med Diskoøen. Grønland var desværre skjult af skyer. Der opstod en ret kraftig turbulens, og vores betænksomme kaptajn satten farten ned til beskedne 670 km/t. Efter at vi havde forladt Grønlands vestkyst blev det igen klart vejr. Det første vi så, var havet, der var dækket af is, men med store sprækker. Det smukkeste syn på hele flyveturen var bjergene på Baffin Islands østkyst. De var dækket af sne og lå badet i det stærke sollys iskolde og utilnærmelige. Området nord om Hudson Bay forsvandt i skyer, men da vi nærmede os Edmonton, blev det atter klart, og det var interessant at se de grønne marker i det flade landskab, som vi også så på hjemrejsen i marts. Den gang var det dækket af sne og is.

Ankomsten til Edmonton var dog ret ubehagelig. I tolden måtte vi stå til regnskab for fire æbler, som vi ikke havde deklareret. Det var ren tankeløshed, men vi blev belært om alvoren i forseelsen, og nu har de canadiske imigrationsmyndigheder gjort et notat om det. Det var billigt sluppet, kunne vi forstå.

Heldigvis var der fire timers ventetid til næste og sidste flyvetur. Vi kom godt frem til Kelowna og godt trætte efter at have været oppe i henved 24 timer, og der var stadig et par timer tilbage af det samme døgn.

Flyrejsen er ikke altid det mest spændende ved en rejse. Man bliver gennet rundt som kvæg og pakket sammen som sild. Alligevel vil jeg tilslutte mig det citat af John Steinbeck, som Leif Davidsen anfører som motto for sin bog: ”En rejse er et væsen i sig selv; ikke to er helt ens.”

Selv det lille intermezzo i Edmonton kunne ikke ødelægge det samlede indtryk af en behagelig overfart.

Author image
Om Niels
Danmark Website
Udover blogindlæg skriver Niels også dagbog, fotograferer, kører og ...